Part 10

Hans Hest, der syntes at være lige saa længselsfuld efter at komme bort fra det uhyggelige Sted som han selv, bar ham af Sted i en Fart, som gjorde den al Ære. I Løbet af et halvt Minut var han for Enden af Alléen med de aabne Marker foran sig. Han valgte dog ikke den Vej, men drejede rask til venstre og forsvandt i en Labyrint af snævre Gader i et gammelt Forstads-Arbejderkvarter. Her sagtnede han sit Ridt og drejede snart af til højre, snart til venstre for at vildlede sine Forfølgere. Endelig kom han til en ganske snæver Gyde, hvor kun to smaa Børn legede, og derfra ud paa en aaben Landevej.

Her gav han atter sin Hest Sporerne, og som en Pil fløj den hen ad den bløde Jordvej.

Ved den sydvestlige Byport stod en Politibetjent paa Post og fikserede ham, idet han red forbi. Andrey drejede derfor ind i en Gade, der førte til Byen; men allerede nogle Huse længere ned drejede han atter af til højre og var snart igen ude paa Landevejen.

Da han saa Trækorsene paa den gamle, nedlagte Kirkegaard foran sig, holdt han Hesten an; her var Maalet for hans Rejse! Han var nu i den modsatte Ende af Byen, tre Fjerdingvej borte fra den skæbnesvangre Kampplads; Politiet vilde i hvert Fald behøve to Timer for at forfølge hans Spor hertil, han var foreløbig uden Fare; men der var ingen Tid at spilde.

Efter forsigtigt at have spejdet til alle Sider steg Andrey af Hesten og trak den med sig ned i en dyb, bred Grav, og nu tænkte han for første Gang paa sit Saar.

Det var ubetydeligt, kun en Skramme, som ikke hindrede ham i hans Bevægelser; men Blodet piblede stadig ud af det og kunde nemt røbe ham ved at lede hans Forfølgere paa Spor. Han forbandt det med sit Lommetørklæde og tog derpaa ud af en Sæk, som han havde haft bundet fast bag ved Sadlen, en lang militær Kappe af graat Lærred, saaledes som fattige, afskedigede Officerer plejer at bære, og en tilsvarende Hue. Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud som en helt anden.

Sin Hest maatte han lade tilbage som en mager Trofæ for Politiet. I sin Egenskab af uansvarligt Kreatur løb den ikke Fare for ilde Behandling paa Grund af dens Delagtighed i en politisk Forbrydelse.

Med tungt Hjerte og bedrøvet indtil Døden forlod Andrey Kirkegaarden for at opsøge den nye Bolig, som Vasily havde i Beredskab for dem.

IV. KAPITEL.

_Vasily i Knibe._

Andreys og Vasilys nye Logis var inde i Byen. Omtrent fjorten Dage før Katastrofen havde Vasily under Navn af Onesime Pavluk lejet et Værelse i et beskedent Pensionat, for at Værtinden, hvis hun blev udspurgt om sin Lejer, kunde erklære, at han allerede havde boet der en Tid, før Overfaldet i Lindetræsalléen fandt Sted.

Da Vasily intet havde at gøre om Aftenerne og ikke regnede det for noget at løbe en halv Mils Vej, havde han bragt det saa vidt, at han bogstavelig boede to Steder paa en Gang. Hver Aften i Skumringen kom han til sit ny Logis under Foregivende af at vende hjem fra Arbejde; men ved Midnat, naar alle i Huset sov, listede han sig forsigtigt bort igen efter først at have bragt Uorden i Sengen, for at Værtinden skulde tro, at han havde sovet i den og først var gaaet tidlig om Morgenen. Han havde foreslaaet Andrey at vise sig i det nye Logis nogle Dage før Attentatet og forestillede ham saa for Værtinden som en medlogerende, hvem han havde overladt Halvdelen af Værelset. Han blev udgivet for en Skriver, som havde meget Hjemmearbejde. Paa denne Maade kunde Andrey tilbringe hele Dagen paa Værelset, uden at det vakte Mistanke. Selvfølgelig vilde det være forbundet med den største Fare at vise sig paa Gaden i den første Tid efter Attentatet.

Byen var paa den anden Ende, og Politiet syntes at være mere opsat paa at faa fat i ham end i de to undvegne Fanger. Et nøjagtigt Signalement blev givet til Hundreder af Spioner og Politibetjente, som var paa Jagt efter ham alle Vegne. Paa en eller anden uforklarlig Maade var hans virkelige Navn sivet ud, og det gjorde selvfølgelig ikke Politiet blidere stemt; thi man havde mangen uopgjort Regning at klare med ham.

