Part 8
Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring i Håndtaget.
Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går nedad Gaden, bort fra mig.
Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig udenfra.
Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter henvende mig til »Kommandøren«.
Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå i Retning af Slottet.
Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være.
Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan.
Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra hede Dunster steg op.
Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.
Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom på Siden af hende.
»Godaften!« sagde jeg.
»Godaften!« Hun standsed.
Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med hjem?
Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde:
»Så gik vi da!«
Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:
»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej.
I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk.
»Godnat!« sagde jeg.
»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?«
»Nej.«
»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!«
Og jeg gik.
Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny.
»De kan være med mig alligevel,« sagde hun.
Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde heller ikke Råd til slige Opofrelser.
»Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.«
»Men jeg går ikke med på den Måde.«
»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun.
»Nej,« svared jeg.
Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.
»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. Godnat! Gå hen og synd ikke mer!
Dermed gik jeg.
Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det, når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og retskaffen!
Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer.
Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet, glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. Punktum.
Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig atter Porten og gik op på mit Rum.
Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.
* * *
Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til Finalen.
Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed, nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten.
Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage, skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren, banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til at skrive igen.
Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting.
Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.
Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med, løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.
Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!
Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad Trapperne.
Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig, og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i Butiken.
En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et Brød ind i en Avis og lægger frem til mig.
»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til at få Lyset.
Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.
»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd med Konen.
Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og går.
Nu er Betjenten og jeg alene.
Han siger:
»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig.
Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over Læberne.
»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, — han giver atter tilbage på fem Kroner.
»Værsågod!« siger han.
Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og jeg samler mekanisk Pengene op.
Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager.
Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på Disken:
»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.«
»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.«
Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle det selv.
»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten.
Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg sagde Godnat, og at Betjenten svared.
Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give dem tilbage.
»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten.
»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!«
Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden.
Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik.
Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind.
»En Bif!« siger jeg.
»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge.
Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med lidt nysgærrige Øjne.
Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, det var ingen Aftale . . . .
»Kommer Bifen snart, tror De?«
»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet.
Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på Skuldrene.
»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.«
»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . .
Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder.
Jomfruen kom igen hen til mig.
»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod mig.
Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene ned.
»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå . . . . dersom De vil . . . .«
»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.«
Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes Hoved. Hvilket underligt Menneske!
Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.
Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi, stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte mig igen.
Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter, hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.
»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?«
»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk . . . .«
Og jeg går.
Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.
Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig.