Part 8

Vi satte os paa en Bastion og saá ned over Byen. Det var en mærkelig Udsigt, vi havde. Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mængde Fodgængere, Købmænd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og Bissekræmmere. Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som danner en Del af Muren selv, medens vi til højre og venstre, saa langt Øjet kunde naa, saá en endeløs Forvirring af Byens Tage, der næsten alle var bedækket med en Slags vissent, brunt Græs, ja, i mange Tilfælde voksede der endogsaa smaa Træer og Buske ud af Mellemrummene mellem Stene. I det Fjerne kunde vi se de røde Mure, der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads. Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store Trommetaarn i Nærheden og længere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det sidste havde jo en særlig Tiltrækningskraft for mig, og jeg kunde neppe vende Øjnene fra det.

Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tænke paa at gaa hjem igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker, der opfyldte mig.

"Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem," sagde jeg; "det kan vist ikke vare længe, før jeg hører fra Nikola."

Hun var tavs et Øjeblik. Saa svarede hun:

"De maa ikke være vred paa mig, Hr. Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg ikke kan lide Deres Ven. Han gør mig bange."

"Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortælle hende, at næsten alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun.

"Jeg véd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da være, fordi han er saa forskellig fra andre Folk. Le ikke af mig, naar jeg siger Dem, at jeg altid synes, hans Øjne ligner en Slanges; de er saa kolde og lidenskabsløse og synes dog at se helt igennem én og at fortrylle én, indtil han holder op med at se paa én; jeg har aldrig nogensinde set saadan nogle Øjne, og jeg haaber, at jeg heller aldrig skal gøre det mere."

"Men han har jo dog været meget venlig imod Dem."

"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gøre for sine Sympatier og Antipatier, vel?"

Jeg rykkede lidt nærmere hen til hende.

"Jeg haaber ikke, at De har nogen stærk Antipati mod mig, Frøken Medwin," sagde jeg.

Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten, paa hvilke vi sad.

"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krøb henimod os.

"Det glæder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker om mig skulde være venlige."

"Det kan De være vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget jeg skylder Dem. Aa, den skrækkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne glemme den Rædsel! Har De glemt den?"

Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.

"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham. Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?"

Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden. Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have gjort, hvor forvirret hun var.

"Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at høre det?"

"Hvor kan jeg være det, naar jeg ikke kender hende?" udbrød hun dæmpet.

"Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden, der gør det. Gladys, det er Dem, der er den Kvinde! Jeg véd, at jeg ikke har Ret til at sige Dem det, naar jeg ser hen til min nuværende Stilling, men Gud skal vide, at jeg ikke kan gøre for det. De er mig kærere end alt andet i Verden, jeg har elsket Dem fra det første Øjeblik jeg saá Dem. Kan De elske mig lidt til Gengæld? Tal aabent og sig mig, hvad der bor i Deres Hjerte, og ske hvad der vil, jeg vil finde mig i Deres Afgørelse."

Hun skjalv heftigt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber. Hendes Ansigt var meget blegt, og hun syntes at have Vanskelighed ved at trække Vejret, men jeg vilde nu fremtvinge et Svar. Jeg greb hendes Haand.

"Hvad har De at sige mig, Gladys?"

"Hvad kan jeg sige?"

"Sig, at De elsker mig," svarede jeg.

"Jeg elsker Dem," svarede hun saa blidt, at jeg neppe kunde høre Ordene.

Og saa kyssede jeg hende for hele Pekings Øjne.

Der kommer en Gang i de fleste Mænds Liv, -- af den Grund tror jeg ogsaa, at der i de fleste Kvinders Liv kommer nogle Minutter, i hvilke de nøjagtig forstaar, hvad ublandet Lykke vil sige -- et Par Minutter i deres korte Tilværelse, da Luften synes at genlyde af Glædesklokker, da Tiden staar stille, og da der ikke er noget, som hedder Sorger. Saaledes følte jeg mig til Mode i det Øjeblik. Jeg elskede og blev genelsket. Men næsten før jeg havde Tid til at indse, hvor lykkelig jeg var, kom der en Bevidsthed om min virkelige Stilling, og jeg blev kastet ned i Dybet igen. Hvad Ret havde jeg, sagde jeg til mig selv, til at sige en ung Pige, at jeg elskede hende, naar det næsten var umuligt, at jeg nogensinde kunde gøre hende til min Hustru? Ingen som helst Ret! Jeg havde gjort noget skrækkeligt, og nu maatte jeg gaa fremad, gaa i Dødens Gab og forlade alt, hvad der kunde gøre Livet værd at leve, og vide, at jeg havde voldet én Smerte, én, som jeg fremfor alt ønskede at skaane for Smerte. Ja, hvis jeg bad Nikola om at give mig fri, saa tvivlede jeg ikke om, at han gjorde det. Men var det rigtigt, naar jeg havde givet ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham?

