Part 12

Det lot til at han hadde været saa høflig at vise sin beundring med mange superlativer. "Men det var naturlig at han interesserte sig for stedet," sa min fører, "for herr Carthew hadde været venlig mot ham over i Amerika. Han var svært taknemmelig og ualmindelig glad i blomster."

Dette hørte jeg med stor forundring. For nogen faa timer siden hadde jeg set manden som en ren galehuskandidat; han var pengelæns i et fremmed land, sandsynligvis var han gaat uten frokost. Norris' fravær hadde været et knusende slag for ham; manden skulde altsaa ha været sort fortvilet. Og nu hørte jeg at han var i sit bedste humør, hadde smigret og beundret, lugtet paa blomster og talt som en bok. Denne karakterstyrke forbløffet mig.

"Dette er underlig," sa jeg til undergartneren, "jeg har selv den fornøielse at kjende herr Carthew, og jeg tror ikke nogen av vore venner der vestfra har været i England. Hvem kan denne mand være? Det kunde ikke -- nei det er umulig at han har vovet. Han het vel ikke Bellairs?"

"Jeg hørte ikke navnet hans. Vet De noget mot ham?" brøt min fører ut.

"Ja," sa jeg, "Carthew vilde sikkert ikke ha sluppet ham ind."

"Gud trøste mig," sa gartneren. "Han talte saa vakkert ogsaa, jeg trodde det var enslags skolelærer. Kanske det var bedst om De gik straks til herr Denman? Jeg viste ham til Denman da vi hadde set alt hernede. Denman er vor kjeldermester," tilføiet han.

Dette forslag var velkomment. Vi avbrøt rundturen og gik en benvei til baksiden av huset.

Med ett stanset min fører mig.

"Den høivelbaarne lady Ann Carthew," hvisket han. Jeg saa over hans skulder og fik øie paa en gammel dame som med en stok humpet bortover havestien. Hun maatte ha været overordentlig vakker i sin ungdom, og trods sin haltende gang hadde hun en usedvanlig og næsten truende værdighet. Tungsind var præget i hvert træk, og hendes øine likesom stirret ind i ulykke.

"Hun saa trist ut," sa jeg, da hun var humpet forbi.

"Det er heller ikke rart," sa gartneren. "Den gamle herr Carthew døde for knapt et aar siden, lord Tillibody, hendes naades bror, to maaneder efter; saa kom det sørgelige ulykkestilfælde med den unge herr Carthew, han kom avdage paa jagten, og han var hendes naades yndling. Herr Norris har aldrig staat høit i gunst hos hende."

"Det har jeg hørt," sa jeg deltagende. "Du store verden, saa trist! Men er det ikke anderledes nu, efterat Carthew er kommet hjem?"

"Aa nei, det er heller værre end nogensinde. Da herr Norris kom, saa lot det til at hun blev glad ved at se ham, og vi var alle fornøiet, for alle som kjender den unge herre, kan ikke andet end like ham. Men det varte ikke længe. Samme kveld hadde de en samtale, og de blev vist uvenner. Hendes naade tok svært paa vei, det var som i gamle dager, men endda værre. Og morgenen efter saa reiste herr Norris igjen. 'Denman, jeg kommer aldrig igjen,' sa han og tok ham i haanden. Men jeg skulde ikke sagt alt dette til en fremmed," sa han med en pludselig frygt for at han var gaat for vidt.

Han hadde ogsaa fortalt mig meget, og meget som han ikke forstod selv. Den kveld Carthew var kommet hjem, hadde han fortalt sin historie; den gamle dame hadde noget mere end dødsfald at sørge over: blandt de billeder hun saa, naar hun gik slik stirrende bortover stien, var et av Midway Island og ~Flying Scud~.

Denman blev litt forvirret da han hørte mine spørsmaal. Han underrettet mig om at Bellairs allerede var gaat.

