Part 4

Da han nu kom hen til Flyge, saa denne skarpt paa ham. Under Armen havde han et Par gamle Kvartbind i fuldt Læder, dem ønskede han at faa byttet.

Flyge lod hente, hvad han ønskede, og rakte ham Bøgerne.

"De interesserer Dem for Tiendeforhold, Pastor Briksen," sagde han venskabeligt.

"Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt med Hovedet, "-- det er jo -- det er jo et temmelig stort Emne."

"De vil formodentlig udgive et Værk derom?"

Den gamle Mand rødmede som en ung Pige, der ser sin første jomfruelige Tilbøjelighed afsløret.

"Ja -- hm -- det kommer jo an paa ..."

"Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det -- men jeg interesserer mig selv en Smule for disse Spørgsmaal."

"Gør De? Gør De virkelig?" -- Han saa mistænksomt paa ham.

"Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig vove at give mig videnskabelig af med dem."

"Aa, hvorfor ikke det? Det gælder jo blot om at have en Smule Taalmodighed."

Flyge bøjede sig med et pludseligt Sæt frem imod ham.

"Jamen sæt nu -- sæt nu, jeg gav mig til at skrive et Værk om det -- og jeg saa aldrig fik Værket færdigt!"

"Ja -- man vil jo naturligvis gerne have lidt Udbytte af det. Jo, det vil man. Ungdommen især. Det kan jeg saa godt forstaa."

"Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad man gerne _vil_. For mig staar det saadan, at man _maa_ have det, maa absolut. Tænk at se tilbage paa alle de mange Dage, man har anvendt til det -- og saa maaske maatte indrømme, at man har stjaalet dem alle til Hobe ..."

"Stjaalet dem? Hvordan skulde det gaa til? Hvordan skulde man kunne stjæle Dagene?"

"Man stjæler alle de Dage, da man intet udretter. Man tager dem fra Livet -- det, som det var Ens Pligt at leve. Og naar man saa lægger dem sammen, Dag til Dag, saa de tilsidst bliver til Aar -- er det saa ikke, som om man havde udslettet sig selv af Tilværelsen for hele den lange Tid? Er det ikke en Slags Selvmord? Vi ser det jo heroppe, vi Biblioteksmænd. Vi ser Folk saadan gaa om og lade sig selv gaa til Spilde."

"Da maa jeg sandelig tilstaa -- denne Betragtningsmaade forekommer mig dog ellers ..."

"Ja, Dem kan den jo aldrig berøre pinligt, Pastor Briksen. De, som virkelig arbejder paa et stort Værk og som efter al menneskelig Beregning ogsaa naaer at faa det fuldført. De er maaske allerede færdig -- ha ha -- De mangler maaske bare at faa det trykt ... Men har De ikke somme Tider her oppe lagt Mærke til saa den Ene og saa den Anden, som kommer herop Dag efter Dag og som bare gaar her og bliver hængende? ... De bider sig fast i et eller andet Spørgsmaal, som de aldrig slipper fra igen. Det er saadan noget lignende som at samle paa tomme Sneglehuse."

"Naa -- naa ..." Den gamle Præst var bleven højrød i Hovedet.

"Jo -- for Kundskaberne har for dem fuldstændig mistet deres Omsætningsværdi som Kundskaber. De bliver bare dyngede op. Det er en Sport, det hele. Hvad mener De om at opdage Nordpolen?"

"Ja -- -- det er jo -- -- det er jo i og for sig ganske interesseløst."

"Synes De? Aa -- jeg ved dog ikke. Jeg mener dog, de lever, de, som prøver det. De ofrer sig naturligvis ikke for nogen Sag -- for der er ingen Sag -- men de lever, saa længe det staar paa, i højere og rigere Stræben end vi Andre. _Det_ har alligevel Folk ondt af der kommer de snadrende og skal regne ud, om Nordpolen nu ogsaa kan give Valuta for Pengene og Menneskelivene. Og saa aner de ikke, at her oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og øder Aar paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol -- som i de fleste Tilfælde er opdaget for længe siden -- af Andre."

"Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke." Præsten vendte ham vredt Ryggen og gik.

Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.

"Der nappede jeg ham dog i Sjælen," tænkte han.

Og han blev ved at sidde med dette Smil om Munden, mens Folk blev ved at komme og gaa, bringende Bøger, krævende Bøger -- og mens Støvet af hundredaarige Bøger hvirvledes op i smaa, krusede Skyer og dalede ned, læggende sig paa andre Bøger, dækkende Tanke-Sarkofagerne i stedse tættere og tættere Lag.

Mere end Flyge ret vilde være ved det flakkede hans Tanker om Viggo Bøg.

Hvad kendte han til ham? Hvad vidste han om ham? En Dag var han brudt ind i hans Forestillingskres, som mellem Aar og Dag saa mange Andre gjorde det -- det var det hele. Og alligevel fornam han det, som om han i ham havde fundet en hemmelig Modstander, der stedse truede hans Ro. Til at træffe sammen med ham havde han imidlertid ikke Lyst. Han havde paa Fornemmelsen, at Bøg maatte være bleven en hyppig Gæst hos Fru Herding. Og derfor holdt han sig selv borte derfra.

Hvad skulde han i Grunden ogsaa hos de Mennesker? Hvorfor grave sig dybere ind i et Bekendtskab, som dog ikke i Længden kunde fængsle ham?

En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke gøre sig fri for ... Han kunde da i Grunden ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da paa en Gang svigte ham?

Til sit Besøg valgte han en Søndag Formiddag. Det var ikke sandsynligt, at der paa den Tid af Dagen var Gæster.

... Hansen-Maagerup selv var den, der lukkede op for ham, da han havde ringet paa. Han var lige kommen hjem fra Kirke og var ganske sortklædt. Hans Næse skinnede endnu mere glødende og blank end sædvanlig -- i Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet satte ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup havde den tragiske Skæbne, at hans Nedtrykthed altid øvede sin Indflydelse paa Næsen. Den kunde tindre med Fyrtaarnsglans, saa at han gjorde Indtryk af at være illumineret af Glæde, naar hans stakkels Hjerte netop var mest sorgfuldt.

Han førte Flyge ind i sit Værelse. Der stod en halvtømt Kop Kaffe, og ved Siden af laa en Bog opslaaet. Det var et Bind af H. C. Andersens Eventyr, det eneste ikke-teologiske Værk, som Hansen-Maagerup ejede. Naar han blev greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede han gerne hertil.

"Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup og trykkede Flyges Haand. "Jeg trængte saa meget til at komme til at tale med et Menneske."

Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes ham, at der lød Stemmer inde fra Dagligstuen.

"Her er nok Fremmede?" sagde han.

"Aa, det er bare Fruens Bro'er og saa ham Kemikeren eller hvad han er for En -- det er En, der hedder Bøg, han kommer her saa meget i den sidste Tid. De skal nok en Tur ud paa Frederiksberg og drikke Kaffe. Mig vilde de ogsaa have haft med, men jeg er ikke ligefrem i Humør til den Slags Pjankeri."

"Er der gaaet Dig noget imod?"

"Nej, det kan jeg ikke sige, for det er der ikke. Men naar man sidder saadan hen for sig selv, saa kommer man mange Gange i Tanker om saa meget. Der er jo baade det ene og det andet, som er kommet anderledes end man havde tænkt sig det."

Hans runde, blaa Øjne fik fugtig Glans. Og hans troskyldigt plumpe Hænder famlede nervøst som efter et Holdepunkt, de ikke kunde finde.

"Det er jo det," sagde han næsten hæftigt, "at jeg gaar her og bliver til ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det: her gaar den ene Dag som den anden og det ene Aar som det andet -- det gaar ogsaa -- og jeg kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden ikke, Flyge, at jeg er et meget svagt begavet Menneske?"

"Aa -- kære Ven -- Du har vel Forstand som de Fleste. Man har jo saa mange Slags Begavelse."

"Ja, saa mange Slags -- men naar man nu ikke har nogen af dem ... Jeg har aldrig tænkt mig, det kunde gaa mig saa ringe, jeg har altid haft Lyst til at studere, og jeg har jo ogsaa gaaet baade til Forelæsninger og til Manuduktør. Men det hjælper mig jo aldrig det mindste: jeg kan virkelig saa usselt lidt. Der er ingenting, der vil blive i Hovedet paa mig. Jeg kan ligge og drømme om Natten, at jeg er oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa noget, som jeg har vidst bare et Par Dage forinden. Naar saa jeg vaagner op og skal til at forsøge, om nu jeg ved det, saa skal det sjælden slaa fejl, at det ogsaa i Virkeligheden er gaaet fra mig. Det er lige alt det, at jeg tør gaa i min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig faar den Eksamen ..."

