Part 3

"Ja men det er jo netop det underlige. Hvis jeg nu havde været hans Søster, saa vilde der ikke være noget i det. Men hvorfor skal man absolut kende hinanden i Forvejen for at gøre hinanden Nytte? Der er nu det med Hattene -- _De_ synes maaske ikke en Gang, at det er rigtigt?"

"Jeg tror helst, De skulde lade være."

"Ja, det _er_ ogsaa rædsomt med mig. Hjemme der passer jeg virkelig saa nøje paa, at jeg ikke gør noget galt. Men saa snart jeg kommer udenfor en Dør, saa synes jeg, det er saa ligegyldigt, hvordan jeg er. For der er dog aldrig Nogen, der kender mig."

"Saa skulde De se at komme lidt mere ud."

"Mo'er synes ikke om det."

"Har De forsøgt?"

"Nej -- men jeg ved det jo."

"Ved De hvad, Frøken Herding" -- han standsede et Øjeblik og slog Dupskoen af Stokken mod Stenbroen -- "var jeg i Deres Sted, saa gjorde jeg sandt for Dyden Oprør."

Hun blev ved at gaa men bøjede Hovedet, som om hun overvejede denne Mulighed.

"Nej," sagde hun saa, "det gør jeg nu ikke. For det er Synd for Mo'er."

"Mener De det?"

"Ja, det ved jeg, det vilde være. Hun vilde ikke kunne forstaa det. Og hun er jo saa sikker paa, at saadan som det er, saadan er det det bedste for mig."

"Ja, det tror de jo allesammen -- alle de Ældre. Saadan som de gør det, saadan er det naturligvis det ene saliggørende. Men jeg mener netop, det er Synd for dem selv, at de faar Lov til at tro det."

"Hvad Synd skulde der kunne være i det?"

"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ældre af det. Saa æld-ældgamle. De faar Lov til at stænge sig af. Naar man har Børn, saa er det gennem dem, man skal holde sig Døren aaben til Fremtiden. De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig noget nyt og friskt med der ude fra. Gennem dem faar Forældrene Lov til at leve med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu midt ude i det hele og kan mærke, hvordan det lufter ind imod dem ... Men naar Børnene gemmer sig ind til En og med Villie gør sig gamle ligesom En selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage -- uden at dø."

Han havde talt sig varm. Men Anna rystede bedrøvet paa Hovedet.

"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan noget som det, De der siger. Hun vilde bare synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det godt: hun bryder sig ikke om noget udenfor, bare hun har mig. Jeg turde saamænd ikke en Gang fortælle hende, at jeg vilde op til Dem idag."

Hun lo -- en Smule forlegent.

"Hvad tror hun da?"

"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det var jeg ogsaa: jeg plejer at se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa fik jeg saadan en pludselig Lyst til at ..."

"Til at faa noget at læse i?"

"Ja."

"Det var letsindigt af Dem, Frøken. For nu slipper jeg Dem ikke igen saadan uden videre."

"Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa saa hjælpeløst forskrækket ud, at han kom til at le.

"Jeg vil saamænd have Dem med ind paa en Kafé."

"Der har jeg aldrig været før." Hun blev rød af Glæde. "Og saa kan jeg ogsaa meget bedre fortælle Mo'er, at jeg har været sammen med Dem."

"Mener De det?"

"Ja -- for saa er det jo Dem, der har inviteret mig og ikke mig, der ..."

"Er gaaet op til en fremmed Herre -- nej. Med andre Ord: vi lyver lidt -- ikke sandt?"

"Ja, det gør vi vel," sagde hun og saa angerfuldt paa ham.

-- -- De var naaet ned til Vesterbros Passage og vilde gaa tværs over Gaden. Fra den ene Side kom der en Række Arbejdsvogne, fra den anden susede en elektrisk Sporvogn frem. Anna saa ikke Sporvognen og vilde gaa frem lige foran den.