"Jeg skal si Dem at det ikke var for at se huset han kom," sa jeg. "Og hvad det saa var, saa har han opnaadd det han vilde. Det var uheldig at jeg ikke skulde finde herr Carthew hjemme. Hvad er hans adresse for øieblikket?"

"Herr Carthew er paa reise," svarte Denman tørt.

"Bravo!" ropte jeg. "Jeg la en fælde for Dem der, herr Denman. Nu behøver jeg ikke at spørre; jeg vet at De ikke gav den fremmede adressen."

"Nei, det gjorde jeg ikke," sa kjeldermesteren.

Men jeg følte mig viss paa at Bellairs hadde hat større held med sig end jeg; ellers vilde han endnu været her og dyrket herr Denman.

Jeg slap ikke for at bli ført gjennem hele det vældige hus, og mens jeg saa paa de pragtfulde værelser, tænkte jeg hele tiden paa Bellairs. Ved hvilket lykkelig tilfælde hadde han opsnappet adressen? At han ikke hadde kunnet spørre sig til den, var jeg overbevist om. Jeg trængte et lignende held. Ellers -- ellers fik han fat i sit bytte, og da maatte de store eker falde, malerierne av Rafael bli spredt, huset leiet ut til en eller anden opkomling, og det gamle navn, som hadde en saa sterk klang i fem-seks prestegjeld, svinde bort til bare et minde. Alt dette avhang nu av mig. Hvad Bellairs hadde gjort, maatte jeg ogsaa gjøre. Tilfælde eller list, list eller tilfælde -- jeg tænkte og tænkte.

Og med de samme tanker kom jeg tilbake til vertshuset. Ifølge min beslutning om at holde mig tilvens med alle mennesker glattet jeg øieblikkelig ansigtet og sa tak til en indbydelse om at spise middag med familien. Jeg satte mig altsaa tilbords med herr Higgs, exkjeldermesteren, fru Higgs, exkammerpiken, og frøken Agnes Higgs, en syvaaring med viltert haar. Samtalen fløt i det uendelige rundt det store hus og den høie familie. Steken, puddingen og sheddarosten kom og gik, og endnu flommet strømmen som før. Fire generationer av Carthew-slegten var blit drøftet, og vi hadde latt herr Henry omkomme paa jagten og begravet ham i midten av et helt sørgende grevskap, før det lykkedes mig at bringe min fortrolige ven herr Norris paa bane. Straks blev exkjeldermesteren diplomatisk og exkammerpiken følsom. Norris lot til at ha været den eneste i familien som overhodet hadde vist nogen egenskaper, og hans maal, stakkars fyr, hadde nærmest været at gaa fanden i vold. Han var ikke stor gutten, før hestefoten stak frem. Han var ikke nogen rigtig Carthew, han viste smak for slette fornøielser og slet selskap, røvet fuglereder sammen med en staldgut før han var elleve aar, og da han var tyve og burde ha tat litt hensyn til sin familie, saa drev han med en ransel paa ryggen hele grevskapet rundt, tok skisser og slog sig ned paa simple vertshuse. Han eiet ikke stolthet, hørte jeg, han blev venner med hvemsomhelst, og jeg fik en litt saarende hentydning til at det kanske var dette karaktertræk hos helten som jeg skyldte mit eget bekjendtskap med ham. Desværre var herr Norris ikke bare en underlig skrue, han var desuten en ranglefant. Ved universitetet husket man endnu hans gjæld, og endda bedre husket man de høist humoristiske omstændigheter da han blev relegeret. "Han var spøkefuld av sig," forklarte fru Higgs.

Men først da han kom ind i diplomatiet, begyndte kjedeligheterne for alvor. "Det var saan en skrækkelig gjæld," sa exkammerpiken. "Og tænk, hele tiden var han den peneste og snildeste unge herre som De kunde se for Deres øine."

