Part 6

"Goddag, goddag." Hun nikkede op.

"Maa jeg komme ned til Dem?"

"Nej, De maa ikke. De maa ikke saa meget som se paa mig."

Et Øjeblik efter sad han ved Siden af hende nede paa Bolværket.

"Jeg sagde jo, De maatte ikke."

"Nej, jeg hørte det," svarede han tørt.

Hun havde trukket Fødderne op under Kjolen og sad og skottede hen til ham med et Blik, der halvt var udfordrende, halvt duggedes af en vaneagtig Blyhed. Hendes Øjne var mørkeblaa og spillede i et lille kækt, næsten fripostigt Ansigt. Hele Skikkelsen var spinkel som et halvvoksent Barns. Men hendes Holdning røbede, at hun var vant til Beskuelse og gerne udsatte sig derfor.

"Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da hun havde set lidt paa ham.

"Af hvad?"

"Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare ikke, min Herre."

"Det gør jeg heller ikke. Vi er jo paa Landet."

De sad lidt og saa paa hinanden.

"De tillader maaske, at jeg trækker mine Strømper paa?"

"Værs'god."

"Jamen saa maa De vende Ryggen til."

"Hvorfor maa jeg det?"

"Det kan De da nok begribe. -- Naa, hvad bliver det saa til?"

Han gjorde, som hun bad ham. Men mens hun iførte sig Strømper og Sko, forsøgte han et Par Gange at vende sig om. Hver Gang udstødte hun et lille Hvin.

"Nu er man Dame til Fingerspidserne -- forstaar De."

"Skal vi sige til Taaspidserne?"

"De er vist en væmmelig En."

"Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?"

"Ja. Fru Ellis Birger -- det er mit Navn."

"Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben Flyge."

"Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?"

"Ja."

"Keder De Dem ikke morderlig her ude?"

"Jo -- Gudskelov. Det er derfor, jeg er her."

"Det var en rar Fornøjelse. Jeg keder mig, saa Vandet løber mig ned ad Kinderne."

"Saa kan vi jo kede os sammen."

"Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone vil sige til det?"

"Jeg har skam ingen Kone."

"Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! Jeg troede for Resten, at den lille Dame, De boer sammen med oppe i Huset ..."

"Det er min Kæreste!"

"Av! det var næsten endnu værre. Saa er det nok bedst, vi dyer os lidt."

"Aa -- det er en fornuftig Pige, min Kæreste."

"Der er ingen fornuftige Piger til. De maa da endelig ikke opfatte mig som en fornuftig Pige."

"Det kunde heller aldrig falde mig ind."

"Naa -- men hvad vil De mig saa? Nu skal jeg hjem -- hører De det."

"Allerede?"

"Ja. Hvad vil De saa? Vil De se min Have?"

"Jeg takker."

"Ikke noget at takke for. Den ligner en Mødding. Men De skal faa Lov alligevel. Naar det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse i Maaneskin."

Med et Sæt var hun paa Benene og entrede op ad Stensætningen. Han fulgte efter. Og sammen gik de ind ad Havelaagen.

Haven var ret stor og gik lige ud til Søen. Men den var yderlig forsømt. Der groede Nelder og Tidsler i frodig Samdrægtighed med Blomsterne i Bedene, og Plænens grønne Græstæppe spættedes af hvid Tusindfryd og af gul Løvetand.

I den halvt tilgroede Gang laa en lille Purk paa Jorden og legede. Han var iført en brun Fløjls Dragt og Lakstøvler, men Tøjet var forrevet og smudsigt og hans Ansigt og Hænder tilklæbede med Snavs.

"Nej, ligger Truttemand der?" sagde Fru Ellis og bøjede sig ned over ham. "Sikken en Svend, sikke han kan svine sig til! Er Marie gaaet bort med Kæresten, hva' -- og har ladet Truttemand ligge? Det skal Truttemand ikke bryde sig om -- naar han bliver stor, skal han ogsaa faa en Kæreste -- han skal faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej, Mama vil ikke nysse ham -- Mama kan ikke li'e Kys, der smager af Snavs -- rod han bare videre i Jorden, den er til det samme ..."

