Part 2

Ved kaffen fik han sagt det han vilde. Han talte saa varmt om sit venskap og sin taknemmelighet for mig at jeg blev baade rørt og skamfuld. "La mig faa tale ut!" fortsatte han. "Jeg ærer dig fordi du av hele dit hjerte ofrer dig for kunsten; jeg kan ikke løfte mig til dit syn, men jeg har saa meget poesi i min natur at jeg kan føle med dig. Jeg vil at du skal føre det igjennem, og jeg mener at hjælpe dig."

"Hvad er det for noget sludder, Pinkerton?" sa jeg.

"Det er ikke andet end hvad en ser hver dag," svarte han. "En ung mand som er sprettende fuld av talent, og saa en forretningsmand som ikke vet hvad han skal gjøre med pengene sine."

"Din nar, du er jo saa fattig som en kirkerotte."

"Vent bare til jeg faar mine jern i ilden!" svarte Pinkerton. "Jeg er bestemt til at bli rik. Her er mit første bidrag. Ta det fra en vens haand. Det er bare hundrede francs, du skal faa det samme hver maaned, og naar min forretning begynder at vokse, skal vi lægge paa saa det blir noget."

Det tok mig lang tid at faa avslaat hans tilbud. Og da han tilslut gav sig, var vi begge like taknemmelige og forlegne. Om kvelden reiste han, og paa veien hjem fra stationen følte jeg mig for første gang fremmed i den store lyse by.

I de dager som nu kom, fik jeg føle hvad det vil si at være fattig i Paris. Mit atelier maatte jeg snart opgi, og Muskegons genius forlot mine veier. For at kunne eie en statue i legemsstørrelse, maa man ha et atelier, et galleri, eller i det mindste en havestump til sin raadighet. Jeg tænkte derfor at la geniusen bli staaende i mit atelier; kanske kunde den gi min efterfølger en inspiration. Men desværre var jeg blit uenig med verten, og for at være ubehagelig paala han mig at fjerne min eiendom. Jeg lo hysterisk da jeg forestillet mig statuen, mig selv og en kusk paa fart gjennem Paris' gater uten skyggen av noget maal. Et kjærkomment tilbud reddet mig fra disse pinlige muligheter, og jeg avhændet Muskegons genius for tredive francs.

I et spisekvarter paa den ytre boulevard fik jeg kredit paa middag. Aftensmat blev det forutsat at jeg ikke trængte, fordi jeg spiste hos rike venner. Denne ordning var yderst uoverveiet. Min historie kunde ta sig troværdig ut saa længe som mine klær var i god stand, men den var mere end tvilsom efterat min frakke var blit frynset om kantene og mine støvler hadde begyndt at sikle og pipe paa kafégulvene. Det ene maaltid om dagen, som stemte godt med mine finansers tilstand, gjorde ikke min mave fornøiet. Denne restaurant hadde jeg før ofte besøkt for at smake hvorledes de studenter levet som var uheldigere stillet end jeg. Da var jeg kommet ind med væmmelse og var gaat med kvalme. Underlig fandt jeg det nu at jeg satte mig graadig, at jeg reiste mig tilfreds og tællet timerne til min gjenkomst. Men sult er en stor trollmand, og saa snart som jeg hadde brukt op mine penger og ikke længer kunde mætte mig med chokolade og tykke brødskiver, saa var jeg helt henvist til dette spisekvarter og til sjeldne, lykkelige hændelser. Min ven Dijon kunde faa solgt nogen av sine hastverksbilleder, eller en gammel ven kunde dra gjennem Paris; da spiste jeg en middag efter min smak og avsluttet et rente- og avdragsfrit Quartier Latin-laan som holdt mig med tobak og morgenkaffe et par uker. En stor del av mine ensomme timer brukte jeg til at utmale mig alle enkeltheter i indbildte fester.

