Part 2
Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham, at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den — jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.
Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig, idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.
I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det.
Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og faldt i Tanker.
Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen, uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid. Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen.
Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned, vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev frem og tilbage foran Bænken.
Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg satte mig.
Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante altfor vidtåbent, når jeg så på nogen.
Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang på Modgang i min Vej, så tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg så op mod det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit stille Sind.
Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt på Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde. Og der var et åbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sår i min Hjærne efter hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger, lod han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men han lod mig gå med Fred, og han lod mig gå med det åbne Hul. Og intet ondt vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . .
Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget, i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i Lommen.
Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op til nogen bestemt Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og distrahered mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og står uryggelig stille sålænge, til de selv finder for godt at gå sin Vej.
En Tidlang vedblev disse små Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød. Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen Papirerne i Lommen og læned mig bagover på Bænken. I dette Øjeblik er mit Hoved så klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod gør, hver Gang Pulsen slår. Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene på mine Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fået en løsreven Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine Sandser, Tårerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og jeg knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat få Tårerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del af mig selv . . . .
Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time. En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:
»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«
Så snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved, jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid, kanske et År eller to tilbage, og var så småt i Færd med at udviskes af min Erindring. Jeg satte mig til at se på den gamle.
Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og kunde ikke få mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at det kunde være en ganske mærkelig Avis, enestående i sit Slags; min Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage på Bænken. Det kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. Og der foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse.
Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden, ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken.
Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at være yderst fræk, jeg klapped mig på min tomme Brystlomme og sagde:
»Tør jeg byde Dem en Cigaret?«
Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet høre op, forat spare sine Øjne, han var næsten blind. Takker forresten så meget!
Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse heller? Ikke engang Aviser?
Ikke engang Aviser, desværre!
Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.
»De er fremmed her?« sagde han.
Ja. — Om han ikke engang kunde læse Titlen på den Avis, han holdt i Hånden?
Næppe. — Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?
En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared:
»På St. Olafs Plads Numer 2.«
Virkelig? Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads. Der var en Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele . . . . Hvad Numer bor De i?
Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste mig, dreven til det yderste af min fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det så end skulde koste.
»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor . . . .«
»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres Vært?«
Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd.
»Happolati,« sagde jeg.
»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette vanskelige Navn.
Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine. Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede Pletter på Avisen.
»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?«
»Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er nemlig J. A. Happolati, Agent.«
Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med på alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det ikke have vakt hans Mistanke.
»Det skal være en flink Mand, har jeg hørt.« sagde han, forsøgende sig frem.
»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse, Skriveblæk . . . .«
»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet.
Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene Løgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen, de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst fuld, slå ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af Forbauselse.
Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet?
Hvad, elek . . . .
Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige syv hundrede Mand.
»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Påfund.
Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard, ymted om, at Happolati havde været Minister i ni År i Persien. De har det måske ikke på Anelsen, hvad det vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var. Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit Liv!
»Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned i Marken.
Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav! Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og når hun kaldte på mig, jog hendes Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i min Sjæls Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig? Tog han hende for et Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr.
»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet.
Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i fuldt Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg løj af fuld Hals.
I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte, for ikke at bryde for brat af:
»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?«
Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre mistænksom.
»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.«
»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. Så taug han.
»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?«
Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en lidt tyk Kone.
Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred.
»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem? De har kanske ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De ved det!«
Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt.
Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod mig . . . .
Dagen begyndte at hælde. Solen sank, det tog på at suse lidt i Træerne omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen, belaved sig på at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt sammen, blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød, jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand lagde sin Hånd på min Skulder og sagde:
»De må ikke sidde og sove herinde.«
»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder var min Husleje forfalden, og jeg måtte gøre en Udvej til den. Så fik det bero med det øvrige sålænge.
Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det velsignet godt til.
Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smådyr har fået det første Knæk, oppe i Træerne og nede på Marken høres Lyden af det stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgå. Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret. Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint henåndende Pust af den første Kulde; Stråene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid, midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har fået Betændelse i Rødmen, et hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve.
Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Rædsler, og tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! råbte jeg og knytted begge mine Hænder, dette må der blive en Ende på! Og jeg satte mig igen, tog atter Blyanten i Hånden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det kunde aldeles ikke nytte at give sig over, når man stod med en ubetalt Husleje lige for Tænderne.
Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed på og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget; det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig Begyndelse til noget af hvert.
Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle, en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst.
»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb mange Gange i Træk, uden at sige mer.
Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg mig og gik.
Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde så alligevel ikke vare ved i Længden på denne Måde.