"Da herr Carthew fik høre om gjælden, saa blev der et fælt opstyr," fortalte Higgs. "Det ringte, og jeg gik ind selv, for jeg trodde det var kaffen. Der stod herr Carthew. 'Higgs,' sier han og peker med stokken, for han hadde en tur av gigten sin, 'gi besked om jagtvognen øieblikkelig til denne min søn som har bragt vanære over sig.' Herr Norris sa ingenting, han sat bare og lutet med hodet og rørte ikke paa sig. De kunde puffet mig overende med et halmstraa," sa Higgs.

"Hadde han gjort noget rent galt?" spurte jeg.

"Nei da, herr Dodsley!" sa fruen -- hun hadde opfattet mit navn slik. "Han har aldrig gjort noget rigtig galt i hele sit syndige liv. Det var stor skam det hele. Ikke det mindste andet end partiskhet."

"Naa, naa!" sa kjeldermesteren advarende.

"Aa, jeg bryr mig ikke om dig," svarte fruen. "Du vet selv det er sandt, Higgs, og det vet allesammen."

Mens jeg fik disse oplysninger og meninger, forsømte jeg ingenlunde barnet. Hun var ikke meget tiltalende, men heldigvis hadde hun naadd en bestikkelig alder. For en shilling i haanden, sixpence i sparebøssen, og en amerikansk gulddollar som jeg fandt i lommen, kjøpte jeg hende med hud og haar. Hun erklærte at hun vilde følge mig til verdens ende, og saa snart middagen var forbi, kløv hun op paa mit fang for at vise mig sin store skat, et frimerkealbum som hun hadde faat av onkel William.

Det er faa ting som jeg avskyr hjerteligere end gamle frimerker. Men det lot til at jeg skulde tilbringe den dag med at se paa kuriositeter, og jeg fandt mig ydmygt i min skjæbne. Til min forundring var boken ikke daarlig fyldt, saa onkel William maa sagtens ha begyndt paa samlingen selv. Der var de forskjellige engelske pennymerker, russiske med det farvede hjerte, ganske ulæselige Thurn-und-Taxis, de trekantede fra Kap, vestaustralske med svanen, det seilende skib fra Guiana. Paa alle disse saa jeg med døsige øine, somme tider sovnet jeg vist ogsaa, og formodentlig var det i et saadant øieblik at jeg mistet albumet, og at der faldt ut en mængde "dubletter", som de vist heter.

Og her var mot al sandsynlighet det lykkelige tilfælde kommet, for da jeg galant plukket dem op, saa studset jeg over det uforholdsmæssig store antal av franske 25 centimes merker. Der maatte være nogen som skrev hyppig fra Frankrike hit til Stallbridge-le-Carthew. Kunde det være Norris? Paa et merke fandt jeg bokstavet C, paa et andet kom jeg til C H; men ellers var stemplet ikke til at læse paa noget merke. Og da fjerdeparten av Frankrikes byer begynder med "chateau", saa var C H en meget utilstrækkelig ledetraad.

Her kom fru Higgs mig uventet til hjælp. Hvis den fremmede var saa interessert for frimerker, sa hun, og betragtet mig vist som en monoman i dette stykke, saa burde han se herr Denmans album. Herr Denman hadde samlet i firti aar, og hans samling var værd mange penger. "Agnes," sa hun, "spring over til herr Denman og si at her er en fremmed som gjerne vilde se frimerkerne hans."

"Gjerne dubletterne ogsaa," ropte jeg, "saa kunde vi bytte."

En halv time efter kom herr Denman selv anstigende med et uhyre av et album under armen.

"Ja, herr Dodsley," sa han, "da jeg hørte at De selv var samler, saa gik jeg fra alt. For det sier jeg at alle frimerkesamlere er likesom frimurere."

Om dette er sandt, vet jeg ikke; men der er ikke tvil om at man sætter sig selv i en vanskelig stilling naar man falskelig gir sig ut for samler.

