Part 9

"Edgehill," forklarede han, "drikker aldrig Cognac, undtagen naar han har Selskab, og selv da drikker han meget lidt. Før jeg forlod Huset i Aften for at hente Dem, var jeg saa forsigtig at undersøge den Hylde dèr. Den Gang var Flasken omtrent fuld, og jeg er ganske sikker paa, at der ikke laa Stumper af kinesiske Cigaretter paa Gulvet, for jeg saá mig om. Inden den Tid havde jeg lagt Mærke til, at to Mænd iagttog Huset fra den anden Side af Gaden. Da jeg gik min Vej, tog jeg en Cigaretstump op, som en af dem havde røget. Dèr er den, De kan jo selv sammenligne dem, hvis De vil. Da vi kom, var Mandens Væsen saadan, at det ogsaa bestyrkede mig i min Tanke, og da jeg gjorde ham det første Spørgsmaal, meldte hans Ansigt mig Resten. Naturligvis var det alt sammen Gætteri; men det er ikke for ingen Ting, jeg har lært at læse i Folks Ansigter. Under alle Omstændigheder saá De selv, hvor berettiget min Anklage var."

"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem kan De Folk være, som har udspurgt ham?"

"Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!"

"Men hvorfor sender De ham til Williams?"

"For at hindre ham i at gøre flere Ulykker, inden vi har faaet et godt Forspring, og fordi jeg ønsker at give ham en Lære. Jeg kan maaske have Brug for ham en Gang senere, og han har ingen Skade af lidt Disciplin. Men lad os nu ikke tale mere om det; jeg har noget andet, jeg vil snakke med Dem om. Se nu først, om der ikke er nogen, der lurer ved Døren, og flyt saa Deres Stol nærmere hen til min."

Jeg listede mig hen til Døren, ventede et Øjeblik og aabnede den derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og flyttede min Stol nærmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op af Lommen og lavede sig øjensynligt til at læse det for mig. Men før han gjorde det, sagde han med dæmpet Stemme:

"Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved Middagstid. Hør nu efter, saa skal jeg læse den op for Dem. Den er dateret fra Tientsin og lyder som følger:

"Hr. Dr. Nikola, Peking.

"Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning. Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr. Eastover mødte hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter at have modtaget Telegrammerne om Bord paa Damperen _James Monaghan_ paa Vejen til Tientsin.

"Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige. Ypperstepræsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populær Personlighed. Hans private Liv véd man saa godt som intet om, og han gaar aldrig ud uden at være ledsaget af en Flok Tjenere. At forsøge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde være det samme som at faa en Flok hylende Djævle paa Halsen og ødelægge hele Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein, som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans Hjælp, at vi opdagede, at Præsten, der, som De véd, har opgivet sin Tjeneste i Templet, var i Færd med at foretage en lang Rejse. Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at prøve paa at faa hans Rute at vide. Han gjorde det og underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til Peking. Jeg undersøgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og konfererede med de Herrer Williams og Eastover, som begge var enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udføres i Tsan-Chu, der, som De véd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal, der fører til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden.

"Da dette var fastslaaet, var den næste Ting, vi havde at gøre, at finde ud af, hvorledes vi skulde bortføre Præsten. Vi indsaa, at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde vække Opsigt. Han maatte bortføres saaledes, at hans Følge vilde tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig vanskeligt at løse denne Opgave. Manden er gammel og meget mistænksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som helst, det fremgaar altid af hans Handlinger.

"Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og rimeligt, vilde det næsten være umuligt at faa fat i ham. Jeg raadførte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under alle Omstændigheder maatte se at komme i Præstens Tjeneste, og naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og søge en Lejlighed, men maatte stole paa Tilfældet. Det lykkedes med stor Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Præstens Følge. Da dette var sket, sørgede denne begavede Mand straks for, at hans Herre lagde Mærke til ham, og da han havde opnaaet det, var Resten let.

"Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden opløst, og Præsten tog af Sted med et talrigt Følge. Da de havde rejst omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som glædede Præsten, og var saa ihærdig i sin Opmærksomhed, at han fik mer og mer Tillid til ham.

"Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretær, og saa var den Plan jeg havde lagt, parat til Udførelse.

"Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begærlige, gamle Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget.

"Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding. Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst dem hastigt i Møde. Da de var anbragte i den første Kro, kom Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine Medtjenere, at Ypperstepræsten havde i Sinde at give Afkald paa deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu. Nu stod der kun tilbage for os at faa et Møde med ham i Stand og at have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa Præstens Person i vor Magt.

"Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have en Fætter, der var en bekendt Røver. Denne havde samlet store Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i Lovens Kløer, vilde han gerne købe en Ven, der kunde hjælpe ham, hvis der skulde ske noget ondt.

"Den graadige, gamle Præst, der havde i Sinde at forlange en stor Godtgørelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene stærkere og stærkere. Han drøftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding.

[4] En Tael er omtrent seks Kvint Sølv.

"Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg mine Planer, fik en af mine Mænd til at forestille Fætteren, og da Tusmørket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og Dschunkens Fører ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for at lette og sejle.

"Næsten præcis Klokken otte viste Præsten sig forklædt i Døren ledsaget af Chung Yein.

"Den falske Fætter lukkede dem ind og førte dem straks ud i et Bagværelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Præsten spildte ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han hidtil havde ført. For at han saa meget des bedre kunde forstaa, hvilken skændig Løbebane det havde været, forlangte han at faa et Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge og en lille Pose med Ædelstene, hvilket vi alt havde skaffet til Veje med betydelig Bekostning.

"Hans gamle Øjne funklede graadigt, da de faldt paa disse Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev aabnet. Da endelig Ædelstenene blev udbredt foran ham, glemte han sin præstelige Værdighed fuldstændigt og bøjede sig ned for at undersøge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem og kastede en Løkke over hans Hoved; en Svamp, der var gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Næse, og den falske Fætter spændte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet.

"Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast i en Bærestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho.

"Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin. Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den værdige Præst ad Havet til.

"Chi-Kau-Ho, der, som De véd, er en elendig og fattig Landsby og kun besøgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at faa Fisk til Gengæld, egnede sig udmærket til vore Planer. Heldigvis var det Højvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nærheden af Landsbyen. Der er en Revle, som De vel véd, der gør dette umuligt.

"Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette Brev, er Ypperstepræsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et eller andet Sted blandt Sørøverne i Alongbugten. Da Folkene om Bord paa Dschunken ikke havde nogen Ærbødighed for hans Tro, og da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer.

"Vore egne Bevægelser er følgende:

"Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belønnet med to Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om, at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for det Tilfældes Skyld, at vi skulde trænge til hans Tjeneste igen. Hvis De ønsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin endnu i fjorten Dage. Derefter har Eastover i Sinde at sejle over til Japan, medens jeg vender tilbage til Hongkong, hvor jeg altid vil være at finde under min gamle Adresse.

"Idet jeg stoler paa, at den Maade, paa hvilken vi har udført dette farlige Hverv, vil tilfredsstille Dem, har jeg den Ære at undertegne mig

Deres ærbødige William Prendergast."

"Naa," sagde Nikola, medens han lagde dette kostbare Dokument sammen, "saa har vi frit Spil, og i Fremtiden agter jeg at være Ypperstepræsten fra Hankow. I den Tid, De har været syg, har jeg anstillet en Mængde vigtige Undersøgelser, og jeg tror, at jeg nu temmelig godt kender den Kurs, vi skal styre. I Morgen tidlig drager vi ind i Lamaklostret, og dèr maa vi have Øjne og Øren godt med os. Det vil ogsaa være nødvendigt, at vi forandrer lidt paa vor Dragt, i alt Fald maa _jeg_ gøre det. Præsten er en gammel Mand, og jeg maa ligne ham saa meget som muligt."

"Det bliver en vanskelig Rolle at spille saa længe. Tror De, De kan gøre det?"

Han saá paa mig med et af sine ejendommelige Smil.

