Part 7

Flyge forestillede de to Nyankomne for Birgers. Fru Ellis smilede, da Bøg trykkede hendes Haand.

"Det kan man da kalde et Haandtryk," sagde hun.

"Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for haardt?"

"Nej tværtimod. Jeg kan netop ikke lide at faa fat i en sjasket Pote. Det er ligesom man fik en Klump Fars i Haanden."

"Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde Birger.

"Det just ikke. Men Idrætsmand er jeg rigtignok."

"Ja, det kan man jo næsten se paa Dem," sagde Fru Ellis. "De holder af Muskler."

"Nej, det var da en forfærdelig Opfattelse af Idræt, Frue. Ja undskyld, men Idræt er jo slet ikke Muskler. Det er bare Villie. Det kan ikke nytte, at man har aldrig saa mange Kræfter, naar man ikke er fuldkommen Herre over dem."

"Om Forladelse, Hr. Idrætsmand." Fru Ellis gjorde et lille Kniks. "Om Forladelse."

Oppe paa Tilskuertribunen begyndte man at trampe i Gulvet. Man raabte højt Atleternes Navne. Det var trukket ud over den Tid, da Forestillingen skulde begynde. Og man _krævede_, at de skulde møde frem.

Der var de -- man bøjede sig frem over hverandres Skuldre for bedre at se -- der -- der -- nej, det var alligevel ikke dem -- jo der -- der ...

Nu kom de. Der blev en smal Rende i Menneskemængden. Et Par ubedækkede Hoveder bevægede sig frem gennem Stimmelen. De svømmede som Korkpropper paa Vandene. Og nu gik der to Mænd op ad Trappen til Forhøjningen, hvor de skulde optræde.

Der stod de i deres lyse, forskelligt farvede Trikot med nøgne, senesvulmende Arme og kraftige, solbrændte Nakker. Jubelen fra Publikum bruste op imod dem.

"Det er sgu Mørbrad," sagde Birger.

Bryderne gav hinanden Haanden. Saa stillede de sig Ansigt til Ansigt som to Tyre, der fælder Hornene til Angreb. Deres Blik borede sig i hinanden. Og mens de snart vigende snart gaaende rundt om hinanden hver især vogtede paa den mindste Blottelse fra Modpartens Side, søgte de af og til at faa fat paa hinanden.

Undertiden krummede de sig sammen, syntes at samle al deres Styrke til et Angreb. Men atter gled de til Side, og Lemmerne slappedes, mens Øjnene beholdt deres spejdende, gennemtrængende Udtryk.

Paa en Gang tørnede de to store Legemer sammen. Den ene af Bryderne slyngede sine Arme om Modpartens Liv. Han søgte at løfte ham op fra Jorden og saaledes kaste ham omkuld. Benene strammedes og spændtes, som skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to store Hænder greb krampagtigt i Modstanderens Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. De svajede et Øjeblik frem og tilbage -- saa laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og sitrende Muskler og strittende Ben ...

Fru Ellis tindrede af Optagethed. Hun klappede og raabte.

"Nej se dog, se dog! Bravo, Bravo -- nu falder han -- han er underst -- han _er_ underst -- nej ..."

Kæmperne var igen komne paa Benene og trak i en sekundlang Pavse Vejret, mens Øjnene stirrede fjendsk ud af de røde, svedglinsende Ansigter.

"Synes De om det, Frøken Anna?" sagde Bøg.

"Nej -- jeg synes, de ser saa onde ud."

"Det gør de ogsaa. Det er fordi der er Penge under det. Penge gør altid Folk onde og smaa. De skulde blot have set, om der ikke var noget af den Slags. Saa vilde de have haft et ganske andet Udtryk."

"Hvor kan De nu sige det?" Fru Ellis vendte sig om mod ham. "Penge -- det er jo netop storartet. Alt det andet er bare dumt. De kan maaske lide Gymnastik og den Slags -- hvor man ser nogle fjottede Fyre springe om i Jerseyliv og Underpermissioner -- hva'?"