Det blev værre. En dag merket jeg paa spisekvarteret en viss kjølighet i vertens hilsen. Dagen efter var kulden aabenbar, den tredje dag holdt jeg mig borte i min skræk og gik altsaa fastende i otte og firti timer, og da jeg den fjerde dag kom tilbake, saa fik jeg den likefremme besked at der ikke var mere mat for mig. Nu var der bare én planke som skilte mig fra den nøkne sult, og jeg følte at den skalv under mig. Jeg hadde en søvnløs nat, og om morgenen gik jeg bent til maleren Myners atelier. Det var et skridt jeg længe hadde tænkt paa og ikke vaaget. Jeg var ikke synderlig fortrolig med denne engelskmand, og skjønt han hadde nok av penger, viste han sig paa ingen maate opmuntrende mot tiggere.

Jeg fandt ham i arbeide med et billede som jeg med god samvittighet kunde rose. Han malte væk mens jeg pratet, og jeg prøvde forgjæves at komme til saken. Tilslut fik modellen lov til at hvile, og han snudde sig mot mig.

"De kom ikke hit for at snakke alt dette tøvet," sa han.

"Nei," svarte jeg mat, "jeg kom for at laane penger."

"Vi har aldrig været fortrolige venner," sa han.

"Tak," sa jeg, "jeg kan ta mit svar," og jeg reiste mig med raseri i hjertet.

"Naturligvis kan De gaa hvis De vil," sa Myner, "men jeg raader Dem til at bli og høre paa mig."

"Hvad mere er der at si?" ropte jeg. "Ønsker De at ydmyge mig endda mer?"

"De maa prøve at beherske Dem, Dodd," sa han. "Det er Dem som har søkt denne samtale, og hvis De tror at den ikke er ubehagelig for mig, saa tar De feil. De maa gi mig ordentlig greie paa Deres utsigter før jeg kan avgjøre om jeg vil hjælpe Dem."

Paa denne maate "opmuntret" snublet jeg gjennem min historie. Jeg fortalte at jeg hadde hat kredit paa et spisekvarter, men at det nu var slut; at Dijon laante mig en krok av sit atelier, hvor jeg modellerte alslags smaating som jeg endnu ikke hadde solgt noget av, og at min fremtid var yderst usikker.

"Og Deres værelse?" spurte Myner.

"Aa, mit værelse er det ikke farlig med," sa jeg. "Min vertinde er venligheten selv, hun har ikke engang nævnt sin regning."

"Det er vel ingen grund til at narre hende," sa Myner. "Nei, Dodd, jeg synes ikke at det er hæderlig av os fremmede at dra fordel av franskmændenes letvindte kredit, og saa rømme over kanalen eller Atlanteren."

"Jeg tænker ikke paa at rømme," sa jeg.

"Hm," sa Myner. "Jo længer De blir, des større tap er det for Deres venlige gamle vertinde. Nu skal jeg si Dem hvad jeg vil gjøre. Hvis De samtykker i at reise, saa skal jeg betale Deres reise helt til Muskegon, hvor Deres far bodde, og hvor hans venner uten tvil vil hjælpe Dem til en stilling. Mere vil jeg ikke gjøre for Dem. Hvis jeg trodde De hadde et stort talent, saa var det noget andet, men det tror jeg ikke, og jeg raader Dem til at reise."

"Det sidste var ihvertfald ikke nødvendig," sa jeg.

"Det mener jeg at det var," svarte han fast. "Vil De saa ta mot mit tilbud?"

"Nei tak," sa jeg.

Fra dette pinlige møte gik jeg bent til min gamle mesters atelier.

"Mester," sa jeg, "vil De ta mig i Deres atelier igjen -- men denne gang som arbeider?"

"Jeg trodde Deres far var umaadelig rik," sa han.

Jeg forklarte at jeg nu var forældreløs og fattig.

Han rystet paa hodet. "Jeg har bedre arbeidere som gaar og venter," sa han.

"De pleide at si at mit arbeide var ganske godt."

