Part 2

"Kære Ven, hvor jeg elsker Dig for Din Naivitet! De sædelige Værdier skulde ikke fortæres, siger Du! Herrejemini! har da Menneskeslægten siden sin første Oprindelse bestilt andet end at opæde dem? Moralister og Religionsstiftere har udklækket dem -- det store slugvorne Dyr, som kaldes Folket, har gladelig ladet sig fodre med dem, og naar det igen har givet dem fra sig, har det været i en ynkelig fordøjet Tilstand. Føj for en Ulykke -- en sædelig Værdi, som er gaaet gennem et Slægtleds aandelige Tarmkanal! Hvad der var livsfriskt og sundt og ungt for vore Bedsteforældre, det har vi nu osende os ud af Halsen."

"Du bruger ellers nogle smagfulde Sammenligninger."

"Jeg bruger dem, som de nu en Gang tvinger sig ind paa mig ... Du taler om sædelige Værdier, som ikke fortæres. Tør Du indestaa for, at Du ikke selv har sat Din Beholdning til Livs? Ved Du, hvordan Du tænker eller føler imorgen -- eller bare om en Time? ... Nej!"

"Aa jo, ved De hvad?" sagde Fru Herding, "det ved vi da rigtig allesammen -- ellers kunde man jo ikke -- ingenting kunde man ... Har De ikke Esset?"

Hun syntes, at Opmærksomheden efterhaanden svævede lovlig langt bort fra Spillet.

"Nej, jeg maa bekende ..."

"Sikke noget! Har De det virkelig ikke? Det maa da sidde et Sted."

"Ja naturligvis ... Jeg vilde sige, Frue, at dette med at ..."

"Ja men saa faar vi jo kun fire Stik ..."

"Ja -- naa ja ... Nej ser Du, Maagerup, dette med at have Ansvar, det er nok i Grunden ikke stort andet end en Talemaade. Vi har allesammen et stort dresseret Dyr i os. Bevares! man holder jo til daglig de bestialske Fornemmelser nede. Men selv i de bedste Menagerier kan der ske, hvad man kalder et Uheld -- det vil sige, at Dressuren pludselig brister ..."

Fru Herding rykkede igen i Ilden:

"Der er da virkelig Forskel -- paa Mennesker og saa paa Dyr."

"Hm -- jo. Dyrene er klogere. De prøver slet ikke paa at bekæmpe deres naturlige Tilbøjeligheder. Menneskene derimod gør det undertiden."

"Det er jo nogle ganske forargelige Anskuelser," sagde Hansen-Maagerup. "Man skulde bare lade staa til og gøre og lade, akkurat som man havde Lyst til! Jeg skal sige Dig en Ting: Du mener det ikke!"

"Hvad gør jeg ikke? ... Om Forladelse: jeg saa ikke, at jeg havde Ruder Knægt ... mener jeg ikke, hvad jeg siger?"

"Nej, Du gør saamænd ikke."

"Det var da heller ikke godt," tonede det fra Fru Herding.

"Jeg forsikrer Dem for -- jeg mener det. Og hvorfor skulde jeg ikke det? Menneskenes Børn er virkelig nogenlunde utilregnelige i, hvad de foretager sig. Hvem kan f. Eks. indestaa for, at Hansen-Maagerup ikke en skønne Dag gør Alvor af at gaa op til Eksamen?"

"Du kunde ellers gerne holde det Anliggende udenfor."

"Ja ja -- saa skal jeg tage et andet Tilfælde. Jeg har en Ven -- en udmærket Karakter, brav, trofast -- han gaar en Gang om Aaret rundt og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver ham gerne lidt -- alle -- vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa have dem, siger han bare -- og saa lægger han Hovedet paa Siden og ler ... Ved De, hvad han bruger dem til?"

"Nej ... Han drikker dem kanske op?"

