Part 10

"De hjælper mig ikke meget," svarte jeg. "Men prøv om De kan forstaa mig. Min samvittighet er ikke saa svært fin, men jeg har dog samvittighet. Carthew kan jeg faa tak paa, og jeg har paa ingen maate lyst til at opgi en fordel, jeg er meget nysgjerrig efter at faa vite alt. Men paa den anden side ynder jeg ikke forfølgelser; De maa tro at jeg ikke er den mand som vil gjøre galt værre eller velte nye byrder paa den ulykkelige."

"Ja, jeg tror jeg forstaar Dem," sa han. "Sæt at jeg gir Dem mit ord paa at hvad der saa er hændt, saa var der undskyldninger -- sterke undskyldninger, ja meget sterke?"

"Det vilde ha stor vegt for mig, doktor," svarte jeg.

"Jeg kan gaa videre," svarte han. "Sæt at jeg eller De hadde været der. Efterat en viss begivenhet hadde fundet sted, saa er det et stort spørsmaal hvad vi selv vilde gjort -- det er endog et spørsmaal hvad vi kunde ha gjort. Eller ta mig. Jeg skal være aapen mot Dem og tilstaa at jeg kjender sammenhængen. De har kunnet gjette Dem til hvorledes jeg med min kundskap har handlet. Efter min handlemaate maa De prøve at dømme om selve arten av den kundskap som jeg hverken har lyst eller ret til at dele med Dem."

Jeg kan ikke gjengi den stride overbevisning og den sikre dommerfasthet i dr. Urquarts tale. For den som ikke hørte ham, kan det ta sig ut som han fodret mig med gaader, men jeg som hørte, syntes at jeg hadde faat en lære og en kompliment.

"Jeg takker Dem," sa jeg, "jeg indser at De har sagt saa meget som De kan, mere end jeg hadde ret til at vente. Jeg opfatter det som et bevis paa tillid, og jeg skal gjøre mig fortjent til den."

Jeg har aldrig siden møtt dr. Urquart; men han præget sig saa dypt i mit minde at jeg synes jeg endnu ser ham. Og jeg hadde sandelig grund til at huske manden, om saa bare for det han hadde fortalt mig nu. Det var vanskelig at lage en teori som stemte med det jeg visste om ~Flying Scud~, men en teori, hvor helten kunde fortjene agtelse eller ihvertfald medynk fra en mand som dr. Urquart, var det mig aldeles umulig at sætte sammen. Her sluttet da mine opdagelser. Jeg fik ikke vite mere før jeg fik vite alt.

ELLEVTE KAPITEL.

Krydsforhør og vrange svar.

Jeg har sagt meget ondt om San Francisco, men byen hevnet sig ædelt da jeg kom tilbake. Aldrig har den hat en festligere maske; solen skinte, luften var frisk og gylden, alle mennesker hadde blomster i knaphullet og smil i ansigtet.

Mit maal var en styg og forfalden bygning i en sidegate. "Franklin H. Dodge. Damptrykkeri" stod der paa façaden. I et støvet indelukke paa kontoret sat Jim alene foran et bord. Han var sørgelig forandret, han saa baade syk og lurvet ut. Før hadde han styrtet sig over dagens arbeide som en hest over havren, og nu sat han her og stirret sløvt paa et regnskap, tygget paa sin pen og sukket tungt. Han var saa fordypet i pinefulde tanker at han hverken hørte eller saa mig.

"Jim!" sa jeg tilslut.

"Loudon!" gispet han, hoppet op fra stolen og stod og skalv.

I næste øieblik var jeg over skranken, og vi gav hverandre haanden.

"Stakkars gamle ven!" utbrøt jeg.

"Gudskelov at du er hjemme igjen!" hikstet han og klappet mig paa skulderen.

"Jeg har ikke gode nyheter, Jim," sa jeg.

"Du er kommet -- det er den gode nyhet jeg trænger," svarte han. "Aa som jeg har længtet efter dig, Loudon!"

"Jeg kunde ikke gjøre det du skrev om," sa jeg lavt. "Kreditorerne har faat altsammen. Jeg kunde ikke gjøre det."

