Part 3

Derimod vænnede Pigebørnene sig lidt efter lidt til ham og besøgte ham af og til paa Ravnsholt, hvor han da holdt lange Lovtaler for dem over deres Moder, medens han samtidig betroede dem, at deres Fader var en Vindbøjtel og burde skydes.

Dette fik imidlertid Nils Nys om og nedlagde Forbud mod Besøgene.

Men han var jo saa ofte borte fra Gaarden ...

Allerede i en Aarrække havde Godsejer Uldahl beklædt Posten som Havslunde Kommunes Sogneraadsformand. Hans Regeringsform var absolut despotisk. Og Raadets øvrige Medlemmer, Bønder og Proprietærer, bøjede sig villigt for ham, da han altid røgtede sin Bestilling til deres og Sognets Fordel. Ja, det endte endogsaa med, at de i deres snu Eftergivenhed overlod ham al Korrespondance og alle Regnskaber; saa at Uldahl til sidst var den eneste i Forsamlingen, der tilfulde var à jour med Sagerne. --

Men saa indtraf Brudet med Fru Line og Nils's paafølgende »Martyrium« i Taarnet ...

Han indfandt sig nu pludselig ikke mere ved Sogneraadsmøderne. Raadets Breve og Forespørgsler lod han ubesvarede. Og da nogle Medlemmer engang mødte op for at afæske ham en Forklaring, lod han dem blive staaende uden for i Entréen uden saa meget som blot at aabne Døren paa Klem, saa at de dog i det mindste kunde se, at der var Liv i ham.

Dette resulterede selvfølgelig i, at man ved næste Sogneraadsmøde valgte sig en anden Formand.

Men Nils laa stadig inde med Bøgerne og Regnskaberne.

I samfulde to Maaneder forsøgte man at faa disse Sager fra ham med det gode. Men han forholdt sig stadig uden Livstegn.

Saa tabte man Taalmodigheden og indgav Klage til Amtet, der kendte ham pligtig til, under en Dagsmulkt af ti Kroner, at udlevere alle Bøger og Papirer Sognet vedrørende.

Herpaa svarede Nils undtagelsesvis, at han skulde aflevere Sagerne, naar det konvenerede ham.

Hvorpaa Amtet lod sige, at hvis ikke »det omspurgte« var kommet Sogneraadet i Hænde inden fireogtyve Timer, vilde den afsagte Kendelse faa tilbagevirkende Kraft med og fra den Dato at regne, paa hvilken den ny Formand var blevet valgt.

Paa dette Ultimatum gav Nils intet Svar. -- Og først en god Maaned senere sendte han de kriminelle Bøger og Dokumenter af Sted ledsaget af den ifaldende Bøde sirlig regnet ud paa Dage, Timer, Minutter og Sekunder og stor: 965 Kr. og 56 Øre ...

Saaledes var Nils Uldahl-Ege i sit private som i sit offentlige Liv. Og saaledes vedblev han at være, indtil Naadens Tid var inde og det store Omslag.

-- --

Og dog valgtes han ikkedestomindre nogle Aar senere ind i det danske Folketing.

Naturligvis stillede han sig som Oppositionsmand. Ikke af Overbevisning, thi han havde ingen; men dels fordi hans Standsfæller lidt efter lidt havde trukket sig tilbage fra ham, og dels fordi han i Følge sit hele Naturel _maatte_ opponere. Han var en af den Slags »Karakterer«, der i et givet Øjeblik ikke viger tilbage for at hævde, at Sneen er _sort_. --

Han blev altsaa valgt. Og det, der muliggjorde hans Valg var, at han netop kom ind i Politikken i den Periode, da Bønderne endnu ikke var vaagnet til fuld Bevidsthed om deres Magt og Vælde og derfor ansaa det for noget særlig fint at blive repræsenteret paa Tinge af en Godsejer -- selv om de Mand og Mand imellem ansaa ham for forrykt. --

Hans Valgmøder rundt i Egnens Kroer og Forsamlingshuse blev et sandt Triumftog, hvor han hilstes med Hurraraab og Haandklap endogsaa af sine fordums Kolleger i Sogneraadet -- thi Snakketøj havde han.