"Ganske godt. Ja. Godt nok for en rikmands søn. Forresten trodde jeg De vilde bli kunstner, ikke arbeider."

Paa en bænk paa den ytre boulevard, ikke langt fra Napoleons grav, satte jeg mig for at ruge over min ulykke. Det var mørkt, trist veir, og jeg hadde spist bare én gang paa tre dager. Jeg hadde ikke tobak, mine klær og støvler var fillete og tilsølet. Og disse to mænd, tænkte jeg, de hadde rost mit arbeide dengang jeg var rik, men nu da jeg var fattig og trængte alt, saa hadde jeg ikke talent, saa var mit arbeide ikke godt nok.

Skulde jeg indrømme at jeg var slaat, skulde jeg gi op? Jeg tænkte paa de mange kunstnere som var blit frakjendt alle muligheter, og som trods latter og ringeagt var naadd frem. Jeg tænkte paa ham som hvilte under Invalidebygningens gyldne kuppel. Fra artilleriløitnant til verdenshersker. Ved Napoleon, jeg skulde holde ut, og de to som idag hadde haanet mig, skulde engang faa misunde mig min sukces.

Det var blit næsten mørkt da jeg vaaknet til min sult igjen. Skjælvende sprang jeg op, og rystende av kulde gik jeg gjennem de regnfulde gater, forbi de glitrende kafévinduer.

"Aa, herr Dodd," sa portneren, "her har været et rekommandert brev til Dem. Budet kommer igjen med det imorgen."

Et rekommandert brev til mig! Hvad det kunde indeholde, ante jeg ikke. Men løgnen fløt uvilkaarlig fra min mund.

"Endelig mine penger!" sa jeg. "Pokker saa ærgerlig at jeg ikke var hjemme. Kan De laane mig hundrede francs til imorgen?"

Jeg hadde aldrig før prøvet at laane av portneren. Det rekommanderte brev gav desuten en viss sikkerhet; han lot mig faa det han hadde, omtrent seksti francs. Saa fort som mine skjælvende ben kunde bære mig, sprang jeg rundt hjørnet til Café de Cluny. Jeg husker det første glas pomard og den første vidunderlige oliven; saa længe jeg lever vil jeg huske det. Over resten av maaltidet ligger en tyk sky av burgunder eller kanske rettere av sult og tung mæthet.

Klart husker jeg min skam og fortvilelse da jeg morgenen efter vaaknet og gjenkaldte mig hvad jeg hadde gjort, og hvorledes jeg hadde bedraget den stakkars ærlige portner. Nu var skandalen over mig! Jeg hadde solgt min selvagtelse og taket over mit hode for en middag paa Café Cluny!

Mens jeg sat slik og angret, kom postbudet med det rekommanderte brev. Det var stemplet San Francisco, hvor Pinkerton allerede sat til halsen i mangfoldige forretninger. Det indeholdt et nyt tilbud om hjælp, denne gang to hundrede francs om maaneden, og for det tilfælde at jeg skulde være i øieblikkelig forlegenhet vedla han en anvisning paa firti dollars. Jeg sa til mig selv at nød bryter alle love, og bankene hadde saavidt aapnet da jeg kom med min anvisning.

Det var i begyndelsen av december at jeg solgte mig til slaveri. Det lykkedes mig at overgaa mig selv og overskygge Muskegons genius med en liten, men høist patriotisk "fanebærer"; jeg fik ham antat paa salonen, og der stod han under hele utstillingen fuldstændig ubemerket, og derfra kom han tilbake til mig likesaa patriotisk som før. Jeg la hele min sjæl -- som Pinkerton vilde sagt -- i endel pillerier, som kom tilbake fra kunsthandlerne like saa trofast som fanebæreren. Og da jeg hadde holdt paa slik et halvt aars tid, og allerede skyldte to hundrede dollars til Pinkerton og omtrent et hundrede her og der i Paris, saa vaaknet jeg en morgen med en frygtelig følelse av ensomhet; den nat hadde min forfængelighet drat sit sidste suk. Jeg øinet ikke haab længer, jeg tilstod for mig selv at jeg var slaat, og der jeg sat i min natskjorte ved vinduet og stirret paa trætoppene ved hjørnet av boulevarden og fanget ind musikken av den travle morgenfærdsel, skrev jeg mit farvel til Paris, til kunsten, til hele mit tidligere liv og hele mit tidligere jeg. "Jeg gir mig," skrev jeg; "naar dit næste bidrag kommer, skal jeg reise bent til Vesten, og der kan du gjøre med mig som du vil."

ANDET KAPITEL.

Oplevelser med Pinkerton i San Francisco.

Paa min vei vestover tok jeg en sving indom mine slegtninger i Edinburgh. Jeg forela onkel Adam min stilling, og bad ham om hjælp fil at betale den gjæld jeg hadde. Onkel Adam svarte med at tilby mig en post som kontorist i sin forretning, begynderløn atten shillings om uken. Da blev min bedstefar, som hørte paa vor samtale, meget fortørnet, og der utviklet sig en pinlig scene mellem ham og onkel Adam. Utfaldet kom høist uventet for mig. Min bedstefar lot tilkalde sin sakfører, og kastet baade onkel og mig paa dør. En time efter stod jeg med en anvisning paa to tusen pund i haanden, og hadde desuten en behagelig visshet om at den gamle bygmester ikke hadde glemt mig i sit testamente. Bedstefar og jeg tok en lang spasertur, denne gang ikke til nogen av hans forfærdelige huser, men efter en naturlig og vakker impuls til det hvilested han hadde bygget sig. "Jeg vilde du skulde se dette stedet," sa han. "Der er stenen. ~Mary Murray, Født 1819, Død 1850~ -- det er din bedstemor, pen og god og snild var hun. ~Alexander Loudon, Født Sytten Hundrede To Og Nitti, Død~ -- og saa et hul; det er mig. Alexander er mit navn. De kaldte mig Ecky da jeg var gut. Aa, Ecky, du er en gruelig gammel mand!"

Nogen dager efter stod jeg paa en anden kirkegaard -- i byen Muskegon. Hele det ensformige, moderne Babel med de vældige, stirrende husrækker hadde vokset, eller rettere sagt svulmet slik siden min bortreise at jeg maatte spørre mig frem. Selve kirkegaarden var flunkende ny. Men døden hadde været virksom; jeg maatte lete længe mellem millionærernes pralende gravmæler og ungarske arbeideres sorte kors, før tilfældet eller mit instinkt førte mig til min fars grav. Stenen var reist -- det visste jeg allerede -- "i beundring, av hans venner". Navnet stod med store bokstaver og stirret paa mig -- ~James K. Dodd~. Det fór gjennem mig med bitter klage og anger at jeg aldrig hadde visst hvad K'et betydde. Like sørgelig var resten av mit ophold i Muskegon. Jeg blev der nogen dager for at besøke min fars venner. Den pine kunde jeg spart mig, hans minde var allerede bleknet. For hans skyld bød de mig velkommen, og for min skyld holdt de med møie en samtale gaaende om hans forretningsdygtighet og hans gavmildhet overfor almene formaal. Og saasnart jeg var gaat, husket de ham ikke længer. Min far hadde elsket mig; jeg hadde latt ham leve og dø ensom; da jeg kom tilbake var han død og begravet og glemt. Der var en sjæl til som holdt av mig -- Pinkerton. Jeg maatte ikke to ganger gjøre mig skyldig i den samme feil.

Og denne tanke var det kanske som mest hadde drevet mig vestover -- trods de to tusen skinnende pund som vilde gjort mig til en greve i det nøisomme Quartier Latin. Et par dager efter var jeg midt i hvirvelen av Pinkertons forretninger.