Nej, der var ikke andet for mig at gøre end at holde mit Løfte og stole paa, at Skæbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg elskede.

Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tænke paa at komme hjem. Jeg vilde gerne skynde mig, for jeg havde ikke Lyst til at gaa med en Dame gennem Pekings Gader i Tusmørket. Gaderne var slemme nok om Dagen, om Aftenen var de ti Gange værre. Vi steg altsaa ned af Muren, og ti Minutter efter havde vi igen naaet Benfleets Villa.

Da vi traadte ind i Huset, havde jeg fattet en Beslutning. Som hæderlig Mand havde jeg kun to Udveje; den ene var at meddele Hr. Benfleet, hvorledes det stod til med mine Følelser, den anden, at lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig paa nogen som helst Maade, før jeg vendte tilbage, hvis jeg nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig. Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionæren om at tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum. Han sagde straks venligt Ja, men jeg syntes der var en lille Sky paa hans Pande. Vi gik ind i hans Studerekammer, som laa i den anden Ende af Bygningen, og da vi kom derind, bad han mig om at tage Plads, idet han sagde:

"Naa, Hr. Bruce, hvad er det saa, De vil sige mig?"

Nu tror jeg ikke, at jeg er noget særlig nervøst Menneske, men jeg maa tilstaa, at jeg ikke følte mig ganske vel til Mode i dette Tilfælde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de rigtige Ord.

"Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet. "De vil sandsynligvis være enig med mig, naar jeg siger, at De kun kender meget lidt til mig."

"Ja, det kan vi vist være enige om," svarede han med et Smil. "Hvis jeg skal være ærlig, saa vil jeg indrømme, at jeg kender _meget_ lidt til Dem."

"Jeg vilde ønske, at De kendte mig bedre."

"Hvorfor?"

"Jo, ærligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres Svigerinde, Frøken Medwin."

"Jeg maa tilstaa, at jeg har tænkt mig det," svarede han. "Der har været Tegn og underlige Gerninger i Landet, og skønt min Kone og jeg bor i Peking, kan vi dog endnu tænke os, hvad det vil føre til, naar en Mand er opmærksom mod en ung Pige, som De i den senere Tid har været imod min Svigerinde."

"Jeg haaber, at De ikke har noget imod det."

"Skal jeg sige, hvad jeg mener?"

"Ja, det maa De endelig. Jeg ønsker, at De er fuldstændig aaben."

"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det."

"Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?"

"Jeg vil ikke nægte, at det er en Grund, som Tiden og bedre Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu først se, i hvilket Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste hverken min Kone, Frøken Medwin eller jeg, at De var til i Verden. Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste om Deres tidligere Liv, det véd De jo nok. Jeg tror, at De vil være enig med mig om, at en Englænder, som optræder i kinesisk Dragt uden at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede. Men jeg er ikke bornert, og jeg véd, at det meget ofte gaar saaledes, at naar en Mand har slaaet lidt til Skaglerne, saa kan en god Kvinde gøre ham mere Gavn end Erkebiskoppen af Canterbury og hele hans Kleresi. Hvis De elsker hende, vil De foresætte Dem at vinde hende, og i dette Tilfælde er det, for at bruge et Sportsudtryk, et Væddeløb, der maa vindes ved at vente. Hvis De mener, at Gladys fortjener, at man arbejder for hende og venter paa hende, saa gør De det, og da jeg synes godt om det, jeg har set af Dem hidtil, vil jeg give Dem alle de Lejligheder, jeg kan, til at naa Deres Maal. Men hvis De ikke ønsker at arbejde for at vinde hende eller at vente, saa tager De sandsynligvis bort herfra efter denne Samtale, og saa er vi fri for Dem. En Ting synes jeg imidlertid vilde være klogt, og det er, at De forlader mit Hus i Morgen tidlig."

"Det vilde jeg selv foreslaa."

"De forstaar naturligvis, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det?"

"Ja, fuldstændig."

"Meget vel. Hvad vi altsaa er blevne enige om, er dette: Som min Svigerindes Formynder vil jeg ikke absolut forbyde Deres Forlovelse, men jeg samtykker foreløbig ikke i noget, foreløbig, det vil sige: ikke før jeg kender Dem bedre. Naar De er i en saadan Stilling, at De kan underholde en Hustru paa en passende Maade, og De kan komme til os uden noget Hemmelighedskræmmeri eller nogen Frygt, saa vil jeg drøfte Sagen videre med Dem; i Mellemtiden vil vi ikke tale om det. Jeg er vis paa, at min afdøde Svigerfader vilde have sagt det samme."

"De har behandlet mig meget ærligt og godt, og jeg takker Dem for det."

"Det glæder mig, at De er enig med mig. Men lad os saa tale et Par Ord om det Arbejde, De har for. Jeg kender ikke dets Beskaffenhed, men det vilde glæde mig, hvis De vilde forsikre mig, at der ikke er noget i det, som De behøver at skamme Dem for."

"Jeg tror ikke, at der er noget i det, som jeg behøver at bebrejde mig," sagde jeg. "Det er nærmest en Slags videnskabelig Undersøgelse. Jeg faar en stor Sum for at sætte mit Liv paa Spil, medens jeg søger at opdage visse Ting. Mere kan jeg ikke sige Dem."

"Jeg antager, at De har forpligtet Dem til at holde det hemmeligt."

"Ja, det har jeg."

"Saa vil jeg ikke overtale Dem til at sige mere. Skal vi saa gaa ind til Damerne."

Da jeg traadte ind i Dagligstuen, saá min Elskede paa mig med spændt Mine. Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet lidt senere var venlige nok til at forlade Værelset, fortalte jeg hende alt, hvad vi havde aftalt.

Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det fornuftigste. I al den Tid jeg var borte med Nikola, kunde vi ikke staa i Forbindelse med hinanden, og paa den Maade vilde vi kunne overbevise os om, at vore Følelser virkelig var ægte, og om vor Tilbøjelighed vilde vedvare.

"Ak ja; men hvor jeg vilde ønske, at jeg vidste, hvad De har for," udbrød Gladys.

"Jeg kan desværre ikke sige Dem det," svarede jeg. "Jeg er hindret af Løfter paa alle Sider. De maa stole paa mig, Gladys."

"Det er slet ikke, fordi jeg ikke stoler paa Dem," sagde hun med et Suk, "jeg tænker paa de Farer, De skal udsætte Dem for, og paa den lange Tid, der vil hengaa, inden jeg hører fra Dem eller ser Dem igen."

"Ja, det er der ikke noget at gøre ved," sagde jeg. "Hvis jeg havde truffet Dem, før jeg indlod mig paa dette Foretagende, kunde Sagen maaske være blevet arrangeret anderledes, men som man reder, saa ligger man."

"Aa, jeg er saa bange for denne Nikola."

"Det behøver De ikke at være! Han og jeg er meget gode Venner, og saa længe jeg er ærlig overfor ham, kan jeg kun vente ærligt Spil fra hans Side. Hvis vi var Fjender, kunde De skælve for min Sikkerhed, men saa længe vi er Venner, forsikrer jeg Dem, at De ikke behøver at nære nogen Frygt."

"Forlader De os i Morgen tidlig?"

"Ja, kæreste Gladys, jeg maa af Sted; men saadan som vor Stilling til hinanden er, er vi mere end Venner og dog i Verdens Øjne mindre end Elskende, og saa kunde det neppe gaa an, at jeg blev her. Desuden venter jeg, at Nikola trænger til min Hjælp. Men nu, før jeg glemmer det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin."

Hun forlod Værelset og vendte et Øjeblik efter tilbage med den. Jeg tog den fra hende, hævede hendes Haand op og satte den paa hendes Finger, idet jeg kyssede hende.

"Jeg vil altid gaa med den," sagde hun.

Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind. Et Øjeblik efter hørte jeg faste, kraftige Fodtrin i Korridoren, Fodtrin, der lød saa ubehagelig bekendte for mig. Saa traadte Nikola ind.

VIII. KAPITEL.

Hvorledes det gik Prendergast.

Hvis jeg sagde at jeg blev overrasket, da Nikola pludselig traadte ind i Benfleets Dagligstue, saa vilde det være et alt for svagt Udtryk. Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mærkelig nok var jeg ikke alene om denne Følelse, thi mere end ét Menneske af mit Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde være vanskeligt at sige. Under alle Omstændigheder, saa meget er sikkert, at det vilde være umuligt for Nikola at sige eller gøre en hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte én, følte man instinktmæssigt, at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende Svar. Man syntes ganske ubevidst, at han var berettiget til at fordre, at man skulde gøre alt, hvad man kunde, for hans Skyld, og det gjorde man ogsaa, enten han fortjente det eller ikke. Jeg har set Nikola tage en af de skrappeste og mest stædige Mænd i Haanden og bede ham om en Tjeneste, som det vilde have været Galskab at vente, at han skulde gøre ham, tale med ham paa sin egen rolige, men bydende Maade og i mindre end ti Minutter faa Sagen afgjort og Anmodningen opfyldt.

Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle, at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.

Da han var traadt ind i Værelset, gik han hen til Gladys, bukkede, tog hendes Haand og sagde Godaften, saa henvendte han sig til mig og sagde med sit ubeskrivelige Smil:

"Kære Bruce, det glæder mig at se Dem saa vel; jeg havde ventet at se et Skelet, og til min Glæde ser jeg en Mand for mig. Hvornaar tror De, at De kan rejse igen?"

"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik, da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet.

"Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr. Benfleet, og saa maa vi af Sted."

Han forlod Værelset ledsaget af vor Værtinde, og Gladys og jeg var alene i en halv Snes Minutter.

Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det behøves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedøren blev lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig. Jeg gik i næsten fem Minutter i Tavshed ved min Ledsagers Side og tænkte paa, om jeg nogensinde igen skulde se dem, jeg lige havde sagt Farvel til. Nikola maa have haft en Forestilling om, hvad der gik for sig i min Sjæl, for han henvendte sig til mig og sagde fortroligt:

"Frisk Mod, Bruce, vi er her tilbage igen, før De véd, hvor De er, og husk paa, at De saa er en forholdsvis rig Mand. Frøken Medwin er en Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg ønske Dem til Lykke."

"Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket.

"Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han.

"Men han sagde Dem da ikke noget?"

"Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola. "De er min Ven, jeg skylder Dem en Tjeneste, og derfor vilde jeg jævne og glatte Sagen for Dem, saa godt jeg kunde. Sandt at sige er jeg glad ved, at dette er sket, det vil gøre Dem saa meget forsigtigere. Jeg tror ikke paa almindelige Regler med Hensyn til Kærlighed; men der er ingen Ting, der i den Grad som Kærlighed faar en Mand til at passe paa sine Handlinger."

"Det er meget smukt af Dem, at De gør Dem saa megen Ulejlighed for min Skyld," sagde jeg varmt.

"Aldeles ikke," svarede han. "Man kan ikke tale om Ulejlighed i en Situation som vor. Men lad os nu komme saa hurtigt af Sted som vi kan. Jeg har en Masse Ting at tale med Dem om, og vi har mange Forberedelser at træffe før i Morgen tidlig."

"Men hvor skal vi hen? Dette er jo ikke Vejen tilbage til det Hus, hvor jeg blev syg."

"Nej, naturligvis," sagde Nikola; "vi skal et andet Sted hen; vi skal hen til en Englænder, som jeg kender; dèr skal vi have vore kinesiske Dragter paa igen."

"Saa er dette sandsynligvis vor sidste Tur i europæisk Dragt?"

"Ja, under alle Omstændigheder i mange Maaneder."

