Part 14

Da den sidste var kommet ind, og Dørene var blevet lukkede igen, begyndte Gudstjenesten. Tusmørket, i hvilket det store, røde Vindue stirrede som et ondt Øje, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mærkelige Ry, som dette Sted og dets Beboere havde, forøgede den Følelse af Rædsel, som betog mig.

Da Munkene havde knælet i Andagt i næsten et Kvarter, hørte vi en stor Klokkes dæmpede Lyd. Saa rejste de sig pludselig alle paa én Gang og gik højtideligt ud af de Døre, gennem hvilke de var traadt ind. Da de sidste var forsvundne, var vi atter alene i den samme uhyggelige Tavshed.

"Hvad i al Verden betyder dette?" sagde Nikola hviskende. "Hvorfor kommer der ingen og modtager os?"

"Her er en Luft som i et Lighus," svarede jeg, "det er alt andet end behageligt."

"Tys," sagde Nikola, "nu kommer der nogen."

Medens han talte, blev et Forhæng i Koret draget til Side, og en Mand, der var klædt paa samme Maade som de, vi havde set under Andagten for et Par Minutter siden, kom ned ad Trinene og hen imod os. Da han naaede den Forhøjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og gav os Tegn til, at vi skulde følge ham. Det gjorde vi, idet vi gik op ad de Trin, som han var kommet ned ad, og forbi Forhænget. Her fandt vi igen en Trappegang, der førte til en lang Korridor, paa begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler. Det eneste Lys kom fra den Fakkel, som vor Fører havde taget ud af en Ring, da han forlod Hallen, og nu gik med i Haanden.

Uden at standse førte Munken os gennem hele Korridorens Længde, drejede saa til højre, gik ned ad tre Trin, og efter at have trukket et andet Forhæng til Side, gav han os Tegn til at følge efter ham ind i et snævert, men højt Værelse. Det var tarveligt udstyret med et Bord, et Par Stole og en simpel Seng og blev oplyst gennem en snæver Revne i Væggen, der var omtrent tre Tommer bred og femogtyve dyb.

Da vi var kommet indenfor, vendte vor Fører sig om, og idet han nærmede sig til mig, pegede han først paa mig og saá paa Værelset som om han vilde tilkendegive at dette var til Brug for mig. Saa tog han Nikola ved Armen og førte ham gennem en anden Dør ind i et indre Værelse som øjensynligt var bestemt for ham. Straks efter kom han ud igen og gik sin Vej uden at mæle et Ord. Et Øjeblik senere viste Nikola sig i sin Dør og indbød mig til at se hans Bolig der for Resten fuldstændig lignede min i alle Enkeltheder.

"Naa, saa er vi da sluppet ind," sagde Nikola, "og vi opdager enten det, vi ønsker at vide, om meget kort Tid, eller vi bliver sendt af Sted for at udforske Hemmeligheder i en anden Verden."

"Det er jo ikke udenfor Mulighedernes Omraade, at vi kommer til at gøre begge Dele," svarede jeg.

"Før vi gaar videre, vil jeg sige Dem en Ting, Bruce," sagde han uden at ænse min Bemærkning. "De maa huske paa, at dette Sted ikke ligner et almindeligt shamanistisk eller buddhistisk Kloster, hvor Tingene gaar, som de kan bedst. Her øver hver enkelt Mand den størst mulige Selvfornægtelse, og blandt andet er jeg vis paa, at Maaltiderne ikke vil være videre heldige. Vi bliver nødt til at forsone os med mange underlige Vaner, og i al den Tid maa vi holde Øjnene vidt aabne, saa at vi kan faa det mest mulige ud af enhver Lejlighed, der tilbyder sig."

"Jeg har ikke noget imod deres Skikke," svarede jeg, "men det gør mig ondt at høre det, De siger om Maaltiderne, for ærligt talt, for Øjeblikket er jeg simpelthen ved at dø af Sult."

