Part 9

"'Da, meget ærede," sagde han. "Undskyld, at jeg bibeholder min Stilling. Længe siden, vi har krydset hinandens Baner -- ikke sandt? Jeg tror ikke, jeg har haft Æren siden den Dag, De ved -- i Abehuset -- da den gik af mellem min Nièce og Biblioteksraaden."

"Du ved jo godt, at det ikke var i Abehuset, Onkel," sagde Anna.

"Naa ja -- det er sgu lige meget -- saa var det hos Rovdyrene -- eller Pelikanerne. Der var i al Fald hvad man kalder Forlovelsesstemning i Luften."

"Klavs!" Fru Herding søgte at spidde ham med sit Blik. Men Kihler saa lige ud i Luften og lod sig ikke anfægte.

"Ja hvad Fa'en," sagde han, "et Dyr kan sgu være ligesaa godt som et Menneske. De skaber sig bare ikke. Hvad siger De, Ærede?" -- han vendte sig til Hansen-Maagerup -- "De har nok ikke faaet Guld om Kloen endnu, hva'? De lever fremdeles i enlig Stand, forsaavidt det nu en Gang staar til et Mandfolk?"

Hansen-Maagerup sad højst ulykkelig paa Kanten af en Stol. Han var blussende rød og vidste ikke, hvad han skulde svare.

"Jeg troede sgu for Resten en Gang," blev Kihler ved, "at De gik paa Frierpoter her i Huset. De saa sgu saa brandfarlig ud, naar De her kom gaaende ind i Stuen om Aftenen med Hodet paa Siden og Konfirmationsbukserne paa. Men det var naturligvis ikke andet end Husvarme. Det kender vi jo nok, det er for Resten noget, man skal tage sig i Agt for."

"Nej hør nu, Onkel Kihler," sagde Anna med funklende Øjne. Hun rødmede om Kap med Hansen-Maagerup.

"Hvad Fanden -- det behøver Du da ikke at tage Dig af, min Pige. Du kunde jo ikke gøre for det. Og nu, da Du er en forlovet Pige, kan Du vel nok taale, at man skæmter en lille Smule med Dig ... Vi havde det for Resten rart sammen den Dag hos Dyrene. Hvad var det nu, han hed, der var med -- det lille Menneske?"

"Det er vist Viggo Bøg, Onkel mener," sagde Anna. Hendes Rødme vilde slet ikke fortage sig.

"Ja, det er rigtigt -- saadan var det nok, han hed. Hvad var det, jeg saa om ham for nylig? Det var nok noget med en Opfindelse, han skulde have gjort. Men saa bagefter saa kom det for en Dag, at den var nok ikke af ham selv. Han havde li'saa stille hugget hele Kodillen et eller andet Sted, tror jeg ..."

"Der tager De aldeles fejl, Hr. Kihler," sagde Hansen-Maagerup med fast Stemme. "Bøg har aldeles ikke givet sig ud for at have gjort en Opfindelse, som ikke han i Virkeligheden har gjort -- saadan noget _kunde_ han aldrig gøre! Han er Hæderligheden og Retskaffenheden selv -- det vil jeg bare lade Dem vide!"

"Hov -- hov -- bid mig ikke! Jeg siger jo ikke andet end som hvad jeg har læst om i Bladene. Man har jo da en Presse til det samme."

"Jamen noget af den Slags har der aldrig staaet i Bladene. Der stod ..."

"Ja mig er det sgu for saa vidt lige revnende, hvad der stod eller ikke stod. Jeg erindrer bare, at der var nogen Muggendom ved Historien."

"Jamen det var der slet ikke. Bøg har ingenting at bebrejde sig -- ikke det mindste!"