"Der var en Tid," sagde han, "da jeg plejede at være lidt usikker med Hensyn til mine Evner, men siden da har jeg lært mig selv at tro, at naar en Mand bliver enig med sig selv og fatter en Beslutning, saa er der intet i Verden, som han ikke kan gøre. Jo, jeg tror, jeg kan spille den Rolle. De behøver ikke at være bange i den Henseende."

"Jeg er ikke bange," svarede jeg tillidsfuldt, "jeg har den mest ubetingede Tro paa Dem."

"Det glæder mig at høre," sagde Nikola, "og De kommer til at have Brug for den. Men lad os nu gaa til Hvile. Klokken fem maa vi begynde at klæde os paa, og Klokken seks skal jeg undersøge, om Edgehill er rejst til Tientsin."

Saa lagde vi vore Tæpper til rette og strakte os ud paa Gulvet. Mindre end fem Minutter efter sov jeg og drømte, at jeg hjalp Præsten fra Hankow med at bortføre Nikola fra Lamaklostret, til hvilket han havde begivet sig for at anbringe den Stok, Wetherell havde givet ham.

Da jeg vaagnede, hørte jeg Hestehove klapre i Gaarden. Det var højlys Dag, og da jeg saá mig om, opdagede jeg, at Nikola ikke var til Stede; men han kom straks efter.

"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare længe, før han prøver at narre Dr. Nikola igen."

IX. KAPITEL.

Lamaklostret.

"Naa," sagde Nikola, da Lyden af Hestehovene var døet hen, "der er ingen Tid at spilde, lad os klæde os paa."

Jeg fulgte ham ind i Værelset ved Siden af, som, skønt det var noget større end det andet, var endnu tarveligere udstyret. Her laa nogle Dragter, og Nikola valgte to af dem.

"Det første, der maa overvejes," sagde han, medens han satte sig paa en Stol og saá paa mig, "er, at vi maa forandre Formen af vore Forklædninger i næsten hver Enkelthed, Jeg har tænkt meget omhyggeligt paa dette, og, som jeg sagde før, vi maa være ganske forskellige Mænd. Jeg skal være Præsten fra Hankow og De hans Sekretær. Her er Deres Sager; jeg raader Dem til at klæde Dem paa saa hurtigt som muligt."

Jeg tog de Klæder, han viste mig, og gik ind med dem i det andet Værelse. Efter et Kvarters Forløb var jeg ikke Englænder mere. Min Dragt var af den kostbareste Silke og blomstret og broderet paa alle tænkelige Maader; over mine Skuldre laa en graa Kappe af det fineste Væv, min Pisk var meget lang og tyk, medens mine Sandaler og min Hat var efter sidste Mode. Hvis min Rang skulde være blevet bedømt efter mine Klæders Pragtfuldhed og Stoffets Værdi, vilde man have antaget mig for Taotai[5] over en lille Provins eller for Skræder hos en fornem Embedsmand i Hovedstaden. Da jeg var færdig, satte jeg mig ned og ventede paa Nikola.

[5] Guvernør.

Kort efter traadte der en høj, mager Kineser ind. Han var vel omtrent halvtredsindstyve Aar gammel. Hans Ansigt var vejrbidt, og han havde et tyndt, daarligt plejet Skæg. Han var ledsaget af en mindre Mand, hvem Alderdommen havde bøjet. Jeg vilde ikke lade mig narre denne Gang, og derfor sagde jeg paa Kinesisk til den Mand, som først traadte ind, og hvis Højde nærmest svarede til Nikolas:

"De har ikke været længe om at gøre Dem i Stand."

"Det vilde være taabeligt at være langsom," svarede han; "vi har meget at gøre," og saa viste han uden flere Ord Vej ned ad Gangen ud til Bagsiden af Huset. Da vi kom ud i Gaarden, fandt vi en fuldstændig Kavalkade rede. Der var adskillige Ponyer, en fem seks beredne Mænd og det dobbelte Antal Tilskuere.

"Et Ord!" sagde jeg til den Mand, jeg antog for Nikola. "Hvilken Rolle skal jeg spille i dette Optog?"

"De tager vist fejl," sagde Manden. "Hvem antager De mig for?"

