Part 12
Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var. Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.
Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.
Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. Således forløb tre Uger.
Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves.
Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke, som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe »Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.
En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.
Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig. Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til, at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred dog ingenlunde undersøgende på hende.
»Summen er rigtig,« sagde jeg.
»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget; jeg er sikker på det.«
Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe 20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3 5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned på Osten og kom ingen Vej.
»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!«
»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod«
»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen Ting mer.
Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var som om noget knak over i min Pande.
For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:
»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, såvidt jeg kan se.«
»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde hun, uden at se på mig:
»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!«
Hun gik.
Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om.
»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .«
Jeg standsed hende.
»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være ganske rolig.«
»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?«
»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må have sin Gang.«
Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.
Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. Hvorledes skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små, der kasted Tomflasken imellem sig . . . .
Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud? Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få høre, hvad der er påfærde.
»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .«
Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil have ham med:
»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!«
»Nej, jeg gør ikke det!«
»Jo, du gør det!«
»Nej, jeg gør ikke det!«
Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange, blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang, råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til ham:
»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«
Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med den nu?
Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej, sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag!
Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på det, Gud ske Lov og Tak!
Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt.
Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast, og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed ikke engang på Dørstokken.
Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag.
»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i dem allesammen.
Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd.
Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . .
Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg Stemmer indenfor.
Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham. Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren efter noget.
»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til Manden.
»Har min Kone sagt det?« spurgte han.
»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.«
Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.
Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne, var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde bragt den ny Rejsende med.
Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i Orden, og hun så ikke en Gang på mig.
Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden, lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der blir vel en Råd!« og taug.
Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.
»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.«
»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,« svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.«
Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej.
* * *
Der forløb et Par Dage.
Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen. Den fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til at ville flytte så snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. Jeg stod og hørte på dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig for bestandigt.
Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angående Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke af Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for Himlen.
Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde også have store, udstående Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet, knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i samfulde to Timer i Træk på mit Drama.
Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden. I den sidste Halvtime var jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, så jeg kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig gik og grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende:
Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt:
»Godaften!«
Det var »Jomfruen«, som hilste på mig.
»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden jeg kendte ham.
»Nå, hvordan går det?« spurgte han.
»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«
»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså hos Christie endda?«
»Christie?«
»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?«
»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand; det gik istå temmelig snart af sig selv.«
»Hvorfor det, da?«
»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og så . . . .«
»Falsk?«
Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk. Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig dybt krænket og svared ikke.
»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig. Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk.
»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De står, at jeg kunde have begået en slig Nederdrægtighed? Jeg?«
»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De sagde . . . .«
»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Årstal, en Bagatel, om De vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et eneste Pennestrøg galt — det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret endda! Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til Dato.«
Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den. Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var Hoffrøken Nagels Kjole?