"Hysj!" svarte Jim. "Jeg var gal da jeg skrev. Jeg kunde aldrig set Mamie i ansigtet hvis vi hadde gjort det. Aa Loudon, du vet ingenting om livet før du kjender en saadan kvindes hjertensgodhet. Det er en aabenbaring."

"Det var det jeg haabet at høre, Jim," sa jeg.

"Og ~Flying Scud~ var altsaa svindel. Jeg forstod ikke rigtig dit brev, men det fandt jeg ut."

"Svindel er et mildt uttryk," sa jeg. "Kreditorerne vil aldrig tro at vi har været saa dumme. Og det minder mig om," sa jeg for at slippe bort fra det emne, "hvorledes gik det med fallitten?"

"Du kan være glad du var borte," svarte Jim og rystet paa hodet. "Du kan være glad du ikke saa aviserne. ~Occidental~ kaldte mig en femterangs dumme-petter med vand i hodet. Og de andre, huf, Loudon. Det var stygt mot en nygift mand. Men jeg strammet mig op med ~Flying Scud~. Hvad fik du ialt ut av den? Jeg skjønner ikke rigtig den historien."

"Dævelen om du gjør!" tænkte jeg for mig selv og sa høit: "Vi hadde ikke held nogen av os. Jeg fik ikke mere end til at dække de løpende utgifter, og du røk overende straks. Hvorledes kom vi til at gaa saa snart?"

"Aa, det skal vi snakke om siden," sa Jim og kastet sig. "Nu maa jeg ta fat paa bøkerne igjen. Du gjorde bedst i at gaa hjem til Mamie. Hun venter dig utaalmodig. Hun betragter dig som en bror, Loudon."

Enhver plan var velkommen, bare den lot mig utsætte min fortælling. Jeg skyndte mig til Bush Street. Jeg fandt Mamie ved skrivemaskinen. Paa den nydeligste maate rakte hun mig begge hænder, rullet frem en stol til mig og bød mig en æske av mine yndlingscigaretter.

Jeg tror nok at hun altid hadde ment at ta elskværdig mot mig, men den store hjertelighet som jeg fandt, fløt fra en uventet kilde. Kaptein Nares hadde med en venlighet som jeg aldrig kan glemme ham, stjaalet en time fra sine forretninger, gjort en visit hos Mamie og skildret mit arbeide med vraket. Det sa ikke Mamie noget om, hun fik mig til at fortælle mine eventyr selv.

"Aa, kaptein Nares var bedre!" sa hun saa. "Av Dem har jeg bare faat vite at De er likesaa beskeden som kjæk. Aa, det nytter ikke om De negter. Da jeg hørte hvorledes De hadde slitt hele dagen som en almindelig arbeider, med blødende hænder og brukne negler -- og hvorledes De bad kapteinen bare gaa paa i stormen, dengang han selv var ræd -- og om det frygtelige mytteri" -- (Nares hadde ikke spart paa farverne) -- "og hvorledes De strævet slik for vor skyld, saa følte jeg at vi aldrig kunde fuldtakke Dem."

"Mamie," sa jeg, "tal ikke om tak; det ordet er ikke paa sin plads mellem venner. Jim og jeg har været rike sammen, nu skal vi være fattige sammen. Det første jeg har at gjøre, er at finde en stilling, saa jeg kan sende Dem og Jim ut paa landet for at ta en god lang ferie -- det trænger Jim."

"Jim kan ikke ta Deres penger."

"Det blir han nødt til," ropte jeg. "Tok ikke jeg hans?"

Litt efter kom Jim selv, og straks slog han ind paa det forbandede emne. "Nu, Loudon," sa han, "har vi aftenen for os. Ta saa fat paa historien."

"Men først," sa jeg og talte bare med læberne, mens mine tanker for tusende gang strævet med at arrangere historien paa bedste maate, "vil jeg gjerne faa vite noget om fallitten."

"Aa, la os være fri for den nu!" brøt Jim ut. "Vi betalte syv procent, og et under var det at vi klarte det saapas. Bobestyreren --" (her fik han en kvælning og brøt av). "Kom saa med vraket. Jeg skjønner ikke rigtig sammenhængen; for mig ser det ut som der ligger noget under."

"Ihvertfald var der ingenting _i_ det," sa jeg og lo tvungent.

"Det ønsker jeg at dømme om," svarte Jim.

"Det er merkelig saa litet lyst du har til at snakke om fallitten," sa jeg -- utilgivelig dumt for en mand i min stilling.

"Og jeg synes du har merkelig litet lyst til at komme ind paa vraket," sa Jim.

Nu kunde jeg ikke længer vike unda, og jeg kastet mig med tilgjort munterhet ut i min historie. Jeg fortalte den med fart og liv, skildret øen og vraket, gjengav folkenes væsen og tale, holdt spændingen vedlike -- -- -- nei, jeg strammet den altfor sterkt; da jeg stanset -- jeg kan ikke si sluttet hvor der ikke var nogen slutning -- da saa Jim og Mamie forbauset paa mig.

"Og saa?" sa Jim.

"Det er alt," sa jeg.

"Men hvorledes forklarer du det," sa han.

"Jeg kan ikke forklare det," sa jeg.

Mamie virret ulykkespaaende med hodet.

"Men ved den store Cæsars aand, pengene blev jo budt!" skrek Jim. "Dette er tøv og sludder, Loudon. Jeg tror gjerne at du og Nares gjorde deres bedste, men saa er dere blit narret. Jeg sier at opiumen er i skibet den dag idag, og jeg sier at jeg skal faa tak i den."

"Der er ikke andet end gammelt træ og jern i skibet, har jeg sagt!" svarte jeg.

"Du skal faa se!" sa Jim. "Næste gang reiser jeg selv, og jeg tar Mamie med. Longhurst vil ikke negte mig en skonnert. Bare vent til jeg faar lett gjennem vraket."

"Men det kan du ikke!" ropte jeg. "Vraket er brændt."

"Brændt!" brøt Mamie ut og reiste litt paa sig.

Der kom en lang pause.

"Undskyld, Loudon," begyndte Jim tilslut, "men hvorfor i hete noksagt brændte du det?"

"Det var et indfald av Nares," sa jeg.

"Dette er virkelig yderst merkelig," indskjøt Mamie.

"Ja, jeg maa si at det var uventet at høre," tilføiet Jim. "Hvad mente Nares at vinde ved at brænde det?"

"Det betydde jo ingenting; vi hadde fundet alt som var at finde," sa jeg.

"Saa De er sikker paa det?" spurte Mamie.

"Vi _var_ sikre!" utbrøt jeg. "Vi hadde gravet os gjennem hele skibet."

"Ja, jeg begynder at tro at De var sikre," svarte hun med betydningsfuldt eftertryk.

Jim kastet sig hastig imellem. "Jeg skjønner ikke, Loudon, at du lægger saa liten vegt paa alle de underligheter som der er med dette vraket."

"Aa pyt, hvorfor holde paa med dette længer?" ropte Mamie og reiste sig med et sæt. "Herr Dodd fortæller os hverken hvad han tænker eller hvad han vet."

"Mamie!" sa Jim.

"Aa, du behøver ikke være saa bekymret for hans følelser, James; han bekymrer sig ikke om dine. Og dette er heller ikke første gang han har været hemmelighetsfuld. Har du glemt at han kjendte adressen, og ikke fortalte dig den før manden var sluppet bort?"

Jim vendte sig bønlig mot mig -- nu stod vi alle. "Loudon," sa han, "det er sandt, det er til at bli forstyrret av. For guds skyld, du maa opklare det for os."

"Ja, Jim," sa jeg, "der er mere end det jeg har fortalt, og jeg skulde ikke prøvet at holde det skjult for dig. Jeg skulde sagt straks at jeg har forpligtet mig til at tie. Du maa stole paa mig. Det jeg ikke har fortalt -- og forresten er det litet jeg vet selv -- det vedkommer ikke os, det kan hverken gjøre os fattigere eller rikere, og jeg har git mit æresord paa at tie. Du maa stole paa mig og prøve at tilgi mig."

