Part 8

Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og drømte om _Run Bates_ og _Meninsky_. Da var det videre paa samme dag jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge, gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis som tidligere, ønsket pludselig X i den og — _placerte Meninsky der_. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os, utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam, forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og fortsatte drømmen om Run Bates — _mit fremtidsselv efter dit mønster_.

Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke!

For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser, min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli!

Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig blev til bobler paany, _et helt skum_!

Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det materiale du har anbefalt mig — _snak_. Jeg antar du er snakket godt ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og fordømmelig.

Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus, interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte: Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig.

Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting, men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.

Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium, X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.

For jeg vil ikke virkeligheten!

Afskriverens bemærkninger

Afskriverens rettelser:

[p. 50]: ... tungen. Og da han smilte, sa han: ... ... tungen. Og da hun smilte, sa han: ...

[p. 85]: ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ... ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? ...

[p. 88]: ... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ... ... gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at ...

[p. 89]: ... og husket at den fremherskende farve i hende ... ... og husket at den fremherskende farve i hendes ...

[p. 93]: ... vi er. La os ikke hefte os ved no saa usigelig elendig ... ... vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig ...