Part 8

GINA. De siger, Hedvig har skudt sig.

HJALMAR. Kom her og hjælp!

RELLING. Skudt sig!

(han rykker bordet til side og begynder at undersøge hende.)

HJALMAR (ligger og ser angstfuldt op på ham). Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?

RELLING. Hvorledes gik det til?

HJALMAR. Å, hvad ved jeg--!

GINA. Hun vilde skyde vildanden.

RELLING. Vildanden?

HJALMAR. Pistolen må være gåt af.

RELLING. Hm. Ja så.

EKDAL. Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel.

(går ind på loftet og lukker efter sig.)

HJALMAR. Nå, Relling,--hvorfor siger du ingen ting?

RELLING. Kuglen er gåt ind i brystet.

HJALMAR. Ja, men hun kommer sig da!

RELLING. Du ser vel, at Hedvig ikke lever.

GINA (brister i grad). Å barnet, barnet!

GREGERS (hæst). På havsens bund--.

HJALMAR (springer op). Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling,--bare et øjeblik,--bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden!

RELLING. Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet.

HJALMAR. Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig. (hulkende.) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige hende--! (knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der oppe--! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!

GINA. Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro.

Molvik. Barnet er ikke dødt; det sover.

RELLING. Sludder.

HJALMAR (blir stille, går hen til sofaen og ser med korslagte arme på Hedvig). Der ligger hun så stiv og stille.

RELLING (soger at løse pistolen). Den sidder så fast, så fast.

GINA. Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la' pigstolen sidde.

HJALMAR. Hun skal få den med sig.

GINA. Ja, la' hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. Ta' i med, Ekdal.

(Hjalmar og Gina tar Hedvig imellem sig.)

HJALMAR (mens de bærer). Å, Gina, Gina, holder du dette ud!

GINA. Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om hende, ved jeg.

Molvik (strækker armene ud og mumler): Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du blive--

RELLING (hvisker). Hold kæft, menneske; du er jo fuld.

(Hjalmar og Gina bærer liget ud gennem køkkendøren. Relling lukker efter dem. Molvik sniger sig ud på gangen.)

Relling (går hen til Gregers og siger): Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et vådeskud.

GREGERS (som har stat skrækslagen, i krampaytige rykninger). Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.

RELLING. Forladningen har svi'd kjolelivet. Hun må ha' trykket pistolen lige imod brystet og fyret af.

GREGERS. Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen frigjorde det storladne i ham?

RELLING. Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?

GREGERS. Skulde ikke den vare og vokse for livet!

RELLING. Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema.

GREGERS. Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!

RELLING. Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på!

GREGERS. Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at leve.

RELLING. Å, livet kunde være ganske bra' alligevel, når vi bare måtte få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os fattigfolk på dørene med den ideale fordring.

GREGERS (ser frem for sig). I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.

RELLING. Med forlov,--hvad er da Deres bestemmelse?

GREGERS (i færd med at gå). At være den trettende mand tilbords.

RELLING. Å fan' tro det.

* * * * *