"Kanske er jeg svært dum, herr Dodd," tok Mamie fat med skræmmende blidhet, "men jeg trodde at De foretok denne reise som repræsentant for min mand og med hans penger. Nu sier De at De har forpligtet Dem, men jeg trodde at De først og fremst hadde pligter overfor James. De sier at det ikke vedkommer os, men vi er fattige, og min mand er syk, og det vedkommer os svært meget at faa vite hvorledes vi har tapt vore penger, og hvorfor vor repræsentant kommer tilbake med ingenting. De ber os stole paa Dem, og vi spør os selv om vi ikke har stolt altfor meget paa Dem."

"Jim kjender mig," sa jeg.

"Ja, De tror De kan gjøre med James hvad De vil. Men desværre var det nok en uheldig dag for Dem da vi blev gift, for jeg er ikke blind. Mandskapet forsvinder, skibet blir solgt for en stor sum penger, De kjender den mands adresse og sier den ikke, De finder ikke det De skulde finde, og allikevel brænder De skibet. Og da vi saa ber Dem om forklaring, saa har De forpligtet Dem til at tie. Men det har ikke jeg forpligtet mig til, jeg vil ikke staa taus og se paa at min stakkars mand blir bedraget av sin naadige ven. Jeg skal gi Dem hele sandheten. Herr Dodd, De er blit kjøpt og solgt."

"Mamie," ropte Jim, "ikke mere av dette! Det er bare mig du saarer. Hadde ikke Loudon været, saa kunde jeg ikke set dig i ansigtet. Han har reddet min ærlighet."

"Aa du," sa hun, "du er en godhjertet nar, og det elsker jeg dig for. Men jeg er en klarhodet kvinde, og jeg kan se at denne mand er en hykler. Kom han ikke her idag og paastod at han vilde ta en post og dele sin surt fortjente løn med dig til du var frisk igjen! Det vilde han. Aa, jeg kan bli rasende. Hans løn! En del av hans løn! Det vilde været din usle del av ~Flying Scud~. Men vi trænger ikke Deres barmhjertighet. Jeg kan gudskelov arbeide for min mand! De kan gaa med Deres penger. For De er rik, De tør ikke negte det, De tør ikke se mig i ansigtet og prøve at negte det, De er rik -- rik med vore penger -- min mands penger --"

Himmelen maa vite til hvilken høide hun vilde løftet sig, slik som hun blev hvirvlet med av sine egne ord. Jeg vinket et farvel til Jim og flygtet fra den ulike kamp, hjertesyk og fortvilet.

Jeg var ikke naadd langt ned i gaten, da jeg hørte nogen komme springende efter mig. Det var Jim. Han var fulgt efter for at gi mig et brev som længe hadde ventet paa min hjemkomst.

Jeg tok det som i drømme. "Dette var en forbandet historie," sa jeg.

"Tænk ikke haardt om Mamie," bad han. "Hun er slik, det er altsammen bare høistemt trofasthet. Og naturligvis vet jeg at der ikke er noget galt. Men du ser, Loudon, du var ikke rigtig likefrem. Enhver kunde ha -- jeg mener -- jeg mener --"

"Ikke bry dig om det, stakkars Jim. Hun er en kjæk liten en og en trofast kone, og jeg syntes hun var pragtfuld."

"Det maa bli godt igjen," sa han.

"Det kan det aldrig," sa jeg og sukket, "og prøv bare ikke at rette paa det. Du skal ikke nævne mig uten med en ed. Og gaa nu hjem til hende. Farvel, du min bedste ven. Farvel, og gud velsigne dig. Vi møtes aldrig mere."

"Aa Loudon, at vi skulde opleve at si saadant til hverandre!" brøt han ut.

I en underlig sorgfuld likegladhet drev jeg gjennem gaterne, og da jeg kom forbi Poodle Dog, drev jeg derind og tok et bord. En opvarter kom hen, og jeg maa sagtens ha gjort en bestilling, for litt efter fandt jeg mig selv ifærd med at spise middag. Paa den hvite duk foran mig laa brevet; adressen var skrevet av en kontoristhaand, brevet hadde engelsk frimerke og var stemplet Edinburgh. Da jeg hadde faat suppen og et glas vin ned, vaaknet et sted i min hjerne en svak nysgjerrighet, og mens jeg ventet paa den næste ret og undret mig over hvad jeg vel hadde bestilt, aapnet jeg konvolutten og begyndte at læse det epokegjørende dokument.

"~Kjære herr Dodd~, -- Jeg har faat det triste opdrag at meddele Dem, at Deres udmerkede bedstefar herr Alexander Loudon døde den 17. ds. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Da døden nærmet sig, talte han endda kjærligere end sedvanlig om Dem -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Jeg vedlægger en avskrift av testamentet, hvorav De vil se at De deler likt med herr Adam. Deres arv beløper sig til henimot sytten tusen pund -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

For alle tilfældes skyld vedlægger jeg en anvisning paa seks hundrede pund -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Deres ærbødige ~W. Rutherford Gregg.~"

"Gud velsigne den gamle hædersmand!" tænkte jeg, og jeg sat en stund fordypet i minder.

Og saa kom glæden. Jeg var reddet, jeg var rik, jeg var fri, jeg kunde beskytte Carthew, faa Jim paa fote igjen, selv reise til Paris, alle muligheter aapnet sig for mig, og -- -- -- og -- -- --

"Kreditorerne!" sa jeg høit for mig selv og sank bakover i stolen. Altsammen, helt til den sidste skilling, tilhørte dem. Min bedstefar var død for tidlig til at frelse mig.

Da gik der vilde tanker gjennem hodet mit. Jeg kunde flygte med mine penger, mine kreditorer skulde faa lete efter mig i de blodigste avkroker av verden. Eller naar jeg først sat trygt bjerget et sted, saa kunde jeg gjennem en listig agent træffe en billig overenskomst med dem. Dette haab førte mig igjen til fallitten. Det var underlig, tænkte jeg; saa ofte som jeg hadde spurt Jim, hadde han dog aldrig villet gi mig svar. Nu maatte jeg ha fuld besked; jeg maatte gaa hjem til ham straks; tanken bød mig imot, men jeg maatte.

Jeg lot maten staa, betalte for hele middagen, naturligvis, og kastet en guldmynt til opvarteren, jeg var likeglad; jeg visste ikke hvad der var mit, og brydde mig ikke om det; jeg maatte ta det jeg kunde faa, og gi det jeg var istand til; at røve og at sløse, slik blev vel min nye skjæbne. Jeg gik og plystret, jeg strammet mig op til først at møte Mamie, saa den hele verden, og tilslut en fantastisk dommer i retten. Jeg tændte en cigar for at gi mig en kjækkere mine, og dampende skred jeg ind med en sikkert elendig mislykket overlegenhet.

Min ven og hans kone sat ved et fattig maaltid -- nogen stekte kjøtbeter, kolde levninger fra frokosten og en sørgelig kaffekande.

"Jeg ber om undskyldning, fru Pinkerton," sa jeg, "for at jeg indfinder mig her, hvor jeg vist ikke blir savnet; men der er en forretningssak som jeg nødvendigvis maa tale om."

"Aa, ta ikke hensyn til mig," sa Mamie, reiste sig og seilte ind i soveværelset.

Jim stirret efter hende og rystet paa hodet; han saa elendig gammel og daarlig ut.

"Hvad er det nu?" sa han.

"Kanske husker du at du ikke gav mig svar paa mine spørsmaal," sa jeg.

"Dine spørsmaal?" stammet Jim.

"Ja, jeg hadde ogsaa mine spørsmaal," sa jeg. "Og hvor litet jeg saa kan ha tilfredsstillet Mamie med mine svar, maa jeg allikevel faa minde dig om at du slet ikke gav noget svar."

"Du mener om fallitten?" spurte Jim.

Jeg nikket.