"Ah, her er den andre serien!" kunde jeg si efter at ha raadført mig med teksten ved siden av. "Det røde -- nei det lilla mener jeg -- ja det er pragtstykket. Skjønt naturligvis, det er som De sier," skyndte jeg mig, "dette gule paa det tynde papir er det sjeldneste."

Jeg vilde snart blit avsløret, hvis jeg ikke i selvforsvar hadde traktert herr Denman med hans yndlingsdrik -- en saa fortræffelig portvin at den aldrig kunde være modnet i vertshusets kjelder, men sikkert en mørk nat var bortført dit fra hvælvingerne i det store hus. Hver gang herr Denman spurte mig om min mening, saa skyndte jeg mig at fylde hans glas, og da vi kom til dubletterne, var han ikke længer farlig. Gud forbyde at jeg skulde si han var beruset; men hans øine var stive, og han snakket uten stans.

Ogsaa blandt herr Denmans dubletter var der mange av de franske 25 centimes merker. Jeg stjal mig til at undersøke dem. Jeg fandt igjen C og C H i stemplet; derefter fulgte et A, og i slutten av ordet et Y. Navnet forekom mig kjendt, men jeg kunde ikke gjette mig til de manglende bokstaver. Endelig kom jeg over et merke med et tydelig L foran Y, og paa et øieblik hadde jeg hele ordet. Chailly, det var navnet, Chailly-en-Bière, byen i selve Barbizon -- ah, det var det rette sted at gjemme sig -- det var det rette sted for Norris, som hadde trasket gjennem England for at ta skisser -- det rette sted for Goddedaal som hadde efterlatt en paletkniv paa ~Flying Scud~. Bare merkelig, at mens jeg drev England rundt sammen med Bellairs, saa ventet Norris mig paa selve det sted som var mit egentlige maal.

Om herr Denman har vist sit album til Bellairs, og om Bellairs likesom jeg fandt adressen ved hjælp av et frimerke, det faar jeg aldrig vite, og det var ogsaa likegyldig. Vi stod likt nu; mit hverv her var fuldbragt, min interesse for frimerker døde skamløst hurtig, den forbausede Denman blev bukket ut, jeg bestilte min vogn og fordypet mig i togtabellen.

FJORTENDE KAPITEL.

Ansigt til ansigt.

Jeg faldt ned i Barbizon ved totiden en dag i september. Det er den døde tid paa dagen; alle de flittige er ute og maler, og de dovne driver omkring i skogen eller paa sletten, den bugtede landevei er tom og øde og vertshuset forlatt. Des mere glædet det mig at finde en av mine gamle kamerater i spiseværelset; hans byklær avmerket at han skulde reise, og haandkufferten laa ved siden av ham paa gulvet.

"Hvad, Stennis," ropte jeg, "du er den sidste jeg ventet at finde her."

"Du vil ikke finde mig her længe. For slike antikviteter som os duer ikke denne kroken længer."

"Er her ingen gjenlevende?" spurte jeg.

"Fra vor geologiske periode? Ingen."

Saa faldt vi i snak om gamle dager. Vi var begge litt rørt over saa uventet at møtes her, hvor vi før hadde hatt saa mange lystige ture -- og nu begge allerede saa forandret.

"Hvad slags beduiner er det som har leiret sig mellem ruinerne?" spurte jeg.

"Ungdom, Dodd, bare fordømt, genert ungdom. For nogen krybdyr! At tænke sig at vi har været slik."

"Kanske var vi ikke saa gale," sa jeg.

"Bli ikke trist," sa han. "Vi var da ihvertfald angelsaksere begge to, og det eneste undskyldende træk nu er det samme."

Tanken paa den mand jeg søkte, vaaknet igjen. "Fortæl mig om ham!" ropte jeg.

"Hvem? det undskyldende træk? Aa, det er en meget tiltalende fyr, litt slap i fisken og fin, men virkelig tiltalende. Han er britisk helt gjennem, den naive britte. Kanske er han det altfor meget for dine transatlantiske nerver. Men forresten burde du komme godt ut av det med ham, for han beundrer det allerfæleste av alt fælt i den store republik; han læser store dynger av amerikanske aviser. Jeg sa han var naiv."

"Hvad er det for nogen aviser?" spurte jeg.

"San Francisco aviser," svarte han. "Han faar en haug av dem to ganger om uken og studerer dem som bibelen. Det er en av hans svakheter, men han har ogsaa én til, han er vældig rik. Han har tat Massons gamle atelier -- husker du det? Og det har han møblert uten tanke paa pengene. Der bor han omgit av dyre vine og kunst. Naar denne Madden følger ungdommen paa utflugter, har han en kurv champagne med. Han er meget snild og meget melankolsk og noksaa hjælpeløs. Ja, og saa har han endda en svakhet. Han maler. Han har aldrig lært noget, og han er over tredive, og han maler."

"Hvorledes?" spurte jeg.

"Ikke daarlig," var svaret. "Det er det rareste. Her kan du forresten se selv."

Jeg gik hen og saa paa billederne rundt væggen. Der var alle de gamle og nogen nye som var kommet efter min tid. Jeg stanset ved et av dem, et billede som var plumpt gjort, mest med paletkniven, farven nogen steder udmerket, andre steder bare som lere. Men det var selve scenen og ikke kunsten eller mangelen paa kunst som jeg saa paa. Forgrunden var sand og krat og vrakstumper, mellemgrunden en lagune, lukket inde av en mur av brændinger, bak den en blaa strime av havet. Himmelen var skyfri, og jeg kunde høre braattenes torden. For stedet var Midway Island.

"Ja," sa jeg, "der er noget godt ved det. Hvad er det?"

"Et fantasistykke," svarte han. "Derfor liker jeg det. I vor tid er der faa som har saa pas fantasi som en havesnegl."

"Madden sa du jo han het."

"Madden," gjentok han.

"Har han reist meget?"

"Det aner jeg ikke. Han er yderst litet autobiografisk. Han sitter og røker og smaaler, og somme tider spøker han litt. Men mest tiltaler han mig, fordi han ser ut som og er en gentleman."

"Har han store, blonde bakkenbarter likesom hugtænder?" spurte jeg og tænkte paa fotografiet av Goddedaal.

"Slet ikke. Hvorfor da?"

"Skriver han mange breve?" fortsatte jeg.

"Gud vet. Men hvorfor tar du saa paa vei?"

"Jeg tror jeg kjender manden," sa jeg. "Jeg har lett og spurt efter ham. Jeg tror det er min bror som er blit borte for længe siden."

"Ikke tvillinger, i hvertfald," svarte Stennis.

Og saa kom en vogn kjørende frem utenfor vertshuset, og han sa farvel.

Helt til middag spaserte jeg om paa markerne, fyldt av uro og utaalmodighet. Det mørknet da jeg gik tilbake, og da jeg kom ind, var lamperne tændt, suppen blev servert, og værelset summet av latter og snak. Jeg tok plads og fandt at jeg sat tvers overfor Madden. Han var over seks fot høi og velbygget, haaret var mørkt med sølvstænk, øinene mørke og venlige, munden meget elskværdig; tænderne skinnende, linned og hænder udadlelige; engelske klær, engelsk stemme og engelsk væsen -- manden skilte sig sterkt ut fra selskapet. Allikevel følte han sig hjemme her, og det saa ut som han nød en viss rolig popularitet blandt de støiende gutter. Han hadde en underlig fnisende latter som lød nervøs selv naar han virkelig moret sig, og som stemte daarlig med hans høie skikkelse og mandig melankolske ansigt.

Jeg var ræd for at se paa ham, jeg tænkte at mit blik vilde røbe min ophidselse, og tilfældet var mig saa gunstig at vi snart blev forestillet paa en naturlig maate. Mit første nip av Château Siron, en portvin som jeg længe hadde staat i kjølig forhold til, drev mig til et utrop.