"Nej fy! Han er det pæneste og ædrueligste Menneske paa Jorden. Han ødelægger dem blot. Han kan gaa ind i Butiker og købe Ting, han ikke har Spor af Brug for. Eller han kaster Skillinger i Grams til Drenge paa Gaden. Eller han gaar ned til Havnen og slaar Smut med Femogtyveører ... Han vil bare have den Fornemmelse, at der ingen Grænser er for, hvad han kan tillade sig -- de Par Gange om Aaret."

"Saa synes jeg virkelig, Pengene de kunde være bedre anvendte."

"Ja -- hvordan f. Eks.?"

"Aa -- der er da altid et fattigt Menneske ..."

"Ja vel -- Brød mener Du. Jo, Du er mig en net Teolog ..."

"Hvad mener Du med det?"

"... som ikke ved, at Mennesket ikke lever af Brød alene."

"Tilvisse ved jeg, at ..."

"Du ved ikke, at der er anden Ulykke til end den, som skriger ud af et Par slunkne Tarme og anden Lykke end at faa Maven fyldt ... Se nu min Ven, ham jeg talte om. Han elskede at føle sig som en Fyrste -- at kunne strø Penge ud -- ganske hensynsløst. Maa han ikke have Lov til det? Og er det ikke ligesaa berettiget at sætte sin Glæde i det som i at æde og drikke og sætte Børn i Verden? Enhver har jo sin Lyst. Nogle finder deres Morskab i at spise Østers, Andre i at samle paa Frimærker, atter Andre i at holde Moralprækener. Hvorfor saa ikke lade dem hver følge sin?"

"Du taler, som om der kun var Spørgsmaal om Lyst."

"Ja, vi kan jo godt give det et andet Navn. Derpaa kommer det ikke an."

"Jeg mener, at det, som er det ædleste og bedste i En ..." Det bævede om Hansen-Maagerups Mundvige, saadan som det gerne gjorde, naar et eller andet satte ham i Sindsbevægelse.

"Det ædleste og bedste -- ja, er det ikke det, som ligger dybest i vor Natur? Hvorimod det ringe og daarlige -- det er det, som er den fremmed. For Dig, Hansen-Maagerup, er Teologien utvivlsomt det ædleste og bedste. Du er, om jeg saa maa sige, Teolog fra Mo'ers Liv ..."

"Aa -- det ved jeg dog ikke." Hansen-Maagerup rødmede beskedent.

"Ja, Du tænker maaske paa, at Du ikke har faaet den Eksamen -- undskyld, at jeg igen berører dette smertelige -- men er det ikke netop et Udslag af det evig teologiske? Hvor kan man nogensinde afslutte sin religiøse Forstaaelse med en Eksamen? Din Teologi er uendelig som selve Himmeldybet."

"Ja, det er jo en let Sag at gøre Nar."

"Paa Ære -- jeg mener det. Men hvad Dit Studium er for Dig, det er f. Eks. Svineopdrætning for en Landmand. Ja, det skal ikke være nogen Kynisme -- er det ikke en stor og rig Kærlighed til Livet, dets Frugtbarhed, dets Grøde, der er Kærnen i saadan et Menneske? Han ser det svulme i Modersoen, myldre i det ene Kuld Grise efter det andet -- omskabes gennem Flæskets Anvendelse som Næringsmiddel -- tror Du ikke, at han i sin Sjæl har et Alter for Frugtbarhedens Guddomme ...?"

"Svineopdrætning maa vel siges at henhøre til Adiafora -- til de Ting, der er neutrale lige overfor det sædelige Begreb. Men lad os nu sætte, at Talen er om ligefrem Ryggesløshed ..."

"Ja hvad saa? Utallige Folkeslag har dyrket Vinens Gud -- ikke at tale om Kærlighedens -- og Digterne har besunget baade Rusen og ..."

"Ja, Digterne de ..."

"Er nogle uteologiske Lødekøer -- naa ja -- men se saa til vore gamle brave nordiske Forfædre -- de dyrkede da baade det ene og det andet. De drak, saa det drev dem ud af Brynjeringene -- de overtraadte henrykt alle Straffelovens Paragraffer og drak Guderne paa Pelsen af Glæde, naar de havde gjort det -- de ..."

