Part 2

»Jeg har set, at i Overensstemmelse med min ophøiede Herre Keiserens Ordre, hvis Udførelse jeg har overdraget til Kontre-Admiralen, er Kommandoen af »Pultusk« bleven Dem betroet, og at de danske Søfolk ere beordrede til at gaa ombord i dette Skib, efterhaanden som de ankomme.

»Jeg er, Hr. Kapitain, meget glad herover, da det vil give 2 saa venskabelig forbundne Nationers Mariner Leilighed til at kappes i Dygtighed, Pligtopfyldelse og Hæder.

»Forenede under samme Flag vil Franske og Danske ikke vise andre Følelser ligeoverfor hinanden end gjensidig Agtelse og Tragten efter at slaa den fælles Fjende.

»Modtag, Hr. Kapitain, Forsikringen om min udmærkede Agtelse.«

Decrès.

Denne Korrespondance, der indleder Forholdet imellem de franske Marineautoriteter og den høistkommanderende danske Søofficer, kunde ikke være mere lovende. Den gode Villie fra dansk Side og den imødekommende Modtagelse fra fransk Side syntes at spaa om et godt Samarbeide under den forestaaende Kampagne.

Henimod Slutningen af April Maaned modtog den anden af de to danske Linieskibschefer, Kapitain, Baron Holsten gjennem nedenstaaende Skrivelse fra Admiralitetet[11] Befaling til at afreise.

»En fransk Eskadre, som udrustes i Antwerpen, skal forstærkes med 2 i Vliessingen liggende Orlogsskibe, og disse skulle ekviperes, bemandes og kommanderes af danske Søfolk. Til den Ende ere de danske Søfolk, som komme tilbage fra fremmede Havne, henviste til Vliessingen, og Foranstaltning truffen til, at de paa Øerne i Vesterhavet udskrevne Matroser sendes derhen. Kapitain Rosenvinge er allerede der og besørger de to Skibes Ekvipering. De fornødne danske subalterne Officerer have faaet Ordre at reise derhen og melde sig til ham. Alle Omkostningerne ved denne Udrustning gaar paa den franske Regjerings Regning.

»Som Hr. Kapitainen er udnævnt til at kommandere et af bemeldte to Orlogsskibe, saa haver De at reise derhen og henvende Dem til Kapitain Rosenvinge eller den kommanderende Admiral for at blive anvist det Skib, De skal antage Dem som Chef.«

Admiralitets- og Kommissariats-Kollegium d. 23. April 1808.

Knuth. Steen-Bille. Grove.

N. Perbøl.

Samme Dag udgik der Reiseordre til begge de to Linieskibes øvrige Officersbesætning, der var sammensat paa følgende Maade:

»_le Pultusk_«.

Kapitain S. U. Rosenvinge, Chef. Kapitainlieutenant Stephansen. Premierlieutenant A. Schifter. » J. C. de Falsen. » Thunbo. Sekondlieutenant Sønderup. Sekondlieutenant Falbe. Kadet-Maanedslieutenant P. C. Petersen. » H. G. Sneedorff. » C. C. Zahrtmann. Kadet P. W. Brown. » O. W. Erichsen. » H. A. Holm. Overlæge Hammer. Forvalter Boshau.

»_le Dantzick_«.

Kapitain, Baron H. Holsten, Chef. Kapitainlieutenant Th. Fasting. Premierlieutenant F. Holsten. » F. W. Evers. Sekondlieutenant J. A. Recke. » A. Willoch. » Mechlenborg. Kadet-Maanedslieutenant C. A. Bendz. » J. L. Barfred. » C. F. Grove. Kadet H. Fischer. » F. W. Andersen. » J. C. Duntzfelt. Overlæge Michaelsen. Forvalter Winding.

