Part 5

"Klavs," afbrød Fru Herding strengt, "mon det er værd, at Du fortæller den Historie?"

"Aa skidt -- den kan sgu et treaars Barn høre paa. Nej men man var jo en Svend fra Fad i de Dage: der var ikke noget, man gik af Vejen for. Saa hvad jeg havde at gøre: jeg inviterede hende paa Banko. Jeg sendte et Kort op, om hun vilde have den brungen op paa Tribunen -- saa kunde vi kanske mødes bagefter og slaa en lille Sludder ... Se, jeg havde det jo lige, saa jeg kunde udrede Betalingen, men jeg haabede saa smaat, at hun ikke vilde have noget. Men hun var altfor meget Forretningsmand til at lade noget gaa fra sig a' -- saa jeg maatte nok saa grangivelig op med en halv Caloric ..."

"Og saa?" sagde Flyge, "saa bagefter?"

"Hun brændte mig sgu af, den Kæltring. Jeg stod og ventede en halv Time, men der kom ingen Sessi. Hvad er den af? tænkte jeg, nu skal Du se, at hun er stukken ud ad en anden Vej. For saadan gjorde hun ved saa mange -- hun lod dem ganske rolig give ud paa sig, og naar saa de kom og vilde have noget med hende at gøre, saa færdig, Kære -- saa kunde de staa og kigge de smaa Stjerner og fryse om Tæerne ... Men ved De, hvad det kom sig af, at hun gjorde det?"

"Nej?"

"Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. Det er sandt som jeg siger: hun blev senere Værtshusholder. Saa var hun jo gaaet lige forbi mig i sit daglige Tøj naturligvis, og det var der Ingen, der kunde tænke sig. Men Bankoen den drak hun, det Øg."

Flyge saa paa ham med et ironisk Blik.

"De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," sagde han. "De tager Livet, som det er. Vi Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke gider røre ved det. Vi gaar saa forsigtigt frem, holder ikke af at gøre et Skridt, naar vi ikke kan se, hvor vi træder ... Men De gaar lige paa -- De har ingen Skrupler, ingen moralsk Kvalme. De lader Verden være ligesaa akavet, den være vil -- De kommer dog til Rette med den."

"Jaha, det gør jeg sgu" -- han lo højt og tilfreds og strakte Benene fra sig, saa hans Mave rundede sig opefter -- "jeg er saa tilfreds, saa tilfreds. Jeg kan gøre og lade ligesom jeg vil ..."

"Og De fortryder aldrig noget bagefter?"

"Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der smager godt det _er_ godt, siger jeg altid. Hvad mener De?" -- han vendte sig til Bøg.

"Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve."

Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem Annas Øjenbryn.

"Ja, det er rigtigt -- det kan sgu i al Fald være det, naar man har Raad til det. -- Skal vi tage en Bajer?"

Der var imidlertid Ingen, der vilde have Øl.

"Ja, saa kan vi vel starte videre. Vi skulde jo lidt ind i zoologisk Have."

De rejste sig og gik. Bøg gjorde Mine til atter at ville gaa ved Siden af Anna, men hun undgik hans Følgeskab og gik om paa den anden Side af Fru Herding. Saa fik Kihler fat i Bøg og gav sig til at udvikle sine Leveregler videre for ham.

... Solen skinnede blegt og sygt ind mellem de graagrønne Træstammer i Frederiksberg Have, og i Alleerne havde de visne Blade lagt sig som et tungt, fast Kludetæppe. Man maatte gaa hurtigt for at blive varm.

Mellem Flyge og de to Damer faldt der ikke mange Ord. Misstemningen mellem Anna og Bøg havde ægget Flyges Nyfigenhed, og han gik og grundede over, hvordan han skulde komme under Vejr med dens Aarsag.

Da de kom til Indgangen til zoologisk Have, blev Fru Herding staaende for at vente paa Kihler og Bøg. Men Anna og Flyge gik videre.

