Part 5

Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede.

"Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?"

Jeg lo. Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte Katten fra sig og stillede den paa Bordet.

"Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle Kat!"

Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod mig.

"Kom saa, lad os gaa, det haster."

Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord, han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa Værelset. Jeg fulgte i Hælene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer.

"Til _Vectis Queen_," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os. Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for at naa derud.

Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. _Vectis Queen_ er, som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være her.

"Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet at se Dem her."

"Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham, som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"

"Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere, kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst."

"Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.

Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen. Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham, og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode Venner i mange Aar. Før de havde været et Kvarter sammen, havde Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt bag os.

Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør. Han var med til alle Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrættelig i sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som endog mere mærkelig end alt andet i denne forunderlige Mands Karakter, og det var hans overordentlig store Kærlighed til Børn. Der var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod. Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne. Jeg spurgte mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde være den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretæren i Ny Syd Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter. Naar han lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal, intrigerede mod en Politiker eller søgte at stjæle et almægtigt Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hænde, før han havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham at arbejde længere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere.

Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan (et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmænd.

Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle véd, er én af Traktathavnene og ligger dèr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal", flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden, kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni.

Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade. Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola, syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse.

"Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han.

"Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen.

"Det er to Aar siden, jeg havde den Fornøjelse at se Dem, Hr. Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav Mah Feng den Lektion i Seoul."

"Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?"

"Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg saá ham sidste Gang i Singapore," svarede min Ledsager leende.

"Og hvad kan jeg gøre for Dem nu?"

"Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt Arbejde for."

"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset.

Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig. Skønt det var et spændende Øjeblik, og vor Stilling var ejendommelig, spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et indviklet kemisk Værk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var færdige, og saa bad han først Laohwan meddele, hvad han havde udrettet.

"Man venter Deres Ankomst," sagde den sidstnævnte, "og skønt jeg ikke har været paa Stedet, har jeg erfaret, at man gør Forberedelser til at modtage Dem."

"Saa er det bedst, at De køber Ponyer og har Mænd parat; for efter al Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig."

"Naar vil Deres Excellence besøge Huset?" spurgte Laohwan.

"En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og saa forlod Laohwan os.

Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret. Da det var besørget, røg jeg en Pibe paa Verandaen, medens Nikola gik ind i et Værelse ved Siden af og havde en alvorlig Samtale med vor Vært. Da han kom tilbage, underrettede han mig om, at det var paa Tiden, vi klædte os paa, og saa gik vi ind i vore Værelser og iførte os igen vore kinesiske Dragter. Derpaa blev vi lukkede ud af en Sidedør og begav os paa Vej til Kineserbyen. Klokken var over halv elleve, da vi naaede den, men af mange forskellige Grunde foretrak vi at lade dem, der ventede paa os, vente lidt, hellere end selv at røbe, at vi havde Hastværk.

Enhver, der har været i Tientsin, vil give mig Ret, naar jeg siger, at af alle de smudsige og usunde Huller her paa Jorden er der meget faa, der kan kappes med det, og neppe et, der er værre. Snevre, uregelmæssige Gader fører ind og ud og snor sig omkring i alle Retninger. Husenes øvre Etager, der er prydede med Skilte, Vimpler og Flag, støder næsten sammen over Gaden, saa at der endog midt paa Dagen er et underligt, uhyggeligt Mørke. Om Natten er der naturligvis bælgmørkt, og baade ved Dag og ved Nat er der en afskyelig Lugt.

Da vi kom til Enden af den Gade, som vi var blevne henviste til, forlod vi vore Jinrickshawer og gik Resten af Vejen. Halvvejs nede i Gaden, som var lidt bredere og lidt pænere end de andre, mødte vi Laohwan, som førte os til det Hus, vi søgte efter.

Dets Ydre lignede de andres. Det var kun en Etage højt og havde stort, fremstaaende Tagskæg, en Slags Veranda med Tremmeværk og en lav buet Indgang. Vor kinesiske Ledsager bankede paa Døren med Næven, og efter det tredie Slag blev den aabnet. Laohwan sagde noget til Dørvogteren, som derpaa lod os komme ind.

"Der er kun én Sol," sagde Dørvogteren ydmygt.

"Men der er mange Stjerner," svarede Nikola, hvorpaa Manden førte os hen til en anden Dør i Gangen. Dèr mumlede han et Par Ord. Den blev straks aabnet, og vi traadte ind og fandt en anden Mand, som ventede paa os og holdt en underlig formet Lampe i Haanden. Han gav Tegn til, at vi skulde følge ham, og vi gik saa ned ad en lang Gang og naaede en anden Dør, for hvilken der hang et Tæppe. Han trak Tæppet til Side og bad os om at gaa ind.