Og da han paa selve Valgdagen drev sin Nedladenhed saa vidt, at han lod spænde for sine Høstvogne, femten i Tal, udstyrede dem med magelige Halmsæder og Øl og Brændevin, selv anbragte sig som Kusk paa den forreste og saaledes kørte rundt i Kredsen og samlede Vælgere op, da hyldedes han endogsaa af Socialdemokratiet som en sand Demagog; fik i Begejstringens Rus dets Stemmer og stod ved Valghandlingen som Triumfator over Højre-Kandidaten, der sammen med sine faatallige Tilhængere kun var mødt frem gaaende paa deres konservative Kød-Ben.

Saaledes sejrede som altid, saavel før som senere saa ogsaa ved dette Valg, Idealismen i dansk Politik. --

Og i Dag, den 27. September, var Hr. Nils sammen med sin Økonomiforvalterske, Jomfru Mathilde, rejst til Hovedstaden for efter Sommerferien paa ny at give Møde ved Rigsdagens Aabning den bekendte første Mandag i Oktober.

ROMANEN

Spat-Marie, Maren Ørentvist og Johanne Læg-Dig-ned, eller Lig-Johanne havde været til Pæremarked i Kværkeby og kom nu vandrende ad Landevejen for hjemgaaende.

De talte og lo og grinede, saa det klang over Markerne. Især var det Johanne, der var ved Humør; hun dansede sommetider og sang og sparkede op i Skørterne, saa at de to andre var ved at dø af Latter; hun havde faaet hældt godt paa Dunken. -- I hver Landsby, de kom igennem, fôr Hundene halsende ud af Døre og Porte ved Spektaklet, og Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Halløj. Men Kællingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre. --

Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren Ørentvist lang og duknakket. Lig-Johanne høj, knoglestærk og mandfolkeagtig med et mærkelig fint Raceansigt hærget af Drik og andre Glæder. -- Alle havde de Kurv paa Armen med Markedsindkøb. Stadshattene med de brogede Blomster sad dem skævt paa Hovederne; og Kjolerne havde de af Sparsommelighedshensyn byltet op omkring Livet, saa at de lappede Underskørter saas og Uldhoserne og Fedtelædersskoene ...

Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde købt en Flaske Kirsebærrom til femogtredive Øre, som de diverterede sig af.

Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra.

-- Hun er ikke noget _Menneske_! paastod Johanne.

-- Hva' _er_ hun ikke? Hva' er hun _da_? spurgte Moderen.

-- Hun er _det_, de kalder en _Munstrum_, forklarede den anden kyndig -- saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede.

Og Maren Ørentvist supplerede:

-- Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun ikke!

-- Nej, indrømmede Marie -- _det_ kan hun ikke. Men hun har hele Sanselivet paa _Følelsen_, har hun. I skulde se hende kende baade mig og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.

-- _Far!_ grinede Maren -- sagde Du _Far_? _Ham_ fornemmer nok hverken hun eller Du ret meget til.

-- Saa ham, hun _kalder_ sin Far da, for Saten, dit Fæ! snærrede Marie arrigt.

Men nu tog Johanne Ordet; baade hun og Maren var inderst inde misundelige paa Veninden, der havde dette mærkelige Barn, som hun tjente mangen en god Øre paa:

-- Og saa er hun jo ikke engang noget rigtig _Fruentimmer_ engang, sagde hun -- Jordmoderen vidste jo hverken, om hun var en Dreng eller en Pige.

-- Hun hedder sgu da _Alexandra_, véd jeg! sagde Marie.

-- Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt _Nikodemus_! grinte Maren.

Og Johanne fastslog sin Paastand fra før:

-- Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum!

Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen, Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene:

-- Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.

De andre skævede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...? Men de smagte da paa Rommen alle tre og gik videre ...

