# Skum ## Part 7 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/skum-77368/index.md — Er De saa glad i at sove? spør hun, eller sovner De bare? — Sove er det bedste jeg vet, svarer han pludselig sterkt. Og De har lært mig at livets kunst er at skape saa mange lykkelige _øieblik_ som mulig, følgelig sover jeg alle de øieblikke jeg kan overkomme. — En merkelig form for lykke, smiler hun stille. At ophøre at eksistere. Dette tjernet, sier hun derpaa, og denne skogen ligner Norge. Et norsk tjern er bare endnu skjønnere, endnu mere mystisk. Og saa er det som regel bundløst. Undres om dette er, kikker hun utover baatkanten. Et vidunderlig klart vand, sier hun og lar det rinde sig mellem fingrene. — Ja, sier han, men puh for en varme, en kunde trænge at hoppe i. Og han trækker op sit lommetørklæ. Noget følger med det og falder ned paa tiljen. En liten flaske. Run Bates er snarere end ham og faar fat i den. Ved at læse paa etiketten blir hun først blodrød og saa hvit, hun faar ganske den samme farve som liljen i sit haar. — Det var sterke draaper, sier hun. Hvad skal De med dem? — Ingenting, svarer han ganske rolig. De er for tandpine, og det har jeg aldrig. — Jeg kjender navnet, sier hun og ser ut som om hun fryser, det er nok at _lugte_ paa det. At De vover at gaa med den paa Dem, De som sover saa meget, tænk om De tømte den i søvne? — Ja, og hvad saa? svarer han like uttryksløst. — De har ikke lov til at forlate livet, sier Run Bates, for det er tifold løgn at noget menneske kan erstattes! Denne flasken beholder jeg! Men nu vaakner han. — De? roper han, nei gi hit flasken. — Nei, sier hun, aldrig! Da blir han rød i panden og bøier sig frem med utstrakt haand og med et meget bestemt uttryk i sit ansigt. Men hun gjemmer flasken bak ryggen. — Maa jeg virkelig _ta_ den fra Dem, spør han. — Ja, hvis De kan, svarer hun. Han reiser sig øieblikkelig og kommer, han faar tak i hendes haand med flasken og nu begynder et veritabelt haandgemæng. Han tar ikke let paa hende, hun ynker sig av smerte da han endelig vrister hendes fingre fra hverandre og tar flasken. Da hun igjen vil kaste sig over ham og baaten gjør en faretruende overhaling løfter han armen med flasken og slynger den langt uti vandet. — De skal _ikke_ ha den, sier han bare. Run Bates staar anpusten og betragter ringene i vandet. Hendes mund folder sig sammen og skjælver, hun bøier sig ned og tar rolig sin hat op fra tiljen hvor de har traadt paa den, børster av den og lægger den forsigtig paa toften. I næste øieblik hører Meninsky et plask og hun er væk. En liten hvit sko staar igjen i baaten, liljene dupper i det pludselig oprørte vand, insektene svirrer paa hverandre av forskrækkelse. Meninsky sætter sig ned og venter paa sine sansers tilbakevenden. Det tar en evighet. Det synes ham flere døgn senere da det roper inde paa strandbredden. Det er Run Bates og hun holder triumferende noget høit i veiret. Hun har hentet flasken paa tjernets tvilsomme bund! Men da hun nu stiger i baaten, er hun et sørgelig syn. Den brusende hvite svaneham av en kjole klæber mudret og fuld av sleip grønske tæt indtil hende, av det lange, sorte haaret rinder vandet i strømme og hendes ansigt er pludselig benet og ganske grønt. Hun kommer ikke før tilro paa toften før aandenøden er over hende. Han har hende tæt i sine arme, hendes lille vaate hode synker ned paa hans skulder, hendes blik borer sig ind i hans med en fortvilet protest, trækkene fordreies hæslig i rædsel og smerte. Men akkurat idet hendes fornuft gaar smiler hun, et bittelitet rørende blaff av et smil, det rører ikke hendes mund, er bare som en lysning over øjenlaakene, men det er saa usigelig lykkelig, det er det lykkeligste smil han nogengang har set og nogensinde mer faar at se i sit