"Det er der ikke noget at gøre ved," svarede Nikola. "Selv om vi ikke faar noget før i Morgen Aften, maa vi finde os i det med Sindsro."

Jeg stønnede og gik tilbage til mit Værelse. Det var blevet omtrent Middag nu, og vi havde ikke spist noget siden Daggry. Jeg satte mig paa min Seng og prøvede paa at forsone mig med Tilstanden. Jeg spekulerede i nogen Tid; saa blev jeg overfaldet af et Anfald af Døsighed, og det varede ikke længe, før jeg laa i en dyb Søvn.

Men min Sult skulde tilfredsstilles nogenlunde, inden der var gaaet lang Tid. Ved Solnedgang hørte jeg Fodtrin i Korridoren, og straks efter viste der sig en barfodet Munk, helt sortklædt og med den samme uhyggelige Hætte over Hovedet, og han bar en stor Skaal i Haanden. Han gik med den gennem mit Værelse og satte den paa Nikolas Bord.

Da han kom ind, traf han den sidstnævnte paa Knæ i Færd med sine Andagtsøvelser, og jeg begyndte at bebrejde mig, at jeg ikke havde frembudt det samme Skue, da han traadte ind til mig.

Manden var neppe gaaet igen, ja Lyden af hans Fodtrin var neppe døet bort, før jeg var i det inderste Værelse.

"Middagen er serveret," sagde Nikola og gik hen til Skaalen paa Bordet. Til min Rædsel indeholdt den kun lidet andet end halvanden Pægl af den tyndeste Suppe, noget Menneske nogensinde har set. I denne Vædske svømmede der nogle faa Riskorn, men der var ikke noget af en solidere Slags Fødevarer. Der var hverken Ske eller Brød, saa hvorledes vi skulde drikke Suppen uden at løfte Skaalen op og hælde den ned i Halsen, kunde jeg ikke tænke mig, men Nikola løste Gaaden ved at tage et lille Rejsebæger i sin Medicinkasse og give mig det, og saa tog jeg da fat. Da jeg saá, at Nikola selv neppe nød mere end et Bæger fuldt, gjorde jeg ham Forestillinger, men forgæves. Han sagde, at han ikke ønskede mere, og dermed var Sagen afgjort. Jeg spiste altsaa Resten, og da jeg var færdig, var jeg lige saa sulten som før. Hvis dette var Klostrets Kost, sagde jeg til mig selv, saa vilde jeg være et Skelet, naar vi en Gang forlod det, hvis dette da lykkedes os.

Da jeg havde endt mit Maaltid, var den lange Lysstribe, der havde været at se under Vinduet, da vi kom, og gradvis var gaaet over Gulvet, nogle Fod oppe paa den modsatte Væg. Lidt senere forsvandt den helt. Værelset laa snart i fuldstændigt Mørke, og jeg maa sige, at mit Humør var alt andet end godt. Jeg vendte tilbage til Nikolas Værelse, og det var just ikke i en spøgefuld Stemning.

"Dette er jo meget morsomt," sagde jeg ironisk. "Mon de ikke vil modtage os paa en ordentlig Maade?"

"Det kommer nok altsammen, naar det skal," svarede han roligt. "Vi faar nok saa megen Spænding, at vi kan have godt af det hele Livet, og jeg tvivler heller ikke om, at vi kommer i Fare."

"Jeg bryder mig ikke om Fare," sagde jeg. "Det er denne skrækkelige Venten, der tager paa mine Nerver."

"Naa, ja, De behøver vist ikke at vente længe. Hvis jeg ikke tager fejl, saa kommer der nogen og henter os nu."

"Hvoraf véd De det," spurgte jeg. "Jeg kan ikke høre nogen."

"Men de kommer alligevel," svarede Nikola. "Hvis jeg var Dem, vilde jeg gaa tilbage til mit Værelse og være rede til at modtage dem, naar de kommer."

Jeg gjorde, som han sagde, og gik tilbage til mit Værelse, hvor jeg ventede med al den Taalmodighed, jeg var Herre over.

