Part 2

Nej, han er glatraget.

STERN

Ligner han — sin Mor fremdeles.

ELI

Aaja — Han ligner jo egentlig kun sig selv.

STERN

Med den høje, hvide Pande, Hvad? —

ELI

Ja.

STERN

Ser han ud til at være _à son aise_?

ELI

(trækker paa det)

Nej — det gør han egentlig ikke.

STERN

Naa men han er altsaa dog rask. Det er det vigtigste.

Ja det er godt vi har ham hjemme igen. Jeg maa ind. Kald paa mig igen, hvis jeg ikke kan faa det Menneske paa Porten — og hils ham og sig jeg kommer straks. Jeg tager ikke mod andre idag. (Han gaar ind)

ELI

(til Raum)

Er der andre, der venter paa Far?

RAUM

To Herrer. En høj ung Mand og en gammel Mand med et krumt Ben.

ELI

Naa dem som vi saa tidt har seet herudenfor.

RAUM

(smilende)

Ja Doktoren gav dem Navne. Han kaldte den ene for „Det løftede Blik“ og den anden for „Det eftertænksomme Ben“.

ELI

De maa sige, at Far ikke kan tage imod dem idag.

RAUM

(gaar ind. Straks efter kommer de to Mænd ud. Hilser paa Eli og fjerner sig i Baggrunden. Eli sætter sig)

AKSEL

(er samtidig kommen. Stanser ved Elis Stol)

De har faaet Deres Broder hjem?

ELI

Ja.

AKSEL

Vil De svare mig paa et Spørgsmaal?

ELI

Gerne.

AKSEL

Den Dag, da vi havde vor sidste Samtale, var det ikke den Dag, da De fik Underretning om, at Deres Broder vilde komme?

ELI

Det kan godt være.

AKSEL

Var det Aarsagen?

ELI

Hvad mener De?

AKSEL

Det er ikke nogen Fornærmelse — for han er jo ikke Deres Bror.

ELI

Jeg forstaar ikke rigtig, hvad De mener. Hvad jeg har sagt Dem burde være nok.

AKSEL

Det Løfte De gav mig, gælder altsaa?

ELI

Jeg har aldeles ikke givet Dem noget Løfte.

AKSEL

Jeg tænkte det nok. De gaar fra det.

ELI

Jeg har givet mig selv det Løfte, at ofre hele mit Liv for Sygeplejen. Det Løfte gælder. — Er det saa nok?

AKSEL

Jeg kan ikke trænge tilbunds i det. Jeg piner mig selv Dag og Nat. Hvorfor?

ELI

Fordi saadan er det bedst.

AKSEL

Men saa pludselig?

ELI

Det var aldeles ikke pludseligt. Det var Følgen af en langsom og naturlig Modning.

AKSEL

Jeg kan ikke forstaa det. Vi var saa gode Venner.

ELI

Det kan vi være endnu.

AKSEL

Er der nogen Fejl begaaet fra min Side?

ELI

(tier)

AKSEL

Før jeg traf Dem, skete der noget. Er det det?

ELI

Nu forstaar jeg slet ikke, hvad De mener!

AKSEL

Deres Halvsøster. Jeg erkender saa fuldt ud min Svaghed.

ELI

Jeg vil ikke høre et Ord om Deres Svaghed. Den kommer mig ialtfald ikke det fjerneste ved.

AKSEL

Aa De er en Mur af Sten, og jeg render min Pande blodig imod Dem.

ELI

(smiler og ryster paa Hovedet)

Jeg en Mur? — Hør nu. Alt hvad jeg har seet af Livet. Alt hvad jeg har følt — Alt, alt, alt gør det til det eneste naturlige, — det eneste lykkelige, vidunderligt lykkelige, at være det, som jeg er nu.

AKSEL

Jeg ved snart ikke om De er forstenet, eller om der er et højere Liv i Dem end i os andre.

ELI

Jeg har seet saa meget, Lyng.

AKSEL

De staar saa højt, Eli, jeg kan ikke hade Dem, men jeg har længtes saa bittert efter et Hjem, og det er et koldt Land De jager mig ud i.

HENRIK

(kommer fra Baggrunden)

Der sidder jo Raum!

RAUM

(nærmer sig)

Saa den unge Herre kan dog kende mig.

HENRIK

(trykker hjerteligt hans Haand)

Ja, ja. Kun lidt mere graa.

