Part 11

Som Svar paa hans Spørgsmaal sagde jeg hviskende, at jeg var en Ven, og trykkede de Penge, Nikola havde givet mig, i hans ikke uvillige Hænder, og da han forbavset over min Gavmildhed trak sig tilbage, ilede jeg forbi ham og fo'r ned ad den nærmeste Gade.

Fra det Sted, hvor jeg havde passeret Skildvagten, til den Gade, hvor Laoyeh boede, var der omtrent en halv engelsk Mil, og for at naa den hurtigt, maatte jeg passere Benfleets Bolig. Man kan tænke sig, hvilke Tanker der optog min Hjerne, medens jeg stod i den stille Gade og betragtede Huset. Under dets Tag sov den Kvinde, som var alt i Verden for mig. Jeg vilde have givet alt, hvad jeg ejede, for fem Minutters Samtale med hende, men da det var umuligt, vendte jeg mig om og gik gennem et Stræde ind i den Gade, jeg skulde finde. Huset var ikke stort, og ved første Øjekast gjorde det ikke noget meget heldigt Indtryk. Men det var jo lige meget, hvordan Huset saá ud, naar jeg blot fandt den Mand, jeg vilde træffe. Jeg bankede paa Døren, som var stænget, men fik intet Svar i flere Minutter. Jeg begyndte at spekulere paa, hvorledes jeg skulde tiltrække mig Beboernes Opmærksomhed, da jeg endelig hørte Trin af bare Fødder i Stenkorridoren; efter megen Famlen blev Døren aabnet, og en Mand viste sig. Et Blik sagde mig, at det ikke var den Person, jeg søgte. Jeg spurgte, om Laoyeh var hjemme, men af det Svar, jeg fik, opfattede jeg, at han var gaaet ud tidligere paa Aftenen, og at han sandsynligvis var i et Hus i Nærheden og spillede Hasard.

Jeg spurgte Manden, om han ikke kunde føre mig hen til ham og tilbød ham gode Drikkepenge for at gøre det. Saa førte han mig straks ud paa Gaden, ned ad et Stræde, op ad et andet, indtil vi standsede ved et af de største Huse i dette Kvarter. Min Fører var øjensynlig godt kendt, og da Døren blev aabnet, prøvede Dørvogteren ikke paa at hindre os i at gaa ind, men lod os roligt gaa ind i et ret stort Værelse, der vendte ud til Gaarden. Her var ikke mindre end tredive Kinesere travlt optagne af deres Yndlingstidsfordriv, at spille Hasard, men skønt vi undersøgte hvert enkelt Ansigt, kunde vi ikke se den Mand, vi søgte, iblandt dem. Saa snart jeg var overbevist om denne Kendsgerning, forlod vi Værelset og gik ind i et andet, hvor man ogsaa spillede. Men vi blev atter skuffede; Laoyeh var heller ikke dér.

Min Fører, der var meget begærlig efter at tjene nogle flere Drikkeskillinger, udspurgte en af de spillende, som huskede, at han havde set vor Mand for omtrent en Time siden; han troede, at han den Gang var gaaet ind i det Værelse, vi først havde besøgt. Vi vendte tilbage og spurgte os for dér, men fik kun at vide, at man havde set ham forlade Huset omtrent en halv Time, før vi kom.

"Vær ikke bange, jeg skal nok finde ham," sagde min Ledsager, og vi gik saa ned ad Korridoren igen, passerede Dørvogteren og kom ud paa Gaden. Saa gav vi os til at lede igen, først i et Hus og saa i et andet, og til sidst endte vi i en Opiumshule lidt bag ved den engelske Legation. Det yderste Værelse, det, der var nærmest ved Gaden, var fuldt af Kunder, men vor Mand var ikke imellem dem. Det inderste Værelse var ikke saa overfyldt, og her opdagede vi da endelig den Mand, vi søgte. Men der var det ubehagelige ved det, at han havde røget sit sædvanlige Antal Piber og nu laa i en dyb Søvn.

Klokken var næsten to, og jeg turde ikke blive længere i Byen end en Time endnu. Samtidig maatte det være meget taabeligt, ja farligt, at prøve paa at tage af Sted med en Mand, der var i den Tilstand. Hvis han ikke gjorde noget værre, vilde han sandsynligvis falde ned fra Muren og knække Halsen, og saa maatte jeg enten lade ham ligge der eller blive og udsætte mig for ubehagelige Spørgsmaal. Men hvad der nu end skete, jeg vidste, at jeg maatte skaffe ham ud af dette Hus saa hurtigt som muligt og faa ham hen til et Sted, hvor jeg kunde prøve paa at vække ham. Jeg sagde dette til den Mand, som havde fundet ham for mig, og ved fælles Anstrengelser fik vi ham paa Benene, tog ham hver under sin Arm og førte ham til hans Hjem. Da vi naaede det, var han nogenlunde kommet sig efter Opiumsrusens Virkning. Saa brugte vi alle Midler, vi kendte, for at faa ham fuldstændig vækket, og Klokken halv tre var vi komne saa vidt, at jeg tænkte, jeg kunde begive mig paa Tilbagevejen med ham.

"Men hvad forlanger Deres Excellence af mig?" spurgte Laoyeh, som endnu var lidt bedøvet, skønt han heldigvis ikke var saa meget fra sine Sanser, at han ikke genkendte mig.

"Du skal komme med mig," svarede jeg, idet jeg, før jeg talte, passede paa, at den anden Mand var et godt Stykke udenfor Hørevidde. "Nikola er i Lamatemplet og venter dig. Du kan tjene hundrede Pund Sterling -- hvorledes, skal jeg sige dig paa Vejen."

Saa snart han hørte Nikolas Navn og Belønningens Beløb, syntes han at blive sig selv igen. Vi forlod altsaa Huset og begav os af Sted til den Del af Muren, hvor jeg var steget ned i Byen. Den samme Soldat var endnu paa Vagt, og da jeg havde lagt de Penge, jeg havde lovet ham, i hans Haand, lod han os straks passere. Tyve Minutter efter at vi havde forladt Laoyehs Hus, var vi rede til at stige ned paa den anden Side af Muren.

Hvis det havde været vanskeligt at komme op, saa opdagede jeg, at det var dobbelt saa vanskeligt at stige ned. Natten var meget mørk, og det var omtrent umuligt at se en Fod for sig. De Revner og Ujevnheder, som skulde agere Hvilesteder for vore Fødder, syntes det næsten umuligt at finde, og jeg var henrykt, da dette Arbejde var overstaaet og vi var komne sikkert ned paa den faste Jord.

For saa vidt var mit Besøg i Byen overordentlig heldigt. Men Tiden ilede, og vi havde endnu den lange Vej ud til Klostret. Jeg gik hen til det Sted, hvor Ponyen stod bunden til et Træ, akkurat som jeg havde forladt den, og lod min Ledsager sætte sig op paa den. Han var næsten, om ikke ganske, sig selv igen, og jeg drev det lille Dyr frem i rask Trav, medens jeg løb ved Siden af. Paa denne Maade kom vi, han ridende og jeg løbende, til det store Klosters sydlige Port. Jeg havde udført _min_ Del af Arbejdet, og naar jeg først havde faaet Laoyeh indenfor, var det Nikola, der skulde gøre Resten.

Saa slap jeg Ponyen løs, nærmede mig og bankede paa Porten, idet jeg hostede sagte. Den blev aabnet med stor Forsigtighed, og Nikola stod paa Tærskelen. Han gav os Tegn til at træde ind, og uden at spilde et Øjeblik gjorde vi, som han sagde. Det var næsten Daggry, og vi mærkede Morgenens Raakulde i Luften. Det var ganske sikkert, at jeg ikke var vendt et Øjeblik for snart tilbage.

Efter at være kommet gennem Porten og have stænget den efter os gik vi hen til den anden Indgang til venstre. Skilderhuset, hvis man kunde kalde det saadan, var endnu tomt, og Vagten snorkede lige saa fredeligt i det lille Værelse, som han havde gjort omtrent for fire Timer siden. Denne Gaard var lige som den anden tom, men da vi gik igennem den, kunde vi tydeligt høre Præsterne snakke sammen i Sovestuerne paa begge Sider.