Hvorledes Nikola vidste, at der kom nogen for at hente os, kan jeg ikke sige, men saa meget er sikkert, at fem Minutter efter at han havde sagt det til mig, hørte jeg en Mand komme ned ad Trappen. Saa viste der sig et klart Lys paa Væggen, og et Øjeblik efter traadte den samme Dværg, som havde ført os ind i Klostret, ind i mit Værelse, med en Fakkel i Haanden. Da jeg saá at han ønskede at tale med Nikola, holdt jeg Haanden op som for at opfordre ham til at være stille, og idet jeg satte den mest ærbødige Mine op, gav jeg ham Tegn til at blive, hvor han var, medens jeg gik ind i det inderste Værelse. Nikola var paa sin Post og befalede mig at kalde Manden ind til sig. Dette gjorde jeg, og i næste Øjeblik stod Dværgen for ham.

"Jeg er sendt, Fremmede," sagde den sidstnævnte, "for at stævne dig til en Sammenkomst med de Store i Bjergene."

"Jeg er rede," sagde Nikola højtideligt, "lad os gaa."

Saa vendte Dværgen sig om og viste Vej ud i Gangen. Jeg havde ikke Lyst til at blive tilbage og fulgte derfor tæt i Hælene paa Nikola. Vi gik først op ad en lang Trappe, saa gennem en stor Hal og naaede endelig en lille Forstue. Her blev der sagt, at vi skulde vente, og Dværgen forsvandt bag et Forhæng og talte med nogen indenfor. Da han kom tilbage igen, trak han Forhænget til Side og gav os Tegn til at træde ind. Vi kom ind i et Værelse, der ikke var saa lidt større, og hvori en Munk i den sædvanlige Dragt holdt Vagt. Han modtog os med et Buk, ligeledes uden at tale, og førte os til et andet Værelse, hvis Dør blev bevogtet af en anden Munk.

Da vi naaede den sidste Forstue, gik Nikola ind foran mig uden at se til nogen af Siderne, med Hovedet bøjet, og idet hele hans Holdning udtrykte den største Fromhed. Her blev der sagt, vi skulde vente. Munken forsvandt og viste sig ikke igen før efter omtrent fem Minutter. Da han kom, pegede han paa en Dør paa den modsatte Side og opfordrede os til straks at træde ind.

Vi gjorde det og befandt os i et stort Værelse med ganske sorte Gardiner og Forhæng. Ved Lyset af de Fakler, der var anbragt i Ringe paa Væggen, kunde vi skelne to Mænd, der sad paa fint udskaarne Stole paa en Slags Forhøjning i Baggrunden. De var klædt paa samme Maade som Munkene, og af denne Grund var det ganske umuligt at opdage, om de var unge eller gamle. Saa snart vi var kommet indenfor, blev jeg staaende ved Døren, medens Nikola gik frem og stillede sig foran det stille Par paa Forhøjningen. Et Øjeblik var der ingen, der sagde et Ord. Saa rejste Manden til højre sig, vendte sig hen imod Nikola og sagde:

"Hvem er I, og med hvilken Ret forstyrrer I min Ensomhed?"

"Jeg er den Mand fra Hankow, som du har faaet Underretning om," svarede Nikola ærbødigt med en dyb Hilsen, "og jeg er kommet, fordi du befalede det."

"Hvad Bevis har vi for det?" spurgte den Mand, der først havde talt.

"Du har Brevet, som dit Bud har sendt dig fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking, og som meldte, at jeg kom," svarede Nikola, "og jeg har dette Symbol, som I har sendt mig."

Her fremviste han den Stok, han havde skaffet sig fra Wetherell, og holdt han op, saa den anden kunde se den.

"Og hvis dette er sandt, hvad vil I saa hos os?"

"Jeg er her, for at jeg kan udføre de levendes og dødes Befaling."

"Det er godt," svarede den anden og satte sig ned igen.