RAUM

Jeg er jo snart de treds nu, Herr Stern. (trækker sig tilbage)

AKSEL

— Din Søster fik Ret, Henrik, hun drømte, at du vilde komme idag.

ELI

Hvem har fortalt Dem det?

AKSEL

Fru Stern.

HENRIK

Er det sandt Eli?

ELI

Ja! — Drømme som kommer kort før Solopgang er ofte Sanddrømme. — Paa den Tid er Sjælen mest levende.

AKSEL

Ved Doktoren, at du er kommen, Henrik?

ELI

Jeg har sagt det. Han blev umaadelig glad. Han kommer straks.

(Lille Ophold)

HENRIK

Hvor er her dejligt! En saa fuldstændig Fred!

ELI

Det er Bjergene, som gør det.

AKSEL

Og alligevel kan vi mærke noget tværs gennem Klipperne — for der bagved — er Krigen! — Fred er her ikke, Henrik!

I Byerne koger det, og paa Landevejene kan du godt møde selve Krigen — Desertører fra Fronterne og Flygtninge fra Fangelejrene, som vil tilbage. Man skal i det hele taget være en Smule forsigtig.

Naa, nu vil jeg gaa ind og telefonere til Fratelli Luni, at du allerede er kommen. De vil sikkert straks tilbyde dig en glimrende Stilling. (Ind i sit Værelse)

HENRIK

Der er gaaet lang Tid siden vi klatrede i Kirsebærtræerne sammen og gik paa Jagt efter Moskedonnere i Mosen!

ELI

Der er navnlig gaaet de sidste Aar. (Hun har rejst sig og atter sat sig paa Balustraden)

HENRIK

Den forbandede Krig, for mig har den ødelagt alt! Jeg var saa bange for, at jeg ikke skulde faa dig at se her, Eli.

ELI

Du ved, hvordan det gik til, at jeg fik Orlov denne Gang. De kastede Bomber paa Hospitalet og sprængte os halvt i Luften.

HENRIK

De Skurke! —

ELI

Jeg tror ikke de vidste, hvad de gjorde. Der var mange af deres egne, som gik med.

HENRIK

Jeg fatter ikke disse Rædsler, og du har staaet midt i dem. Du maa tro, jeg har ofte spurgt mig selv, om jeg nu ogsaa har Ret til at gaa omkring med mit Hoved paa Skuldrene og hele Arme og Ben. Om det ikke er mig som er den egentlige Krøbling? — Men jeg kan ikke faa mig til at se Sagen blot fra den ene Side.

ELI

Vi som har med de Saarede at gøre, ser ialtfald, at de allesammen er stakkels Mennesker, stakkels Børn.

HENRIK

Du ved, at min Forlovede er tysk og jeg havde mest med tyske Arbejdere at gøre. Udmærkede, dygtige og brave Mennesker. Jeg kan ikke paa en Gang begynde at hade dem. Ja du ved jo, at jeg er forlovet.

ELI

Ja, og til Lykke. Jeg har vist skrevet.

(Lille Ophold)

HENRIK

Din Far er jo ogsaa neutral?

ELI

„Din Far“ siger du. Er vi da ikke Bror og Søster som før?

HENRIK

Jo Eli vi er. — Men det gaar ikke for mig længer at kalde ham Far. — Jeg mærker det, jeg kan ikke! Medens jeg var borte er min egen Far bleven saa levende i min Erindring. De Minder, jeg har er bleven saa dyrebare! Kan du forstaa det. Jeg synes jeg tager noget fra ham, naar jeg kalder en anden Mand for Far. Jeg føler det oprigtigste Venskab for — for Stern, en stor Hengivenhed og Beundring. Mod mig har han været mageløst god! Men — jeg kan ikke. — — Hvad er der i Vejen Eli?

ELI

Aa ingenting.

HENRIK

Du blev ganske bleg pludselig.

ELI

Det er ingenting — det er bare — Jeg forstaar det, du siger, men er det alligevel ikke Synd — at tage noget fra et Menneske, — som man engang har givet ham? Det er ikke blot for Fars Skyld, jeg tænker paa det. Fuldt saa meget for Mors. Ja jeg kalder hende Mor. Det var ingenting Henrik. Det var blot et Sting.

HENRIK

Du har overanstrengt dig. Jeg ser det paa dig. — (lidt efter) Er Mor ikke rigtig lykkelig? Jeg synes jeg forstaar det? Ak, jeg havde glædet mig til en fuldkommen Fred her.

ELI

Far er jo gammel og lidt irritabel, efter den Uret, han har lidt. — De har egentlig ikke noget rigtigt tilfælles. Derfor betyder det saa meget, at du er kommen. For jeg tror nok, du er det eneste Menneske, han bryder sig rigtig for Alvor om.

HENRIK

Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for, at han skal mærke det saa lidt som muligt. Nej, hvor er du dog kommen til at ligne din Mor, Eli.

ELI

Mor var nu helt blond.

HENRIK

Husker du ikke, at jeg gik med hendes Billede; anderledes har jeg jo ikke seet hende. Det var min Barndoms store Sværmeri det Billede med de mørke dybe Øjne og de fine lange Bryn. At en, der var saa dejlig kunde være død! Det var en sælsom Følelse — jeg har den endnu her nede. — En Afgrund af Ømhed og Gru — mit lille Drengehjerte blødte som om der var bleven rørt ved det med en vild Rosengren. Sig mig Eli, hvordan gik det til, at du blev Sygeplejerske?

ELI

Kan man egentlig være noget andet nu?

HENRIK

Men hvorledes kan du holde det ud?

ELI

Et Menneske har flere Kræfter end man tror. Det er nu engang bleven mit Liv!

HENRIK

Da vel ikke for bestandig?

ELI

Jo.

HENRIK

Og jeg som troede. Gerda skrev —

ELI

Hun tog Fejl.

HENRIK

Hvor er forresten Gerda. Jeg kender hende jo næsten ikke. Paa Billeder ser hun ud som en Engel.

ELI

Hun er i Besøg. Hun kommer imorgen.

(Lille Ophold)

HENRIK

Nej jeg kan ikke glemme, hvor du ligner din Mor!

Hør Eli! Jeg er glad over, hvad du fortæller mig. Saa kan du blive ved med at være min Søster hele Livet. Nu forstaar jeg ogsaa, at der altid var noget uopnaaeligt ved dig! (Rækker hende Haanden)

ELI

Velkommen Bror!

HENRIK

Husker du, hvor vi holdt sammen, fordi vi var fremmede dernede i den store By, vi to smaa, og hvor jeg græd, da jeg skulde rejse hjem for at studere, for du var jo hele mit Danmark! Og jeg blev ensom siden. (ser sig om)

Hvor er her dog dejligt og hvor Luften er ren og styrkende, og hvor det er godt og varmt at finde sin Barndom igen. Søster, Søster, Søster! (Tager begge hendes Hænder og trykker dem)

(Ud af Sterns Værelse kommer Grev Hoyos, som hilsende gaar forbi. Straks efter kommer Stern)

STERN

Naa der er han! (aabner Armene; men nøjes med at tage begge hans Hænder) Lad mig saa se paa dig! Velkommen min Dreng. Ja jeg kan da kende dig. Men du kan vel knap nok kende mig. (Eli gaar under dette til Højre)

HENRIK

Du er bleven helt hvid.

STERN

Ja, der er snart ikke andet tilbage end Viljen med nogle hvide Haartjavser paa. Viljen er den sidste, som forlader Huset ved du nok. Den lader sig begrave i Ruinerne. Ja du kan jo nok tænke, at jeg længes efter at tale med dig om alt muligt. — Har du faaet noget at leve af?

FRU STERN

(er kommen)

Middagen er færdig om et Øjeblik. Naa du er vel glad, Stern, over at have ham hjemme igen?

STERN

Foreløbig har jeg jo bare seet ham. Jeg længes efter at tale med ham! Lad os nu faa den Dinér — _l’heure a sonné_! Men selvfølgelig har de ikke ventet dig og er uforberedte!

FRU STERN

Jeg saa ikke Datoen paa Telegrammet.

STERN

Nous naturellement. Den Kvinde, som ser eller skriver et Datum er endnu ikke født, lige saa lidt som den Kvinde, der læser Verdensbegivenhederne før Feuilletonen!

FRU STERN

Saadan er han altid, Henrik! Vil du ikke forsvare mig?

STERN

Men Parti tager de alligevel!

FRU STERN

(hviskende)

Jeg ønsker bare, at de skal faa nogle Tæsk!

STERN

Og skrige op gør de, som om Krigen var en _Invention boche deutsche Erfindung, made in Germany_. — Krigen er ikke nogen tysk Opfindelse! Jeg er glad min Dreng over, at du har holdt dig udenfor dette Vanvid!