Endelig naaede vi Døren til den store Hal; vi aabnede den forsigtigt og fløj hen over Gulvet og saa op ad Trapperne til vore egne Værelser. Da vi først var indenfor, blev Døren hurtigt lukket, og vi var i Sikkerhed. Saa vendte Nikola sig om til mig og sagde:

"Bruce, De har frelst mig for anden Gang, og jeg kan kun sige, som jeg har sagt Dem før, De skal finde, at jeg ikke er utaknemlig. Men der er ingen Tid at spilde. Kom her ind, Laoyeh!"

Vi gik ind i det inderste Værelse, og Nikola aabnede en lille Æske, han havde med. Han sagde til Manden, at han skulde sætte sig paa Gulvet, og han gav sig med vidunderlig Behændighed til at forandre hans Udseende. Arbejdet varede omtrent et Kvarter, og da det var færdigt, henvendte Nikola sig til mig og sagde:

"Byt Klæder med ham, Bruce, saa hurtigt De kan."

Da dette var sket, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne; det var saa vidunderligt, hvad jeg saá. Dér stod et fuldstændigt Billede af mig selv. Ligheden var overordentlig slaaende baade i Højde, Skikkelse og Dragt, ja selv i Ansigtstrækkene. Men Nikola var ikke færdig endnu.

"_De_ maa ogsaa forandres," sagde han. "Tingen maa gøres grundigt; sæt Dem ned!"

Det gjorde jeg, og han gav sig igen til Arbejdet. Da han var færdig, lignede jeg mig selv saa lidt, som det i det hele var muligt. Ingen kunde have genkendt mig, og det var højst usandsynligt, at vor Hemmelighed kunde blive opdaget.

Paa Vejen fra Peking havde jeg tydeligt forklaret Laoyeh den Rolle, han skulde spille. Nu gav Nikola ham den endelige Instruktion, og saa var alt færdigt.

"Men hør," udbrød jeg, og en Tanke slog mig. "Vi har glemt én Ting -- Arret paa min Arm!"

"Ja, det har jeg glemt," sagde Nikola, "og saa véd jeg jo dog godt, at det er den Slags Smaating, som bevirker, at Folk bliver opdagede."

Han tog et stort Stykke Tøj og lavede et Bind, som han lagde om Halsen paa mig. Saa blev min venstre Arm indbundet, og da jeg havde faaet den i Bind, saá jeg, at jeg neppe kunde blive opdaget, selv om man tænkte paa mit Haandled.

En halv Time senere lød den store Gongong, der kaldte til Morgengudstjeneste, og vi vidste, at Gaardene og Hallerne et Par Minutter efter vilde være fulde af Mennesker. Efter Nikolas Ordre gik jeg alene ned i Hallen, benyttede en Lejlighed til at slippe ind og blandede mig i Trængslen. Jeg var ikke den eneste vanføre, der var en halv Snes andre, som ogsaa havde Armen i Bind, og det var ikke rimeligt, at den Omstændighed, at jeg var fremmed, vilde tiltrække sig nogen utilbørlig Opmærksomhed; der var Tiggere og alle Slags Mennesker, der kom ind i Klostret, saa snart Portene blev aabnede ved Daggry.

Jeg havde ikke været meget længe i Hallen, før jeg saá Nikola humpe ind med sin Stok og tage Plads ved Siden af Ypperstepræsten.