Vi befandt os i et stort Værelse, hvis Gulv, Vægge og Loft var lavede af et Slags mørkt Træ, sandsynligvis Teaktræ. Det var umøbleret. Der hang kun et Par sammenrullede Bannere paa Væggen, og der laa nogle Hynder i en Krog. Da vi kom, var der ingen derinde, men vi behøvede ikke at vente længe, før vor Ensomhed blev afbrudt. Jeg havde vendt mig om for at tale med Nikola, der undersøgte et Banner, da jeg pludselig hørte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde være mindre end firsindstyve Aar. Hans Ansigt var rynket som et tørret Skovæble, hans Haar næsten hvidt, og han støttede sig til en Stok. En Ting slog mig som særlig mærkelig ved ham: skønt Huset paa ingen Maade var lille, og skønt det saá meget ordentligt ud, ja, i enkelte Henseender endog tydede paa, at Ejeren var rig, var dog denne gamle Mand, som utvivlsomt var den vigtigste Person i det, klædt i Tøj, der vidnede om den yderste Fattigdom. Da han kom hen til Nikola, hvem han ligesom de andre syntes at betragte som den vigtigste Person, bukkede han dybt for ham, og efter at de uundgaaelige Høfligheder var blevne vekslede, sagde han:

"Man har ventet paa Deres Excellence med Spænding. Alle Forberedelser til Deres Rejse blev trufne forrige Uge."

"Jeg blev opholdt i Tsan-Chu," sagde Nikola. "Naa, sig mig saa, hvad der er gjort."

"Der er sendt Bud til Peking," sagde den Gamle, "og Ypperstepræsten venter Dem i Lamaklostret. Mere kan jeg ikke sige Dem."

"Det er ogsaa tilstrækkeligt. Lad os saa høre, hvad der siges om mig."

"Der siges, at de, der har valgt, har valgt klogt."

"Det er godt," sagde Nikola, "forlad os saa, jeg er træt og vil gerne være alene. Jeg bliver her i Nat og rejser ved Daggry i Morgen tidlig. Sørg for, at jeg ikke bliver forstyrret."

Den Gamle forsikrede Nikola, at hans Ønsker skulde blive opfyldte og forlod derpaa Værelset. Da han var gaaet, trak Nikola mig hen i den fjerneste Del af Værelset og hviskede hurtigt:

"Nu ser jeg det hele. Vi har Lykken med os. Dersom jeg blot kan faa fat i de to Mænd, som jeg ønsker skal udføre dette Hverv, saa opdager jeg Selskabets Hemmelighed, eller ogsaa dør jeg under Forsøget. Hør nu efter! Da vi ankom, erfarede jeg af Williams, der véd næsten lige saa meget om det underjordiske Liv i Kina, som jeg selv gør, at hvad jeg havde haft Mistanke om nu havde fundet Sted. Med andre Ord: Efter dette lange Mellemrum har der fundet et Valg Sted, for at udfylde den Mands Plads, som Kina Pete dræbte i Lamaklostret for at komme i Besiddelse af Stokken. Den valgte Mand er Ypperstepræst i Lamatemplet i Hankow og er en meget religiøs og mærkelig Mand. Man venter ham i Peking i denne Uge eller i næste. Disse Mennesker er blevne vildledte af Laohwan og tager mig for ham, og de skal vedblive at tage fejl. Hvis de opdager, at vi narrer dem, saa er vi Dødsens i samme Øjeblik, men hvis de ikke gør det, og vi blot kan holde Præsten af Vejen, saa har vi udmærkede Udsigter til at faa alt, hvad vi ønsker, at vide af dem. Det er en frygtelig Risiko, men da det er en Lejlighed, som maaske aldrig kommer igen, maa vi benytte den. Læg nu nøje Mærke til, hvad jeg siger: Det kan ikke gaa an, at jeg forlader dette Hus i Aften, men det er nødvendigt, at jeg staar i Forbindelse med Williams. Jeg maa skrive et Brev til ham, og De maa bringe ham det. Det første, han skal gøre i Morgen tidlig, er at sende to Telegrammer."

Med disse Ord greb han i en Lomme i sit Ærme og fremtog en lille Notitsbog og en amerikansk Patentpenneholder og satte sig ned paa Gulvet og begyndte at skrive. I næsten fem Minutter var der fuldstændig Tavshed i Værelset, saa rev han to eller tre Blade ud af Bogen og rakte mig dem.

"Bring dem til Williams," sagde han. "Han maa udfinde, hvor den anden Mand er, uden at spilde et Øjeblik og sætte sig i Forbindelse med de Folk, som jeg telegraferer til. Hvad der saa end sker, maa de gribe Præsten, før han kommer hertil, og saa maa de sejle ud paa Havet med ham. Naar det er lykkedes, maa han først faa Lov til at lande igen, naar De og jeg er sikkert tilbage i Shanghai."