"Ja, det kan jeg netop."

"Det er sgu ogsaa morsomt! Anstrenge sig uden at faa noget for det -- det vil jeg nok sige! Nej dette her -- det er noget. De ser saa yndig ædende, gloende gale ud -- og sikke nogle Muskler, sikke nogle Mandfolk!"

"Ja det er jo noget for -- for dem, der ikke forstaar sig paa Idræt," sagde Bøg. "Men det er nu alligevel at tage Sporten forfængelig."

Fru Ellis lo.

"Man skulde tro, De var Præst."

"Det vilde jeg ogsaa ønske, jeg var, selv om jeg ikke vilde være af dem med Pibekrave. Men man kan jo præke paa mange forskellige Maader. Jeg vilde nu bare præke om, at man skal _ville_ noget. Og det skal ikke bare være saadan noget som at tjene Penge eller blive berømt eller at faa den, man holder af. Det skal ligge helt udenfor alt det. Det er derfor, jeg holder af Idræt, for den vænner Folk til at ville. Jeg har selv træneret til Kaproning -- jeg kan forsikre Dem for, jeg tænkte ikke paa Præmierne -- og jeg fik for Resten heller ingen -- jeg tænkte bare paa at _ville_, ville ... Og saa føle, at alt det, som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber sammen -- til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det -- De er jo ved Teatret, Frue -- er De ikke?"

"Haha -- nej han er sød -- han spørger, om Ellis Birger er ved Teatret -- det skulde De ha'e et Kys for ... Ja gu' er Ellis Birger ved Teatret -- og det er godt for Teatret, det samme -- i disse sløje Tider ..."

"Naa ja -- saa maa De vel have følt det samme -- paa en anden Maade. For Kunst forlanger jo ogsaa, at man _vil_ -- uden at man tænker paa noget andet -- paa Pengene eller Æren -- naar det da er god Kunst ..."

"Ja, De er fremdeles sød ... De burde udstilles. -- Burde han ikke, Flyge?"

Flyge havde ladet, som om han ikke hørte Samtalen. Men i Smug havde han set, hvordan Anna var helt optagen af Bøgs Ord. Hun lyttede til hvad han sagde, som om det var hendes Sag, han forsvarede. Og nu, da man appellerede direkte til hendes Forlovede, rettede hun sit Blik fuldt af Forventning mod ham.

Han vilde have svaret undvigende. Men det opirrede ham, at Anna næsten bydende syntes at ville lægge Beslag paa hans Mening. Og derfor slog han sig paa Fru Ellis' Parti.

"Ja," sagde han, "Hr. Bøg er jo unægtelig lidt for god til denne Verden. Hvis der overhovedet er Tale om at ville nogetsomhelst, saa har Villien i al Fald ingen Værdi i sig selv. Det eneste, det kommer an paa, er _hvad_ man vil. Jeg gad vide, hvordan det skulde være anderledes. For ellers vil man jo ikke andet end at ville. Og naar man i Forvejen vil, behøver man ikke at ville ville, for saa kan man det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse at ville styrke sin Villie. Man kunde snarere sætte sit Maal i at se at blive af med den. Jo mindre Villie man har, des færre Fornødenheder har man ogsaa."

... Mens han talte, saa han Skuffelsen som en Maske glide ned for Annas Ansigt og gøre det fremmed. Han havde en ubehagelig Fornemmelse af, at hun ligesom stivnede imod ham. Men det var ham ikke muligt at modstaa Fristelsen til at forfølge sin Tankegang.

Og han blev ved at udvikle sit Evangelium om Villiens Svækkelse som det højeste Gode. Blot se at tæmme dette rebelske Dyr, der arbejdede indeni En og som ikke gjorde anden Nytte end at sætte Menneskenes Tilfredshed med Livet paa Spil.

