# Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/veien-til-skj-nhed-sundhed-og-et-langt-liv-53978/index.md

Det er sagt, at «Ansigtet er en aaben Bog.» En Person kan ikke være en Skurk uden at vise det. Hvor meget han end søger at forstille sig, maa dog de daarlige Træk undertiden vise sig i hans Ansigt. Fysionomiken er den Kunst eller den Videnskab, som lærer os at læse i denne det menneskelige Ansigts aabne Bog. «Kjend dig selv,» siger den navnkundige Solon, en af Grækenlands syv Vise. Men Fysionomiken sætter os ikke alene istand til at udøve Selvkundskab, men ogsaa til at kjende andre, hvilket under mange Forhold i Livet kan være til umaadelig stor Nytte. «Mennesket selv bør udgjøre Emnet for Menneskeslægtens fornemste Studium.»

Den store Fysionomist Lavater siger i sine Arbeider: «Jeg lærer ingen Sortekunst, ingen unaturlig Videnskab, hvis Hemmelighed jeg burde have skjult, og som skader tusen Gange mere, end den kan gavne, og som følgelig er vanskelig at opdage. Jeg lærer kun en Videnskab, som baade er almindelig kjendt og paatagelig, og jeg fremlægger mine Følelser og Iagttagelser samt Resultaterne af dem. Man burde aldrig glemme, at det ydre Udtryks Hensigt just er at vise, hvad der tildrager sig i Sjælen, og at hvis man vilde berøve os denne Kilde til Kundskab, vilde man derved bringe os ned til fuldstændig Uvidenhed; at ethvert Menneske af Naturen har et vist Maal af fysionomisk Instinkt, ligesaa vist som ethvert velskabt Menneske er født med to Øine, at alle Mennesker i Omgangen med hverandre trækker fysionomiske Slutninger, alt eftersom deres Omdømme er mere eller mindre klart, at det er velkjendt, at de fleste Mennesker efter sin Omgang med andre trækker Fordel af det Kjendskab til andre, som allerede det første Blik giver, og at samme Forhold har fundet Sted længe inden dette Spørgsmaal kom under offentlig Debat.»

FEMOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren fremtræder i Næsens Form._

«Det er noksaa besynderligt,» sagde den store Napoleon, «men naar jeg ønsker udført et Arbeide, som kræver et klogt Hoved, saa vælger jeg helst en Mand med stor Næse, forudsat at han forøvrigt har de nødvendige Forudsætninger. Mine Iagttagelser af Personer har altid vist mig, at en stor Næse og et godt Hoved altid hører sammen. Jeg synes bedst om en Mand med en tilstrækkelig udformet Næse.» Det er bemærkelsesværdigt, at næsten alle store Folkeledere har havt store Næser, især Ørnenæser og romerske Næser. Lavater bemærker, at smaa Næsebor sædvanligvis er Tegn paa Forsagthed og liden Foretagsomhed. De vidt aabne Næsebor derimod er et ligesaa sikkert Tegn paa Følsomhed, der let kan udarte til Særhed. «Den rette græske Næse,» siger en anden Forfatter, «antyder en forfinet Karakter, Kjærlighed til de skjønne Kunster, Sluhed, List og større Tilbøielighed til at handle indirekte end direkte.»

«En Næse med skarp Ryg,» skriver Tagliacossi, «viser Tilbøielighed til Vrede; en tyk og nedtrykket Næse antyder lastefulde Tilbøieligher; en stor, solid og but Mæse er Tegn paa Mod og Djervhed; en krum Næse (Ørnenæse) viser et kongeligt og ædelmodigt Sind, medens en kroget Sjæl aabenbarer sig ved en Næse, som er bøiet til den ene Side.»

Enkelte Mennesker har Papegøienæser og er, ligesom Papegøierne selv, store Pratmagere.

SEKSOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren viser sig i Mundens, Læbernes, Tændernes og Hagens Form._

«Som Læberne er, saaledes er Karakteren,» siger Lavater. «Faste Læber, fast Karakter; svage, rødlige Læber og svag, letbøielig Karakter. Godt skaarne, store og forholdsmæssige Læber, som paa begge Sider har samme Runding, kan vel antyde Tilbøielighed til Nydelse, men de paatræffes aldrig hos et daarligt, lavt, tarveligt, falskt, krybende, lastefuldt Ansigt. En Mund uden Læber, som blot viser en Streg, antyder Kulde, Flid, Sans for Orden, Nøiagtighed og Sparsomhed, og hvis den hæver sig ved begge Mundviger, viser den Tilgjorthed, Fordringsfuldhed og Ondskab.

Meget tykke Læber staar altid i Forbindelse med Sandselighed og Sløvhed, og gjennemskaarne, skarpt tegnede Læber med Ængstelse og Gjerrighed. Rolige Læber, tæt sluttede uden at være sammenpressede og skarpt skaarne er et sikkert Tegn paa Omtænksomhed, Takt og Fasthed. En noget overhængende Overlæbe betegner sædvanlig Godhed. Har Underlæben et Søk i Midten, aabenbarer det Fantasirigdom. En lukket, ikke tynd eller tilgjort Mund viser Mod og Tapperhed.

Lange Tænder er Tegn paa Svaghed og Sagtmodighed. Hvide, rene, vel placerede Tænder, der vises straks Munden aabnes, men som ikke skyder sig frem og heller ikke viser sig helt og holdent, paatræffes aldrig hos voksne Personer, uden at de er gode, kloge, ærlige, oprigtige og trofaste.

Spids Hage ansees sædvanlig som Tegn paa Sluhed og List, men der findes mange agtværdige Personer med en saadan Hage. Den fede Dobbelthage viser sædvanlig en Godfjot, og den kantede Hage paatræffes sjelden uden hos forsigtige, velvillige, bestemte Personer. En flad Hage betyder Kulde og Tørhed, liden Hage Frygt og rund Hage med Søk i, Velgjørenhed.»

SYVOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren fremtræder i Øinene og Øienbrynene._

«Blaa Øine,» siger Lavater, «er i Regelen mere betegnende for Svaghed, Sygelighed og Efterladenhed end brune og sorte. Det er sandt, at mange kraftige Mennesker har blaa Øine, men man finder dog mere Styrke, Mandighed og Eftertanke i Forbindelse med brune Øine end med blaa.»

«Personer med graa Øine,» siger Dr. Leask, «er i Almindelighed skarpe, kraftige og i Begyndelsen kolde, men man kan forlade sig paa deres Sympati under en virkelig Sorg. Søg blandt Menneskehedens Velgjørere og du vil give mig ret.» «Sorte Øine,» siger Buffon, «viser i Almindelighed Sundhed, et fast Sindelag, ikke vaklende, men modigt, sandt og ærligt. Nærsynthed aabenbarer den dygtige Planlægger og den forslagne Handlingens Mand. Smaa og dybtliggende Øine viser Djervhed, naar der er Spørgsmaal om Modstand, Intriger og Rænkespil samt Evne til at udholde store Lidelser. Store Øine kjendetegner en gjerrig Mand, især hvis de er meget udstaaende. Øine, som er i stadig Bevægelse, antyder Kortsynthed, Frygt og Bekymring. Røde Øine betegner Mod og Styrke. Klare Øine, som bevæges langsomt, viser Helten, som djerv og godmodig, udfører store Gjerninger og frygtes af sine Fiender.»

«Øienbrynene,» siger Quintilianus, «giver delvis Øinene deres Form. Ved dem sammentrækkes, hævss eller sænkes Panden. Vrede viser sig naar de sammentrækkes, Sorg naar de sænkes og Munterhed naar de udjevnes.» «Jeg har aldrig truffet paa en dyb Tænker,» siger Lavater, «eller en tapper og klog Mand, med svage, høie Øienbryn, som i nogen Grad deler Panden i to. Svage Øienbryn viser Flegma og Svaghed, endskjønt mange koleriske Mennesker har det; men denne Svaghed i Øienbrynene er en Formindskelse i Kraft og Ild. Jo nærmere Øienbrynene ligger Øinene, desto alvorligere, dybere og fastere er Karakteren; jo fjernere fra Øinene, desto mere flygtig, letbevægelig og lidet foretagsom.»

OTTEOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren spores i Hovedets og Pandens Form._

«Hovedets ydre Form,» siger Huart, «er som den bør være, naar den ligner en hul Kugle, som er noget indtrykket paa Siderne, samt noget fremskydende i Panden og Nakken. En specielt flad Pande eller tver Afslutning i Nakken, er ingen gode Tegn paa Klogskab. Men et godt Tegn er det, naar en liden Person har et stort Hoved og en høi Person har et nogenlunde lidet Hoved.»

«Vi kan,» siger Lavater, «dele Panderne, seet i tre Hovedklasser: de bagoverhældende, de lodrette og de fremskydende. Enhver af disse Klasser har en Mængde Variationer. Jo længere Panden er desto større Begavelse findes der, men desto mindre Handiekraft; jo mere sammentrykt, kort og fast Pande, desto mere Koncentration, Fasthed og Stadighed findes der i Karakteren; jo mere jevnt krum Profilen er, desto ømmere og bøieligre er Karakteren; jo rettere, desto mere ihærdig og streng. Fuldstændig Lodrethed fra Panden til Øienbrynene viser Mangel paa Forstand. Fuldstændig Lodrethed med en svag Bue i Overkant viser udpræget Tilbøielighed for kold, rolig og dyb Tænkning. En fremskudt Pande viser Svaghed, Umodenhed og Dumhed. Bagoverheldende Pander betyder i Almindelighed overlegen Fantasikraft, Kvikhed og Skarphed. Pander med mange udstaaende Knuder viser Fasthed, Haardhed, stærk Viljekraft og Udholdenhed. Øine med vel tegnede, bestemte og faste Buer forekommer kun hos ædle og store Mænd. En blaa «_vena frontalis_»[1] i Form af en Y og forenet med en aaben, jevn, hvælvet Pande, aabenbarer overordentlige Naturgaver og en ædelmodig Karakter.»

[1] Ansigtsblodaarer, som tegner sig paa Panden, en paa hver Side, løbende næsten lodret, noget paaskraa ovenfra, indad mod den indre Ende af Øienbrynet.

L--u.

NIOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Karakteren viser sig i Haarets Farve og Beskaffenhed._

«Lyst, fint, gjennemsigtig Haar,» siger en tysk Fysionomist, viser altid en svag, ømtaalig, pirrelig eller ogsaa en forsagt og let fortrykt Karakter. Det sorte, krøllede Haar vokser aldrig paa et ømtaaligt, marvfyldt Hoved. Liden Irritabilitet følger med kort, haardt, krøllet Haar, men mest med det linfarvede og det fine. Lyst Haar betegner sjelden uhæderlige Egenskaber, hvilket ofte er Tilfældet med mørkebrunt eller sort i Forbindelse med lyse Øienbryn. Mænd med langt Haar er altid mere kvindelige end mandlig.

Aristoteles siger: «Ligesom svagt Haar er Tegn paa en Rædhare, saaledes er et stærkt Haar Tegn paa Mod. Dette passer ikke alene paa Mennesker, men ogsaa paa Dyr. De ræddeste blandt Dyrene er Raadyret, Haren og Faaret, og disses Haar er svagere end andre Dyrs. Løven og Vildsvinet er de modigste, hvilket viser sig i deres overordentlig stærke Haar.»

Andet Afsnit.

Sundhed og et langt Liv.

NIENDE DEL.

Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Sundheden.

SEKSTIENDE KAPITEL.

_Sjælens Magt over Legemet._

Sjælens Indflydelse paa Materien er en af de dybeste Hemmeligheder i vort Væsen. Faa Personer har fuldt Begreb om Styrken af denne mægtige Kraft, som stadig virker inde i dem, enten til godt eller ondt.