"For min Herre," svarede jeg.

"Saa er jeg bange for, De har valgt galt," sagde han. "Hvis De vil tale med Dr. Nikola, saa er det ham, der stiger op paa Ponyen dér henne."

Jeg kunde neppe tro mine egne Øjne. Den anden Mand lignede aldeles ikke Nikola. Han var gammel, mager og helt kroget, hans Ansigt havde hundrede Rynker, og hans Øjne laa meget dybt, medens hans Kinder var indfaldne. Hvis det var Nikola, saa kunde han drage hele Kina igennem paa Kryds og tværs uden Frygt for, at man nogensinde skulde tvivle om hans Identitet med en gammel Kineser. Jeg gik lige hen til ham og tiltalte ham som følger, skønt jeg neppe troede, det var muligt, at det var ham:

"Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner."

"Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glæder mig; jeg vilde gerne prøve Dem. Jeg tænkte, at hvis De ikke kunde kende mig, saa var det neppe rimeligt, at nogen anden kunde. Deres egen Forklædning er fortræffelig; jeg lykønsker Dem til den. Med Hensyn til Deres Stilling, saa skal det antages, at De er min Sekretær. Men jeg vil give Dem nogle Vink paa Vejen; lad os komme af Sted!"

"Men sig mig først, hvem er den Mand, som jeg antog for Dem?"

"Det er en Mand, som jeg har sendt Bud efter til Tientsin, medens De var syg. Jeg har gjort mig en Del Ulejlighed for at overbevise mig om hans Troskab, saa De behøver ikke at være bange for, at han skal forraade os. Han ledsager os kun til Lamaklostret, og naar han saa har ageret første Mand i mit Følge, forlader han os og vender tilbage til Kysten. Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!"

Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel. Denne uhyre store Bygning, der har Ord for at være et af de Steder i Kina, der er mest utilgængeligt for Europæere, ligger i Byens Udkant næsten fem engelske Mil fra det Kvarter, i hvilket Edgehills Hus laa.

I Betragtning af det ilde Ry, det har, kan man vel tænke sig min Fornemmelse, da vi kom ridende til den første, store Port. Jeg kunde ikke lade være at grunde paa, hvorledes Skæbnen vilde handle med os, naar vi kom indenfor. Det var jo rimeligt, at jeg aldrig mere skulde se Verden udenfor dets Mure. Det var ikke nogen opmuntrende Tanke, og jeg søgte at jage den paa Flugt ved at se mig omkring.

Underligt nok var de to første Porte paa ingen Maade vanskelige at komme igennem. Med den tredie forholdt det sig anderledes.

Den blev lukket lige for Næsen af os. Vi vidste altsaa, at man havde iagttaget os derinde, men der var ikke Tegn paa, at der var nogen levende Sjæl. Der herskede en uhyggelig Tavshed i den store Bygning, og i nogen Tid hamrede vore Tjenere forgæves paa Døren. Saa viste der sig et raget Hoved ved et lille Gitter, og vi spurgtes om, hvad vi ønskede.

Om Svaret var tilfredsstillende, kan jeg ikke sige, men da Nikola saá, at Porten ikke blev aabnet, red han frem, bøjede sig forover og hviskede noget. Virkningen var magisk, Porten fløj straks op. Saa kom der en Mand frem og hjalp Nikola med at stige af Hesten. Han gav mig Tegn til at gøre det samme, og jeg steg altsaa af og fulgte ham. Saa nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet han pegede paa mig:

"Dette er min Sekretær. Jeg maa have ham med, saa jeg beder om, at han maa faa Lov til at træde ind med mig." Munken nikkede, og vi gik saa gennem Porten. Da vi var kommet indenfor, gik vi op ad en lang Stentrappe og kom til en Gaard, der var omgivet af en Mængde smaa Stenværelser, der lignede Celler. I Midten stod en uhyre stor Træstatue af Buddha, som straks tiltrak sig éns Opmærksomhed. Den var mindst halvtredsindstyve Fod høj og bedækket med en Mængde Ornamenter. I hver Haand holdt den en stor Blomst, der lignede en Lotusblomst. Paa Hovedet havde den en Guldkrone, og i hvert Blad af denne kunde man skelne et mindre Billede, der fremstillede det store i alle Enkeltheder.

