Part 3

Da mine Forhold var saa fortvivlede, var der ikke andet at gøre end at modtage Doktor Nikolas Tilbud. Men jeg vilde ikke gøre det, uden at det virkelig blev fordelagtigt for mig. Hvis han, som han sagde, vilde deponere 5000 Pund for min Regning i Banken, saa var jeg ikke blot frelst, men saa havde jeg en bestemt Garanti for, at han var solvent. Hvis ikke, var det bedre, at jeg lod Sagen komme til Afslutning straks. Jeg forlod derfor Huset og vendte tilbage til Strandpromenaden, og idet jeg satte mig paa et skyggefuldt Sted, overvejede jeg omhyggeligt hele Sagen. Da Mørket faldt paa, var jeg blevet enig med mig selv om, _at jeg vilde tage imod Nikolas Tilbud_. ....

Præcis Klokken otte naaede jeg hans Hus og ringede paa Klokken. Den samme indfødte Tjener, som havde lukket mig ind den foregaaende Dag, aabnede Døren og underrettede mig om, at hans Herre var hjemme og ventede mig. Efter at jeg var kommen ind, blev jeg ført til det Værelse, hvor jeg havde ventet ham den foregaaende Aften. Igen var jeg overladt til mig selv og mine egne Tanker i fem Minutter; saa gik Døren op, og Doktor Nikola traadte ind.

"God Aften, Hr. Bruce!" sagde han. "De er meget præcis, og det er ikke blot et behageligt Træk i Deres Karakter, men jeg haaber ogsaa, at det er et godt Varsel. Skal vi gaa ind i Værelset ved Siden af, dér kan vi bedre snakke sammen."

Jeg fulgte ham derind og satte mig paa den samme Stol som den foregaaende Aften. Vi havde ikke været der et halvt Minut, før den sorte Kat viste sig. Den genkendte mig som en gammel Ven og gned sit Hoved mod mit Ben.

"De ser, selv Katten er ivrig for at vinde Dem," sagde Nikola med et besynderligt lille Smil. "Jeg tror ikke, der er fem andre Mennesker, den vilde være saa venlig imod efter saa kort et Bekendtskab. Men lad mig høre, hvad De mener. Vil De med mig, eller har De besluttet at sige Nej til mit Tilbud?"

"Jeg har bestemt mig til at følge med Dem paa visse Betingelser; men jeg anser det for rimeligt at sige Dem, at de Betingelser er altsaa bestemte."

"Lad mig høre dem," sagde Nikola med den elskværdige Ynde, som han undertiden viste. "Selv om de er meget strenge, tror jeg, det skal gaa haardt til, om vi ikke kan komme til et Slags Kompromis."

"Naa ja," svarede jeg; "først fordrer jeg, at De indbetaler en Sum af 5000 Pund i en Bank her. Hvis De vil gøre det og give mig en Anvisning, saa kan jeg hæve Resten af Pengene om et Aar, saa er jeg Deres Mand, og De kan gøre Regning paa, at jeg skal gøre, hvad der staar i min Magt, for at tjene Dem."

"Er det det hele, kære Ven?" sagde Nikola rask. "Jeg vil med Fornøjelse deponere 10,000 Pund, for at sikre mig Deres Medvirken; jeg havde ingen Idé om, at det var Penge, De tænkte paa. Undskyld mig et Øjeblik."

Han rejste sig og gik hen til et Bord i den anden Ende af Værelset. Saa satte han sig ned og skrev i et Par Minutter, vendte tilbage og rakte mig et Stykke Papir, som jeg saá var en Anvisning paa 10,000 Pund.

"Dér er Deres Penge," sagde han, "De kan præsentere Anvisningen, saa snart De vil, og Banken udbetaler dem straks. Naa, det er vel tilstrækkeligt til at overbevise Dem om, at mine Hensigter er ærlige, saa nu er De vel parat til at slutte Dem til mig?"

"Vent et Øjeblik," sagde jeg, "det er ikke det hele. De har behandlet mig meget gentilt, og det er kun rimeligt, at jeg opfører mig paa lignende Maade imod Dem."

"Tak," svarede Nikola. "Hvad har De saa at sige mig?"

"Kender De en Mand, der hedder Wetherell?"