Gjennem det kongelige Felt-Kommissariat i Kjøbenhavn blev der for alle de ovenfor nævnte Officerer udfærdiget Reisepas lydende paa fri Befordring foreløbig til Hamburg. Underofficererne og de faste Menige skulde afgaa i 4 særskilte Hold, kommanderede af Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen, Premierlieutenant Schifter og Sekondlieutenant Recke, og af denne Aarsag blev der for disse Officerers Vedkommende fra Admiralitetets Side yderligere sørget for, at deres Reisepas kom til at lyde paa »saamange Kjøbstads Vogne og Heste, som enhver af dem rekvirerer hos vedkommende Magistrats-Personer, da de medbringe en Del Søfolk, hvis Tal ei forud kan bestemmes, og deres Reise ikke taaler Ophold.«[12]

Reisen fra Kjøbenhavn til Vliessingen er med Nutidens udviklede Befordringsvæsen kun en Tour af kort Varighed og tilmed en søgt Reiseroute som den hurtigste Linie til London. Over Hamburg, Osnabrück og Wesel naar man Vliessingen i Løbet af mindre end 30 Timer, hvorfra saa de store hollandske Paketter bringe den Reisende videre til Themsens Munding.

Ved Aarhundredets Begyndelse var Forholdet anderledes. Reisen var langvarig og møisommelig, og da Farvandet mellem de danske Øer spærredes af engelske Krydsere, var tilmed Veien fra Kjøbenhavn og over til Fastlandet vanskelig at passere og ikke uden Fare. Det er derfor ganske naturligt, at de 4 Afdelinger, hvis Maal var Vliessingen, og som omtrent samtidig forlod Kjøbenhavn, kun evnede at arbeide sig frem i ganske smaa Dagsmarcher, og et tydeligt Billede af de Gjenvordigheder, der navnlig paa den første Del af Veien var de Reisendes tro Ledsager, faar man ved omstændeligt at følge Kapitainlieutenant Fasting og hans Afdeling, — ialt 16 Officerer, Underofficerer og Menige, paa de første 5 Dage af deres Reise. Efter dette Tidsrums Forløb var han trods al Ihærdighed og anvendt Umage kun naaet frem til — Faaborg, og i nedenstaaende Indberetning til Admiralitetet[13] skildrer han Tourens mange Hindringer og Besværligheder:

Underdanig Rapport!

28de April. »Afreiste fra Kjøbenhavn med det paa indesluttede Liste anførte Mandskab.

29de. »Kl. 8 Fm. ankom til Korsør, hvor jeg ved Hr. Pr. Lieut. Grev Trampes Foranstaltning fik 3 Isbaade, hvormed jeg Kl. 12½ afgik fra Korsør, for at gaa langs Agersø og Omø over til Langeland. Ved Nyborg laa et Orlogsskib og en Brig og ved Sprogø en dansk Jagt, som af Fjenden er armeret. Da vi Kl. 4 Em. var omtrent ½ Mil Vest for Omø, fik i Sigte en Jagt, der kom stikkende over fra Langeland og en Brig kommende Syd fra, hvilken jeg tydelig kunde kjende at være en Orlogsbrig. Jeg gik derfor i Land paa Omø for at se, hvad Vei Briggen vilde tage; imod Mørkningen gik den da til Ankers omtrent ½ Mil i SV. fra Omø. Jagten befandt vi at være en af de store Langelands Baade, som gik til Skjelskør. Vinden blev om Aftenen vestlig, og jeg vovede ikke at krydse over om Natten, da der ingen Rimelighed var i at kunne naa Langeland inden Dagen. Om Natten imellem Kl. 1 og 2 saa adskillige Gange Fyr ovre ved Langeland, og i Dagningen saa en Brig, der i Nat var passeret her forbi, og som søgte op til Orlogsskibet ved Nyborg.

30te. »Om Formiddagen passerede her forbi Syd fra et Orlogsskib og en Fregat eller maaske kun 2 Fregatter og en Jagt, der tilligemed den i Nat passerede Brig gik til Ankers ved Nyborg; da Vinden i Morges var N. Vestlig, gik jeg ud med Baadene i Haab om at strække over til Langeland saa langt til Luvart af den i SV. herfra liggende Brig, at han ikke skulde kunne naa mig, men da jeg var omtrent ¼ Mil fra Landet, blev Vinden igjen vestlig, jeg fik de 2 Skibe, som kom Syd fra, i Sigte og søgte Landet igjen. I Nat frisk V. S. V. Kuling, og jeg kunde af samme Aarsager som sidste Nat ikke gaa ud.