Og nu fortalte han det hele saadan som det var gaaet til. Med Ord, der snublede over hverandre af Iver, skildrede han Bøgs Kamp for at naa frem, hans Dygtighed, hans Uplettethed, hans Beskedenhed -- hans Harme over at være bleven dragen offentlig frem. Og tilsidst beskrev han, hvordan han hver Dag arbejdede for at den Opmærksomhed, der var bleven vakt om hans Navn, ikke for stedse skulde hvile paa ham som en uafrystelig Vægt, der vilde kunne trykke ham til Jorden -- hvordan han nægtede sig al Adspredelse, bare stræbte og sled for det, der nu syntes ham at være en Æressag.

Han havde rejst sig op og understregede sine Ord med store, indtrængende Haandbevægelser. I flere Dage havde han gaaet og tænkt over, hvordan han skulde forme dette Forsvar for sin Ven, naar Lejlighed gaves. Derfor var det efterhaanden blevet til et helt sammenhængende Foredrag, og han afleverede det med et Fynd og en Varme, der ellers var hans forlegne og frygtsomme Natur fremmed.

Han kunde ogsaa godt mærke, at hans Ord gjorde stærkt Indtryk paa Anna. Hele Tiden havde hendes Blik hængt ved ham -- han havde en Fornemmelse, som om hun rent fysisk sugede til sig alt, hvad han sagde. Men da han tav, sad hun og saa ud ad Vinduet. Og der var ganske stille i Stuen.

"Ja det var jo naturligvis en anden Sludder," sagde Kihler. "Fanden kan ogsaa hitte ud af alt det Avispjadderi. Disse Journalister gaar jo og lyver En Bukserne fulde hver eneste Dag -- undskyld jeg siger det. -- Naa, nu maa jeg for Resten stikke af. Venter vi Kæresten idag?"

"Vi ved ikke, om Flyge kommer," sagde Fru Herding. "Det er for Resten underligt af ham -- han har slet ikke været her i den sidste Uge."

"Ja saadan gaar det," sagde Kihler. "Varmen den fordamper jo så småningom ... Har han ikke talt om Bryllup endnu?"

"Nej" -- Fru Herdings Ansigt strammedes -- "det har han ikke."

"Vi har jo da ogsaa Tiden for os endnu," sagde Anna. "Begge to." Tonen var næsten harmfuld.

Kihler gik. Hansen-Maagerup vilde tage Afsked med det samme. Men Fru Herding vilde paa ingen Maade tillade ham det. Nu da han endelig var der, maatte de have en Passiar sammen om de gamle Dage, de gamle Minder.

Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke om den sidste Tid, han havde boet hos Fru Herding -- den var i dette Øjeblik ikke mere til for ham. Men om alle de Aftener da de havde siddet sammen og passiaret -- kun de tre, som nu igen var her i hinandens Selskab. Det havde været Hjem -- Hjem for ham, der aldrig selv vilde faa noget -- Lunhed og blød, kærtegnende Hygge.

... Hvor han godt huskede den første Aften, han kom der -- den Aften, da han flyttede ind. Frøken Anna var den Gang lige bleven konfirmeret. Den lange Kjole havde været hende saa ubekvem -- det saa ud, som om hun hele Tiden vilde sparke den af sig. Da han kom ind i Stuen, havde hun siddet henne i en Krog af Værelset ved et lille Bord og spillet Skrabnæse med sig selv, og han var ganske uvilkaarlig kommen til at sige Du til hende. Men det varede jo ikke længe, før han opdagede, at hun var en voksen Pige ...

Der gik for Resten nogen Tid, inden de rigtig blev bekendt med hinanden. I Begyndelsen flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han viste sig derinde.

Saa kom de mange Aar, da han havde siddet og herset med Teologien, stønnet under en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Knæ. Det var saa lang og graa en Tid for ham, naar han nu tænkte tilbage derpaa -- saa ensformig som Regn, der drypper og drypper. Men frem af alt det graa dukkede den ene Aften efter den anden -- alle de Timer, da han havde siddet inde i denne Stue og mærket, at der dog var Nogen, der havde noget til overs for ham. For det var jo i Grunden slet ikke for at spille Kort, han var kommen derind. Det var for at være hos Mennesker. Og hver Søndag Aften syntes han, han havde saa meget at tale med dem om. Han vidste somme Tider slet ikke, hvordan han skulde faa det sagt altsammen.

Flyges Navn nævnede han slet ikke -- talte ikke om de Aftener, da han havde været Fjerdemand ved Whistbordet. Men saa var det, Bøg var begyndt at komme der. Hvor han havde været ung, hvor han havde været glad! Han sprang altid op fra Stolen og gav sig til at gaa frem og tilbage, naar han blev ivrig -- og ivrig det blev han i næsten enhver Samtale, han førte. Men der var ikke ærligere Menneske til end han, og han gik aldrig med forud fattede Meninger til noget. Ak ja! nu gik han jo der og halvvejs sled sig sin friske Ungdom ud af Sjælen. Og saa var han saa alene -- for en gammel Vens Selskab kunde jo ikke være noget virkeligt for ham. Han var netop af den Slags, som skulde have Mennesker om sig -- Mennesker, han kunde være god imod. Han havde saa varmt et Hjerte, saa rig en Kærlighedstrang!

Hele Tiden havde han rettet sine Ord til Fru Herding. Anna sad endnu henne ved Vinduet -- tavs. Men han følte, at de ogsaa naaede til hende. Han havde en Fornemmelse, som om han talte fra en Prækestol.

Fru Herding vilde, at han skulde drikke en Kop Kaffe med dem. Og trods hans Indsigelser gik hun ud for at besørge det dertil fornødne. Saaledes blev han ene med Anna.

Da saa han hen paa hende. Hendes Udtryk var bedende, næsten angst. Pludselig skjulte hun sit Ansigt i sine Hænder. Og mellem hendes Øjenvipper piplede de blanke Taarer frem.

Han blev paa en Gang glad bevæget og ulykkelig forlegen. Han kunde ikke finde Ord, vilde ikke saare, kunde ikke trøste. Halvt uden at vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende og strøg hende med sin store Haand varsomt, varsomt over det bløde Haar.

Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere knugedes hun af Graad. Hun søgte at staa imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var over hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, bøjede det sammen som i Krampe. Hansen-Maagerup forstod, at hun _maatte_ græde, at det var bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes hans Hjerte af en uendelig Medfølelse. Han var lige ved at græde selv.

Men da Moderens Skridt hørtes, rejste Anna sig og gik ind i Værelset ved Siden af, pludselig og uden et Ord.

"Hvor er Anna?" spurgte Fru Herding, da hun fandt Hansen-Maagerup ene i Stuen.

"Hun gik," svarede han, opreven og skælvende af daarlig Samvittighed. "Hun var bleven noget nervøs."

"Ja, det kommer jo saadan af og til. Men det gaar vel over med Tiden."

Og hun gav sig til at skænke Kaffe.

Fru Herding kunde ikke lade være at beklage sig saa smaat over Flyge.

Gud, han havde jo saa mange gode Sider -- det skulde hun aldrig nægte. Han var virkelig saadan et solidt Menneske -- og saa opmærksom ogsaa. Men hun kunde ikke lade være at finde det mærkeligt, at han slet ikke syntes at tænke paa Bryllup. Ja, hver Gang hun drejede Samtalen hen derpaa, var det ligesom han gerne vilde bort fra Emnet.

Han var dog saadan stillet -- det vidste hun -- at han kunde stifte Hjem naarsomhelst. Ved Biblioteket kunde han ikke vente Forfremmelse de første Aar, saa i den Retning var der heller ikke noget at vente efter. Desuden maatte han være fuldkommen paa det rene med, at hans Svigermoder sad i smaa Kaar og at det faldt haardt for hende at forsørge den voksne Datter. Men hvorfor tøvede han saa? Straks da han var bleven forlovet, havde han erklæret, at han ikke holdt af lange Forlovelser. Nu syntes han fuldstændig at have forsonet sig dermed.

Det var virkelig saa kedeligt med ham. Nu var Udstyret næsten ganske færdigt -- det laa og fyldte op i alle Gemmer. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulde stille op ...