Der var kun faa Folk i Haven. De gik om mellem Dyrene, tavse som gik de mellem Grave.

Ogsaa Anna tav. Hun gik med sænket Hoved, men hendes Skridt var hurtige. Flyge havde paa Fornemmelsen, at hun vilde bort fra de Andre. Han bøjede om ad en Sidegang, og hun fulgte med uden at gøre nogen Bemærkning derom.

Han gik og iagttog hende. Det var bedst at lade hende være i Fred nogle Minuter. Hun var øjensynlig gal i Hovedet. Og Vreden burde have Tid til at trække til.

"De er saa forstemt idag, Frøken Herding," sagde han omsider.

"Jeg skammer mig." Hendes Stemme lød haard.

"Skammer Dem? Over hvad?"

"Over Onkel Kihler. Over -- det hele."

"Man vælger jo ikke sine Onkler selv."

"Det er heller ikke ham alene. Der er ogsaa andet."

Han fandt det hensigtsmæssigt igen at give hende et lille Pusterum. Trængte han for hurtigt paa, udsatte han sig for, at hun blev skræmt ind i sig selv.

"Frøken Herding," brød han saa igen Tavsheden, "jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forklare mig for Dem ... Det gør mig meget ondt, at jeg er kommen til at berøre noget, som er Dem pinligt, men -- ja, det er naturligvis noget, De selv bedst ved -- tror De ikke, De kunde have godt af, at vi talte lidt om det, som er i Vejen? De skal slet ikke sige ja, hvis De ikke mener det -- men jeg synes, vi har talt saa godt sammen før ..."

"Hvorfor skulde De plages med mine Sorger?"

"Naar jeg nu selv saa gerne vil ..."

"Det er det" -- hun ligesom huggede Ordene frem -- "det er det, at jeg ikke kan lide Onkel Kihler. Han er saa underlig imod mig. I Formiddags, da Bøg kom -- og saa tidt i den sidste Tid, især naar Bøg er hos os -- jeg ved ikke, hvordan det er, han ser paa mig. Og Mo'er hun holder med ham. Det er, som om de havde noget sammen, som jeg ikke maatte vide af."

"Det har de maaske ogsaa. Men Herregud -- det kan jo være noget, som bare er til Deres Bedste."

"Hvor ved de, hvad der er til mit Bedste? Men selv bliver jeg holdt udenfor alting. Saa snart der kommer Nogen til os, saa sidder Mo'er og taler med dem, som om jeg ikke var til Stede. Men mest er det Onkel Kihler. Saadan han ser paa mig -- jeg kan blive helt syg af det."

"Har De -- har De talt med Hr. Bøg om dette?"

Der kom -- syntes han -- et hurtigt Blink af Mistænksomhed i hendes Øjne.

"Hvorfor spørger De mig om det?"

"Det faldt mig ind. Han er jo Deres Barndomsven."

Hun betænkte sig lidt.

"Ja," sagde hun saa, "jeg har talt til ham om det. Nu for lidt siden, da vi gik sammen. Vi har jo kendt hinanden saa længe -- saa jeg troede, han kunde gaa ind paa, hvad jeg tænker. Men" -- hendes Stemme dirrede -- "han er ikke anderledes end de Andre. Han kan sidde der og le ad, hvad Onkel Kihler siger, skønt han ser, at det gør mig saa bitterlig ondt. Onkel Kihler kan gøre og sige, hvad han vil -- men hvad jeg tænker, det er der Ingen, der bryder sig om."

"Hm ..."

Mere sagde han ikke. Han kunde mærke, hvordan Annas Forventning næsten bankede ham i Møde.

De kom imidlertid til en Bænk, og han opfordrede hende til at tage Plads.

"Lad os nu tale lidt om Tingene," sagde han. "Jeg tror ikke, det hele er saa galt, som De mener. Eller man kan ogsaa sige, at det er endnu værre. Det er ganske som man tager det ...

Vi vil Dem jo Allesammen vel -- ogsaa Deres Onkel -- men vi har ikke været rigtig heldige med at vise det. Menneskene er tidt værst mod dem, de helst vil glæde. De kan nemlig aldrig forstaa, at Enhver bliver salig i sit Himmerig. Derfor gaar de nu Allesammen og spænder hver sit blaa Lykketelt ud over Dem i Stedet for at lade Dem selv om, hvordan det skal være. For Deres Mo'er er det Lykken at sidde hen bag lukkede Vinduer og lade Livets Safter langsomt tørre ind i sig. For Deres Onkel er der ikke andet end at gramse til sig, hvad Dagen byder. Og Bøg -- han gaar med Øjnene oppe i Skyerne og synes, at Jorden er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan den i Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle tre have, at De skal se med deres Øjne."

"Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist saadan."

"Jeg er ganske vis paa det. Men De -- De staar i et helt andet Forhold til Livet. De ser det hver Dag skylle imod Dem -- De kan mærke, hvordan det vil suge Dem til sig. De maa igennem det -- De kan ikke blive siddende inden Døre -- og De maa leve her paa Jorden. Er der en Himmel for Dem, saa er den ikke som den, Deres Ven Bøg lever i. Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved -- den ligger saa langt, langt ude, hinsides Sol og Maane. Man maa stride sig til den -- det er det eneste visse. Men det er netop den Strid, der er Livet. Og at leve det er Lykken."

Han kunde se, hvordan hendes Øjne lyste imod ham.

"Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men naar jeg nu er saa helt alene -- naar de Andre nu ikke gør andet end at holde mig tilbage ..."

Hun rejste sig hæftigt op.

"Jeg forstaar Dem saa godt, Frøken Anna," blev han ved. "De maa jo have Nogen at holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres Mo'er -- slet ingen Andre. Deres Mo'er med hele Ritualet. De tør ikke rokke ved en lille Tøddel deraf, for saa er De bange for, at De skal blive drevet helt ud i det klare Oprør mod det hele. -- Er det ikke saadan omtrent, De tænker?"

"Jo, det er vist det."

"Jamen har De nu ikke tænkt paa, at hvis De bliver ved med at underkaste Dem, saa vil De en skønne Dag slet ikke mere være i Stand til at sætte Dem imod det. Deres Evne dertil vil slappes. Og der vil komme det Øjeblik, da De ikke mere holder af Deres Mo'er -- ikke kan holde af hende."

"Ja," sagde hun hæftigt, "saa er der ingenting mere for mig at gøre. Jeg kan ikke være anderledes end jeg er. Jeg _kan_ ikke gøre mig fri."

"Nej, De kan det vel ikke," sagde han langsomt. "Ikke uden at De havde Nogen at holde Dem til udenfor -- Nogen, som De -- holdt af."

"Ja men det ..."

Hun standsede. Hun var kommen til at se paa ham, og det gav et næsten umærkeligt Ryk i hende. Hans Ansigt var ganske roligt. Men som han stod der foran hende, saa han ud som en pludselig hærdet Beslutning.

"Ja," sagde han langsomt, "En, De holdt af" -- og blev ved at se paa hende.

Og mens han gjorde det, mærkede han, hvordan hun bøjede sig ind under hans Villie, som pludselig overvældet af en Magt, hvis Nærhed hun for sent blev var. Han syntes, at hun i et Nu faldt sammen for hans Fod. Og han blev greben af en varm og stærk Higen efter helt at befæste sit Herredømme over hende. I et Nu fløj gennem hans Hjerne en Flok af Fornuftgrunde, der vilde holde ham tilbage, Grunde, som med klare, logiske Omrids tegnede sig for hans Bevidsthed. Han gav sig ikke Tid til at veje og dømme dem -- skød dem blot hensynsløst til Side -- alle uden Forskel. Han fornam, hvordan lange Tiders tilbageholdt Villiestyrke brød paa og gjorde sig mægtig over et andet Menneskes Sind. Og Følelsen heraf greb ham som en Galskab og lod sig ikke afvise.