HENRIK

(med et lidt spodsk Smil)

Det var ikke saa let endda. Du ved, hvad jeg havde maattet døje af Fængsel og Forhør, delvis fordi Mary var tysk og glødede for Tyskland; men ikke desto mindre, da det kom til Stykket, saa var Mary mest Amerikanerinde alligevel og glødede for Amerika, og det var saa sandelig nær ved, at hun fik mig i Trøjen.

FRU STERN

Gud ske Lov, at du holdt Stand!

HENRIK

Hun fik mig med til et Møde, hvor de afrejsende Tropper sang „Nærmere dig min Gud!“ Ja det var gribende, men jeg havde alligevel faaet nok.

ELI

Stakkels Drenge. De ved ikke, hvad de gaar ind til.

STERN

(vrængende)

Det maa da være noget for dig, Eli med din nyopfundne Gud!

ELI

De _tror_ jo ialtfald paa Retten Far!

HENRIK

Og _sæt_, at det nu _var_ det store Skille! — Det er det, der stundom plager min Samvittighed!

STERN

(med Væmmelse)

„Nærmere dig min Gud!“ I Skyttegravenes Helvede og i Ildorkanerne over _Ingenmandsland_, hvor der suser blodige Hoveder igennem Luften! „Nærmere dig min Gud“ mellem raadne Kadavere af Mennesker og Dyr. Tilknæes i en Pøl af Blod og Ekskrementer! „Nærmere dig min Gud“ med Legemet vrimlende af Utøj! (Ler forbitret)

HENRIK

Aaja du har nok Ret!

STERN

Jeg vidste, at le bon Dieu var deplorabel; men aldrig har jeg dog ynket ham som nu, hvor de inventerer Mordmaskiner i hans Navn, som Djævelen end ikke havde drømt om i sine vildeste Drømme. „Nærmere dig min Gud!“ Nej af alt Vanvid er Racehadet dog den menneskelige Ondskabs mest himmelraabende Stupiditet.

HENRIK

Gid andre havde bevaret deres sunde Fornuft saa godt som du!

STERN

Jeg kender mange Lande og har siddet tilbords med Konger og Kejsere! _Ens_ var de og de kunde lige saa gerne allesammen have heddet Sørensen! Og saa taler man om Sørensens Instinkt med største Seriøsitet. Ha! det er guddommeligt! Det skulde vel være Kvinderne, som havde det Instinkt; men de falder gladelig enhver ildelugtende Neger om Halsen og maaske kan det engang lykkes dem at frelse Verden paa den Manér og bringe den „Nærmere dig min Gud!“ — Naa, lad det nu være. Jeg kan fortælle, at jeg har faaet gode Efterretninger fra Paris idag. Man begynder at indse, at vi havde Ret. (Ser paa engang bedrøvet og kærligt paa Eli, som har nærmet sig) Vi er nok uenige om de højeste Ting; men vi kan være gode Venner alligevel, ikke sandt? (Tager hende ved Armen)

ELI

Det kan vi Far!

STERN

Og Henrik er jo et helt Mandfolk, som jeg har faaet til at tale med. (Tager ogsaa ham ved Armen)

ELI

(hvisker noget i hans Øre)

STERN

Hvad siger du? — Bruger jeg Mund? — Ikke nær nok! Hun siger, at jeg bruger saa forfærdelig Mund, og det er Synd for dig, Henrik!

ELI

(hvisker igen)

STERN

Siger jeg aldrig et godt Ord om noget Menneske? — Jeg ikke? — Jeg synes jeg er en Engel af Taalmodighed!

ELI

(ler)

HENRIK

(kommer ogsaa til at smile)

STERN

Det ler hun af! (ler med)

ELI

Nu lo du selv som i gamle Dage!

STERN

Der er ogsaa noget af gamle Dage, noget hjemligt ved at Henrik er her.

RAUM

(har under dette nærmet sig og staar afventende bag Stern)

STERN

(vender sig)

Hvad er det?

RAUM

Jeg skulde spørge Doktoren, om der bor nogen som hedder Henrik Vendel her?

STERN

Vendel? (Famler med Brevet) Hvad? — Jeg forstaar ikke. — Adressen er Stern. Jo. (Rækker Brevet frem uden at se paa nogen)

HENRIK

Brevet er til mig.