Det var for Hansen-Maagerup, hun aabnede sit Hjerte. Han var efterhaanden atter bleven en hyppig Gæst i hendes Hjem. Ikke sjældent gik han derhen i Mørkningen for at faa sig en Passiar. Han havde vakt stor Deltagelse hos de to Damer for sit Arbejde for Velgørenheden, ja undertiden fulgte Anna med ham paa hans Undersøgelses-Ture. Fru Herding var glad derover: hun fandt det saa kvindeligt, at en ung Pige stillede sig Opgaver i Barmhjertighedens Tjeneste. Og naar han gik med hende ved sin Side, følte han sig gennemskinnet af en stille Glæde, som han aldrig før havde kendt.

Om Bøg talte de nu kun sjældent. Hansen-Maagerup havde selv en Fornemmelse af, at han en Gang for alle havde forsvaret hans Sag saa godt, han formaaede, og at alt, hvad han kunde føje til, snarest vilde svække det Indtryk, han havde fremkaldt. Og Anna nævnede aldrig af sig selv hans Navn.

Men for Fru Herding var det en stor Lise, at hun havde fundet En, til hvem hun kunde betro sine Bekymringer angaaende Flyge.

Han søgte i Begyndelsen at slaa dem hen og at trøste hende med, hvad han kunde finde paa. Men da han i nogen Tid havde tænkt over Sagen, kom han til det Resultat, at han gjorde Uret deri. Det var sikkert bedst baade for Anna og Flyge, om de blev drevne frem til et afgørende Valg. Kun derigennem vilde de faa fuld Klarhed over, hvordan de stod til hinanden. Naar det kom til Stykket, vilde de maaske begge vige tilbage for at binde sig til hinanden. Og Bruddet vilde være der.

Han opmuntrede da af al Kraft Fru Herding til at holde Flyge til Ilden. Og hun lovede ham, at om det blev nødvendigt, vilde hun rentud kræve, at han skulde give klar Besked.

Flyge selv traf han kun sjældent der i Huset. Og han havde paa Fornemmelsen, at han med Flid undgik at blive alene med ham.

Men en Aften kunde det ikke undgaas, at de kom til at følges ned ad Gaden, da de skulde hjem.

De var længe uden Ord. Flyge gik og nynnede. Hansen-Maagerup tænkte et Øjeblik paa, om han skulde gaa lige løs paa det, der dog laa dem begge paa Hjerte, og spørge ham, hvad i Grunden hans Mening var med Anna. Men han vovede det ikke. Det var ikke sagt, at Tiden var moden dertil.

Men omsider fandt han dog, at han burde gøre Begyndelsen til at bryde Tavsheden.

"Ja," sagde han, "det er længe siden, at vi to rigtig har faaet talt sammen, Flyge."

Han kunde ikke gøre for, at hans Stemme fik en egen bedrøvet, næsten bebrejdende Klang. Og Flyge standsede med et Ryk.

"Jeg vil sige Dig paa Forhaand: jeg afskyr Opgør," sagde han hæftigt. "Jeg har nok set, at Du har gaaet om og set engleligt forarget paa mig -- Du og min Svigermo'er ..."

"Men kære Ven -- kære Flyge ..."

"Jo -- jeg ved det. Naa ja -- jeg indrømmer ogsaa, at Du har nogen Grund til at udspy mig af Din teologiske Agtelse. Jeg optraadte som Din Ven -- Du skænkede mig Din Fortrolighed -- og samme Dag forlovede jeg mig med den Pige, Du holdt af. Men nu kan Du tro mig eller lade være, ligesom Du vil: i det Øjeblik, jeg talte med Dig, vidste jeg ikke, at jeg selv nogensinde kunde komme til at holde af Anna. Du ved jo, hvordan jeg tænker og føler: jeg tror, at alting her i Livet beror paa Tilfældigheder. Det _var_ en Tilfældighed, at jeg blev forlovet med hende, Ingen af os havde før det Øjeblik tænkt paa noget saadant. Men naar først Afgørelsen er der, saa nær, at den kan gribes, saa viser man den ikke fra sig. I mange Tilfælde _kan_ man det ikke."