Han vred sig i stolen. "Jeg skal si dig den rene sandhet," sa han. "Jeg skammer mig. Aa Loudon, jeg har narret dig fra først av, det er skrækkelig at tilstaa. Og her kom du hjem og gjorde mig netop det spørsmaal jeg var ræd for. Hvorfor røk vi saa snart? Dit skarpe forretningsblik har ikke narret dig. Hvorfor ja? Det er pointet, det er min skam. Da Mamie tok saa paa vei i eftermiddag, saa sa min samvittighet hele tiden: Du er manden!"

"Hvad var det, Jim?" spurte jeg.

"Det som jeg har været borte i hele tiden, Loudon," jamret han. "Hvorledes skal jeg kunne se dig i ansigtet og si det!" Og han hikstet: "Det var aktier."

"Og det var du ræd for at fortælle mig!" ropte jeg. "Din stakkars, gamle, triste drømmer! Hvad hadde det at bety? Hvorledes er jeg stillet, det er det jeg maa vite. Jeg har en vigtig grund. Er jeg fri? Har jeg faat raadighet over boet, eller hvad skal jeg gjøre for at faa det ordnet? Og hvilken dato faar bevidnelsen? Du aner ikke hvor meget der avhænger av det!"

"Dette er det værste av alt," sa Jim. "Hvorledes skal jeg faa sagt det!"

"Hvad mener du?" ropte jeg og saa alle slags forfærdelige muligheter for mig.

"Jeg er ræd for at jeg ofret dig, Loudon," sa han og saa ynkelig paa mig.

"Ofret mig?" gjentok jeg. "Hvad mener du?"

"Jeg vet det vil saare din ømtaalige stolthet noget forfærdelig," sa han, "men hvad skulde jeg gjøre? Alting saa fortvilet ut. Bobestyreren" -- (navnet blev som vanlig sittende fast i halsen paa ham, og han begyndte paa en frisk). "Der var endel snak, reporterne fløi allerede efter mig, det var noget med den meksikanske forretning, jeg blev vetskræmt, og jeg visste ikke hvad jeg gjorde."

Jeg vet ikke hvor længe han kunde fortsat med disse pinefulde omsvøp og antydninger; og jeg var allerede fra mig selv av rædsel. Hvad i al verden hadde han gjort?

"Jim," sa jeg, "du maa tale ret ut. Jeg orker ikke mer".

"Ja," sa han -- "jeg vet det var hensynsløst -- jeg forklarte at du ikke var forretningsmand, bare en maler som det var gaat ut for, og at du fra først av ikke skjønte dig paa nogen ting, mindst av alt paa penger og regnskaper. Jeg sa at jeg aldrig fik lært dig de mest elementære ting. Jeg maatte si det paa grund av nogen anførsler i bøkerne --"

"For Guds skyld!" ropte jeg. "Pin mig ikke længer! Hvad beskyldte du mig for?"

"Beskyldte dig for?" gjentok Jim. "For det jeg nu fortæller dig. At der ikke var nogen kontrakt om kompaniskap. Jeg forklarte at du bare var en slags kontorist, som jeg kaldte min kompagnon for at gi dig mod. Og saa fik jeg dig opført som kreditor for din løn og de pengene du hadde laant mig. Og --"

Jeg tror at jeg ravet. "Kreditor!" brølte jeg. "Kreditor! Jeg er slet ikke med i fallitten?"

"Nei," sa Jim. "Jeg vet det var hensynsløst --"

"Fanden i den hensynsløsheten! Læs der!" skrek jeg og dasket brevet ned paa bordet foran ham. "Og rop din kone ind, og spis ikke dette sølet" -- og jeg feiet det kolde kjøt ned i den tomme kamin -- "men la os gaa og faa en champagnesouper. Jeg har vist spist, men jeg skal gjerne spise ti ganger en slik kveld. Læs der, dit asen! Jeg er ikke gal. Hør, Mamie," fortsatte jeg og aapnet døren til soveværelset, "kom herut og la os være venner igjen, og kys Deres mand, og saa gaar vi ut og fester som vi aldrig har gjort før. De hadde ret, Mamie, jeg var rik hele tiden, men jeg visste det ikke."

TOLVTE KAPITEL.

Paa reise med rakkerfanten.