liv. * * * * * Han sat ved hendes seng, hvor hun laa saa ny og fremmed, som forklaret. Det vidunderlige lys fra hendes sidste smil laa endnu over ansigtet, men det var ogsaa forandret i trækkene, de var pludselig bedre, næsten rigtig proportionert, tilmed munden saa normal ut. Det var _roen_ som endelig hadde fundet veien til hendes skiftende fysiognomi. Hun hadde ingenting at si, laa matt og svarte enstavelsesvis paa hans bemerkninger om veiret og kurgjæstene. Det var som om hun ikke orket at aapne munden. Bare øinene levet i det døde ansigt og de vek ikke et sekund fra Meninskys. Han trak sig nærmere og nærmere døren. Tilslut sa han adjø og god bedring. Men da gjorde Run Bates en eiendommelig bevægelse med haanden og aapnet endelig munden og hendes øine blev fulde av bøn. — Det er mine ben, sa hun sterkt og klart, de er hovne! Begyndelse til vatersotten! Slik som nu skal jeg efter kuren ligge til jeg dør — kanske i aarevis — tørste og sulte og allikevel bulne op som en hvetebolle i vand. Jeg kjender til det, min bedstemor døde av vatersot efter nyresyke. Hun blev tappet som en anden fuld tønde tre gange. Vandet klemte om hendes hjerte saa hun skrek som i barselnød. Jeg saa da de la hende i kisten, det var saa komisk med hendes usymmetriske trivelighet, den ene arm var dobbelt saa tyk som den anden, de fik ikke foldet hænderne og hun fik daarlig plads i kisten. — — Uf da, sa Meninsky og gøs synlig, De maa da ikke ligge med saa sorte tanker. — Sorte? sa Run Bates. Kjære ven, de er rosenrøde! For nu vet jeg jo hvad jeg aldrig visste før, hvad jeg ikke ante og hvad jeg ingensinde vilde trodd, dersom nogen hadde fortalt mig det — _at smerten er den største nydelse og døden den høieste livsform_! Sæt Dem ned, sa hun og pekte paa stolen ved siden av sengen. — Kjære —! sa hun og rakte ham sin haand som var kold og ganske fugtig. Saa kunde hun ikke mer paa en stund. Meninsky blev urolig igjen. — Jeg fandt det ut der i baaten — i Deres arme, hvisket hun og klemte hans haand uten at se paa ham. Da han igjen opfattet hvad hun sa, snakket hun om selvmord. — Le renoncement à soi même est en tout l’opposé du suicide, sa hun og nævnte madame de Staël. Men undres om ikke alle filosofer har tænkt sig døden som det mindste av to _onder_. Mon nogen av dem valgte døden av samme grund som De og jeg — som det største av to _goder_? For livet er vidunderlig, men døden tifold vidunderligere, ikkesandt? Aa, Meninsky, nu er De ingen gaade længer for mig! Nu er jeg kommet dit hvor De hele tiden har været. Jeg føler mit legeme som et smertende panser, tiden som et rindende, enerverende vanvid hvorfra det gjælder at kunne befrie sig. Og denne Deres store, guddommelige evne — til selvbefrielse — har jeg foragtet! De var _død_ der paa podiet i Paris, vidunderlig befriet fra legeme og tid, hverken Deres hjerte eller timeglassandet vedkom Dem længer, De var et stykke _evighet_. Som jeg var det i Deres arme der paa det lille, sorte tjernet. Herregud, menneskene stakkar, de tænker sig evigheten som en fortsættelse av tid, fremtid! Og deres salighetsbegrep er ingenting andet end en evig og rikelig fortsættelse av de timelige gode ting, mat, drikke, klær, sko ogsaa videre. Meninsky, De og jeg vet bedre! Og hør nu, vi skal _dele_ indholdet av Deres flaske! Der er nok til os begge. Skulde musikken og søvnen — som alle andre laster — tilslut svigte Dem, saa vil en eneste draape av Deres fluidum frelse Dem. Og skulde kjærligheten og smerten ophøre at være _mine_ midler, saa vet ogsaa jeg raad. For dø vil vi, ikkesandt? Døden er livets eneste mening. Hvor blændende klart jeg ser det nu! Og hun faldt i tanker og sovnet med dem. Meninsky listet sig stille ut. * * * * * Men nogen dage senere kom hun springende mot ham