Part 11

Den lærde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine Drengeaar. Den daværende _Skoleplan_ fandtes allerede i Trediverne utilfredsstillende. Man krævede en fyldigere Undervisning i de levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det første Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik, Astronomi og høiere Mathematik, blev saa flygtig lært, at det strax igjen blev glemt; det burde læres i Skolerne for tilbørlig at fordøies. H. C. Ørsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmænd for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med dem og med tre ansete Skolemænd fastsattes en ny Skoleplan. Universitetets præliminære Undervisningskursus (Anden Examen) skulde ophæves og med Undtagelse af Filosofien henlægges til Skolen. Denne blev derved forlænget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side skulde Skolens to nederste Klasser nedlægges; Undervisningen i de gamle Sprog skulde skydes to Aar længere frem, og Børnenes Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige Klasser skulde forandres til etaarige, og Modenhedsprøven for Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved Universitetet, skulde henlægges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845 provisorisk indført i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle.

At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl være. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og særlig skete der de tidligere forsømte Realfag og de nyere Sprog tilbørlig Fyldest. Lærerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes alvorligt i Skolerne, i Førstningen maaske flere Steder for stærkt. De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved at følge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev overanstrengt. Dertil kom Misfornøielsen med, at de Studerende nu skulde holdes et Aar længere i Skolen, hvilket undertiden havde pekuniær Betydning for Forældrene, især da der ikke var synderlig Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi skjøndt Anden Examen var ophævet, begyndte Studenterne dog yderst sjælden paa deres Examensstudium strax ved Indtrædelsen i Universitetet, hvilket havde været tilsigtet, men det første Aar anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig forøgede. Det syntes endnu at være et Rusaar og at lide af de Mangler, man havde anket over ved dette.

Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubeføiede, og Ministeriet nedsatte en Kommission for at prøve deres Berettigelse. Den nedsatte Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer; men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misfornøiede, og i 1860 begyndte der et sandt Stormløb imod den nye Skoleplan. En anonym Forfatter, E--e, skrev en Piece: "Har Indførelsen af den nye Undervisningsplan for de lærde Skoler været en Fremgang eller Tilbagegang?" hvori han søgte at vise, at det Sidste var Tilfældet. Han fik en vis Støtte af en yngre Skolemand, H--h ("Om Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lærde Skoler"), der rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre Ønsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det lærde Skolevæsen"), der søgte Hjælpen i den størst mulige Frihed. Madvig imødegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i "Fædrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at Planen i det Hele var fortræffelig, men jeg havde Intet imod Indførelse af rimelige Lempelser og Indrømmelse af en vis Frihed i Udførelsen. Hvad jeg nærmest krævede, var dog Ophævelse af de Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar skrev "Indlæg i Skolesagen", var Overlærer Fogh. Ogsaa med ham havde jeg et lille Ordskifte i "Fædrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik en fortræffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fædrel." 28. og 29. Decbr.

I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere end i den gamle Skole; før det 13. Aar skulde Disciplene kun lære levende Sprog, først Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nærmest Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget, saasom det baade ligger Dansken nærmere, er simplere i sin Bygning og langt lettere at lære for Børn. Efter min Mening havde ogsaa den engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom Engelsk jo ogsaa i langt høiere Grad var Verdenssprog end Tysk; Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lærde Skolers Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i samme". Den er skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fædrel." 27. Sept., ender sin Artikel med disse Ord:

"Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens Bestyrelse, men som en naturlig Følge af den Plads, det engang har indtaget i Folkets Liv og siden altfor længe bevaret i dets Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne Maade kan et Skolefags altfor fremtrædende Plads paa Timetabellen blive til et haanende Trældomsmærke, hvis Udslettelse er en national Æressag."

Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og Ønsker; men det kunde ikke sættes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa uundværlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvære, hvad den tyske Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af at være Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt krænket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brødre, før de havde gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen.

Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmænd besøgte mig, da at tale Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste følte sig ubehagelig berørte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det ganske naturligt. Jeg skal anføre et Par Exempler. I 1872 ankom min Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionærer sad netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og Samtalen førtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor Gädechens fra Jena øieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere besøgte jeg Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg ønskede at drøfte et Par Spørgsmaal vedrørende Plautus. Hans første Ord til mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Französisch?" Jeg svarede, at naar jeg besøgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besøgte han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Længden lod det sig ikke gjøre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmænd, med hvem jeg kom i nærmere Berørelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner.

Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles, det populære Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at de gamle Sprog krævede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall, væsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to øverste Klasser, saaledes at Disciplene dèr henholdsvis fritoges for de Fag, som de havde mindst Interesse og Anlæg for og antoges at faa mindst Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en Kommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektør, Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt Rigsdagen for at ophøies til Lov. Dette havde ikke været nødvendigt, Ændringen kunde være foretaget ved kongelig Anordning. Det var et Misgreb at give et saadant uprøvet Forsøg en Lovs Uforanderlighed, og besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen drøfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov.

Loven af 1. April 1871 indførte efter fransk Mønster en Tvedeling (bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle Studenter skulde være i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse, nu ophørte Fællesskabet med det 16. Aar, medens man først blev Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af hvilke den første ikke lærte Mathematik, den anden ikke de gamle Sprog. Madvig gik kun modstræbende ind paa Tvedelingen, og dog bærer han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstændig forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en, som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes Ønske i den Forventning, at der kunde bødes paa Manglerne i Principet ved de enkelte Bestemmelser, og han tænkte ikke paa, at naar man giver en vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke kunde sættes igjennem, erklærede han i det sidste Øjeblik at ville nøies med, at der krævedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil") sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til det levende Sprog selvfølgelig gik langt videre. Den franske Stil blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den latinske Stil blev gjenindført.

Loven blev modtaget med blandede Følelser. Overanstrengelse vovede man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en fyldig Mathematikundervisning, saa at Afgangsexamen i den mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den polytechniske Læreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophørte saa tidlig, at det, der var lært deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde man i Begyndelsen ikke videre Mærke til. Men desto større var Misfornøielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens altfor tidlige Ophør vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere Kundskabsmaal nu ikke længere kunde naaes.

En af de første, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr. _Pingel_ i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han blev imødegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin Polemik i de to følgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved den lærde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lærde Skole". Hans varme og veltalende Indlæg vare dog i flere Henseender for uklare til at kunne udøve Indflydelse, og hans Polemik forblev resultatløs. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af 1850, havde det været almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubeføiet; men endnu besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod "Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overflødigt ved andre, fuldtud fyldestgjørende Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.-3. Okt. 1879, og M. Rosing "Dr. Pingel og den lærde Skole").

Misfornøielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa paa et andet nærliggende og beslægtet Omraade indført en indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883 var bleven afløst af en _ny Skoleembedsexamen_. Tidligere prøvedes Kandidaten i Latin, Græsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu indførtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2 Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871; den encyklopædiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over det Fag, som særlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke være en Prøve for Videnskabsmænd, men for Skolemænd. Skolen er ikke tjent med en Faglærer, som faar Lyst til at lære Disciplene specielle Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en Lærer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbøielig til at overse sine Medlæreres Fag.