Viggo Bøg vilde svare. Men i det samme rejste der sig i Mængden en uhyre Larm. Fra alle Kanter slyngedes der høje Raab mod Brydertribunen. Tusinder af glødende, ophidsede Ansigter var vendt mod de to Mænd deroppe. Og rundt omkring Forhøjningen opstod der en stærk Bølgegang. Man trængtes, man skubbedes -- Kvinder skreg og Mænd bandede og skældte -- det saa ud, som vilde man løbe Storm. Og et Par guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem Bryderne.

"Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige ved Siden af Hansen-Maagerup. "Føj for Satan! sikken en Sjover! Sikken en Løjser! Han kværker ham -- kan De se, min Herre" -- han greb ildfuldt Hansen-Maagerup i Armen -- "han kværker ham, den nederdrægtige Møghund! Føj da, føj da, føj da for Satan!"

Og han raabte af al sin Evne op mod Bryderne:

"Slip ham, slip ham, Din Bandittermikkel! Slip ham for Sat'n i hede Helvede! ... Raav med, min Herre, vi maa raave allesammel -- ellers sla'r han ham gustraffeme' ihjel!"

Hansen-Maagerup søgte lempelig at gøre sig fri. Men da det ikke lykkedes, raabte ogsaa han et spagfærdigt "Fy, fy!"

Oppe paa Tribunen havde den ene af Bryderne lagt sig fladt paa Maven med Lemmerne strakt fra sig som en død Tudse. Den, der var øverst, havde plantet sin flade Næve over hans Næse og Mund og søgte paa samme Tid at bryde Modstanden i hans Nakke. Dens Sener svulmede, saa de traadte frem som spændte Tove. Mandens Ansigt var blevet blaarødt, og Øjnene syntes at skulle træde ud af deres Huler.

Fru Ellis klappede.

"Kvæl ham bare! kvæl ham bare!" raabte hun. "Hvor det er dejligt at se paa! Se, hvor han gi'er sig -- klem til, klem til!"

Men nu skred Kampdommeren og de Guldtressede oppe paa Tribunen ind. Og begge Bryderne rejste sig.

"Jeg vil sige den lille Dame," sagde den tykke Mand og vendte sig til Fru Ellis, "at den Slags Ting skulde den Dame ikke sige. Det kunde være, at Vorherre han tog den Dame paa Ordet og gjorde hende selv ulykkelig for det en Gang i Tiden."

Mandens Stemme bævede, og han aandede dybt af Ophidselse. Fru Ellis lo. Men hun veg alligevel nogle Skridt tilbage.

Lidt efter var Brydekampen forbi. Den ene af Kæmperne havde trykket sin Modstanders Skuldre ned mod Madrassen, og nu rejste de sig begge og gav hinanden Haanden. Saa traadte Sejrherren frem for at modtage sin Hyldest. Den skyllede op imod ham i et Brøl af Stemmer, et rasende Skrig af Begejstring, af udløst Spænding, af brutal Glæde over Styrken. Og Lommetørklæder og Hatte svingedes, mens Manden deroppe, forpustet og udmattet, blev ved at smile og bukke ...

Saa strømmede Alle mod Udgangen. Fod for Fod naaede man frem under Puf og bidske Ord.

Da man langt om længe var naaet ud i Skoven, vilde Bøg og Hansen-Maagerup straks tage Afsked. Men Anna søgte at holde dem tilbage.

"Gaar De ikke med os hjem?" sagde hun. "Mo'er vilde blive saa glad ved at se Dem."

"Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg ligefremt. "Men jeg tænker, vi mødes en anden Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke være anderledes."

Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod bare med dirrende Mundvige og fugtige Øjne og saa paa Anna.

Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen vendte Bøg sig om og svingede med Hatten. Anna stod og saa efter dem, til Træerne havde skjult dem for hende.