I fem Minutter eller saa var der en ny Pavse, under hvilken ingen talte, og ingen bevægede sig. Jeg stod ved den ene Side af Døren, og den Mand, der havde ført os ind, ved den anden. Nikola stod foran Forhøjningen, og paa den sad stive og ubevægelige de to sorte Skikkelser, som jeg har beskrevet. Da denne Tavshed havde vedvaret i nogen Tid, begyndte jeg at føle mig til Mode, som om jeg selv var nødt til at tale, hvis en anden ikke snart gjorde det. Spændingen var frygtelig, og dog stod Nikola fast, han rørte ikke en Muskel og viste ikke det mindste Tegn paa Forvirring.

Saa sagde den Mand, der endnu ikke havde talt, roligt:

"Har du forberedt dig til det Arbejde, der venter dig?"

"Ja," sagde Nikola, "jeg er rede til at gøre, hvad I paalægger mig."

"Er du sikker paa, at du ikke nærer nogen Frygt?"

"Ja, det er jeg sikker paa," svarede han.

"Og hvad Kundskab har du til de Ting, som hører til dit Arbejde?"

Til min Overraskelse svarede Nikola ydmygt:

"Jeg har ingen Kundskab, men, som du véd, har mine Tanker sysselsat sig med at granske mange Ting, som sædvanlig er skjult for Menneskene."

"Det er godt," svarede den anden Mand paa samme Maade som den første.

Der opstod en anden Pavse, og saa sagde den Mand, der først havde tiltalt Nikola, med en myndig Mine:

"I Morgen Aften vil vi prøve dine Kundskaber og dit Mod. For Øjeblikket skal du forberede dig og vente."

Derpaa gav Munken ved Døren Nikola et Tegn til at følge ham.

Det gjorde han, og jeg forlod Værelset i Hælene paa ham. Saa blev vi ført tilbage til vore Celler og ladt alene.

Vi talte sammen en kort Tid og gik saa til Hvile. For den Dag havde vi sandelig haft Spænding nok.

Næste Dag stod vi tidligt op, spiste lidt Ris til Frokost, modtog ingen Gæster og forlod ikke vore Værelser hele Dagen. Kun den Munk, der havde bragt os Mad den foregaaende Aften, besøgte os igen, men havde ligesom før intet at sige. Vort Aftensmaaltid blev anrettet ved Solnedgang og bestod af den samme Suppe som før. Saa blev det mørkt, og omtrent paa samme Tid som den foregaaende Aften viste Dværgen sig for at føre os til Mødet.

XIV. KAPITEL.

En Prøve.

Da vi forlod vore Værelser, drejede vi til højre i Stedet for til venstre og kom igennem en lang Gang, der laa under den, i hvilken vore Celler fandtes. Jeg kunde ikke opdage, hvor omtrent i Klostret denne Gang var anbragt, og hvorledes dens Beliggenhed var med Hensyn til den Trappe, ad hvilken vi var kommet op fra Dalen den foregaaende Dag. Men som alle andre var den ganske mørk. Der var kun hist og her store Fakler, som var anbragt i Jernringe i Murene. En Gang paa denne Vandring fik jeg Lejlighed til selv at undersøge disse Mure, og jeg opdagede til min Forbavselse, at de ikke var hugget ud i Klippen, som jeg havde antaget, men var bygget af tilhugne Sten af en Art, der mærkeligt lignede Granit. Heraf saá jeg, at Cellerne og Gangene var opført af Menneskehænder, men hvor længe det kunde have taget at udføre en saa uhyre svær Opgave, det var noget, som jeg slet ikke kunde beregne. Men tilbage til min Fortælling.

Fra den lige beskrevne Korridor gik vi ned ad en anden Trappe, saa over en snæver Afsats, hvorefter der igen kom en Trappe. Da vi naaede den, hørte vi en Støj, der lignede fjern Torden.

"Hvad er det for en Lyd?" spurgte Nikola vor Fører.