I løpet av den uke som jeg nu sammen med Jim og Mamie tilbragte i Calistoga, var de begge saa venlige at la mig slippe for spørsmaal. Mamie og jeg blev næsten likesaa gode venner som før, og Jim fik hurtig sine klare og energiske øine igjen. Den fjerde dag hadde han fundet ut at egnen hadde store muligheter, og før jeg reiste hadde jeg kjøpt den lokale avis med trykkeri, underskrevet en kontrakt om kompaniskap -- for paa anden maate vilde ikke Jim motta mine penger -- og saaledes endda engang anbragt mig mellem hjulene i hans maskineri.

Første kveld i San Francisco hadde jeg Nares hos mig til middag. Hans solbrændte ansigt, hans originale væsen og tale gjenkaldte den tid som knapt var omme og dog allerede syntes fjern. Gjennem al musik og snak i spisesalen var det som jeg hørte brændingens brøl og sjøfuglenes skrik rundt Midway. Saarene paa vore hænder var endnu ikke læget, og her sat vi ved et virkelig utsøkt bord og drak isavkjølet champagne.

"Ja, nu er ~Flying Scud~ begravet med alle sine gaader," sa jeg. "Amen, og hvil i fred."

"Det tror ikke jeg, Dodd," sa Nares. "Der er nogen spektakler i ovnen, og bakeren heter Bellairs. Han slog kloen i mig den dag vi kom ind. Jeg kjendte ham efter Deres skildring, og jeg lot ham prøve at pumpe mig. Han vet ikke saa litet og er forresten fuld av mistanke. Det brygger op til ubehageligheter for nogen."

Det forundret mig at jeg ikke hadde tænkt paa dette før. Bellairs hadde været bak kulisserne, han hadde kjendt Dickson, han visste om mandskapets flugt, det var næsten utænkelig at han ikke skulde ha mistanke, og hadde han det, saa vilde han sikkert prøve at slaa mynt paa saken.

Og ganske rigtig, tidlig næste morgen hadde jeg manden hos mig. Efter endel omsvøp foreslog han mig bent ut at vi skulde gaa sammen og dele utbyttet.

"Gaa sammen om hvad?" spurte jeg.

"Tør jeg spørre om De reiste til Midway for Deres sundhets skyld?" sa han.

"Det tror jeg ikke," svarte jeg.

"Nei," fortsatte han, "og De kan være viss paa at jeg ikke vilde tat dette skridt uten at ha noget at støtte mig til. Paatrængenhet hører ikke med til min karakter. Men De og jeg har den samme plan i tanken. Hvis vi kan arbeide i fællesskap, saa stiller jeg til Deres raadighet mit kjendskap til loven og en betydelig øvelse i vanskelige underhandlinger av lignende art. Skulde De negte at samtykke, saa kan jeg bli Dem en frygtelig og -- jeg beklager det selv -- kanske en farlig konkurrent."

"Har De lært dette utenad?" spurte jeg gemytlig.

Der kom et truende glimt, men i næste øieblik var han igjen like krypende. "Jeg kommer som ven," sa han, "og jeg tror De undervurderer de oplysninger jeg sitter inde med. Jeg kan for eksempel si paa dollaren hvor meget De har tjent eller rettere sagt tapt, og jeg vet at De siden har hævet en stor anvisning paa London."

"Hvad slutter De av det?" spurte jeg.

"Jeg vet hvor den anvisning kom fra," ropte han og fór tilbake som om han hadde vaaget et dristig angrep og straks angret det.

"Saa?" sa jeg.

"De glemmer at jeg var herr Dicksons fortrolige agent," forklarte han. "De hadde hans adresse, herr Dodd. Vi to var de eneste som han stod i forbindelse med her. De slutninger jeg trækker, er ganske indlysende; De ser hvor aapent jeg optræder overfor Dem, De ser hvor meget jeg vet, og De vil sikkert forstaa hvor meget bedre det var, hvis jeg visste alt. I hvor høi grad jeg kan skade Dem, overlater jeg til Dem selv at bedømme."

"Det skal jeg ogsaa bedømme selv," sa jeg. "De kan gjøre hvad De vil for mig. Farvel."