Spiret paa Havslundegaards Taarn viste sig dunkelt over Træerne. Morsomt nok kom Fløj-Hanen engang til at sidde midt i Maanen. Det grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde:

-- _Er_ hun kommen hjem, Helmeren?

-- Næi endnu ikke, sagde Johanne. Og Spat-Marie lo ondt:

-- Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i _vor_ Tid!

-- Næi, vi blev pænt ved _Jorden_, gjorde vi.

-- Og _Børn_ faar hun helleringen af.

-- De si'er, at han har gi'et hende saadan et _Undskyldningsapparat_, som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren.

Johanne hug vredt en Haand ud i Luften:

-- Saaden et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa ha'de vi sparet _det_!

-- De kendtes vel ikke den Gang, mente Marie.

-- Næi, kanske .. Verden gaar jo fremad.

Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde:

-- Ja, _jeg_ behøvede ingen ... altsaa!

-- Næi, Fanden hytter jo _sine_! sukkede Johanne.

Da standsede Spat-Marie pludselig sin Gang; og med de smaa vaade Øjne hævet mod Maanen sagde hun, og det kom dybt fra hendes Moderhjerte:

-- Véd I hvad, Maren og Johanne, sagde hun -- Vorherre kunde for saa evig vist gerne ha' beholdt de to andre ... men _Alexandra_ vil jeg aldrig ophøre og takke ham for i hans blaa Himmel!

-- Amen og Hallejuja! vrængede Johanne og tog paa ny et Par Dansetrin -- Er der nogen, der vil smage igen?

Konerne nikkede Ja; og Romflasken kom frem og blev tømt.

-- Du har vel saa Markedsgave med til Alexandra? spurgte Maren, da man igen var begyndt at gaa.

-- Gu' har jeg saa, naturligvis. Nu skal I se. Det er en Mølle.

Marie halede en lille Træmølle op af Kurven og blæste paa Vingerne, saa de snurrede.

-- Den kan hun jo ingen Glæde ha' af.

-- Monikke! Jo, det kan Du bande paa! Hun kan _føle_, kan hun, naar den vinder. Hun har haft saaden en før. Hun blæser paa den og holder den op for Ansigtet; og saa griner hun, saa det klukker.

-- Og hva' har Du saa til de andre?

-- Ingenting! ... de kan jo baade se og høre og springe omkring; hva' Fa'en skal de saa med Legetøj! ... Men vi skal være gode imod dem, Vorherre har været ond ved, staar der.

Maren Ørentvist laante Møllen og blæste paa den, saa den snurrede vildt:

-- Se, hvor den suser! sagde hun henrykt.

Men Lig-Johanne, der hidtil havde forholdt sig tavs, snappede pludselig Apparatet fra hende:

-- Nu vil _jeg_ prøve! sagde hun.

Og hun spilede Kinderne op og blæste, saa det gnistrede for Øjnene af hende; og medens Vingerne peb paa deres Akse, stod hun og vuggede i Hofterne og rokkede med Hovedet:

-- Snurre--lurre--lurre! sagde hun og smilede fjoget -- Snurre--lurre--lurre! Gi' mig den, Marie, hva'? La' mig beholde den? Det er li'som at drikke Brændevin ...

-- Næ, Du kan tro nej, min Skrukhøne! sagde Marie og stoppede hurtig Møllen tilbage i Kurven -- Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra!

-- --

Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Døre var lukkede og alle Vinduer mørke.

Klokken var nu godt elleve.

De tre Veninder gik stille frem ad Gaden. Her vilde de ingen »Opstandelse« lave, for her var de kendt.

Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig pludselig til Hovedet og sagde:

-- Det er sært, saaden en Forskel, der kan være paa Søskende!

Det gav et Sæt i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det. Hele Sognet vidste, at Godsejeren og Johanne havde haft med hinanden at gøre, og hun selv sagde det jo ogsaa tydelig nok; men derfor skulde hun netop vogte sig for at slaa paa Slægtskabet ... De to andre havde jo ogsaa ... Men de var da ikke i Familie med ham.

-- Hører I ikke, hvad jeg siger? gentog Johanne irriteret over deres Tavshed, og hendes Stemme lød høj og skrattende -- Jeg siger, _at det er en sær Forskel, der kan være paa Søskende_!

Marie greb hende i Armen og vilde trække af Sted med hende:

-- Jo, jo, hviskede hun hastig -- vi hører det nok! Men saaden no'et holder man Kæft med ... Kom nu Johanne.

Men Johanne rev sig løs og raabte, saa det klang i den stille, maanelyse Luft:

-- _Er der nogen af Jer maaske, der har været i Seng med sin egen Bror?_ ... Ulykken er ude efter ham! Ulykken er ude efter ham! vedblev hun og truede ind mod Gaarden. -- Men han hænger sig ikke, eller skyder sig, som de andre, der har ejet Havslunde. Han bliver snarere _hellig_, den Usselryg ... Fader vor, Du som er i Himlen ... hun foldede Hænderne og skreg af Latter.

-- Nu stikker _jeg_ sgu af! sagde Ørentvisten -- for nu faar hun sit Anfald.

-- Nej, Maren, Maren, vi maa da blive; vi kan da ikke forsvare for Gud at lade hende ene!

-- Fa'en ...! sagde Maren og satte i Rend ned ad en Sidevej.

-- Maren, _Maren_ dog ...!

Johanne havde ganske rigtig faaet sit Anfald. Hun løftede sirligt op i Skørterne og begyndte at synge en lille munter Melodi og dansede dertil. Hendes Øjne skinnede i Skæret fra Maanen; hun var lutter Smil og Glæde; Livet syntes hende frydefuldt;

Min lille Rosenblomme (sang hun), min søde Rosmarin, naar Vintren hun er omme, saa vil jeg være din ...

Spat-Marie stod hjælpeløs og saa til. Snart maatte hun le af Johannes sære Dans; og snart græd hun. For hvad skulde hun gribe til med hende, nu de var alene ...

Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes halvandet Ben kunde flytte sig -- --

Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat. Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.

»Frøken Sofies Hus« laa nede i Elmekrattet ved Foden af de store Fyrretræer, hvis nøgne rustrøde Stammer og vildt strittende Kroner ragede højt op over Parkens andre Træer. Og Evigheden sang deri.

Huset var sammentømret af gamle Bræddestumper og helt overgrot af Slyngroser og vild Klematis. Lejligheden bestod af en Forstue, der tillige benyttedes som Køkken, og en Salon, fire Alen lang og tre Alen bred. Og man kunde ikke staa oprejst derinde.

-- --

Sofie og hendes »uægte« Fætter, Herredsfuldmægtig Isidor Seemann, laa paa Gulvhynderne under Vinduerne og talte dybsindigt sammen; det »elskede« Frøken Sofie. Paa Tærskelen ud til Forstuen sad Tyrk. -- Fuldmægtigen var en femogtrediveaarig, bredskuldret Mand, lys af Lød og tilsyneladende rolig og ligevægtig:

-- Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han -- hos saadanne gamle Slægter som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slægt leve paa, og saa visner den og raadner og dør.

-- Man plejer at dø, _før_ man raadner! riposterede hun.

-- Nej, ikke Slægterne, lille Ven.

-- Véd Du, hvad _jeg_ tror, Fætter Isidor? ... _Jeg_ tror, at Du siger alt dette om Dig selv bare for at være interessant ... saa sund og kraftig Du ser ud!

-- Jeg er en kalket Grav ... smilede han, idet han samtidig godt indsaa, at der var noget perverst i at ligge her og tale saadan til et Barn.

-- Og alle de morsomme Billeder, Du tegner! vedblev hun.

Han gjorde sin Stemme dyb og mørk:

-- Ja, jeg burde ogsaa meget hellere altid tegne Lig!