Dværgen svarede ikke, men idet han førte os langs med den ene Side af Gangen, holdt han sin Fakkel op over Hovedet og gjorde Tegn til, at vi skulde se.

Et Øjeblik forhindrede den flagrende Flamme os i at se noget som helst. Saa blev vore Øjne vante til Lyset, og til vor Forbavselse opdagede vi, at vi stod paa selve Randen af en uhyre Afgrund. I dette Svælg fo'r Vinden, der maatte komme ind fra en eller anden Gang, omkring og hvinede med den afskyeligste Støj, medens der var et glimrende Vandfald ovre paa den anden Side ikke mere end atten Alen derfra. Det er umuligt at beskrive, hvor prægtigt disse Vandmasser saá ud, der larmende fo'r ned gennem Mørket i selve Jordens Indvolde. Faldet maa have været dybt, for der kom intet Skum op til os; alt, hvad vi kunde se, var en sort Vandmasse, som styrtede forbi os. Vi stod med aaben Mund og saá til, og da vor Forundring og Nysgerrighed var tilfredsstillet, vendte vi os om og fulgte vor Fører tilbage til det Sted, hvor vi først havde hørt Støjen. I den anden Ende af denne Gang eller Afsats, hvad man nu skal kalde den, var der en stor Stenbuegang, der lignede en Tunnel mere end noget andet. Ved Indgangen til den stod en Munk. Dværgen gik hen til ham og sagde noget med dæmpet Stemme, hvorpaa han tog en Fakkel fra Muren og gav os Tegn til at følge sig. Dværgen vendte tilbage til de højere Egne, medens vi styrtede os dybere ned under Jordens Overflade. Om vi virkelig var saa langt nede, som vi indbildte os, eller om Fugtigheden blev voldt af en eller anden Forbindelse med Vandfaldet, det véd jeg ikke, men under alle Omstændigheder var Vægge og Gulv strømmende vaade.

Gangen eller Tunnelen var meget lang, idet der var mindst halvtredsindstyve Fod fra Indgangen til Udgangen. Da vi var kommet igennem den, stod vi i den største Hule, jeg nogensinde har haft det Held at se, ja, den var saa stor, at det var med den største Vanskelighed, at jeg i Halvmørket kunde se den anden Side.

Vor Fører viste os gennem den første Tværgang ind i Hovedgangen og forlod os saa. Der var ikke Tegn til Bohave af nogen Slags, hverken Bænke, Alter eller lignende, og, saa vidt vi kunde se, var der ikke en levende Sjæl i Nærheden. Den eneste Lyd, man hørte, var en svag Dryppen af Vand, der syntes at komme fra alle Sider i Hulen.

"Naa, det er jo meget hyggeligt," hviskede jeg til Nikola. "Jeg haaber, at Forestillingen snart begynder."

"Tys," sagde han, "vær forsigtig med, hvad De siger, for De véd ikke, hvem der maaske hører Dem."

Han havde neppe sagt dette, før Aftenens første hemmelighedsfulde Begivenhed indtraf. Vi stod med Ansigtet mod den Del af Hulen, som havde ligget til højre, da vi traadte ind. Lyset var bedre paa dette særlige Sted end noget andet Sted, og jeg tør sværge paa, at, saa vidt jeg tror, saa var der i dette Øjeblik ikke noget menneskeligt Væsen mellem os og Væggen. Men da vi saá derhen, syntes en Skikkelse at hæve sig op af Jorden foran os. Den kom nærmere, og idet den gjorde det, antog den menneskelig Form. Dette Kunststykke var flinkt gjort, og hvorledes det gik til, forstaar jeg endnu ikke den Dag i Dag. Naturligvis kan Manden være traadt frem bag en Pille, der var indrettet særlig til dette, eller han kan være kommet op fra en Falddør i Gulvet, skønt jeg for mit Vedkommende betragter begge disse Ting som usandsynlige. At han kom var imidlertid en Kendsgerning.

