Part 11

»Ja, til efter Midnat!« sagde han med krænket Mine. »En halv Time efter, at du var gaaet, kaldte de mig ind -- for at jeg skulde holde dem med Selskab! Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!« Han lo kort, men blev straks efter igen alvorlig. »Naa, endelig Klokken halv et rejste de sig og satte Huerne paa. »Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,« tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste Morgen Klokken otte, sagde han! Det var en rar Meddelelse; men da jeg ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!«

»Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!«

»Er din logerende kommen hjem?«

»Nej! Deres Højvelbaarenhed!«

»Hvor tror du, han kan være?«

»Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!«

»Se saa, nu gaar han!« tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en Limpind.

»Hør en Gang, Onesime,« sagde han yderst venligt. »Jeg forstaar jo nok, at du er en skikkelig Fyr, og jeg vil give dig tre Rubler, hvis du kan hjælpe mig! Gør en Runde i de nærmest liggende Restaurationer og Kaféer og se, om du kan finde din logerende.«

»Jo, Deres Højvelbaarenhed! Men jeg er rigtignok nødt til at rejse til Poltava i Dag.«

»Du har Tid nok alligevel; husk paa, at du tjener tre Rubler, hvis du skaffer os fat paa Fyren! Men gør ham nu ikke bange, naar du træffer ham! Sig ham, at hans Pas uden Vrøvl er registreret og sendt tilbage, saa bliver han fornøjet og gaar roligt hjem med dig. Naar du saa møder en Politibetjent, tager du din Mand i Nakken og afleverer ham. Forstaar du?«

»Bevares, Deres Højvelbaarenhed!«

»Du gør altsaa nøjagtigt, som jeg har sagt!«

»Ja vel, Deres Højvelbaarenhed!«

Vasily gengav til sine Tilhøreres store Fornøjelse hele sin Del af denne Samtale med akkurat samme Stemme og samme Manerer, som han havde anvendt over for Politimanden.

»Naa, vi forlod altsaa sammen Huset,« vedblev han, »og jeg begyndte min Runde i Kaféer og Spisehuse. Jeg turde ikke lade være; thi jeg kunde muligvis blive fulgt af en Spion. Det var under den Vandring, at jeg mødte Vatajko og foretrak ikke at kende ham. Klokken fire i Eftermiddags vendte jeg hjem. Toget til Poltava gik Klokken halv seks, og jeg mente, at nu var alle mine Trængsler endte.

»Saa betalte jeg Værtinden, pakkede mine Sager og vilde endelig gaa hen til jer. Men hvad ser jeg nede paa Gaden? Min Politimand, der forsøger at skjule sig bag et Hjørne. »Aha!« tænker jeg, »er du der igen, din Rævepels?« Og saa maa jeg selvfølgelig af Sted til Jernbanen. Jeg springer ind i en Droske, han i en anden, i nogen Afstand efter mig. Vi kom til Stationen længe før Tiden, Billetkontoret var endnu ikke aabnet. Min Cerberus posterede sig i en Krog ved Aviskiosken. Jeg spadserede frem og tilbage, betragtede Loftet, Vinduerne, Dørene, alt undtagen ham, han var den eneste, jeg ikke saa. Dog tabte jeg ham ikke et Øjeblik af Syne; jeg ventede stadig, at han skulde forføje sig væk nu efter at have set mig i Sikkerhed paa Stationen. Men nej! Han vedblev at staa der.

»Saa blev Billetkontoret aabnet; Folk begyndte at stille sig i Række. Han var der stadig! Saa drev jeg hen over Gulvet og indtog min Plads i Rækken. Nu maatte han vel endelig gaa, tænkte jeg.

»Jo, han gik, men kun for at komme nærmere, den Skurk! Nu drev han omkring ved Billetsalget.

»Jeg var i den største Forvirring. Skulde jeg tage en Billet til Poltava og staa ud ved første Station? Men jeg havde kun to Rubler i Lommen -- ikke halvt nok til en Billet! Og forlange Billet til den nærmeste Station? Men det vilde han høre og naturligvis tro, at jeg havde løjet hele Tiden for ham, og saa lod han mig naturligvis straks arrestere. Folk gik frem -- en for en. Endelig kom Turen til mig! Jeg stod foran det lille Vindu -- han var lige bag mig, paa den anden Side af Jernstangen.

»En tredje Klasse -- Poltava!« raabte jeg med høj, fast Stemme og begyndte at knappe min Vest op foroven og famlede ind paa Brystet.

»Skynd Dem! Folk venter!« brølede Billettøren.

»Straks!« svarer jeg roligt og trækker endelig mit Kors frem fra Brystet -- stirrer paa det og slaar i Bestyrtelse begge Hænder sammen over Hovedet.

»Brødre! Venner!« raaber jeg, »mine Penge er stjaalne!« og styrter som en gal Mand bort fra Kassen.