STERN

(giver ham det)

HENRIK

Der skulde staa Vendel Stern. Men vedkommende har saa opfattet Stern som Adresse.

STERN

(med et forgræmmet Udtryk)

Ja jeg faar nok ikke Tid til at vente. (gaar imod sin Dør)

FRU STERN

Vil du ikke spise med os andre?

STERN

Lad mig faa det ind som sædvanligt! (Han gaar)

FRU STERN

(tager Henrik under Armen)

Saa maa du nøjes med mig, Henrik!

HENRIK

(har sat sig med det aabne Brev i Haanden)

Mor, dette gjorde mig bittert ondt.

FRU STERN

Tænk nu ikke paa det idag. Naar jeg har dig, er jeg saamænd ligeglad.

HENRIK

Hvad siger du, Mor?

FRU STERN

Jeg siger, at vi er ligeglade med ham. Ikke? — — Jerusalems Skomager!

HENRIK

Men Mor dog!

Tæppet.

ANDEN AKT

Gaarden. Professoren og hans Frue sidder og drikker Morgenthe.

FRUEN

Du burde nu ikke have modsagt ham igaar Aftes.

PROFESSOREN

Naar han taler om Sanskrit, som han ikke har Begreb om.

FRUEN

Jeg synes det lød meget rigtigt, hvad han sagde. Dit var saa indviklet.

PROFESSOREN

Jeg bøjer mig for din Autoritet i Sanskrit.

FRUEN

Uf Einar! — Men det er virkelig sandt, man skal ikke modsige berømte Mænd. Du glemmer ogsaa rent, at du skylder ham din Brodersøns Liv.

PROFESSOREN

Ja Liv — naa nej, jeg glemmer det skam ikke. Jeg har jo ogsaa takket ham. Der er bare et stort Problem, som jeg grubler over.

FRUEN

Hvad er det for et Problem?

PROFESSOREN

Skal man synes om noget, som man ikke synes om, fordi man skylder en Mand Tak?

FRUEN

Ja selvfølgeligt!

Hvad var det forresten du sagde?

PROFESSOREN

Ja, kære — naar du kan løse Problemet uden at have hørt, hvad det drejer sig om, hvorfor i Pokkers Skind og Ben vil du saa have nærmere Underretning?

FRUEN

Nu er du utaalelig, Einar, som sædvanlig.

PROFESSOREN

Han blev ogsaa gal paa mig, da jeg roste en anden Ingeniør, den store Luini! (Med et lille Kluk) Han kaldte ham en forfængelig Nar.

FRUEN

Saa skulde du ladet være!

STERN

(kommer fra Baggrunden fulgt af sin Hustru og skraar hurtigt hen mod sin egen Dør uden at bemærke de Fremmedes Tilstedeværelse. Han er klædt som en Godsejer i hvidt Tøj og med Lædergamasker og stor graa Hat med broget Slør)

Hvornaar rejser de?

FRU STERN

Efter Frokost?

STERN

Efter Frokost. Skal de være her til Frokost igen?

FRUEN

Du har jo selv inviteret dem.

STERN

(stanser udenfor sin Dør)

Har jeg! — De keder Livet af mig. Jeg kan da ikke bespise den hele Verden heller. Manden er ikke til at slaa et Ord af.

FRUEN

Du taler jo hele Tiden selv og de var saa begejstrede for dig. Du skulde høre, hvad hun sagde.

STERN

(med Haanden paa Dørgrebet)

Ja, hun er vist et ganske skikkeligt gammelt Fæ; men han er en kedelig Fisk og naar han aabner Munden er det for at være ubehagelig! Jeg har frelst deres Søns Liv og behandlet ham, som om han var mit eget Barn.

FRUEN

Deres _Neveu_, Stern! Du har da forresten ogsaa faaet Tak!

STERN

Har jeg faaet Tak! — Han siger aldrig et Ord. Disse bleghaarede Mennesker smager mig ikke. Jeg stoler ikke paa dem. De har surt Fiskeblod i Aarerne.

FRUEN

Det er dog ganske urimeligt!

STERN

Det er ogsaa Henriks Fiancé, som har ødelagt ham! Jeg kender dem, disse smaa blonde Tingester, de hænger paa som Burrer og er ikke til at ryste af. Naar de ikke faar deres blide lille Vilje, bliver de hadefulde og arrige som Lemæn eller ogsaa græder de i spandevis.

FRUEN

Men Stern dog!