Til Gjengjæld indførtes der en Prøve i _Pædagogik_. Kandidaten skulde, inden han blev ansat, have øvet sig i praktisk Lærergjerning og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pædagogik. Dette Sidste havde Skolelærerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale. Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort opmærksom paa, at Pædagogiken som Videnskab var et Kapitel af Psychologien og havde sin Plads der, medens Børneopdragelsen og Ungdommens Undervisning var en Kunst; at ingen Kunst læres igjennem Theorien, men kun ved praktisk Udøvelse; og at særlig det Stof, som Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjæle, var saa mangfoldigt og saa zart, at man burde være meget varsom med at indsnævre det i Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog liden Indgang hos Størstedelen af Skolens Lærere; de vilde nu engang hellere være Videnskabsmænd end Kunstnere. Det faldt naturligvis hverken mig eller nogen Anden ind at nægte, at en dygtig Pædagog ogsaa igjennem Forelæsninger kunde give de vordende Lærere mangen nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pædagogiske Forelæsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en af de filosofiske Professorer, og da Professor Høffding ikke vilde indlade sig derpaa, blev det overdraget _Kroman_. Denne talentfulde unge Mand var desværre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste sig ved det første Skrift, han udgav efter sin Ansættelse som Docent i Pædagogik: "Om Maal og Midler for den høiere Skoleundervisning" (1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de regnbuefarvede Taager. Bogen er stærkt polemisk. Forfatteren fordømmer Tvedelingen i de stærkeste Udtryk; det Principmæssige var en fælles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlæg for de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en saadan Dreng havde tværtimod særlig Brug for et Kursus i Mathematik og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke udelukke noget af Skolefagene, men tværtimod optage en Del flere; Disciplene burde gjøres bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i Livet, og dette kunde gjøres, naar man blot ikke forlangte for meget i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nøies med 1 Time om Ugen. Om dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1 ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg fandt det nødvendigt at imødegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som Bogen ved sin første Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde ændres.

Der var næppe Nogen, der følte sig mere overbevist derom end selve Kultusministeren, _Scavenius_. Allerede i 1885 havde han forelagt Landsthinget et Forslag til Ændringer i Loven, men det kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsøg. Mathematisk-naturvidenskabelige Faglærere og Videnskabsmænd havde i Juni s. A. holdt et Møde i Kjøbenhavn, og dèr saa godt som enstemmig vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbørlig forsømt. Der lærtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to øverste Klasser. Dette maatte nødvendig forlanges; den fornødne Tid dertil vilde vindes, naar _Oldnordisk_ og _Græsk_ blev udelukket af Skolen. Man vidste, at Ministeren delte disse Anskuelser, skjøndt der endnu ikke forelaa noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imødegaa dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.-24. Juli en Artikel betitlet "Et Skolespørgsmaal". Jeg var enig med Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen ophørte saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde udelukke Græsken, maatte jeg nedlægge en bestemt Protest. Græsken maatte betragtes som et nødvendigt Led af den klassiske Dannelse. Grækenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dèr fandt man de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men dertil kom, at for Theologen var Græsken uundværlig. Naar man tænkte sig, at Theologerne kunde lære Græsk i et særskilt Kursus ved Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlænges betydelig, men det vilde heller ikke være muligt at opnaa en nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke begyndte derpaa i Skolen og fik det indøvet paa skolemæssig Maade. Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nøies med Lægprædikanter i Stedet for theologisk dannede Præster.

Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den følgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklæringer udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til Universitetets Betænkning. Efter dette skulde der beholdes en vis Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes Erklæringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile, indtil der kunde opnaas større Enighed.

Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lærere var der Uenighed. Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren ønskede Græsken afskaffet, kæmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens Bevarelse. _Heiberg_ erklærede, at dens Afskaffelse vilde være at skjære Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som det maatte være dennes Maal gjennem Læsning af de klassiske Forfattere at give Disciplene et levende Førstehaandsbillede af den Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Græsken være det Væsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om radikal og konservativ Pædagogik, og endnu adskillige Aar senere fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898 tilfaldt det Professor _Gertz_ at holde Talen ved Universitetets Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den Udtalelse, at for Fremtiden var det nødvendigt, at Græsken helt rømmede Skolen og Latinundervisningen indskrænkedes. Tilhørerne studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift "Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham, at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898 (S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A.

* * * * *

Medens Spørgsmaalet om en Reform af den lærde Skole i fulde tre Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter forskjellige tildels modsatte Forsøg, under hæftige Partikampe, endnu er langt fra sin Løsning, er der en anden, mindre vigtig Reform, som har havt en lignende Skjæbne, og hvis Historie heller ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform.