Part 1

DE DANSKE PAA SCHELDEN (1808-1809)

UNDER KAPITAINERNE S. U. ROSENVINGE OG H. BARON HOLSTEN.

AF O. LÜTKEN PREMIERLIEUTENANT I MARINEN.

KJØBENHAVN. F. H. EIBES FORLAG. TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE. 1885.

Forord.

Det Materiale, der er brugt ved Udarbeidelsen af denne Episode af den danske og franske Søkrigshistorie i 1808-1809, er tilveiebragt ved Benyttelsen af officielle Aktstykker fra nedenstaaende Arkiver, hvortil jeg ved beredvillig Imødekommenhed har haft Adgang:

Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn. Udenrigsministeriets Arkiv, Kjøbenhavn. Archives du ministère de la marine, Paris.

_Kjøbenhavn_, September 1885.

O. Lütken.

„De Danske paa Schelden“.

(1808-1809).

Den 7de September 1807 Kl. 2 om Morgenen vare de danske og engelske Kommissairer efter en meget bevæget Forhandling blevne enige om Betingelserne for Kjøbenhavns Kapitulation, og nogle faa Timer senere blev dette Aktstykke forelagt Krigsraadet, der endnu var samlet i Hotel d’Angleterre hos Hovedstadens Kommandant, Generallieutenant Peymann. Efter at den Høistkommanderende, der var syg og sengeliggende som Følge af den Overanstrengelse og Spænding, han under Byens Beleiring og Bombardement havde været udsat for, havde forsynet Dokumentet med sin Underskrift, begav General Waltersdorff sig dermed, ledsaget af de engelske Kommissairer, til Hovedkvarteret i Hellerup, hvor de to engelske Høistkommanderende, General Cathcart og Admiral Gambier, ligeledes underskreve det. Saaledes var altsaa Kapitulationen fuldbragt 3 Uger efter at den engelske Hær var gaaet iland paa Sjælland, og ihvorvel denne Begivenhed i sin Helhed virkede nedtrykkende paa enhver dansk Mand og Kvinde, var det dog den 3die af dette Aktstykkes 9 Artikler, der fyldte hele Nationen med Harme og Sorg.

Den danske Flaade med alt, hvad der hørte til dens Udrustning, samt alle Beholdningerne paa Værftet skulde ifølge denne Artikel udleveres til den britiske Regjering, og de engelske Befuldmægtigede med Kapitain Sir Home Popham i Spidsen gik saa hensynsløst som vel muligt frem under Udførelsen af deres Hverv. Ikke nok at den søgaaende Flaade blev gjort til Bytte og Magasinerne tømte; men endog det, som stod paa Stabelen under Bygning og altsaa ikke kunde tages med, skulde ødelægges.

Saaledes bleve to Linieskibe, en Fregat og nogle mindre Fartøier, der stode i Spanter, atter nedtagne, et næsten fuldendt Linieskib blev styrtet ned fra sin Beding, og et andet, Linieskibet »Dithmarsken«, der netop var i Dok, blev ødelagt.

Den øvrige Del af Flaaden var bleven ekviperet seilklar og udlagt paa Rheden, og den 21de Oktober om Morgenen lettede saa den sidste Division af den engelske Flaade med Danmarks og Norges Flaade som sit Bytte.

En tætpakket, tavs Menneskemasse stod paa Langelinie og paa Kysten længere nordenfor Kjøbenhavn og saa med Sorg paa de kjendte Skibe, der lettede deres Anker for sidste Gang fra Kjøbenhavns Yderrhed og satte Seil. Det var et storslaaet, imponerende Syn, da den samlede Styrke, 22 Linieskibe, 22 Fregatter og henved 250 Transportskibe i Løbet af Eftermiddagen stod Sundet ud, men de, der fra den danske Kyst vare Vidne hertil, tænkte i dette Øieblik kun paa, at det var Flaaden, det Værn, hvortil saa stolte og skjønne Traditioner vare knyttede, der nu drog bort for aldrig mere at komme tilbage.

Danmark var ved denne Voldshandling bleven berøvet sit uundværlige Værn, Flaaden. Hele det søgaaende Materiel, alt hvad der kunde ekviperes og gjøres seilklar, var nu fuldtlastet paa Veien over Nordsøen til England, og inde paa Holmen stode Magasiner og Beholdninger tømte for hele deres Indhold: Kanoner, Tømmer, Seil og Tougværk, — alt var borte.

Under disse fortvivlede Forhold vil det næppe undre, at Marinens Officerer, der saa sig afskaarne fra at virke til Fædrelandets Forsvar i deres eget Kald, kunde ønske at komme til at tjene under et fremmed Flag, naar blot det var i Kamp mod England, og da netop paa dette Tidspunkt Frankrigs store Keiser kjæmpede med Storbritannien, blev Frankrig ganske naturlig det forjættede Land, Maalet for manges Ønsker og Forhaabninger, navnlig iblandt Etatens yngre Kræfter.

En Del af disse henvendte sig ogsaa kort efter Byens Kapitulation til den franske Minister i Kjøbenhavn, Baron Didelot, med Begjæring om at maatte indtræde i fransk Tjeneste, men denne Plan blev af forskjellige Aarsager ikke realiseret, og nærmest fordi det danske Admiralitet, der nu ved Begyndelsen af Krigen med Verdens største Sømagt, stod med tomme Hænder uden Skibe og Kanoner, men med et dygtigt Personel til sin Raadighed, af al Kraft arbeidede paa at skabe et nyt Søværn og derved lagde Beslag paa Officerernes Kræfter.

Den Opgave, at skabe Flaaden paany, var imidlertid for stor og omfattende til, at dens Løsning kunde tilendebringes i kort Tid; mindre Skibe og Fartøier lykkedes det ganske vist hurtigt at faa færdige og ekviperede, saaledes at der snart virkelig var et lille anvendeligt Søkrigs-Materiel tilstede, men Bygning af Linieskibe, Datidens egentlige Kampskibe, var et Foretagende, der ikke alene kostede Penge, men ogsaa Arbeidskraft og Tid.

Kun to af Flaadens Linieskibe havde undgaaet deres Kammeraters Skjæbne at blive udleveret til Englænderne[1]; det var »Prindsesse Lovise Augusta« og »Prinds Christian Frederik«, der begge to befandt sig i Norge ved Fjendtlighedernes Udbrud, og af disse var tilmed det første gammelt og skrøbeligt. Da der til Krigen, navnlig hvis det paatænkte Tog imod Sverrig skulde blive til Virkelighed, havdes paatrængende Brug for store Skibe, henvendte den danske Regjering sig om Bistand hos sin Allierede Rusland. Denne Anmodning blev ikke alene gunstig modtaget fra den keiserlige Regjerings Side, men det saa endogsaa ud til, at den lovede Assistance skulde blive til Virkelighed. En Eskadre, hvis Bestemmelse var de danske Farvande, udrustedes under Admiral Hanickoff’s Kommando, og fra Kjøbenhavn afreiste 3 Kommandører til Rusland med det Hverv at være de fremmede Orlogsmænd behjælpelige med Navigationen; men Skibene naaede ikke deres Bestemmelsessted, thi neppe havde Admiral Hanickoff forladt Kronstadt, førend han af en forenet engelsk og svensk Eskadre blev tvunget til at søge ind til Roggersvik, hvor han med sine Skibe holdtes blokeret. Medens saaledes den ventede Assistance fra Øst svigtede, haabede man herhjemme, at Danmarks anden Allierede, det mægtige Frankrig, nok vilde række en hjælpende Haand. Man ønskede nogle Krigsskibe herop, som man vilde besætte med danske Søfolk. Dette kunde ikke ske, men Tanken førte til, at Napoleon ønskede danske Søofficerer og Matroser til Schelden. Herom henvendte den franske Regjering sig i Februar Maaned 1808 til den danske. Gjennem sin Gesandt i Kjøbenhavn, Baron Didelot, begjærede den danske Officerer og Mandskab sendte til Antwerpen og Vliessingen for at besætte 3 franske Linieskibe af den der nyskabte Flaade.

I en Depeche af 20. Februar skriver den franske Udenrigsminister Mr. de Champagny til Mr. Didelot desangaaende, idet han gjør opmærksom paa, at det i Særdeleshed er til Danmarks Fordel, da Flaaden paa Schelden er bestemt til at operere i Nordsøen og Østersøen og altsaa til Danmarks Forsvar.

Man havde herhjemme al Grund til at antage, at denne Hjælp af Søkrigsmateriel maatte staa i Forbindelse med et tidligere Løfte om Understøttelse til Lands, og at Meningen med Eskadrens forventede Afsendelse til danske Farvande maatte være den at dække den franske Armees Overgang over Store Belt og Øresund, naar Angrebet paa Sverig skulde finde Sted, men det bliver dog vist et Spørgsmaal, om man nogensinde i Frankrig for Alvor har tænkt sig det Tilfælde, at Eskadren skulde komme til at virke udenfor Scheldefloden og de nærmeste Farvande der omkring.