STERN

Ja, I er af samme Slags allesammen! Den lille Lyng gaar ogsaa mod mig. Han kysser den Haand, som kastede ham i Fængsel og jog hans Velgører ud af Landet. Jo! — Han har hjulpet en Flygtning tilbage til Fronten! Gid jeg ialtfald kunde faa Lov til at spise min Mad i Fred!

FRUEN

Du kunde dog gerne tænke lidt paa mig og huske, at de er Danske.

STERN

Er de Danske? Saa meget desto værre!

FRUEN

(er kommen saa langt frem, at hun ser de Fremmede)

Hyss, hyss!

STERN

(ser sig om)

De har ikke hørt noget. (gaar hurtigt, fulgt af sin Hustru ind i sit Værelse)

PROFESSOREN

(klør sig bag Øret)

Ja det var jo tydeligt nok. Jeg tænker vi gaar.

STERN

Du tror da ikke det var os, han mente.

PROFESSOREN

Nej.

FRUEN

Du er altid saa mistænksom.

PROFESSOREN

Uden Grund.

FRUEN

Forresten talte han jo venligt om mig.

PROFESSOREN

Ja, det var venligt!

FRUEN

Jeg hørte ikke andet end at han syntes, jeg var rar eller saadan noget. — Du _kunde_ nu ogsaa gerne have sagt noget mere, om hvad han er for en Mand!

PROFESSOREN

Ja, det var saamænd ogsaa min Hensigt; men jeg er nu engang ikke smurt som Smigermølle.

Skal vi saa rejse?

FRUEN

Umuligt før efter Frokosten, vi maa da opføre os passende.

PROFESSOREN

Hele Verden slaar hinanden ihjel; men vi skal stadig opføre os passende. (Klør sig bag Øret) Jeg _kan_ ikke tale med ham! Jeg er uenig med ham om alting! Om Krigen og Freden, om Gud og Verden, om din Kjole og hans Slobrok, som jeg finder forfærdelig! Kan han ikke lide mig, saa kan jeg sku heller ikke lide ham.

FRUEN

Vi maa vente til efter Frokosten.

FRU STERN

(kommer ud og nærmer sig dem smilende venligt)

Godmorgen. Jeg haaber De har sovet godt.

FRUEN

Jo mange Tak.

FRU STERN

Det er et dejligt Vejr idag, ikke sandt? ja jeg skal jo passe mit Hus. Saa De undskylder mig nok. Vi sees til Frokosten!

PROFESSOREN

Vi tænkte netop paa at bryde op nu, Frue!

FRU STERN

Det maa De endelig ikke gøre! Doktoren vilde blive forfærdelig ked af det. — Det maa De endelig ikke.

FRUEN

Ja saa siger vi mange Tak, vi vil jo ogsaa gerne hilse paa Doktor Stern en Gang til.

FRU STERN

Det var rart. Det vil glæde ham, men skal vi ikke mødes nede i Haven Kl. 12 for Eksempel. Det var saa rart at snakke lidt Gammelt igen — Saa siger vi det. Farvel saa længe! (Smiler venligt og gaar tilhøjre)

PROFESSOREN

Ja — saa sluger jeg altsaa den kedelige Fisk. Maaske har Manden ovenikøbet Ret — for mit Vedkommende.

FRUEN

Vi har ogsaa glemt at rose hans Have. Aksel sagde, at vi skulde rose hans Have!

PROFESSOREN

Ja, lad os det! (Klør sig bag Øret) Jeg ved mig, Gud ske Lov, fri for Racefordom, men naar han ligefrem kalder mig en kedelig Fisk, saa kniber det nu alligevel.

FRUEN

Du skulde skamme dig. Tænk paa vore Venner.

PROFESSOREN

Ja, de tilhører Slægter, som har slaaet Rod i Landet og jeg vurderer dem saa højt som nogen. Men netop for deres Skyld kan jeg ikke lide ham. Jeg synes ialtfald ikke om, at man ser os over Hovedet.

FRUEN

Du skulde skamme dig!

PROFESSOREN

Ja, jeg skammer mig naturligvis ogsaa! Der er ingen der mere end jeg ønsker, at det Folk skal faa fuld Oprejsning og det vulgære Fjendskab er mig en Pest. — Men de kan jo ogsaa have deres Fejl, ikke sandt? — Vi maa jo se at tale os til Rette med hinanden og forstaa hinanden. Jeg ser saamænd godt deres store Fortrin og den fuldkomne Loyalitet hos de Bedste; men som god Dansker holder jeg af Fred og en vis Ligevægt og Stern er mig alligevel for meget paa tværs af Tingenes Natur. Jeg synes ialtfald vi skal se at faa Aksel hjem for han er ikke lykkelig her og det hele er ikke rigtig „reggederligt“ paa denne Maade.