Vasilys Stilling var langt bedre. Skønt der blev givet lige saa strenge Ordrer til at paagribe Kusken, vidste dog ingen rigtig, hvem man skulde søge efter. Andrey havde under Fægtningen saa udelukkende fæstet Soldaternes Opmærksomhed paa sig, at ingen af dem havde tænkt paa at se efter Kusken. Og den Beskrivelse, som de ophidsede Gendarmer gav af Vasily, stod i saa absolut Modsætning til den, man fik af Staldkarlen og Folkene i den Gæstgivergaard, hvor hans Vogn og Heste blev funden, at Politiet til sidst kom til det Resultat, at Manden, der passede Hestene i Gæstgivergaarden og den Mand, der sad paa Bukken under Befrielsesforsøget, var to helt forskellige Personer.

I hvert Fald følte Vasily sig lige saa sikker som før i Dubravnik og bevægede sig frit omkring i Gaderne. Han gik alle Ærinder, besørgede Indkøb og mødtes paa bestemte Dage i de offentlige Anlæg med Annie Vulitch for at faa Meddelelse om Vennerne. Han gjorde alt, hvad ban kunde, for at adsprede Andrey, som befandt sig i en Tilstand af stille Fortvivlelse.

Den Uge, som Andrey efter Overfaldet tilbragte i sit nye Skjulested, var i Virkeligheden den tungeste i hans Liv. At Levshin og Klein var frelste, kunde ikke opveje den bitre, nagende Sorg over, at Boris var fortabt. Hvilken frygtelig Skuffelse! Og hvor forfærdeligt for Zina! Hvis han havde baaret sig klogt ad, havde alt nu været anderledes! Boris havde været hos Zina, og Andrey vilde, naar hans Fangenskab her var overstaaet, atter kunne have sin Ven.

Hvis han blot ikke havde givet det ulyksalige Nik til Levshin! Det var det, der gjorde, at han fyrede, før Klein var beredt. Og hvis han ikke senere, da han saa Boris i Færd med at blive overmandet af de to Soldater, havde tabt Hovedet! Ja, hvis -- hvis! Han gjorde sig tusinde Selvbebrejdelser og martrede sig uophørligt ved at sige til sig selv, at det var hans Skyld det hele!

Imidlertid gik Dagene, og Politiets febrilske Iver begyndte at sløje af. Da man ikke fandt det ringeste Spor, antog man til sidst, at samtlige Deltagere i Overfaldet var rejste fra Byen. Det var nu paa Tide for Andrey at forlade sin frivillige Karantæne og atter at begynde at vise sig; men han vedblev til den brave Vasilys Fortvivlelse at være ligegyldig og sløv for alt.

En Aften foreslog Vasily ham at ledsage Annie Vulitch paa en Tur ud i Byen for at se paa en Illumination og et Fyrværkeri. Andrey rystede paa Hovedet. »Jeg havde lovet at gaa med hende,« fortsatte Vasily, »men har helt glemt, at jeg har et nødvendigt Ærinde til Zina i Aften. Du bliver nødt til at følge hende,« og dermed var han i en Fart ude af Døren. Et rigtigt Instinkt sagde ham, at en Kvinde i et Tilfælde som Andreys kan udrette mere end en Mand, og han haabede, at den unge, elskværdige Pige bedre end han selv maatte være i Stand til at bringe Andrey til at udtale sig.

Da Annie var kommen og havde fortalt, hvad nyt hun vidste, var Andrey den første, der ledede Samtalen hen paa den ulykkelige Begivenhed.

»Der ser du, Annie, du tog sørgelig fejl, da du spaaede mig et heldigt Udfald!«

Han hentydede til en Samtale, de havde haft nogle Dage før Katastrofen.

»Jeg spaaede ikke helt fejl -- noget er der dog udrettet,« svarede hun stille. »Men sig mig, Andrey, hvorledes gaar det egentlig med dit Saar? Vasily sagde, at det var intet, men du ser saa angrebet ud!«

Andrey svarede med en afværgende Haandbevægelse, at det ikke var værd at tale om, og at han, selv om han havde faaet tyve saadanne Saar, vilde have været glad som en Lærke, hvis blot Sagen var endt, som den burde.

Hermed var han inde paa det ømme Punkt, og i stærke, selv-anklagende Ord aabnede han nu sit Hjerte for den unge Pige. Og selv om hun ikke formaaede at tage Bitterheden fra ham, saa gjorde hendes varme, ærlig mente Protest hans syge Sind saa uendelig godt.

»Er Fangerne endnu hos eder?« spurgte han til sidst i en rolig Tone.

»Nej, de forlod Dubravnik i Aftes for at rejse til Odessa. Byen er nu atter falden til Ro, der er intet usædvanligt at spore i Gaderne, og det er ikke nødvendigt for dig altid at sidde inde.«

Hun spurgte, om han vilde følge hende ud at se paa Illuminationen, og til hendes store Glæde samtykkede han.

»Men det er sandt!« udbrød hun. »Jeg har helt glemt, at jeg har en Besked til dig fra Zina! St. Petersborg Vennerne har skrevet, at en ung Pige, som du kender, af Georg er bleven foreslaaet som nyt Medlem af Ligaen, og Georg har bedt Zina og dig om at stemme for hende.«

»Hvad hedder den unge Pige?« spurgte Andrey, mens en flygtig Rødme lagde sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde foreslaa som Medlem.

»Tania Repina!« svarede Annie.

»Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende!« sagde han adspredt.

»Hvem er denne Tania?«

»En Datter af den bekendte Advokat Repin!« svarede Andrey og saa lige ud for sig.

»Naa! Maa jeg saa bringe Zina den Besked, at du giver det nye Medlem din Stemme?« spurgte Annie.

»Ja, selvfølgelig!«

De var næppe ude af Døren, førend Vasily kom tilbage. Han blev overordentlig fornøjet ved at se, at Andrey var gaaet, saa var dog hans List lykkedes! Annie vilde nok forstaa at opmuntre ham; han følte med et lille Stænk af Skinsyge, hvor lykkelig han selv vilde have været i Vennens Sted.

Vasily havde, trods sin tilsyneladende Barskhed og Sløvhed, et umaadelig blødt Hjerte og havde mindst hundrede Gange været forelsket. Han havde en egen Svaghed for haabløs Kærlighed og anbragte som oftest sit Hjerte der, hvor der ikke var den ringeste Rimelighed for at vinde Genkærlighed. Det var Helene Zubovas kolde Utilnærmelighed, der havde fortryllet ham ved hende, og han var nu atter lige ved at forelske sig i Annie, efter at han i den senere Tid havde opdaget visse Tegn paa, at hans Kærlighed til hende rimeligvis vilde blive lige saa ubesvaret som den til Helene. Han hengav sig i søde Drømmerier om en behagelig Aften; thi Annie vilde efter al Rimelighed følge op med Andrey og drikke en Kop Te.

Samovaren, som han holdt i Beredskab, snurrede gemytligt paa Bordet foran ham, mens han spændt lyttede efter hvert Fodtrin. Endelig kom der nogen; han sprang op for at aabne Døren og -- -- stod Ansigt til Ansigt med Politiet -- den forfærdede Værtinde stod i Baggrunden.

»Der har vi det!« sagde han til sig selv. »Det er naturligvis det fordømte Pas!«

Han gættede rigtigt.

Vasilys Hoved var højst besynderligt; naar han handlede uden Overlæg, i Øjeblikkets Indskydelse, kunde han i vanskelige Tilfælde vise en ligefrem forbavsende Aandsnærværelse og Klogskab; men naar han vilde bære sig rigtig fiffigt ad og sætte sig hen for at spekulere paa, hvorledes ban bedst skulde gribe Sagen an, saa kom han altid yderst uheldigt og kejtet fra det.

Saaledes var det gaaet ham med Passet, som han havde faaet gennem Dubravnik-Vennerne. Det lød paa en ung Mand, Onesime Pavluk, der havde fuldendt sine Studier i en Realskole med Dimission til et højere Gymnasium, altsaa nærmest en ung Mand, der tilhørte den dannede Klasse; men Vasily havde mere Lyst til at spille den tarveligere Mands Rolle, og efter længe at have lagt sit Hoved i Blød, satte han sig til at »forbedre« Passet; han havde en særlig Øvelse i dette Haandværk. Han kradsede »Gymnasium« ud og skrev »Elementarskole« i Stedet for med fuldstændig den samme Haand som den, hvormed det øvrige var skrevet.