"Hvem skal Williams telegrafere til?"

"Til to Mænd, som jeg har den største Tillid til. Den ene hedder Eastover og den anden Prendergast. Han skal sende dem dette Telegram."

Han rakte mig et andet Stykke Papir.

"Til Prendergast og Eastover, Adr. Gregson, Hongkong.

Kom til Tientsin næste Damper. Opsæt ikke et Øjeblik. Naar De kommer, gaa til Williams.

Nikola."

V. KAPITEL.

Jeg redder en ung Dame.

Da jeg havde forladt det Værelse, i hvilket Nikola havde indrettet sig, traf jeg den samme Dørvogter, som havde lukket os ind, og som nu igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde forandret sig. Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart Stjernelys, men nu var Himlen dækket af sorte Skyer, og medens jeg gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hørte jeg et svært Tordenbrag. Klokken var næsten elleve, og det forekom mig, som om der var mærkelig roligt i Kineserbyen. Der var et underligt Præg af undertrykt Ophidselse hos de Kinesere, jeg mødte, og da jeg senere traf Grupper af dem paa Gadehjørnerne, kunde jeg ikke andet end tænke, at de Samtalestumper, jeg var i Stand til at høre, varslede om, at der var noget i Gære. Jeg havde imidlertid ikke Tid til at lægge Mærke dertil. Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola.

Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og ankom endelig til den Villa, jeg søgte.

Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et stort Bord og skrev. Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den Modtagelse, jeg fik.

"Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet.

"Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal."

"Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," svarede han. "De maa se herind i Morgen."

"Men i Morgen er det for sent," svarede jeg alvorligt. "Jeg siger Dem ved Deres Forfædres Aand, at det, jeg har at meddele, maa siges i Aften."

"Naa, saa kom da i Himlens Navn ind og sig det," svarede han lidt gnavent og gav mig Tegn til at komme ind.

Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig paa Stolen foran ham, idet jeg paa ortodoks Vis stak Hænderne ind i mine store Ærmer. Saa huskede jeg paa Kinesernes Tilbøjelighed til Vidtløftighed og begyndte at væve i min Tale, indtil jeg saá, at hans Taalmodighed næsten var udtømt; men han genkendte mig endnu ikke. Jeg bøjede mig saa fremad og sagde:

"Véd Deres Ekscellence, at Deres Hus er blevet bevogtet siden Solnedgang?"

"Af hvem og af hvilken Grund?" spurgte han, idet han saá lidt urolig ud.

"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i Eftermiddag."

"Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen, men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før.

"Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder Nikola, og hans Ledsager."

Jeg udtalte Nikolas Navn, som en Kineser vilde udtale det, og ventede paa, hvad han vilde sige. Det var klart nok, at han var urolig, men det var lige saa tydeligt, at han ikke vilde kompromittere sig. Han søgte at vinde Tid, men da det ikke var efter min Smag, røbede jeg, hvem jeg var, idet jeg med min naturlige Stemme sagde paa Engelsk:

"Det lader til, at min Forklædning er meget god, Hr. Williams."

"De er da ikke Hr. Bruce?" udbrød han.

"Jo," svarede jeg, "og jeg har et vigtigt Ærinde til Dem. Jeg har et Brev fra Nikola, som De maa læse og straks handle i Overensstemmelse med."

Jeg tog det Brev frem, som Nikola havde givet mig, og rakte ham det. Han satte sig ned ved Bordet og læste det omhyggeligt. Han læste det tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om hans Mund. Til sidst talte han:

"Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han. "Men kender De Indholdet af dette Brev?"

"Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie Plads i det hemmelige Selskab?"

"Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin Pennespids, "det angaar i høj Grad ham."

"Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre ham er raadeligt."

"Ja, akkurat! Tror De, at Nikola véd, at den omtalte Mand har været Ypperstepræst i et af de største Templer i Hankow?"

"Ja, det tvivler jeg ikke om; men De siger, han _har været_. Har Manden da opsagt sin Stilling for at følge dette nye Kald?"

"Ja, han har."

"I saa Tilfælde synes det mig, at Vanskeligheden bliver betydelig formindsket."

"Ja, maaske i én Henseende, men den bliver forøget i en anden. Hvis han endnu er Præst, og vi bortfører ham, saa slaas vi med Regeringen og Præstestanden. Og hvis han ikke længer er Præst, og der kommer den allermindste Mistanke ud om, hvad vi er i Færd med at gøre, saa kommer vi til at slaas med et Samfund, som er ti Gange mægtigere end nogen Regering eller noget Præsteskab i Verden."

"Jeg antager, at De har Nikolas Instruktioner."