"Nei den gaar ikke an!" ropte jeg paa engelsk.

"Noget græsselig søl, hvad?" sa Madden paa samme sprog. "Tør jeg be Dem prøve min. De kalder den chambertin, og det er det ikke, men den smaker ganske godt, og her i huset findes ingenting som er til at drikke."

Jeg takket; altsammen gik an, naar det bare banet vei til at lære manden at kjende.

"Deres navn er Madden," sa jeg. "Min gamle ven Stennis fortalte mig om Dem da jeg kom."

"Ja. Det var kjedelig han reiste. Jeg føler mig som en bedstefar blandt disse guttene," svarte han.

"Mit navn er Dodd," fortsatte jeg.

"Det har jeg hørt av madame Siron," sa han.

"Dodd, fra San Francisco. Tidligere av Pinkerton og Dodd."

"Montana Block?" sa han.

"Netop," sa jeg.

Ingen av os saa paa hinanden.

"Det er et pent billede De har der," fortsatte jeg. "Forgrunden er kanske lit leret, men lagunen er udmerket."

"De burde jo vite det," sa han, og der kom en ny pause.

"De kjender vist en mand som heter Bellairs?" begyndte han igjen.

"Aa!" brøt jeg ut. "De har hørt fra doktor Urquart?"

"Netop idag," svarte han.

"Naa ja, det haster ikke med Bellairs," sa jeg. "Det er en lang og noksaa taapelig historie. Men jeg tror vi har en god del at fortælle hverandre, og kanske var det bedst at vente til vi blev mere for os selv."

"Det mener jeg ogsaa," sa han. "Disse fyrene skjønner nok ikke engelsk, men vi vil ha det hyggeligere hos mig."

"Bare et spørsmaal," sa jeg. "Kjender De min stemme igjen?"

"Deres stemme?" gjentok han. "Hvorledes da? Jeg har aldrig hørt den før."

"Vi har allikevel talt med hverandre en gang før," sa jeg, "og jeg gjorde Dem et spørsmaal som De ikke svarte paa, og som jeg siden med tusen ganger større grund har kunnet rette til mig selv."

Han bleknet pludselig. "Du store Gud!" sa han, "er De den mand i telefonen?"

Jeg nikket.

"Ja ja," sa han, "det vil holde haardt at tilgi Dem det spørsmaal. For nogen nætter jeg har hat! Den lille hvisken har plystret i øret mit hver dag siden. Hvem kunde det være? Hvad kunde det bety? Jeg tror det har pint mig værre end -- end det andre." Han tidde og drak sit glas langsomt ut.

"Vi kunde gjerne drevet hverandre til galskap med disse gaaderne," sa jeg. "Jeg har ofte tænkt at hodet mit maatte ryke."

Carthew lo sin fnisende latter. "Og endda var det hverken Dem eller mig som fik den værste gaaden," sa han.

"Hvem da?" spurte jeg.

"Assurandørerne," sa han. "De skjønte ingenting av det. At ikke de mistet forstanden, det er den største gaade for mig."

Middagen var ikke før forbi, saa tok han mig med til sit atelier. Han hadde nogen forbløffende billeder -- en Rousseau, en Corot, en Whistler og andre. Værelset var hyggelig og vakkert møblert; slik luksus var et særsyn i Barbizon.

"Her kan vi være i fred," sa han. "Sæt Dem og fortæl mig hele Deres historie."

Jeg gjorde det, begyndte med den dag da Jim viste mig notisen i ~Daily Occidental~, og sluttet med frimerkealbumet og Chaillymerket. Det tok lang tid, for Carthew var umættelig efter enkeltheter, og den gamle ottedagsklokken i hjørnet hadde slaat tolv slag, før jeg var færdig.

"Og nu er det min tur," sa han. "Jeg har en fæl historie at fortælle. De vil undre Dem over at jeg kan sove. Jeg har fortalt den en gang før, herr Dodd."

