Part 17

"Jeg negter ikke det," svarte Wicks og stod en stund likesom i dyp eftertanke. "Men det som jeg ikke forstaar," brøt han ut, "det er hvad dere er gjort av! At bli paa dette stedet er mere end jeg orker. Der gaar solen ned som bare blod -- og at bli her er mere end jeg orker!"

De andre saa forfærdet paa ham. At han faldt, deres hovedstøtte, at han gav efter for rædselen, det næsten lammet dem. Men det gav en anden, uset tilhører den leilighet han hadde ventet paa. Da briggen støtte, hadde Mac krøpet op kahytstrappen, han viste sig nu.

"Kaptein Wicks," sa han, "det er mig som har bragt disse ulykker over dere allesammen. Jeg er lei for det, jeg ber allesammen tilgi mig, og hvis der er nogen som kan si 'jeg tilgir dig', saa vil det gjøre mig lettere tilsinds."

Wicks stirret forfjamset paa manden; saa fik han igjen magt over sig selv. "Vi bor i glashus allesammen her," sa han, "vi har ikke noget med at kaste sten paa hverandre. Jeg tilgir dig saa gjerne, og gid det bare maa gjøre dig godt."

De andre talte paa samme maate.

"Jeg takker dere for det; dere har været gentlemen mot mig," sa Mac. "Men der er noget andet som jeg har paa hjerte. Jeg haaber vi er allesammen protestanter."

Det viste sig at de var det. Man skulde ellers tro at det ikke var en glædelig historie for den protestantiske religion at bli blandet op i.

"Det er som det skal være," fortsatte Mac. "Og hvorfor skal vi ikke be fadervor? Det kan ikke være noget ondt i det."

Han snakket paa samme rolige, bønfaldende, barnlige maate som om morgenen, og de andre samtykket i hans forslag og knælte uten et ord.

"Knæl om De vil!" sa han. "Jeg vil staa." Og han lukket øinene.

Saa blev bønnen sagt til akkompagnement av brændinger og sjøfuglskrik, og alle reiste sig friskere og lettere tilsinds. Helt til nu hadde enhver for sig dvælet ved de brødefulde minder eller bare hentydet til dem i et øiebliks hete som straks var blit fulgt av taushet. Nu hadde de i flok set sin samvittighet i øinene, og det værste var over. Og dette var ikke alt. Men bønnen "forlat os vor skyld", som faldt ind saa passende efterat de selv hadde tilgit ophavsmanden til deres ulykker, den lød som en syndsforladelse.

Ved solnedgang spiste de aftens paa dæk, og ikke længe efter la de fem skibbrudne -- skibbrudne endda en gang -- sig til at sove.

Dagen dæmret het og stille. De hadde sovet for tungt til at føle sig forfrisket, de vaaknet trætte, reiste sig overende og stirret rundt med sløve øine. Bare Wicks, som forutsaa en dags haardt arbeide, var livligere av sig. Han gik først til pumpen, peilet den en gang og saa en gang til, og blev staaende der med et barskt uttryk, saa alle kunde se at han var misfornøiet. Saa rystet han sig, klædte sig av til skindet, kløv op paa rælingen og løftet armene til et jump. Den dukkert fik han ikke. Han blev staaende som en støtte, med øinene mot horisonten.

"Ræk hit den kikkerten," sa han.

I en-to-tre var de alle paa vei tilveirs, den nøkne kaptein forrest med kikkerten.

Paa den nordlige horisont var der en stripe graa røk.

"Hvad faar De det til?" spurte de Wicks.

"Kan ikke si det, mastene er ikke oppe endnu. Men efter den vei røken lægger sig, saa maa den stevne bent hit."

"Hvad kan det være for en?"

"Kanske en postdamper til Kina," svarte Wicks, "og det kan ogsaa være en velsignet orlogsmand som kommer for at se efter skibbrudne. Her! Vi har ikke tid til at staa og glo. Paa dæk, gutter!"