"Efter dit eget Ønske og uden nogen Magt, der er anvendt af Menneskevæsner, er du her og beder om, at vor Ordens Visdom maa blive afsløret for dig. Der er endnu Tid til, at du kan trække dig tilbage, hvis du vil."

"Jeg ønsker ikke at trække mig tilbage," svarede Nikola fast.

"Lad det saa være saa," sagde Manden. "Følg mig."

Nikola bevægede sig fremad, og jeg vilde ledsage ham, da Manden, der gik foran, vendte sig om, og idet han pegede paa mig, sagde han:

"Gaa ikke videre, det er ikke rigtigt, at du ser, hvad der nu skal afsløres."

Nikola saá paa mig og sagde roligt: "Bliv!"

Da han havde sagt det, fulgte han den anden gennem Hulen og forsvandt straks efter. I nogle Minutter stod jeg paa det Sted, hvor de havde forladt mig, og lyttede til Vanddraabernes Fald fra de fjernere Dele af Hulen, iagttog Flagermusene, der fo'r hurtigt op og ned i de mørke Gange, og tænkte paa, hvad det var for Hemmeligheder, Nikola blev indviet i. Tavsheden var meget trykkende, og den syntes at blive værre med hvert Øjeblik, jeg ventede. Hvis jeg sagde, at jeg blev skuffet ved saaledes at blive udelukket paa det allervigtigste Trin af vort Eventyr, saa vilde det neppe udtrykke min Følelse. Jeg ønskede jo desuden ogsaa at være ved Nikolas Side, hvis han skulde komme i Forlegenhed.

Medens jeg ventede, blev Ønsket om at vide mere om, hvad han gjorde, stærkere og stærkere hos mig. Jeg følte, at hvad der saa end skete, maatte jeg være til Stede ved den Sammenkomst, han var blevet hentet til. Ingen, sagde jeg til mig selv, vilde have Skade af det, og selv om de tilfældig skulde opdage, at jeg havde fulgt dem, saa følte jeg, at jeg kunde stole paa min egen Uforskammethed og Opfindelsesevne, naar det gjaldt om at forklare min Nærværelse.

Jeg var aldrig saa snart blevet enig med mig selv, før jeg gik gennem Hulen i den Retning, i hvilken de var forsvundne. Da jeg naaede den fjerneste Del af den, opdagede jeg en lille Gang, fra hvilken der igen førte en Trappe nedad. Jeg gik sagte ned ad den, idet jeg paa samme Tid forsøgte at udgrunde, hvor dybt inde i Bjerget, vi var; men som sædvanlig kunde jeg ikke komme til nogen tilfredsstillende Slutning.

Da jeg kom ned for Enden af Trappen, stod jeg i en ejendommelig Slags Hvælving, der blev støttet af Piller, og paa alle Sider var omgivet af Rækker af Nicher eller Hylder, der efter de romerske Katakombers Skik var udhuggede i den faste Klippe. Dette triste Sted var belyst af tre Fakler, og ved Hjælp af dem kunde jeg i hver Niche skelne en Menneskeskikkelse, der var indsvøbt i Bind. Det var ikke uden en Følelse af Rædsel, at jeg forlod den Trappe, ad hvilken jeg var kommet ned, og begyndte at gaa omkring imellem Pillerne for at søge en Dør, gennem hvilken jeg kunde komme ind i det Værelse dernede, hvor Nikola var sammen med de Store i Bjergene. Men skønt jeg søgte i over ti Minutter, kunde jeg ikke opdage noget Tegn til saadan en Indgang. Jeg var nu i en mærkelig Stilling. Jeg havde forladt min Post i den større Hule og til Trods for den Ordre, jeg havde faaet, var jeg gaaet ned for at være Vidne til, hvad der ikke var bestemt for mine Øjne. Hvis nu Døren der oppe blev lukket af, og jeg ikke kunde finde nogen anden Udgang, saa var jeg fanget som en Rotte i en Fælde, og hvad der gjorde Sagen værre, det var, at jeg ikke havde adlydt den strenge Befaling, som den Mand, der kaldte paa Nikola, havde givet mig, og jeg havde udsat mig for at blive dadlet af Nikola selv. Idet jeg huskede paa, hvor haardt han havde behandlet dem, der før havde fornærmet ham, besluttede jeg at vende tilbage, medens der endnu var en Mulighed for det, men ligesom jeg var i Færd med at gøre det, var der noget mærkeligt ved Fodstykket af en af Pillerne til højre for det Sted, hvor jeg stod, som jeg blev opmærksom paa. Det var enten en Revne, der blev forstørret af Faklernes usikre Lys, eller det var en Indgang, som var snildt konstrueret i Stenen, og som ikke var blevet rigtig lukket. Jeg nærmede mig, satte mit Knivsblad ind i Revnen og trak det udad. Der opstod straks en Aabning, der viste, at hele Pillen var hul, og, hvad der var vigtigere for mig, at den indeholdt en kort Træstige, som førte ned i en ny Hvælving.