»I Eftermiddag Kl. 3 ankom fra Korsør Lieutenant Recke med den 2den Afdeling af de til Vliessingen bestemte Søfolk i et stort Fartøi og en Isbaad; men da Fartøiet ikke er bekvemt at gaa over til Langeland med, især om Stille skulde paakomme, saa lod vi det gaa tilbage igjen til Korsør, og haaber at kunne faa Mandskabet over i de Isbaade vi have, med Tillæg af en fra Nyborg, som ligger her paa Retour, og en Baad, som hører til Garnisonen her paa Landet.

1ste Mai. »Vind og Stilling den samme, i Morges passerede tæt forbi Langeland Syd fra en Kuf og en Jagt Nord efter.

»I Eftermiddag kom et Fartøi fra Briggen, som ligger her, nærmede sig Landet og gik langs Sydsiden paa ¼ Mils Afstand. Da 4 Isbaade gjorde Jagt paa den, stak den ud fra Landet og søgte Briggen. Ved Solens Nedgang gik Vinden til NV. med laber Kuling, gik ud med 5 Isbaade og Øens militaire Besætnings Jolle. Krydsede Sundet op imellem Agersø og Omø, for naar vi kunde gaa den Sidste for over at staa over til Langeland.

2den. »Kl. 1¼ om Morgenen, da Vinden var gaaet Vestlig, og vi ikke med alle Fartøier kunde gaa Øen for om, og det begyndte at dages, vendte tilbage og landede for ikke at blive observeret af oftbemeldte Brig. Lieutenant Recke, hvis Isbaad var lettest og seilede bedst, slog sig om Natten til Luvart af os, saa langt, at han kom ud af Sigte, og da han i Dagningen ikke har været at se, haaber jeg, han er sluppen lykkelig over.

»I Aften Kl. 10 fordelte jeg min Afdeling af Mandskab i 4 Isbaade, som vare de bedste til at ro og seile, og stak over ad Langeland; jeg havde forrige Nat overbevist mig om, at Baadene ved at tage begge Afdelinger bleve baade formeget ladte og belemrede, jeg efterlod derfor Lieutenant Reckes Afdeling, for at være des sikrere paa at komme over med min.

»Kl. 12 om Natten naaede jeg med frisk Kuling af SO. Langeland; lossede Baadene og afsendte dem øieblikkelig igjen til Omø, og jeg kan ikke tvivle om, at de jo lykkelig kom over inden Dag, og kan altsaa ved første Leilighed bringe en anden Transport over. Ved min Ankomst til Langeland fandt jeg Lieutenant Recke der, som tilligemed 3 af sin Afdeling lykkelig var kommen over.

»Fra Langelands Nordpynt satte jeg i Morges over til Hesselager, hvorfra jeg over Land er ankommen hertil i Aften. I Morgen tidlig gaar jeg til Assens og derfra over Lille Bælt. Passagen over Bøjden skal ikke være sikker.«

Faaborg d. 3. Mai 1808, Aften Kl. 11.

Underdanig

Fasting.

Til Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.

Kapitainlieutenant Fastings Kommando, der havde haft saa mange Besværligheder at kæmpe med under de første Dage af Reisen, ankom den 7de Mai om Aftenen til Altona, og inden Midten af Maaneden vare de forskjellige Afdelinger ankomne til denne By og havde atter forladt den igjen paa deres Vei til Vliessingen.

Den enslydende Ordre, der, som tidligere omtalt, af Admiralitets- og Kommissariats Kollegiet under 23de April 1808 blev udstedt til Officererne forinden deres Afreise fra Kjøbenhavn, indeholdt for hver især den Anvisning, »at han i Hamburg adresserer sig til »le commandant en place« for at erholde fri Befordring og Kreditiv paa Reiseomkostninger til Vliessingen, da denne Reise sker paa den franske Regjerings Bekostning.«[14] — Det viste sig imidlertid, at de franske militaire Autoriteter i Hamburg havde en noget afvigende Mening om dette økonomiske Spørgsmaal. Det fremgaar nemlig af forskjellige Rapporter,[15] at da de danske Officerer henvendte sig til den franske »commandant en place«, Oberst Hamelinaye, om Pas og Kreditiv, modtoge de den ubehagelige Meddelelse, at de vilde blive forsynede med et keiserligt »feuille de route«, der foruden fri Befordring gav Adgang til Logis og Fortæring underveis, naar man paa hver Station derom henvendte sig til den kommanderende Officer, men om Udbetaling af Penge eller om Kreditiv kunde der ikke være Tale, da man ingen Ordre havde herom. Denne Befordringsmaade stemmede slet ikke med Admiralitetets Ordre hjemmefra og kunde vel passe sig for en Flok menige Soldater, der skal transporteres fra en Garnison til en anden, men ikke for Officerer, der med selvstændig Kommando over en mindre Afdeling, sendes til Udlandet. Det er derfor ikke saa underligt, at en saadan Behandling strax virkede lidt kjølende paa den Lyst og Iver, hvormed man var gaaet Reisen imøde i Forventning om snart at komme til at kjæmpe Side om Side med den franske Marine mod det forhadte Storbritannien. Det var imidlertid ikke nogen let Sag som Fremmede paa Stedet og ligeoverfor den franske Pladskommandants bestemte Holdning at faa denne Bestemmelse forandret, man fandt sig derfor i Forholdene og drog videre frem; men Sindet var næppe saa løftet, Forventningerne uden Tvivl noget nedstemte den Dag de danske Afdelinger forlode Altona.