Han var den første paa dæk, som han hadde været den første tilveirs, halte ned flagget, bandt det igjen til signalfaldet og heiste det op med unionen ned.[4]

[4] Nemlig som tegn paa at skibet er i nød.

"Hør nu paa mig," sa han og drog bukserne paa sig, "og alt som jeg sier, maa dere bite dere fast i. Hvis det er en orlogsmand, saa render den som den hadde noget vondt efter sig, det gjør alle de skibene som ikke har noget at bestille og faar sine utgifter betalt. Det er vor chance, for vi vil følge med den, og de gir sig ikke tid til at se paa noget to ganger eller spørre om noget. Jeg er kaptein Trent; Carthew, De er Goddedaal; Tommy, De er Hardy; Mac er Brown; Amalu -- stop! vi kan ikke gjøre ham til kineser! Aa, Wing maa ha rømt, Amalu hadde lurt sig ombord, saa gjorde jeg ham til kok og brydde mig aldrig med at paamønstre ham. Har De det? Si Deres navn."

Og den bleke flok gjentok alvorlig sin lekse.

"Hvad het de andre to?" spurte han. "Han som Carthew skjøt i kahytstrappen, og han som jeg traf i kjæven paa fokketversalingerne?"

"Holdorsen og Wallen," var det en som sa.

"Vel, de er druknet," fortsatte Wicks, "druknet ved siden mens de prøvde at sætte en baat ut. Vi fik en byge over os inat, derfor var det vi drev iland." Han sprang bort til kompasset. "Byge av nord-nordvest-halvt-vest; blæste haardt, alle sammen hulter til bulter, taljeløperne i beknep, og Holdorsen og Wallen skyllet overbord. Naa? Har dere faat det ind i hodet?" Han hadde faat trøien paa sig nu, og talte med en febrilsk utaalmodighet og kraft som runget som sinne.

"Men er det trygt?" spurte Tommy.

"Trygt?" brølte kapteinen. "Det er den værste hasard, din maanekalv. Hvis det skibet er bestemt til Kina -- det ser det forresten ikke ut til -- saa er det ute med os den dag vi kommer dit. Og er det bestemt den andre veien, saa kommer det fra Kina, hvad? Naa, hvis der er en mand ombord som nogen gang har sat sine øine paa Trent eller en av de andre her fra briggen, saa ligger vi allesammen i jern om to timer. Trygt? Nei, det er ikke trygt, det er en elendig liten chance til at slippe fra galgen."

Da de hørte dette, slog angsten tak i alle.

"Var det da ikke hundrede ganger bedre at bli paa briggen?" ropte Carthew. "De vilde hjælpe os til at faa den flot."

"Dere faar mig til at kaste hele dagen bort med prat!" ropte Wicks. "Hør her, da jeg peilet pumpen imorges, var der to fot vand mot bare otte tommer igaaraftes. Hvad er galt? Jeg vet ikke, det kan være ingenting, det kan ogsaa være en styg skade. Og da har vi ikke andet igjen end en reise paa tusen mil i aapen baat, hvis dere foretrækker det."

"Men det kan jo være ingenting, og ihvertfald er tømmermændene deres nødt til at hjælpe os," indvendte Carthew.

"Du store kineser!" ropte kapteinen. "Hvordan støtte den? Med baugen. Og den ligger dypest med baugen nu. Hvis nogen tømmermand gir sig til at grave der, hvor gaar han saa først hen? Ned i ruffen, tænker jeg. Og hvad skal vi saa si om alt det blodet dernede? Saa er vi straks en morderbande, og veien er klar. Er der nogen anden som skal søle tiden væk? Nei? Naa, gudskelov for det! Nu, alle mand. Jeg gaar ned, og jeg lar dere bli igjen paa dæk. Dere tar dækket av den baaten der, og saa aapner dere pengekisten. Vi er fem ialt. Ta op fem kister og del pengene likt mellem dem -- læg dem paa bunden -- og skynd dere som tigere. Pak dem ind i uldtepper eller seil eller klær, saa de ikke klirrer. Det blir dygtig tunge kister, men det faar ikke hjælpe. De, Carthew -- nei pokkern -- De, Goddedaal, bli med ned. Vi har et godt stykke arbeide for os."

