Part 12

Da jeg kom tæt nok hen til dem, opdagede jeg, at der var to Kulier, de andre tre var Herrer, men hvad deres Profession var, kunde jeg ikke gætte. De var alle bevæbnede, og saa vidt jeg kunde se, havde de intet Købmandsgods med. Da de var stegne af, kom Abbeden ned for at modtage dem, og efter en kort Samtale førte han dem til Gæsteværelserne paa den anden Side af Hallen, der laa lige over for os.

Nogen Tid efter, at Herrerne havde trukket sig tilbage til deres Værelser, blev jeg, hvor jeg var, og saá Kulierne tage Ridetøjet af Æslerne. Just som den sidste Sadel blev lagt paa Jorden, forlod en af Ejermændene Huset og nærmede sig til Gruppen. Han var kommet meget nær hen til det Sted, hvor jeg stod, før han opdagede mig; saa bøjede han sig og gav sig til at aabne den Paksaddel, der laa nærmest ved ham, som om han vilde undskylde, at han var gaaet derned. Jeg lagde Mærke til, at han ikke tog noget ud af den, og at han i al den Tid, han undersøgte den, ikke vendte Ansigtet hen imod det Sted, hvor jeg stod. Da han derpaa hurtigt vendte sig om og ilede tilbage til Huset uden at sige noget til sin Karl, følte jeg, at jeg havde Ret til at tro, at han ikke ønskede, jeg skulde se ham.

Dette bragte mig til at overveje Sagen, og jo mere jeg tænkte, des mere begærlig blev jeg efter at opdage, hvem den Mand kunde være. Jeg ventede i Gaarden næsten et Kvarter efter, at dette var hændet, og efter at Sadlerne og Seletøjet var blevet bragt bort; men han viste sig ikke igen. Saa gik jeg tilbage til Bygningen og spekulerede paa, hvordan jeg skulde opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide. Det varede længe, før jeg kunde finde paa nogen Plan; saa fik jeg en Idé og forlod atter Værelset og gik om til Bagsiden af Bygningen, idet jeg haabede, jeg skulde finde et Vindue, gennem hvilket jeg kunde se ind paa de nye Gæster, medens de sad ved Aftensmaaltidet; men det var lettere, opdagede jeg, at tænke paa saadant et Vindue end virkelig at finde det.

Bagsiden af Klostret var bygget i Niveau med Klipperanden, og Volden stødte op til Bygningen i en Vinkel, i hvilket vort Værelse laa. Hvis jeg derfor blot kunde komme langs med Volden og naa et lille Vindue, som jeg tænkte mig maatte vende ud til en lille Gaard, der laa mellem Midterhallens bageste Væg og den til venstre for vort Værelse, saa tænkte jeg, at jeg kunde opdage, hvad jeg vilde. Men for at gøre dette maatte man foretage en lang og farlig Klatretur i Mørke, og det havde jeg aldeles ingen Lyst til, før jeg havde overbevist mig om, at der ikke var nogen anden Maade, paa hvilken jeg kunde faa at vide, hvad jeg ønskede.

Man kunde meget godt spørge mig, hvorfor jeg var saa ivrig efter at overbevise mig om, hvem den Mand var; men i en Stilling som vor kunde man virkelig ikke udsætte sig for den mindste Smule Risiko. Han havde jo vist mig, at han ikke ønskede, jeg skulde opdage, hvem han var, hvilket i sig selv var tilstrækkeligt til at vække min Mistanke og berettige mig til at gøre et hvilket som helst Skridt for at overbevise mig om, at det ikke var en Fjende. Vi gik jo med Livet i Hænderne, og hvis vi forsømte en eneste Forsigtighedsregel, kunde vi ødelægge det hele.

Før jeg vovede mig til den lige omtalte Klatretur, besluttede jeg at gaa om til den anden Side af Huset og undersøge, om jeg ikke kunde se gennem et af Vinduerne dèr. Jeg gjorde det og opdagede til min Glæde, at jeg, naar jeg lagde Hænderne paa de udhugne Sten, der dannede Vinduskarmene, og stemte mine Fødder imod en fremspringende Del af Muren, kunde hæve mig tilstrækkeligt op til at faa et Glimt af Værelset.

Jeg gjorde altsaa dette og saá derind, men til min Forbavselse og Ærgrelse var der kun to Mennesker derinde, og ingen af dem var den Mand, jeg vilde se.

Saa steg jeg ned igen og lyttede. Jeg haabede, at jeg skulde høre en tredie Person komme ind i Værelset, men skønt jeg blev der omtrent tyve Minutter, skete der ingenting. Jeg var fuldstændig overbevist om, at Manden hørte til dette Selskab; men hvorfor var han ikke sammen med dem nu? Hans Fraværelse forøgede kun min Mistanke og gjorde mig endnu mere ivrig efter at faa et Glimt af ham.

Jeg satte mig paa Stentrappen i Midterhallen og udkastede i Tanken en Plan over Bygningen, for saa vidt som jeg kendte den. Midterhallen var naturligvis tom; vi laa i Værelserne til højre for den, de andre til venstre, deres Kulier havde det forreste Værelse, medens de to Mænd, jeg lige har omtalt, havde indrettet sig i det bageste. Et Øjebliks Omtanke overbeviste mig om, at der maatte være et tredie, som ikke vendte ud til den aabne Gaard, men havde et Vindue ud til den lille Gaard, der dannedes af Muren bag ude. Hvis jeg vilde se derind, maatte jeg gøre den Klatretur, jeg først havde lagt Planen til, og jeg maatte gøre den straks, og hvis jeg ikke gjorde det, vilde hans Lampe efter al Sandsynlighed blive slukket, og i saa Fald kunde jeg lige saa godt spare mig Ulejligheden og Faren.

Jeg vendte tilbage til den Side af Huset, hvor jeg boede, og da jeg havde overbevist mig om, at der ikke var nogen paa Færde dèr, steg jeg op paa Muren lidt til højre for det Sted, hvor jeg havde staaet, da jeg hørte Mændene banke paa Porten.

Naar man vil bedømme Vanskelighederne og Farerne ved det, som jeg vilde prøve paa, saa maa man tage i Betragtning, at Muren foroven neppe var mere end atten Tommer bred. Paa den ene Side stødte den op til Bygningen, der hævede sig mere end tolv, tretten Fod op over mit Hoved, og paa hvis glatte Overflade der slet intet var at støtte sig til. Paa den anden Side var der et stejlt Fald ned i Dalen, et Fald paa over tre Hundrede Fod. Paa Bjergets Top blæste Vinden en fuldstændig Orkan, men saa længe jeg var bag Bygningen, var jeg ikke udsat for det fulde Tryk af den. Da jeg imidlertid kom til Gaarden, hvorfra jeg kunde se Lys i det Vindue, jeg saa gerne vilde naa, havde jeg stort Besvær ved at holde mig paa Benene. Jeg klyngede mig til alt, som kunde yde mig Støtte, vovede ikke et Skridt, før jeg var vis paa, at det var sikkert, steg ned fra Muren, nærmede mig til Vinduet og saá ind. Denne Gang skulde jeg ikke blive skuffet. Den Mand, jeg søgte, laa paa et Tæppe i Krogen og røg en lang Pibe.

Hans Ansigt var vendt imod mig, og straks da jeg saá paa det, huskede jeg, hvor jeg havde set ham Det var den samme Mand, som vi havde set paa Bedestedet to Nætter i Forvejen. Fulgte han efter os? Jeg var vis paa, at han havde gennemskuet min Forklædning. Hvis det var Tilfældet, i hvis Tjeneste stod han da, og hvad var hans Øjemed? Jeg vedblev at se paa ham i henved en Time, jeg haabede, at der skulde komme nogen ind til ham, og at jeg skulde høre noget, som kunde sige mig, hvorledes jeg skulde handle. Da, netop som jeg var ved at gaa, idet jeg ansaa det for unyttigt at vente længere, kom den højeste af de to, jeg havde set i det andet Værelse, ind og satte sig.