"Ja, man kan vel ikke gaa saa langt tilbage, naar man skal bevise noget. Hedningernes Forhold til Loven er jo overhovedet et af de vanskeligste Spørgsmaal ... Men nu er Du og saa Fruen ligegodt blevne lilleslem."

Han tog sejrsæl det sidste Stik hjem. Fru Herding kastede et lynsnart Blik paa det Kort, Flyge endnu havde i Haanden.

"Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes Ansigt strammedes til en stor Bebrejdelse, "nu har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med Kongen! Og jeg, som saa sikkert troede ..."

"Ja, jeg maa meget bede undskylde. Jeg sad i Tanker."

"Det kan jeg sandelig mærke."

Fru Herding var vred. Hun svulmede. Naar hendes Harme tændtes, saa hun ud, som om hun blev pustet op indvendig fra. Og hendes Øjne blev endnu rundere end ellers.

Det var et Par Gange hændet, at det ved Spillebordet kom til ligefremme Scener.

Anna afværgede det imidlertid denne Gang. Hun begyndte at tale om, at det vistnok var paa Tide at sørge for Aftensmaden. Vandet skulde sættes over nu til Te -- ellers blev det for sent. Den første Rubber var jo desuden forbi.

Og Fru Herding rejste sig og gik med hende ud i Køkkenet.

Flyge blev alene med Hansen-Maagerup. Men han havde ikke Lyst til at genoptage Samtalen. Hansen-Maagerup sad og saa paa ham med sine skikkelige, bedrøvede Øjne, mens hans brede, kluntede Hænder ubehjælpsomt famlede ved Bordtæppets ene Hjørne. Og Flyge fik næsten Medlidenhed med ham. Han vidste, at han følte ligefrem Smerte, naar der med unænsom Haand blev grebet ind i den Forestillingskres, han levede sin beskedne Tilværelse paa. Og han bestemte sig til at lade ham have Fred -- i hvert Fald for Resten af Aftenen.

"Ja," sagde han med et Smil, "vi to bliver nok aldrig enige i denne Verden."

"Nej," sagde Hansen-Maagerup, og det bævede paany om hans Mundvige, "og jeg vilde dog saa inderlig ønske, at Du kunde ... Det gør mig saa ondt at høre Dig staa paa det Standpunkt."

Anna kom ind og begyndte at dække Bord. Flyge følte en stedse mildere og fredsommeligere Stemning dale ned over sig. Den lune Stue med dens vage Duft af Blomster, dens renlige Fordringsløshed og sirlige Orden -- den hvide Dug og den pyntelige Opdækning med det gamle Spisestel og de smaa Frynseservietter -- alt dette fik i det dæmpede Lampelys et Skær af naiv Hygge, der dulmende trængte sig ind i hans Sind. Og han lovede sig selv, at han vilde være skikkelig og ikke yppe nogen ny Strid.

Anna vimsede ud og ind -- fra Køkkenet ind i Stuen og tilbage igen. Hun havde taget et hvidt Forklæde paa -- det gjorde, at hendes Buste tog sig rankere og mere spændstig ud i den tarvelige, mørkeblaa Kjole. Nu, da hun var optagen af sit Arbejde, var det ogsaa, som om hendes sædvanlige Forsagthed var strøgen af hende. Hendes Hænder greb saa sikkert og rapt, var de end smaa og svage at se til ...

Flyge kunde ikke lade være at gøre hende en Slags Undskyldning for Striden før. Han vidste ikke hvorfor, men han syntes pludselig, det var hende, han først og fremmest skyldte en saadan.

"Hvad mon De egentlig mener om os to?" sagde han. "De synes vist, at vi er et Par rigtig rødkammede Hanekyllinger, at vi ikke kan gemme vore Disputer til vi er alene?"

Hun smilede.

"Aa," sagde hun, "De mente det vel ikke saa farligt."