Og han kastet et blik til paa røken og skyndte sig ned med Carthew i hælene.

Journalerne blev fundet i kahytten, bak kanarifuglens bur. Der var to, en ført av Trent, en av Goddedaal. Wicks saa først paa den ene, saa paa den anden, og rynket panden.

"Kan De efterligne andres skrift?" spurte han.

"Nei," sa Carthew.

"Ikke jeg heller!" sa kapteinen. "Hallo! dette er endda værre. Her er Goddedaals à jour, han maa ha ført ind i den før aftens. Se selv: Iagttat røk. -- Kaptein Kirkup med fem mand fra skonnerten ~Currency Lass~. -- Ah, dette er bedre," tilføiet han og vendte sig til den anden journal. "Gamlen har ikke skrevet noget paa hele fjorten dager. Vi faar gi avkald paa Deres journal, herr Goddedaal, og holde os til gamlens -- til min, mener jeg; men jeg vil ikke skrive, jeg har mine grunde til at la være. De skal skrive. Sæt Dem ned og før ind det jeg sier."

"Hvorledes skal vi forklare at min er væk?" spurte Carthew.

"De har aldrig holdt nogen," svarte kapteinen. "Utilgivelig slurv."

"Og den nye haandskrift?" sa Carthew. "De begyndte. Hvorfor stanser De og lar mig fortsætte? Og De maa jo ihvertfald underskrive."

"Aa, jeg har hat et uheld, saa jeg ikke kan skrive."

"Et uheld?" gjentok Carthew. "Det lyder utrolig. Hvad slags uheld?"

Wicks la sin haand mot bordet, med indsiden op, og drev en kniv gjennem den.

"Denslags uheld," sa han. "Der er en maate at komme til luvart av de fleste vanskeligheter, hvis en bare har et hode paa skuldrene sine." Han begyndte at forbinde sin haand med et lommetørklæ, og saa imens paa Goddedaals journal. "Hallo!" sa han. "Dette gaar aldrig an for os -- det er en umulig skrøne. Se her, først prøver denne kaptein Trent en vanvittig kurs, eller rettere sagt han er tusen engelske mil for langt syd. Og her viser det sig at han var nær denne øen den sjette, at han saa seiler alle disse dagene og er tæt opunder den igjen ved daggry den ellevte."

"Goddedaal sa de hadde været fordømt uheldige," sa Carthew.

"Ja, det ser ikke ut som det virkelige liv -- det er alt jeg kan si," svarte Wicks. "Aa se her, prøv at binde denne bandagen fast; jeg bløder som en gris."

Mens Carthew stelte med lommetørklædet, sank hans patient hen i dyp eftertanke; hans øine blev taakede, hans mund stod halvaapen.

"Jeg har det," brøt han ut og sprang op paa dæk. "Her, gutter!" ropte han. "Vi kom ikke hit den ellevte, vi kom hit om kvelden den sjette, og har siden ligget her i stille. Saa snart dere er færdige med de kistene," tilføiet han, "saa kan dere rulle ut nogen kjøt- og vandtønder; det vil ta sig bedre ut -- likesom vi utrustet os til baatreisen."

Og han var tilbake om et øieblik og laget istand den nye journal. Goddedaals blev omhyggelig ødelagt, og de begyndte paa jagten efter skibets papirer. Av alle kvaler i denne aandeløse morgen var kanske dette den værste. Hit og dit fór de to mænd og lette; de bandte, de støtte hverandre overende, de blev gjennemvaate av sved, de frøs av rædsel. Det blev ropt ned til dem at skibet virkelig var en orlogsmand, at den var tæt inde, at den firte en baat ut, og endnu lette de forgjæves. Ved hvilket uheld de gik forbi jernkassen med pengene og kvitteringerne, er det vanskelig at forestille sig; men de saa den ikke. Tilslut blev de vigtige dokumenter fundet i lommen paa Trents stastrøie, hvor han hadde latt dem ligge siden han sidst var iland.

Wicks smilte for første gang den formiddag. "Ikke et øieblik for tidlig," sa han. "Ta saa De disse andre; jeg er ræd jeg kunde blande dem sammen hvis jeg bar begge dele."

"Hvad er dette for nogen?" spurte Carthew.

"Det er ~Currency Lass~ papirerne," svarte han. "Be til gud at vi maa faa bruk for dem igjen."

"Baaten er i lagunen," ropte Mac ned; han hadde sittet paa skylightet og holdt utkik mens de andre arbeidet.

"Tid til at gaa paa dæk, Goddedaal," sa Wicks.

Da de snudde sig for at gaa ut av kahytten, gav kanarifuglen sig til at synge.

"Min gud!" ropte Carthew med et gulp. "Vi kan ikke la den fuglen sulte ihjel. Den tilhørte Goddedaal."

"Ta den med!" ropte kapteinen, og de gik op paa dæk.

Et fælt best av en moderne orlogsmand laa tæt utenfor revet. Over lagunen kom en stor, hvit baat skummende for mange aarer. Flagget vaiet agter.

"Et ord til," sa Wicks. "Mac, De har jo været i kinesiske havne? Vel, saa kan De tale for Dem selv. Dere andre holdt jeg ombord hele tiden i Hongkong; jeg haabet dere vilde rømme, men dere narret mig og blev paa briggen. Det vil gjøre det lettere at lyve."

Baaten var nu tæt ved, en gut paa agtertoften var den eneste officer, og en stakkar var det nok, for folkene pratet mens de rodde.

"Gudskelov, de har bare sendt en liten kadet!" støtte Wicks frem. "Hardy, forut med dig! Jeg vil ikke ha nogen dæksfolk paa skansen," ropte han, og disse skjend strammet hele mandskapet op likesom en kold dusch.

Baaten kom elegant langs siden, og kadetten steg ombord, hvor han blev høflig mottat av Wicks.

"De er fører av dette skib?" spurte han.

"Ja," sa Wicks. "Trent er mit navn, og dette er ~Flying Scud~ av Hull."

"De er nok kommet i forlegenhet," sa kadetten.

"Hvis De vil følge mig agter, saa skal jeg fortælle Dem det hele," sa Wicks.

"De ryster jo, mand!" brøt kadetten ut.

"Det vilde kanske De ogsaa gjøre i mit sted," svarte Wicks, og han fortalte hele historien om det raatne vand, den lange stille, bygen, de to matroser som var druknet; han fortalte den fort og hett, likesom en forbryder som ber for sig i retten. I saloonen i San Francisco hørte jeg den samme mand fortælle den samme historie, og selv da fyldte hans opførsel mig med mistanke. Men kadetten var ikke nogen iagttager.

"Naa, kapteinen har vældig hastverk," sa han, "men jeg fik ordre om at gi Dem al den hjælp jeg kunde, og signalisere efter en baat til hvis jeg trængte flere folk. Hvad kan jeg gjøre for Dem?"

"Aa, vi skal ikke opholde Dem," svarte Wicks. "Vi er aldeles færdige, gud velsigne Dem -- folkenes kister, kronometret, papirerne, altsammen."

"Mener De at forlate den?" ropte kadetten. "Jeg synes den ligger pent. Kan vi ikke faa skibet av?"

"Det kunde vi let nok, men hvorledes vi skulde holde hende flytende, er et andet spørsmaal. Baugen er slaat ind," svarte Wicks.

Kadetten blev rød op til øinene. Han var ukyndig, og han visste at han var det, trodde at han allerede var avsløret, og frygtet for at røbe sig igjen. Ingenting var fjernere fra hans tanke end at kapteinen skulde narre ham. Hvis kapteinen var tilfreds, godt, saa var han det ogsaa. "Vel," sa han. "Be folkene faa sine kister ombord."

"Goddedaal, sæt folkene til at faa kisterne ombord," sa Wicks.

De fire ~Currency Lass~ gutter hadde ventet i skjælvende spænding. Den kjærkomne nyhet kom over dem som solskin ved midnat, og Hadden brast i en storm av taarer, han hulket høit mens han halte paa taljen. Men arbeidet gik ikke senere for det; kister, mænd og bylter kom i en-to-tre over siden, baaten blev støtt fra, den gled ut av ~Flying Scuds~ lange skygge, og dens baug blev rettet mot indløpet.

Saa langt var de altsaa kommet. Det foregivne vrak hadde passert mønstringen, de var kvit det, de var kommet trygt bort, og vandet videt sig ut mellem dem og dets fældende vidnesbyrd. Paa den anden kant nærmet de sig mer og mer orlogsskibet, som godt kunde bli deres fængsel og bøddelkjærre. Endnu visste de hverken hvor det kom fra eller hvor det var bestemt, og angsten laa som et fjeld paa deres hjerte.

Det var Wicks som paatok sig at tale. Lyden var svak i Carthews ører, likesom uendelig langt borte, men hvert ords mening ramte ham som en kule. "Hvad sa De skibet het?" spurte Wicks.

"~Tempest~, vet De vel," svarte kadetten.

"Vet De vel." Hvad kunde det bety? Kanske ingenting, kanske at skibene hadde truffet hverandre før. Wicks samlet sit mod igjen. "Hvor er den bestemt?" spurte han.

"Aa, vi skulde bare se indom de fæle øerne her," sa kadetten. "Saa gaar vi til San Francisco."

"De kommer fra Kina likesom vi?" fortsatte Wicks.

"Hongkong," sa kadetten og spyttet over siden.

Hongkong. Saa var spillet tapt. Med det samme de gik ombord, blev de grepet. Vraket vilde bli undersøkt, blodet fundet, kanske blev der soknet i lagunen, og de dødes legemer kom til syne for at vidne. En næsten ustyrlig impuls bød Carthew at reise sig fra toften, skrike høit og hoppe overbord; det saa altfor taapelig ut at lyve længer, at spøke med det uundgaaelige, at trække den pinefulde spænding ut endda nogen hundrede sekunder, naar skammen og døden synlig nærmet sig. Men den utæmmelige Wicks holdt stand. Hans ansigt var som et kranium, hans stemme ikke til at kjende igjen; selv den sløveste matros eller kadet -- skulde man tro -- maatte lægge merke til dette altfor talende ansigt og denne brutte stemme. Dog holdt han endnu stand; han vilde ha visshet.

"Hyggelig plads, Hongkong?" sa han.

"Sandelig om jeg vet," sa kadetten. "Vi laa der bare halvanden dag; vi anløp for ordre og kom like hertil. Værste tur De kan tænke Dem." Og han fortsatte med at skildre og klage over ~Tempests~ kjedsommelige reise.

Men Wicks og Carthew gav ikke længer agt paa ham. De la sig bakover mot rælingen og pustet dypt, kroppen var likesom lammet, men tankerne gik hurtige og glade; saa stor fare var de nu forbi, saa frydefuldt nær var hvilen, saa sandsynlig var redningen tilslut. For reisen med orlogsmanden var nu tryg; siden nogen faa dages fare, arbeide, aandsnærværelse i San Francisco, saa var hele den gruelige historie slettet ut, saa blev Wicks til Kirkup igjen, og Goddedaal blev Carthew -- mænd som stod utenfor al mistanke, mænd som aldrig hadde hørt tale om ~Flying Scud~ og aldrig hadde set Midway Reef for sine øine.

Saa kom de langs siden, under de mange matroshoder og kanonmundinger, de kløv ombord som søvngjængere og stirret i blinde paa den høie rig, de hvite dæk, det yrende skibsmandskap, de hørte folk tale likesom langt borte, og visste ikke hvad de svarte.

Og saa faldt en haand bløtt ned paa Carthews skuldre.

"Hvad, Norrie, hvor dætter du ned fra? Hele verden venter paa dig. Vet du ikke at du har arvet dit kongerike?"