FRUEN

Er han ikke lykkelig? Du har ingen Iagttagelse og saa forresten skulde du skamme dig en Gang til.

PROFESSOREN

Naturligvis er Stern god mod Smaafolk, det ser vi jo og det er en stor Ting!

FRUEN

Naa nu begynder du jo at blive skikkelig og menneskelig.

PROFESSOREN

Naturligvis er jeg skikkelig. Jeg vil bare ikke være saa skikkelig at det gaar udover Mennesket. Først og fremst maa vi tage ærligt og redeligt paa Problemet: Race og Menneskelighed, undersøge det tilbunds uden Ondskab og uden Skamfølelse, som den naturlige Ting det er. Jeg for min Del er forøvrigt klar over, at hvor _Mennesket_ indgyder Respekt er Raceuviljen en Gemenhed.

STERN

(kommer frem i Døren. Med et halvt muggent, halvt forlegent Smil nikker han et Par Gange til det bliver bemærket)

(Fruen og Professoren rejser sig)

FRUEN

Godmorgen Herr Doktor! Hvad De dog har for en dejlig Have! Vi har været den yndigste Morgentur. Det maa rigtignok være en udmærket Gartner!

STERN

Gartneren, det Kvaj! Tror De han har Forstand paa Havebrug. Jeg har lavet det Hele selv. De skulde have seet den Have, da jeg kom. (Forsvinder halvt bag en Søjle)

FRUEN

Og sikken en Frugthøst, De har iaar. Det er mageløst!

STERN

(lidt frem)

Saa De mine Ferskentrær?

FRUEN

Dejlige!

STERN

(lidt frem)

Men De skal ogsaa lugte til dem og smage Dem! Hver eneste Fersken er en hel lille sommersalig Klode at putte i Munden.

PROFESSOREN

Vi mødte forresten Gartneren. Han var meget nedslaaet, for hans Ko var bleven stjaalet fra ham.

STERN

(nærmere)

Ja han er en stor Idiot, som ikke passer sine Ting, men hyler op som et Spædebarn. (mildere end Ordene tyder paa) Fjolset kan jo komme til mig med det, saa skal han faa en Ko! Jeg er ikke bange for at give ham en Ko! Jeg har givet en Mand en Ko før. Jeg æder ikke Smaafolk! (mistænksom) Men han fortalte Dem vel ogsaa den Historie for at presse mig! (De er nu kommen helt hen til hinanden) Alle render de til mig her! Jeg forsikrer Dem, der gaar ikke en Dag, uden at jeg skal betale for noget, Gud ved hvad, som ikke kommer mig det fjerneste ved. De kan spørge Deres lille Neveu. Han kender til det. (gaar bag Søjlen)

FRUEN

(lidt efter)

Jamen Folk er rigtignok ogsaa Doktoren taknemmelige her paa Egnen.

STERN

(kommer atter nærmere)

Taknemmelige? Ja. — De har gjort mig til Æresborger! — Det er en dejlig Ære at blive Medlem af deres Idiotsamfund. — Jeg har foræret dem et helt Bibliotek. Har De set det?

FRUEN

Ja, det har vi rigtignok, og hørt saa meget om det ogsaa.

STERN

(lyser lidt op)

Saa—aa? — Har De det? Ja — Men tror De, der er nogen, der læser Bøgerne? og hvis de læser, saa forstaar de ialtfald ikke et Muk!

PROFESSOREN

Vi har ogsaa seet de Kalkmalerier, som De har ladet afdække!

STERN

Ja, de er da morsomme! Ikke?

PROFESSOREN

Ejendommelige!

STERN

Præsten den Ignorant satte sig imod med Hænder og Fødder! De skal se, det Æresborgerskab kommer mig dyrt at staa. En skønne Dag smider de mig ud, fordi jeg er „en assyrisk Mand“ — saa brænder de Bøgerne og smører Billederne over med Okker og lader Haven forfalde.

FRUEN

Men Gud dog!

(Henrik er kommen frem paa Galleriet og staar og ser ned)

STERN