Saa gik hun langsomt efter de Andre.

"Sikke to sære Fyre," sagde Fru Ellis til Flyge. "Den ene var nok Præst og den anden Degn."

Og Flyge istemmede hendes Latter.

Ægteparret Birger havde pludselig en Dag forladt Fiskerlejet. En Morgen var Huset, de havde lejet, tomt. Og næsten alle de stedlige Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde Birgers faaet Kredit. Der var endogsaa Tale om, at man vilde sammenkalde et Møde for at forhandle om en mulig fælles Optræden mod de Bortdragne.

Fru Herding gik hver Dag ud for at spørge nyt i denne ophidsende Sag. Hun struttede nu af løftet Harme mod "det Fruentimmer", som hun saa godtroende havde budt velkommen hos sig.

Men Flyge gik om i en Kedsomhedens Døs. Han savnede oprigtigt Fru Ellis. Hendes sorgløse Kynisme havde nu i et Par Maaneder strøget blødt hen over hans Væsen. Nu hun var borte, syntes han pludselig, at en Mængde Indtryk, som han hidtil havde holdt borte, trængte sig ind paa ham med en fordringsfuld og brutal Virkelighed. Aldrig havde han som nu haft Øje for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand, denne evige Tanglugt, disse tvære Fiskere, der drev om med Hænderne i Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne -- aldrig havde Stuerne forekommet ham saa trange og saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen, hvis Toner lød som Graad af smaa Børn, og spillede, spillede -- spillede hans Nerver sønder ...

Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen begyndte at drysse, fin og tæt som et ensformigt, graat Slør. Naar han om Eftermiddagen kom fra Byen, var han halvvaad. Og hele Resten af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og lavloftede Stue -- sidde og spejde ud i det trøstesløse graa -- efter en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de ikke, og mest var det om Vejret.

Og efterhaanden som Sommeren led, viste det sig, at Anna mod Forventning ikke havde godt af Landluften. Hun blev atter tavs, som hun havde været det før sin Forlovelse, og som oftest saa hun ud, som om hun frøs. Hendes Øjne blev paany forskræmte og forknytte. Og det lod til, at hendes Iver for at sy paa Udstyr havde tabt sig.

Fru Herding var utrættelig i at forsikre Flyge, at alt, hvad der fejlede hende, var en Smule Blegsot.

"Hun er jo i saadan en vrippe-værkelig Alder," sagde hun. "Det er Blodet, det er galt med -- hun skyder for stærkt i Vejret, saa vil det ikke rigtig. Man skal bare ikke tage sig noget af det."

Men da man var naaet ind i August uden at Forholdene forandrede sig, foreslog Flyge sin Svigermoder og Kæreste, at de skulde opgive deres Sommerlejlighed og flytte ind til Byen. Damerne gik med Glæde ind derpaa. Og faa Dage efter var Beslutningen sat i Værk.

Sjældnere end før kom Flyge efter den Tid i sin Svigermoders Hjem. Han genoptog det Kaféliv, han tidligere havde dyrket. Mest holdt han af at komme paa Kaféen hen imod Aften, naar der var færrest Folk i Lokalet. Saa fik han hele Bunken af Aviser lagt foran sig og læste dem alle. Han gennemgik dem med stor Omhu, men det var uden Lidenskab, at han lod deres Meddelelser og Betragtninger togte gennem sine Tanker.

En Dag, da han som saa ofte sad hen uden at kunne overvinde sig til at rejse sig og gaa, kom der en ung Mand hen til ham.

Flyge kendte ham: han var Medarbejder ved et udbredt folkeligt Blad. Hans journalistiske Særomraade var Beundring. Han hyldede store Mænd og opdagede unge, frembrydende Talenter. Af og til udgød han ogsaa selv en lille fugtig Digtsamling, som hans Blad priste i svømmende Henrykkelse. Han havde vandblaa Øjne og Lokkehaar og gik om i en stadig forbavset Løftelse.

"Undskyld," sagde han, "er det ikke Hr. cand. mag. Flyge?"

"Jo." Flyge saa træt paa ham.

"Ja undskyld, Hr. Flyge," sagde han, "det er en Sag af nogen Vigtighed, jeg vilde tale med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand, Hr. Bøg -- Viggo Bøg -- jeg saa Dem sammen med ham for nogen Tid siden ved en Brydekamp ..."

"Ja, jeg kender ham kun meget lidt."

"Det gør heller ikke noget -- vi vilde gerne have saa upartiske Oplysninger om ham som muligt ... De ved maaske, han har gjort en Opfindelse?"

"Nej. Som sagt: jeg kender ham kun meget lidt."

"Jo" -- Journalisten tog Plads ved Flyges Bord -- "det skal oven i Købet være en meget opsigtsvækkende Opfindelse. Den gaar ud paa at fremstille Brød af Straa -- eller Græs ... men De maa endelig ikke tale om det, før vi har haft det i Bladet."

"Jeg skal holde tæt."

"Ja for De forstaar, hvor mægtigt det er -- man kan knap fatte det, synes jeg."

"Det er jo heller ikke saa lidt."

"Nej, det er det sandelig ikke ... Og nu var det, jeg vilde bede Dem, Hr. Flyge: vil De give mig lidt om den unge Opfinder -- lidt Biografi, nogle Træk af hans Liv? Vi skulde jo ogsaa have hans Portræt ..."

Flyge begyndte at more sig over hans Iver.

"Ja, hvis jeg kan saa ... Men oprigtig talt: han er et ganske almindeligt ungt Menneske. Han gør nærmest et lidt ubetydeligt Indtryk."

"Det gør aldeles ingenting -- jeg havde netop tænkt mig ham saadan ... Han er ikke nogen lærd Mand -- vel?"

"Nej jeg tror ikke Lærdommen trykker ham. Han har vist knap nok taget sin Eksamen."

"Det er udmærket -- jeg kan næsten sige, jeg havde ønsket mig ham saadan. Havde han levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og Digler -- saa vilde det blive noget helt andet: et Sprængstof -- eller et nyt Belysningsmiddel ... Den, der giver Brød, han maa have gjort sin Opfindelse ude under aaben Himmel -- paa en Solskinsdag, tænker jeg mig. Der er han gaaet, og han har følt sig saadan til Mode, at han kunde omfavne alle dem, han mødte. Men allevegne, hvor han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker, som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i ham, at ude paa Markerne der var der Guld -- ja mere end Guld: der var det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til dem, der sulter ..."

"Det er smukt."

Journalistens Øjne lyste:

"Ja er det ikke? Jeg gaar altid og siger til dem, jeg træffer, og jeg kan ikke lade være at sige det til Dem: jeg er saa stolt af at leve netop nu, netop nu i vor Tid. Jeg kan ikke forstaa, at der er Folk, som har saa mange politiske Bekymringer -- Herregud, Frisindet maa da sejre en Gang, og saa synes jeg ikke, det er saa magtpaaliggende, om det sker nu eller vi skal vente nogle Aar. Men se, det at Mennesket nu endelig er bleven Herre over Jorden, bliver det i højere Grad for hver Dag, der gaar -- det er det store. At leve nu -- det er jo som at være med i en Hær, der rykker frem ustandseligt, ubetvingeligt, og erobrer den ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, Hr. Flyge, endnu inden vi dør, vil vi se en lykkelig Slægt vokse op om os. Det ene af Fortidens Spøgelser efter det andet forsvinder jo -- de, der er døde, de døde Profeter og døde Idealer -- dem frygter vi allerede ikke mere. Men nu kommer Turen ogsaa til de levende Spøgelser: de store sociale Onder: Prostitutionen, Drikfældigheden, Fattigdommen ..."

"Og det skal Hr. Bøg bidrage til?"

"Ja -- De tror det kanske ikke, og det lyder jo ogsaa sælsomt, sælsomt. Men De skal se alligevel -- min Kilde er tilsyneladende ganske paalidelig ... Sig mig nu bare: hvordan er han? Kender De hans Forhold?"

Flyge begyndte at fortælle, hvad han vidste om Bøg, hans Familieforhold, hans Alder og Fødested, hans Ydre og Sædvaner. Journalisten noterede. Men pludselig afbrød han ham:

"Jamen hans Anskuelser, hans Anskuelser, Hr. Flyge? Forstaar De: det er saa nødvendigt for mig at lære den Sjæl at kende, som hans store Opfindelse er groet frem af. Hvordan tror De, han selv maa se paa den -- i Sammenhæng med hele Udviklingen, med Religionen, det sociale Spørgsmaal, den politiske Situation? Hvis Talen var om en Sportsmand, saa vilde Folk have at vide, hvordan hans Legeme var beskaffent. Nu er han Videnskabsmand -- saa er det Sjælen, de ønsker at se."

Flyge lo:

"Hans Sjæl -- jeg har paa Ære ikke noget nærmere Bekendtskab til den. Jeg skal ikke en Gang kunne sige, om han overhovedet har nogen."

"Hvordan mener De? Om han har nogen? Det er da indlysende!"

"Han skjuler den i hvert Fald for det meste. Han er overhovedet ikke en Mand af mange Ord."

"Det stille Vand! Det stille Vand!" Journalisten virrede begejstret med Hovedet. "Har De ikke lagt Mærke til, at Flertallet af dansk Ungdom nu om Stunder er et stille Vand? Men De kan tro, den ejer Kræfter. Det vil vise sig en skønne Dag. Der kan endnu i vor Levetid ske Omvæltninger, som Verden aldrig har set Mage til. Da skal De se det stille Vand røre sig. Jeg spørger Dem: hvor tror De da, man vil finde Viggo Bøg? Mellem de Unge naturligvis -- mellem dem, der stormer frem! Ikke sandt -- det tror De da?"

"Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig mellem de ubeskrevne Blade!"

"Ja ikke sandt -- det maa jeg have Lov til at skrive. Jeg er selv -- jeg kan godt sige revolutionær -- ja paa ingen Maade intolerant -- jeg har Agtelse for enhver Overbevisning -- selvfølgelig ... Men han _maa_ være med i Fremskridtet -- ikke sandt -- det er han ... De har maaske endogsaa hørt ham udtale det?"

"I hvert Fald har han Anskuelser, som han er temmelig ene om."

"Virkelig? Det er meget interessant. Saa har jeg ham -- fuldstændig. Jeg har netop i Sinde at skrive en Serie Artikler med Fællestitlen 'Det stille Vand'. Det skal være om alt det, som gror op fra neden, fra de Unge -- i disse Aar, da det kunde se ud, som om der var saa stille her hjemme. Det skal være om Arbejde først og fremmest -- og om Tanker -- om en ny Sædelighed og et nyt Samfund -- forstaar De: i dette stille Vand skal Fremtiden spejle sig som en ny By -- et nyt Jerusalem kan man kalde det -- med Taarn og Tind. Nu har De givet mig Stof, for Viggo Bøg skal naturligvis være den første, der omtales deri, fordi Brødet er det første af al Ting ... Bare jeg nu kan faa Lov at skrive meget, rigtig meget -- to Spalter, det er det mindste ... Maa jeg takke Dem for Deres værdifulde Oplysninger og for den store Elskværdighed, hvormed De har givet mig dem ..."

"Aa, jeg be'er ..."

Journalisten rejste sig. Men da han var ved at gaa, sagde Flyge:

"Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til Hr. Bøg selv om disse Oplysninger?"