I samme aand som en skolegut gjør sig selv til helten i sine røverromaner og oplever de utroligste eventyr, fløi Pinkerton gjennem Kearney street i sit daglige stræv. Virkeligheten var hans romantik. Hver dollar han tjente, hadde han likesom bragt iland fra et mystisk dyp. Naar han slog med sin kjække haand ind i pengemarkedets net, saa hadde han en glædelig følelse av at ryste tilværelsens grundpiller, og likesom med et kamprop sætte folk til arbeide i fjerne land; han følte at han fik guldet til at skjælve i millionærernes skap.

Jeg fik aldrig fuld oversigt over hans spekulationer; men der var fem forskjellige forretninger som han vedkjendte sig og bar som et banner. ~Thirteen Star Golden State Brandy~ -- et meget usmakelig produkt -- fyldte en stor del av hans tanker, og blev anbefalt til publikum i en veltalende men vildledende avhandling, "Hvorfor drikke fransk brændevin? Et ord til den vise." Han holdt et kontor for annonserende, han gav raad og utkast og forhandlet som mellemmand med trykkere og plakatklistrere; kjøbmanden spurte om idéer, teateragenten hadde bruk for lokalkjendskap, og alle og enhver fik med sig et eksemplar av hans brochure, "Hvorledes, Naar, Hvor, en haandbok for annonserende". Hver lørdag leiet han en liten dampbaat som tok folk ut paa en fisketur for en pris av fem dollars pro persona, snører og agn medregnet i billetten. Jeg har hørt at der var dem -- utvilsomt gamle fiskere -- som tjente paa turen. Leilighetsvis kjøpte han vrak og kondemnerte skibe; de sidste fandt, uten at jeg kan si hvorledes, veien tilsjøs igjen under nye navn, og pløide bølgerne i triumf under Bolivias eller Nicaraguas farver. Tilslut var der en landbruksmaskin som straalte av rød og blaa maling, og som utfyldte et "længe følt savn".

Men foruten i disse aapne foretagender spekulerte han paa mangfoldige mystiske maater. Aldrig sov nogen dollar i hans eie; han holdt dem alle flyvende likesom en jonglør med appelsiner. Da jeg begyndte at faa en andel, lot han mig skimte min fortjeneste bare et øieblik; saa forsvandt den igjen. Han kom straalende fra et ukeopgjør, klappet mig paa skulderen og fortalte at han hadde tjent fabelagtige summer, og saa bad han om at faa laane en kvart dollar til et glas.

"Hvad i al verden har du gjort av det?" kunde jeg spørre.

"Ind i møllen igjen. Altsammen anbragt igjen!" svarte han usigelig fornøiet. "Anbringelse" var hans staaende uttryk. Han taalte ikke det han kaldte spil. "Rør aldrig aktier, Loudon," sa han, "ingenting andet end skikkelige forretninger." Men himmelen vet at mangen forhærdet spiller vilde ha gyst tilbake for nogen av Pinkertons anbringelser. En saadan forretning fik jeg tæften av. Det gjaldt befragtningen av en ulykkelig skonnert bestemt til Mexico -- for at smugle vaaben den ene vei og cigarer den anden. Dette foretagende endte med forlis, konfiskation og en retssak med assurandørerne. Pinkerton, som var interessert for en syvendedel, vilde aldrig gaa nærmere ind paa denne sørgelige spekulation. "Det blev en skuffelse," var alt han sa; men jeg skjønte at hele hans forretning skalv i sine grundvolde. Forresten varte det ikke længe før Pinkerton begyndte at skjule for mig sine vildeste "anbringelser".

Vi hadde vort kontor midt i byen. Det var et høit og rummelig værelse med mange og store speilglasvinduer. Et glasskap indeholdt omtrent to hundrede flasker av Pinkertons Thirteen Star. Etiketten var meget pragtfuld. Skapets dører svinget ustanselig paa hængslerne; hver fremmed som kom ind paa kontoret, fik med sig en flaske. Jeg protesterte litt mot denne ødselhet. "Kjære Loudon," sa Pinkerton, "vil du da aldrig bli forretningsmand? Det er jo den billigste annonse jeg har. Brændevinen koster mig næsten ingenting."

