Part 2

Og nu skete det, at da Madam Line Reimers, der hidtil var blevet rent ud fornægtet af Familien, omsider præsenteredes paa Egesborg som Fru Nils Uldahl, vandt hun straks alle for sig ved sin Skønhed, sin Blidhed og sit forunderlige store, naive Hjerte, der ikke kendte til Svig. --

Det var de lykkeligste Aar i Lines og Nils's Samliv. Uldahl, hvis lange Ungkarlestand havde været ét uafbrudt Orgie af Drik, Spil og Kvinder, holdt sig hjemme paa sin Gaard og var glad ved sin Kone. Og med hende var der kommet Orden og Sparsommelighed til Huse. Ingen vilde Sviregilder mere, hvor Vinen flød og Pengesedlerne føg, og de forskræmte Tjenestepiger ud paa Natten sad blege bag de laasede Kammerdøre. -- Nu var »Mis'en« og »Femkorten« afløst af L'hombren, der vel kunde fremvise Beter paa flere Alens Højde, men som dog aldrig udartede til, at man slog Plat og Krone om en Præmietyr eller en Husbestyrerinde. -- Spillebordene var sat ind i Dagligstuen, og der sad i Sofahjørnet Gaardens stovte Frue og lod sine klare, blaa Øjne vandre fra Strikketøjet eller Sytøjet hen til Herrerne ved Toddyglassene og manede til Fred og Forsoning, naar de stundum røg sammen og slog i de grøntbetrukne Mahogniborde, saa Jetonsene stod i Vejret:

-- Naanaa, lille Godsejer Heine, skaan Møblerne! ...

Og Godsejer Heine sprang op fra Stolen, bøjede sin kluntede Krop hen mod Sofaen og sagde:

-- Min Frue ... alt for _Damerne_!

Og Spillet fortsattes i Ro -- indtil næste Eksplosion ...

Klokken elleve trak Husfruen sig tilbage, medens Herrerne stod i Række og bukkede. Og naar Døren havde lukket sig efter hende, faldt ikke én af dem paa at komme med et saftigt Ord, skønt alle i Tankerne fulgte hende videre -- helt ind paa hendes Leje.

Kun Ægtemanden kunde undertiden lade en eller anden obskøn Bemærkning falde i skadefro Hoveren over, at hun netop var _hans_ Sengekammerat.

Men da slog Godsejer Heine paa ny i Bordet:

-- Hold Kæft, Uldahl!

Og Godsejer Tortsen og Kammerjunker Frølich blev om mulig endnu rødere i Hoved og paa Hals end før og sagde:

-- Du er et Svin, Nils!

-- -- -- Men rent ud rørende blev disse halvtæmmede Bjørnes Færd, naar ud paa Natten deres Vogne kørte for Døren: De skældte Kuskene ud, fordi Vognhjulene larmede for stærkt mod Brostenene, og fordi Hestene stampede og var urolige. Og ude i Entréen, der paa Thorsminde stødte umiddelbart op til Soveværelset, listede de rundt og talte hviskende og snublede over deres egne vaklende Ben for ikke at vække Fru Line ... »der inde«.

Og deres Øjne var fulde af Længsel og Kognak, naar de saa hen mod den lukkede Sovekammerdør ...

Thi der var _det_ ved Fru Uldahl, at hun trods sin blonde Ro og sin hele kyske lidt lade Tilsynekomst, virkede stærkt erotisk netop paa disse Mænds Sanser. Hun stod rimeligvis for dem som Typen paa hin rene, hvide Kvinde, de engang i deres Manddoms første, frygtsomme Opvaagnen havde knælet for i Drømme. Og nu saa de pludselig, efter et Liv i Brunst og Skuffelse, Drømmenes Genstand færdes lyslevende for deres Øjne.

Deraf vel paa én Gang baade deres Respekt og deres Begær. -- --

Ogsaa Nils Uldahl vedblev, selv i de Aar, hvor han rasede vildest og ondest mod sin Hustru, at nære en vis mystisk Respekt for hende ... en Respekt ganske vist, som tirrede og ophidsede ham, og gjorde hans Ondskab end mere indædt raffineret.