En Menneskemængde er i et Nu samlet om mig, og jeg begynder jamrende at fortælle: Alt, hvad jeg ejede, en fem og tyve Rubels Seddel, havde jeg bundet til Korset paa mit Bryst, men den Slubbert -- den nedrige Bedrager af en logerende, som jeg samlede op paa Gaden, har stjaalet mine Penge fra mig og er stukket af! Og med mit Frakkeærme tørrer jeg Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende Beretning!«

Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil, som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa genoptog han sin Fortælling.

»Da jeg fandt, at min Tilhørerkreds var tilstrækkelig rørt, tørrede jeg mine Taarer, greb min Vadsæk og stak af det bedste, jeg kunde. Ude paa Gaden sprang jeg i den første Droske, der holdt.«

»Og din Politimand?« spurgte Annie. »Fulgte han ikke længer?«

»Nej! han havde endelig faaet nok! Jeg var saa optaget af Tabet af alle mine Penge, at jeg et Øjeblik tabte ham af Syne; men da jeg var kommen til Ro i min Droske, saa jeg mig om og kunde ingen opdage. Resten af Aftenen har jeg tilbragt med at gaa fra det ene Sted til det andet for at forvisse mig om, at jeg ikke blev fulgt.«

»Han er rimeligvis gaaet hjem for at skrive en Rapport til sin Chef om, hvorledes disse Slyngler af Nihilister benytter sig af stakkels fattige Folks Godtroenhed,« sagde Zina leende.

Næste Dag rejste Andrey til St. Petersborg med Anmodning fra Zina om at skaffe Penge til Sagens Fortsættelse.

Vasily blev i Dubravnik. Der var noget usædvanlig ridderligt i hans Karakter, som bedst mærkedes i hans Forhold til Kvinder. Der var altid en, for hvem han sukkede, men som en sand Ridder var han til enhver Tid rede til at tjene en hvilken som helst anden Kvinde, der trængte til Beskyttelse, og ingen var ham mere hengiven end Zina.

V. KAPITEL.

_Atter i St. Petersborg._

Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse -- alt var dækket af et skinnende hvidt Tæppe, funklende i Solens Skær. Luften var frisk og klar, nogle enkelte Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og fornøjede ud, stolte over at være de første til at byde Vinteren velkommen.

Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene Zubovas Bopæl; han mødte hende i Gadedøren. Hun havde en lille Pelshue paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.

»Men er du der, Andrey!« udbrød hun og rakte ham glædestraalende Haanden: »Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hændet i Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end før dernede. Kommer du tilbage for at blive?«

»Ja!« svarede han.

Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv, opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i Dubravnik og Vennerne der.

»Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengæld fortælle mig?« spurgte Andrey, da han var færdig med sin Beretning.

»Intet særligt! At Tania er bleven valgt til Medlem af vor Liga, véd du jo! Jeg haaber, vi har vundet en god Ven i hende!«

»Ja, det er jeg overbevist om!« sagde Andrey med Varme.

»Hun har allerede arbejdet en Tid i Narva Distriktet og klarer sig brillant af en Begynder at være,« vedblev Helene. »Det er Skade, at hun saa snart maa forlade Byen!«

»Hvor skal hun hen?« spurgte Andrey pludselig opskræmmet.

»Til Moskva! Det er nødvendigt at bringe nye Kræfter til Afdelingen der, og Georg er bleven valgt som den, der skal rejse dertil -- Tania har tilbudt sig som frivillig.«

»Naa -- saaledes!« sagde Andrey og saa bort for at skjule sin Forvirring.

»Ja, du véd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to?« snakkede den intet anende Helene videre. »Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot løse Rygter.«

I Hovedkvarteret traf de en Del Venner, iblandt andre Georg, som kastede sig stormende om Andreys Hals; ligesom Helene havde han troet, at han vilde blive i Dubravnik, og var derfor dobbelt glad ved det uventede Møde. Han spurgte indtrængende til Zina, og Andrey fortalte uden Udsmykning alt, hvad der var hændet, og lagde heller ikke Skjul paa sin Ængstelse for den unge Kones farlige Stilling. De talte frit og utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte de begge en Slags Generthed. Andrey brændte af Længsel efter at høre noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at spørge, og Georg syntes med Overlæg at undgaa at nævne den unge Piges Navn.

Det var saa uligt Georg, der ellers sent og tidlig snakkede om Tania, at Andrey straks tænkte, han havde gættet hans Hemmelighed og ikke vilde saare hans Følelser ved at tale om hende. Det var ridderligt tænkt af Georg; men til sidst kunde Andrey ikke længer udholde denne Uvished og spurgte, om Tania endnu boede hos sin Fader.

»Nej, hvor kan du tro det?« svarede Vennen. »Det vilde være rent umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden. Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.«

Georg tilføjede intet videre, men saa med et underligt Blik -- hvori der laa baade Ømhed og Sorg -- op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte Andrey; han kunde ikke forklare sig det.

Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede, hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.

En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.

Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans Taler var fulde af Glød og »sødere end Honning«, som hans Modstandere plejede at sige.

Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte, kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.

I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.

Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en formel Beretning.

Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.

»Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,« foreslog hun, »hun arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.«

»Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,« begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.

»Vilde det ikke være heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses til Narva-Distriktet? -- I hvert Fald for en Tid --« foreslog Taras Kostrov.

»Det er netop, hvad jeg tænker,« sagde Helene. »Men vi har ingen fri for Øjeblikket. Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op udfordres der absolut en Mand.«

Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under dette betegnende Blik.

»Shepelev kan forlade sin Plads!« sagde en Stemme.

Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.

»Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet!« lød nu flere Stemmer.

Helene var af en anden Mening. »Jeg synes,« vedblev hun, »at Andrey passer langt bedre end Shepelev,« og begyndte saa med den største Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mænds Kvalificationer. Hun indrømmede, at Shepelev var en udmærket Taler, som Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og til at hverve ny Mænd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.

Helene talte paa sin sædvanlige, forretningsmæssige Maade uden at hæve Stemmen det ringeste; hendes store, blaa Øjne vandrede fra den ene til den anden af de to Mænd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.

Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar, lyttede opmærksomt til Helenes kritiske Bemærkninger, og smilede nu og da, naar hun blev særlig skarp. Han syntes at more sig over den unge Piges usminkede Oprigtighed.

»Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg,« sagde han til Andrey, da Helene var færdig. »Kan du gøre dig fri?«

»Naturligvis kan han det,« faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.

Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny Plads.

Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes Arbejdere at kende og derefter selv dømme.

De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat, og Tania vidste det.

Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa helt paa dette Punkt -- det ømmeste i hendes Liv.

Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ældre Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes nogen særlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle -- som gamle, prøvede Tjenere -- var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse Damer -- tidligere Zinas Amme -- blev givet Tania som Husbestyrerinde og fingeret Værtinde.

Tanias ny Lejlighed var ikke særlig hyggelig og saa ulig som vel muligt det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod af fem Værelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; -- men hun havde ikke kunnet finde noget bedre paa det Strøg, der passede hende. I det største af Værelserne stod et langt Fyrretræsbord og nogle tilsvarende Stole og Bænke; her var det, at hun holdt sine Møder.

Et Øjeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte Arbejderne at komme, -- af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bosætte sig i deres Kreds for at tage Del i det fælles Arbejde. Alle modtog denne Efterretning med Glæde, og han blev straks behandlet som hørende hjemme iblandt dem.

Han tog dog ikke nogen særlig Del i Forhandlingerne, men nøjedes med at iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i høj Grad forbavset over at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge Pige forstod at bevæge sig iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja, hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede sammen til ét med sine Tilhørere.

Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse, som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin Gangers Dristighed.

Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig, ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.

I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet, lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde, man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i sig selv.

Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde. Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine lidende Medmennesker.

Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis Ledelse man overdrog to unge Mænd.

Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed, hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for; det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis ventede hende.

Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.

For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede. Han troede fuld og fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se mere klart.

VI. KAPITEL.

_Et Vendepunkt._

Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere, og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig godt.

Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt efter al den megen Talen.

De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og passiarede nu let og utvungent sammen.

Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. »Den maa vi anbefale vore Venner!« sagde han. »Jeg véd ingen anden Historie, der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!«

»Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.«

»Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt Prisen,« sagde Andrey smilende. »Jeg haaber da, at du, efter hvad du har oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!«

»Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,« svarede Tania, lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første større Flugt. »Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg skal være bleven saa vant til at tale til den jævne Mand, at jeg helt har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.«

»Vilde det da være saadan en stor Ulykke?« spurgte Andrey godmodigt.

»Ja, selvfølgelig især nu!« udbrød Tania med ungdommelig Varme.

»Af hvad Grund?« Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag.

»Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,« svarede hun, »og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af mine Venner. Hørte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?«

Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg. Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem -- ikke en Sky gik over hendes smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres fælles Arbejde her.

»Længes du saa meget efter at komme til Moskva?« spurgte han bedrøvet.

Hun svarede ikke paa hans Spørgsmaal, men sad med lukkede Øjne og et lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekræftende Nik.

Andreys Læber blev hvide.

»Jeg forstaar saa godt, at du kan længes efter at komme til Moskva,« sagde han med rolig, dæmpet Stemme, medens han indvendig kogte af Raseri. »Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trælsomt Arbejde evig og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld almindelige Arbejdere. Selvfølgelig er det langt interessantere at glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhørere, som forstaar at værdsætte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden omkring!«

Tania havde løftet sine Øjne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste Forbavselse paa ham. Hun vilde næppe tro sine egne Øren; hvad bragte ham til at tale saaledes til hende?

»Antager du mig da virkelig for saa letsindig?« spurgte hun endelig med skælvende Stemme og taarefyldte Øjne.

Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var, som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde Gift og Galde i hans Ord.

»Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,« udbrød han med Heftighed, »naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, -- -- naar jeg ser, at Tanken om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker fylder dig med Glæde -- -- naar jeg ser -- -- --« han var ikke i Stand til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord til Afsked ud af Døren.

Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver Anledning.