Da han viste Andrey Forbedringen, brast denne i Latter, det var jo det rene Nonsens! For at fuldende sine Studier i en lavere Skole, behøvedes der vel ingen særlig »Dimission«.

Vasily blev slaaet af Sandheden i denne Bemærkning; men de to Venner blev imidlertid enige om, at Passet næppe vilde blive læst, og selv om man saa nøjere paa det, vilde man antage, at det var en Fejlskrift, og i hvert Fald ikke falde paa, at den Slags Bommerter kunde forekomme i et falsk Pas.

Brevet blev altsaa indsendt, men Ulykken vilde, at netop Politiinspektøren læste den besynderlige Passus og studsede derved. Passet var i alle Henseender korrekt og var paategnet af flere forskellige Politikontorer -- han ansaa derfor ikke Sagen for tilstrækkelig vigtig til at lade Indehaveren arrestere; han indførte det og lagde det til Side for egenhændig at bringe det til Ejeren og gøre ham et Par Spørgsmaal.

Synet af Politiet forbavsede Vasily, men forvirrede ham ikke; han besvarede uden et Øjebliks Betænkning Politimandens Spørgsmaal, idet han gav sig ud for en Klejnsmed fra Poltava, der var kommen til Dubravnik for at søge Arbejde, men allerede var ved at rejse hjem igen. Med sit vejrbidte Ansigt, sine haarde Hænder og sin tarvelige Dragt saa han fuldstændig ud som en almindelig Arbejdsmand eller Haandværker.

Han forstod mesterligt at efterligne denne Klasse Menneskers Tale og Manerer, ja selv deres kejtede Ydmyghed over for Politiet. Inspektøren var straks enig med sig selv om, at denne Mand var uskyldig.

Men Værtinden meddelte ham, at der hos Vasily boede en logerende, som ikke havde afleveret sit Pas til Registrering, og som nok kunde forekomme noget fordægtig.

Vasily forklarede med Uskyldens Overbevisning og Frimodighed, hvorledes han ved et rent Tilfælde havde lært denne anden at kende og var gaaet ind paa at tage Ivan Zalupalov -- det var Andreys ny Navn -- i Logis for en Uge.

»Har du forlangt hans Pas?« spurgte Politimanden.

»Selvfølgelig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at have lidt Pres paa ham. Man maa være forsigtig over for disse fremmede, Deres Højvelbaarenhed!« og han halede det vigtige Dokument, indsvøbt i en Klud, op af en af sine langskaftede Støvler.

»Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?« spurgte den anden strengt.

»Aa Gud, tilgiv mig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig Tid!« stammede Vasily.

Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud. Vasily saa fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran den vrede Mand.

»Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men det kommer af et godt Hjerte,« sagde han forknyt og bukkede.

»Fæ!« sagde Politiembedsmanden brysk. »Tag dine Penge til dig!« Men i Stilhed følte han sig aldeles ikke saaret over denne Maade at vise Underdanighed paa.

»Naar kommer din logerende tilbage?« spurgte han.

»Det kan jeg ikke sige, Deres Højvelbaarenhed!« svarede Vasily og antog atter den meddelsomme, fornøjede Tone fra før. »Jeg skal nemlig sige Deres Højvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik -- og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.«

»Ja, jeg venter nu alligevel!« sagde Politimanden, greb en Stol og satte sig resolut. »Og hør du -- hvad hedder du?«

»Onesime, Deres Højvelbaarenhed!«

»Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved Gadedøren og bed ham komme op -- men du kommer med!« tilføjede han bydende.

Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.

Imidlertid spadserede Andrey rundt med Annie og saa paa Illuminationen og Fyrværkeriet uden at ane, hvilken Fare der truede ham hjemme. De gik tidlig hjem; han fandt alting kedeligt og dumt og ærgrede sig over at se alle de voksne Mennesker gebærde sig som Børn. Et Par Huse før de var ved hans Gadedør, standsede Annie for at tage Afsked.

»Hvorfor gaar du ikke med op? Det er tidligt endnu,« sagde Andrey.

»Ja, jeg ved det,« svarede den unge Pige, »men jeg har lovet Zina at være hjemme før ti.«

Idet Andrey vilde til at gaa op ad den daarlig oplyste og temmelig smudsige Trappe, saa han Vasily staa ovenfor -- barfodet, uden Hat og i Skjorteærmer. Han var ligbleg og gestikulerede heftigt. Andrey forstod, at han ikke skulde gaa videre og standsede øjeblikkeligt. Lydløst og hurtig som en Kat listede Vasily ned ad Trappen og hviskede til Andrey: »Politiet er i vort Værelse! Skynd dig bort, saa hurtigt du kan!«

»Politiet! -- Men saa kom du dog med!« hviskede Andrey tilbage; men Vasily rystede energisk paa Hovedet og forsvandt som et Lyn op ad Trappen og gik -- til Andreys store Forbavselse ikke ind i Værelset, men ind i et lille, ubenyttet Pulterkammer lige overfor.