At de militaire Autoriteter i Hamburg dog ikke vare ganske utilgængelige ligeoverfor en kraftig Protest mod de Befordrings-Dispositioner, som der fra fransk Side var bleven truffet, viser et lille Sammenstød, som en dansk Officer, Premierlieutenant Holsten, der passerede Hamburg paa Veien til Vliessingen, i den Anledning havde med Hamelinaye og den franske »commissaire de guerre«. Holsten, der paa Reisen fra Kjøbenhavn havde forvredet den ene Arm ved at vælte med en Vogn, og af denne Grund maatte opholde sig nogle Dage i Altona, henvendte sig ligesom sine Kammerater ved sin Afreise til Hamburgs »commandant en place«. Da det ikke lykkedes Lieutenanten at faa denne til at gaa ind paa sine Anskuelser, og han ikke vilde benytte det franske »feuille de route«, skaffede han sig ad anden Vei de fornødne Penge, hvorimod han ved sin bestemte Optræden fik udvirket en anden Redaktion af sit Pas, skjøndt imidlertid denne Del af Protesten ikke var ganske korrekt og næppe kan antages at være bleven billiget af Admiralitetet i Kjøbenhavn.[16] Midt i Mai Maaned ankom endelig Linieskibet »Dantzick«s tilkommende Chef, Kapitain, Baron Holsten til Hamburg, og ledsaget af Premierlieutenant Holsten fortsatte han den 17de om Eftermiddagen Reisen videre vester paa. Først efter 10 Dages Forløb indtraf de to Officerer til Byen Dortrecht i Holland, hvor Kapitainlieutenant Stephansen endnu opholdt sig med sit Kommando, medens to andre Delinger under Lieutenanterne Schifter og Recke nogle Dage tidligere havde forladt dette Sted og sat sig i March imod Reisens Endestation, Vliessingen.[17]

Her var efterhaanden de Officerer og det Mandskab indtrufne, der skulde udgjøre Besætningen paa de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«. Forsendelsen af Folkene over Land til Schelden havde imidlertid haft sine Vanskeligheder. Det hændte sig, at man i de Havne, hvor der var franske Marinestationer, nægtede de danske Konsuler Pas for de Folk, som skulde reise, og foretrak at beholde dem til Tjeneste paa de franske Krigsskibe paa Stedet.[18] Ved sin Ankomst til Byen den 1ste Juni fandt Kapitain Holsten dog Ekviperingen i fuld Gang under Kapitain Rosenvinges Ledelse, og efter at denne havde forestillet den nyankomne Chef for den franske Høistkommanderende paa Schelde-Flaaden, Kontre-Admiral Grev Edouard Thomas Burgues de Missiessy,[19] gik Kapitain Holsten ombord i sit Skib, hvor han traf den tilkommende Næstkommanderende, Kapitainlieutenant Fasting, der var ankommen nogle Dage tidligere og nu ledede Ekviperingen af »Dantzick«. Saavel dette Linieskib som »Pultusk« vare endnu en Del tilbage i deres Udrustning, og begge Skibe fulde af Haandværkere, da Kapitain Holsten ankom til Vliessingen, men lidt efter lidt kom Sagerne i Orden, og Kommandoen blev heist der ombord. Den Flaadeafdeling, der saaledes i Foraaret 1808 under Admiral de Missiessy’s Kommando var samlet paa Schelden, bestod af følgende Linieskibe:[20]