Paa den ene kant av det store bord midt i værelset sat to maskinskriversker som ikke hvilte mellem klokken ni og fire, og den andre ende var optat av en model av landbruksmaskinen. Paa væggene hang nogen fotografier, blandt andet av skibet ~James L. Moody~, strandet paa en nøken og vild kyst, og dernæst endel oljemalerier i guldrammer. Disse billeder var for det meste relikvier fra Quartier Latin, og jeg skal vise Pinkerton den retfærdighet at si at intet av dem var daarlig, og at nogen var meget talentfulde. Efterhvert som de blev avhændet, og det for pene priser, blev deres plads indtat av lokale kunstneres arbeider. Disse fik jeg det hverv at kritisere. Nogen av dem var fæle, men alle sælgelige. Det sa jeg, og jeg saa mig selv som desertør, jeg bar vaaben i den gale leir. Fra nu av skulde jeg se paa malerier ikke med en kunstners, men med en kunsthandlers øine; strømmen som skilte mig fra alt det jeg elsket, blev bredere og bredere.

"Nu, Loudon," hadde Pinkerton sagt den første morgen, -- "nu, Loudon, skal vi gaa løs skulder mot skulder. Det er det jeg har længtet efter, to hoder og fire armer. Du vil snart finde at det er akkurat likedan som kunst -- altsammen iagttagelse og fantasi, men større fart. Bare vent til du begynder at føle glæden i det."

Jeg kunde ha ventet længe. Det som Pinkerton kaldte arbeide, var og blev for mig bare tom staahei.

Jeg sov i et litet rum indenfor kontoret, Pinkerton paa en patentsofa i kontoret selv. Vi stod tidlig op, gik tidlig til frokost, og begyndte klokken ni paa forvirringen, som for mig var og blev babylonisk.

Nogen dager hadde Jim et usedvanlig energisk og tappert ansigt, han snakket kortfattet, likesom han hadde frygtelig travelt, og der faldt fra ham slike ytringer som "Longhurst fortalte mig det imorges" eller "Jeg har det direkte fra Longhurst". Det var ikke rart, tænkte jeg, at Pinkerton blev tilkaldt for at raadslaa sammen med slike titaner; for hans raphet og opfindsomhet var hævet over al ros. I den første tid, da han endnu talte aapent med mig om alle sine planer og projekter, saa visste jeg aldrig om jeg mest beundret ham eller mest moret mig over ham. Men de gode dager fik snart ende.

"Ja, det er nok utspekulert," sa jeg engang. "Men, Pinkerton, synes du det er hæderlig?"

"Du synes ikke det er hæderlig?" klaget han. "Aa gud, at jeg skulde faa høre slike ord fra din mund!"

"Det gjør mig ondt," sa jeg bare.

Men denne konflikt kom igjen, og litt efter litt blev Pinkerton ræd for at betro sig til mig. Hvis der var noget som han gjorde sig til av, saa var det sin ærlighet, og hvis der var noget som han satte pris paa, saa var det min gode mening. Min egen stilling var slet ikke let. Jeg skyldte ham jo saa meget, og da er det ikke behagelig at optræde som kritiker; men tanken paa at jeg levet av disse tvilsomme foretagender, var heller ikke behagelig. Jeg valgte i min svakhet et mellemstandpunkt. De forretninger som Pinkerton ikke likefrem fortalte mig om, foretrak ogsaa jeg at tie om heller end at fremkalde nye scener. Dette var Pinkerton gløgg nok til at benytte sig av, og det var en lettelse for os begge da han begyndte at hylle sine planer i et mystisk slør.

Vor sidste disput gjaldt et kondemnert skib, som Pinkerton hadde kjøpt for at reparere og sende tilsjøs igjen under et nyt navn. Han gned sig i hænderne mens han fortalte mig det.