"Jeg har været der. Men han vilde ingenting sige. Han vilde gøre det hele til slet ingenting. Det er hans uhyre Beskedenhed.

Men saadan maatte han jo være. Ellers vilde han ikke være det stille Vand."

Han var ude af Døren. Paa Bordet foran Flyge laa hans Optegnelser, som han havde glemt.

Fra den Dag, da Anna Herdings Forlovelse med Flyge var bleven bekendt, havde Viggo Bøg og Hansen-Maagerup sluttet sig stedse nærmere sammen.

Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men de havde stadig truffet sammen, paa Gaden og i offentlige Lokaler. Og ganske umærkeligt havde de fattet Venskab for hinanden. Fra vidt forskellige Udgangspunkter var de naaet frem til megen Samstemthed. Hansen-Maagerups blide Enfold gled svalende og beroligende hen over Bøgs varme Ungdommelighed, og selv syntes han, at Tilværelsen ligesom blev en Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin Vens iltre Ord.

Oppe paa Bøgs Værelse kunde de da sidde sammen i Timevis, samtalende og rygende.

Hansen-Maagerup skænkede Bøg hele sin Fortrolighed. Han forklarede ham, hvordan han var kørt fast i sit Studium, saa han ikke mere øjnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse af ham, at han nogensinde havde tænkt paa at blive Præst, for han vidste saa inderlig godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var sagtens ogsaa derfor, at Vorherre ikke mente at have nogen Brug for ham. Men lige fra han var lille havde den Gerning staaet for ham som den eneste, der nogensinde vilde kunne mætte hans Sjæls Behov. Og hjemme i Landsbyen havde han fra sin tidligste Barndom hørt, at han da nok en Gang blev Præst, saa meget som han hang over Bøgerne ...

Han huskede saa tydelig den første Gang, han hørte en Forelæsning i det teologiske Fakultet. Det havde sunget i hans Sjæl, og i et Øjebliks Svimmelhed havde det grebet ham, at han var kaldet til at være En af Ordets store Forkyndere, En af dem, der skulde være med at bygge Kirken op paany i en vantro Slægt. Men skaanselløst havde Livet plukket Bladene et for et af hans Forhaabningers grønne Træ, til der nu næsten ikke var flere tilbage. Nu -- ak nu vilde det mindste og mest ubemærkede Hedekald synes ham en overvældende Lykke ...

Bøg havde søgt at genrejse hans Selvtillid. Den maatte jo dog være til at tage, denne Eksamen. Der var saa Mange, der kom igennem den, og sandelig langtfra altid af de mest Evnerige. Saa blot han tog det hele ganske roligt og skødesløst og var lige glad, om ogsaa et eller andet Fag gik i Skuddermudder, saa vilde og maatte det gaa ...

Han fik da ogsaa Hansen-Maagerup saa vidt, at han indmeldte sig og gik op til den skriftlige Prøve. Men straks under det første Fag flygtede han -- ligefrem reddede sig bort fra Valpladsen over Hals og Hoved. Der var kommet en uimodstaaelig Rædsel over ham, mens han sad og stirrede sig ør paa Opgaven. Og pludselig havde han rejst sig -- og var undveget som en Forbryder ...

Saa indsaa Bøg, at ethvert yderligere Forsøg paa at spore ham gennem Eksamens-Ilden vilde være ørkesløst. Men fra nu af blev han ikke træt af at indskærpe ham, at han maatte kaste sit Studium helt over Bord. Saa længe han blev ved at holde fast paa det, var der intet Haab for ham. Teologien vilde stadig ligge som en overmægtig Byrde over ham -- han maatte en Gang se den Sandhed lige i Øjnene. Men Livet maatte da ogsaa sagtens have en anden Plads til overs for ham. Endnu var han ung, og der var nok at tage fat paa. Blot maatte han handle, ikke grave sig ned i Selvopgivelse og umandig Forsagthed.