Part 6

»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har gjort mig en Tjeneste før, Di.«

»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit Værelse.

Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet eller en Herregård ude i Aker.

Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er! Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op, forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt forsent ude . . . . Portnøglen . . . .

Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen Modstand.

Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer! mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad om en Bif . . . .

Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre. Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken, men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og jeg trak det frem.

Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset. Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader; men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet, belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks. Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen og haster nedad Trappen.

»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg kan hjælpe dig i Eftermiddag!«

Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped hørligt, da jeg trådte ind.

Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren. Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne.

Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem.

Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.

Om hvornår han kom?

Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.

Hvorlænge var Kontoret åbent?

Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen.

Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård, altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og jeg måtte ringe på.

»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg ved hans Værelse.«

»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten? Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.

Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den. Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej. Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris . . . .

»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.«

»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet?

Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode, varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse. Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten. Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .

På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst hjem«.

Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i Trappen, jeg rejser mig og siger:

»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«.

»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«

»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!«

Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade, idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt!

Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn?

Det lød ikke rigtigt.

Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt _Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej!

Det lød heller ikke rigtigt.

Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke, sukke som en krampesyg Hest. Så!

Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de forbausede forbigående vender sig om og betragter mig.

Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde, nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne. Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen.

Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på Skuldren . . . .

»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel.

Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .

Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til det andet Fortoug.

Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende, nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende ind over lyse Zoner . . . .

»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare en Øre!«

»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altså imorgen . . . .

Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik . . . .

Og jeg havde ingen Vest.

Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, hvad der er påfærde.

»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.«

»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig.

Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg også være så uforsigtig . . . .

Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.

Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en. Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:

Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_, så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været lidt forsent ude . . . .

Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden, genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi, besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.

»Ikke tilstede, Di.«

»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra Stiftsgården.«

»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«

»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.

Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og trådte ind i Redaktørens Privatkontor.

»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«

Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og sagde:

»Jeg beder Dem undskylde . . . .«

»Sæt Dem ned,« gentog han.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse.

»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og han vendte sig igjen ind til Bordet.

Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første Gang.

Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde?

»Var det ellers noget?« spurgte han.

»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?«

»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«

Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte tildøde. Og jeg gik.

Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch! Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!

Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.

Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone? Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig Hulken uden en Tåre.

Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et Træ på den anden Side af Gaden.

En Politikonstabel kommer henimod mig.

»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.

»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«

»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti her en hal’ Time?«

»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik.

Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og du skulde sukket som en Hest.

Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald. Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående, og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det? Det er også sådant dejligt Vejr.

Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende, det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig. Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden, Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.«

Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.

»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at få Guds Navn med.

»Han er gået ud,« svared hun.

Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt, jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu stod jeg der.

»Var det noget især?« spurgte Pigen.

»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«

Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen Ting.

Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?

Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde jeg måske lægge ned et Bud eller noget?

Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var så bra efter Middagen. —

Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer? Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på en Time forsent, Nådens Tid var omme!

På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren svulmed blå på mine Håndled.

Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere? Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .

Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.