Hun lo:

-- Ja, det skulde Du virkelig gøre!

-- Jeg _har_ prøvet det, nikkede han -- men _de_ bliver ogsaa »morsomme«! han rejste sig op paa Albuen -- Se, nu for Eksempel det Billede, jeg tegnede af Jer, da Du havde fortalt mig om din Fars og Jomfru Helmers Køretur forleden. Jeg syntes virkelig, at det var en meget trist Historie. Du havde Taarer i Øjnene, da Du fortalte. Og jeg fik den dybeste Medlidenhed med Jer allesammen ... Men hvordan blev saa Billedet? Selv din Mor brast i Latter, da hun saa det.

-- Jamen det _var_ virkelig ogsaa morsomt, Fætter Isidor! Alle de Ansigter rundt i Vinduer og Døre ... Og Far, der lignede en gammel Tændstik .. Og Jomfru Helmer, som var lavet af Blodpølser ... Og Mor, der stod med to lange, triste Taarer, der hængte hende helt ned paa Brystet! Jo, véd Du hvad, det _var_ morsomt! ... Og jeg vilde ønske, at Du boede her paa Havslunde, for saa vilde det blive meget lettere for os.

-- Sig ikke det, Barnlille!

Hun saa forundret hen mod ham:

-- Hvorfor ikke?

-- Fordi jeg er saa utrolig sur til Hverdag ... Jeg skal nemlig betro Dig, lille Sofie, at de, der laver sørgmodige Billeder, de er glade i Omgang; men de, der laver »morsomme«, de er rasende bedrøvelige at have med at gøre ... thi kun saaledes fuldkommengøres den guddommelige Retfærdighed!

Frøken Sofie sukkede dybt:

-- Gud, hvor _mine_ Billeder saa vilde blive morsomme, sagde hun -- hvis jeg kunde tegne.

-- _Er_ Du da saa grusommelig bedrøvet?

-- _Forfærdelig!_ smilede hun, og Taarerne steg hende samtidig til Øjnene -- Og i Morgen kommer oven i Købet Jomfru Helmer tilbage ... Og vil Du tænke Dig, at Far har skrevet til Forvalteren, at Lars igen skal møde med Mors Vogn paa Stationen og hente hende!

-- Ja--e, lille Sofie ... Men naar din Mor selv tager det roligt, saa ...

-- Aa--r, der er ingen Indignation i Mor! Og heller ikke i Søstrene! De _gider_ ikke! Jeg er den eneste her, der rigtig er noget ved! Jeg ligner Farmor, siger Ingwersen; hun pryglede Farfar; Ingwersen og Tjeneren maatte skille dem. _Det_ var en Kone!

-- Jamen kan saa ikke _Du_ tage og prygle Forvalteren da ...?

-- Nu gør Du Nar af mig, Fætter Isidor ...

-- Nej, nej, nej!

-- Du tager mig _aldrig_ alvorlig!

-- Jo, jo, jo!

Sofie rejste sig ivrig:

-- Jeg _har_ forbudt Lars at køre derned med _den_ Vogn; men han gør det naturligvis alligevel! ... Bare her var et rigtig _Mandfolk_ paa Gaarden, der kunde sige Far ordentlig Besked. Far han er fejg, ser Du; han er en rigtig Kryster! Jeg har jo set, hvordan han lusker af, naar Mor endelig en Gang bliver vred og siger ham Besked. Hun kunde sagtens tøjle ham, hvis hun bare vilde!

-- Jamen kan saa ikke _Du_ ...

-- Nej, jeg kan ikke. Jeg har jo prøvet det. Men jeg kommer bare til at græde, fordi jeg er en _Tøs_, og fordi jeg synes, at det hele her er saa forfærdelig sørgeligt. Aa hvor kunde vi dog ha' det godt her paa Havslunde, men saa gaar den gamle, væmmelige Fyr og ødelægger det hele for os!