"Ja," svarede Nikola; "han var Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales til omtrent for et halvt Aar siden. Jeg har meget gode Grunde til at kende ham. Jeg havde den Ære at bortføre hans Datter fra Sydney, og jeg indespærrede hans Svigersøn i Port Said. Naturligvis kender jeg ham. De ser, at jeg ogsaa er aaben lige over for Dem."

"Ja, umaadelig! Undskyld Udtrykket -- men var det ogsaa en ganske fin Historie?"

"Det afhænger af, hvad De anser for en fin Historie. For Dem f. Eks., som har Deres egne Forestillinger om, hvad der er Ret, og hvad der er Uret, kan det maaske synes lidt underligt, men med mig forholder Sagen sig anderledes. Jeg betragter alt, hvad jeg gør, som rigtigt, og i ni Tilfælde af ti vilde jeg vist anse det, De gør, for galt. Wetherell kunde have sparet sig den Ulejlighed ved at sælge den Stok til mig, som Kina-Pete gav ham, og som han skrev om til Mc'Andrew, der læste Brevet for Dem i Morges."

"Hvor véd De det fra?"

"Ja, hvorfra véd jeg i det hele taget noget?" spurgte Nikola, idet han slog ud med Haanden. "Han læste det, og hvis De vil se stift paa mig et Øjeblik, skal jeg nøjagtig sige Dem Resten af Deres Samtale."

"Det er vist ikke nødvendigt," svarede jeg.

"Nej, det er det vist ikke," sagde Nikola roligt, idet han tændte en Cigaret. "Er De tilfreds med min Forklaring?"

"Var det en Forklaring?" spurgte jeg.

Nikola svarede kun med et Smil og tog Katten paa Skødet. Han klappede den med sine lange, hvide Fingre og saá samtidig paa mig under de halvt lukkede Øjenlaag.

"Hør, jeg kan godt lide Dem," sagde han lidt efter. "Der er noget saa forbistret praktisk ved Dem. Hver Gang De begynder at tale, gør De det Indtryk paa mig, at De vil sige noget ualmindeligt."

"Tak!"

"Men jeg vilde tilføje, at Resten af Deres Sætning stadig ødelægger det Indtryk."

"De har øjensynlig et meget tarveligt Indtryk af min Begavelse?"

"Aldeles ikke, det er mig, der skal sige de gode Ting, der skal siges, og De skal gøre dem, saa deler vi Arbejdet lige. Naa, skal vi saa rejse sammen eller ikke?"

"Ja, jeg rejser med Dem," svarede jeg.

"Det glæder mig umaadeligt," sagde Nikola, idet han strakte Haanden frem, "lad os give hinanden Haanden paa det."

Vi gav hinanden Haanden, og han saá mig lige ind i Ansigtet.

"Jeg vil sige Dem én Gang for alle," sagde han, "at hvis De er ærlig og oprigtig lige over for mig, saa støtter jeg Dem, hvad der end sker, men hvis De skubber Dem fra et eneste Atom af Deres Ansvar, ja, saa kan De takke Dem selv for, hvad der sker. Nu har jeg advaret Dem aabent og ærligt, ikke sandt?"

"Jo," svarede jeg. "Maa jeg saa faa noget at vide om Planen selv og om, naar De har i Sinde at rejse."

III. KAPITEL.

Nikolas Plan.

"Ja, med Fornøjelse," sagde Dr. Nikola og satte sig mageligt til Rette i sin Stol og tændte en ny Cigaret. "Det er jo ganske naturligt, at jeg oplyser Dem om alt, siden De vil gaa sammen med mig. Jeg behøver ikke at bede Dem om at beholde alt det, jeg siger Dem, for Dem selv, det vil Deres egen sunde Sans nok sørge for. Det er ogsaa muligt, at De synes, jeg overvurderer min Plans Vigtighed, men jeg vil sige Dem, at dersom visse Folk her i Byen fik at vide, at jeg var kommen i Besiddelse af den Stok, der omtales i Wetherells Brev, saa vilde mit Liv her i Shanghai ikke være en Smule værd. Jeg maa ganske kort give Dem et Overblik over Sagen, for saa vidt som det staar i Forbindelse med det hemmelighedsfulde Selskab. Husk paa, at jeg har taget meget grundigt fat paa Sagen. Det er ikke en Kæphest, som jeg rider paa, og ikke et ledigt Øjebliks Adspredelse, men det er en Ting, jeg har ofret en stor Del af mit Liv paa at undersøge og studere. For at opnaa de Oplysninger, jeg trængte til, har jeg maattet opspore Folk rundt omkring i hele Verden. Da jeg begyndte mine Forberedelser paa at faa Wetherell til at overlade mig det, jeg ønskede, havde jeg fulgt en Mand lige til Cuyaba paa Grænsen af Brasilien og Bolivia. Denne Mand havde tidligere været Købmand i det vestlige Kina, og i denne Egenskab havde han hørt en mærkelig Historie, som stod i Forbindelse med en vis Sekt, hvis Kloster findes i Bjergene paa Vejen til Thibet. Det kostede mig seks Maaneders uophørlig Rejse og næsten tusind Pund i rede Penge at finde denne Mand, og da jeg gjorde det, var alt, hvad jeg fik ud af ham, en halv Snes Sætninger; kort sagt: jeg betalte ham rigelig ti Pund for hvert Ord af en Underretning, som De sandsynligvis ikke vilde have givet ham ti Pence for. Men jeg kendte dens Værdi. Jeg fulgte en anden Mand til Montevideo for at faa Beskrivelsen af en ukendt kinesisk Landsby, en tredie til Guldkysten for at faa Navnet paa en buddhistisk Præst, og en russisk Jøde til Nishnij Novgorod for at faa en Tingest, han bar ved sin Urkæde, og hvis Værdi han ikke havde den ringeste Forestilling om. De Oplysninger, jeg saaledes fik personligt, lagde jeg til de Meddelelser, jeg havde faaet ved Korrespondance, og da jeg havde samlet alt dette, uddrog jeg deraf en fuldstændig Historie af mine Undersøgelser lige til den Tid. Da det var gjort, tror jeg nok, at jeg uden Pral kan sige, at med Undtagelse af tre Mænd, som for Resten ikke har Lov til at røbe noget, og som rimeligvis ikke engang véd, at der eksisterer noget i Verden udenfor deres Klostermure, -- med Undtagelse af de tre véd jeg mindst seks Gange saa meget om det omtalte Samfund som noget Menneske, der lever. Efter denne Indledning vil jeg give Dem et fuldstændigt Referat af Sagen. Saa vidt som jeg kan se, var der i Aaret 288 før Kristus, paa den Tid, da Devenipiatissa plantede det hellige Bo-Træ i Anuradhapura paa Ceylon tre Præster, som var bekendte for deres overordentlig store Fromhed og for deres videnskabelige Undersøgelser, og som udvandrede fra, hvad der nu er Øen Ceylon, til Asiens Fastland. Da de var komne gennem det Land, som nu hedder Birma, naaede de op til Midten af det Land, vi nu kalder Thibet. Her døde to af dem, og den sidste byggede sammen med sine ny Værkfæller et Kloster, hvor de samlede en Del Tilhængere og fortsatte deres Undersøgelser. Skønt den yderste Hemmelighedsfuldhed blev iagttaget, havde Rygtet om deres Gerninger efter et Par Aars Forløb udbredt sig. At dette var Tilfældet, véd vi, for vi finder dem stadig omtalte af kinesiske Historieforskere. Jeg skal citere en."

Dr. Nikola rejste sig fra sin Stol og gik hen til et gammelt Skab i den modsatte Ende af Værelset. Af dette fremtog han en stor Bog, i hvilken der var opklæbet utallige udklippede Sedler og Manuskripter. Han tog den med hen til mig og satte sig igen. Saa vendte han Bladene, fandt, hvad han ønskede, og lavede sig til at læse.

"Det vil interessere Dem at vide," sagde han, idet han saá paa mig, "at det Afsnit, jeg vil læse for Dem, og som jeg selv meget omhyggeligt har oversat, blev skrevet i samme Aar og Maaned, da Vilhelm Erobreren landede i England. Det lyder som følger:

"Det er med nogen Mistillid, at jeg taler om denne store Sekt og om dens særlige Evner. Det paastaas af dem, som er lettroende i saadanne Sager, at disse Folks Dygtighed til at helbrede er større end alle andre levende Menneskers, og at deres Evne til at udføre Trolddomsgerninger, overgaar alle andres. Det siges desuden, at de har Magt til at genopvække de døde og til at forlænge Menneskets Levealder ud over det almindelige. Men om disse Ting kan jeg kun skrive, hvad man har fortalt mig."

Dr. Nikola slog en anden Side op.

"Efter at have oversprunget fem Hundrede Aar," sagde han, "finder vi dem igen omtalt, denne Gang af Forfatteren Feng Lao Lan, en bekendt kinesisk Historieskriver, som levede omkring Aaret 1500. Han meddeler, at de var til stort Besvær for Kongeriget i Almindelighed. Fra at have været en Samling af nogle faa simple Munke, der levede i et ensomt Kloster i Thibet, er de nu blevet et af de største hemmelige Samfund i Østen, skønt den mystiske Magt, som de antages at besidde, er indskrænket til de tre Hovedmænd eller Øverstebrødre. Henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede er det sikkert, at de øvede saa stor en Indflydelse i politiske Sager, at det berettigede Regeringen til at udstede Befaling til deres Udryddelse. Ja, jeg er tilbøjelig til at tro, at det almægtige Samfund, som har Valgsproget 'Hoan Cheng Hok Beng,' og som De véd øvede en saa umaadelig Indflydelse i Kina til for ganske kort Tid siden, kun var en Aflægger af det Samfund, som jeg er saa ivrig efter at udforske. At Sekten virkelig besidder de videnskabelige og hemmelige Kundskaber, som man har tilskrevet den i over to Tusind Aar, det er jeg overbevist om, og hvis der er nogen Magt, som kan hjælpe mig til at trænge ind i dens Hemmeligheder, saa agter jeg at benytte den. I vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har man længe haft for Skik at latterliggøre enhver Tro paa, hvad der ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjævneste Mennesker. For Gennemsnits-Englænderen findes der ingen mystisk Verden. Men hvor er han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden? For hvis han er rettroende, saa siger han, at han tror fast paa, at naar Legemet dør, saa gaar Sjælen til Himlen, det vil sige Olympen, Elysium, Arkadien, Hesperidernes Have, Valhalla, Paradis eller Nirvana, alt eftersom Forholdene er. Han har intet Begreb om, eller snarere tror jeg, han kan ikke give nogen Beskrivelse af, hvad Slags Sted hans Himmel kan være. Han har alle mulige ubestemte Idéer om den, men skønt det hører med til hans Religion at tro aldeles fast paa, at der findes saadant et Sted, er det svøbt i mer eller mindre uigennemtrængelige Skyer. For at sige Resultatet kort: Han tror, at medens saadanne Ting som, skal vi sige, Teosofien, er noget Erkevrøvl og ikke fortjener, at man skænker dem en Tanke, saa har Menneskets Livsessens en anden og større Tilværelse efter Døden. Med andre Ord, for at sige min Mening lidt mere tydeligt: Det er ganske sikkert, at dersom man lo af ham, som han ler af Teosofien og Spiritualismen, saa vilde han anse sig for berettiget til at betragte éns Latter som en Haan mod hans Intelligens. Og dog befinder han sig i den yderste Modsigelse med sig selv. Man kan undre sig over, hvad alt dette Nonsens fører til, men hvis jeg vilde beskrive Dem alle de mærkelige Ting, jeg har set i forskellige Lande i Østen, og de vidunderlige Meddelelser, jeg paa første Haand har faaet af andre, saa tror jeg nok, jeg rolig kan sige, at De vilde anse mig enten for en Heksemester eller en latterlig lettroende Person. Ja, Bruce, jeg har været Vidne til Ting, som synes at stride mod alle Naturlove. Skønt der nu og da blev gjort Kunster, er jeg overbevist om, at Fænomenerne i de fleste Tilfælde var virkelige. Og det bringer mig til det Spørgsmaal: Hvad er nu egentlig Kunster, og hvad er det ikke? Det, jeg sandsynligvis kalder Taskenspillerkunster, det vil De i ni Tilfælde af ti anse for den største Trolddom. Men nu har vi talt nok om det; lad mig give Dem en Illustration til, hvad jeg mener."

Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde følge.

"Vil De selv undersøge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!"

Jeg undersøgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt.

"Meget vel," sagde han, "i saa Tilfælde vil jeg give Dem et Eksempel paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjæl kontra Legeme.' Det Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!"

Fra en Bakke ved Siden af tog han en Tændstik, tændte et Vokslys, og da det var kommet godt i Brand, holdt han det hen over Glasset, saa at en Draabe Voks faldt ned i det.

"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmærksomt paa det Voks, medens jeg tæller til tyve."

Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt Øjnene stift fæstede paa den lille runde Voksklat, der flød paa Overfladen af Vandet, jeg saa paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas Stemme lød ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstændig tomt.

"Rejs Dem saa og undersøg det, men rør ikke ved Glasset," sagde min Vært. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde Dem til Vidne derpaa."

Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg troede, ikke var en Draabe Vand i det.

"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned og passe paa endnu en Gang."

Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset flød atter paa Overfladen.

Et Øjeblik var vi begge tavse. Saa hældte Nikola Vandet tilbage i Karaflen og gav mig Glasset.

"Undersøg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tænke Dem, at det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det, og lad mig saa høre, hvad De mener om dette."

Jeg undersøgte Glasset saa nøje som muligt, men der var ikke Tegn paa nogen Præparation eller nogen hemmelig Mekanisme.

"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give Dem nogen Forklaring."

"Og dog er De ikke fuldstændig overbevist om, at det ikke er et snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prøver til. Se mig spændt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv."

Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode, som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog Klokken og Nikola sagde:

"Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm."

Jeg gjorde, som han befalede og saá nu en nøjagtig Gengivelse af min egen Underskrift med røde Prikker paa Huden. Medens jeg saá paa den, forsvandt den efterhaanden, og i Løbet af et halvt Minut var den helt borte.

"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det første gik Vandet slet ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt, som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg ønskede simpelthen, at De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De en anden Prøve paa det samme. Naturligvis kan begge Tilfælde meget let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme, kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?"

"Simpelthen, at Deres Aand er stærkere end min," svarede jeg, "og derfor kan De beherske den."

"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?"

"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?"

"Jo, det vil jeg gerne indrømme, men man kan lige saa godt, som De gør, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge disse Illustrationer blev givne for at føre os til en anden, der bringer os endnu nærmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til. Prøv nu paa at henvende Deres Opmærksomhed fuldstændig paa mig; læg frem for alt Mærke til min Finger."

Medens han talte, begyndte han at svinge i Luften med Pegefingeren. Den bevægede sig frem og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte hver Bevægelse meget omhyggeligt. Et Øjeblik efter syntes en lille blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i Størrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands Hoved og Skikkelse. Han var høj og velskabt, hans Hoved var kastet tilbage, og hans Øjne mødte mine med et ivrigt om end behersket Blik. Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mødt Manden paa Gaden den næste Dag, er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt, orangefarvet Lys omgav ham næsten helt, og i mindre end et Minut var han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om jeg vaagnede efter en uhyggelig Drøm, og vendte mig hen imod Nikola, der iagttog mig med halvt lukkede Øjne.

Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra Bordet og rakte mig det.

"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i denne Bog."

Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i Midten opdagede en nøjagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set. Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen paa den lille Finger saá jeg. Jeg var fuldstændig overvældet.

"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola.

"Ja, det er jo højst vidunderligt," sagde jeg.

"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han.

"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun antage, som De sagde før, at det ogsaa maa have været Hypnotisme."

"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilfælde uden ydre Midler ikke blot har bevirket, at De saá, hvad jeg tænkte paa, men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den fotograferede Person havde. Prøven var overmaade heldig. Men hvorledes overførte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres Øjes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De saá Vandet forsvinde i Glasset for et Øjeblik siden. De vilde have givet Deres Æresord i Pant paa, at De saá Deres Navn paa Deres Arm, og under andre Omstændigheder vilde De sandsynligvis have lét, hvis jeg forsikrede Dem om, at De ikke saá den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album. Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv om jeg ikke var til Stede i Værelset, kunde vække Dem om Natten og lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var død for længe siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svæve omkring i Luften for Dem? Skal jeg føre Dem ud af dette Værelse og bringe Dem ned paa det stille Oceans Bund? Skal jeg føre Dem op i Himlen eller ned i det dybeste Helvede? De behøver kun at sige, hvad De ønsker at se, og jeg skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De saá de andre Ting. Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi kalder Kunster, for det er gjort ved Hjælp af Hypnotisme, der efter min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin egen Aands særlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt, jeg prøver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens største Hemmeligheder ikke være? Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trænge igennem til det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og besvar mig nu det Spørgsmaal: Er det Umagen værd at prøve derpaa eller ikke?"

"Det er Umagen værd," udbrød jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller ærligt Spil med mig, vil jeg gøre det samme med Dem. Men der er endnu et Spørgsmaal, jeg maa gøre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gøre med det Arbejde, vi har for?"