Hun vendte sig til Flyge:

"Ja, her kan De se vores Have. Den er ganske sød -- ikke? Men der gror saa meget Ukrudt i den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det."

"De skulde luge det bort."

"Jamen Gud -- det kan man da ikke selv gøre. Min Mand er i Byen hele Dagen, det Skind. Og Fiskerne er saa tvære. Der gaar En her med en stor Lap paa -- bagpaa. Han har ikke andet end at passe en Gris. Ham har jeg budt en Krone for det; men tror De, han svarede? Han gryntede bare -- ligesom Grisen. Men det er jo noget Svineri, dette her -- det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet ikke have vist Dem det."

"Aa ..."

"Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke være det bekendt i Grunden. De faar heller ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er ikke pænt. Det er ogsaa uheldigt med den Pige, vi har. Den forrige løb fra os til den første -- nu har vi faaet en ny her ude, men hun er lige bleven forlovet med En af Opvarterne nede paa Strandhotellet. Saa hun holder Hvedebrødsdage -- naturligvis."

"Ja ja -- naar De ikke vil have mig ind, saa ..."

"En anden Gang maaske -- naar Birger er hjemme -- han er saa rar -- han er hos en Sagfører ... Vil De ikke ha'e noget -- vil De ikke ha'e Øl?"

"Nej Tak."

"Vi har heller ikke noget ... Det er skrækkeligt her paa Landet -- man skal gaa saa langt efter alting. Og saa synes jeg, her er endnu varmere end inde i Byen. Der er ikke andet at gøre end at drikke Øl. Og det kan man ikke faa."

"Man kan jo gaa i Vandet."

"I Vandet? Gaar De i Vandet? Er det godt?"

"Ja naturligvis er det godt. De gaar altsaa ikke?"

"Nej. Jeg har ingen Badedragt. Og man kan vel ikke gaa uden? Tror De?"

"Kære Frue -- _det_ Spørgsmaal har jeg virkelig ikke sat mig ind i."

"Nu tænker De paa noget uartigt. Fy Dem an, jeg vil ikke se Dem for mine Øjne mere."

"Aldrig mere?"

"Nej aldrig mere. Nu kan De gaa hjem til Deres lille Kæreste. Det er saadan en lille blond En -- ikke? -- jeg har set hende, naar jeg er gaaet forbi ... Hun er for Resten sød -- hun er altfor god til Dem ..."

Flyge gik. Da han kom udenfor Laagen, hørte han hende synge for Drengen:

Kender Du Katinka, hun var Peters Sukkergris -- paa den gode gamle Vis. Hun var sød, og hun var dydig men mod Peter var hun lydig og hun smeltede som Is -- paa den gode gamle Vis ...

Flyge stod og lyttede. Saa frimodig lød hendes Stemme, saa barnligt uskyldig, at han for Alvor spurgte sig selv, om ikke hele hendes Væsen skulde være Naivitet.

Men pludselig rev han sig løs og gik hjem.

Han slog ind paa den smale Smøge mellem Fiskerhusene. Naar han gik denne Vej, kunde man ikke fra hans egen Have se, hvor han kom fra. Og ganske uvilkaarligt valgte han da denne Vej fremfor at skraa over den aabne Plads mellem Haven og Stranden.

Hele Aftenen igennem var han livlig. Det faldt ham ikke ind at søge Hvile paa sin sædvanlige Plads ude paa Molen. Han bad Anna gaa en Tur med ham ned gennem Fiskerlejet. Og villig som altid fulgte hun.

Maanen stod blank og rund paa Himlen. Fiskerne kom ud fra Husene og stillede sig med Ryggen op ad Baadeskurene og med Hænderne dybt begravne i Lommerne og udsendte fra de korte Snadder tunge Røgskyer, der lugtede som Baal af visne Blade. Og der kom unge Folk vandrende ned ad Landevejen, og de tog hverandre i Hænderne og gik syngende frem, mens en Harmonika ledsagede dem med slæbende og sørgmodige Toner.

Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han følte hendes Hoved mod sin Skulder. Og han syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en styrkende og sødt dyssende Drik, fuld af god Glemsel.

Han _vilde_ ikke leve det anderledes. _Vilde_ ikke lokkes ud i æggende og urolige Eventyr.

Men alligevel klang stadig i hans Øre en Stemme, enkel og spæd men sitrende af en undertrykt, kaad Latter ...

En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen med Fru Herding og Anna, traadte Fru Ellis ind ad Laagen.

"Goddag," sagde hun, "jeg fik Lyst at se, hvordan De boer."

Flyge forestillede hende for sin Forlovede og hendes Moder.

"Hr. Flyge kender min Mand," sagde Fru Ellis til Forklaring af det noget overraskende Besøg. Det var paa en Maade sandt, eftersom hun et Par Dage i Forvejen havde forestillet ham for Birger, da han tilfældig havde mødt dem sammen.

"Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," blev hun ved. "Vi ligger nu blot paa Landet, fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde vi ikke Raad: vi maa jo leve meget økonomisk ... Hvad er det, De syer der, Frøken?" Hun bøjede sig ned over Annas Haandarbejde. "Hedebosyning -- hvad? Hvem der bare kunde det! Men det er ikke saa let, naar man er saa uheldig at være ved Teatret -- og man saa oven i Købet har en lille Dreng, som trænger til Ens hele Omhu."

Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende Blik. Hun havde iført sig en tarvelig, mørkeblaa Vaskekjole og en hvid Blondekrave. Haaret var skilt i Midten og strøget glat og puritansk til Siderne.

"Har De Børn?" sagde Fru Herding næsten bebrejdende. "De er jo næsten selv et Barn. -- Hvor gammel kan han være?"

"Han bliver saamænd tre Aar til Efteraaret."

"Det er da ikke muligt! Hvor kan De have været gift saa længe?"

"Ork, vi har været gift i tre Aar nu -- nej tre og et halvt er det da -- næsten fire." Hun slog Øjnene ned og syntes fuld af sød Forvirring.

Men da hun atter hævede Blikket, var det for at bede Fru Herding laane hende noget Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun havde glemt at faa Penge af sin Mand, før han tog til Byen. Og her ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit.

Hun fik Smørret og gik.

"Det var da en sød lille Dame," sagde Fru Herding. "Saadan Nogen som dem, der er ved Teatret, dem er der ellers ikke noget ved -- mange Gange. Det er jo ogsaa et _Liv_, de fører! Man maa jo takke til, at ikke En af Ens Egne er gaaet _den_ Vej. Men naar de har den rette Aand, saa kan de jo gaa det igennem. Og hende kunde man da straks se paa, at hun er anderledes end de fleste de er."

"Hun spiller ogsaa i Ingenufaget," sagde Flyge.

"Jeg troede i Grunden snarere, det var Operetten."

"Operette-Ingenuer -- det kan gerne være."

Anna forholdt sig tavs. Men det syntes Flyge, at hun saa forskende paa ham og at der i hendes Blik var et lille Stænk af Ironi.

... Et Par Dage senere kom Fru Ellis igen. Denne Gang var det Søndag, og som Følge af Butikslukningen var hun kommen i en stærk Forlegenhed for Øl. Der var netop kommet Fremmede fra Byen -- ganske uventet. Fru Herding var henrykt over at kunne hjælpe hende.

Næste Gang, hun kom, var Manden med. Hr. Birger var høj, mager og sortsmudset forsoren, klædt i en flunkende, lys Sommerdragt, der gjorde et færdigkøbt Indtryk, og bar Turistsko og Gamascher. Fruen var denne Gang i mørkegrønt Fløjl.

De vilde hilse paa Familien, da de jo nu en Gang var blevne dens Naboer -- og saa takke for de smaa udviste Tjenester.