+--------+---------------------+---------+---------------- Skibets Navn. |Kanoner.| Chefens Navn. |Matroser.| Soldater. ---------------+--------+---------------------+---------+---------------- | | | | le Charlemagne | 74 |Kontre-Adm. Missiessy| 556 | 78 48. Regiment | |Kapitain Willaumez | | | | | | le Commerce de | | | | Lyon | 74 | — Hulot | 572 | 78 108. — | | | | l’Anversois | 74 | — Soleil | 495 | 95 65. — | | | | le Duquesclin | 74 | — Saizieu | 525 | 97 36. — | | | | le César | 74 | — Moras | 562 | 99 72. — | | | | la Ville de | | | | Berlin | 74 | — Roquebert | 467 | 98 46. — | | | | le Dantzick[21]| 74 | — Holsten | 647 | 98 75. — | | | | le Pultusk[21] | 74 | — Rosenvinge | 641 | 60 25. — ---------------+--------+---------------------+---------+----------------

De Forhold, hvorunder de danske Officerer og Besætninger vare kaldede til at virke, vare alt andet end lette, og det var strax fra første Færd at forudse, at den Maade, hvorpaa hele Sagen var ordnet, nødvendigvis maatte bære Spiren i sig til gjensidig Misfornøielse og Utilfredshed.

De to Linieskibe med dansk Besætning ombord, der nu altsaa udgjorde en Del af Schelde-Flaaden, og som Følge heraf havde fransk Flag og Vimpel heist, stod vel under Admiral Missiessy’s Kommando, men samtidig hermed var ikke, hvad man med Grund kunde antage, Baandet imellem de to danske Skibschefer og Admiralitetet i Kjøbenhavn fuldstændig løst. Uanset den franske Overkommando betragtede de sig som staaende under de danske Love og Søkrigsartikler, indsendte deres Rapporter og Indberetninger til Admiralitetet, og dette Afhængighedsforhold førte til det beklagelige Resultat, at Forholdet imellem de franske Autoriteter og de danske Chefer blev mindre godt, idet disse dog betragtede Admiralitetet hjemme som deres rette Overhoved, som den højere Instans, hvortil man tyede hen med sine Besværinger og Sorger. Den Støtte, som de danske Kommanderende følte ved at have Admiralitetet i Ryggen, opveiede ikke, at de netop derved bragtes ind i et skjævt Forhold til de franske Myndigheder, noget som muligvis kunde have været undgaaet, hvis de havde været stillede ganske paa lige Fod med Scheldeflaadens øvrige Chefer. Det synes næsten som om de danske Officerer, ja endog de to Skibschefer, ikke have haft det rette Blik for deres Stilling og været paa det rene med de faktiske Forhold. Som tidligere nævnt, forlod nemlig Officererne Danmark og reiste til Frankrig med store Forventninger og ubestemte Forhaabninger, og skjøndt det ikke her kan siges med Bestemthed, ligger den Antagelse dog nær, at de to Chefer ere reiste hjemmefra og have indtaget deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor.[22]

Forudsat altsaa at denne Formodning er rigtig og Admiralitetet selv paa dette Tidspunkt har haft det rette Syn paa den Rolle, som den franske Regjering havde tiltænkt det danske Kontingent af Officerer og Søfolk, maa ogsaa Ansvaret for at Befalingsmændene tiltraadte deres Stilling uden at være fortrolige med deres Pligter og hvilke Begrændsninger deres Rettigheder havde, falde tilbage paa Admiralitetet. For bedre at kunne forstaa Grunden til de smaa Fortrædeligheder og Vanskeligheder, som allerede begyndte at vise sig i Horisonten, vil det være nødvendigt nærmere at omtale Tjenestens Ordning ombord i Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. — De to Linieskibe havde som tidligere nævnt dansk Chef, Officerer og Besætning, men ved Siden heraf var der et ikke ubetydeligt fransk Element ombord i Skibene.