Taarerne strømmede hende ned over Kinderne. De ligefrem _sprang_ hende ud af Øjnene, saa hastigt og pludseligt kom de:

-- Hvad ... er ... en Fallitgaard? spurgte hun samtidig -- Ja, nu _tuder_ jeg naturligvis igen! forsøgte hun saa at le -- Men hvad er en Fallitgaard?

-- En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld, begaar Selvmord, eller bliver Kristen!

-- Hæ, hæ! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt hende ned over Kinderne -- Blæse være med det hele!

Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lægge en Arm om hende; men hun trak sig sky bort:

-- Tag og _tegn_ mig, Fætter! sagde hun -- at vi kan faa en Ende paa det Tuderi!

-- Jamen, jeg skal jo tage Dig _alvorligt_, siger Du ...

-- Nej, nej, nej ...! Tegn bare!

Han rakte Armen frem mod hende:

-- Kys mig først ...

-- Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rødmede helt op under Haaret.

-- Undskyld ... bad han angergiven -- Men Du saa' saa allerkæreste ud.

-- _Tegn!_ kommanderede hun.

-- _Ja!_

Og han tog sin Skitsebog frem og tegnede et Billede af hende, hvor hun stod midt i Havslunde Borggaard som en Fontæne med Vandet brusende ud af Øjne, Næse, Mund og Øren, saa at hendes Kjole, Strømper og Sko, hele Gaardspladsen, Træerne, Parken, Haven -- den ganske Ejendom drev af Væde ...

Men midt i det hele Taarehav svømmede Nils Uldahl rundt med et Badekar bundet i Halen.

Og i Karret sad Jomfru Helmer med en opslaaet Paraply over sig.

Der var Diskussion i »Asylet« i Anledning af Isidor Seemanns Besøg ...

Det var ved Sengetid. De Gamle sad paa Stolene hver foran sin Seng og klædte sig af. Henne paa Kommoden foran Vinduerne brændte Lampen.

-- _Nej!_ sagde Jomfru Ingwersen afgjort -- det var Frøken _Natalie_, var 'et, Etatsraadens _ældste_ Datter, der blev gift med ham, Bangkiren i Paris.

-- Naa, nikkede Rottbøl medgørlig -- ja, _De_ maa jo vide det, Ingwersen, for De er jo sæl Mor til hende.

Ingwersen blev sprutrød helt ned paa sin gamle Hals:

-- Hva' _er 'et_, De si'er, Menneske!

-- Ja, er De ikke Mor til Frøken Natalie?

-- Sludder! De skulde hellere rent og bart holde Deres Mund, skulde De, end komme med saaden no'et Vrævl!

Rottbøl, der havde en af sine slemme Dage, nikkede:

-- Ja, det kan De sgu sagtens sige, som har Deres Forstand! nikkede hun -- Men det er ikke saaden at sitte her og tie stille hele Tiden, naar I andre snakker.

-- Jo, naar man'te kan komme med andet end Vrævl, saa tier man!

Ingwersen sad nu i rødstribet Uldklokke og bare Arme og saa krigersk ud.

-- Men det var dante Bangkiren, der var Far til Isidor? kom det fra Lurvadt, der surrede et langt Linnedbind omkring sit venstre Ben.

-- _Nej_, sagde Ingwersen -- det var 'et ikke, for Natalie ha'de allerede Isidor, _førend_ hun fik Bangkiren ... jeg har oplevet hele Verdenshistorien.

-- Der _fik_ jeg den! smilede Rottbøl henrykt. Det var en Loppe, hun længe havde jaget rundt paa sin Krop efter.

-- Ja, for hun ha'de ham ved Tegnelærer Jakobæussen, fortsatte Lurvadt.

-- Ja, berigtigede Ingwersen -- og hun fik ham, mens hun var forlovet med Godsejer Brandt, ham, der senere giftede Juliane Sehested fra Børglum.

-- Jeg kan ikke hitte ud a' det med al det Familieskab! sagde Rottbøl misfornøjet. Hun havde samtidig med at hun anspændt lyttede til Samtalen, bundet sit Natklæde om Hovedet. Knuden sad hende foran i Panden som to smaa Horn.

Ingwersen lod sig ikke forstyrre af hendes Snak, men fortsatte:

-- Og hun, Rositta, Isidors Kone, hun er en Datter af Frøken _Bettina_, Etatsraadens _yngste_ Datter, der blev gift med ham, _Po_lakken, Greven derovre fra Rusland.

-- Der ser man Guds Finger! lød det fra Rottbøl.

Men Lurvadt spurgte:

-- Jamen, Ingwersen, hvordan er saa Isidor kommen til at hedde _Seemann_ da, naar hans Far hed _Jakobæussen_ og var Tegnelærer?

-- Fordi Etatsraaden skikkede Drengen væk fra Egesborg og lod ham adomptere af Proprietær Seemann ovre paa Fyn, der var gift med en langt ude Kusine til Etatsraaden! forklarede Ingwersen og halede Sove-Hoserne paa.

Rottbøl fik pludselig et lyst Øjeblik og spurgte fuld af Liv:

-- Var Frøken Natalie Isidors Mor?

-- _Ja, saagu' i Himlen var hun saa!_ sagde Ingwersen fortærende.

-- Saa begriber jeg det ikke igen ...! erklærede Rottbøl.

-- Men hvor har Isidor faaet fat paa Rositta? spurgte Lurvadt.

-- Drausenbeimir! sagde Ingwersen kort -- Og lad vos saa komme i Seng!

Men Rottbøl smilede paa én Gang lykkeligt ud i Luften og gentog Ordet: Drausenbeimir ... med et saligt Udtryk i sine smaa vanvittige Øjne. Hun havde det med at forelske sig i underligt klingende Ord og gentage dem atter og atter, endevende dem og jonglere med dem.

-- Saa, mumlede Ingwersen arrigt -- nu skal vi høre paa _det_ lige til Nytaar!

Men Lurvadt spurgte ufortrødent:

-- Véd De no'et om, Ingwersen, at Rosittas Mor brak Halsen?

-- Javel gjorde hun saa.

-- Hvor brak hun den?

-- I no'et de kalder Schweiz.

-- Hva' vilde hun dèr?

-- Hun var rendt derned med _Po_lakkens Kammertjener.

-- Drau--rausenbeimir ... lød det fra Rottbøl.

-- Var 'et ham, der brak den paa hende? spurgte Lurvadt.

-- Nej, hun faldt ned af en Udsigt.

-- Døde hun?

-- Kan _De_ kaske brække Halsen uden at dø?

-- Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener?

-- Hun vilde vel _elske_ ham ... De vil jo allesammen _elske_ i vor Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro.

Ingwersen rejste sig og krøb op i sin Seng. Hun var i stumpet Særk, graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.

Rottbøl laa allerede nede under sin Dyne: Man saa ikke andet af hende end hendes spillende Øjne og Nattørklædets smaa Horn: -- Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til Rette -- Drau--rau--sausenbeimir!

-- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen vredt.

Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede Lampen. Saa kravlede ogsaa hun til Køjs:

-- Men sig mig engang, Ingwersen, spurgte hun lidt efter -- hvorfor fik Nils her ikke Egesborg efter Etatsraaden, da han døde?

-- Fordi _Po_lakken og Bangkiren ikke vilde betro ham deres Penge ... Og saa sover vi! Godnat! Og sov vel begge to!

-- Tak i lige Maade ... sagde Lurvadt.

Men Rottbøl hørte intet. Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de var smaa og levende:

Stormen lad den kun fnyse, Bølgen lad den kun slaa; Drømmenes Land, de lyse, Kan de dog aldrig naa ...

-- Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.

Jomfru Helmer havde faaet forærende af Forvalter Anders Jensen-Homo en Stol, en Mahognitræs »Flugtstol« betrukket med græsgrønt Plyds og med en broderet Rosenguirlande ned ad Midten.