Part 5

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig, større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal, hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange, hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker: Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .

Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys . . . .

Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer. Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens Ansigtstræk foran mig.

»Såh,« sagde han, »stå nu op!«

Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen, havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen.

»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken! Såh, gå nu!«

»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,« stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.«

Og jeg sjangled afsted.

Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! — Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.

Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag, som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk, når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg kunde aldeles ikke begribe mig på det hele!

Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.

Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:

»Klokken er ti.«

»Nej, den er to,« svared han forundret.

»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad — Klokken er ti!«

Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille:

»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’ følle Dere?«

Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg skyndte mig at svare:

»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé . . . . Jeg takker Dem så meget.«

Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham. Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.

Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen, ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og Forkommenhed.

Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede efter mine Nøgler.

Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han kunde.

Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle. Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.

Hvad skulde jeg da gøre.?

Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig.

Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok . . . .

Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os.

»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han.

Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild?

Simpelthen! . . . .

»Navn?« spurgte Vagthavende.

»Tangen — Andreas Tangen.«

Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden Nødvendighed.

»Bestilling?«

Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har, desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt:

»Journalist.«

Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet!

»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?«

»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude iaften . . .«

»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op i den reserverede Afdeling. Godnat!«

Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom.

»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren.

»Og så slukkes den?«

»Så slukkes den.«

Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med »Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .

Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af, uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at gå tilsengs. Og jeg klædte mig af.

Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene.

Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig, og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen.

Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk Betydning . . . .

Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt, at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an. Imidlertid kunde jeg sove på det.

Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget _sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt: Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .

Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter, uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . .

Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . .

Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented tålmodig på Dagens Frembrud.

Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm, tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr. Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen til Briksen og lagde mig.

Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids, og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig; det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne lukkes.

* * *

Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes.

»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen.

Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange.

Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved sin Side:

»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at trænge et Måltid.«

Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en.

»Andreas Tangen, Journalist!«

Jeg trådte frem og bukked.

»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?«

Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes, løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .

»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?«

»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!«

»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«

Og jeg gik.

En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af Rådstuen.

Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . .

Jeg var uden at vide det på Vejen hjem.

Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før!

Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.

»Fint Vejr!« sagde han.

»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde desuden engang skrevet et Brev for ham.

Han stod og smagte på noget, han vilde sige.