Saa gik vi igen nogen Tid uden at tale. Nikola, tror jeg, overvejede sine uendelige Intriger, og jeg tænkte paa den unge Pige jeg havde forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da vi bankede paa Døren, blev den straks lukket op. Det var et lille Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englænder, hvis Forretninger ofte nødte ham til at gøre lange Rejser i det Indre. Han var Ungkarl og, efter hvad jeg fik ud af, hvad Nikola sagde, paa ingen Maade kræsen med Hensyn til sine Omgangsfæller; jeg tror heller ikke, han havde noget godt Navn paa sig i Peking. Før vi havde været fem Minutter i hans Selskab, havde jeg et nøjagtigt Indtryk af Manden, og jeg kunde ikke paa nogen Maade forstaa, hvorfor Nikola havde valgt ham. At han var bange for Nikola var indlysende, og det var lige saa sikkert, at Nikola vilde have, han skulde være det. Han hed Edgehill, og for at skjule sin Nervøsitet affekterede han en gemytlig Fortrolighed, som snarere forøgede end skjulte det, han vilde skjule.

"De ser ikke rigtig vel ud, Hr. Bruce," sagde han, da jeg blev præsenteret for ham. Saa efterlignede han en Mand, der trækker en Flaske op og sagde med et Grin:

"De er nok ikke gaaet af Vejen for et Glas, hvad?"

"Jeg har ligget syg af Feber," svarede jeg.

"Ja saa, De har faaet for meget pekingsk Luft," sagde han. "Dette forbandede Land kunde gøre det af med en ægyptisk Mumie. Naa, det er jo lige meget, hold bare Modet oppe, saa klarer De Dem nok."

Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa om mod Nikola, der sad i en lang Rørstol og stirrede stift paa ham, medens han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at være noget, der gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget bestemt, som om han ønskede, at hvert enkelt Ord skulde høres i sin fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til.

"Naa, Hr. Edgehill, De har til Trods for mine gentagne Advarsler underrettet Deres kinesiske Venner om, at De har en Gæst."

Manden traadte tilbage, som om han havde faaet et Slag. Han blev ildrød i Hovedet og straks efter ligbleg. Han strakte Haanden ud imod Væggen bag ved sig, som om han søgte Støtte, og han trak Vejret meget dybt.

"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa have lagt særlig Vægt paa den Underretning, som De kunde give dem, siden de var i Stand til at betale saa høj en Pris for det."

Manden prøvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var forsvunden. Nu var han kun en sølle skælvende Kryster, som ikke kunde tage sine Øjne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes at se lige ind i hans Hjerte.

Saa forandredes Nikolas Væsen, og han sprang op med pludselig Kraft.

"Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund! Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr. Nikola! Hør nu, og husk hvert Ord, jeg siger Dem; jeg taler kun én Gang: I Aften skriver De efter min Diktat et Brev til Deres kinesiske Venner, og i Morgen tidlig Klokken seks sadler De Deres Hest og tager til Tientsin. Naar De er ankommen der, gaar De til Hr. Williams, hvis Adresse De kender, og siger til ham, at jeg har sendt Dem. De siger, at De skal blive som Fange i hans Hus i en Maaned. Hvis De vover at sætte Dem i Forbindelse med en eneste Person i Anledning af mig eller mine Sager paa noget som helst Tidspunkt, saa lader jeg Halsen skære over paa Dem en halv Time efter, at De har gjort det. Kan Det være muligt, at De regner mig for saa ringe, at De tror, De kan maale Dem med mig, De Taabe? Naar De gaar herfra, saa fald paa Knæ og tak Forsynet, fordi jeg ikke dræbte Dem straks paa Grund af Deres Frækhed. Husker De Hanotat? Gør De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham. Ligesom De ansaa han sig for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig. Husk saa paa, at De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv sætte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar aldrig Appetit til noget Maaltid igen."

Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Værelset; han saa ud som et Genfærd.

Da han var gaaet, henvendte jeg mig til Nikola, for min Forbavselse gik over alle Grænser, og sagde:

"Hvor i al Verden vidste De, at han havde sladret?"

Som Svar bøjede Nikola sig ned og tog to smaa Tingester op fra Gulvet. Det viste sig at være Rester af to kinesiske Cigaretter. Han gik hen til en lille Hylde i den modsatte Ende af Værelset og tog en Cognacsflaske. Tre Glas, der allesammen var brugte, stod ved Siden af Flasken, der var ganske tom. Efter at have vist mig disse Ting, gik han tilbage til sin Stol og satte sig.