"Vi har haft Held med os. Endelig har vi faaet fat paa dem," sagde den Mand, som lige var kommet ind. "De har ingen Mistanke, og i Morgen Aften møder vi Quong Yan Miun ved Vadestedet, siger ham alt, og saa er vor Del af Arbejdet færdig."

"Men vi maa have Stokken, hvad der saa end sker," sagde Manden, der laa paa Sengen. "Vi vilde være Dødsens, hvis vi kom tilbage til Peking uden den."

"Der bliver gjort megen Ære af os, hvis vi faar fat i den," sagde den anden leende. "Og saa bliver disse fremmede Djævle pinte, til de dør."

"Det vil lære dem ikke at trodse de Store i Bjergene," svarede hans Ven. "Jeg vilde ønske, at vi kunde være der og se det."

"Man siger, at de har mange nye Pinsler, som man ikke engang kan tænke sig i Drømme, der oppe i Bjergene," vedblev den første Mand. "Hvorfor maa vi ikke rejse videre og se, hvorledes det gaar dem."

"Fordi vi ikke kunde komme derind, selv om vi rejste videre," svarede den Mand, som jeg havde genkendt, "jeg ønsker det heller ikke selv. Men disse fremmede Djævle har stjaalet Løsenet og efterlignet Præsten fra Hankow, og hvis ikke Laoyeh holdt mere af kinesisk Guld end af fremmede Djævles Hemmeligheder og derfor havde forraadt dem, vilde vi aldrig have opdaget dem."

Derpaa tilføjede han med megetsigende Eftertryk:

"Men de kommer til at dø for det, og deres Skæbne vil være en Advarsel for dem, der kommer efter dem. Sig mig nu, hvor skal vi møde Quong Yan Miun?"

"Dèr, hvor man gaar over Floden i Bjergene, ved Solnedgang i Morgen Aften."

"Og er det sikkert, at vi kan kende ham? der kan være mange Overgangssteder."

"Han rider paa en Kamel med en rød, sølvbroderet Sadel. Desuden siger man, at han kun har ét Øje, og at hans venstre Haand, som Mandarinen Li huggede af, endnu er naglet til Porten i I-chang."

"Venter han os?"

"Nej, paa ingen Maade. En Gang om Maaneden bliver han sendt ned af de Store i Bjergene for at tage mod Budskaber og Almisser fra Yderverdenen. Vi har Ordre til ikke at raste, før dette Brev er afleveret til ham."

Medens han talte, fremtog han en lille Rulle Papir, som var omhyggelig bundet sammen. Da han havde puttet den i Lommen igen, henvendte han sig til sin Kammerat.

"Forlad mig nu," sagde han. "Jeg er træt og vil sove. I Morgen har vi store Ting for."

Den anden Mand forlod Værelset, og et Øjeblik efter var Lampen slukket.

Saa snart alt var mørkt, listede jeg mig sagte over Gaarden, steg op paa Muren -- ikke uden at skælve, da jeg tænkte paa, hvad min Skæbne vilde være, hvis jeg fik Overbalance, og gik tilbage ad samme Vej, jeg var kommet. Da jeg først var sikkert inde i Gaarden, skyndte jeg mig alt, hvad jeg kunde, tilbage til mit Værelse.

Jeg ventede at finde Nikola sovende; man kan derfor tænke sig min Forbavselse, da jeg opdagede, at han sad paa Gulvet og tegnede Euklids tre og fyrretyvende Opgave med et Stykke Trækul paa Stenene. Han saá op, da jeg kom ind, og uden at fortrække en Muskel i sit Ansigt sagde han roligt:

"Hvad har De opdaget?"

Jeg satte mig ved Siden af ham og gav ham en fuldstændig Beretning om, hvad jeg havde hørt den Aften.