Som en Følge af, at de danske Officerer ikke vare inde i Regnskabsførelsen, havde Marinebestyrelsen lagt hele Regnskabsvæsenet i franske Hænder. En capitaine de frégate[23] var beordret til Tjeneste i hvert af Skibene som øverste Regnskabsfører og medbragte til Arbeidets Udførelse en Stab af franske Funktionairer. Soldatesquen, som kommanderedes af en Kapitain og to Lieutenanter, var ligeledes fransk, og endelig var der sat c. 100 udskrevne franske Matroser ombord i Linieskibet »Dantzick« under Kommando af 2 Søofficerer, idet man antog, at Opholdet i det dansk kommanderede Skib vilde være en god praktisk Skole for de unge Søfolk. Resten af Besætningen var dansk.[24] Denne Sammenblanding i et Skib af to Nationers Søfolk, der i Karakter og Levemaade vare saa forskjellige som de danske og franske, kunde ikke andet end indvirke paa Udførelsen af Tjenesten. Ordningen af Kommandoforholdene ombord, Udskillelsen af Økonomien og Regnskabsvæsenet, samt endelig den særlige Stilling, som Chefen for Soldatesquen indtog i Skibet, gjorde kun Situationen mere vanskelig og fra et militairt Synspunkt mere uheldig. Foruden disse to Hovedudgangspunkter for kommende Misfornøielse, der her ere nævnte, kom der adskillige andre Ting, som bidrog til at forbitre Stemningen ombord i de to Linieskibe saavel hos Officererne som hos Besætningen.

Den samme Ilfærdighed og Uforsvarlighed, som havde været et Kjendemærke ved Scheldeflaadens Bygning, havde ogsaa under Udrustningen og Ekviperingen gjort sig gjældende i saa høi Grad, at Skibene, splinterny som de vare, som Søskibe og Kampskibe kun vare i en temmelig maadelig Forfatning. Det kan derfor ikke forundre, at de danske Chefer, der havde Kommandoen og Ansvaret, og som hjemmefra vare vante til ombord i Skibene at have Kram, som de kunde stole paa, maatte finde det pinligt under Krigsforhold at blive satte til at virke med et Materiel, der ikke alene var mangelfuldt, men tillige saa slet og skrøbeligt, at Blokke, Tallier og Touge under Arbeide og under Manøvrerne saa at sige brast imellem Folkenes Hænder.

Naar man ved, hvilken Rolle Tilliden spiller ombord i et Skib, og hvilken Betydning det har saavel i Søen som under et Sammenstød med Fjenden, at alle lige fra Chefen og ned til den menige Matros stole paa, at alt indenbords er som det bør og skal være, maa man ogsaa indrømme, at under Forhold, hvor Tilliden til Materiellets Brugelighed mangler, vil det i sørgelig Grad gaa ud over, hvad Personellet viser sig istand til at præstere.[25]

Lysten til at tage fat var derfor kun ringe iblandts Officerer og Mandskab og særlig iblandt de sidste, der i de første Maaneder af Kampagnen maatte savne to nødvendige Betingelser for at holde Humøret oppe og Sundheden vedlige: tilstrækkelig Mad og en Køie at ligge i.

Folkenes Bespisning var vel hvad Kvaliteten angaar god og efter franske Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog ikke til de danske og norske Søfolks Appetit, der fra Hjemmet vare vant til en langt rigeligere og kraftigere Kost end den, den franske Intendantur leverede, og som hver Dag maatte savne deres Snaps om Morgenen, deres Grød, Smør, Ærter og Flæsk og rigelige Ølration.[26]

Hvad den anden Anke angaar — Manglen paa Køier og Tæpper, — da fandt der den mærkelige Praxis Sted, at Folkene ikke som i danske Krigsskibe fik disse Gjenstande udleverede til Brug, men selv maatte baade anskaffe sig dem og betale dem. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; endnu den 8de Juni havde hverken Officerer eller Mandskab faaet udbetalt Forskud af deres Lønninger, og selv om man havde haft de nødvendige Midler til Anskaffelsen, vilde dette dog ikke have afhjulpet Savnet, da Køietøi ikke var til at opdrive der paa Stedet.[27] Som en Følge heraf var Forholdet det, at medens de franske Matroser havde deres Hængekøier og Tæpper, maatte de danske i Begyndelsen tage til Takke med at ligge paa det bare Dæk uden noget over sig, et Natteleie, der selv Sommerdage ikke er forsvarligt for en Mand, der skal arbeide haardt om Dagen.