I samme Øjeblik var min Beslutning om at vende tilbage til den øverste Hule glemt. Jeg havde nu en Lejlighed til at opdage, hvad de tog sig for, og, hvad der end skete, saa vilde jeg benytte den. Jeg trak Døren helt op, krøb ind og gik sagte ned ad Stigen. Da jeg var kommet ned ad den, var jeg i fuldstændigt Mørke. Et Øjeblik kunde jeg slet ikke forstaa Grunden til dette, da jeg tydeligt kunde høre Stemmer, men da jeg følte mig frem, opdagede jeg, at det Sted, jeg stod paa, var en Slags Forstue til et andet Værelse, hvis Dør kun var delvis lukket. Mine Sandaler gjorde ingen Støj paa Stengulvet, og jeg var derfor i Stand til at liste mig hen til Indgangen af det inderste Værelse uden at vække nogen Opmærksomhed. Hvilket Syn mødte der ikke mit Øje!

Værelset selv var ikke mere end halvtredsindstyve Fod langt og tredive Fod bredt, men i Stedet for at være en almindelig Hule som alle de andre, gennem hvilke jeg var kommet, var det belagt med Gulv og Træpaneler, der nu var sorte af Alder. Hvor højt det var, kunde jeg ikke gætte, for Væggene steg og steg, saa jeg ikke kunde se Enden paa dem i Mørket. Af Bohave var der kun lidt; der var dog et langt og underligt formet Bord i Baggrunden og et andet nærmere ved Døren og et trefodet Fyrfad til venstre. Det sidstnævnte indeholdt en Masse glødende Kul, og da der var en Slags kunstig Træk bag ved det, larmede det som en Esse i en Smedie.

Da jeg traadte ind, holdt Nikola noget, der saá ud som en lille Flaske i venstre Haand. Jeg kunde ikke se nogen af de Mænd med de sorte Hætter, som jeg havde ventet af træffe, men ved hans Side stod der to Mænd, der var klædt paa en helt anden Maade.

Den højeste af de to var en midaldrende Mand, næsten helt skaldet, med et behageligt, men noget semitisk Ansigt, og med et kort, sort Skæg. Hans Kammerat, der øjensynlig var Hovedmanden, afveg fra ham i næsten hver Enkelthed. For det første var han den ældste Mand, jeg nogen Sinde har set bevæge sig omkring. Han var lille og næsten utrolig rynket, hans Hud var saa gul som Pergament, og naar han bevægede sig, saá det ud, som om Knoklerne maatte trænge frem gennem den. Hans Ansigt bar umiskendelige Tegn paa, at det en Gang havde været meget smukt, og var nu fuldt af aandelig Skønhed. Paa samme Tid kunde jeg imidlertid ikke lade være med at føle mig overbevist om, at det ikke var en Asiaters Ansigt. Ligesom hans Fælle havde ogsaa han Skæg, men hans var langt og snehvidt, hvilket gav ham et ganske overordentlig værdigt Udseende.