Men i Tiden paa Thorsminde gik alt endnu roligt og godt. Og da Parret senere efter Etatsraadens og hans Kones Død flyttede til Havslundegaard, levede det ogsaa her i de første Aar nogenlunde fordrageligt. Fru Line fødte sin Mand ialt syv Døtre, hvoraf de tre ældste døde som ganske smaa, medens de andre efterhaanden voksede op til blomstrende og blondlokkede unge Kvinder, som fordum deres Moder var det, da Nils Uldahl i Tidernes Morgen saa hende i Æblehaven ved Husum Kro.

Kun Frøken Sofie var som sagt mørkhaaret og brunøjet. Jomfru Ingwersen sagde, at hun lignede sin Farmoder, Etatsraadinden, der jo var »født et Steds dernede i Varmen«.

Der var i Havslunde Park, hvor denne paa en trehundrede Alen gik ned til Strandkanten, en stor, halvcirkelformet Lysning kaldet »Badeplænen«. -- Naar man stod oppe paa Havesalens høje Stentrappe og saa frem over Borggravens Bro, saa man den i Solskinsvejr ligge som et gyldengrønt Tæppe for Enden af den lange Lindeallé. Og bag Tæppet igen laa en smal Stribe skinnende hvidt Sand, og saa kom Bugten med sine blaagraa Bølger ...

Herned flyttede Fru Line paa Sommerformiddage efter Frokosttid sin hele Børnestue med dens Inventar af Ammer, Barnevogne, Vugger, Børn og Legetøj. Det var et Mylr som af en Folkevandring, naar Toget trak gennem Lindealléen. Og naar man slog Lejr paa Plænen hernede, kastedes Lyden af Stemmerne, Latteren og Tummelen vidt ud over Bugtens Vand ...

Paa en højrygget, hvidmalet Tremmebænk, der i Tiden af Pigebørnene fik Navnet »Fruens Stade«, sad saa Fru Line og Jomfru Rottbøl med en Stabel Børnetøj imellem sig og syede, stoppede og bødede, medens Legen gik i Solskinnet mellem Barnepigerne og de større Børn, og Ammerne i Skyggen under Træerne puslede med Vuggerne. Thi det hændte, at man paa Havslunde i de Aar havde _to_ Spædbørn at sysle med paa én Gang, det ene paa nær kun godt ni Maaneder ældre end det andet ...

Naar Fru Uldahl sad her paa sin Bænk med sine Børn omkring sig, omgivet af Parkens og Gaardens trygge og skærmende Ly, var hun fuldt ud tilfreds og lykkelig. Og hun følte i saadanne Stunder en dyb Taknemmelighed gro i sig mod den Mand, der havde gjort hende delagtig i alt dette, havde valgt netop hende til sit Livs Ledsagerinde og trofast havde holdt fast ved hende i de Aar, da alle stod dem imod og skjult og aabenlyst arbejdede paa at drage ham fra hende ... Og naar hun derfor uden nogen Art af Vægring aabnede sin Favn for ham og syntes beredvillig at give sig hans hede og utæmmede Sanser i Vold, saa var det for hende snarere som en Indfrielse af en Taknemmelighedsgæld, end det just var, fordi hendes Blod flammede og sydede i fuld Samklang med hans.

Og én Grund endnu var der, hvorfor hun stedse var ham beredt og lydig, skønt hans erotiske Krav til hende, alt som Aarene gik, gav sig selsommere og selsommere Udslag. Hun forstod nemlig, saa dybt hun nu havde lært ham at kende, at bøjede hun sig ikke paa dette Punkt blindt for hans Vilje, vilde deres Samlivs tilsyneladende saa jævne og fredelige Harmoni være brudt. Derfor tvang hun sig og var ham hørig, selv om hendes ufordærvede og kyske Natur atter og atter rejste sig i skamfuld Protest.

-- --

Der laa i Lysningen, paa Grænsen mellem Plæne og Strand et Badehus. Døren vendte ud imod Havet, og fra en hvidmalet Flagstang over den vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel.

