Part 3
Da jeg kom til Udgangen af Parken, så jeg igen den gamle Dværg, som jeg i mit Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske Avispakke lå opslagen ved Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig tørre som Horn, og hans Ansigt fortrak ikke en Mine.
Og jeg fortsatte min Vej.
Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg var så heldig at finde én, som jeg kunde påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret søgte efter en Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt, eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det.
Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg kunde. Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen.
Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen på Hjørnet. Så gik jeg op på mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu.
* * *
Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden nedenunder mig slå fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vågen og lå og tænkte på tusind Ting.
Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sætninger til Brug for en Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvågen og rejser mig op og griber Papir og Blyant på Bordet bag min Seng. Det var som en Åre var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig på Scene, Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer så pludseligt på mig og vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter. Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.
Det varer, varer så velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig på mine Knæ, da jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu såsandt nogen Værdi i disse Papirer, så var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig på. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive mine Papirer.
En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slår op af disse Fantasier; jeg stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af Tilfredshed, Glæden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpå; jeg vejer mit Skrift i Hånden og takserer det på Stedet til fem Kroner efter et løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte på fem Kroner, det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et så særegent Arbejde gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.
Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var også gået en god Stund siden Klokken slog syv.
Jeg rejste mig og stilled mig midt på Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget Værelse for mig; her var nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og så synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe på, var her heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var altfor lav for en voksen Mand, desuden var den så trang, at man så at sige måtte bruge Stovleknægt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var ikke indrettet til at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted ikke at beholde det længer. På ingen Måde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor længe tiet og tålt og holdt til i dette Skur.
Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor af det og gå i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpå undersøgte jeg for Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud. Morgenen var mørk og våd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte Smedje, og Klædesnoren nede i Gården stod stram fra Væg til Væg, sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren.
Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt Menneske at gøre. Jeg vilde også takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for længere Tid, trængte så stærkt ind på mig, at jeg endog loved min Værtinde fem Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til Overmål, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag.
Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet.
Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten.
Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt på Morgenstunden, Himlen hang rå og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og så at Klokken var halv ni. Jeg havde altså et Par Timer at løbe på; det nytted ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sålænge og imidlertid spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten ingen Frygt for at gå sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad!
Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke være bekendt at bære en sådan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne. Hvad måtte man mene om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor jeg kunde få det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde gå hen til Semb og få det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud, og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg trådte ind i Butiken og fremførte mit Ærinde for en af Betjentene.
Han så først på Tæppet, derpå på mig; det forekom mig, at han i sit stille Sind trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette stødte mig.
»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser indi; Pakken skal til Smyrna.«
Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet. Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand, der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for mig og bukked to Gange, da jeg gik.
Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge, røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance igen.
Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd, når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen.
»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser.
Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.
Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen.
»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.«
Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og spørger:
»Hvad bærer De på der?«
»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo også være for karrig mod sit Legeme.«
Han ser på mig og studser.
»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt.
»Jo, over Forventning.«
»Har De fået noget at gøre nu da?«
»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos Grossererfirmaet Christie, jo.«
»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener. Godmorgen.«
Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min Pakke og siger:
»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.«
Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min Vej.
Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted på Bakken ved Kapellet.
Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs. Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej, ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg sprang op og stormed ud af Kirkegården.
Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser; jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.
Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.
»Et Sengetæppe,« svared jeg.
»Hvormange er Klokken?« spurgte han.
»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.«
Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var over fire.
Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire Spring og banked på.
Ingen svarer.
Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker på endnu engang og træder ind.
Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger:
»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.«
Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer:
»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage kanske, eller . . . .«
»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.«
Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.
Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti Kroner for en Føljeton . . . .
Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen.
Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne. Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere påny.
Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og bød mig mer Té . . . .
Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed.
Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.
Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på, var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde i. Og jeg lod dem falde . . . .
Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg havde sovet i flere Timer.
Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget, følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og jeg skyndte mig afsted.
Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det. Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på et Kort, og banker på.
Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru.
»Godaften!« sagde jeg.
»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at vi prøver på det nu.«
»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke, hvilket Billede han stod og talte om.
»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.«
»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.«
Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.
Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted. Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.
Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt, åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb.
Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . .
»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, som tuder i Kana’an!«
Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn.
* * *
Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som om de ikke tålte Dagslyset.