"Ikke saa farligt? Hvorfor ikke det?"

"Nej -- det tror jeg virkelig ikke, De gjorde. Saa vilde De have talt paa en anden Maade. Jeg var saamænd lige ved at sige det til Dem før, da De var midt i det. For det kunde jeg tydelig mærke paa Dem ...

Men saa vilde jeg alligevel ikke. For De kan naturligvis have Ret i noget af det ..."

Hun var igen ude af Stuen. Men Flyge syntes, at hendes Stemme havde sitret en Smule som af Latter, der holdes nede.

Skulde hun virkelig ikke tage ham højtidelig?

Det krænkede ham saa smaat. Ikke for det: hun havde jo i Grunden Ret. Han mente det virkelig ikke saa farligt -- i alt Fald mente han det ikke nu mere. Det var jo i det hele taget hans store Ulykke: han mente egentlig aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog vant til, at man lagde en vis, passende Vægt paa, hvad han sagde. Og saa havde denne lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske uimponeret.

Han saa hen paa Hansen-Maagerup. Ogsaa paa hans Ansigt syntes han at kunne skimte et noksaa lunt lille Smil. Det ærgrede ham. Hans teologiske Ven havde saa sandelig ikke nogensomhelst Aarsag til at føle sig overlegen.

Det var ham næsten som en Smule Oprejsning, at Fru Herding endnu, da hun kom ind, syntes ikke at være uden Beskhed.

Men ved Aftensbordet var han Medgørligheden selv. Han gav sig til at fortælle Historier. Ganske uskyldige og uanstødelige Smaatræk -- saadant som man hører hvor man færdes paa Gader og Stræder -- i det højeste med et lille Stænk af blid Ondskab mod en eller anden kendt Personlighed. Han fortalte godt og vakte altid Moro dermed. Og han hørte ogsaa nu smaa Latterknist, bredt fra Hansen-Maagerup, dybt stønnende fra Fruen, næsten barnligt lyst fra Frøken Anna.

Alligevel kunde han ikke frigøre sig for en Fornemmelse af, at den sidste betragtede ham med et Stænk af Ironi ... Han begyndte at faa Interesse for hende: skulde virkelig dette lille Stykke Kvindekøn sidde der og have ham ganske lunt til bedste? Sidde og skinne af frejdig Kritik bag disse bly sænkede Øjenlaag? Det kunde sandelig more ham en Gang at komme nærmere i Lag med hende. Egentlig havde hendes Skjulthed altid pirret hans Nyfigenhed -- nu følte han det næsten som et Behov at komme til at se om bag hendes sagtmodige Væremaade -- se, om der kanske skulde findes en lille spillende og spydig Pigesjæl, som ikke hendes Nærmeste kendte ...

-- -- Under de to sidste Rubbere sad han hele Tiden og tænkte paa, hvordan han skulde finde Paaskud til at besøge de to Damer udenfor de sædvanlige Whistaftener. Hansen-Maagerups retskafne Nærværelse vilde nemlig være ham en Hindring i mulige Eksperimenter.

Og da han ikke fandt noget bedre, drejede han Samtalen saadan, at han kunde tilbyde Frøken Anna at laane hende Bøger fra Biblioteket.

Hun blev rød i Hovedet af Glæde derover. Men det var Fru Herding, der tog imod Tilbudet paa hendes Vegne.

Da han var ved at gaa, kom imidlertid Anna hen til ham ude i Entréen.

"De skal have Tak for det med Bøgerne," sagde hun. "Jeg vil saa uhyre gerne læse. Men nu glemmer De det ikke."

Han lovede højt og dyrt, at han skulde huske det.

Og da han lidt efter gik ned ad Trappen, følte han en glad Forventning stige op i sig. Han syntes pludselig, at et uanet Haab var tindret frem for hans Blik.

Men hvori det i Grunden bestod -- det vidste han ikke selv.

Preben Flyge havde sin Ungkarlelejlighed paa en af Sidevejene paa Frederiksberg.

