Part 16

Men jeg havde ogsaa et andet Besøg at gjøre i Stockholm. Den danske Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog været mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob Oprørere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent Øie med. Det var en kjølig Luftning; men den udøvede naturligvis ingen Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning, jeg modtog ved min Ankomst til Kjøbenhavn, at der var anlagt Sag imod Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med det Formaal "at fremme det sociale og litterære Samkvem imellem de skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fædrelandets mest ansete Mænd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet vilde faa en langt større Betydning, og jeg frygtede for, at Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lægge Hindringer i Veien for det Større og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det var deres Sag at tage Initiativet. Men -- det skandinaviske Samfund blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var naturligvis uden Virkning. Der var unægtelig hverken i det udtalte Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt ud loyalt, men man beraabte sig paa "de øvrige foreliggende Omstændigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne og deres Førere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i Kjøbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede Regjeringen ikke at nægte sin Autorisation. Det skandinaviske Selskab, hvis første Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S. A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad, opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de nærmest følgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals Tjeneste[13].

[13] Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.

Det næste skandinaviske Studentermøde blev holdt i Kjøbenhavn 1845. Jeg var dengang i Rom og mærkede kun lidet til den Begeistringens Rus, der betog Kjøbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i Ridehuset tog det Løfte af de Tilstedeværende, at de vilde staa Last og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt Sag an imod ham for denne Tale, men Høiesteret frikjendte ham. Talens Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland udbrød, meldte et stort Antal Nordmænd og Svenske sig som Frivillige til den danske Hær og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for Danmarks Velfærdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer og hans Mægling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark glemte dog aldrig Fostbrødrene fra Broderrigerne, der beseglede deres Løfte med Døden.

Da Krigen var endt, indbød Nordmændene til et nyt Studentermøde, som blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra Upsalamødet, som her ikke var Spor af nogen nervøs Spænding, men kun rolig Glæde over Samlivet med Frænderne. Nordens Konger viste sig jo ogsaa nu i høi Grad imødekommende. Upsalenserne vare desværre ved den samtidig indtræffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Møde, men desto livligere var Deltagelsen fra Kjøbenhavn. Mange ældre Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne, Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams, Buntzen, Hauch, Høyen, Kayser, Schiern og jeg. Næsten Alt, hvad Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Møde ved dette Stævne og bredte Poesiens Gyldenskjær over Festen.

I det 4. Studentermøde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da de nordiske Studenter næste Gang samledes i Kjøbenhavn 1862, havde jeg den Glæde som Vært at kunne modtage Frænderne, hos hvem jeg før havde været Gjæst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik før Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for det. Skuffelsen over, at Brødrerigerne ikke havde kunnet hjælpe os, fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermøder; men Ulykken kan ikke berøve dem deres historiske Betydning. Hvem kan nægte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk til i Fællesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til at gro. Studentermøderne ophørte derfor heller ikke. Der holdtes endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde tildels en anden Charakter. Vækkelse var ikke længere fornøden; nu gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det gjaldt om at gjøre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre naaes igjennem engere Møder af Fagmænd, der dyrkede det samme Studium eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd, Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v.

I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt som det var mig muligt at indfinde mig der. Det første nordiske Filologmøde holdtes i Kjøbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det 3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjøbenhavn 1892, det 5. i Christiania 1898, det 6. i Upsala 1902. I det første af disse indledte jeg en Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk med særligt Hensyn til Brugen ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et Foredrag om Theaterbygningen hos Grækerne, som de nyeste Undersøgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor Overraskelse for de Fleste, thi Dörpfelds Bog om Theatret var endnu ikke udkommet. Over de to første Filologmøder kastede Madvigs Nærværelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at de vare baade indholdsrige og i høi Grad fornøielige.

* * * * *

Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfærdselen imellem Lunds og Kjøbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig besøgte hinanden. Fra det Øieblik, da det berømte Møde imellem Oehlenschläger og Tegnèr fandt Sted, bleve disse Besøg hyppigere og hyppigere, indtil de affødte de ovenfor omtalte store Studentertog. I 1851 var jeg Gjæst i Lund i Anledning af Indvielsen af den akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da Tegnèrs Statue blev afsløret. Begge Gange havde jeg den Glæde at bo hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lærd, hvis Væsen var den personificerede Ærlighed. Han havde en elskværdig Hustru og 7 nydelige Døtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han døde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i endnu nærmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer, _G. Ljunggren_ og _C. Cavallin_. Den Første var Professor i Æsthetik, en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besøgte vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage Reisen. _Cavallin_ var Professor i Græsk, grundig Filolog og smagfuld Oversætter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt. Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glæde af at arbeide sammen med ham, aftog Kræfterne stadig. Jeg mindes, at jeg spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et Minde om min Ven.

Der var saa tyst, der var saa stille I Stuen, hvor den Lærde sad Og tolkede med sindrigt Snille Hvad Oldtids store Aander kvad. Med Hælvten af sit Hjerte-Blod Fra Hades maned han dem frem. Og Blomster af hellenisk Rod I Norden fik et andet Hjem.

I Sprogets underfulde Gaade Fordybed sig hans Forskeraand; Den skjulte Tankes fine Traade, Udredtes af hans Mesterhaand. Saa gjennem Oldtids dunkle Rester Den Unge fandt en banet Sti Og takked tidt den gamle Mester For Skattene, han fandt deri.

Nu er der dobbelt tyst og stille I Stuen, hvor den Lærde skrev, Thi ved hans Baare Taarer trille Og Mindet kun tilbage blev. Men tørres Taaren, standser Sukket, Paa Mindets Sten den Skrift skal staa: En ædel Sjæl har Øjet lukket, En Arbeidsmand trofast som faa.

14. Okt. 90. _L. U._

I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og dermed var dens Udførelse sikkret. Det første Møde blev holdt i Kjøbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller 3 Aar fulgte efter hinanden i regelmæssig Skiften. Det var fornøielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dèr stiftede og udvidede Bekjendtskaber ikke bør agtes ringe. Saalænge mit Helbred tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Møder har jeg maattet holde mig tilbage.

I September 1887 blev jeg indbuden til _Christiania_ for at være Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi. Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i længere Tid havde virket som medhjælpende Lærer ved Universitetet, og Danskeren A. B. Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad, Bugge og Schjøtt, Professor Cavallin i Lund og mig. _Monrad_ var, som den ældste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men i sin Fritid dyrkede han Musiken -- han behandlede Violinen med Virtuositet -- og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han og _Sophus Bugge_, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjøbenhavn, og med hvem jeg havde Plautus-Studiet fælles, hørte til mine kjæreste Venner, og det Samme var Tilfældet med Cavallin. Vort Møde var derfor særdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningssætning, at begge Ansøgere kunde ansees for skikkede til at beklæde Posten; men dermed ophørte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjøtt foretrak Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnævnt til Professor; men de ledende Mænd i Norge vare af en anden Mening. Da Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tænkt sig, at der vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst ønskede valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fældede Dom. Efter længere Tids Betænkning blev Stenersen udnævnt til Professor. Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering mente, at Dommerkomiteen kun havde været raadgivende, men den almindelige Mening tillagde Dommen en større Betydning. En Del danske Videnskabsmænd udstedte derfor en Protesterklæring, et Skridt jeg for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid fraværende paa en længere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet det, først fordi jeg ikke fandt det helt retfærdigt, dernæst fordi jeg som ivrig Skandinav maatte være bange for, at man efter et saadant Skridt i Fremtiden vilde være mindre tilbøielig til ved Besættelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at søge Raad og Bistand hos Fagfæller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke har stadfæstet sig. I den nyeste Tid har Ønsket om nøiere Forbindelse imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Møder, hvor udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drøfte, hvad der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, særlig ved at de Studerende faa fuldstændig Frihed til at studere, ved hvilket Universitet de ville; og at Lærerposterne besættes uden alt Hensyn til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhøre. Jeg hilser dette Skridt med Glæde, og haaber, at man ikke vil trættes, før man har naaet et Resultat.

XII.

POLITIK.

I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde tænkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjøndt jeg ikke vilde holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring.

Efter Afslutningen af den første slesvigske Krig gjaldt det om at ordne Sønderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde Danmark været en Storstat, vilde Alverden have paaskjønnet den Retfærdighed, hvormed man gik frem, men Oprørspartiet var det store Tysklands Kjælebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra dansk Side -- hvad der jo nok kunde hænde, -- blev det udraabt som en forfærdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var meget vanskelig for ikke at sige uløselig, siden man ikke havde villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Løsning, Slesvigs Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredømmet over Sønderjylland, hvilket det danske Folk selvfølgelig ikke kunde tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og Uafhængighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrænket til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og Helstatsministeriet (Bluhme-Ørsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54) maatte efter 3 Aars haabløse Anstrengelser vige Pladsen. Under de følgende Forhandlinger med Tyskland blev Spændingen bestandig større; det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede _Hall_, der havde været Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut nødvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige Kundgjørelse om Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev hilset med Glæde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette, blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var kastet, Skridtet maatte gjøres fuldtud, og en fælles Grundlov for Kongeriget og Sønderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13. November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu været muligt at opnaa en Løsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var død to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa løs, og Bismarck tøvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig havde luret paa.

Budskabet om Frederik VII.s Død var et Tordenslag for Danmark. Man kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophævelsen af Fællesforfatningen, hvilket man havde krævet, og de Mænd, med hvem Kongen raadførte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte _Monrad_ sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg Nytaarsaften læste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Sønderjylland; Monrad havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Førerne fra 1848; man havde frygtet noget Værre.

Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen skulde han modtages; men efter et Par hæderlige Forpostfægtninger blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hæren led meget ved det besværlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu, hvis ikke Max Müller havde standset Forfølgerne ved Sankelmark. Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det. Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet? Ingen havde oplyst os om, at Befæstningen kun var halv færdig, og selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den Misstemning imellem Hæren og Folket, som danner en saa paafaldende Forskjel imellem den første og den anden slesvigske Krig. Officererne gjorde uden Vægring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede Overgeneralen. Den villiestærke Mand, som havde haft Mod til at opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage sig Ansvaret for at rømme Dybbøl, da det forlangtes af Hærens andre Befalingsmænd og var øiensynligt, at Hærens Forbliven i de sønderskudte Skandser kun vilde medføre et forfærdeligt og unyttigt Blodbad (18. April).

En Freds-Konference skulde være traadt sammen i London den 12. April, men Preussen og Østerrig trak Tiden ud til d. 20.; de vilde først være Herrer over den sidste Fodsbred af Sønderjyllands Jord. Paa Konferencen dreiede Forhandlingerne sig væsentlig om en Deling af Slesvig. Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie fra Eckernförde til Frederiksstad; Preussen og Østerrig forlangte hele Landet indtil Aabenraa-Tønder. De neutrale Stormagter foreslog Afgjørelsen henvist til en Voldgiftsmand, der skulde fastsætte Grændsen indenfor de nævnte Delingslinier; det var paatænkt, at Kongen af Belgien skulde overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke vilde antage dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark forkastede det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag opløstes Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. Man skulde have troet, at Danmark nu vilde anvende den yderste Anstrengelse og Aarvaagenhed under Krigens Fortsættelse; men det var, som om ogsaa den aandelige Kraft var brudt efter Dybbølslaget, og ikke engang den ærefulde Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hæve den igjen. Fredericia blev allerede rømmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens Slutning ramtes vi af den største og forsmædeligste af alle Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede og bemægtigede sig Als. Nu laa Danmark knust for sin Modstanders Fødder. Den 11. Juli blev Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det Hverv at slutte Freden. Ædelmodighed var ikke at vente af Seirherren. Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele Sønderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grænse blev trukket saa uheldigt for Danmark som muligt. Større Sorg har aldrig ramt det danske Folk, og det gaar vel de Fleste, der have oplevet det Ulykkens Aar 1864, som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har lukket sig.