"Du skal heller ikke bryde Dig det mindste om mig mere," sagde Hansen-Maagerup sagtmodigt. "Bare Du nu selv er rigtig lykkelig."

De gav sig igen til at gaa.

"Lykkelig," sagde Flyge roligere "-- ja paa en Maade er jeg naturligvis lykkelig. Jeg har truffet et Valg -- jeg nyder min egen mandige Beslutsomhed. Saa snart man bare gaar og venter paa noget, der skal ske, selv om det i Grunden slet ikke er noget, man ønsker, saa er Nerverne i Uro. Man føler sig revet ud af de daglige Fuger, af alle sine Vaner rent ud sagt. Naar saa Afgørelsen er truffen, ligegyldigt hvordan, saa faar man Fred. Det maa vel være det, man kalder Lykke."

"En fattig Lykke, synes jeg."

"Mon Livet har den rigere?"

"Ja men saa hun -- Din Forlovede?"

"Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun længtes efter Lys og Luft, men hun turde ikke selv kæmpe sig frem til det. Saa kom jeg og tvang hende dertil. Nu har hun faaet Ro."

"Og hendes Kærlighed -- den er Du sikker paa?"

"Sikker -- nej. Jeg ved ikke, om hun føler noget af den Slags. Ikke en Gang, om hun overhovedet magter den Følelse."

"Men om der nu ..."

"Om der kom en Anden, hun holdt af, vilde Du sige. Men det gør der ikke. Du skal lægge Mærke til, at der er meget faa Mennesker, der har Evner til de saakaldte store Følelser. De elsker den Religion, det Land, de Forældre, Søskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de Digtere og det Væsen af det andet Køn, som man har vænnet dem til at dyrke. Andet falder dem slet ikke ind, med mindre da Maden er rent uspiselig og Digterne fuldkommen idiotiske og Væsenet af det andet Køn river Øjnene ud af Hovedet paa dem. Anna svigter ikke, og hun vilde ogsaa blot blive ulykkelig, hvis hun gjorde det."

"Jeg kan ikke lide saadan Tale, Flyge. Det vil jeg sige Dig, det kan jeg ikke. Jeg synes ligefrem, Livet ikke var værd at leve, hvis Du havde Ret."

"Hvem siger ogsaa, at det er det?"

"Og hvis Du nu tager fejl -- hvis der nu alligevel havde været en anden Lykke for hende -- hvordan vil Du saa kunne bære Ansvaret for, at Du har draget hende bort fra den?"

"Jeg faar jo i saa Fald min Straf. Jeg skal jo giftes med hende."

Hansen-Maagerup var lige ved at forsøge paa at udforske ham om hans Bryllupsplaner. Men han vovede det ikke. Han var bange for at give Anledning til, at Flyge skulde bryde overtvært og tage sin Beslutning. Og han følte sig ikke mere sikker paa, at dette vilde blive Signalet til, at den skæbnesvangre Forbindelse hævedes.

Det var med tungt Hjerte, at han lidt efter tog Afsked med ham.

Men Flyge drev ind ad Byen til. Skønt han overfor Hansen-Maagerup havde ladet ganske ubekymret, havde dog dennes Ord vakt en Række urolige Tanker hos ham, som i den sidste Tid havde forfulgt ham som onde Drømme. Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet sig til at døse alle Bekymringer ind i en doven Sorgløshed, der til Tider hartad imponerede ham selv. Men under denne havde en hel Skala af ubesvarede Spørgsmaal trængt paa. Voldelig holdt nede var de men ikke døde. Og der behøvedes blot det, at en Anden gav dem Ord, for at de skulde bryde de Fortøjninger, der holdt dem tilbage.