I dette Badehus næsten boede og levede Børnene, da de blev ældre, Sommerdagen lang. De klædte sig af og paa inde i Huset, laa og strakte sig paa Strandbredden og lod sig gennembage af Solen, vadede ud og dukkede sig i Bølgerne, kom atter tilbage skinnende af Væde, rullede sig i Sandet og lod sig dænge til af hverandre, saa at deres smaa, vævre Legemer saa ud, som var de pudrede, naar de igen plaskede ud i Vandet ...

Dette var Børneleg i Dag og Sol. Men rundt paa Egnen sneg det Rygte sig, at naar Natten faldt paa, og kun Maanen lyste over Bugtens Vand, »legede« paa Strandbredden hernede to andre hvide og nøgne Menneskebørn -- Herren til Havslundegaard og hans lydige Frue.

Saa indtraf for omtrent femten Aar tilbage hin Begivenhed, der med ét Slag og for stedse satte en Mur imellem Ægtefolkene.

Mange kaldte Fru Uldahls Adfærd den Gang for rent ud taabelig og meningsløs, for Herregud, vi lever nu dog engang paa Jorden! -- Men hun handlede, som hun handlede, fordi hun i Følge sin usammensatte og retlinede Natur kunde ikke andet.

-- --

Det var en Majdag med Sol og syngende Lærker.

Nils Uldahl havde ved Frokostbordet paa Børnenes Vegne spøgende ansøgt Lærerinden om, at de i Anledning af det pragtfulde Vejr maatte faa fri fra Skole.

Dette var naadigst blevet bevilliget, og Fru Line var da gaaet med den lille, den Gang fem-seksaarige Anna ned i Strandskoven for at plukke Anemoner.

Men en halv Time efter kommer saa Barnet løbende ganske forstyrret af Graad og Fortvivlelse ind i Køkkenet og beretter, at Moderen var faldet om nede i Granskoven og kunde ikke rejse sig og vilde ikke svare.

Men da de skyndte sig derned, Husjomfruen og begge Stuepigerne, efter først at have sendt Jørgen Tjener ud for at lede efter Husbond, mødte de paa Stien over Enghavemarken Fru Uldahl, der langsomt kom gaaende op imod Gaarden. Hænderne holdt hun presset haardt ind mod Underlivet, og kun Fod for Fod slæbte hun sig frem ... Hun var den Gang højt frugtsommelig med sin yngste Datter, Sofie.

-- Men Frue dog! Er Fruen blevet syg?

-- Ja ...

Og varsomt ledte de hende hjem og bragte hende til Sengs. Og medens de endnu gik og syslede om hende, stod pludselig Nils Uldahl bleg og ophidset i Sygeværelsets Dør:

-- Hvad er her paa Færde?

-- Fruen er blevet syg ...

-- Naa--e, det er vel ikke værre ... Jeg skal ringe, hvis der bliver Brug for Jer.

-- Jamen, Husbond ...

Han stampede forbitret i Gulvet:

-- Gaa, sagde jeg!

Og Kvinderne listede ud ...

Da Døren havde lukket sig efter dem, traadte Nils hen til Sengen:

-- Undskyld, at jeg blev heftig; men de Fruentimmer irriterede mig ...

Fru Line svarede ikke.

Saa smilede han dumt, søgte at mande sig op og sagde flot og friskfyragtig:

-- Er det nu noget at tage sig saa nær, Line ... Hva' Fanden, den Smule Kys paa en Foraarsdag, hi-hi! Du véd jo, at Du og jeg har det saadan sammen, at ingen for Alvor kan komme os imellem.

Hun saa forvildet op paa ham:

-- Ja, Nils, ja ... sagde hun -- men jeg vil hellere vente med at tale med Dig til en anden Dag ... jeg er saa træt.

-- Hum! ... Det er saagu' din egen Skyld da! Du kunde jo ha' taget det roligt og ... og gemytligt, som den Bagatel det er. Ikke? Er det ikke din egen Skyld, synes Du?

-- Jo ... Men lad mig nu være lidt alene, Nils ...

-- Som Du vil!

Han gik tæt hen til Sengen og bøjede sig ned over hende:

-- Vi to, der har det saa godt sammen, som ingen andre ... hviskede han kælent og tog om hende.

Hun trak sig sky og hastig bort; hendes Øjne blev store og fulde af Angest.