Flyge stak uden at tænke over det sin Arm ind under hendes og holdt hende saaledes tilbage. Den blev ved at hvile der, til de var naaet over Gaden. Anna gjorde intet for at gøre sig fri. Og han kunde mærke hendes Arms Varme gennem sit Frakkeærme.

Det blev ham, der af egen Drift gav slip. Hun syntes ikke et Øjeblik at have tænkt over, at de havde gaaet der Arm i Arm.

"Men jeg kan jo ikke blive længe hjemme fra," sagde hun pludselig -- hun var endnu inde i Samtalen fra før. "For saa troer Mo'er straks, at jeg er kommen noget til."

-- -- De tog Plads udenfor en af Kaféerne i Nærheden af Tivoli. Flyge vilde helst gaa ind i Kaféen, han vilde ikke gerne udsætte sig for senere at blive beskudt med Spørgsmaal om, hvem den Dame var, han havde haft med. Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. Der kunde de have det nok saa lunt, og der var Læ for Vinden.

Anna skulde have Chokolade, naturligvis. Flyge vilde, at der ogsaa skulde være Vin.

Men da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret, hvad han skulde sige til hende.

Anna lod ikke til at mærke det. Hun var i ypperligt Humør og lo og pludrede løs med Munden fuld af Kage.

"Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den gør. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Især Herrer. Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."

"Hvorfor det?"

"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud -- de kan sidde og se helt fortabt paa deres Smørrebrød. De har naturligvis ikke noget andet Sted -- jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise ganske alene ved et lille Bord -- Tak! det skulde jeg dog ikke have noget af. De er vist ogsaa sære, mange af dem -- jeg synes, de, som varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem ... Kan De se den tykke Opvarter der -- sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet foran dem ... Se, der kommer en Hund -- aa, det er Synd: den faar vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nænne at tage en Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tør Mund paa, at man selv spiser ... Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa skal Du faa Sukker ... Monstro den holder af Sukker? ... Saa -- sitze -- god Hund ... Nej, hvad er nu det?"

Hunden havde meget behændigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden Haand.

"Nej stop, det var ikke Meningen -- fy, skamme sig ..."

Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som en sagte Musik.

Han hævede sit Glas og drak med hende.

"Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"

"Tak" -- hun lo -- "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har drukket dette her."

... Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kaféen stilede hen mod Bordet, hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet Haar og et svagt Fuldskæg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hænder med stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og tilbage ved hans Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde han intet Overtøj men var klædt i en grov blaa Jakke, der var knappet helt op i Halsen.

Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nærværelse gik han lige hen til Anna, glædestraalende og svingende med Haandkufferten.

"Frøken Herding!" raabte han, "Frøken Herding! Nej, det var da morsomt, det var da forfærdelig morsomt!"

Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam frem, og bøjet ned over den var hun i Færd med at frisere dens Øren. Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder skød der en varm Strøm af Blod.

"Bøg! ... Nej dog! hvordan kommer De her?" ... Hun rejste sig op og rakte ham sin Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.

"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg færdig med Militærtjenesten -- nu har jeg rejst hele Natten ... Og saa skal jeg netop komme her ind og spise Frokost ... Og det første Menneske, jeg træffer paa -- det skal være Dem!"

"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op til os -- ikke sandt -- det var De da?"

"Naturligvis var jeg det ... skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse -- -- men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig. De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København -- ja, og saa Deres Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg tænke ...?"

De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene. Hunden, der mærkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte at indsmigre sig hos Bøg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen syntes at tænke paa Flyge.

Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.

"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget god Barndomsven af mig. Og det er Hr. ... Hr. ..." Hun stirrede paa ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans Navn frem af sin Hukommelse.

"Flyge," sagde han med et lille Smil.

"Ja, Hr. Flyge -- om Forladelse ... Men saa sæt Dem dog ned, Bøg."

Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende paa ham.

"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"

"Værsaaartig."

Bøg rykkede en Stol hen til Bordet og tog Plads. Anna blev ved at se dybt paa ham.

"Nu bliver De her da nogen Tid -- her i Byen," sagde hun.

"Ja -- jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer her. Jeg skal tiltræde den imorgen."

"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"

"Aa -- jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' -- kender De det?"

"Nej."

"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse -- en kemisk Sammensætning -- til Fremstilling af Næringsmidler."

"Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrød i en Pebermynteæske? For det har jeg læst om i 'Familie-Journalen'."

"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke noget til det, jeg bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke vil røbe Hemmeligheden."

"Saa skal De naturligvis være den, der staar for det hele?"

"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."

"De vil være Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.

"Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."

"Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til Jernbanen."

Han trak paa Skulderen.

"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde der inde paa Kontoret -- og saa se Togene suse forbi og forbi -- ud i Verden. Nej det _kunde_ jeg ikke. Saa gik jeg en skønne Dag til gamle Møller ..."

"Overlæreren? Hvordan har han det?"

"Udmærket! Jeg sagde til ham, at han _maatte_ læse med mig -- Fysik og Kemi -- og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid ..."

"Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem noget videre?"

"Jo--o-- han har skam været dygtig en Gang ... Men nu er jeg jo glad, at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa -- det tror jeg da saa sikkert."

Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bøg en Kende ubehageligt paa ham. Al denne uplejede Frejdighed skurrede mod hans Nerver.

Han fik Lyst til at drille ham en Smule.

"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker paa Deres nye Stilling?" sagde han.

"Nervøs -- nej! Hvad skulde der være at være nervøs for? Selv ved jeg jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg det vel ogsaa nok."

"Jo -- men Ansvaret ved det hele -- det var det, jeg tænkte paa ... Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler -- ikke sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kødet som Næringsmiddel ..."

"Jamen det gør det vist ikke."

"Maaske ikke -- men De ved det dog ikke -- det kunde i al Fald udvikle sig derhen. Vi sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken Revolution De der vilde være med til? Tusinder af Mennesker brødløse -- jagede ud i Fortvivlelse ... Men Deres Fabrik stor og kvabset af Ubarmhjertighed -- skovlende Guldet ind ..."

"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, saa Alle kunde nyde godt af den."

"De skal jo give Deres Ord."

"Man kan ikke binde sig til noget, som er skændigt. En Opfindelse bliver jo da gjort for at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke det, saa vil den aldrig kunne gaa -- nej, den vil aldrig kunne gaa!"

"Maaske. Men selv om den gør godt, saa forlanger den ogsaa Ofre. Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De kan sidde paa Deres Fabrik og føle Virksomheden vokse under Dem. Og i Aviserne vil De kunne læse mange smukke Ting om, hvor stor en Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden overhovedet lykkeligere af Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det bestaaende gik ganske i Stykker ..."

"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget bedre. I al Fald kan vel det ene være ligesaa godt som det andet."

"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bøg."

"Jeg -- haha -- nej, det mener De nok ikke ... Men nu kommer jeg skam til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen. Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid. Gaar De med, Frøken Anna ..."

"Ja -- se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame ..."

"Jo -- ja undskyld -- men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene. Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig -- saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frøken Anna?"

"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel ..."

"Jeg skal paa Biblioteket -- ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn til."

Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne. Hun var dog Kvinde -- vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af Skinsyge ...

Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten _løb_ ved Siden af ham.

Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst -- en munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om dem og nappede dem i Klæderne ...

... en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner ...

Flyge gik op i Biblioteket.

Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen deroppe, var det ikke fordi han ønskede for bestandig at blive Biblioteksaand eller Arkivvæsen. Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk Sprog med udmærket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler havde vakt nogen videnskabelig Opmærksomhed for hans Navn. Fremtiden syntes ham ikke tvivlsom: den maatte føre ham gennem en Doktordisputats til en Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun til ganske foreløbig at flyde paa.

Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig ind i hans Sind og omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.

Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved Ryg i uendelige Rækker. Tanker, der forlængst var blegede og visne, Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.

Og denne Hær med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en tilfældig samlet Flok, der en skønne Dag kunde møde sin Overmand og hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.

Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede Meninger. De ytrede sig, naar man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.

Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Læsning til det bizarre. Han læste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. Helst søgte han til de Værker, som ingen Andre læste, de glemte og forsmaaede, og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde føle sig ene om deres Selskab.

Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed tage for sig en indbunden Aargang af en eller anden gammel Avis. Han lod Øjet glide hen over det gulnede Papir og den blegede Tryksværte. Spalte op og Spalte ned kunde han læse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse, perfide og ørkesløse.

Hvor de havde sprættet, alle disse Sjæle, som havde undfanget dem, hvor de havde spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, hvor de havde pirret op i Myretuen! Og nu stod Resultaterne der, kendt døde og magtesløse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... Med en vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe sig i en saadan gammel afmægtig Artikel: hvor var nu den Blæst henne, som den havde rejst? Glemt, glemt altsammen, mens andre Aviser, lige optagne af sig selv, lige spjættende af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes rundt som Sneflokke og faldt til Jorden ...

Selv en daarlig Avisartikel fik dog undertiden her i Verden sin Straf: den at blive læst flere Aar efter, at den var skreven ...

Men det var ikke blot Bøgerne, der optog ham. Ogsaa de Mennesker, der søgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser.

Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved Døren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de ventede. Der var unge Studenter imellem, der var gamle, underlig jordslaaede Autodidakter, og der var unge Piger, der vilde laane Billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Naar man saa paa dem med et eget lærd, dødt misbilligende Blik, kunde deres Forlegenhed stige til en selvudslettende Højde.

Men der var ogsaa dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet Fripostighed. De trampede i Gulvet og stillede med høj Røst Forlangender om de Bøger, de ønskede. Og naar de havde gjort det, satte de sig ned, stak Hænderne i Lommerne og strakte med en frygtløs Gaben Benene fra sig. De var til himlende Forargelse for Bibliotekets gamle Bud, der stiv i Nakken og barket af mange Aars Ensformighed hentede Folianterne fra Reolerne.

Og endelig Læsestuens Stamgæster, der hver Dag til nøjagtig samme Tid kom ind, fik deres Bog udleveret og satte sig til at gøre Optegnelser. Nogle af dem var Videnskabsmænd og Studerende -- for andre var Læsestuen kun et lunt Opholdssted, der var blevet dem en Vane og hvor de søgte en Afbrydelse i Dagenes Træghed ...

I Biblioteket følte Flyge sig i Ligevægt. Naar han sad deroppe bag sin Pult, blev han greben af en mild og styrkende Kedsomhed, der kvalte alle Længsler og forjog alle usunde Drømme.

Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. Han saa for sig Anna og Bøg, som de sammen gik ned ad Gaden fra Kaféen. Denne Bøg -- han ærgrede sig i stigende Grad over ham, -- saa ugenert selvskreven han havde teet sig, han med sine store, daskende Hænder.

Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit Hoved rankt frem. Da han gik der med Annas lille spæde og faste Skikkelse trippende ved Siden af sig, saa han saa urokkelig sikker ud, som om han havde tilbudt sig at være hendes Værn og Forsyn mod alt, hvad der kunde møde hende af ondt. Højst sandsynligt, at han virkelig kunde paatage sig det. Thi han syntes at eje den blanke Uvidenheds Naadegave, den medfødte Ubetydeligheds Sikkerhed og Herskeevne.

Muligvis var det den inderligste Daarskab at misunde ham det. Hvad vedkom overhovedet denne lille Frøken Herding ham, Biblioteksassistent Preben Flyge? Saadan en lille Mo'ers Skødeunge, der gik og pippede nysgerrigt om det Liv, hun ikke kendte ...

Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori døde Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevægeligt bøjede over Bøgerne -- var det Liv, de førte? Gjaldt det ikke om de fleste af dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og drog Aande, fordi den Død, der ejede dem, ikke havde fundet det Umagen værd at standse disse udvortes Rørelser? Skygger, Skygger ...

Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt anbragt paa _lit de parade_? Dag for Dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne trængte sig tættere og tættere sammen om ham, saa han ikke kunde røre sig. De filtrede ham ind i et Net af døde Tanker, et Mylr af Traade, der alle lovede at føre ham ud til Liv. Men naar han greb en enkelt og vilde følge den, saa han alle de andre for sig, og han blev greben af Angst for, at den, han holdt i sin Haand, ikke skulde være den rette. Længe kunde han staa tvivlraadig og stirre paa Nettets indviklede Slyngninger, til det alt var ved at løbe i et for hans Blik. Saa greb han ganske vilkaarlig en ny Traad, den første, der faldt ham i Hænde -- og atter tøvede han, atter greb han en ny -- atter døde der et Stykke af ham ...

Med et bittert Smil indtog han sin Plads bag Pulten, hvorfra han skulde lede Udlaanet.

"Her sidder man nu," tænkte han, "og formodentlig vil jeg alle mine Dage blive ved at komme her hver Dag, sætte mig ned og være rede til at staa paa Pinde for Oplysningsidioterne. De vil komme til mig og bede mig om at række dem Giftbægeret. Jeg vil gøre det med et beredvilligt Sind, for de fortjener ikke bedre. Og alle Tænkernes svimle og farlige Tanker, alle Digternes syge og hede Længsler, alle de lærde Penneskafters ligegyldige Reporter-Kendsgerninger vil klumpes sammen i deres smaa og fattige Hjerner. Og de vil glemme, at de selv er til, og af hundrede gamle Bøgers Forvirring vil de sammenskrive hundrede nye. Saa vil de nye Bøger hoppe op paa de lange Reoler og være rede til at gyde deres Indmad i andre Hjerner og atter blive til nye Bøger ...

Og disse Bøger vil blive sendt ud til Folket for ogsaa at udmarve det. Smaa, uldne Bøger vil lægge sig som Filt over Villierne. Og der vil blive gjort endnu flere Bøger. Folket selv vil skrive dem: Skomagere og Skræddere, Husmænd og Inderster, Vaagekoner og Jordemødre. Og deres Sjæle vil blive som stegte Gæs, af hvilke Lever og Lunge og Hjerte og Indvolde er tagne ud og erstattede med Æbler og Svesker. Herrejemini! hvor de vil kro sig, hvor de vil føle paa deres Maver og skændes om, hvis der er stoppet mest ..."

... Der kom en gammel Mand for at laane en Bog. Han var høj og tynd, havde hvidt Fuldskæg og Briller og var klædt i en luslidt sort Frakke, af hvis Ærmer et Par lange, stilkede Arme stak frem. Naar han kom skridtende hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa det ud, som om de knap kunde bære ham.

Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret Præst. For tyve Aar siden havde han taget Afsked: han havde da set ud nøjagtig ligesaa gammel som nu, og hans Ydre vakte en Forestilling om, at han heller aldrig kunde blive ældre. Livets Safter var forlængst tørrede ind i hans magre og kantede, næsten gennemsigtige Krop. Derfor syntes der nu heller ikke mere at være noget tilbage hos ham, som Tiden kunde tære paa.

I de Aar, Flyge havde været ansat i Biblioteket, havde denne Mand hver Dag givet Møde. Og stedse havde han laant Værker, der angik et og det samme Emne: Tiendepligtens Oprindelse i Danmark. Men Ingen vidste, hvad han tilstræbte med disse Studier.