# Sult ## Part 9 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/sult-30027/index.md Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser: »Godaften, Frøken!« »Godaften!« svarer hun. Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning forresten. Ja, hun vidste ikke rigtig . . . . Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her. Da vender hun Ansigtet bort og siger: »Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .« Hun holdt inde. Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun vel ikke? Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var bleven så sent. Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig, trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit Hjærte slå. »Hvor De er rar!« sagde jeg. Ja, hvordan det, egentlig? Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det faldt hende ind . . . . Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om at lægge mig før tolv? Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før Klokken tolv om Natten. Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . . »Ylajali!« råbte jeg. »Hvadbehager?« »Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!« Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i, at hun gærne vilde være lidt ude? Nej, slet ikke! svared jeg. Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte. Havde hun ikke en Søster? Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var rejst til Hamborg. Nylig? Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster? Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. »Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig. Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared: »Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet på Tivoli?« »Nej,« svared hun. »Er det noget at se?« Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . . »Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad? Ja, det havde jeg vist Ret i. Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes Poesi . . . . Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . . Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg sagde: »De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg mener det.« Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun: »Herregud dog!« Mer siger hun ikke. »Hvad mener De med det.« spurgte jeg. »Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun gik lidt hurtigere til. Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads. Da gik hun langsommere igen. »Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.« Pause. Jeg gik og vented. »De har set mig før,« svarer hun. »Ylajali!« siger jeg igen. »Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte. »Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« »Det var stygt af Dem!« Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2. »Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden? »Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og hun ser ned på sin Skosnude. »Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!« »Ja, men bare et lidet Stykke.« Og vi vendte om. Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet Kneb. »Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var Deres Søster.« »Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor. »Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to Damer, som gik foran mig.« »Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. »Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til Straf.« Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også, desværre! Hvorfor troed hun det? Jo, jeg havde leet så. Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang. Men ikke nu længer? Å, jo, nu også. Det var herligt at være til! Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. »Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. »Ja, jeg må vel det,« svared jeg. Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel? »Nej,« sagde jeg. Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, dukked mig uvilkårlig ned og sagde: »Må jeg nu ikke træffe Dem mer?« Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad. »Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. »Hvornår?« »Jeg ved ikke.« Pause. »Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da se, hvem jeg har talt med.« Pause. »De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?« »Ja, kære, får jeg Lov til det!« »Klokken otte.« »Godt.« Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så nær. »Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen. »Nej . . . .« Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op, slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst bølged, hun pusted voldsomt. Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet, hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . . Portdøren faldt i. * * * Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende. Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen. Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret. »Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?« »Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min Kæreste?« »Død og Pine!« sagde han. »Ja, det blev afgjort igår.« Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik. »Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe siden. Men nu skal De få dem med det første.« »Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner. Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . . Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig. Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet? Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær. Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede! Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali! Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks. Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter! Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs . . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder. Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting, sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter, iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads. Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled afsted. Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. »Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe denne Mand. Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks, syv forfærdelige Slag indenfor. En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på mig. Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . . Pigen ryster på Hovedet. »Bor ingen Kierulf her,« siger hun. Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen. »Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. »Var han ikke der?« »Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.« Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han slog stærkt på. »Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken. »Kierulf, Uldhandler Kierulf.« Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han ikke plejed at gå med en lys Frakke? »Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. »Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?« »Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« »Har han ikke rødt Hår?« Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår. »Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde en Knortekæp?« Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: »He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.« Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte ham igen . . . . Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene. Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme det! Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an. Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind. Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: Beværtning & Logi for Rejsende. Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken, som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til, og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke, visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde. Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. Jeg faldt i Tanker.