"Ja, og jeg tilstaar, at jeg hellere vilde slaas med Kinas Regering og dette Selskabs Millioner af Mennesker end være ulydig mod ham i en eneste Enkelthed. Men jeg vil dog sige Dem, Hr. Bruce, at hvis Nikola er stivsindet nok til at vedblive med sine Efterforskninger, naar han staar lige over for denne frygtelige Uvished, saa vil jeg ikke give en Penny hverken for hans Liv eller for Deres. Overvej et Øjeblik, hvad jeg mener. Dette Samfund, hvis Hemmeligheder han endelig vil trænge ind i -- og han alene véd, hvor meget klogere han bliver, naar han har gjort det -- er utvivlsomt det mægtigste i hele Verden. Hvis man kan tro Rygtet, saa har det mere end tyve Millioner Medlemmer. Det har Repræsentanter i næsten hver By og Landsby i hele dette store Land, for ikke at tale om det malayiske Arkipel, Australien og Amerika. Dets Love er meget strenge, og naar De et Øjeblik tænker paa, at vor Ven vil udgive sig for at være én af de tre Førere af denne kæmpemæssige Stridsmagt, medens han er udsat for at blive opdaget hvert Øjeblik, saa vil De indse, hvad det er for et dumdristigt Foretagende."

"Jeg maa indrømme, at jeg er enig med Dem, men det er jo Nikola."

"Ja, dermed er alting sagt. _Det er Nikola._"

"Hvad Svar skal jeg saa have med tilbage til ham?"

"At jeg straks gør, hvad han har sagt. Vent lidt, jeg vil skrive det op, saa der ikke kan være Tale om nogen Fejltagelse."

Han skrev et Øjeblik og rakte mig saa Brevet.

Jeg rejste mig for at gaa.

"Og saa var der disse Telegrammer," sagde jeg.

"Dem skal jeg besørge, saa snart Kontoret bliver aabnet," svarede han. "Det har jeg ogsaa skrevet til Nikola."

"Vi rejser til Peking ved Daggry i Morgen, saa jeg maa sige Dem Farvel nu."

"Ja, De tænker vel ikke paa at trække Dem tilbage?"

"Nej, ikke Spor."

"Naa, De er en modig Mand. -- Ja, ja, Farvel og god Lykke!"

Jeg trykkede ham i Haanden i Gadedøren og gik saa ad Kineserbyen til igen. Da jeg forlod den Gade, i hvilken Villaen laa, slog Klokken tolv. De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter klart.

Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit første Indtryk i Overensstemmelse med den Følelse, jeg før havde haft om, at der var noget ualmindeligt paa Færde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe gaaet et Par Hundrede Skridt, før jeg hørte en Lyd af forbitrede Stemmer. Larmen tog til, og straks efter strømmede en ophidset Hob ind i Gaden. Hvis det havde været muligt, var jeg drejet ind i en Sidegade for at slippe bort fra dem; men det lod sig ikke gøre. Jeg var omgiven paa alle Kanter, og enten jeg ønskede det eller ikke, blev jeg nødt til at følge med dem.

Saaledes blev jeg drevet af Sted omtrent en halv Fjerdingvej, hvorefter de pludselig drejede til højre og standsede foran et Hus paa Hjørnet. Jeg spekulerede paa, hvad det skulde sige, og spurgte en ung Mand ved Siden af mig om det. Hans Svar var kort, men træffende.

"Kueidzu!" (Djævel), raabte han, tog en Sten og slyngede den igennem det nærmeste Vindue.

Jeg opdagede snart, at Huset tilhørte en Missionær, der heldigvis lod til at være fraværende. Da jeg kunde se, at Hoben var opsat paa at ødelægge hans Bolig, gik jeg videre. Men jeg var ikke færdig med mit Eventyr endnu.

Da jeg kom ind i en Sidegade, hørte jeg et skingrende Skrig om Hjælp. Jeg standsede straks og lyttede for at opdage, hvorfra det skrev sig, og jeg behøvede ikke at vente længe, for i samme Øjeblik lød det igen; denne Gang kom det utvivlsomt fra et Stræde til højre. Uden at overveje et Øjeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Først kunde jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden. Det var Englændere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behændig ung Kuli. Han stod ved den liggende Mand og truede ad Pigen med en Kniv. Mine Sandaler gjorde ingen Støj, og da jeg tilmed kom paa den mørke Side af Strædet, lagde ingen af de tre Mærke til mig, før jeg var lige ved dem.

Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det Øjeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme Øjeblik hævede Armen og stødte sin Kniv i hendes Skulder. Den kunde imidlertid ikke trænge ret langt ind, for jeg slog ham i samme Øjeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et Øjeblik paa Gaden uden at bevæge sig, men han blev ikke liggende meget længe. Han kom til sig selv igen, sprang op og fo'r ned ad Gaden, idet han hylede; "Kueidzu! Kueidzu!" saa højt, han kunde, i Haab om at faa Pøblen til Hjælp.