Part 10

Nikola lod Haanden glide ind under sin Kjortel og trak den lille Stok, han havde fravristet Wetherell, op af Lommen og rakte den til den gamle Mand. Denne havde aldrig saa snart modtaget den og ladet Fingrene løbe hen over de kinesiske Tegn, der var graverede paa den, før hans hele Adfærd ganske forandredes. Han faldt paa Knæ og kyssede Sømmen paa Nikolas Kjortel.

"Det er tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om, at min høje Herre er én af dem, der er Herre over Liv og Død. Hvis min høje Herre vil følge sin Tjener, skal der blive sørget for hans Bekvemmelighed."

Medens han talte, famlede han sig frem henimod Trappen, ad hvilken han var kommet ind i Hallen. Nikola gav mig Tegn til at følge, og vi gik saa op til et Værelse oven over. Paa Vejen kunde jeg ikke lade være med at lægge Mærke til Bygningens Soliditet; den kunde med største Lethed have trodset en Belejring; for Murene var mange Steder to Fod tykke, ja, undertiden næsten tre Fod.

Trappen førte os til en lang Gang, og paa begge Sider af denne var der smaa Værelser eller Celler. Saa kom vi til en anden Trappe, som førte til Bygningens højeste Etage. For Enden af en lang Korridor var der en lille Forstue behængt med mørktfarvet Silketøj paa samme Maade, som jeg havde set i den store Hal nedenunder. Derfra kom vi ind i et Værelse, der var næsten dobbelt saa stort, med tre snævre Vinduer. Fra det ene af disse opdagede jeg senere, at der var en smuk Udsigt over Byen Peking.

Da vi var komne indenfor, forsikrede Ypperstepræsten os med sin bævende Stemme, at alt, hvad vi fandt i hans ydmyge Bolig, stod til vor Raadighed, og at vi skulde betragte hans Værelser som vort Hjem, medens vi opholdt os i Klostret. Saa udtrykte han endnu en Gang sin dybe Ærbødighed og forlod os, sandsynligvis for at sørge for, at der blev tilberedt et Maaltid til os. Saa snart Lyden af hans Fodtrin døde hen, sprang Nikola op.

"For saa vidt er det godt," udbrød han. "De ser, han har ikke Mistanke til os; vi har spillet vore Roller fuldkomment. Hvis jeg blot i Morgen kan bringe ham i en passende Stemning, saa faar jeg i en Haandevending Resten af de Oplysninger, jeg ønsker."

Største Del af den Dag morede vi os med at vandre omkring i Bygningen; vi gik langsomt og med nedslagne Øjne, naar vi mødte nogen af Munkene, og hilste de forskellige Altre med den dybeste Ærbødighed; i det hele søgte vi, saa vidt det stod i vor Magt, at gøre Indtryk af, at vi ingen Ligemænd havde, naar det kom an paa at bekende Troen. Klokken fem tog vi Del i den sædvanlige Aftengudstjeneste, der holdtes i den store Hal, og saá for første Gang Munkene samlede. Jeg kan uden Overdrivelse sige, at jeg aldrig nogensinde har set en elendigere Forsamling. Det var Folk af alle Aldre og af alle Klasser, men, saa vidt jeg kunde se, var der ikke et eneste Ansigt, som ikke tydede paa, at dets Ejer vadede i et Morads af Sanselighed og Forbrydelse. Jeg tror i det hele taget ikke, at man kunde finde noget mere skurkagtigt Rak i hele Asien. Jeg kunde heller ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde gaa os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev nødt til at løbe Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Værelser igen. Saa blev Nikola kaldt til et Møde hos Ypperstepræsten, og medens han var borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene.

Det var Nadvertid, og de Munke, der allerede havde spist, drev omkring og røg og snakkede om Dagens Begivenheder. Hvad de mente om min Nærværelse, kunde jeg ikke faa at vide, men af en eller to Bemærkninger, som jeg hørte, slog det mig, at man ikke betragtede mig med stor Velvilje.

I en af Gaardene -- det var den, hvor vi havde lagt Mærke til den store Buddhastatue -- var der en Brønd, og paa dens Kant sad der en halv Snes Mænd. Med deres brogede Klæder, de ragede Hoveder og mærkeligt formede Piber dannede de i den nedgaaende Sols Skær en meget malerisk Gruppe. Jeg gik hen imod dem, hilste paa dem og satte mig paa en Plads, der lige var blevet ledig.

En af de tilstedeværende var en udmærket Fortæller, og han var midt i en vidtløftig Historie, der var rig paa Guder, Djævle, dydige Mænd og ærværdige Forfædre, da jeg satte mig ned for at høre efter. Da han havde endt, gav jeg kraftigt mit Bifald til Kende, og da jeg ønskede at indsmigre mig hos Selskabet, begyndte jeg selv at fortælle en Historie. Den blev heldigvis modtaget med megen Velvilje, men jeg kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at den foregaaende Fortæller slet ikke syntes om den Lykke, jeg gjorde. Han havde iagttaget mig lige fra det Øjeblik, jeg sluttede mig til Kredsen, og medens jeg fortalte, slog det mig, at hans Interesse for mig blev større og større. Saa fo'r det igennem mig som et Lyn: jeg havde set ham før! Da dette gik op for mig, følte jeg Angstens Sved paa Panden, min Stemme kom til at ryste af Sindsbevægelse, og medens jeg begyndte at tænke paa, hvad jeg skulde gøre, tabte jeg Traaden i min Fortælling. Jeg saá, at mine Tilhørere betragtede mig overrasket, og der kom et ondskabsfuldt tilfredst Udtryk i min Medbejlers Ansigt. Jeg søgte at fatte mig saa godt som muligt og at blive ved, som om der ikke var noget usædvanligt paa Færde, men det var for sent; jeg havde vakt Mistanke, og af en eller anden Grund var Mændene komne til den Slutning, at alt ikke var, som det burde være. Jeg behøver ikke at sige, hvor bittert jeg angrede, at jeg havde sluttet mig til denne Kreds. Men det var jo ikke til nogen Nytte, saa et Øjeblik efter undskyldte jeg mig og vendte tilbage til de Værelser, som Dr. Nikola og jeg havde faaet anvist. Heldigvis var han alene, men da jeg ikke kunde vide, om der ikke var nogen i Nærheden, talte jeg ikke straks til ham, men satte mig ned ved Døren og ventede paa, at han skulde sige noget. Det gjorde han ogsaa meget snart.

"Jeg har savnet Dem," sagde han lidt skarpt. "Hvad har De gjort i den Time, der nu er forløben?"

"Jeg har vandret omkring i Bygningen," svarede jeg, "og samtidig opdaget noget, der er alt andet end behageligt."

"Hvad mener De?" spurgte han, og hans Øjne funklede som en Slanges.

"Jeg mener, at der er en Mand i dette Kloster, som jeg har truffet før," sagde jeg, "og det under meget ubehagelige Omstændigheder."

"Tror De da, han har genkendt Dem?"

"Jeg haaber det ikke," svarede jeg, "men jeg er bange for det."

"Hvor har De truffet ham, og hvad var det for ubehagelige Omstændigheder?"

"Det var i Kanton," svarede jeg; "dette Menneske prøvede paa at gøre Indbrud i mit Hus, men jeg greb ham i rette Tid, og under den paafølgende Kamp stak han mig i Haandledet. Jeg bærer Mærket af det den Dag i Dag. Se selv! Han vilde være blevet henrettet, hvis ikke den Dommer, som skulde afgøre Sagen, havde næret personligt Nag til mig og ladet ham slippe."

"Lad mig se Arret," sagde Nikola.

Jeg rakte ham min venstre Haand og smøgede Ærmet op, for at han kunde se bedre; lidt ovenfor Haandledet var der et langt Ar. Nikola stirrede opmærksomt paa det.