Oven over de Celler, jeg lige har beskrevet, var der en Række Gallerier, til hvilke man kom ad en Trappe fra Gaarden, og oven over dem hævede der sig Tag efter Tag og Taarn efter Taarn. Fra denne Terrasse, hvis man kan kalde den saaledes, gik vi videre til en anden, som blev bevogtet af to prægtige Bronceløver. Vi kom gennem mange Templer, der alle var dekorerede med kinesiske Tæpper, for ikke at tale om Prydelser af Guld, Sølv, Elfenben, Bronce og Emaille, og til sidst kom vi til et, hvor vi blev anmodet om at vente, medens vor Fører, der øjensynlig havde en høj Rang, gik sin Vej for at søge Ypperstepræsten.

Vi var næsten alene i tyve Minutter. Der var ganske overordentlig uhyggeligt. Vinden, som kom ind af Vinduerne paa begge Sider, fik de lange Silkegardiner til at rasle. Der var en utaalelig Duft af Røgelsepinde. Og saa havde vi jo oven i Købet Bevidstheden om, at vi var Bedragere, og at vort Liv afhang af vor Kløgt og Aandsnærværelse. Hvis Templets Beboere kun fattede mindste Gnist af Mistanke, kunde vi anse os for Dødsens. I en saadan uhyre stor Bygning, der ikke blev besøgt af Udlændinge og neppe en Gang var afhængig af Kejseren af Kina, hvis det kunde nytte os noget, vilde Efterretningen om vor Død ikke vække megen Interesse. Vi vilde være lige saa fuldstændig fortabte som Sæbebobler, der stiger majestætisk frem af et Barns Kridtpibe for at briste og blive til ingen Ting, naar de kommer op i Luften.

Da de tyve Minutter var gaaet, hørte jeg Lyden af sandal-beklædte Fødders Trin paa Stentrappen i den fjerneste Del af Hallen. Et Øjeblik efter viste der sig tre Skikkelser, af hvilke de to førte en tredie mellem sig. De to var Mænd i deres bedste Alder, den tredie maatte være mindst firsindstyve Aar gammel. Et Blik var tilstrækkeligt til at vise mig, at han ikke var ren Mongoler, men sandsynligvis havde tibetansk Blod i sine Aarer. Baade han og hans Munke var iførte de buddhistiske Præsters sædvanlige grove Dragter, og deres Hoveder var lige saa fri for Haar som en Billardkugle.

Da de unge Mænd havde ført den Gamle ned ad Trappen, lod de ham staa der og trak sig tilbage. Saa gjorde vi den Opdagelse, at Ypperstepræsten i Lamaklostret foruden at være gammel og svag næsten var blind. Han stod ganske stille et Øjeblik efter, at han var kommen ind. Det var en underlig rystende Skikkelse, klædt i en skidengul Dragt. Endelig kom han med udstrakte Hænder henimod det Sted, hvor vi stod.

"Sig mig, hvem I er," sagde han, "og hvorfor I saaledes anmoder om vor Gæstfrihed."

Han talte med høj, bævende Stemme. Det lød mere, som om det var en Kvinde end en Mand, der talte.

"Jeg er Præst ved Templet i Hankow," sagde Nikola alvorligt; "og jeg er her af Grunde, der er bedst kendte af dem, som kaldte mig."

"Hvis det er rigtigt, hvad du siger, hvorledes skal jeg saa kende dig?"

"Véd Maanen ikke mere, at der er smaa Stjerner til?" spurgte Nikola, idet han talte med en saa fuldendt Akcent, at ingen levende Kineser kunde have overtruffet ham.

"Jo, men Dagningen gør alt lige," svarede den gamle Mand. "Hvis du er den, vi har ventet i de sidste tre Uger, saa er der andre Midler, ved hvilke du kan overbevise os om Sandheden af det, du siger."