"Rørt paa Konens Vegne," sagde Hr. Birger og slog Hælene sammen. "Hun er vel ikke for slem ved Dem?"

"Det er jo aldeles ikke noget at tale om," sagde Fru Herding.

"Nej -- ikke hvis De fik igen, hvad hun saa hæderligt laaner af Dem."

"Jamen det haster da aldeles ikke."

"De faar det heller ikke. Det bruger hun ikke. Det vilde forfærde mig, hvis hun pludselig en Dag fandt paa det."

"Aa Du!" Fru Ellis tjattede ham koket over Fingrene. "De skal slet ikke tro, hvad han siger. Han er altid saa nederdrægtig imod mig."

"Hun er nemlig," blev Hr. Birger uanfægtet ved, "ligesaa fingernem til at have med Penge at gøre som en Vaskebjørn til Sukker. Jeg tror, de virker paa hendes Portemonnæ som Kløpulver. Derfor _maa_ hun af med dem. Der har faktisk ikke været et Tikrusdyr i hendes agtede Besiddelse i den historiske Tid. Det finder jeg det retsindigt at sige forud."

"Aa, De hører da ikke paa hans Snak," sagde Fru Ellis.

"Nej, det _var_ da ikke godt," svarede Fru Herding.

Birger opsøgte efter denne Dag af og til Flyge. Lidt efter lidt begyndte han endogsaa at skænke ham en vis Fortrolighed.

"Ellis er en god lille Pige," sagde han. "Men hun er for kilden i Fantasikirtlerne."

"Hvordan forstaar jeg det?"

"Jo -- hun er urolig. Man kan ikke dirigere hende."

"Saa det kan De ikke?"

"Nej det kan man ikke. Hun elsker mig -- det ved Gud hun gør, det lille Lam. Men hun kan ikke fatte, at jeg vil have, en Kvinde skal være sagtmodig. Hun tror, hun skal more mig -- jeg siger: lad os bare være fri. Vil hun more sig selv -- det er noget andet. Men maa jeg saa bede om, hun gør det, naar jeg ikke er til Stede."

"De er meget liberal."

"Det er jeg. Men man gifter sig jo ikke for at faa sine Nerver ødelagt. Gør mig den Tjeneste at holde hende lidt med Munterhed. Jeg kan sgu ikke."

Flyge turde ikke love ham nogen virksom Hjælp. Men naar Birger var i Byen, faldt hans Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med Fru Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i Haven, naar han kom forbi. Der satte han sig saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet fik Lov til at rode i Jorden.

I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig ikke have ham ind. Der var slet ikke pænt, blev hun ved at sige.

Men en Dag, da hun ikke var i Haven, betraadte han uden videre de forbudne Enemærker.

Iført en Frisertrøje laa hun paa en Chaiselongue og læste i en gammel Roman med fedtet Bind. Paa Chaiselongens Hovedgærde flød hendes opløste, havannabrune Haar. Rundt om paa Borde og Stole svømmede det med Bøger, Papirer og Rollehæfter, og midt paa Gulvet sad Drengen og forsøgte at synge "O Dagmar", mens han fægtede i Luften med et gammelt ituslaaet Barometer.

Hun foer op med et lille Skrig.

"Gud, er det Dem! Hvad vil De her! Har jeg ikke sagt Dem, at jeg ikke vilde ha'e det?"

"Jo, det har De. De har Deres Ryg fri. Men Herregud, hvorfor maa jeg ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor skal man saa skamme sig over det?"

"Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Røverrede -- skulde jeg være som den?"

"Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprørske Tanker. Et klædeligt Negligée. Læsning flydende om i broget Uorden ... er _det_ maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, meget ærede Frue."

"Men det klæder mig, vilde De sige. Ikke?"