Uden at han havde gjort sig Grunden klar, var Brylluppet efterhaanden kommet til at staa som en Skræmsel for ham. Han havde søgt at bilde sig selv ind, at det, han frygtede, blot var de ydre Forberedelser. Det var Opgivelsen af Ungkarlehjemmet, Indretningen af en ny Lejlighed, Indkøbene af Møbler, alle Formaliteterne med gejstlige og verdslige Embedsmænd -- tilsidst selve Bryllupsdagen med dens Udfoldelse af Familiefølelser, dens Opmærksomheder, for hvilke man skulde krumbugte sig og være taknemmelig, Visiterne og Vennernes Flovser og Hvedebrødsdagenes Sentimentalitet. Men nu gjorde han sig det mere og mere klart, at alt dette var Smaating i Sammenligning med det, at han vilde blive bunden til en fremmed Kvinde. Hun skulde trænge sig ind i alle hans Livs Timer. Aldrig vilde han kunne fordre at have noget for sig selv. En Umyndig vilde han blive, fik ikke mere Lov at vælge den Mad, han vilde spise, de Nydelser, hvori han vilde søge Hvile, de Tanker, han vilde tænke. Thi han vidste med sig selv, at han ikke ejede den Herskervillie, der faar alle sine Omgivelser til at tjene sig.

Han kunde ikke længere skjule det: han turde i Grunden ikke gifte sig med Anna.

Og alligevel holdt han af hende -- saa meget, at han ikke kunde tænke sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende, og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om, at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.

Jo dybere han tænkte over det hele Forhold, des mere ophidset blev han. Saa dumt og ufint det var -- dette at man for at være sikker paa at eje en Kvinde skulde have hende gaaende Dag ud og Dag ind i sin Stue. Talen var jo dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes at ville løbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke beholde sin Frihed og Uafhængighed, naar man vilde være tryg for, at hun ikke forlod En? Var det Forsørgelsesspørgsmaalet, der var det afgørende, saa skulde han gerne forpligte sig til at yde hende et passende Underhold. Hun skulde aldrig komme til at lide nogen Mangel.

Naar alt kom til alt, saa var det jo kun nogle af Ægteskabets saakaldte Fordele, han vilde give Afkald paa. Det var den daglige Gniden sig op ad hinanden, som man plejede at kalde Hjemmets Lykke. Hun skulde tilhøre ham og være ham tro -- andet forlangte han ikke: sin Personlighed fik de begge to Lov til at beholde. Saaledes vilde de kunne bevare Forholdet finere og kyskere end de Fleste formaaede det.

Men det var umuligt at sætte noget saadant igennem -- det var han ganske paa det rene med. Om han saa ti Gange kunde overbevise Anna om, at det var rettest saaledes, hun vilde dog aldrig vove det. Og dristede hun sig alligevel til at tænke derpaa, saa skulde Moderen nok vide at tage Modet fra hende.

... Han var uden at tænke derpaa kommen midt ind i Byen og gik nu ned ad Østergade. Der færdedes smaa Klynger af Folk, som kom fra Teatre og Selskaber. Nogle vandrede afsted i træt Familielykke, slæbende paa halvsovende Børn, hastende mod Hvile. For Andre begyndte nu først Aftenen. De strøg gennem Gaden som Rovfugle, der spejdende hviler paa de udspilede Vinger. Der var Kvinder med begærligt lurende Øjne, Mænd, der drev afsted paa maa og faa uden Maal og uden at kunne beslutte sig til at gaa hjem, smaa støjende Flokke, der valsede hen ad Fortovet, leende og snakkende, snart delende sig parvis, snart samlende sig til en fælles Raadslagning om, hvilke Glæder man skulde søge for Resten af Aftenen og Natten ...

Det var et saadant Selskab, Flyge pludselig saa sig omringet af. Og ud af Kresen skingrede imod ham en høj Kvindestemme.

"Hr. Flyge -- halløj -- godaften Hr. Flyge ..."