Den unge Piges Blik hang ved ham. Men Skikkelsen var saa hjælpeløs som sunken i Knæ.

Han bøjede sig frem mod hende og lagde sin Arm om hendes Liv. Hun laa slapt hen i den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, og hendes Læber aabnedes halvt -- som et Bæger, der byder sin Vin til den Tørstende. Men idet han nærmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun Øjnene -- som gav hun sig hen i noget, der var uundgaaeligt men som hun dog ikke havde Mod til at møde.

Saa kyssede han hende -- længe. Hendes Læber næsten klamrede sig til hans, men de var uden Varme.

"Anna," sagde han blot, "lille kære Anna ..."

Og langsomt gik de ved hinandens Side frem i Haven ...

Bøg var den første, de traf. Han var gaaet ud for at søge dem. Men Anna undgik at se paa ham.

Og baade Fru Herding og Kihler kom med Bemærkninger om, saa bleg hun var, saa daarlig hun saa ud ...

Vinteren igennem havde Flyge været forlovet med Anna Herding.

Nogen offentlig Deklaration var ikke sket. Flyge havde ikke ønsket det, og det hjalp ikke, at Fru Herding var af modsat Mening. Han havde været fast bestemt paa at sejre i dette første Feltslag. Hans Svigermoder maatte føle sig utryg overfor ham, om en passende Ligevægt i Forholdet skulde kunne opretholdes.

Men naturligvis kunde han ikke modsætte sig, at der gik Budstikke til Paarørende og Venner. Og da han desuden færdedes sammen med Anna paa Gader og Stræder, blev enhver Deklaration snart ganske overflødig.

Fru Herding perlede i denne Tid af Iver og Optagethed. Der var Snese af Etikettespørgsmaal, der satte hende i Bevægelse, og saa var det jo ogsaa ligesaa godt at begynde at tænke paa Udstyr med det samme. Hun gav sig til at stifte Bekendtskaber blot for at have Nogen at drøfte Forlovelsens mange Udenomsspørgsmaal med. Bestandig fløj Næseklemmeren paa og af, mens hun selv føg som en aldrig hvilende Hvirvelvind om de Nyforlovede.

Det rørte hende under disse Forhold kun lidt, at Hansen-Maagerup sagde sit Værelse op. Allersnarest var det hende en Lettelse. Den skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven ganske underlig i sit Væsen. Det lod til, at han slet ikke læste mere. Naar han var inde paa sit Værelse, kunde man i Timevis høre den tunge Lyd af hans Skridt hen over Gulvet, uden Hvile, som en fangen Bjørns. Det hændte ogsaa, at han gik ud ved Sengetid og ikke kom hjem igen før sent paa Natten. Aldrig var sligt sket før. Ja, en enkelt Gang kom han slet ikke hjem før den lyse Morgen -- jo, Fru Herding var rigtig bleven saa forskrækket ved den Lejlighed. Hun forsøgte at faa ham til at sidde inde i Stuen, men der sad han bare og hang i Gyngestolen og rokkede saa hjælpeløst frem og tilbage med Overkroppen, saa man kunde blive helt søsyg af at se paa det ...

Før Jul var han flyttet. Og Bøgs Besøg blev efterhaanden sjældnere og sjældnere.

"Jeg troede sgu for Resten, det skulde have været Dem," sagde Kihler til ham en Dag, da de talte om Forlovelsen. "Men De har nok haft Lyst til at slaa nogle skæve paa fri Haand endnu, inden De skulde i Seletøjet. Der kan De saamænd ogsaa tidsnok komme. Man skal tage den Fornøjelse, man kan faa, saa længe man er ung, og der er sgu Piger nok, naar en Gang De synes, at nu kan det være nok."

Efter den Tid kom Bøg ikke mere der i Huset.

Men Flyge førte Anna rundt i sin Omgangskres, og hun kom i Selskaber og Teatre. Det flimrede om hende med nye Ansigter og fremmede Indtryk. Tanker, der havde ligget i Svøb hos hende, naar hun gik om hjemme, ene med Moderen -- Tanker om Livet, som det vel maatte leves -- de foldede sig nu ud i fuld Styrke. Og hver Dag hørte og læste hun Ting, der kom til hende som Svar paa lønlige Spørgsmaal.

Flyge syntes, at hun stedse blev smukkere. Det var, som gennemfarvedes hendes hele Væsen af friske, dunkle Blodstrømme, der sugede deres Styrke fra alt det nye Liv, hun nu gennemlevede. Hun blev sikrere og frejdigere i sin Optræden, ogsaa overfor Moderen. Nu vovede hun at modsige hende, og hun gjorde det med en næsten fornøjet Selvfølgelighed, der ligesom skød al Tvang til Side.

Og Fru Herding begyndte at tale om Ungdommen -- Tidens oprørske Ungdom. Men hun passede paa at ytre sig i stor Almindelighed, saadan at hun ikke æggede til Modsigelse. Thi hun vidste godt, at bagved Anna der stod Flyge.

Overfor sin Forlovede var Anna fuld af fornøjet Sikkerhed. Hun kærtegnede ham villigt, og hun fulgte ham, naar han ønskede det. Det var, som havde hun altid været vant dertil og aldrig tænkt sig, at det kunde være anderledes.

Men det hændte ikke, at hun selv søgte hans Ømhed. Og aldrig fornam han sit Herredømme over hendes Villie saadan som den første Dag.

Elskede hun ham? Han stillede aldrig det Spørgsmaal aabent til sig selv. I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans Sind som en sagte bankende Uro. Siden tænkte han ikke en Gang paa, at det en skønne Dag _kunde_ stilles ...

... Da det var blevet Foraar, kom Flyge en Dag og indbød Anna og hendes Moder til et Landophold, saasnart der kom Varme i Luften. Ude ved Kysten skulde det være -- der fandt de vel et Sted en Lejlighed, hvor de alle tre kunde bo. Om Fru Herding saa vilde holde Hus og bare sige ham, hvad der skulde til? Han fandt det heldigt, at Anna og han i nogen Tid kunde være uforstyrrede af Fremmede og saaledes lære hinandens inderste Væsen at kende.

Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. Det var maaske ikke just saa ganske passende, mente hun, at to unge forlovede Mennesker boede under Tag sammen en hel Sommer. Men naturligvis kunde Anna, der havde lidt Blegsot, have godt af Landluften ... Og efterat Flyge stærkt havde støttet dette sidste Hensyn, gav hun efter.

De kom til at bo i et lille gulmalet Hus lige nede ved Stranden. Der var to Værelser i Stuen til Damerne, og Flyge rykkede ind i Kvistværelset ovenpaa. Fiskerfamilien, hvem Huset tilhørte, havde sammenstuvet sig i et trangt og ildelugtende Rum lige op ad Køkkenet.

Til Huset hørte der en Have, og i den var der et Lysthus, sammentømret af halvraadne, skrøbelige Brædder. Ellers overskyggedes det meste af Urtegaarden af en Syrenbusk, og midt i var der et Bed med en kødfuld Bonderose, omgiven af Tusindfryd. Men op ad Muren paa Huset klatrede en tungsindig og spæd Rosenbusk, der aldrig kom i Blomst.

I denne Have kunde man sidde og se ud over Søen, der ved Fiskerlejet skar sig ind i en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt ud, og naar det var stille Vejr, laa alskens Affald og vuggedes blidt af de kraftløse Bølger, saa en stærk, raadden Duft nu og da bares ind i Haven.