Saa begyndte Gudstjenesten. Da den var til Ende, var det klart, at der skulde finde noget ualmindeligt Sted, for Munkene og deres Gæster blev, hvor de var, i Stedet for som sædvanligt at forlade Hallen. Saa besteg Ypperstepræsten den lille Forhøjning i den fjerneste Del af Hallen og satte sig paa sit Dommersæde. Nikola fulgte ham og tog Plads ved Siden af ham, og straks efter viste der sig to høje Munke, som førte den Mand ind, der havde anklaget mig den foregaaende Aften. Han syntes temmelig sikker paa at kunne bevise, hvad han sagde, og jeg kunde ikke lade være med at smile, da jeg saá hans selvtillidsfulde Mine. Først blev han tiltalt af den gamle Ypperstepræst, som jo var næsten blind af Alderdom. Han svarede noget, og saa talte Nikola. Hans Stemme var neppe saa høj som ellers; dog hørte man hvert eneste Ord i Hallen.

"Løgner og Forræder," sagde han, "du har fremført denne Anklage mod min trofaste Tjener af en eller anden djævelsk og egennyttig Grund. Men hvor gammel jeg end er, vil jeg imødegaa den, og det skal gaa dig ilde, hvis det viser sig, at hvad du siger er Usandhed."

Han vendte sig til en Munk, der stod ved Siden af, og sagde noget. Manden bukkede, forlod Forhøjningen og forsvandt i Retning af vor Trappe. Straks efter vendte han tilbage med Laoyeh, som gik med bøjet Hoved og Hænderne korslagte paa Brystet. Han klatrede op ad Trinene, og da han havde gjort det, stod den Anklagede og Anklageren Ansigt til Ansigt paa hver sin Side af Forhøjningen.

Saa saá jeg, hvor snildt Nikolas Plan var udtænkt. Han havde ordnet det saaledes, at Forhøret blev afholdt efter Morgengudstjenesten, fordi den store Hal ikke vilde være helt oplyst paa den Tid. Der var næsten endnu halvmørkt, og den hurtige Maade, han besørgede Sagen paa, viste klart, at han havde besluttet at faa den fra Haanden, før man kunde se for tydeligt.

Først fik den Mand, der anklagede mig, Ordre til at gentage sin Fortælling. Han gav en nøjagtig Beskrivelse af vort Møde i Kanton, tog kun uvæsentlige Forbehold og meddelte, at han havde saaret mig i Haandledet. Han paastod saa uden Tøven, at jeg var en _Kueidzu_ eller fremmed Djævel og sagde til den Mand, der spillede min Rolle, at han skulde prøve paa at modbevise det. Da han var færdig, henvendte Nikola sig til Ypperstepræsten og sagde:

"Min Fader, du har hørt alt, hvad denne slette Mand har sagt. Han anklager min Tjener derhenne, han, som efter sin egen Bekendelse selv er Tyv og Morder -- for at være en af de Barbarer, som vi alle hader og foragter. Jeg har fundet min Tjener trofast og sand i alle hans Handlinger, men hvis han er en fremmed Djævel, som dette Menneske paastaar, saa skal han straffes. Paa den anden Side, hvis det viser sig, at denne Slyngel har Uret, og at han har løjet for Vindings Skyld, saa fordrer jeg af dig, at jeg faar Lov til at raade over ham i Følge den Magt, du véd, jeg er iklædt. Jeg frygter ikke for Dommens Udfald."

Da han var færdig, rejste den gamle Mand sig og humpede fremad ved sin Stok. Han saá roligt fra den ene til den anden af de to, henvendte sig derpaa til Laoyeh og sagde:

"Kom du med mig!" og han førte ham ind i et lille Værelse.

Vi sad tavse i næsten en halv Time og grublede paa, hvad Resultatet vilde blive. Jeg iagttog Nikola, som hele Tiden sad med Haanden under Hagen og stirrede lige ud.

Saa var omsider Ventetiden til Ende. Vi hørte Ypperstepræstens Stok banke mod Gulvet, og straks efter steg han op paa Forhøjningen igen, fulgt af Laoyeh. Da den gamle Mand kom hen til sit Sæde, gav han Tegn til Tavshed og sagde derpaa:

"Jeg har undersøgt denne Mand og kan sværge paa, at den Beskyldning, som dette Menneske har fremført imod ham, i alle Henseender er usandfærdig. Lad Retten have sin Gang."

Han vendte sig hen imod Nikola og vedblev:

"Forbryderen dér bliver overgivet til dig."

Nikola rejste sig langsomt og stirrede paa den ulykkelige Mand.

"Din Hund," udbrød han, "efter din egen Ypperstepræsts Ord er du i min Magt. Hvorfor handler du saaledes, som du gør? Er du kommet til Verden af den Grund? Du har vovet at bagvaske min Tjener; det er din høje Foresatte Vidne til; kom nærmere!"

Manden nærmede sig et Par Skridt, det var let at se, at han var bange.

Saa stirrede Nikola paa ham i næsten et Minut, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set saa frygtelige Øjne med saa vildt et Udtryk. Naar man tænker sig en Kanin fortryllet af en Slange, vil man have en Forestilling om, hvorledes han saá paa ham. Langsomt, Tomme for Tomme, hævede Nikola sin højre Haand, indtil den pegede paa et Sted paa Væggen lidt oven over den andens Hoved. Saa gik den ned igen, og medens den gjorde det, fulgte Mandens Hoved med, indtil han stod i en ganske bøjet Stilling.

"Du ser, at du er i min Magt," sagde Nikola, "du kan ikke bevæge dig, hvis jeg ikke befaler dig at gøre det."

"Nej, jeg kan ikke bevæge mig," sagde Manden næsten ubevidst.

"Gør, hvad du vil, du kan ikke staa oprejst," sagde Nikola.

"Jeg kan ikke staa oprejst," gentog Manden med den samme monotone Stemme, og medens han talte, saá jeg store Sveddraaber falde fra hans Ansigt ned paa Gulvet. Hvert Øje i den store Hal var fæstet paa ham, og selv Ypperstepræsten kom frem fra sin Stol for ikke at tabe et Ord.

"Se mig ind i Ansigtet," sagde Nikola, og hans Ord skar i Luften som en skarp Kniv.

Manden saá op og gjorde, som Nikola befalede, men uden at hæve Hovedet.

"Forlad nu dette Sted," sagde Nikola. "Indtil paa samme Tid i Morgen kan du ikke staa oprejst som dine Medmennesker, det befaler jeg, og du kan ikke være ulydig, lad det hjælpe dig til at huske paa, at mine Tjenere i Fremtiden er ukrænkelige. Gaa saa!"

Han pegede med den højre Haand hen imod Dørene for Enden af Hallen, og Manden gik kroget ned ad Gangen mellem de gabende Munke ud i Gaarden i det lyse Solskin. Ypperstepræsten havde rejst sig, han kaldte paa en Munk og sagde:

"Følg ham og overbevis dig om, at han forlader Templet."

Saa nærmede han sig Nikola og sagde:

"Herre, jeg ser, at du utvivlsomt er den Mand, man har sagt os, vi skulde vente. Hvorledes kan din Tjener være dig til Nytte?"

"Tilstaa mig en Samtale, saa skal jeg sige dig det," svarede Nikola.

"Følg mig, min høje Herre," sagde den gamle Mand, "saa vi kan tale i Enrum sammen."

Et Øjeblik efter forsvandt de i det Værelse, hvor Ypperstepræsten havde undersøgt Laoyeh, og Forsamlingen spredtes.

Saa snart Hallen var tom, benyttede jeg Lejligheden og gik op til vort eget Værelse, hvor jeg fandt Laoyeh. I Følge Nikolas Ordre skiftede vi atter Klæder, og da han igen var sig selv, gav jeg ham den Bissekræmmerdragt, som Nikola havde skaffet til Veje, og ligeledes den Belønning, som var blevet lovet ham. Saa sagde jeg Farvel til ham og befalede ham at komme ud af Klostret saa hurtigt som muligt.

Det varede næsten en Time, før Nikola kom, og da han saa gjorde det, kunde han neppe skjule sin Triumf.

"Bruce," sagde han og glemte næsten sin sædvanlige Forsigtighed, saa glad var han, "jeg har opdaget alt, hvad jeg vilde. Jeg har faaet Kortet, og han har sagt mig Løsenet. Jeg véd, hvor Klostret er, og i Morgen tidlig ved Daggry drager vi ud for at søge det."