"Til lady Ann?" spurte jeg.

"Ja," sa han, "og sandt at si saa hadde jeg svoret aldrig at fortælle den igjen. Men De har jo enslags ret, De har betalt dyrt for den, det vet gud."

Med det begyndte han. En ny dag hadde dæmret og hanerne gol i landsbyen da han sluttet.

FEMTENDE KAPITEL.

Den forstøtte søn.

~Singleton Carthew~, Norris' far, var svært bygget og svakt utstyrt med livskraft, ømfindtlig som en musiker, træg som et faar og samvittighetsfuld som en hund. Han opfattet sin stilling alvorlig, ja høitidelig; de lange saler, de tause tjenere var i hans blaa øine likesom ceremonier i en religion, hvor han var den menneskelige gud. Han hadde den dumme mands utaalsomhet for dumhet hos andre, den forfængelige mands skræk for at hans egen svakhet skulde bli avsløret. Og paa begge maater ærgret og fornærmet Norris ham. Han trodde at hans søn var en dumrian, og han mistænkte sin søn for at gjengjælde denne kompliment med renter. Deres samvær hadde en meget enkel historie; de møttes sjelden, de trættet ofte. For sin mor, en heftig, haard, praktisk kvinde, som allerede følte sig skuffet av sin mand og sin ældste søn, var Norris bare en ny skuffelse.

Guttens feil betydde dog ikke stort; han var bare forknyt, fredsommelig, passiv, blottet for ærgjerrighet og energi. Livet hadde ikke megen tiltrækning for ham, han saa paa det som en underlig og langtækkelig forestilling, den moret ham ikke, og han følte sig ikke fristet til at overta nogen rolle. Det undret ham at se paa sine forældre og sin bror, han syntes de gjorde sig overflødig møie for saa mange ting; for ham var ikke en eneste ting nødvendig. Han var født desillusionert, verdens løfter vækket ikke ekko i hans bryst, arbeide og ry var for ham tomme ord. Han var glad i friluftsliv og i kameratskap, men var like godt kamerat med den ene som med den andre, de tjente bare som botemiddel mot ensomheten. Og han hadde sans for billedkunst. En rad av vakre malerier saa paa hans barndom, hans slegt hadde paa sin vis været kunstelskere, Norris blev den første som selv holdt blyanten. Denne lyst hos ham blev sterkere og sterkere, og dog lot han sig tvinge næsten uten kamp. Den tid kom da han skulde reise til Oxford, og han gjorde bare svak motstand. Han var dum, sa han, det nyttet ikke at presse ham gjennem trædemøllen, han ønsket at bli maler. Disse ord rammet hans far som et lyn, og Norris skyndte sig at gi efter.

Til Oxford gik han, lydig og haabløs, og i Oxford blev han helten i sin egen kreds. Han var rap og behændig, flink i mange slags sport, naar han bare gad, og hans merkelige melankolske ensomhet gav ham en plads for sig. Han bestemte moden i sin klik. Misundelige venner prøvde at parodiere hans uskrømtede mangel paa livslyst og frygt; det var en slags ny-byronisme, men roligere og værdigere. "Ingenting betydde noget," det var hovedformelen. Skjønt han altid mente at være høflig, kunde han virke yderst utfordrende paa college-autoriteterne. Hans likegladhet skar som uforskammethet, og i et utbrud av sit letsind (motvegten til hans melankoli) blev han midt i det andet aar relegeret.

Dette var noget nyt i Carthews annaler, og Singleton utnyttet leiligheten. Han hadde længe hat for skik at profetere vanære og ruin for sin yngste søn. Kanske smertet det ham at det gik sønnen saa galt, men saa var det jo en trøst at faa ret i sine spaadomme. Gamle Carthew varierte "det var det jeg sa dig" paa mange nye maater, han nævnte galgen sammen med sin søns navn, og talte om hans lille studentergjæld som om han maatte pantsætte sit gods for at dække den.