Huset var nyt. Facaden prydedes af afskaarne Englehoveder og indlagte Ornamenter af himmelblaa og hvide Glasursten, og ganske vilkaarligt hang hist og her en Karnap med store Spejlglasruder som et Flueskab paa Murfladen. Stedet ejedes af en Murmester, der selv havde udført Tegningen og som havde gjort det til et broget Prøvekort paa alle mulige Stilarter.

"Det ordentlig skratter," sagde Flyge. "Man kan blive helt ophidset af at se paa det. Og det kan man ogsaa have godt af en Gang imellem."

Men i sit eget Værelse vilde han have det dæmpet. Væggene var næsten ganske dækkede af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tæppe. Og der var gamle, blide og stilfærdige Møbler.

Flyge havde samlet dem møjsommelig gennem flere Aar. Men han gik som Samler frem uden nogen bestemt Plan. Han holdt af, at Stuen skulde være som en blødt glidende Skala af forskellige Tiders Smag, saa at hvert Møbel gav sin Tone. I Timevis kunde han sidde og lade Blikket glide fra det tykke, massive Kuglebord til Empire-Lænestolens Sprinkelværk, fra det gamle Stueurs troskyldige Kluntethed til Rokoko-Kommoden, der lignede en pyntet ældre Levemand med en velfodret Mave, baaren af et Par tynde, krumme Podagra-Ben ... Hvert af disse Møbler talte sin Tids Sprog til ham, og alle stod de der til enhver Tid taalmodigt rede til at afløse hverandre i hans Opmærksomhed.

Paa samme Maade gik det ham med Mennesker. Han holdt af at skifte. Naar han i nogen Tid havde dyrket et Bekendtskab, fyldtes han af en Følelse af Tomhed og Kedsomhed ved bestandig at møde samme uforanderlig fastslaaede Synsmaader, samme Vaner og Tilbøjeligheder. Han kunde da pludselig bryde af og opsøge halvglemte og fjerne Omgangsfæller, som han saa holdt sig til en kort Tid. Saadan var det gaaet til, at han var begyndt at omgaas Hansen-Maagerup.

Nu var der for Resten gaaet nogen Tid, siden han sidst var hos Fru Herding. De sidste Søndage havde han ikke følt sig oplagt til at gaa derhen. Frøken Anna tænkte han kun flygtig paa, og den Stemning, hun hin Aften havde vakt hos ham, var ganske bleget. Hvad havde han i Grunden ogsaa med hende at skaffe? Hvorfor overhovedet lære flere Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde spise til Middag sammen.

Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken ... Og nu var hun der.

Han vidste ikke ret, om han skulde være tilfreds eller misfornøjet. Foreløbig var han kun forbavset.

"Frøken Herding!" sagde han, "det maa jeg sige: det var en Overraskelse ... Ja, en behagelig Overraskelse naturligvis," føjede han til, da han mente at se et ængsteligt Udtryk i hendes Ansigt. "Men vil De ikke sidde ned?"

"Jeg kommer blot for at bede Dem om noget," svarede hun og blev staaende.

"Ja -- naar det er noget, jeg _kan_ opfylde, saa ..."

"Aa, det er bare ... jeg maatte maaske hellere have gaaet op til Dem paa Biblioteket ... men jeg ved jo slet ikke ... De havde lovet mig nogle Bøger ..."

"Ja -- men det er da ogsaa en Skam, at jeg kunde glemme ... Saa De holder saa meget af at læse? Men saa sæt Dem dog ned, Frøken -- jeg maa jo da have Lov til at høre, hvad det er for en Slags Bøger, De nærmest havde tænkt Dem ..."

Hun satte sig paa en Stol. Men han fik hende hen i Chaiselongen, tog Parasollen fra hende og anbragte den i en Krog. Selv stillede han sig lige overfor hende med Ryggen op mod Bordet.

"Altsaa Bøger", sagde han. "Men der er mange Slags Bøger, Frøken Herding."

"Jeg troede, De kunde tænke Dem ... Jeg læser gerne alt muligt."

"Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gør det naturligvis lettere for mig at træffe Valget. Eller sværere -- ligesom man vil tage det. Se nu her" -- han gik hen til Reolen og tog en Bog frem -- "synes De om noget af den Slags?"

Anna saa ikke en Gang paa Titlen.

"For mig er det vist godt altsammen," sagde hun. "Jeg kender jo slet ingenting. Ikke Navnene en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis jeg maa laane denne her, saa takker jeg ..."

Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge holdt hende tilbage.

"Tror De nu, Menneskene bliver bedre -- eller blot klogere -- af det, de læser?" sagde han.

Hun svarede ikke men saa uforstaaende paa ham.

"Ja, for jeg tror det ikke. Folk, der ikke har læst noget, har i Reglen en meget bedre Forstand end vi andre."

"Tror De det?"

"Ja, det kan jeg forsikre Dem. De Mennesker, man kalder dannede -- de er det ikke, fordi de har læst og lært noget, men fordi de har faaet Lov at leve i et vist Velvære. De har ikke været nødt til at krympe sig for alle mulige aandsfortærende Hensyn -- det er det hele. Men Gudbevares! jeg har naturligvis den største Ærbødighed for den herskende Oplysningsidioti."

"Ja men den Aften, De var hos os -- da sagde De jo netop ..."

"Ja, jeg sagde lige netop det stik modsatte. Jeg priste Oplysningen. Men det var til Hansen-Maagerup. Og overfor ham var det Sandhed."

"Kan da noget være sandt for Nogle og ikke for Andre?"

"Ja, det kan det saa udmærket. For et Barn er saa meget Sandhed, som ikke er det for os Voksne. Man maa ikke gaa ud fra sine egne Begreber, naar man taler med Børn; for de taaler i det højeste Sandheden i opspædt Form."

"Ja men Hansen-Maagerup er da ikke noget Barn."

"Han er ligesom et Barn. Han tror paa Storken. Forstaar De: en moralsk Stork, en Oplysningsstork osv., der bringer os alt, hvad vi har Brug for, fikst og færdigt. Det kan slet ikke nytte at sige til ham, at Oplysning er noget Bras. Man maa nemlig selv have noget af den for at forstaa, at den ikke er noget værd."

"Saa kan det da heller ikke nytte, at De siger det til mig."

"Jo, det kan det godt. For en Dame har altid den Oplysning hun har Brug for."

"Det forstaar jeg ikke. Men nu maa jeg hjem."

"Skal De ind ad Alleen?"

"Ja ..."

"Har De noget imod at følges med mig?"

"Nej -- hvad skulde jeg have imod det?"

De blev ved at passiare sammen, mens han tog sit Overtøj paa. Anna havde faaet Tungen paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt hende ind. Mest var det nok om Vejret og sligt. Men det var iøvrigt Flyge ganske ligegyldigt. Han stod blot og saa paa hende og lyttede til hendes Stemmes lyse Klang.

Det var mærkeligt med hendes Ansigt. Naar man saa det i Profil, var det, som blev det et ganske andet. Alt det bløde og barnlige, som ellers prægede det, veg bort, og i Stedet for fik man Øje paa en stærk og fast Linie, der fra Næsens fine Fløje drog sig ned mod Hagen og ligesom pressede sig sammen om Munden. Det var, som bævede der bag den et Spil af haarde og energiske Muskler. Og det faldt Flyge ind, at den Forsagthed, der ellers saa ofte laa næsten lammende over hendes Væsen, den gemte sig mest i de dybe blaa Øjne. Saa snart de ikke saa paa En, saa røbede den sig ikke.

Han blev ved at iagttage hende, da de lidt efter gik ned ad Gaden sammen. Han havde en Fornemmelse, som om han idag saa hende for første Gang, og hans Sind fyldtes af en lys Opdagerglæde. Denne baade spæde og ranke Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de smaa, sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strøget op over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig sammen til et Indtryk af Støthed, som han aldrig før havde fundet hos hende. Han syntes, hun saa ud, som gik hun bare og samlede paa Styrke for en skønne Dag at bryde igennem alt det, der nu stængende skød sig mellem hende og Livet.