"Jo netop. Og hvorfor skulde det ikke det? Jeg ved i Grunden ikke, hvorfor en Kvinde skal være ordentlig. Det er dog ellers Manden, der i Tilværelsen betyder Reglen, Loven. Kvinden det er Kærligheden. Men Kærlighed er aldrig regelmæssig, aldrig efter en Snor, end sige pedantisk. Kærlighed er lunefuld, vilkaarlig, op og ned -- _skal_ være det. -- Frue, dersom De vidste ..."

"Jo Tak, jeg ved det saamænd storartet. Men nu maa De tillade mig at tage en Smule ordentligt Tøj paa."

"Værs'god."

"Jamen -- naa for Resten: har De set det ene, kan De jo ligesaa godt se det andet med."

Hun tog Frisertrøjen af og iførte sig meget koldblodigt sit Kjoleliv.

"Nu kan Truttemand gaa ud i Haven og lege," sagde hun. Hun tog Drengen om Livet og satte ham udenfor, skønt han brølte i vilden Sky af Arrigskab og sprællede i Luften med sine korte, tykke Ben.

Fru Ellis knappede sit Kjoleliv. Derpaa satte hun Haaret op i en løs Knude og stænkede sig med Parfume.

"Se saa," sagde hun, da hun var færdig, "er jeg nu smuk?"

Hun havde nærmet sit Ansigt tæt ind til hans. Og halvt uden at gøre sig Rede derfor trykkede han et let Kys paa hendes Kind.

"Fy, hvor De er uartig," sagde hun og slog efter ham. "Hvad tror De, min Birgermand vilde sige om det, hvis han havde været hjemme? Jo, De er sandelig en net Herre!"

Flyge sagde intet. Han gentog med kold og klar Bevidsthed i sit stille Sind de Ord: "Det var dumt, det var dumt!" Og imens dirrede hans Nerver som en Fortøjning, naar der kastes los.

Men Fru Ellis gik med smaa vævre Trin hen imod Døren. Han fulgte langsomt efter. I den snævre Entré stillede hun sig i Vejen for ham, saa han maatte smyge sig tæt op ad hende for at naa ud i det fri.

Saa gik de sammen ud paa Molen ...

Men næste Dag kom Hr. Birger over til Flyge. Hans Ærind var at søge en Vennehaand i et pinligt Øjeblik. Nogle Penge, som han havde gjort aldeles sikker Regning paa, var ved et uforklarligt Uheld udeblevne. Og nu stod han der og skulde absolut bruge halvhundrede Kroner, skulde det for al sin timelige og evige Velfærds Skyld. Og da han her ude paa Landet jo ikke kendte Andre end Hr. Flyge, saa _maatte_ han henvende sig til ham trods det, at Bekendtskabet kun var saa løst. Pengene skulde -- her svor han dyre Eder -- blive betalt tilbage med den mest nøjeregnende Punktlighed.

Og saa skulde han for Resten hilse fra sin Kone ...

Han _fik_ Pengene. Om Aftenen fik Flyge at vide, at Ægteparret Birger var kørt til Byen i lejet Landauer.

Den næste Formiddag gik han og drev ene om nede ved Stranden.

Birgers var øjensynlig ikke kommen hjem endnu. Der var rullet ned hos dem, skønt det var højt op ad Formiddagen. Altsaa maatte de være blevne i Byen om Natten.

I Grunden kom det jo ikke ham ved. Men det kunde dog have adspredt ham en Smule at passiare med Fru Ellis.

... Det var en mild, blaahimlet Sommerdag. Der strøg kun en sagte Luftning let og lindt hen over det slumrende, solstænkede Vand. Men om Natten havde det regnet. Og den rene, friske Luft var krydret af al Aromaen fra Havens Blomster og de viftende Træer.

Flyge følte sig til overs og ene. Han havde Ingen at tale med. Thi i den sidste Tid havde han kun søgt Annas Selskab et Par Timer om Eftermiddagen. Og saa regelmæssig var denne Sædvane bleven ham, at det nu næsten vilde være paafaldende, om han gik ind og satte sig ved Siden af hende paa Bænken i Lysthuset, hvor hun sad og syede.