Nede paa Gaden indhentede Andrey Annie.

»Politiet er oppe hos os,« sagde han.

»Hvad siger du? Politiet? Er Vasily arresteret?« spurgte den unge Pige forfærdet.

»Nej, rimeligvis er han ikke arresteret, ellers vilde de vel næppe sende ham ud paa Trappen for at advare mig.« Og han fortalte det besynderlige Optrin. Ingen af dem kunde forklare sig, hvad det betød. Hvorfor blev Vasily deroppe, naar han saa let kunde være sluppen bort med?

Det gik saaledes til: Da Vasily efter Politiinspektørens Ordre havde hentet Sergenten og saa at sige ført Fjenden ind paa sit eget Territorium, satte han sig sindigt paa en Stol i en Krog af Værelset. Det vil sige, tilsyneladende saa han saa ligegyldig og troskyldig ud som vel muligt; men i Virkeligheden var han i den største Ophidselse.

Andrey kunde hvert Øjeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimænd begyndte at føre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin foresatte, bøjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i Øret; derefter saa Inspektøren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Døren, hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes. De Slyngler vilde rimeligvis falde over Andrey, en forfra og en i Ryggen! Og han kunde ikke en Gang hjælpe ham ordentligt, thi han var ubevæbnet, hans Revolver laa i Brystlommen paa Frakken, som han havde taget af et Øjeblik, før Politiet kom, og han kunde ikke hente den nu uden at vække Mistanke.

Hvad i Alverden skulde han dog finde paa?

Pludselig bragte Lyden af en hvislende Raket ham paa en god Idé.

»Deres Højvelbaarenhed!« begyndte han i sin mest trohjertede og ydmyge Tone. »Jeg kunde vel ikke faa Lov til at se lidt paa Fyrværkeriet? Her lige overfor er et Pulterkammer, fra hvis Vindue man kan se over hele Parken! -- Maa jeg ikke gaa derover?«

Inspektøren, som gerne vilde forhandle lidt alene med sin Mand, svarede:

»Jo, min Søn, hvis det kan more dig, saa gaa du kun; men ikke for langt bort, vi trænger snart igen til din Hjælp.«

Paa denne Maade lykkedes det ham at komme ind i Pulterkammeret, hvor han tilbragte et Kvarters Tid i den frygteligste Spænding og med bankende Hjerte lyttede ved den aabne Dør efter hvert Skridt, han hørte nedenunder.

Men da han endelig havde faaet advaret Andrey, vendte han lykkelig og befriet tilbage til sit Pulterkammer og nød nu med stor Sindsro Synet af det smukke Fyrværkeri.

Hos Zina, hvor Andrey havde søgt Tilflugt, var man imidlertid i den største Ængstelse for Vasilys Skæbne. Da Morgenen kom, og Timerne gik, og han endnu ikke viste sig, blev man for Alvor urolig.

Zina gik hen til sin Ven Slutterens Bolig og fik igennem hans Kone bedt ham om at undersøge Listen paa dem, der var arresterede i Løbet af de sidste fire og tyve Timer; Vasilys Navn fandtes ikke iblandt dem. Annie, som imidlertid var bleven sendt omkring til Dubravnik-Vennerne for at spørge, om de maaske havde set noget til ham, vendte tilbage med den mærkelige, men beroligende Besked, at Vatajko havde mødt ham paa Gaden, fuldstændig fri, uden Politi eller Eskorte. Dog var det tydeligt at se, at der var noget galt paa Færde; thi han gik hurtigt forbi og gjorde Tegn til Vatajko, at han ikke maatte kendes ved ham.

Altsaa var det, som man først formodede: Vasily var bleven rodet ind i en eller anden Politiaffære og spillede nu en lille Komedie med Politiet, og man tvivlede ikke om, at han jo nok kom klar af den. Om Aftenen, da de alle tre var forsamlede ved Tebordet i Zinas Stue, begyndte Andrey for første Gang over for den unge Kone at tale om Boris, idet han spurgte hende om, hvad hun nu mente, der kunde gøres?