Paa Pladsen mellem Huset og Stranden tumlede sig Dagen igennem Børnene fra Fiskerlejet, Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af det vaade Sand i Strandkanten byggede de stolte Fæstninger, eller de trak Strømper og Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave Vand. Men paa varme Dage forslog det ikke. Saa gik Drengene ud paa Molen, der skød sin graa Stenryg langt ud i Vandet. Der klædte de sig af, og under høje Raab plaskede den ene blegrøde Krop efter den anden ud i Bølgerne. Hele og halve Timer ad Gangen kunde de tumle sig, snart i Vandet, snart oppe igen for endnu en Gang at springe ud, føle Legemet suse gennem Luften og Skvættet af Vandet, der lukkede sig over Hovedet. Indtil de blegblaa og dirrende af Kulde maatte op og gav sig til at løbe med den stumpede Skjorte flagrende om sig, frem og tilbage paa Molen for at faa en Kende Varme i Kroppen.

Men inde i Nabohusets Have sad det meste af Dagen en lille bleg Dreng. Han gik ikke i Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres Lege. Han sad bare og blæste paa Mundharmonika, øvede sig taalmodigt atter og atter, til han af det simple og tungsindige Instrument fik frempint en Melodi, hvis tomme Lystighed hans Spil syntes at forvandle til Jammer ...

Ofte spillede han til sent paa Aftenen. Da lød Mundharmonikaens dirrende Toner næsten som en Graad. Den lod sig ikke overdøve af den højrøstede Passiar i Villahaverne, af de unge Fiskeres Latter, naar de holdt deres Fyraften sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen -- ikke af Larmen fra de hjemvendende Skovgæster eller af de hæse Brøl fra Sunddamperne, der som svømmende Sagndyr med røde og grønne Ildøjne skød sig frem gennem Sundet ...

Om Dagen gik Anna og Flyge jævnlig op i Skoven sammen.

De første Dage havde Fru Herding gjort dem Følgeskab. Men længe varede det ikke, før hun opgav det, for hun _døjede_ ikke Varme. Den mindste Anstrengelse bevirkede, at hun _flød_, erklærede hun, og ved saadanne Lejligheder varslede hun altid Torden i Luften. Hun blev da hjemme, satte sig gerne med sit Haandarbejde i Lysthuset og gav sig til at smaasove.

Saa gik de to Forlovede ene. De havde fundet et Sted, hvor der kun sjældent kom Skovgæster men hvor der i Skyggen af fuldtløvede Bøge var en jævn Skraaning med blødt Græs. Der strakte de sig saa, og de kunde ligge og sige ganske ligegyldige Ord til hinanden -- Ord, der jog Tankerne bort snarere end at vække dem. Indtil de ogsaa blev trætte af det og nøjedes med at lytte til det evige Sus af Vinden i det store Træs sagte gyngende Grene.

I saadanne Timer dalede der ned over Flyges Sjæl en stille og mæt Tilfredshed. Han syntes, at en saadan mild og sval Forlovelse uden Attraa var Kærlighedens eneste gyldige Maade. Den var som en sagtmodig Plantevækst under en blaa Himmel. Dagene kunde glide hen over den med Sol og Regn -- den vilde blive ved at gro saa grønt, suge sin Næring og skyde sine Skud, sunde og uden overflødige Længsler som den selv var.

Naar de skulde hjem, kunde han da fuld af Taknemmelighed lægge sin Arm om Livet paa den unge Kvinde, der skænkede ham denne trygge Lykke. Saadan gik de sammen henad Vejen, der mellem modnende Kornmarker førte til de lave Hjem under Straa og under Tegl, til Vigen med det grundede Vand, til Stranden, hvor Børnene legede Dagen lang ...