-- Hæ! lo han ondt -- hi, hi! Ja, Du er sgu en rar Mimose! Og det klæder Dig, efter alt det, der er foregaaet imellem _os_! ... Men det bliver værst for _Dig_!

Og han forlod Værelset og smældede Døren i efter sig ...

-- --

Da han var borte, lukkede Fru Uldahl Øjnene og laa stille hen. Der gled af og til ligesom en Iling af Smerte frem over hendes Ansigt, thi Tankerne lod hende ingen Ro ...

Der var hændet »den Bagatel«, at hun paa sin Spadseretur nede i Strandskoven havde set Nils sidde paa en Digekant inde mellem Granerne i hed Omfavnelse med Børnenes Lærerinde. Og i samme Nu var Fru Line sunket til Jorden tvunget i Knæ som af en stor, grum Haand, der havde knuget sine Staalfingre ind om hendes Hjerte ...

Men det var ikke just det, at Nils havde kærtegnet en anden Kvinde, der voldte hende den dybeste Ve, thi hun havde levet længe nok til at lære, at Mændene uden Skrupler tager al den Gunst og Gave, der bydes dem. Nej, det, der voldte hende den bitreste Pine var, at hun i alle disse Aar _forgæves_ havde givet sig hans syge Sanser i Vold. Det var det, der nu, da hun saa pludselig og uforberedt saa ham begære en anden, en _ny_, havde grebet hende med en saa stivnende Forfærdelse, at hun et Øjeblik havde troet, og _haabet_, at det var Døden, der kom ... For Børnenes Skyld og for Hjemmets Skyld havde hun ofret sig. Og fordi hun vidste, at han var syg. Og fordi han virkelig engang havde holdt af hende, hvad hans Breve beviste. Og fordi hun _nu_ følte Medlidenhed med ham. Og fordi han _dengang_ havde gjort hende til sin Hustru -- og fordi, og fordi, og fordi ...!

Alt dette malede rundt i hendes Hjerne; og altsammen endte det ufravigelig i denne ene forfærdende Tanke: At nu var det hele forgæves ...

Der blev banket paa Døren, og Husjomfruen traadte ind:

-- Hvordan har Fruen det?

-- Jo, Tak ... nu gaar det bedre ...

-- Skal vi saa ta' Kernemælkssuppe eller Sulevælling til Forret, Frue ...?

I godt fjorten Dage holdt Nils Uldahl sig borte fra sin Kones Sygeværelse. Men hver Morgen afleverede Jørgen Tjener hans Kort ved Døren og forhørte til Fruens Befindende. -- Der laa til sidst en hel lille Stabel Visitkort paa hendes Toiletbord:

+----------------------------+ | | | Nils Uldahl-Ege | | | | Havslundegaard. | +----------------------------+

Saa endelig midt i tredje Uge, en Formiddag i den reglementerede Visittid, mødte Hr. Godsejeren selv frem.

Han var i sort Frakke, lyse Benklæder og Lakstøvler (dog uden Handsker og Hat). Og han trakterede sin Frue med den udsøgteste Høflighed. Bevidnede hende sin dybe Glæde over, at hun atter befandt sig vel, og udtalte Haabet om snart at se hende nede i Dagligværelserne.

Der blev ikke nævnet et Ord om Lærerinden og Granskoven. Og efter en halv Times Forløb trak han sig høfligst tilbage for ikke at »fatiguere« ...

Men samme Dags Aften, da alle var gaaet til Ro, trængte han beruset og larmende ind i Soveværelset og krævede sin Ægtemandsret. Og Fru Line maatte true med at ringe paa Hjælp, før hun atter fik ham paa Døren.

-- --

Endnu et Par Gange forsøgte han at tiltvinge sig sin gamle Magt over hende. Første Gang ved at trygle og græde og kaste sig paa Knæ og angre og love Bod og Bedring og evig, ubrødelig Troskab: »Hun var dog hans eneste virkelige Kærlighed!« -- Anden Gang ved i drukkent Raseri at lægge Haand paa hende og slaa hende i Gulvet og skrige op om at jage hende nøgen ud af Gaarden tilbage til det »Bonderak«, hvorfra hun var kommet.

Men Fru Line forblev ubøjelig. Og hun lod sin Seng flytte ud af det hidtil fælles Soveværelse og ind i et Værelse ved Siden af Barnestuen.

Hvilken Manøvre han øjeblikkelig besvarede med helt at rømme bort fra første Sal og etablere sig som Martyr i to smaa Rum i Taarnets Stueetage ...

Det var frygtelige Aar, de der nu fulgte. Og havde ikke Fru Uldahl haft denne næsten reflektionsløse Hengivelse i Skæbnen, som saa afgjort prægede hendes Liv i gode som i onde Dage, havde hun vel næppe heller staaet dem igennem uden at tage Skade paa sin Sjæl.

Men nu var det tværtimod, som om hun voksede med Ulykken, blev større, rummeligere, mere overlegen. Ja, der udviklede sig endogsaa hos hende lidt efter lidt en Art sørgmodig Humor, som fik hende til at se paa Begivenhederne fra oven og nedefter, og som var vaagnet i hende i de vidunderlige Dage, da hendes Mands chevalereske Visitkort hobede sig op paa hendes Toiletbord. Smilende, men gennem Taarer betragtede hun Livet og dets Foreteelser paa én Gang viis og naiv som »Folket«, hvoraf hun var rundet ...

Men ligesom dette Folk ikke kan leve og trives ret uden at have noget, hvortil det kan hælde sit Hoved i Tro og Drøm, saaledes havde ogsaa hun sin Kimære til Trøst og Husvalelse i vanskelige Timer -- nemlig den saa miskendte og foragtede Kortoplægningskunst.

Hun havde lært denne velsignelsesrige Tilflugt at kende allerede som Barn, da hun efter sine Forældres Død kom i Huset hos sin Mormoder, en paa de Tider berømt, gammel Kvinde, der ganske vist selvfølgelig troede baade paa Gud og hans skinbarlige Modsætning, men som dog stedse saavel i egne som i andres kritiske Øjeblikke fik sine Tvivl og derfor greb til Kortene som de eneste alvidende og ufejlbarlige ...

Imidlertid havde Fru Line i sit Ægteskabs første lykkelige Aar saa godt som lagt al Religionsøvelse paa Hylden -- Lykken trænger som bekendt ikke til Narkose. Men da Sorgen kom og Skuffelsen og Skismaet, tyede hun paa ny tilbage til sin Gud for at finde Kraft og Lægedom. Og Time efter Time kunde hun nu sidde med sine Kort og gennem dem vinde den Vished og Tryghed, der overgaar al Forstand. Thi var Varslerne hende ikke gunstige i første Omgang, lagde hun Kortene op og op igen, indtil Resultatet slutteligen svarede til Forventningen. Og gik Lykken hende uvægerligt imod, havde hun jo som en sidste Balsam alle Nils's Breve fra de gode Aar ...

Hun havde indrettet sig et Slags »Kapel« i det cirkelrunde Taarnkammer paa første Sal. Og der sad hun saa bag Laas og Rigler og raadspurgte sine Kort og læste gamle Kærlighedsbreve.

Og samtidig laa hendes Mand i Taarnrummet umiddelbart nedenunder og sov den natlige Rus ud, som hans Martyrium hyppigere og hyppigere paalagde ham ...

Saaledes fandt de begge Hvile.

Joachim Uldahl-Ege hed Etatsraadens eneste overlevende Broder. Han var paa dette Tidspunkt 70 Aar, Ungkarl og ejede Gaarden Store Ravnsholt et Par Mil sønden for Havslunde. Han var en lille, firskaaren Træbul med snehvidt Haar og Skæg og en Stemme saa dyb og rungende, at Børn krøb i Skjul, naar de hørte den. Desuden var han halt og støttede sig, hvor han gik og stod, til en tyk Elfenbensstav, der vejede sine fulde fem Pund og var skaaret ud af en eneste Tand.

Denne Stav var Skyld i et ulægeligt Brud mellem Nils og Onkelen. Den var nemlig et Familiestykke, der var gaaet i Arv i lige Linie fra Tipoldefader Uldahl, den store ostindiske Købmand, som havde hjembragt den fra en Rejse. Men saa havde Etatsraaden engang tabt den i et Parti Billard til Joachim. Derpaa havde Nils ved et Besøg paa Ravnsholt efter Etatsraadens Død bemægtiget sig Klenodiet og taget det med sig hjem, idet han paastod, at Faderen ikke havde haft Ret til at skille sig af med det. Men Joachim var Dagen efter mødt op med Kongens Foged og havde ladet sig Staven udlægge. Det var denne Ydmygelse, Nils aldrig havde kunnet tilgive ...

Joachim Uldahl var i de sidste Aar ikke kommet uden for sin Ejendoms Grænser, »thi hvad ragede det øvrige _ham_!«

Men en skønne Dag holdt han imidlertid i sin lave Jagtvogn foran Havslundegaards Stentrappe. Han sad midt i den bageste Agestol, foroverbøjet, støttende sig til den omtalte Stav og dampende af en sølvbeslagen Merskumspibe med Hans Majestæt Christian VIIIs Billede i Laaget.

Idet Vognen rumlede over Broen ind i Borggaarden, viste Nils's Ansigt sig bag et af Taarnvinduerne i Stueetagen, men forsvandt straks igen.

Jørgen Tjener kom ud og tog imod.

-- Er Husbond hjemme?

Jørgen, der havde skarp Ordre til altid at nægte Nils hjemme, saa idiotisk ud og sagde:

-- Nu kommer Fruen ...

-- Hjælp mig ned!

Tjeneren hjalp; og Joachim stagede sig op ad Trappen.

I Entréen kom Fru Line ham i Møde. Hun var for en knap Uge siden staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var bleg og slank og skønnere end nogensinde:

-- Velkommen, Onkel Joachim ...

Den Gamle saa beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde hun straks ved deres første Møde lagt for sine Fødder:

-- Naa, sagde han, da Mønstringen var til Ende -- saa hun _har_ kælvet?

Fru Uldahl rødmede.

-- Hvordan gik det ... _uden_ Dyrlæge?

-- Jo--e, Tak ...

-- Ja, hun har jo Øvelsen!

Da Jørgen havde hjulpet den Gamle Tøjet af gik Herskabet ind i Dagligstuen.

-- Hvor er Nils?

Fruen saa forlegen i Gulvet.

-- Kan I nu ikke forliges længere?

-- Nej ... lød det sagte.

-- Næ, jeg har hørt om det; det er derfor, jeg kommer. Er det Dig, der er blevet udtilbens? Det ligner Dig ellers ikke.

Fru Line vidste ikke Raad for at svare:

-- Nej det ... ja det ... stammede hun.

-- Næ, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Børn faar I da; saa til Tider maa I vel være enige?

-- Det er kommet senere, Onkel, det ...

-- Har han andre Kvindfolk? Det er vel _det_?

-- Ja--e ...

Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det _var_ jo ikke det afgørende, dette med de andre; men ...

-- Ja, det ligner vos! nikkede den Gamle -- vi har aldrig kunnet taale at se Skørter vi Folk fra Egesborg ... Men naar han har faaet en Kone som _Du_, Fanden skulde ta' ham, at han saa ikke kan holde sig til _Dig_. Hvor er han, Bæstet?

-- Aa, Onkel, det nytter ikke ...

-- Jeg er taget herover for det samme!

-- Ja, men ...

-- Hvor er han? Er han maaske stukket af fra det hele?

-- Nej, han ...

-- Naa?

-- Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og Menneskene er jo nu engang, som de er ...

-- Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa?

-- Han har lukket sig inde i Taarnet ...

-- Jeg skal da vel ikke op af _flere_ Trapper?

-- Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind, Onkel.

-- Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren?

-- Ja ...

-- Har I faaet en ny?

-- Ja ...

-- Ligger han ogsaa i med hende?

Fru Uldahl rødmede, men maatte ogsaa smile:

-- Aa, Onkel dog ...!

Joachim stavrede ivrig ud i Entréen og hen til Taarndøren. Fru Line blev i Dagligstuen.

-- Nils! kaldte den Gamle, og hans Røst gjaldede mod Loft og Vægge -- Jeg vil tale med Dig, Nils ...! og da der intet Svar kom, huggede han hidsig Stavens Dupsko ind mod Dørfyldingen -- Hører Du ikke, Dreng! Tror Du, jeg er kommet herover for at holdes for Nar?

Fru Line viste sig i Dagligstuedøren:

-- Han lukker ikke op, sagde hun -- om Du saa satte Ild paa Gaarden!

Men nu steg Vreden den Gamle til Hjernen som ved et Stempelslag. Han hug Staven ned mod Gulvfliserne, saa at den hoppede højt og var ved at falde fra ham:

-- Saa gaar jeg ud og splintrer Vinduerne! sagde han -- for _se_ ham vil jeg Fandentame!

Men Fru Line lagde bønlig en Haand paa hans Arm:

-- Aa nej, Onkel Joachim, det kommer bare bag efter til at gaa ud over mig og Børnene ...

Den Gamle standsede:

-- Er han da rent splintrende gal, Nils, derinde?

-- Han er begyndt at ...

-- At hvad?

-- ... at drikke ...

Onkelen satte igen Staven haardt i Gulvet:

-- Naa saadan! ... Hør, min Pige, tag nu Du og Ungerne Tøjet paa og kør med _mig_ til Ravnsholt og bliv dèr med det samme; saa henter jeg Lærerinden og Jeres andre Pakkenilliker i Morgen ... Du er for god til dette her Leben!

Fru Uldahl smilede:

-- Hvad tror Du, Madam Henriksen vilde sige? spurgte hun.

-- Hvad rager det hende? Gaarden er vel _min_ ... endnu!

-- Og saa er jeg ogsaa bange for, Onkel, at Du selv vilde fortryde det, naar Du fik talt os.

-- Tror Du? mumlede han -- Kan sgu gerne være. Men saa _var_ I der!

Han haltede op og ned ad Gulvet:

-- Passer han Gaarden?

-- Ja--e, det gør han vist ... Mig har han jo aldrig sat ind i sine Sager.

-- De siger, at han spiller?

-- Vel ikke mere end han plejer ...

-- Faar Du, hvad Du skal bruge?

-- Ja.

-- Du skal se, han kommer til at sjokke fra Havslunde, ligesom han maatte sjokke fra Egesborg!

-- _Det_ kunde han jo da ikke gøre ved, Onkel ...

-- Gu' kunde han saa! Der er ingen, der har Tillid til ham! Han gaar fallit som alle de andre Ejere af Havslunde ... gid han saa ogsaa vilde hænge sig! ... Du vil altsaa ikke med til Ravnsholt?

Atter smilede Fru Line:

-- Nej Tak, Onkel Joachim; en Kone bør være, hvor hendes Mand er ... Jeg er ogsaa den eneste, han til syvende og sidst har lidt Respekt for.

-- Velbekomme! ... Ja, saa kører jeg igen med min Lamperøg! ... Adjø!

-- Vil Onkel ikke have en Forfriskning?

-- Nej, jeg vil ikke. Jeg spiser kun hjemme! ... Adjø!

-- Har Onkel ikke Lyst til at se Børnene?

-- De hyler jo, bare jeg viser mig!

-- Naa--e, nej, nu er de vokset til og blevet fornuftigere ...

Hun gik ud i Entréen og kaldte op ad Trappen til Børnene, at de skulde komme ned. De kom ogsaa allesammen myldrende frem deroppe og stak de smaa lyslokkede Hoveder ud mellem Tremmerne. Men da de saa den Gamle, hvis Stemme de havde hørt buldre gennem Huset, tog de øjeblikkelig Flugten tilbage til Barnekammeret.

-- Hø! lo Joachim og kiggede langt efter dem -- det var sgu vist blevet en nydelig Forestilling, hvis jeg havde faaet _dem_ med til Ravnsholt! Du er klog nok, lille Line! ... Skal det være et Farvel-Smask? spurgte han saa.

Og Fru Line, der syntes, at han var bleven behandlet ondt, overlod ham sin røde Mund, som han anbragte et kraftigt Kys paa ...

Saa tændte han sin Christian VIII og kørte bort.

-- --

Kun to Gange endnu i disse femten Aar kom Onkel Joachim til Havslunde; men ingen af Gangene fik han Brodersønnen i Tale.