«Sindstilstanden,» siger Dr. S. Smith, «paavirker den fysiske Tilstand, og Livets Varighed beror helt og holdent paa den fysiske Tilstand; heraf følger, at i samme Grad som Sjælen kan indvirke paa Legemets Beskaffenhed, kan den ogsaa have Indflydelse paa Livets Længde. Det er umuligt at bibeholde Legemets Funktioner i en naturlig og kraftig Tilstand, naar Sjælen lider. Enhver turde maaske have lagt Mærke til, hvorledes Personer, som er truffet af en stor Ulykke, er blevet forandrede i Udseende. En Person for Eksempel, der for et Aar siden blev rammet af en Ulykke, som gik ham til Hjertet, er nu forvandlet til en Skygge af sig selv; endnu nogle Maaneder, og han er ikke mere.»

Hvor utroligt det end lyder, har man dog Eksempler paa, at Fantasien har foraarsaget eller stillet Smerte, ja til og med fremkaldt eller fordrevet Sygdom. De iblandt os, som lider af Nevralgi for Eksempel, ved meget vel, at den bedste Maade at befri sig fra Smerterne er at forsøge at glemme dem, medens de ofte bliver større, hvis man tænker paa dem. «Den enkle Tro eller Overbevisning,» siger Dr. Tuke, «at en Muskel ikke kan sammentrækkes eller slappes, er tilstrækkelig til hos en følsom Person eller en, i hvilken Følsomhed er blevet fremkaldt, at foraarsage midlertidig Mangel paa Kraft.» Samme Forfatter taler om, hvorledes Frygten eller Faren har Indflydelse paa Karsystemet, og giver som Illustration herpaa følgende Fortælling om en intelligent Dame, med hvem han var meget godt kjendt. Han siger: «En Dag gik hun forbi en offentlig Indretning og saa en liden Gut, hvem hun nærede speciel Interesse for, komme ud gjennem en Jerngrind. Hun lagde Mærke til, at han slap Grinden efter at han havde aabnet den, og at den formodentlig vilde klemme ham, hvad hun antog vilde ske med saadan Kraft, at Guttens Fod vilde blive knust. Det skeede dog ikke. ‘Det var umuligt,’ sagde hun, ‘i Ord eller Handling at være hurtig nok til at at forebygge, hvad jeg antog vilde ske, og i selve Virkeligheden fandt jeg, at jeg ikke kunde røre mig af Stedet, thi en uhørt Smerte opstod i min egen Fod, tilsvarende den, som jeg troede vilde skades paa Gutten. Jeg kunde blot lægge min Haand paa den for at lindre den vold-Smerte, og jeg er vis paa, at jeg ikke rørte mig paa nogen Maade, hvorved jeg kunde have vrikket eller strukket den. Det var med den største Vanskelighed at jeg naaede mit Hjem, som laa en halv Kilometer fra Stedet, og da jeg tog af Strømpen, fandt jeg en Ring omkring Fodleddet, som om det var blevet bestrøget med rød Saft, samt en stor Flek af samme Farve paa Ydersiden. Den følgende Morgen var hele Foden inflammeret, og jeg maatte holde Sengen i lang Tid.’»

Et lignende Tilfælde omtales i _Carter on Pathology and Treatment of Hysteria_. «En Frue, som passede sin lille Gut, der legte, saa at en tung Vinduesramme faldt over hans Haand og hug af tre Fingre, hvorved hun blev saa overvældet af Frygt, at hun ikke formaaede at yde ham nogensomhelst Hjælp. En Læge blev i al Hast budsendt, og da denne havde forbundet Gutten, vendte han sig mod Moderen, som sad og jamrede sig, idet hun klagede over Smerte i Haanden. Da han undersøgte hende hende fandt han, at de tre Fingre, tilsvarende dem, som var skadede paa Barnet, var ophovnede og inflammerede, endskjønt hun ikke tør havde havt noget ondt i dem. Efter fire og tyve Timers Forløb gjordes Indskjæringer i dem, og Værk randt ud. Dødkjød blev senere fjernet, og tilslut heledes Saarene.»

ENOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Sjælens Magt til at fremkalde Sygdomstilstand hos Legemet._

Nogle Personer indbilder sig stadig, at de er Offer for en eller anden Sygdom, og de føler sig aldrig rolige, hvis de ikke har en Læge til at passe sig. Deres Samtaler angaar hovedsagelig deres smaa Plager, og deres største Fornøielse er at høre, hvorledes deres Venner beklager dem. Hvis saadanne Personer virkelig er syge, er det paa Grund af deres mørke Sindstilstand. Alleslags Sygdomme kan fremkaldes i Legemet ved hvad man i Sjælens Fysiologi kan kalde Tilbøielighed derfor. Ved at fæste Sjælens Opmærksomhed paa en særskilt Del af Legemet kan en Sygdom forværres eller til og med fremkaldes uden ydre Aarsag.

«Hvis Opmærksomheden henledes paa Maven,» siger Dr. Tuke, «foraarsager dette en Følelse af Tunghed, som kan forvolde Vanskeligheder i Fordøielsen. En Følelse af Spændthed eller andre Ubehageligheder kan man let, som hver og en ved, fremkalde i de forskjellige Organer. Tankernes Retning mod Hjertet har i Almindelighed en forstyrrende Indflydelse paa dettes regelmæssige Virksomhed. Visselig udøver stærke Sindsbevægelser meget større og mere øieblikkelige Virkninger, men hvis man kan fæste Opmærksomheden ved dets Slag, erfarer man, at der opstaar Uregelmæssighed, undertiden endog Smerte.»

Dr. W. B. Carpenter siger i sin “_Principles of Menthal physiologi_” følgende: «Hvis man med Hensigt retter Opmærksomheden paa en Del af Legemet, saa er dette, endog uden nogen Sindsbevægelse, tilstrækkelig til at fremkalde Fornemmelser der, hvilket synes at bero paa en Forandring i Blodcirkulationen, og hvis denne Tilstand automatisk holdes ved Magt, ved at Opmærksomheden stadig holdes fæstet derpaa, saa kan denne Forandring blive en Kilde til Slaphed, ikke alene i Livsværksamheden, men ogsaa med Hensyn til Næringstilførsel. Derfor kan der ikke findes berettiget Tvil om, at ikke Sygdom ofte beror paa indbildte Plager, især hvis man dvæler ved ubehagelige Fornemmelser.»

TOOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Sjælens Indflydelse paa Sygdommes Helbredelse._

Mr. John Brown fortæller en Historie om en syg Person, som gik til en Læge og beklagede sig over svære indre Smerter. Doktoren skrev en Recept, som han gav ham med de Ord: «Tag dette, saa bliver De bra om fjorten Dage.» Patienten kom tilbage efter et Par Ugers Forløb, aldeles frisk og med et Udseende, som tydede paa fuldstændig Helbredelse. Lægen var ikke lidet stolt over Kurens gode Resultat, men da han havde glemt, hvilket Lægemiddel han havde foreskrevet, gjorde han nogle Spørgsmaal for at komme paa det rene hermed. Han begyndte: «De er blevet frisk?» «Ja, aldeles frisk; jeg har aldrig følt mig saa bra i hele mit Liv.» «Vis mig den Medicin, De tog.» «Jeg har spist op Recepten, som De sagde, at jeg skulde gjøre.»

Manden havde bogstavelig talt slugt Papiret og blev helbredet derved, eller rettere ved sin Tro paa at han handlede efter Lægens Forskrifter.

Denne enkle Fortælling kan forklare meget, der ellers betragtes som overnaturligt eller mirakuløst. Pilgrimme er blevne helbredede fra Sygdomme ved at valfarte til en eller anden Helgens Grav, og tusenvis af Mennesker er blevet hjulpet af Kvaksalvere og værdiløse Patentmediciner. I alle saadanne Tilfælde fremkaldes Bedringen ved Sjælens Forventning. Tro og Haab er Naturens mægtigste Kræfter, naar det gjælder Helbredelse af Menneskenes Sygdomme.