Da Preben Flyge havde boet i Fiskerhuset en Maaneds Tid, var han ganske gleden ind i Forlovelsens Smulvande. Endnu Vinteren igennem havde af og til en Iling af Attraa, et Sus af hede Ønsker kunnet jage gennem hans Sjæl, naar han var sammen med Anna. Nu var alt sligt forbi. Her ude var han helt i Ligevægt og uden Længsler af nogensomhelst Art.

Og med en vis Glæde mærkede han selv, at han begyndte at blive fed og magelig. Naar han om Morgenen tog med Damperen ind til Byen, kunde han sidde sløvt hen paa Dækket og lade Solen skinne paa sig, til Hjernen døvedes og Lemmerne blev tunge. Det var da altid med betydelig Overvindelse, at han gik i Land og vandrede ad de solhede Gader op i Biblioteket.

"Der er," havde han en Dag sagt til Anna, "ikke noget lykkeligere Ord i Sproget end det ikke at gide. Den, der ikke gider, han kommer ikke i Fortræd og han gør ikke Fortræd. Det er anstrengende at være ond, og det tager paa Kræfterne at være ulykkelig. Naar man ikke gider, saa svæver man over Vandene, og man bliver et godt Menneske."

Og Anna havde smilet til ham, som om hun ganske delte hans Tanker. I det hele taget gik hun i den sidste Tid smilende om og med store, lykkelige Øjne. Hun saa ud, som om hun bestandig var til Fest.

Og Flyge øvede sig hver Dag i ikke at gide. Han holdt med Flid alle Tanker nede, hvoraf der kunde spire en Attraa eller blot et Ønske frem.

Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre om at gøre at have Anna ved sin Side. Det var ham nok, at hun var i hans Nærhed, at han kunde søge hendes Selskab naar han vilde. Ja, hun kunde for den Sags Skyld godt have rejst fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, saa længe han blot følte sig tryg paa hendes rolige Hengivenhed.

Sjældnere end før gik han op i Skoven sammen med hende. Naar han om Eftermiddagen var kommen hjem fra Byen, søgte han nu ofte ud paa Molen. Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde, kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod Bolværket nedenfor Molen. Og en uhyre, vellystig Døsighed krøb igennem hele hans Legeme.

... Det var en Dag, da han havde fri fra Biblioteket og saaledes kunde nyde sin Hvile i endnu flere Timer end ellers. Det var gnistrende solvarmt, og Himmel og Sø svømmede i en Overflod af lyseblaa Lyksalighed.

Han havde netop indrettet sit Leje og skulde nu til at strække sig paa det. Men først sad han lidt over Ende og saa sig om. Hans Blik strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten Røgen stod lige til Vejrs som en strittende Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes mellem grønne Buske, de optrukne Baade, hvis uvirksomme Skrog gennembagtes af Solen ... Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa Land, og Verden var for ham et gulmalet Hus og en Have med Lysthus. Var den tillige Lykke? Vist saa: i al Lykke var der Dovenskab. Kanske vilde han en Gang naa saa vidt, at han heller ikke behøvede disse Ting for at være tilfreds -- ja at overhovedet intet i den vide Verden var uundværligt til hans Lykke. Da vilde han sejle som en smuk Luftballon gennem den rene, saliggørende Lediggangs Æter, stolt, fri, hævet over Jorderig ...

Men pludselig var der en Stemme, der tæt ved Siden af ham sagde "Sov vel". En Kvindestemme var det, og den lød, som sitrede der en undertrykt Latter gennem den.

Han rørte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget, overvandt han sin Magelighed og væltede sig paa Siden hen til Randen af Molens Stensætning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolværk nedenunder.

Der sad en Dame dernede. Men det meste af hendes Person skjultes for hans Blik af en uhyre Havehat med en stor rød Sløjfe. Hendes Fødder var nøgne, og hun sad og dinglede med dem i Vandet. De lignede to smaa hvide Kaniner, der kom frem fra Kjolens Skjul, saa sig nysgerrigt om og løb tilbage igen.

"Goddag," sagde han og lo ned til hende.