Da jeg var færdig, sad han og saá paa Væggen. Jeg kunde dog se, at han var i dybe Tanker. Derpaa forandrede han sin Stilling og begyndte med sit Trækul at tegne Ottetaller inden i hinanden paa Gulvet. Da det mindste var saa stort som en Penny, var han kommet til en Slutning.

"Det er klart, at vi er i Knibe," sagde han koldblodigt, "og hvis jeg vilde ofre Dem her, kunde jeg sandsynligvis redde mig selv og rejse videre uden at have noget at frygte. Det er løjerligt, at jeg tænker saa meget paa en Mand, at jeg er villig til at frelse hans Liv paa Bekostning af mit eget, men i dette Tilfælde har jeg i Sinde at gøre det. De ønsker ikke at blive pint, antager jeg?"

"Jeg har en velbegrundet Ulyst til det," sagde jeg.

"I saa Fald maa vi udfinde en Plan, som kan gøre det muligt for os at afværge en saadan Katastrofe. Hvis disse Fyre kommer til Vadestedet før vi, har de den første Mulighed til at forhandle med Sendebudet. Vort Forsøg maa gaa ud paa at komme der før de og dog at sende dem tilbage til Peking med den Overbevisning, at de har udført deres Hverv. Hvorledes vi skal bære os ad, ja, det er den Opgave, vi skal løse."

"Men hvorledes skal vi bære os ad?" spurgte jeg.

"Lad mig tænke paa det i nogle Minutter," svarede han, "saa skal jeg se, om jeg kan finde paa det."

Jeg ventede i fulde fem Minutter, saa sagde Nikola:

"Opgaven løses saaledes: Paa den ene eller den anden Maade maa vi opholde denne Mand og hans Selskab paa Vejen, mindst i tre Timer. Saa maa én af os tage videre til Vadestedet og møde Manden fra Klostret. Til ham maa vi give det Brev, som jeg fik af Ypperstepræsten i Lamaklostret, og naar han er blevet sendt tilbage med det til sine Overordnede, maa der være en anden Mand, der er udstafferet nøjagtig som ham, og som indtager hans Plads. Denne Mand -- og det maa være mig selv -- skal modtage vore Venner, tage imod deres Breve og sende dem tilbage til Peking med den Besked, at der skal blive taget Hensyn til deres Advarsel. Saa kan vi lige klare os. Men jeg er ikke bange for at gaa videre, og jeg vil smigre Dem med at sige, at jeg heller ikke tror, De er det."

"Af alle de Mænd, som jeg har truffet, er De den koldblodigste, Dr. Nikola," svarede jeg, aldeles henrevet af hans dristige Plan, "og siden De tager det paa den Maade, vil jeg drage videre med Dem og gennemføre Sagen, selv om det skulde koste mit Liv."

"Tak," sagde Nikola roligt. "Jeg tænkte nok, at jeg ikke tog fejl af Dem. Nu maa vi bestemme, paa hvad Maade disse forskellige Planer skal udføres. For det første maa vi tage herfra i det mindste en Time før vore Venner i de andre Værelser. Naar vi først er paa Vejen, maa jeg skynde mig af Sted saa hurtigt som muligt for at sikre mig en Kamel og en Sadel af den Slags, som jeg har beskrevet. Derpaa maa vi opdage en eller anden Maade, hvorpaa vi kan opholde dem paa Vejen. Hvordan skal vi gøre det?"

"Kunde vi ikke formaa Landsbyfolkene paa Vejen til at rejse sig imod dem?"

"Det vil koste for meget; og saa var der en Mulighed for, at de kunde blive Forrædere, som vor Ven Laoyeh. Nej, vi maa tænke paa noget andet."

Han begyndte igen at tegne Ottetaller paa Gulvet. Da han var blevet færdig med det tredivte -- for jeg talte dem -- havde han gennemtænkt Sagen til sin Tilfredshed.