Hans Stemme svigtede. Men han betvang sin Sindsbevægelse og vedblev:

"Man synes dog, man er saa underlig tilpas, naar man skal gaa og lade sig underholde fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal jeg gøre? Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig paa, for min Haandskrift den er jo saadan, at Folk de gaar langt væk, bare de ser den. Undervisning det har jeg ogsaa tænkt paa; men der har aldrig været Nogen, der har meldt sig, naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting til, jeg er jo ingenting til! Jeg synes, jeg gaar og bliver saa ringe for mig selv, Flyge -- og for andre med naturligvis."

Flyge saa paa ham -- forskende som en Læge, der undersøger en Patient.

"Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. "Ja, det er mit Alvor. Ægteskabet er godt for Nerverne: det vilde give Dig Ro, saa Du kunde samle Dig. Det er det, Du trænger til for at faa Eksamen."

Men Hansen-Maagerup rystede bedrøvet paa Hovedet.

"Hvor skulde Nogen ville have mig? Jeg har jo været forlovet en Gang -- men det gik da saa uheldigt som det kunde gaa."

"Har Du det? Det har jeg aldrig før hørt."

"Jo -- det var lige ved den Tid, da jeg første Gang skulde op til Eksamen -- ja Herregud, nu er det jo allerede snart syv Aar siden ... Vi vilde ikke have noget ud om det, saa længe jeg ikke var noget. Men det blev jo ikke til noget med Eksamen den Gang -- og heller ikke senere -- og da saa der var gaaet tre Aar, saa gjorde hun det forbi med mig. Jeg siger ikke noget til hende for det -- hun var fire Aar ældre end jeg, saa hun kunde daarlig vente -- og nu er hun gift med en Dyrlæge ..."

Han gik hen til Vinduet og gav sig til at se ned paa Gaden. Der gik Folk, pyntede og tilfredse -- Ægtefæller omgivne af deres Børneflok, Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet og som syntes at have glemt hele den øvrige Verden -- -- eller unge Kvinder og Mænd, der svælgede Livet som en brusende og fyrig Drik uden Bitterhed, uden Bærme ... Alle var de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag og de kunde gaa med dem, de holdt mest af i Verden. Han alene stod her, forgræmt, upaaagtet og unyttig og saa de Andre gaa forbi, som han nu havde gjort det i saa mange Aar og som han altid vilde blive ved at gøre det.

Disse Søndage var ogsaa de værste for ham at komme over, især naar Vejret som idag var højt og soltindrende. Han følte sig saa alene, saa knugende alene. Alle hans Studenterkammerater var forlængst borte fra Byen: som Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede Flere af dem rundt om i Landet. Og naar han nu mødte til Forelæsninger paa Universitetet, følte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede Lattermildhed boblede om ham. Af Slægtninge havde han kun en Onkel, der sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans lille Kapital. Men det var flere Aar siden han havde været derovre. Han vilde ikke høre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans Studier endnu ikke havde baaret nogen Frugt trods alle de mange gode Penge, der var stukket i dem, ikke møde de halvt skadefro halvt medlidende Blikke fra sine Jævnaldrende i Sognet, dem han havde villet hæve sig over ved at studere til Præst. Ingen, Ingen i Verden havde han at holde sig til -- Ingen uden den Gud i Himlen, hvis ringeste Tjener det var hans Livs Maal at blive men som syntes at agte ham uværdig dertil.

Flyge kunde fra Siden se, at et Par store Taarer faldt fra hans Øjne. Med en hurtig Haandbevægelse viskede han dem bort -- men der kom en til og en til -- hede og tunge piblede de frem -- og hans stakkels røde Næse tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ...

Inde fra Fru Herdings Dagligstue hørte man Latter. Først en stærk og klar Mandslatter. Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt nede i Svælget og som efterhaanden arbejdede sig frem til et Brøl. Og tilsidst en spæd og lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa nervøse Ryk ...

"De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup snøftede ganske ubehersket.

Flyge gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.

"Du skulde se at blive gift med Frøken Herding," sagde han. "I vilde passe godt sammen."

Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde det. Men han ønskede virkelig i Øjeblikket, at noget saadant kunde lade sig gøre. Selv vilde han ogsaa føle en Art Lettelse derved.

Men Hansen-Maagerup vendte sig om og saa bedende paa ham.

"Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. "Jeg kan ikke taale det."

Der var nogle Øjeblikkes Stilhed i Værelset. Inde fra Dagligstuen hørte man paany Latter og højrøstet Tale.

"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme en sorgløs Klang, "jeg skulde vel egentlig have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med derind?"

"Jeg vil helst være fri."

"Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver menneskesky. -- Bare ikke give fortabt!"

"Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... Det kan jo være, jeg kommer senere ..."

Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og Flyge gik saa alene derind.

Ved Bordet sad begge Damerne. Paa Sofaens Armlæn vippede Hr. Klavs Kihler med Hat paa Hovedet og svingende ud i Luften med sin Stok. Og midt paa Gulvet stod Viggo Bøg. I den ene Arm holdt han en Stol, som han havde grebet i et af Benene og som han nu var i Færd med at hæve over sit Hoved.

"Fem -- seks -- syv -- otte," talte Hr. Kihler, efterhaanden som Bøg blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind.

"Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. Og Bøg blev ved, til han dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa Panden af ham.

"Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De burde uddanne Dem."

"Uddanne mig?" sagde Bøg, der imidlertid havde hilst paa Flyge. "Hvad skulde jeg uddanne mig til? Jeg er jo Medlem af en Gymnastikforening."

"Det er ikke tilstrækkeligt. De burde drive Sporten forretningsmæssigt -- sætte Rekorder förstås -- komme i Bladene med Medaille og Tilbehør ... Det er altid en Reklame for Deres private Business ... Gentleman!" -- han rejste sig og bukkede for Flyge -- "habe die Ehre ..."

"Hvorfor har vi ikke set Dem saa længe, Hr. Flyge?" sagde Fru Herding og fæstede sine kuglerunde Øjne paa ham.

"Fordi man undertiden har godt af at bekæmpe sit Hjertes Trang, Frue," sagde han og bukkede. Og i det samme lod han glimte et Sideblik hen paa Anna. Det forekom ham, at hun slog Øjnene ned.

"Aarr" -- Fruen slog koket ud efter ham med Haanden -- "sikke noget, De staar og siger!"

"Hr. Kontorchefen er galant," smiskede Kihler. "Galant mod Damerne! Bedaarende Vejr idag, ikke sandt, Hr., ganske storartet! Man er lige ved og kan gaa uden noget paa. Finder Hr. Kontorchefen ikke?"

"Jeg er ikke Kontorchef," sagde Flyge tørt. "Jeg er Biblioteksassistent."

"Pardon -- jo -- skal ikke glemme det. De finder Branchen tilfredsstillende?"

"Det kommer an paa ..."

"Jo -- jeg fatter Dem fuldkomment. Den er -- selvfølgelig -- i og for sig særdeles reel -- men man er ikke fulgt med Tiden deroppe. Der mangler lidt Bekvemmeligheder for Publikum -- lidt W. C. og saadan -- moderne Udstyr i det hele taget."

"De har vist ganske Ret, Hr. Kihler."

"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort noget, saa kunde der saamænd godt tages en lille Entré -- for Bøger det er jo alligevel -- dannende -- og det er ogsaa noget, man ikke saadan holder hjemme ... Nu snakker de jo saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne -- jeg siger: naar Staten den drev sine forskellige Bikser som nu Biblioteket med lidt mere Smartneshed, saa blev der magelig Penge til noget af den Slags -- og til mere med ..."

"Det tror jeg ogsaa."

"Glæder mig -- glæder mig at finde en saa fordomsfri Personlighed, Hr. ... Tillad mig at spørge: De er en jævnlig Gæst hos Hr. Kandidat Hansen-Maagerup -- kommer der undertiden -- jo ...?"

"Somme Tider."

"Ja -- jeg ved ikke -- vi skulde en lille Tur paa Frederiksberg idag -- Sommerlyst -- eller Alleenberg -- det morer mig at komme der en sjælden Gang. Det er jo i den lidt ældre -- Stilart -- De ved, gamle Fre'rik med Sekstallet -- skønt nu er jo det hele snart fuldstændig omforandret derude ..."

"Ja, de skal jo immer rive ned og bygge op igen," faldt Fru Herding ind.

"Netop ... Men for at komme til Sagens Kærne: jeg tillod mig før at anmode Deres ærede Ven, Hr. Kandidaten, om at deltage i vor lille Ekskursion. Men Kandidaten ønskede ikke at entrere. Humøret er nok lidt sort i Kanten idag, saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo imidlertid Hr. Biblioteksassistenten kommen -- og hvis nu De maaske vilde gøre os den Ære, saa maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere Kulør paa Leveren ..."

"Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min Part."

Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup for at gøre endnu et Forsøg paa at faa ham med. Men hun kom tilbage med den Besked, at han helst vilde være fri.

"All right," sagde Kihler og slog ud med Haanden, "naar ikke han vil, det staar vi magtesløse overfor. Vi kan vel starte med det samme?"

... Efteraaret havde allerede næsten fuldendt sit Hærværk. Fra Træernes graagrønne Grene flagrede det tynde gule Løvværk som Tøjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem Kugleregn. Og mod den matblaa Høsthimmel tegnede sig skarpt Husenes spirprydede Silhouetter.

Man var kørt i Sporvogn til Raadhuspladsen og spaserede nu ad Alleen. Flyge og Kihler var kommen til at gaa sammen bagved de Andre. Bøg gik ved Siden af Anna, Fru Herding lidt i Forvejen.

"Ungdom!" sagde Kihler med Hentydning til Anna og Bøg, "Ungdom, Højstærede! De klæ'r hinanden, de der -- hva' -- gør de ikke?"

"Det gør de vist."

"Ja -- han er jo ogsaa en Knopsak -- ham dette lille Stykke Kemikerskidt ... Jo -- man forstaar jo at iagttage den Slags. Han skal ogsaa være kommen morderligt efter det paa Fabrikken -- det er jo med Opfindelser, saa der er Sjans, forstaar De ... Det er skam glædeligt for min Søster -- i hendes Stilling -- som ubemidlet Enke -- det er jo noget, hun ligefrem kunde takke Vorherre for, om det nu kunde blive ..."

"Jeg vidste ikke, at han var forlovet med Deres Søsterdatter," sagde Flyge. Hans Stemme var ganske rolig. Men ved Kihlers Ord havde det alligevel givet et lille Sæt i ham.

Han ærgrede sig derover. Havde hun endelig saa stærk en Appetit paa dette store lodne Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have hende? _Ham_ kunde det jo aldrig vedkomme.

"Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for meget sagt. Han er jo saadan lidt ude fra Landet a' -- det gaar ikke saa gesvindt med ham ... Men naar først de saadan begynder at gaa for dem selv og saa skal lade, som om de slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi Andre er til Stede, saa ved man jo, hvad den staar paa ... Nu har man jo arrangeret denne lille Selskabstur -- man vil jo gerne gøre, hvad man formaar. For ved De hvad: saa længe de skal sidde og række Tunge ad hinanden paa en Førstesal til Gaarden og med Udsigt til rent ud sagt Nødtørftspalæerne, saa kommer der sgu ingen rigtig Kanel i Pærekompotten."

Den lille Mand blev ved at tale. Men Flyge hørte ikke mere synderligt af, hvad han sagde. Han kunde ikke faa sine Øjne bort fra det unge Par der forude.

Saa gik man altsaa her og bryggede ganske koldblodigt en lille hyggelig Forlovelse sammen. Hjalp frem, pirrede til, pudsede Parterne paa hinanden. Man gik forsigtigt og besindigt frem: ingen paafaldende Iver, intet snublende Hastværk, ingen Uro. Bare lade de to unge Sind uddunste deres naturlige Varme -- det var alt, hvad man ansaa for nødvendigt. Og saa for Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa den Dag, da Frugten var moden ...

Selv gik han nu her for i paakommende Tilfælde at kunne være Skærmbrædt. Sandsynligvis var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at Kihler kunde sætte ham ind i Sagerne. Hans Nærværelse var egnet til at dæmpe enhver Mistanke, der muligvis kunde opstaa hos Bøg om, at hele Turen var planlagt som en Fælde for ham. Og paa den anden Side var intet naturligere end, at han slog sig sammen med Fru Herding og hendes Broder, der saa smukt havde sat det hele Foretagende i Scene, mens man lod de to Unge sværme paa egen Haand. Hvem kunde vide -- maaske kunde Forlovelsen gaa i Orden endnu idag og han være med til at lyse Velsignelse derover!

Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle! Sandelig -- det kunde more ham at eksperimentere en Smule! Naturligvis vilde han ikke for Alvor gøre de to Unge Fortræd, ikke rive noget itu af, hvad der var ved at gro op imellem dem -- blot bore en lille uskadelig Sonde ned i deres Hjerter for at se, hvordan det i Grunden var fat med dem. Det vilde kunne stille hans Videlyst tilfreds og ikke genere dem det allermindste. For ham kunde de overhovedet forlove sig ligesaa galt de vilde.

Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det øvrige Selskab. Kihler maatte halvvejs sætte i Løb for at vinde med.

... Man bestemte sig til at drikke Kaffe paa Sommerlyst. Naar man sad i Glas-Verandaen, var det næsten ligesaa godt som at være i fri Luft. Og dog var man under Tag og havde en stor buldrende Kakkelovn i Ryggen.

Der var kun faa Folk, og de frøs højtideligt i Søndagspynten. Kun et Par unge Mennesker havde drukket sig røde i Kammen i Whisky, der i stadig nye, sodavandsperlende Strømme skinnede gyldent i Glassene foran dem. Gennem Tobakstaagen, som de pustede fra sig i tætte og tunge Flager, sendte de idelig svømmende Øjekast til Anna.

"Se, hvor de sidder og glor herhen," sagde Bøg. "Det er da en underlig Maner. Man kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige det til dem."

"Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror De, vi vil have Værtshusspektakler her? Dette er ingen Snask."

"Det var heller ikke saadan ment. Men det er dog en sær Maner, mange Mennesker har her i København. De gør lige hvad der lyster dem. Damerne kan jo daarlig nok gaa alene paa Gaden om Aftenen, bare fordi der kommer Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. Det skulde vi lige prøve paa hjemme hos os. Man kunde da ikke nære sig i Byen, naar man en Gang havde forsøgt paa de Kunster."

Hans Blik dvælede, mens han talte, ved Anna. Men den unge Pige var tavs. Hun sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen.

Flyge saa det. Han mærkede ogsaa, at Bøg befandt sig ilde ved hendes Tavshed og søgte at fange hende ind i Samtalen. Der maatte have været en Kurre paa Traaden, som han nu stræbte efter at faa udjævnet.

Ogsaa Kihler syntes at have faaet en Fornemmelse deraf. Og han søgte da at skylle Misstemningen bort ved at udfolde en ganske overdaadig Veltalenhed.

"Det er sgu ganske sjov at komme herud en Gang imellem," sagde han. "Man har jo diverse Ungdoms-Souvenirer herude fra. Her gik man og hørte Tyrolere før i Tiden. -- Kan Du erindre det, Karoline?" henvendte han sig til Søsteren.

"Du ved, Klavs, at jeg aldrig er kommet saadanne Steder."

"Nej, det er Du nok ikke. Du har jo ikke været saadan videre med paa Trallaen i Dine yngre Epoker -- det har Du ikke ... Nej men -- her havde jeg sgu for Resten en Historie. Der optraadte en Tyrolerpige derinde -- hun hed Sessi -- det var saadan en lille gevaldig En. Hun var ligesaa bred over Enden som det Bord her -- ja, jeg overdriver ikke, naar jeg siger det ..."

"Det var da ikke kønt."

"Ikke kønt? Hvad vil det sige, at det ikke var kønt? Du kan sige om den Hund, der gaar der ude i Haven, at den ikke er køn, fordi at Hovedet det ikke passer til Kroppen og den i det hele taget mere ligner et Pindsvin end en Hund -- men tag Du og se paa denne lille Venus fra Milo -- af Thorvaldsen eller hvem hun er af -- saa skal Du se, at hun er ligesaa bred over Enden som Sessi, undtagen at hun jo ikke har Skørter. Dette her med smale Steder over det hele -- det kommer bare af Korsettet. Det har jeg læst om i en Lægebog ... Jo Sessi var sgu netop køn -- hun var saadan -- landskabelig -- ja der var Partier af hende, som ligefrem ikke var til at staa for. Og saa havde hun en Stemme -- den var, saa det bævrede indeni En, naar hun rigtig lagde Kraft i og tog til at jodle. Jeg var jo et lille ungt Skvat den Gang -- jeg havde ikke noget videre at koste paa hende ..."