Han snudde sig, saa ansigtet paa sin gamle skolekamerat Sebright og faldt sanseløs om.

Doktoren var hos ham, da han en stund efter kom til sig selv i løitnant Sebrights lugar. Han aapnet øinene, saa haardt ind i det fremmede ansigt og talte med underlig, høitidelig kraft:

"Brown maa gaa samme vei," sa han, "nu eller aldrig." Her stanset han, og da han var blit litt klarere, saa talte han igjen: "Hvad var det jeg sa? Hvor er jeg? Hvem er De?"

"Jeg er lægen paa ~Tempest~," var svaret. "De er i løitnant Sebrights lugar, og De skal kaste al uro fra Dem. Deres gjenvordigheter er forbi nu, herr Carthew."

"Hvorfor kalder De mig det?" spurte han. "Aa, nu husker jeg -- Sebright kjendte mig! Aa!" Og han stønnet og skalv. "Send Wicks ned til mig, jeg maa tale med Wicks straks!" skrek han og grep om doktorens haandled med ubevisst voldsomhet.

"Godt," sa doktoren. "La os slutte en avtale. De skal drikke ut dette glas, og jeg skal hente Wicks."

Og han gav den ulykkelige mand et opiat som fik ham til at sove inden ti minutter og sandsynligvis frelste hans forstand.

Doktorens næste forretning var at se til Mac, og mens han stelte med armen, fik han manden til at si navnene paa det reddede mandskap. Nu kom turen til kapteinen, og der er ikke tvil om at han ikke længer var den mand som vi har set; følelsen av fuldstændig tryghet, et solid maaltid og et godt glas grog hadde forenet sig om at slappe hans aarvaakenhet og nedsætte hans energi.

"Naar hændte dette?" spurte doktoren og saa paa saaret.

"For over en uke siden," svarte Wicks, som bare tænkte paa sin journal.

"Hvad!" ropte doktoren, og han løftet hodet og saa kapteinen ind i øinene.

"Jeg husker det ikke saa nøie," stammet Wicks.

Denne aabenbare løgn firedoblet doktorens mistanke.

"Det er sandt, hvem er det som heter Wicks?" spurte han let.

"Hvem sa De?" gispet kapteinen og blev hvit som papir.

"Wicks," gjentok doktoren. "Hvem av dere er det? Men det er da et liketil spørsmaal."

Wicks bare stirret paa ham i taushet.

"Hvem er Brown da?" drev doktoren paa.

"Hvad taler De om? Hvad mener De med dette?" ropte Wicks og rev sin halvt forbundne haand bort, saa blodet sprøitet i ansigtet paa lægen.

Han tørket det ikke av, han saa stivt paa sit offer og spurte videre. "Hvorfor maa Brown gaa samme vei?" spurte han.

Wicks faldt skjælvende ned paa en bænk. "Carthew har fortalt Dem det," skrek han.

"Nei," svarte doktoren, "det har han ikke. Men De og han har faat mig til at tænke, og jeg tror der er noget galt."

"Gi mig litt grog," sa Wicks. "Jeg vil heller fortælle det selv end ha Dem til at grave og gjette. Fanden om det er halvparten saa fælt som De ellers kunde tro."

Og ved hjælp av et par glas sterk grog blev tragedien paa ~Flying Scud~ fortalt for første gang.

Det var en lykkelig række av tilfældigheter som bragte historien til doktoren. Han forstod og ynket de ulykkelige mænds stilling og kom dem storsindet til hjælp. Han og Wicks og Carthew -- saasnart denne var blit frisk igjen -- holdt hundrede raadslagninger. Det var ham som attesterte at "Goddedaal" var for syk til at flyttes, og som smuglet Carthew iland om natten, det var ham som holdt Wicks' saar aapent, saa han kunde underskrive med sin venstre haand, ham som tok alt deres chilisølv og den første dag i San Francisco fik det vekslet i guld. Han brukte sin indflydelse i messen til at binde munden paa de unge officerer, saa Carthews navn ikke kom i aviserne. Og han gjorde dem en endda vigtigere tjeneste. Han hadde en ven i San Francisco, en millionær; for denne mand forestillet han Carthew, en ung gentleman, sa han, som nylig hadde arvet et umaadelig gods, men var plaget av jødiske kreditorer som han prøvde at ordne sig med i al stilhet. Millionæren kom villig til hjælp, og det var med hans penger de gik til kamp mot vrak-kompaniet.