XI. KAPITEL.

Paa Vej til Thibet.

Det var neppe blevet Daggry næste Morgen, før Nikola vækkede mig op af min faste Søvn.

"Vaagn op," sagde han; "om en halv Time maa vi af Sted; jeg har allerede givet Ordre til, at Ponyerne skal sadles, og da vi har en lang Tur for os, maa vi ikke lade dem vente."

Et Kvarter efter var jeg paaklædt og rede. En af Munkene bragte os lidt Frokost, der bestod af Ris, og da vi havde spist, gik vi ned i den store Hal. Dér ventede Ypperstepræsten os, og efter en kort Samtale med Nikola førte han os ud i Gaarden, hvor vi tog Afsked med ham ved Foden af den store Buddhastøtte.

Da vi havde takket ham for hans Gæstfrihed, gik vi ud til den ydre Port og fandt vore Ponyer og Tjenere rede til at modtage os. Porten blev slaaet op, og vi gik igennem den, den ene efter den anden. Saa blev den slaaet i, og da dette var sket, havde vi sagt Farvel til det store Lamakloster.

Under den første Dags Ridt hændte der ikke noget mærkeligt. Vi naaede en lille Landsby ved Middagstid, hvor vi bedede, og efter en kort Hviletid fortsatte vi vor Rejse og ankom til den befærdede By Ho-Yang-Lo, lige som Tusmørket faldt paa. Man anviste os den bedste Kro, som vi red hen til, og hvor vi fik Værelser. Vor første Dagsrejse var paa seks og tredive engelske Mil, og vi følte, at vi ærligt havde fortjent at hvile.

Vi blæste Lyset ud og indrettede os for Natten; men det varede flere Timer, før Søvnen vilde komme til mig. Tanker om næsten alle mulige Ting fo'r ind og ud af min Hjerne. Et Øjeblik var jeg paa Legepladsen i min gamle, kendte engelske Skole, i det næste Øjeblik sejlede jeg omkring Kap Horn paa en Koffardimand med et lurvet Mandskab paa Bakken og tre drukne Slyngler paa Skansen. Saa var jeg i Sydhavet, og der laa en tropisk Ø forude; jeg kunde høre Brændingens Torden mod Stranden og saá den ene palmeklædte Høj efter den anden hæve sig op imod den blaa Himmel. Saa kom min Tanke tilbage til Kina og som en naturlig Følge deraf til Peking. Jeg gennemlevede igen den halve Time paa den kinesiske Mur og syntes atter at føle en spæd lille Haand i min og saá to frimodige, yndige Øjne stirre paa mig med al tænkelig Kærlighed og Tillid. Gladys skulde være min tilkommende Hustru, og her laa jeg paa Vejen til Thibet forklædt som Kineser i en smudsig Kro i Selskab med en Mand, hvem intet kunde standse, og som var frygtet af alle, der kendte ham. Det var længe efter Midnat, at jeg faldt i Søvn, og saa var det, som om mine Øjne ikke havde været lukkede i fem Minutter, da Nikola, der som sædvanlig ikke syntes at trænge til nogen Søvn, var oppe og lavede sig til at rejse videre, ja Solen var neppe kommen op over Horisonten, før vor Frokost var besørget, og vi var færdige til at stige til Hest.

Før vi tog af Sted, havde Nikola en Samtale med Kromanden. Medens han var borte, morede jeg mig med at ride om paa den anden Side af Huset for at se, hvordan der saá ud. Huset var af den sædvanlige kinesiske Art, ikke meget smudsigere og ikke meget renere. Paa to Sider var det omgivet af en bred Veranda, og paa Bagsiden var der en Slags snever Terrasse, paa hvilken jeg saá to Mænd staa, da jeg drejede om Hjørnet. Saa snart de saá mig, vilde de trække sig tilbage til Huset, men jeg havde faaet Øje paa dem, før de kunde udføre denne Manøvre.

Den højeste af de to havde jeg aldrig set før, men jeg syntes at jeg kendte hans Ledsagers Ansigt. Da jeg stod og spekulerede paa, hvor jeg havde set det, kom en Staldkarl om Hjørnet for at underrette mig om, at Nikola var parat til at tage af Sted, saa jeg vendte min Pony og red tilbage til Forsiden af Huset, hvorfra Rytterskaren var i Færd med at drage af Sted.

Nikola var som sædvanlig i Spidsen. Jeg fulgte ham i ærbødig Afstand, og bag mig kom Tjenerne. Paa denne Maade ilede vi af Sted og satte over en Flod, hvorpaa Vejen førte hen imod de Bjerge, som lige kunde skelnes i den nordlige Horisont. Rundt om var Landet goldt og udyrket, hist og her var der en elendig Hytte, hvis Farve lignede den Slette, paa hvilken den stod.

Ved Middagstid havde vi naaet den lige omtalte Bjergkæde og red af Sted ad en god Vej i et mørkt, men temmelig malerisk Landskab. Med Undtagelse af nogle faa Kameler, der var ladede med Kul og skulde til Peking, og en Bissekræmmer hist og her, traf vi kun faa levende Væsener. I denne Egn ligger Landsbyerne langt fra hinanden, og de har intet godt Navn.

Denne Nat laa vi i en Kro paa en Bjergtop, og næste Morgen steg vi ned i Dalen paa den anden Side. Da Morgenen faldt paa, var vi kommet omtrent tredive Mile videre. Landet forandrede sig hurtigt, der blev mer og mer klippefuldt, og Opgangene og Nedgangene blev mere stejle. Af denne Grund var vi ved det næste Holdested nødt til at skille os af med vore Ponyer og i Stedet for at købe en halv Snes smaa, men overordentlig muskelstærke Heste.

Den tredie Aften, efter at vi var komne ind blandt Bjergene, og den fjerde efter Afrejsen fra Peking gjorde vi Holdt ved et lille Kloster, der laa i en udsat Stilling paa Bjergets Top. Da vi red op til det, var Solen ved at gaa ned bag Bjergene i Vesten. Vi behøvede ikke noget Løsen, da vi blev indbudte til at komme ind, næsten før vi havde banket paa Porten. Klostret var beboet af en Abbed og seks Præster, som alle var Tilhængere af Shamanismen. Bygningen selv var kun tarvelig; den bestod af en dyb Gaard, en luftig Midterhal og fire smaa Værelser, der stødte op til den. Da vi traadte ind i Midterhallen, blev vi modtaget af Abbeden, en nederdrægtig, smudsig lille Fyr paa et halv hundrede Aar, og han førte os til de Værelser, der var bestemte for os. De var smaa og simple, meget forsømte, og der var en ganske forskrækkelig Træk. Men hvis en Udsigt, som næsten var enestaaende i Verden, kunde erstatte de Ubehageligheder, man maatte lide under, saa kunde vi anse os for prægtigt indlogerede. Fra det ene Vindue kunde vi se ud over Bjergkæden over Dal og Høj paa den nedgaaende Sol. Fra det andet kunde vi stirre næsten tre Hundrede Fod ned i Dalen og se den Vej, vi var kommet ad om Morgenen, sno sig af Sted, medens vi gennem en snever Kløft til venstre kunde skelne den Slette, hvor vi havde været to Aftener i Forvejen, i næsten halvtredsindstyve engelske Mils Afstand.

Da vort Maaltid var til Ende, tændte vi vore Piber og sad og røg en halv Time. Saa kunde jeg ikke holde Tavsheden i Værelset ud længere, og Nikola havde et af sine Anfald af Aandsfraværelse og var følgelig kun en daarlig Kammerat. Jeg gik derfor ud i Gaarden foran Midterhallen. Just som jeg naaede den, lød der en høj Banken paa Yderporten. To af Munkene gik over Gaarden for at aabne den, og da de havde slaaet den tunge Dør til Side, red en lille Afdeling Mænd paa Æsler ind i Gaarden. Jeg tænkte, at et lille Selskab, der bestod af Rejsende, i alt Fald vilde adsprede mig lidt, og gik ned for at se dem stige af Æslerne.