Part 17

En af de sørgelige Følger af slige Ulykker er, at man kaster sig over det lidet nyttige Spørgsmaal: hvem har Skylden? Den Enighed, der havde samlet det danske Folk i 1848, var ikke længere til Stede. Det ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og særlig maatte det national-liberale Parti være Syndebuk, skjøndt Sandheden var den, at man havde vraget dettes Fører, og medens han i ængstelig Spænding havde Øiet fæstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem, der mente, at man ved at ophæve Novemberforfatningen kunde have holdt Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion imellem Danmark og Slesvigholsten var en Dødsdom for det danske Folk; at ikke engang dette havde kunnet opnaaes, have de senere Begivenheder og Bismarcks uforbeholdne Udtalelser tilstrækkelig vist. Disse "Helstatsmænd" mente altsaa, at Skylden fandtes hos det national-liberale Parti eller rettere hos det danske Folk. De stiftede da 23. Aug. 1864 den saakaldte _Augustforening_, der opstillede som sit Formaal "at styrke og befæste Baandet imellem Kongen og Folket og hævde og indskærpe Kongedømmets Betydning". Der havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst republikanske Tilbøieligheder hos det danske Folk, og ligesom Kongen trofast havde delt de onde Dage med sit Folk, havde dette vist ham al skyldig Hengivenhed. Augustforeningen havde en ren og bar reaktionær Tendents og bidrog Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige Elementer i Folket. Som Modsætning til denne udstedte derfor en større Kreds af Mænd af alle Stænder -- ogsaa mit Navn findes iblandt dem -- 25. Januar 1865 en Indbydelse til Stiftelse af en _Dansk Folkeforening_ med det Formaal "at styrke og udvikle den nationale Aand og Bevidsthed, at bevare den i fælles Nationalitet og Fortidsminder begrundede Forbindelse med de danske Slesvigere og at værne om den folkelige Friheds grundlovmæssige Bevarelse og Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, fandt stærk Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte den 1300 Medlemmer i Hovedstaden og 600 i Filialerne. Den 6. April 1865 holdt jeg der et Foredrag, som blev trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og Folk". Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa Rigsdagens Adresse udtalte: "Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk". Hvad der dengang var ment om Kongens, og dermed Statens Frihed og Uafhængighed udadtil, var senere bleven anvendt paa Kongens Forhold til hans eget Folk. Det var særlig blevet benyttet af Finantsminister David, der havde bedet Folkerepræsentationen betænke, at "Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa Thronens Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til for Kongens Skyld, saaledes er Kongen heller ikke til blot for Folkets Skyld", Ord som under den smukke Indklædning kunde skjule mangen uklar og brøstholden Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var til for Folkets Skyld, og anførte af Historien afskrækkende Exempler paa den modsatte Opfattelse. Særlig dvælede jeg ved de i England under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige Forgudelse af Keiser Napoleon I.

Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningsspørgsmaalet var afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, løst. Den anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev ved dens Ophør stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes i dette Øiemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig.

Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkerepræsentation. Den da indførte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og oprettede et Rigsraad som Fælles-Organ. Danmarks særlige Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indførte Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855 vedtagne Indskrænkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte Repræsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at Junigrundloven uden al Indskrænkning skulde indtræde i sin gamle Plads; men Regjeringen hævdede, at Novemberforfatningen lige saa vel var en Grundlov, og kun kunde hæves paa grundlovmæssig Maade, d. e. med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle Ændringer i den gamle Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammensætning. Over to Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; først 28. Juli 1866 kunde Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette Spørgsmaal, hvis Afgjørelse var paatrængende nødvendig, og da man opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjørelsen, vovede jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 2. Valgkreds, C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17. Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen fremtrædende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjøndt jeg ikke holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i Skole- og Universitetsspørgsmaal. En meget betydelig Lov blev forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige Straffelov (stadfæstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der var udarbeidet af en særlig nedsat Kommission, var først blevet forelagt Landsthinget og havde dèr modtaget en saa omfattende og samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke at nedsætte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den første Forhandling var fremkommet mangfoldige Ønsker om Ændringer, men at lade disse Ændringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrødent i Mellemtiden for at samle Meningsfæller og redigere Ændringsforslagene, og mit Navn findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tør jeg vel sige, at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er § 208, hvorefter "Duel straffes med simpelt Fængsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel strafbar, naar den ikke medførte enten Død eller Legemsbeskadigelse. Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os i, at denne barbariske og meningsløse Selvtægt skulde godkjendes af en civiliseret Stat.

Efter Rigsraadets Ophør indtog Brix atter sin gamle Plads i Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg naturligvis, og jeg søgte heller ikke nogen ny Plads, skjøndt Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter Madvigs Død nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjøbenhavns 3. Kreds. Først anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfører A. Christensen, dernæst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var med en egen Følelse, at jeg bekæmpede min kjære Barndomsven, som Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Række af Aar havde set meget sjælden; nu stod jeg som hans politiske Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til ham for at lykønske ham til hans 70 Aars Fødselsdag, blev jeg modtaget med en vis Forundring; dog varede det ikke længe, inden denne gav Plads for det kjærlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage.

XIII.

BIBELREVISION.

Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa Udførelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for mig som et skjønt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversættelsen af det Nye Testamente. Det havde længe været anerkjendt, at den i 1819 autoriserede Bibeloversættelse ingenlunde var tilfredsstillende. Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden at krænke den høitidelige Bibelstil kunne gjøre det naturligere og nærme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder, navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhængen var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i Oversættelsen. Allerstørst var maaske Trangen til en forbedret Oversættelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske Skrifter. En Komité bestaaende af Professor theologiæ Hermansen, Dr. theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Række af Aar paa en ny Oversættelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gængse danske Bibeloversættelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye Testamente. Jeg modtog en Forespørgsel, om jeg vilde være Medlem af den Kommission, man tænkte sig nedsat for at revidere Oversættelsen af dette, og jeg svarede med største Beredvillighed Ja; men der viste sig Vanskeligheder ved Sammensætningen af Kommissionen, og Sagen blev stillet i Bero. Først efter Biskop Martensens Død 4. Februar 1884 blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig levende for dette Arbeide, tænkte sig Kommissionen sammensat af Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rørdam, de to theologiske Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rørdam, som nogle Aar tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu begyndt paa en selvstændig Oversættelse af det Nye Testamente ledsaget af Forklaring, og erklærede derfor efter nogen Betænkning, at han ikke kunde tiltræde en Revisions-Kommission. Skjøndt man nødig vilde undvære denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog, at Arbeidet vel kunde udføres ved de fire andre Medlemmer, og under 2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution for at overdrage dem under Tilsyn af Sjællands Biskop at revidere den autoriserede Oversættelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde tages et saadant Hensyn til den ældre Gjengivelse af Guds Ord paa Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at føle sig fremmed for den nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at textus receptus (1633) skulde lægges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i Læsemaaden. I en senere Skrivelse tilføiede Ministeren endnu, at man "særlig burde have Opmærksomheden henvendt paa saa vidt muligt at frie Oversættelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger, der i kun altfor høi Grad mispryde den nu autoriserede Text."

I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag og Aften i hver Uge holdtes der et Fællesmøde; mere Tid kunde vi ikke afse til saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at besørge, Noget som ogsaa af og til kunde medføre længere Afbrydelser i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komité havde vanskeligt ved at blive enig, skjønt det for det Meste ikke var Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk, hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller Forsømmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog vare de Stykker, den havde faaet færdig reviderede, kun Matthæus' Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring. Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede Kommissionen efter 3½ Aars Arbeide, November 1888, at bede Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv.

Efter at forskjellige Forsøg paa at rekonstruere Komiteen vare strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var heldigst kun at være to eller høist tre om Arbeidet, foreslog Biskop Fog, at Professor theologiæ F. Buhl og jeg skulde overtage det, og Prof. Buhl erklærede sig villig dertil, hvis Slotspræst, Licent. A. Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjælper, da hans Tid ellers ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i Leipzig, og dette Tilbud, hvor betænkeligt det end i mange Henseender forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt Ministeren, at der ikke længere kunde være Tale om ham; han burde erstattes af Professor Schat Petersen, hvis særlige Fag i Fakultetet jo ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst stillede Forslag, men Prof. Petersen vægrede sig paa ny. Endelig traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjørelse, at Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under Tilsyn af Sjællands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar, og i den Anledning blev der tillagt Slotspræst Poulsen et Honorar af 1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide.

Det var vort Ønske at træde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke fuldt det Udbytte, vi havde ønsket. Han havde ubetinget Tillid til os. Efter at vi havde drøftet Principerne i sin Almindelighed og prøvet dem paa et Par enkelte Tilfælde, bad han os at fremme Arbeidet uforstyrret og kun forelægge ham et eller andet Stykke, naar vi havde gjort det færdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da Oversættelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det første Øieblik fandt han, at vore Ændringer og Rettelser havde strakt sig videre end tilbørligt, men ved nærmere Overveielse kom han til det Resultat, at Sagen ikke godt kunde gøres anderledes, og efter at vi havde optaget et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortsætte vort Arbeide og gjøre det Hele færdigt. Han vilde helst have det liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vægt gjorde sig gjældende, først næppe mærkelig, men efterhaanden stærkere og stærkere; han fandt det nødvendigt at søge sin Afsked, og han fik den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet videre, og efter hans Ønske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort Arbeide udkomme som Prøve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet, at Arbeidet var udført i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i Færd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotspræst Poulsen 11. Marts 1895 i Kjøbenhavns Convent en Meddelelse om og Redegjørelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895 saaledes:

Bispegaarden 1. April 1895.

_Min kjære Professor Dr. L. Ussing og Slotspræst Lic. Poulsen!_

Rundtom har jeg læst forskjellige Stykker af Deres Oversættelse af det Nye Testamente, og glædet mig derover af Hjertet. Jeg har vistnok kun læst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham læse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte med i den gamle Oversættelse, og jeg har glædet mig over, hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed. Modtager min oprigtige og hjertelige Lykønskning og Taksigelse for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig søgte Afsked, har jeg ikke følt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke længer har nogen Magt og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation, hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjøre sin Indflydelse gjældende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige Lykønskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes Mænd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke være forgjæves, og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det ubevægelige Rige.

I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjønnelse af Eders dygtige, betydningsfulde Arbejde

_B. J. Fog._

Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, døde vor høitærede og høitelskede Ven.

Saasnart vor reviderede Oversættelse var udkommet, blev den anmeldt i alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet havde nogen Interesse for kirkelige Spørgsmaal, og den blev gjennemgaaende fordelagtig bedømt, selv af dem, der hørte til den Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rørdams Oversættelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nær hilsede de alle Revisionen som en glædelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid endnu ikke være Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth med det Ønske, at han, siden Biskop Fog var død, vilde formaa Biskop Rørdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som havde været forudsat, og som vi selv fandt nødvendig; thi der var Steder i vor Oversættelse, vi kun foreløbig havde afgjort, idet vi ventede en yderligere Drøftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne Prøve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for Offentligheden længe nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tænkte mig, at han vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min Medarbeider, at vi selv, med tilbørligt Hensyn til de offentlig eller privat gjorte Bemærkninger, skulde foretage en Efterrevision og udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris, saaledes som flere af Kritikerne havde ønsket. Bibelselskabet og det kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversættelsen trykke, gik ogsaa beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var næsten fuldendt, overraskedes vi ved at høre, at Ministeren, efter Nogles Mening foranlediget ved en unøiagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Forespørgsel, om det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke. Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklæret, at vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin daværende Skikkelse. Vi bad derfor Fakultetet om at opsætte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den ønskede Frist. Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer, Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges.

De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed, anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behøves, thi det var et nyt og fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevægede mig. Det var mig en sand Glæde at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt jeg villig bøiede mig, ligesom han ogsaa gjerne hørte paa de sproglige Bemærkninger, Filologen kunde gjøre. Vi samstemmede i Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfældet, lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at komme til Enighed.