Et andet Eksempel herpaa er et Tilfælde, som observeredes af Sir Humphry Davy, da han i den første Tid af sin Praksis som Læge assisterede Dr. Beddoes ved Eksperimenter med Indaanding af Kvælstofoxydul. Dr. Beddoes var kommet til det Resultat, at Kvælstofoxydul var et sikkert Middel mod Lamhed, hvorfor han udvalgte en Patient til at eksperimentere med, og betroede ham til Davys Behandling. Inden han anvendte Gasen, førte han et lidet Termometer ind under Patientens Tunge for at undersøge Temperaturen. Den lamme Mand, som ikke havde nogen Anelse om den Behandling, han skulde underkastes, men som var overbevist om Sikkerheden af Dr. Beddoes Metode, havde ikke før kjendt Termometret mellem sine Læber, før han troede, at Operationen var i fuld Gang, og i et enthusiastisk Udraab erklærede han allerede at kjende en velgjørende Virkning i hele sit Legeme. Davy syntes, at Tilfældet var altfor fristende til at lade gaa sig ud af Hænderne. Han gjorde intet mere, men bad Patienten komme igjen næste Dag. Samme Ceremoni gjentoges med samme Resultat, og efter to Ugers Forløb var Manden frisk, uden at noget andet Lægemiddel end Patientens Indbildningskraft var blevet anvendt.

TREOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes Bekymring dræber._

Mange Menneskers Helbred tager Skade og deres Liv forkortes uden anden Grund end stadig Græmmelse. Et Gram Græmmelse, siger et gammelt Ordsprog, dræber et Menneske. Men det er ikke de store Modgange i Livet, de svære Tab og Prøvelser, som for det meste stempler Panden med Bekymring, berøver Gangen dens Spænstighed og borttørker selve Livssaften. Saadant bæres ofte med heltemodig Tapperhed; men den Græmmelse som dræber, hidrører som Regel fra de daglig tilbagevendende Bekymringer og smaa Fortrædeligheder.

At leve uden Græmmelse er ikke let, især for Personer af nervøst Temperament. Alligevel er det muligt, og man kan komme did ved Viljens seirende Magt.

«Græmmelse,» siger Sir Andrew Clark, «er dræbende. Det er den forvænnede Levevis, som forkorter Menneskenes Liv. Naturen lader aldrig et Menneske overanstrenge sig, hvis det ikke selv overtræder dens Love, hvis man ikke tager stimulerende Sager til ubeleilige Tider, røger meget eller tager ind Opium. Hvis man fører et regelmæssigt Liv, følger Sundhedens Love og vandrer paa den fysiologiske Retfærdigheds Vei, saa vil man aldrig finde, at man arbeider for strængt. Jeg har endnu aldrig seet et Tilfælde, hvor Helbreden er brudt af den blotte Overanstrængelse, men jeg medgiver, at det fremfor alt er nødvendigt at øve Sindsro. Prøv at træne Eders Vilje i denne Henseende, thi Viljen har meget at sige med Hensyn til at fremkalde Ro; at tage Tingene som de er, og ikke bekymre sig om Morgendagen, som ikke er vor, men tage Dagen som den er og anvende den paa bedste Maade. De, som stadig grubler over det forgangne, eller graver nysgjerrigt i det kommende, lever aldrig noget virkeligt Liv.»

FIREOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Hvorledes voldsomme Lidenskaber skader Helbreden._

Ingen kan overgive sig til heftige Lidenskaber som Vrede, Skinsyge, Had, Avind og Begjærlighed, uden at skade sin Helbred. Vrede er den mest ødelæggende af alle Sindsbevægelser, hvis den faar Lov at bryde ud med fuld Kraft. Dens Udbrud bringer sædvanligvis Uorden i Systemet ved at afbryde den regelmæssige Virksomhed i Organerne, og derved angribes Hjernen og Hjertet mest. Man har seet Eksempler paa, at et Vredesudbrud næsten øieblikkelig har foraarsaget Galdefeber, Inflammation af Leveren, Hjertet eller Hjernen, ja til og med Sindssygdom. Naar man ofte overgiver sig til Vrede, kan dette let have tilfølge Gulsot, Slag eller større Modtagelighed for Nervefeber eller Lungebetændelse. Efter et Anfald af Vrede kan Moderens eller Ammens Melk foraarsage Konvulsjoner hos Barnet. Der findes en gammel Teori, som siger, at Mundens Spyt bliver giftigt ved Vrede, og dette har en Del Sandsynlighed for sig. Det synes at være bevist ved den Omstændighed, at de fleste Bid af Dyr læges langsommere, hvis Dyret har været ophidset, end ellers vilde være Tilfældet.

Jeg behøver ikke at opholde mig ved de mange Tilfælder, hvor Døden pludselig er foraarsaget af Vrede, thi Historien er fuld af saadanne, og Ligsyn aabenbarer daglig nye. Den, som ikke kan beherske sit Lune, holder, saa at sige, sit Liv i sin Haand. Det er ogsaa en sørgelig Sandhed, at vi ikke en eneste Gang kan give Vreden Plads og efterpaa være legemlig de samme som før; noget i vort Liv er forspildt.

FEMOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Latter som Medecin._

Den velgjørende Virkning, som Latter har, kan forstaaes hos Mennesker med godt Humør. En spøgefuld Person er altid i godt Huld med et blomstrende Udseende og med Øine, som straaler af Livslyst. «Le og bliv fed,» er en Formaning, som mange Mennesker burde følge. En god Latter har en mere velgjørende Indvirkning paa Nervesystemet end hvilkensomhelst Medecin. Hufeland siger i sin Afhandling om Glæden: «Glædens ydre Udtryk, Latteren, maa ikke tilsidesættes. Den er den mest helsebringende af alle Kropsbevægelser, thi den ryster op baade Legeme og Sjæl paa en Gang, befordrer Fordøielsen, Blodcirkulationen og Luftvekslingen i Lungerne, samt forhøier Livskraften i alle Retninger.

Man har mange Eksempler paa, at Mennesker er blevet helbredet af alvorlige Sygdomme ved et pludseligt Latterudbrud. Der laa saaledes to Mænd syge i et Værelse, den ene i Hjernebetændelse, den anden i et ondartet Tilfælde af en anden Sygdom. De var begge saa meget medtagne, at man maatte vaage over dem om Natten, og det var Tvil underkastet, hvorvidt nogen af dem vilde blive friske igjen. Det blev tilladt en Herre at vaage hos dem om Natten, og det blev paalagt ham at tilsige Sygepleiersken, naar Medicinen skulde gives. Om Natten sovnede baade Vogteren og Sygepleiersken. Den sidstnævnte af de Syge laa og saa paa Klokken og saa, at Tiden var inde til at give Feberpatienten hans Drik. Han kunde ikke tale høit, ei heller røre nogen Del af sit Legeme med Undtagelse af Armene, hvorfor han greb en Pude, som det lykkedes ham at slaa Vogteren i Ansigtet med. Denne for op fortumlet, og herunder faldt han overende paa Gulvet og vækkede baade Sygepleiersken og Feberpatienten. Det hele forekom begge de syge saa løierligt, at de lo af Hjertens Lyst en lang Stund. Da Doktoren kom ind om Morgenen fandt han, at der var indtraadt stor Bedring hos begge Patienterne, og sagde, at han aldrig hadde paatruffet en saa hastig Vending til det bedre. Inden kort Tid var begge oppe og friske.

Naar alt kommer til alt,» siger Dryden, «saa er det godt at le, og hvis et Halmstraa kan frembringe Latter, saa er det et Lykkens Redskab.»

SEKSOGSEKSTIENDE KAPITEL.

_Nogle Vink om hvordan man skal kunne holde sig ung og bevare et ungdommeligt Udseende._