Han var med et bleven tavs. Han følte sig greben af en Forlegenhed, der saa ofte paakom ham overfor Kvinder, der vakte hans Behag og som han selv havde ondt ved at forklare sig. Den var som en ulden Dunst, der lagde sig over hans Hjerne og gjorde hans Tanker døde og flove. Hvad maatte hun tro om ham -- ham, der ellers havde saa stor Overflod af Ord ...?

De var drejet om Hjørnet af den Sidevej, hvor han boede, og gik nu ned ad Alleen. Der kom en frisk og munter Blæst bag paa dem. Den tvang ham til at holde paa sin Hat og løsnede en Lok af hendes Haar. Begge to hældede de sig forover og løb nogle Skridt, inden de atter fandt fuld Ligevægt.

Den løsrevne Haarlok flagrede lystigt i Vinden som en lang, smidig Vimpel. Og der undslap Anna et lille, leende og forskrækket Udbrud.

"Det er en ordentlig Blæst!" sagde han. Noget _maatte_ han jo sige.

"Aa, Herrerne kan da sagtens," svarede Anna og saa paa ham.

Hendes Blik bar ham over Forlegenheden.

"Kan vi sagtens?" sagde han. "Vi bliver jo simpelthen latterlige i Blæst. Man gaar og holder paa sin Hat, saa det ser ud, som om man holdt paa sit eget Hoved. Eller man holder ikke paa den, men lader den blæse af. Saa løber man efter den, mens Haaret rejser sig som Marehalmstotter paa Ens Hoved -- eller man fremviser sin skaldede Isse, der skinner som en blank Skilling -- og man skridter ud, pustende og stønnende, mens Hatten danser afsted i Snavset ... Nej, man er latterlig, hvordan man saa vender og drejer det."

Hun lo. "Det har jeg saamænd aldrig tænkt over," sagde hun. "Jeg synes bare, det er Synd for Herrerne. Og saa giver jeg mig somme Tider ogsaa til at løbe efter Hatten. Det var da en Skam andet end at hjælpe dem, hvis man kan -- og saa løber vi om Kap -- alle tre -- ja, for Hatten løber jo ogsaa ... Men det er maaske ikke passende ... Forleden Dag var der en Herre, der begyndte at spørge mig ud."

"Spurgte han Dem ud?"

"Ja -- men han spurgte for Resten blot, hvor jeg boede. Det var en ældre En -- naturligvis. Ellers havde jeg vist heller ikke løbet efter Hatten. For han var meget nærmere ved den selv."

"Sagde De ham saa det?"

"Hvilket?"

"Hvor De boede."

"Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvænget. Mere syntes jeg ikke kom ham ved. Det var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, sagde han bare. Hvad tror De i Grunden, han mente med det?"

"Han skulde vel den Vej."

"Tror De? Aa ja. Han _var_ nu ældre."

... Der var kun faa Mennesker i Alleen. Mest gamle Folk, der stred sig frem mod Blæsten. Undertiden tvang den dem næsten til at staa stille.

"Jeg gaar og tænker paa," sagde Anna videre, "hvor det i Grunden er underligt at leve."

"Aa ja -- mere underligt end egentlig behageligt."

"Behageligheden er jo forskellig. Men det er underligt, at man saa tidt ikke kan gøre Folk Tjenester, fordi de vilde blive fornærmede, hvis man prøvede paa det. Jeg saa forleden Dag en Herre i en Sporvogn. Det var en meget pæn Herre, men han havde saadan en frygtelig Vorte paa Kinden. Jeg ved godt, hvordan man kan blive af med saadan en, og jeg kunde jo altsaa godt have sagt det til ham. Men havde jeg gjort det, saa var han naturligvis bare bleven vred."

"Det var han rimeligvis."