Han fandt Sæde paa en landtrukken Baad og gav sig til at betragte hende. Over hendes Skød laa bredt et skinnende hvidt Stykke Linned, og han saa hendes Haand føre Naalen frem og tilbage igennem det -- frem og tilbage.

Det var Brudeudstyret, hun syede paa -- hendes og hans ...

Og pludselig blev han greben af en stærk Higen imod hende, som hun sad der, halvt skjult af dette bølgende hvide Lin, med de blaa, alvorlige Øjne sænkede mod Arbejdet. At dvæle hos hende vilde være som at sidde ved Bredden af en dyb og sivkranset Sø, under hvis spejlblanke Overflade rene og læskende Kilder altid fornyede Vandet.

Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang skulde kalde hende, brusede frem fra hans Sjæls Dyb. Hans Hustru -- Kvinden, der skulde føde hans Børn -- hun, hvis bløde, varsomme Hænder skulde lægge sig dulmende paa hans Pande, stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende Tanker!

Han gik hen imod hende og bredte Armene ud. Han vilde sidde hos hende -- sidde der hver Dag -- ikke vide af nogen Anden end hende, var det end nok saa flygtigt!

Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, lod han atter sine Arme synke. Og med en ligegyldig Bemærkning gik han ud ad Laagen, ned til Stranden.

Der blev han ved at gaa frem og tilbage. Den Ro, han en Gang havde fundet der nede, var vegen fra ham.

"Fru Birger er her for at spørge, om vi ikke kunde have Lyst til at se Atletkampen imorgen. Hendes Mand har Billetter."

Anna havde hentet Flyge ind fra Haven. Fru Ellis sad i Sofaen, smilende elskeligt og jomfrueligt.

"Tak -- jeg ved ikke -- det er elskværdigt af Fruen." Flyges Tone var koldt høflig. "Hvad mener Du, Anna? Har Du Lyst?"

"Jeg vil, hvis Du vil."

"Det vil I naturligvis med Fornøjelse," sagde Fru Herding afgørende. "Det var saa opmærksomt af den lille Frue."

Og hun gik hen til Fru Ellis, der slog Øjnene ned, kyssede hende paa Panden og sagde:

"Er hun nu ikke kær?"

"Gudbevares ..." Flyge vidste ikke ret, hvad han skulde sige.

"Ja forlovede Herrer kan det nok ikke nytte at komme til ... Min Svigersøn er ogsaa saa forfærdelig optagen af sin Kæreste," henvendte hun sig paany til Fru Ellis.

"Det er Ungdommen, Fru Herding. Vi to gamle Koner er nok færdige med at gøre vores Lykke. Men det maa vi tilgive ham."

"Ja, vi maa nok saa. Vi to holder sammen, lille Fru Ellis ..."

Flyge fik pludselig Interesse for noget, han havde for ude i Haven.

Men Indbydelsen var altsaa modtagen.

-- -- Udenfor Sportspladsen, hvor Atletkampen skulde foregaa, var der den næste Dag et Mylder af Mennesker. Der kom rullende Vogn paa Vogn, prunkende Landauere, slanke Sulkyer, tungt raslende Charabancer, Drosker, der luntede frem som en jævn Passiar. Tidt maatte de holde stille i lange Rækker, og der var Folk, som rejste sig op fra Sæderne, ubændige af Utaalmodighed, og lod det skylle med Anklager mod Kuskene, der indbyrdes skændtes og som lod Piskene smælde over Hovederne paa de snøftende og stampende Heste. Ind imellem Vognene snoede sig Cyklister som Aal mellem Sildestimer, klemtende, spejdende med vagtsomme Øjne, snart hastende frem foran et skummende Hestepar, snart holdende sig varsomt tilbage.

Med korte Mellemrum kom der nede fra Jernbanestationen en hel Karavane af Mennesker. Undertiden satte de i Løb for at komme ind og erobre sig de bedste Pladser -- uordnet, væltende sig frem som skræmte Faar. Og Træerne udenfor Indhegningen var tæt behængte med Drenge, der var klatrede op for fra dette høje Stade at kunne se over Plankeværket ind paa Sportspladsen.

Herinde saa det endnu mere broget ud. Det skvulpede med Mennesker i Tusindvis, der snart trængtes frem og tilbage og snart blev klemt fast i en tæt Masse af andre Mennesker, saa man knap kunde røre sig. Men over alt dette mørke skinnede de lyse Sommerhatte og Damernes Parasoller som brogede Blomster i alle Farver, og under dem tonede atter Menneskeansigter frem, harmfulde, sløve, taalmodig ligeglade eller begejstrede -- et Liv af Ansigter, der spillede i Tusinder af Afskygninger. Uafbrudt summede og surrede Latter og Tale, stemmede sig op til en brusende Larm, brast og begyndte igen som en uhyre, mangestemmet Hvisken, der steg og sank. Undertiden blev der næsten helt stille: nede ved Indgangen arbejdede nogle Efternølere sig igennem Mængden. Man troede, det var Atleterne, som skulde optræde, trængte sig frem for bedre at kunne se og tav af Forventning. Naar man saa opdagede, at man havde taget fejl, tog Larmen af Stemmerne fat med fornyet Styrke.

Fru Ellis kedede sig.

"Her er virkelig ikke rart," sagde hun. "Skal vi ikke hellere gaa hen og faa os noget Øl?"

"Saa faar vi ikke noget at se," sagde hendes Mand. "Du er ogsaa saa Satans lidenskabelig. Du skal altid ha'e noget, enten af den ene eller af den anden Slags."

"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa med. Har _Du_ Lyst til at blive her og omkomme af Tørst og Varme, saa værs'god. Det er mig saa raslende ligegyldigt."

Flyge sagde intet, skønt hun øjensynligt ventede, at han skulde tilbyde hende Ledsagelse. Han havde taget Anna under Armen. Og skønt det voldte dem Besvær at komme frem i Mængden saaledes, blev han ved at holde hende fast. Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst for at slippe hende.

"Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru Ellis spydigt og med en noget tvungen Latter. "Det er ordentlig rørende -- man skulde tro, Kærligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal vi to ikke ogsaa give de Elskende med Hank?"

"Smaa Piger maa være artige, naar de er ude at spasere med fremmede Folk," sagde Birger tørt.

Anna havde intet hørt af, hvad der blev sagt. Thi paa en Gang var hendes Opmærksomhed bleven optagen af et Punkt midt i Mylderet.

"Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, "er det ikke -- jo -- er det ikke Bøg?"

"Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, det tror jeg ikke."

"Jo -- jo vist er det saa -- kan Du da ikke se ham? ... Lad os vifte til ham -- saa maaske han faar Øje paa os."

Og hun gav sig til at vifte. Først med Parasollen, saa, da det ikke hjalp, med Lommetørklædet.

"Jo -- nu har han faaet Øje paa os -- nu vifter han igen ... Nu kommer han hen til os -- bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med -- kan Du se -- Hansen-Maagerup ..."

Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg sig Vej i Stimmelen -- med Hansen-Maagerup i sit Kølvand. Han brød hensynsløst paa, skød til Side, vilde bare frem. Hans graa Sommerdragt ætsede sig gennem Menneskemassen. Og i det tomme Rum, der dannedes bag ham, gled Hansen-Maagerup efter, blank af Sved, sortklædt, med en skyggestærk Straahat skærmende over sig som et mægtigt Tag.

"Frøken Herding!" sagde Bøg, da han var naaet helt hen til hende, "Frøken Herding! Nej, at jeg virkelig skulde træffe Dem her!"

Han greb hendes Haand og trykkede den. Først saa besindede han sig paa, at der var Andre til Stede, og hilste paa Flyge. Hansen-Maagerup gav dem Haanden, tavst, med bøjet Hoved, som vilde han bevidne dem sin Deltagelse i en eller anden sørgelig Anledning.