Samtidig med denne Henvendelse gjorde den franske Udenrigsminister Skridt i samme Anledning hos den danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer[2]. Den 18. Februar modtog denne en Anmodning fra den franske Udenrigsminister om at komme til en Konference hos ham i hans Bureau. Her gjorde Mr. de Champagny den Meddelelse, at han havde Keiserens Ordre til at stille det Forslag, at Kongen af Danmark skulde sende fuldstændig Besætning af Officerer, Underofficerer og Matroser til 3 Linieskibe; den franske Regjering skulde afholde Udgifterne til deres Underhold og Gager, og Keiseren havde bestemt, at de tre Linieskibe skulde anvendes i Østersøen og til Forsvar af de danske Kyster[3]. Geheimeraad Dreyer svarede uden Betænkning, at han frygtede for, at dette Forslag vilde give Anledning til store Vanskeligheder, navnlig fordi han troede, at de danske Søfolk daarligt vilde kunne finde sig i at komme under fremmed Kommando.

Mr. de Champagny bemærkede hertil, at der ikke var noget at befrygte i den Retning, da det var Keiserens Hensigt at betro Kommandoen af de 3 Linieskibe udelukkende til danske Søofficerer; kun Overkommandoen vilde blive fransk, og de vilde komme til at tjene under fransk Flag.

Disse Indrømmelser tilfredsstillede imidlertid ikke den danske Gesandts Betænkeligheder; han bad dog Ministeren ikke betragte hans Udtalelser som noget Afslag, da han i en fortrolig Depeche skulde underrette sin Regjering om Keiserens Ønske, og vilde blot tilføie, at hvis de danske Søfolk kunde komme til at tjene under danske Officerer og under dansk Flag, vilde Keiseren være sikker paa, at vore tapre og uforfærdede Matroser nok skulde gjøre sig værdige til den Tillid, der blev vist dem. Dette Modforslag mishagede imidlertid den franske Udenrigsminister i den Grad, at han afbrød Forhandlingerne med følgende skarpe Svar: »Saa kan De selv betale Deres Matroser, naar De ikke vil have, at Keiseren skal gjøre det.«

Det er ikke saa forunderligt, at Geheimeraad Dreyer efter denne lidt bratte Slutning paa Forhandlingerne i Ministerens Kabinet i sin Indberetning til Udenrigsministeriet fraraadede den danske Regjering at gaa ind paa Keiserens Forslag; man kan ikke frakjende de Betænkeligheder, han fik under Forhandlingerne med Mr. de Champagny, stor Betydning, og maa indrømme, at han har haft et ganske godt Syn paa Sagen, naar han slutter sin Depeche med følgende Udtalelse:

»At sende danske Matroser og Officerer som Besætning for 3 franske Linieskibe under fransk Overkommando og under fransk Flag, vil efter min ærbødige Formening være ensbetydende med at give Afkald paa nogensinde mere at faa disse 3 Besætninger at se i Danmark og med at overlade til Keiserens Luner at anvende dem, hvor han finder for godt.«

Skjøndt altsaa de Forhandlinger, der førtes i Paris, ikke bragte noget Resultat, havde den franske Gesandt i Kjøbenhavn, der ifølge sine Instruktioner henvendte sig saavel i Udenrigsministeriet som i Admiralitets-Kollegiet, mere Held med sig. Forslaget blev taget under omhyggelig Behandling, og Resultatet blev, at man bestemte sig til at imødekomme Keiserens Ønske saa vidt som det var muligt. Den danske Regjering gav saaledes sit Samtykke, men med en vis Grad af Betænkelighed i Forudfølelsen af, at de reelle Fordele, som kunde ventes, neppe vilde staa i Forhold til de Vanskeligheder, som dette Foretagende sandsynligvis maatte give Anledning til, og det har derfor nærmest været Hensynet til den mægtige Allieredes Ønske og Villie, der førte til, at Danmark gik ind paa Keiserens Forlangende.

Denne Anskuelses Rigtighed bekræftes ogsaa ved at gjennemlæse den Fremstilling af Sagen, som den danske Udenrigsminister giver i nedenstaaende Skrivelse til Geheimeraad Dreyer i Paris[4].

Kjøbenhavn den 15. Marts 1808.

»Jeg har ikke undladt ufortøvet at forelægge H. K. H. Kronprindsen Deres Excell.s Beretning angaaende den franske Regjerings Andragende, at de Officerer og det Mandskab, der udfordres til 3 Orlogsskibes Udrustning, maatte sendes herfra til Vliessingen. Den herværende franske Gesandt har ei alene gjort mig den samme Meddelelse, men ogsaa ifølge et til ham senere indløbet Brev fra den franske Søminister direkte henvendt sig desangaaende til det Kgl. Admiralitets-Kollegium. Ingenlunde underkjende vi her det Smigrende, som dette Andragende indeholder for den danske Marine, eller den Forbindelse, hvori det staar med Danmarks politiske Interesse, især da ogsaa Søministeren, endskjøndt i største Fortrolighed, meddeler Hr. Didelot den aldeles bestemte Efterretning, at den Flaade, der udrustes i Vliessingen, er bestemt til Nord- og Østersøen. Men betydelige Vanskeligheder, som ikke ganske kunne bortryddes, modsætte sig i dette Øieblik den os gjorte Begjærings Opfyldelse.

»Da vi i Anledning af den forestaaende Landgang paa Skaane ei alene have udrustet de Krigsskibe, som vi endnu have tilbage, og bemandet alle hidtil byggede Kanonbaade og mindre Krigsfartøier, men ogsaa i Hast armeret adskillige Koffardiskibe, saa har vore tjenstdygtige Søofficerers Antal ei engang været tilstrækkeligt, men vi have set os nødsagede til at afhjælpe denne Mangel ved provisorisk at beskikke overordentlige Søofficerer. Ligeledes ere alle Søfolk, som her have kunnet tilveiebringes, satte i Rekvisition til Regjeringens Tjeneste, og ere følgelig i nærværende Øieblik uundværlige for os.

»Under disse Omstændigheder staar det ikke i vor Magt, i sin fulde Omfang at opfylde det os af den franske Regjering tilkjendegivne Ønske, og vi have for Tiden maattet indskrænke os til at udse to af vore dygtigste Søofficerer til at afgaa til Vliessingen for der at tilbyde deres Tjeneste, samt at anvise denne Havn til en Samlingsplads for de af vore Søfolk, der endnu findes i Frankrig, Holland og Italien, eller der vende tilbage fra disse Stater. De fornødne Befalinger i denne Henseende ere alt udstedte, og en af de omtalte Officerer, Kapitain Rosenvinge, er alt afreist til Vliessingen for sammesteds at aftale det videre fornødne, og for at overtage det udforderlige Opsyn og Omsorg i Henseende til de danske Søfolk, som samles der i Havnen. Saasnart Troppernes Overfart til Skaane er iværksat, kunne vi lade flere Officerer følge efter.

»Da Hr. Didelot er bleven fuldstændig underrettet om alt det foregaaende og vil have indberettet saadant til sin Regjering, saa har jeg ikkun villet meddele Deres Excell. disse Oplysninger, for at De i paakommende Tilfælde kan gjøre Brug deraf.

Bernstorff.

Til Hs. Excell. Geheimeraad Dreyer i Paris.«

Med sit geniale Blik havde Keiser Napoleon set, at Schelden var det Sted, hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunde føre et Stød imod England. En Søstyrke her med Vliessingen som en aaben Udfaldsport til den engelske Kanal vilde nødvendigvis medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre den franske Styrke i at løbe ud og operere i Kanalen. En nogenlunde stærk Flaade-Afdeling vilde under en energisk Kommando være en farlig Nabo for den engelske Kyst, og det var denne Tanke, der gav Stødet til hele den store maritime Bevægelse paa Schelden ved Antwerpen og ved Vliessingen. Naar Antwerpen omdannedes til en Vaabenplads med Værfter og Dokker, vilde Schelden fra denne By og helt ned til Fæstningen Vliessingen blive en umaadelig Krigshavn, stor nok til at rumme den mægtigste Flaade, og Beliggenheden var tilmed saadan, at selv om fjendtlig Blokade spærrede Adgangen dertil ad Søveien, vilde dog dens Existens og store Betydning være sikret derved, at Tilførsel af Skibsbygningsmaterialier og alle Slags Krigsfornødenheder kunde foregaa uhindret ad Rhin-, Maas- og Scheldefloden.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paa dette Tidspunkt, — Foraaret 1808 —, paabegyndt med den Kraft og Energi, som var Napoleons Regjering egen. Vel maatte Vliessingen endnu foreløbig blive Orlogsmændenes Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden. Men oppe ved Antwerpen vare allerede de ny anlagte Værfter i fuld Gang, Magasiner opførte, Bedinger reiste og Skibe under Bygning, og med saadan feberagtig Hurtighed blev der arbeidet, at 8 Linieskibe efter en urimelig kort Tids Forløb bleve satte i Vandet og paabegyndte deres Ekvipering.

