v. Dockum blev denne Gang ikke længere i Paris end Forholdene

nødvendiggjorde det; allerede den 1. April 1812 var han tilbage igjen i Antwerpen, hvor han traf Scheldeflaaden i fuld Gang med sin Ekvipering.

Blandt de danske Officerer, og navnlig blandt Maanedslieutenanterne, havde i Vinterens Løb et Spørgsmaal vedrørende disse sidstes Uniformering været Gjenstand for ivrig Debat.

Hvad Uniformsspørgsmaalet i sin Helhed angaar, da havde Officerernes Klædedragt under de Danskes Ophold paa Schelden allerede for over 2 Aar siden undergaaet en radikal Forandring. Den gamle Gallauniform, som Officererne havde baaret ved høitidelige Leiligheder, og som havde vundet et Slags Hævd, var ved en kongelig Resolution først paa Aaret 1810 bleven bragt ud af Verden[116].

Skjøndt denne Forandring i Uniformsreglementet næppe har været Officererne kjærkommen, var det dog ikke dette, men en Sag af virkelig praktisk Betydning, der kaldte alle de danske Maanedslieutenanter frem med en Protest i Slutningen af Februar Maaned 1812.

Sagen var nemlig den, at disse Officerer ikke bare Epauletter, og da Epauletten i Frankrig netop var Officersstandens sikkre Kjendemærke, havde Maanedslieutenanterne paa Grund af denne Mangel ved deres Uniform ofte Vanskelighed ved at blive anerkjendte for Officerer.

Det kunde ikke være andet, end at dette uheldige Forhold maatte give Anledning til Misforstaaelser og Ubehageligheder af forskjellig Art, og disse Mænd, hvoraf flere under Scheldeflaadens Kampagne havde havt selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbaade og andre mindre Fartøier, vare i Reglen udsatte for at maatte gaa forbi de franske Skildvagter uden at faa den Honnør, som i Følge deres Stilling tilkom dem, medens danske, faste Underofficerer og franske Søkadetter af 1ste Klasse (aspirants de marine de 1re classe) af Posterne bleve betragtede som Officerer, fordi de bare Epauletter til deres Uniform. Dette var dog kun af ringe Betydning i Sammenligning med den Kjendsgjerning, at den franske Vagtpost ved Porten til Værftet i Antwerpen, hvor en Del af Scheldeflaadens Skibe overvintrede i det forreste Basin, i Vinteren 1812 gjorde Vanskeligheder ved at lade Maanedslieutenanterne passere ind paa Værftet, »ja endog ytrede at kunne arrestere dem efter Retræten, fordi de ikke behøvede at erkjende nogen for Officer, som ikke bar Epauletter«[117].

Under disse Omstændigheder vil man kunne forstaa, at Maanedslieutenanterne fandt Øieblikket kommet til at gjøre et Forsøg paa at faa en Ende paa deres Fortrædeligheder, og de enedes derfor om at indgaa med en Skrivelse til Admiralitetet, hvori 2 af dem — Lieutenanterne Ring og Cortnum — paa alle Kammeraternes Vegne, ansøgte om Tilladelse til at maatte bære Epauletter, medens de vare i fransk Tjeneste. Som man kunde vente, maatte dette beskedne Ønske finde Støtte hos Admiral v. Dockum, der ogsaa indsendte Andragendet til Admiralitetet, forsynet med en motiveret Anbefaling[118].

* * * * *

Scheldeflaaden, der tidlig paa Foraaret 1812 atter indtog sin gamle Station og aabnede Sommerkampagnen med de vante Manøvrer og Arbeider, havde i væsentlig Grad forandret sit Fysiognomi siden Sommeren 1808, da Grunden til den blev lagt, og en Eskadre paa 8 Linieskibe for første Gang samledes paa Floden under Admiral Missiessy’s Kommando. I de forløbne Aar havde den voxet sig stærk, saa at den i 1812 kunde mønstre ialt 22 Linieskibe (3 Skibe paa 84 Kanoner og 19 Skibe paa 74 Kanoner) foruden en Del Fregatter og mindre Fartøier. Af dette betydelige Antal bragte Sommeren 1812 en Forøgelse af ikke mindre end 7 Linieskibe[119], 7 Fregatter og 1 Brig, og paa Antwerpens Bedinger vare stadig nye Skibe under Bygning. Det var dog ikke alene her, at Frankrigs maritime Udvikling gik frem med stærke Skridt; i alle franske Orlogshavne, lige fra Amsterdam til Venedig, arbeidedes der paa Nybygninger, og det med saadan Energi, at Frankrig, hvis Flaade efter det uheldige Slag ved Trafalgar i Aaret 1805 var i en høist sørgelig Forfatning, nu efter nogle Aars ihærdigt Arbeide, havde henved 100 Linieskibe til sin Raadighed.

Man skulde synes, at Scheldeflaaden i sin nuværende Skikkelse var en saa anselig Stridsmagt, at den ikke længere hverken kunde eller burde finde sig i, at en engelsk Blokade Aar efter Aar lukkede Scheldens Munding; men paa dette Punkt bragte Aaret 1812, lige saa lidt som dets Forgængere, nogensomhelst Forandring. Flaaden tog med samme prisværdige Iver som de foregaaende Aar fat paa sine Øvelser; de kjendte Ture tilsøs indenfor Bankerne toge igjen deres Begyndelse, der dannedes atter en Evolutions-Eskadre bestaaende af Kanonbrigger og Flaadens lettere Skibe under Admiral Missiessy’s egen Kommando; men trods dette, og uagtet der paa intet Punkt forsømtes noget, der kunde fremme Officerernes og Mandskabernes Dygtighed, opnaaedes der dog intet virkelig positivt Resultat af det ihærdige Arbeide. Mere end 20 Linieskibe laa kampdygtige paa Floden, klare til at gaa tilsøs, men det store kostbare Krigsapparat blev ikke sat i Virksomhed, skjøndt Fjendens Skibe vare i umiddelbar Nærhed.

En af de faa Afvexlinger, som Aaret 1812 førte med sig, var den, at alle 4 dansk bemandede Linieskibe skulde under Kommando af nye Chefer.