"Det er en alvorlig Sag," sagde han. "De maa være meget forsigtig, ellers meddeler denne Mand Ypperstepræsten sin Opdagelse, og saa er vi i en nydelig Fælde. De maa i Fremtiden vænne Dem til at gaa med Hænderne foldede under Ærmet, og passe paa, hvem det er, De har ved Siden af Dem."

"Jeg skal huske det," svarede jeg. I samme Øjeblik drønede de store Gongonger, der kaldte Munkene til Dagens sidste Gudstjeneste. Da vi var bestemte paa at vise al mulig religiøs Iver, gik vi ned i den store Hal, der var fuld af Munke. Nikola tog i Kraft af sin fremragende Stilling Plads ved Siden af Ypperstepræsten. Jeg var i Nærheden af den vestlige Mur og omgivet af en Flok af de allermodbydeligste og nederdrægtigste Skurke, som man kunde tænke sig. Først lagde jeg ikke videre Mærke til dem, men da en Munk kom til og banede sig Vej hen til mig, blev min Mistanke vakt. Det varede ikke længe, før den blev bestyrket. Manden ved Siden af mig var den Fyr, som havde set paa mig paa saadan en underlig Maade nede ved Brønden. Men selv om han genkendte mig, viste han ikke mindste Tegn til det. Under Gudstjenesten var han fuldstændig optaget af sine Andagtsøvelser, vendte ikke Ansigtet hverken til højre eller venstre, det var ikke, før vi var ved at rejse os op, at han viste sig i sit sande Lys. Thi i samme Øjeblik jeg rejste mig op fra min knælende Stilling, tumlede han om imod mig med en saadan Kraft, at jeg styrtede om paa Gulvet. Saa sprang han frem med Lynets Fart, greb mig i Armen, rev mit Ærme tilbage og saá paa Arret paa mit Haandled. Medens han gjorde dette, udstødte han et lille triumferende Skrig. Jeg laa et Øjeblik ganske stille, alt for optaget og rædselsslagen over, hvad der var sket, til at sige eller gøre noget, og dog vidste jeg, at vi var ødelagte, hvis jeg ikke handlede rask.

Hallen var næsten halvt tom nu. Jeg kunde se Nikola staa paa den anden Side og tale alvorligt med Ypperstepræsten. At afbryde ham vilde være Helligbrøde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i Afstand og ventede paa, at han skulde lægge Mærke til mig. Saa snart han saá hen i den Retning, hvor jeg var, lagde jeg tre Fingre paa Panden, et Tegn, som vi var blevne enige om at bruge, naar nogen Fare truede os, og det var nødvendigt at handle hurtigt. Han saá, hvad jeg mente, og et Øjeblik efter gjorde han en Undskyldning, sagde Godnat til Ypperstepræsten, gav mig Tegn til at følge sig og trak sig tilbage til sit Sovekammer.

Saa snart vi havde naaet det, vendte han sig hurtigt om imod mig, medens hans Øjne flammede af Sindsbevægelse.

"Hvad nyt har De at fortælle mig?" spurgte han.

"Kun det, at jeg er opdaget," svarede jeg. "Medens vi var ved Gudstjenesten dernede, trængte den Mand, som jeg havde Mistanke til, sig frem ved Siden af mig. Jeg var forsigtig nok til at holde mine Hænder under Ærmerne, for at han ikke skulde se Arret, jeg kunde jo ikke gaa min Vej, og da Gudstjenesten var forbi, smigrede jeg mig med, at jeg havde narret ham, men han var lige saa klog som jeg, og i det Øjeblik, da jeg rejste mig, stødte han til mig og rev mig om paa Gulvet. Jeg strakte naturligvis uvilkaarligt Hænderne ud, men saa greb han mig om Haandledet."

I nogle Minutter talte Nikola ikke; han gik op og ned i Værelset som en Tiger i sit Bur.

"Det vil bringe os i en slem Forlegenhed," sagde han tilsidst, "og en eneste Fejltagelse vil ødelægge det hele. Han gaar nu lige til Ypperstepræsten for at meddele ham sin Opdagelse, og saa kommer denne til mig, og jeg bliver nødt til at sende Bud efter Dem. Man opdager, at De er en forklædt Englænder, og saa snart det er opdaget, vil vi se deres Knive glimte. Dette er sket paa en højst uheldig Tid; hvis alt var gaaet godt, saa vilde jeg i Morgen tidlig have faaet de Meddelelser, som jeg ønskede; han vilde have sagt mig det Ord, der kan skaffe os Adgang til Klostret i Bjergene, og vi kunde have forladt dette Sted i Fred og Ro. Men det kan ikke nytte at spilde Tiden med at tale om, hvad der kunde have fundet Sted. Jeg maa finde paa en Plan til at frelse os, og det straks. Det er bedst, De gaar ind i det indre Værelse og lader mig være alene."

Medens han talte, hørte jeg Lyden af Fodtrin paa Trappen. Jeg skyndte mig ind i det indre Værelse og trak det tunge Tæppe for Døren. Et Øjeblik senere traadte Ypperstepræsten ind i Værelset, ledsaget af to eller tre af de øverste Munke og den Mand, som havde opdaget mig. Jeg kigede gennem et Hul i Forhænget og saá, at Nikola var faldet paa Knæ og syntes optaget af sin Andagt. Da Ypperstepræsten og hans Folk saá dette stod de stille. Nikola skyndte sig ikke, men lod dem vente i mindst ti Minutter, saa rejste han sig og vendte sig hen imod dem.

"Hvad betyder dette?" spurgte han strengt, "og hvad skal denne Pøbel her inde i mit Værelse? Gaa jer Vej!"

Han gjorde en Bevægelse med Haanden, og de gik, men ikke meget villigt.

"Naa, min Fader," sagde han til Ypperstepræsten, som havde set paa hans Adfærd med temmelig stor Overraskelse, "hvad er det, du kræver af mig?"

"Min høje Herre," svarede Manden; "du maa ikke være vred paa din Tjener. Det er utvivlsomt en Fejltagelse, men den vil snart blive oplyst. Jeg kommer til dig, fordi en ung Præst har forsikret mig, at den Mand, som du kalder din Sekretær, ikke er nogen Kineser, men en vis barbarisk Englænder, der bærer det hedenske Navn Bruce. Jeg kan ikke tro, at det er Tilfældet. Hvor længe har min høje Herre kendt den Mand?"

"Det er urimeligt, at jeg skal udspørges paa denne Maade," begyndte Nikola vredt. "Hvis Manden var det, du siger, hvad kom det saa dig eller nogen anden ved? Og dog, jeg vil svare, for at der ikke skal opstaa nogen Misforstaaelse. Hvad din Tjener siger, er Usandhed. Manden er lige saa sikkert en Landsmand af dig som Kejseren selv. Der er Ondskab i denne Anklage, og den skal undersøges og gendrives. Lad os afgøre Sagen saaledes: Hvis det er, som du siger, saa vil jeg i Morgen tidlig have den Hund jaget ud, og han skal bøde med sit barbariske Liv for sin Falskhed. Hvis ikke, saa vil jeg rive Tungen ud paa denne Løgner, din Præst. I Aften har jeg min Andagt at forrette, og jeg er træt, saa lad det blive afgjort imellem os i den store Hal i Morgen tidlig."

"Det skal være, som du siger," sagde den gamle; "lad der ikke være haarde Ord imellem os, min høje Herre. Hav ingen Frygt; hvis Manden er det, du siger, da skal min Tjener bøde for det."

Efter at have sagt dette bukkede han for Nikola og forlod Værelset. Saa snart Lyden af hans Fodtrin var døet hen paa Stentrinene, kom Nikola ind til mig.

"De er borte," sagde han; "nu er det, vi skal finde ud af denne Vanskelighed."

"Det er umuligt," svarede jeg.

"Intet er umuligt," sagde Nikola. "Jeg hader det Ord. Vi har mindst seks Timer foran os, i hvilke vi kan udrette noget, og hvis vi vil frelse vort Liv, gør vi bedst i at spekulere og blive enige med os selv om, hvad dette noget skal være."

X. KAPITEL.

En spændende Nat i Lamatemplet.

"Der er to Ting, vi stadig maa erindre," sagde Nikola; "den første, at De ikke er Kineser, og den anden, at hvis De træder frem for Ypperstepræsten i Morgen tidlig og agerer Kineser, saa vil han sikkert opdage Dem, og saa bliver vi ødelagte fuldstændigt. Hvis De løber bort, er det bedst, at jeg ogsaa løber; for hvad kan det nytte, at jeg saa bliver? Men det vil jeg dog ikke gøre. Det har kostet mig mange Aars Anstrengelser for ikke at tale om adskillige Tusind engelske Guldstykker at naa saa vidt, som jeg nu er kommen, og ske hvad der vil, jeg vender ikke tilbage."

"Men paa hvilken Maade skal vi komme ud af denne Vanskelighed?" spurgte jeg nedslaaet. "Hvis jeg ikke kan træde frem for dem og trodse Sagen igennem og heller ikke kan blive borte af Frygt for at bestyrke, hvad de allerede har Mistanke om, og jeg ikke kan forlade Klostret uden at gøre Dem mistænkt, saa maa jeg tilstaa, at jeg ikke indser, hvad der er at gøre. Jeg antager, at der ikke kan være Tale om at bestikke Manden til at tage sin Anklage tilbage?"

"Nej, det er der ikke Tale om," sagde Nikola med Overbevisning, "saa vilde vort Liv simpelthen afhænge af hans Fortolkning af Tro og Love. De burde dog vide, hvor megen Tillid vi kan have til ham."

"Men kan vi ikke tvinge ham til at løbe sin Vej, saa de tror, at det er en falsk Beskyldning, han har rejst imod mig, og at han ikke har turdet tage Følgerne?"

"Det er heller ikke muligt!" sagde Nikola. "Saa vilde han handle med os, og naar vi ikke vilde opfylde alle hans Fordringer, vilde han hævne sig paa os og forraade os, og saa kom det jo bare an paa, hvem der kunde holde længst ud. Nej, overlad det hellere til mig at spekulere paa, hvad der er at gøre."

Det gjorde jeg saa, og jeg kunde i en halv Time høre ham spadsere op og ned i sit Værelse. Jeg afbrød og forstyrrede ham ikke i den Tid. Endelig kom han da ind til mig igen.

"Nu tror jeg, at jeg ser en Udvej," sagde han. "Men naar det kommer til Stykket, saa er den næsten lige saa desperat som de andre Udveje, vi har tænkt paa. Det er Dem, der skal handle, og hvis det gaar galt -- naa, saa Gud naade os begge to. De har frelst mit Liv en Gang før, og jeg vil nu betro det til Dem, men husk, at hvis De ikke udfører min Plan nøjagtigt, som jeg siger, saa vil De aldrig se mig levende igen. Pas nu godt paa, hvad jeg siger, og prøv paa at huske alt, hvad jeg meddeler Dem. Det er snart Midnat, Gongongen til den første Morgengudstjeneste vil lyde Klokken halv seks, men det er Daggry en Time før. Jeg maa, hvordan det saa end gaar, have Dem bort herfra inden et Kvarter, og selv om De skal stjæle en Hest, maa De være i Peking før halv to. Naar De er dér, saa maa De finde Yoo Laoyehs Hus; han bor i den bageste Del af Legationsgaden i Nærheden af Tartarbyens Hovedport."

"Men hvordan i al Verden skal jeg komme ind i Byen?" spurgte jeg forbavset over, at han kunde have glemt det, som jeg syntes var en meget haabløs Skranke, nemlig Muren. "Portene bliver lukkede ved Solnedgang og aabnes ikke før Solopgang."

"De maa klatre over Muren," svarede han.

"Men det véd De godt er ganske umuligt," sagde jeg.

"Aldeles ikke," svarede han. "Jeg skal sige Dem et Sted, hvor det godt kan lade sig gøre. Kan De huske den Bastion, hvor De friede til Frøken Medwin?"

"Ja, det kan jeg rigtignok," svarede jeg med et Smil. "Men hvor véd De det?"

"Kære Ven, jeg var kun et Par Hundrede Fod fra Dem hele Tiden. Nej, De behøver ikke at se saadan paa mig, det var ikke for at udspionere Dem. Efter den store Napoleons Vis holder jeg af at være forberedt paa ethvert Nødstilfælde, og da jeg tænkte, at jeg en Dag kunde ønske at komme ind i Byen, naar Portene var lukkede, benyttede jeg min ledige Tid til at undersøge Muren lidt. De ser, hvor nyttigt dette tilfældige Besøg viser sig at være. Naa, to Bastioner fra det Sted, hvor De sad, er Stenene større og mere ujævne end noget andet Sted paa hele den Side af Byen. Jeg har faaet at vide, at tre Mænd plejer at klatre op over denne Del af Fæstningsvoldene og har gjort det i de sidste tre Aar mellem Midnat og Solopgang; de smugler Varer ind i Byen for at undgaa at betale den Indførselstold, der, som De véd, hæves om Dagen. Naar De er kommet over Muren, ser De en Skildvagt staa paa den anden Side. Ham kan De give tre Taels og sig saa til ham, at De har i Sinde at vende tilbage om en Time og at De vil give ham det samme Beløb for at faa Lov til at slippe ud igen. Naar De er kommet forbi Skildvagten, gaar De ind i Byen, finder Yoo Laoyeh og lader ham vide den Forlegenhed, vi er i. De kan love ham hundrede Pund kontant, hvis han gaar ind paa Deres Forslag, og De maa bringe ham med tilbage, enten han vil eller ikke, saa hurtig De kan. Jeg skal møde Dem ved den sydlige Port. Bank fire Gange og host saa; det skal være Signalet, og saa snart jeg hører det, aabner jeg Porten. Alt, hvad der maa besørges indenfor Klostret, skal jeg gøre, men De maa gøre det, der skal foretages udenfor. Lad os saa komme af Sted og se, hvordan jeg kan faa Dem ud."

Vi forlod Værelset sammen, gik ned ad Trappen, kom gennem Forstuen og traadte ud i en stor Hal. Vinden, der, som jeg allerede har sagt, kom ind ad de snevre Vinduer paa begge Sider, fik de lange Forhæng til at rasle, saa man skulde tro, Hallen var befolket med tusind silkeklædte Spøgelser. Nikola gik hurtigt gennem den og ud af den sydlige Dør. Jeg fulgte tæt i Hælene paa ham, og vi kom ubemærkede gennem den store Gaard, idet vi holdt os i Bygningens Skygge, indtil vi naaede den første Port. Heldigvis for os var denne ogsaa ubevogtet, men vi kunde høre, at Munken, som burde have holdt Vagt, laa og snorkede fredeligt i Værelset ved Siden af. Vi skød den vældige Slaa til Side, aabnede roligt Porten, slap igennem, gik over en Græsplet og skyndte os til den ydre Mur. Men lige da vi var ved at dreje om det Hjørne, der skilte os fra den, fik en pludselig Lyd af Stemmer os til at tøve.

"Denne Vej!" hviskede Nikola, idet han greb mig om Haandledet og trak mig til venstre. "Jeg kan finde en anden Udgang; jeg lagde i Gaar Mærke til, at der voksede et stort Træ ved Muren."

Vi forlod Midterporten og drejede til venstre, som jeg har sagt, og saa gik vi langs med den Mur, som vi skulde over, til vi naaede et stort Træ, hvis højeste Grene hvælvede sig langt ud over Muren.

"Det er et godt Sted," sagde Nikola og standsede. "De maa op i Træet og krybe langs med Grenene, til De kommer hen til Muren; saa maa De fire Dem ned paa den anden Side og skynde Dem til Byen saa hurtigt De kan. Farvel og god Lykke!"

Jeg trykkede ham i Haanden, fik fat i en Gren og klatrede op. Hidtil havde det syntes mig, som om jeg optraadte i en vidunderlig, levende Drøm. Men Træets ujævne Bark bragte mig snart til Bevidsthed om Virkeligheden. Jeg klatrede, til jeg kom i lige Linie med Muren; saa valgte jeg en tyk Gren og krøb langs med den, til jeg stod paa det solide Murværk. Da jeg var dér, manglede der kun et Spring paa omtrent seks Alen, for at jeg kunde være fri. Jeg hviskede Farvel til Nikola, som stod og iagttog mig, lænede mig ud over Muren, saa langt jeg kunde, greb saa fat i Murkanten med begge Hænder og lod mig falde.

Da jeg stod paa Jorden, løb jeg over et aabent Rum hen imod en Gruppe Smaahuse. Der var en Indhegning ved et af dem; jeg kunde dunkelt skimte, at der var nogle løse Ponyer derinde, jeg vidste, at hvis jeg kunde sikre mig en af dem og finde Sadel og Bidsel i dens Ejermands Bolig, saa kunde jeg være i Peking i mindre end en Time, og jeg besluttede at gøre Forsøget.

Jeg krøb saa hen til det nærmeste af Husene og gik hen til Døren; jeg kunde høre Beboernes Snorken derinde. Der brændte en Røgelsepind foran et Gudebillede i Nærheden, og skønt den næsten var udbrændt, da jeg tog den, gav den mig dog tilstrækkeligt Lys til at se mig om. Et Øjeblik senere havde jeg en Sadel og et Bidsel, som hang paa en Krog, og var ude blandt Ponyerne igen.

Jeg sikrede mig et af Dyrene, sadlede det, og saa snart jeg havde gjort det, steg jeg til Hest og fo'r hen imod Peking. Natten var mørk, men Vejen var ligefrem. Det lille Dyr var mere end villigt, og da jeg ikke skaanede det, var jeg paa mindre end tre Kvarter fra den Tid, jeg havde sagt Farvel til Nikola, ved Byens store Mur og steg af.

Jeg fandt et passende Sted og bandt min Pony fast til et Træ, og da jeg saa havde sikret mig, at den kunde være der, naar jeg kom tilbage, ilede jeg langs med Muren, til jeg kom til det Sted, Nikola havde omtalt.

Da jeg naaede det, blæste der en let Vind hen over Sletten og sendte Støvskyer hen imod mig; det var den eneste Lyd, der afbrød Nattens Stilhed. Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget, og at jeg havde valgt det rette Sted, og begyndte saa at klatre. Det var ingen let Opgave. Stenene var store og ujævne, undertiden fik jeg godt fat, men i mange Tilfælde maatte jeg bogstavelig talt klynge mig fast med Neglene; det var næsten for meget for mine Kræfter, og da jeg havde klatret fem Minutter og der var endnu lige meget af Muren tilbage oven over mig, begyndte jeg at mistvivle om, at jeg nogensinde kunde naa Toppen. Men jeg havde ikke Lov til at opgive det. Jeg huskede paa, hvor meget der afhang af, at jeg kom ind til Byen, og jeg krøb fremad med Besvær og naaede da tilsidst Toppen. Da jeg kom derop, kunde jeg se Byen ligge paa den anden Side. Lidt til venstre for det Sted, hvor jeg stod, var den Plet, der for stedse var hellig i mine Øjne, det Sted, hvor jeg havde friet til og faaet Ja af min elskede, og til højre var det Kvarter af Byen, hvor hun efter al Sandsynlighed i dette Øjeblik laa og sov og forhaabentlig drømte om mig. Saa snart jeg fik mit Vejr igen, gik jeg over Muren og steg ned ad Trinene paa den anden Side.

Jeg var neppe kommet ned, før en Mand traadte frem af en mørk Krog og standsede mig; i Halvmørket kunde jeg se, at det var en kinesisk Soldat, der var bevæbnet med et langt Spyd.