Saa sandt ~Currency Lass~ folkene kunde forsvinde under nye navn, betydde det ikke stort om briggen skulde bli kjøpt, eller om der blev opdaget nogen merkeligheter paa vraket. Nu var en av dem blit gjenkjendt, og alt var anderledes. Den mindste skandale var nu farlig. Man vilde spørre Norris hvorledes han, som var seilet med en skonnert fra Sydney, saa kort tid efter dukket op i en brig fra Hongkong. Og fra det ene spørsmaal til det andre vilde hans skibskamerater bli drat med. De kom paa den tanke at forebygge al fare ved at dra nytte av Carthews rigdom og kjøpe briggen under et alias, og dette blev sat i verk likesaa energisk som forsigtig. Carthew leiet logis alene og under et falskt navn, fik fat i den første den bedste sakfører -- det var Bellairs -- og gav ham i opdrag at kjøpe vraket.

"Hvilken pris?" spurte Bellairs.

"Jeg vil ha det," svarte Carthew. "Prisen er likegyldig."

"Det er det samme som ingen pris," sa Bellairs. "Si en sum."

"La os si ti tusen pund da!" svarte Carthew.

Imens maatte kapteinen gaa op og ned gaterne, vise sig i konsulatet, bli krydseksaminert av Lloyds agent og plaget for de tapte papirers skyld, underskrive med venstre haand og gjenta sin løgn for hver skipper i San Francisco. Hvert øieblik kunde han løpe ind i armene paa en gammel ven som praiet ham med navnet Wicks, eller møte en ny fiende som frakjendte ham navnet Trent. Og det sidste hændte ham virkelig, men med sin rappe kløgt slap han ut av fælden. Det hændte i konsulatet -- det værste av alle steder -- at han pludselig hørte en grov stemme spørre efter kaptein Trent. Hjertet sat i halsen paa ham da han snudde sig.

"De er ikke kaptein Trent!" sa den fremmede og trak sig unda. "Hvad er dette for noget? Jeg hører at De gaar for kaptein Trent -- kaptein Jacob Trent -- en mand jeg har kjendt siden jeg var saa stor."

"Aa, De tænker paa min onkel, han som hadde banken i Cardiff," svarte Wicks med fortvilet frækhet.

"Jeg har aldrig hørt at han hadde nogen nevø!" sa den fremmede.

"Her ser De ham!" sier Wicks.

"Og hvorledes har gamlen det?" spurte den anden.

"Frisk som en fisk," svarte Wicks, og blev her til alt held kaldt ind av kontoristen.

Siden gik det glat til selve auktionsdagen, da samtalen med Jim igjen skræmte ham fra vettet. Han var ræd da han kom til auktionen; han visste bare at Carthew hadde en mand der, han visste ikke hvem manden var, eller hvilke instruktioner han hadde faat. Man skulde tro at kaptein Wicks er et "godt liv". Det maa være umulig for ham at faa slag, ellers vilde det hændt ham der, da han var vidne til det sindssyke kapløp, og saa den gamle brig og dens ikke synderlig værdifulde ladning bli tilslaat en fuldstændig fremmed mand for femti tusen pund.

Der var truffet den avtale at han skulde undgaa Carthew og fremforalt Carthews logis, forat det ikke skulde være mulig at spore nogen forbindelse mellem mandskapet og den pseudonyme kjøper. Men tiden til at vise forsigtighet var nu omme, og han hastet ut til Mission Street.

Carthew møtte ham i døren.

"Bare væk herfra," sa Carthew, og de tok fart nedover gaten. "Alt er forbi!" sa nu Carthew.

"Aa, De har hørt om salget?" sa Wicks.