Det var gjennem nedenstaaende keiserlige Dekret af 28. Februar 1808, der befalede de nybyggede Linieskibes hurtige Udrustning, at Scheldeflaaden sattes paa Krigsfod[5].

Tuilerierne den 28. Februar 1808.

»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for Rhinforbundet:

»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister, udstede Vi efterfølgende Dekret:

Art. 1.

»Vor Eskadre af Linieskibe paa Schelden skal armeres, fuldstændig ekviperes, forsynes med Proviant for 6 Maaneder, have sit Reservegods ombord, og være udlagt til Ankers paa Schelden forinden førstkommende 1ste Mai.

Art. 2.

»Mandskabet til Vore 8 Linieskibe paa Schelden skulle tages af Marinens 8 Matros-Batailloner i Overensstemmelse med den Organisationsplan, som Vi have stadfæstet.

Art. 3.

»Disse Batailloner skulle sammensættes paa følgende Maade:

»800 Matroser, som allerede ere ombord i Orlogsskibene ved Vliessingen. »1200 Matroser, udtagne af de 2400 bedste Matroser fra Boulogne. »1200 Udskrevne Folk. »800 Mand Fodfolk og »1000 Matroser udtagne af Aldersklasserne og af Kontingentet fra de hanseatiske Byer.

Art. 4.

»Vor Krigsminister og Vor Minister for Marinen og Kolonierne ere bemyndigede til, hver paa sit Omraade, at foranstalte dette Dekret bragt til Udførelse.«

Napoleon.

Baron Maret, Stats-Sekretair.

Det er en bekjendt Sag, at Bygningen af disse Linieskibe og 8 andre, som allerede stod paa de ledigblevne Stabler, blev foretaget paa en Maade, der næppe vilde kunde taale selv den skaansomste Kritik, men Opgaven, at skaffe en Flaade-Afdeling tilveie paa utrolig kort Tid, var løst, Keiserens bestemte Befaling var adlydt. Hvorledes Skibene vare byggede, og hvorlænge de vilde være brugbare, var i dette Øieblik, midt under Krigen, selvfølgelig et Spørgsmaal af underordnet Betydning.

Til nærmere Belysning heraf vil det ikke være uden Interesse, at høre en Udtalelse fra en dansk Søofficer[6], der netop i Aaret 1808 havde Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det franske Skibsbyggeri paa Regjeringens Værfter i Antwerpen.

»Skibenes Bygning«, — skriver han — »drives til en Grad af Uforsvarlighed, der bringer til at skjælve for de ulykkelige Sømænd, der med disse Skibe betroes hint farlige Element, og som endog er de Franske ukjendt. Efter Ingeniørernes Forsikring ere de ikkun byggede til 8 Aars Varighed, da det for Øieblikket kun gjælder om at tilveiebringe et stort Antal Skibe. Det grønne Træ, hvoraf Skibene ere sammensatte, som foraarsager, at endog Karduserne i Krudtmagasinerne raadne, forenet med Uforsvarligheden, vil udentvivl være Borgen for, at de ei opnaa en højere Alder. Jeg har ei vovet herved at detaillere mine Iagttagelser, af Frygt for, at samme kunde falde i uvedkommende Hænder; men, naar det Høie Kollegie befaler, skal jeg fremsende flere Beviser for Sandheden af Ovenstaaende.« ...

Skjøndt saaledes det ene Linieskib hurtigere end det andet reiste sig paa Antwerpens Bedinger og løb af Stablen for skyndsomst at blive rustet og ekviperet, stod det dog ikke i Keiserens Magt at skaffe søvante Besætninger tilveie, der kunde gaa ombord i de nybyggede Orlogsmænd, og navnlig skortede det i høi Grad paa virkelige Matroser, der kunde danne Mandskabets egentlige Kjærne ved Skibenes Organisation.

Under disse Omstændigheder var den nylig trufne Overenskomst med Danmark ikke uvelkommen, og da Sagen blev ordnet saaledes, at de to nye Linieskibe »le Pultusk« og »le Dantzick«, der laa under Ekvipering i Vliessingen, skulde kommanderes af danske Søofficerer og have dansk Besætning ombord, blev denne Bestemmelse modtaget med en vis Tilfredshed paa begge Sider, i Danmark, fordi man her endnu haabede paa en effektiv Understøttelse fra fransk Side, i Frankrig, fordi man ved denne Foranstaltning gjorde Regning paa at skaffe 2 af den nydannede Flaades Linieskibe en Besætning af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Den danske og norske Koffardimatros havde dengang ligesom nu et Navn med god Klang hele Verden over, og enhver Marine kunde i fuldeste Maal være tjent med at have dem til Tjeneste under sine Vimpler, da det var Folk, der fra Barnsben havde færdedes paa Søen, og som kjendte deres Profession ud og ind. Efterat den dansk-franske Overenskomst i Principet var bleven ordnet med Hensyn til Kommandoforholdene, Lønnings-Udbetalingerne og Afholdelsen af de øvrige Udgifter, begyndte den danske Regjering tidlig paa Foraaret 1808 at træffe de nødvendige Skridt til Planens Udførelse. Vest- og Sydeuropas Havne laa netop fyldte med danske og norske Koffardiskibe, som den engelske Blokade hindrede i at komme tilsøes, Besætningerne drev omkring i Havnestæderne uden Udsigt til Beskjæftigelse for det første, og det var hele dette ledige, søvante Mandskab, der efter Regeringens Ordre ved Foranstaltninger fra de konsulare Myndigheder paa Stedet dirigeredes til Vliessingen, samtidig med at de fornødne Officerer, Underofficerer og faste Folk gjorde sig klar til at afreise fra Danmark. De to Officerer, som Admiralitetet havde udset til Skibschefer for »le Pultusk« og »le Dantzick«, var Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten[7].

Af disse var Kapitain Rosenvinge, som ovenfor meddelt, tidlig paa Foraaret afreist til Vliessingen for at tage imod det danske Mandskab efterhaanden som det ankom og paabegynde Skibenes Ekvipering. Efter sin Ankomst hertil satte han sig strax i Forbindelse med Marineministeren i Paris, Vice-Admiral Decrès[8], hvem han gjennem nedenstaaende Brev meddelte sin Ankomst til Vliessingen[9].

Monseigneur!

»Jeg har den Ære at meddele Deres Excellence, at jeg i Overensstemmelse med den Ordre, som min høie Herre, Kongen af Danmark har givet mig, har meldt mig hos Kontre-Admiral Missiessy, Chefen for Eskadren paa Schelden; han har vist saavel mig som mine Officerer al mulig Velvillie og Venlighed, og har med stor Omhu sørget for de danske Søfolk, som for Øieblikket ere her under min Kommando.

»Da Admiralen har udset mig til Chef for Hans Keiserlige Majestæts Linieskib »le Pultusk«, ved jeg ikke nogen bedre Maade at vise min Erkjendtlighed paa end ved punktlig at adlyde hans Ordrer. De danske Søfolk, som for Øieblikket ere her, ere ombord i »Pultusk«, men da dette Mandskab ikke er tilstrækkelig til Linieskibets Besætning, har Admiralen ladet de franske Officerer og Matroser, som vare der ombord forinden, foreløbig blive, indtil der ankommer flere danske Officerer og Søfolk. Naar »Pultusk« har faaet sine Officerer og sit Mandskab, vil de øvrige Danske blive indskibede ombord i »Dantzick«.

»Jeg har den Ære at være Deres Excellences meget ydmyge og meget ærbødige Tjener«.

Rosenvinge.

Vliessingen den 9. April 1808.

Til Hs. Excellence Monseigneur Decrès, Marine- og Kolonial-Minister, Storkors af Æreslegionen.

Paa dette Brev, der viste den bedste Villie og Redebonhed fra Chefen for det danske Kontingent af Søfolk, indløb der følgende imødekommende Svar fra den franske Marineminister[10]:

Brev, dikteret af Ministeren.

Paris den 18. April 1808.

Til Hr. Kapitain Rosenvinge, Chef for Hs. Maj.s Linieskib »Pultusk«, Vliessingen.

»Hr. Kapitain! Jeg har modtaget deres Brev af 9de denne Maaned. Kontre-Admiral Missiessy havde allerede underrettet mig om Deres Ankomst, som det har været mig en Glæde at erfare.