»Jeg skal vise dig et Brev fra Boris, som jeg fik Dagen efter Katastrofen,« svarede hun. »Jeg har været saa fortumlet, at jeg slet ikke har tænkt paa at sende det over til dig.«

I dette Brev, skrevet Natten efter Overfaldet, takkede Boris Vennerne, der havde vovet deres Liv for ham, frem for alle Andrey, i saa varme og hjertelige Udtryk, at Andreys Øjne fyldtes med Taarer. Som Sagerne nu stod, ansaa han imidlertid ethvert Forsøg for haabløst og kun skikket til at bringe Vennerne i den største Fare. Han sluttede med indstændigt at bede Andrey om øjeblikkeligt at forlade Dubravnik og de andre, saa snart det blot lod sig gøre.

»Jeg antager ikke, du mener, at hans Ønske er bindende for os?« svarede Andrey.

»Nej, selvfølgelig ikke!« svarede Zina bestemt. »Men i ét Punkt har Boris Ret,« -- fortsatte hun. »Du maa ikke længer tage Del i Affæren! Du har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her længer, vilde for dig være den visse Død.«

»Det samme kan siges om dig!« mente Andrey.

»Nej! Politiet kender ikke mig, hvorimod de har udfundet dit Navn og er rasende paa dig -- -- -- Desuden,« tilføjede hun drømmende -- »er det en helt anden Sag med mig! Hvis Boris var en fremmed for mig, vilde jeg ubetinget sige, at Sagen burde opgives; men nu -- -- kan jeg det ikke. Derfor maa jeg fortsætte alene -- -- --« hun bøjede Hovedet ned over Bordet, foran hvilket hun sad. Andrey greb hendes Haand og førte den ærbødigt og tavs til sine Læber.

»Hør mig, Zina!« begyndte han lidt efter. »Du har Ret i at mene, at jeg -- jaget og forfulgt, som jeg er -- for Tiden kun kan være eder til liden Nytte; men den Ting kan snart afhjælpes! Jeg foreslaar følgende: Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os sige i fjorten Dage. I den Tid gaar jeg i Studenternes Klub, til de selskabelige Sammenkomster, kort sagt overalt, hvor jeg kan, for at gøre mig saa bemærket som muligt. Naar jeg paa den Maade har faaet tiltrukket Politiets Opmærksomhed i tilstrækkelig Grad, saa at man er vis paa at have mig sikker i St. Petersborg, rejser jeg i al Hemmelighed tilbage til Dubravnik igen. Men du, Zina, maa fuldt og fast stole paa mig og selv forlade Byen. Du sætter Livet til ved at blive, og det maa ikke ske. Hører du, Zina, lad os bytte Plads -- vil du -- Hvorfor svarer du ikke?«

Endelig saa hun op. »Jeg kan ikke, Andrey!« sagde hun stille og rystede sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed.

»Hvad er det?« sagde Andrey og sprang op.

De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden.

Annie løb hen og saa ud.

»Det er Vasily!« raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at lukke op.

Et Øjeblik efter viste Vasilys brede Skikkelse og fornøjede Ansigt sig i Døren, han holdt en Vadsæk i den ene Haand og en Bylt i den anden.

Andrey og Zina løb ham i Møde, omfavnede og kyssede ham, som om han var kommen tilbage fra en lang Rejse.

»Sagde jeg ikke nok, at han vilde klare det!« udbrød Andrey og slog ham saa kraftigt paa Skulderen, at han vaklede. »Fortæl saa, hvor du har været, gamle Ven?«

»Puh! Det var en varm Affære!« sagde Vasily. »Jeg kan næsten ikke rigtig tro paa, at jeg virkelig er kommen ud af den!«

»Har du været arresteret?« spurgte Annie.

»Meget værre!«

»Maaske lagt paa Pinebænken?« spurgte Zina med et Smil.

»Værre, meget værre, siger jeg!« gentog han.

»Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide!« sagde Andrey. Og Vasily fortalte.

»Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig?« spurgte Andrey, da Vasily var kommen til Mødet paa Trappen.

»Ja!« svarede han og kløede sig sindigt bag Øret -- »Havde jeg vidst, hvad der kom bag efter, saa havde det jo været det klogeste. Nu troede jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, -- de Slyngler, og saa var det dog bedst ikke at vække deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!«

»Hvad hændte der saa mere? Ventede de længe paa mig?«