"Omtrent Klokken tolv i Morgen allersenest," sagde han, "det vil sige, hvis jeg har faaet rigtig Besked, bør vi være ved et Værtshus i Bjergene, tyve Mil herfra. Det er den eneste Bolig imellem dette Sted og Vadestedet, og de maa nødvendigvis standse ved det. Jeg skal instruere en af mine Mænd, som jeg vil lade blive tilbage, til at passe paa, at deres Dyr bliver vandede i et bestemt Trug. Hvis de drikker det, som jeg vil give ham til at hælde deri, kan de gaa omtrent fem Mil og saa styrter de. Hvis de ikke drikker, skal jeg sørge for, at han gør noget andet."

"Hvis De blot kan stole paa den Mand, som skal udføre denne Streg! Men hvad skal der gøres med Laoyeh?"

"Ham skal jeg nok selv tage mig af," sagde Nikola med mørk Alvor, "og naar jeg har gjort det, tænker jeg, at han vil fortryde, han har været saa uforsigtig at være troløs imod mig."

Han sagde ikke mere, men jeg følte mig meget tilfreds ved ikke at være den Mand, der var Tale om. Efter hvad jeg har set af Nikolas Karakter, kan jeg sige, at jeg hellere vilde være uenig med en halv Snes andre Mennesker i Verden, hvem det end var, end udsætte mig for hans Mishag.

"Naa," sagde jeg, da han var færdig, "siden de er gaaet til Køjs, burde vi ikke være længe om at følge deres Eksempel."

"Men før vi gør det," svarede han, "tror jeg, De gør bedst i at finde Kulierne, og sørge for, at de rigtig forstaar, at vi skal bryde op Klokken tre. Befal dem for Resten at holde deres Mund."

Jeg gjorde, som han forlangte, og en halv Time senere laa jeg indsvøbt i mine Tæpper og sov fast.

XII. KAPITEL.

Mellem Bjergene.

Klokken ti Minutter i tre var jeg ude af Sengen, fuldt paaklædt og færdig til Afrejsen. Nikola havde vækket Kulierne, før han kaldte paa mig, og de havde allerede travlt med deres Forberedelser. Klokken tre præcis bragte en af Munkene os en Skaal Ris, og et Kvarter efter var vi paa vore Heste i Gaarden, færdige til at tage af Sted.

Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og ned som Vejen førte os. For hver Time blev Landet mere og mere bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de højeste Toppe.

Klokken halv et naaede vi det Værtshus, hvor det var blevet bestemt, at en af vort Følge skulde blive tilbage for at gøre vore Forfølgeres Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde de bedste Grunde til at stole paa. Vi opfandt en Undskyldning, som var tilstrækkelig til at berolige hans Skrupler, og da vi sagde Farvel til ham, paalagde vi ham at følge efter os, saa snart han havde udført sit Arbejde og kunde opdage en gunstig Lejlighed. Vi nærede ikke den ringeste Tvivl om, at Manden vilde gøre sit bedste for at fuldføre sit Hverv, til den Belønning, som var blevet lovet ham, var saa stor, at det var unødvendigt for ham at arbejde mere i sit Liv. Da vi forlod Værtshuset, efter at have ladet vore Dyr bede en kort Tid, følte vi os derfor forholdsvis sikre paa, at vor Plan vilde lykkes.

Saa snart Karavanseraiet var skjult af et Hjørne af Bjerget, kaldte Nikola mig hen til sig.

"Om nogle Minutter," sagde han, "har jeg i Sinde at skynde mig af Sted til en Landsby, som ligger borte fra den banede Vej nogle Mil mod Nord. Jeg hører, at de har Kameler at sælge dér, og det bliver rent galt, hvis jeg ikke kan købe en og en rød Sadel med Sølvbeslag, før det bliver mørkt. De maa fortsætte Rejsen til Vadestedet, hvor De efter al Sandsynlighed vil finde Sendebudet, som venter paa Dem. Giv ham dette Brev fra Ypperstepræsten i Lamaklostret; det underretter de Store i Bjergene om min Ankomst, og giv ham saa disse Drikkepenge." Han gav mig nogle Guldstykker. "Paaskynd hans Afrejse, saa meget som De kan, for vi maa ikke udsætte os for, at han træffer dem, som er bag ved os. Jeg drejer om her, skynd Dem fremad, saa hurtigt De kan, og Lykke paa Rejsen!"

