Part 10
Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden, en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . .
Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig. Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø.
Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren, Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja, jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik.
Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor hinanden, alene.
»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.«
Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev rasende og sagde:
»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.«
Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.
»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer til Sagen.
Men den stakkels Mand aner ingen Ting.
Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, og siger tilslut:
»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!«
»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det bød min bundærlige Natur imod . . . .
»Hvor gjorde De af dem da?«
Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . .
Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han:
»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?«
»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!«
Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig.
Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!
Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! . . . .
Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg folded Hænderne og valgte min Stilling.
Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i Brand, en rygende yderste Dag.
Og jeg så og hørte intet mer . . . .
* * *
Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også temmelig kvalm.
Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.
Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være anderledes end den var.
Så gik jeg ud.
Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . .
Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.
Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt, mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom krølled sig sammen inde i Skoen.
Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre . . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . .
Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det. Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han er! . . . .
Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers iagttog jeg intet.
Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden, hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til den første Slagter, jeg traf.
»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at bære i Munden.«
Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så forbauset på mig.
»Ingenting at takke for,« sagde han.
»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.«
Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig.
Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at gnave i mig af Benet.
Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer, kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.
Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had, henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og går min Vej . . . .
Stille,
Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, — en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden.
Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser.
Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg havde båret på den, uden at vide af det selv.
Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet.
Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?
Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret; det korte dingler lidt.
»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?«
»Nej,« svarer jeg.
Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.
»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .«
»Eller til Væblungsnæs?«
»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .«
»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden Smule!«
Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig atter hen til ham, ser på ham og siger:
»Nådler.«
Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med mig.
Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en Evighed siden den Dag.
Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt til Ansigt med »Kommandøren«.
Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen, forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.
»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:
»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af endda.«
»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?«
»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.«
Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en Gang i Næsen; han står og ser på mig.
»Har De noget at leve af imens, da?« siger han.
»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, men . . . . . .
»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!« siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.
Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung; men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl.
Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af mig dette . . . . det var også altfor meget . . . .
»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men nu kommer det, hører jeg.«
Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked ikke engang.
»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst; »De kan jo skrive for det, ved jeg.«
Så gik han.
Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham, men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget, tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag.
Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone.
En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer 11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover, gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng.
* * *
Tirsdag.