"Dette kan jeg ikke være med paa, Pinkerton," sa jeg.

Han hoppet høit. "Hvad er det nu for sludder!" skrek han. "Ingenting som der er noget at tjene paa, finder naade for dine øine."

"Skibet er blit kondemnert av Lloyds agent," sa jeg.

"Lloyd, Lloyd! Jeg har sagt dig at Lloyd bare er en ring som alt andet. Skibet er i fortræffelig stand, der er næsten ingenting i veien med det."

"Jeg vil ikke tjene penger ved at vaage menneskeliv," var mit ultimatum.

"Du store kineser, likesom ikke alle spekulationer var vaagespil! Jeg skal si dig noget, Loudon, du er altfor fin for denne verden."

"Og du glemmer dine gamle idealer og din kultur bare for denne evindelige pengejagtens skyld," sa jeg. "Du drømmer jo ikke om andet end dollars."

Dette skud traf. "Det er sandt, Loudon," ropte han og rev sig i haaret. "Du har aldeles ret. Jeg holder paa at bli materialist. Aa tænk, at jeg maa si det om mig selv! Du er en trofast ven, Loudon, nu har du reddet mig igjen. Hvad skal jeg gjøre for at vække den aandelige side av mig? Jeg maa studere noget, noget rigtig tørt og kjedsommelig. Hvad skal det være? Teologi? Algebra? Hvad er algebra?"

"Det er tørt og kjedsommelig nok, ~a² + 2ab + b²~."

"Men det virker stimulerende, hvad?"

Det svarte jeg ja til.

"Ja, saa vil jeg studere algebra," sa han. Og dagen efter fik han opsporet en ung dame, en frøken Mamie McBride, som hadde baade evne og vilje til at veilede ham paa disse blomsterløse vidder. De blev enige om to timer hver uke, og han gik igang med flammende energi. Timerne strakte sig snart ut til en hel aften, og de to ukentlige timer blev øket til fire og derefter til fem. "Pas dig, du blir snart dødelig forelsket i algebraisten," sa jeg.

"Det maa du ikke si, selv for spøk!" ropte han. "Jeg har altfor stor ærefrygt for hende. Aa Loudon, jeg har aldrig set en kvinde med saa fint og rent sind."

Dette lød svært inderlig i mine ører. En stund efter hadde jeg den fornøielse at tilbringe en aften sammen med de to. Frøken Mamie viste sig at være en pyntelig liten en med store, vandklare øine, meget vakkert væsen og en strøm av de mest korrekte uttryk som jeg nogensinde har hørt fra menneskelige læber. Jeg trak mine slutninger av de øine som hun gav min ven, og da han dagen efter plumpet ut med sine følelser for hende, opmuntret jeg ham til at gaa paa. Samme kveld forlovet han sig.

I de dager gjorde vi op regnskapet for det første aar. Det viste at jeg medregnet de to tusen pund som jeg hadde faat av min bedstefar, var den stolte eier av 14.400 dollars. Men jeg maa tilføie at jeg hadde tjent hele otte tusen dollars utenfor vor forretning. Dengang jeg blev altfor træt av at sitte som blindemand paa Pinkertons kontor, hadde han git mig den idé at arrangere endel søndagsutflugter for det store publikum. Det gjorde jeg, og disse utflugter indbragte mig baade popularitet i de brede lag og tre tusen dollars netto. Endvidere hadde jeg engang hat det indfald at kjøpe endel værdiløse grubeaktier. Straks efter blev der gjort et stort sølvfund i gruben, aktierne fløi tilveirs, og jeg skilte mig av med mine i det rette øieblik. Det var fem tusen dollars. Paa den anden side hadde jeg i aarets løp brukt fire tusen dollars.

Jeg var altsaa rik. Hvorfor skulde jeg ikke vende tilbake til Paris? Nogen glæde av forretningslivet fik jeg aldrig, og nu skulde Jim gifte sig og trængte ikke mit selskap. Jeg snakket med Jim om det en kveld.