"Men naar jeg har sendt Sendebudet tilbage til Klostret, hvad skal jeg saa gøre?"

"Vente, til han er ude af Syne, og saa følge i hans Spor omtrent en halv Mil. Naar De har gjort det, saa find et bekvemt Sted, slaa Lejr og vent paa mig. Forstaar De?"

Jeg svarede, at jeg forstod ham fuldstændig vel. Derpaa befalede han en Kuli at følge med, og med en Hilsen med Haanden drejede han af fra Vejen, og efter mindre end fem Minutter var han ude af Syne. I næsten tre Timer red jeg videre, mens jeg stadig i Tankerne gennemgik den Plan, som jeg havde lagt for den Sammenkomst, der ventede mig. Jeg maatte huske, at Hovedsagen var, at jeg var en Kurer fra det hemmelige Samfund, som var sendt fra Peking for at underrette Klostret om, at en af de tre Store nærmede sig. Det afhang meget af det Held, jeg havde til at udføre mit Hverv, hvilken Modtagelse Nikola vilde faa; derfor maatte den Historie, som jeg skulde fortælle, være rimelig i alle Enkeltheder.

Klokken fem, netop da Solen sank bag de højeste Toppe, begyndte Dalen at blive bredere, og Vejen blev mere jævn. Jeg fulgte den i jævnt Trav, og da jeg var drejet om et Hjørne, saá jeg Flodens blanke Vand foran mig.

Da jeg kom til Floden, opdagede jeg, at den ved dette Vadested var omtrent 240 Fod bred og neppe mere end to Fod dyb. Paa begge Bredder hævede der sig stejle Klipper, som selv paa de laveste Steder var mere end to Hundrede Fod høje. Til højre, det vil sige mod Nord, flød Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den jævnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg saá, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og satte mig i Sandet. Det trøstede mig at se, at der ingen Pilegrimme var i Nærheden; men jeg blev ængsteligere, da jeg saá, at den Mand, jeg skulde træffe, endnu ikke havde vist sig. Hvis han opsatte sin Ankomst meget længe, kom jeg i en skrækkelig Stilling, for i det Tilfælde vilde vore Forfølgere komme og opdage mig, og saa vilde jeg være haabløst fortabt.

Men jeg havde ikke behøvet at ængste mig, thi jeg havde ikke længe at vente. Omtrent en halv Time efter, at jeg var kommet til Vadestedet, kom en Mand ridende paa en Kamel fra Hulvejen paa den anden Side og nærmede sig Strandbredden. Han var høj, klædt i noget lysebrunt Stof og red paa en vel afrettet Kamel, og da han vendte sig om, kunde jeg se, at hans Sadel var rød og prydet med Sølv. Jeg kaldte mine Mænd sammen, befalede dem at vente paa mig og red saa ud i Strømmen.

Dyret var saa lille, at Vandet naaede helt op over Sadlen, da jeg naaede det dybeste Sted. Men trods megen Prusten og mange Forsøg paa at vende om, fik jeg det til at gaa videre, og vi naaede til sidst sikkert over paa den anden Side. Sendebudet fra Klostret var steget af sin Kamel og gik frem og tilbage paa Bredden. Da jeg kom nærmere til ham, saá jeg, at han kun havde én Arm, og at han manglede det ene Øje.

Jeg steg af min Hest paa Bredden og gik hen til ham og bukkede dybt.

"Man har sagt mig, at jeg her skulde træffe et Sendebud fra de Store i Bjergene," sagde jeg. "Er du den, jeg søger?"

"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gøre et andet Spørgsmaal.

"Jeg kommer fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking," svarede jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg skulde træffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med mig, videre uden et Øjebliks Ophold."

"Lad mig se Brevet," sagde Manden. "Hvis det er forseglet med det rigtige Segl, vil jeg gøre, hvad du forlanger, ellers ikke."

Jeg gav ham Brevet, og han vendte og drejede det og undersøgte det nøje.

"Det er Ypperstepræstens Segl," sagde han til sidst, "og jeg er tilfreds; men jeg kan ikke vende om lige straks, da det er min Pligt at blive her, til det bliver mørkt."

"Det véd jeg meget godt," svarede jeg. "Men du ser nok, at dette er et særligt Tilfælde, og af den Grund skal jeg give dig dette Guld, det vil sige, hvis du drager videre og underretter dem, fra hvem du kommer, om min Herres Ankomst."

Da jeg havde givet ham Stikpengene, talte han dem omhyggeligt og puttede dem i Lommen.

"Jeg bliver, til Skyggerne falder," sagde han, "og hvis der saa ingen Pilegrimme er kommet, vil jeg drage af Sted."

Da vi havde ordnet det paa denne Maade, satte vi os paa den sandede Strandbred, og da vi havde tændt vore Piber, sad vi ganske tavse og røg i en halv Time. I den Tid var mine Følelser ikke misundelsesværdige. Jeg nød ikke min Pibe, thi jeg blev spændt paa Uvishedens Pinebænk. Desuden vidste jeg, at det kunde være mislykket for vor Mand, at forgifte vore Forfølgeres Æsler. I saa Tilfælde vilde de naturligvis mistænke os for et Forsøg paa at overliste dem, og de kunde saa komme, naar det skulde være.

Solen sank lavere og lavere ned bag Højen, til den til sidst helt forsvandt. Klipperne kastede lange Skygger over Vandet, Aftenvinden blæste op og hylede mellem Klipperne, men endnu var der intet Spor af Ryttere paa den modsatte Bred. Hvis vore Modstandere ikke viste sig i Løbet af et Kvarter, var vi frelste.

En efter en kom Stjernerne frem og begyndte at blinke paa den skyfri Himmel, saadanne Stjerner, som man ikke ser noget andet Sted end i Østerland. Vinden blæste op, og om en halv Time vilde det være saa mørkt, at man ikke kunde se.

Endelig rejste min Kammerat sig og strakte sig.

"Jeg ser ingen Pilegrimme," sagde han, "og det er koldt ved Vandet. Jeg vil tage af Sted. Har du Lyst til at komme med, eller vil du blive?"

"Jeg har ingen Villie," svarede jeg. "Jeg maa vente her, til den Karavane kommer, som min Herre er med. Saa skal jeg følge dig. Vent ikke paa mig."

Det behøvede man ikke at bede ham om to Gange, han gik hen til sin Kamel, steg op paa den og med et kort Nik til mig red han hen ad Vejen.

Saa snart han var forsvundet, gik jeg ned til Vandet og kaldte paa mine Mænd, for at de skulde komme over, hvilket de gjorde. Da de var kommet i Land, befalede jeg dem at følge mig; vi forlod saa Vadestedet og red i hurtig Skridtgang op ad Vejen.

Hundrede Alen fra Floden drejede den Sti, vi fulgte, pludselig om til højre og snoede sig gennem en snæver Kløft. Vi red dog ikke ind i den, da jeg ansaá det for klogest, at vi slog os ned et Sted i Læ til venstre. Jeg red i Spidsen og spejdede, og da jeg havde overbevist mig om, at dette Sted ikke kunde ses fra Vejen, befalede jeg dem at slaa Lejr dér. Ti Minutter efter vor Ankomst var Æslerne tøjrede, Teltene slaaet op og Lejrilden tændt. Derpaa overlod jeg til Mændene at tilberede Aftensmaaltidet, gik tilbage til Stien og skyndte mig ned ad den i Retning af Vadestedet.