Han standsede og saa i Skæret af en elektrisk Gadelygte Fru Ellis Birgers Katteøjne flimre sig i Møde. Hun var i en højrød Aftenkaabe, og hendes Ansigt var blegt.

Det øvrige Selskab larmede op. Fru Ellis præsenterede. Der var en Maler, en Journalist og en Grosserer og endelig Hr. Birger. Men Sidstnævntes Genkendelsesevne var sløret af en Rus.

"Undskyld," sagde han og trykkede noget klamt Flyges Haand, "jeg kunde sgu ikke kende Dem."

"Gaar De med, Hr. Flyge?" sagde Fru Ellis. "Vi skal op et Sted og have os noget vaadt."

Og hun stak sin Arm ind under hans.

Flyge lod sig drage med. Han vilde i dette Øjeblik have fulgt med hvem det skulde være, blot han slap for at være alene. Men iøvrigt kunde han ikke nægte, at Gensynet med Fru Ellis voldte ham et eget Behag. Der var en saa velgørende Tomhed hos hende. Derfor kunde man være sammen med hende uden at blive træt.

Selskabet gik hele Strøget igennem. Fru Ellis næsten dansede hen ad Fliserne. Hun blev ved at holde Flyge under Armen og nødte ham undertiden til halvt om halvt at sætte i Løb.

Foran paa Vesterbro gik de ind paa en Restaurant. Det store Lokale var overfyldt. Som et Vand med talrige Svømmere laa det elektriske Lys, blaanende i Tobakstaagen. Hver eneste Plads var optagen -- af Mennesker, der spiste og drak, Mennesker, der anstrengte sig for at komme i Stemning, Mennesker, der i Ensomhed søgte at slide Timerne. Og stedse kom der andre Mennesker ind ad Indgangsdøren, saa sig om efter et Bord, hvor de kunde slaa sig ned, og gik deres Vej, naar det viste sig, at intet saadant var ledigt.

Birger greb en Opvarter, der kom svirrende med nogle Fade, i Kraven, saa han standsede.

"Hansen," sagde han, "lad os faa et Bord for Satan!"

"Der er skam ikke i Øjeblikket, Hr. Birger," sagde Opvarteren. "Men det der ovre i Hjørnet bliver straks ledigt."

Og han forsvandt igen.

Men Selskabet gik hen til det Bord, hvortil det var blevet henvist, og stillede sig paa Vagt ved det, indtil de, der havde optaget det, rejste sig.

"Saa snupper vi det," sagde Fru Ellis. "Kom her, Drenge! Hvad skal vi nu ha'e? Skum? ... Næ -- først maa vi ha'e noget at spise ... Hvad skal vi tage?"

"Jeg har spist," sagde Flyge.

"Sludder -- man kan altid spise ... En lille Fugl -- hva'? Skal vi tage en Fugl? ... De der! Opvartermand! Alvorsmand! Pip over det hele!"

Opvarteren nærmede sig med et velvillig-bekymret Ansigt.

"Vi vil ha'e Pip, forstaar De -- Pipfugl ..."

"Vi har en udmærket Hjerpe."

"Ja -- lad os bare tage Hjerpe -- og hvad? Øl? ... Nej Vin ... De kan give os, hvad De vil -- bare den bliver go' ... Og saa noget Smør og Ost -- og Dessert -- foreløbig ... Er Du gal -- jeg tror min Sandten, Du sover!"

Birger havde sænket sit Hoved ned mod Bordet, lig en altfor safttung Blomst.

"Det gaar ikke," sagde hans Kone. "Saa maa Du gaa ud og faa noget Vand over Hovedet. Hører Du -- ud med Dig!"

Birger rejste sig og gik med tunge, vaklende Skridt ud af Lokalet.

"Han kan heller aldrig taale noget," vrissede Fru Ellis. "Han er en kedelig En ... Kom her -- jeg maa ha'e En ind i Sofaen til mig. Nej ikke Dem" -- Grossereren vilde rykke ind ved Siden af hende -- "det skal være Hr. Flyge -- han skal være min Kavaller for i Aften."