nedover trappene. Han gispet av forbauselse. — Hei! ropte hun, akkurat Dem er det jeg søker. Førstemand ned til Templet! Og hun grep ham om haandleddet og rev ham med som en hvirvelvind. I et hjørne av veien løp de paa en ung dame med en liten hund i baand. Meninsky kom i fuld fart like mot baandet, snublet i det og hadde nær væltet baade damen, hunden og sig selv. Men Run Bates holdt ham oppe med et jerngrep. Den unge dame overtok farten, som vetskræmt satte hun avsted opover veien og hverken hendes eller hundens ben saaes at berøre singelen. Run Bates og Meninsky fortsatte i et meget bremset tempo, de kom makelig spaserende og i dype tanker ned til «Templet». Det var en liten bambuspavillion med en statue av den japanske lykkegud Ebisu. Pavillonen laa like ned i vandskorpen av en liten firkantet svanedam, den var bare adkommelig fra vandet over et par store flate stener, der var ogsaa anbragt et «naaleøie» hvorigjennem først Run Bates og saa Meninsky alvorlig krøp paa alle fire. Men omsider sat de ved siden av hverandre paa det øverste av templets fire lave trin. Ebisu blikket diskret men alviderisk smilende over deres hoder ut paa svanene i dammen. — Er De frisk igjen? sa Meninsky. — Ja, sa Run Bates. Professoren sier jeg kan leve længe, i ti, tyve, tredive aar. Der er ingen fare for vatersot. — Men hjertet? — Hjertet er elendig. Jeg maa være _forsigtig_. Men De kan tro jeg skal være forsigtig! ropte hun. Saa kjendte hun undersøkende paa sin venstre side. Ganske normalt, nikket hun. Der maa nok andre springmarscher til. Og jeg er ikke spor forelsket idag. Endda _hun_ kom iveien. Da Meninsky saa ubegavet ut, smilte hun og fortsatte: — Forstod De hvad jeg fortalte Dem sidst? At jeg elsket Dem? Nei, jeg var Dem vel som ellers for broget. Jo, Meninsky jeg elsker Dem og jeg har elsket Dem hele tiden. Nu skal jeg fortælle Dem det omstændelig og saa enkelt jeg kan. Og hun satte sig rigtig godt tilrette der paa trinnet i det gule eftermiddagslys, og paa den brogede bakgrund av iris og orkideer. Jeg forstod det jo aldrig, sa hun paa sin intimeste maate, jeg forstod aldrig nogensinde _virkeligheten_, ser De. Det at jeg elsket Dem og simpelthen ønsket Deres favntak blev billeder, billeder — som bevisstheten om min egen realitet altid blev bobler, bobler, et helt skum! Jeg saa Dem der paa den koncerten og blev forelsket i Dem, ganske rigtig som De selv allerførst formodet. Men jeg trodde for fast paa min overmenneskelighet til at begaa noget saa normalmenneskelig som en forelskelse! Aa, jeg gik som i en rus fra koncerten. Jeg sat oppe i en stol og drømte om Dem hele natten. Og feberen var paa sit høidepunkt da jeg næste morgen saa Dem paa stationen. Jeg _maatte_ jo følge efter Dem. Der paa dækket var det som at stirre ind i selve solen. Deres merkelige øine — —. Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg kunde dødd av skuffelse. Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det. Saa ganske anderledes var De end jeg hadde forestillet mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne Dem efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at De var Dem selv og er vedblit med at være det. Det er _Dem_ jeg elsker — ikke Paviere. Aa, som jeg elsker Dem, sier hun tungt og bøier hodet og tier. Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs. — Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter hun modig, _ikke et øieblik_! De er som Pantheismens gud i alt hvad jeg ser og sanser. De strømmer gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit hjerte som en igle og er ved at tømme det. Det er De som gir mig aandenød, Meninsky! Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot ham, kan De elske mig? Ja, for _De_ er mig jo midlet til befrielse fra materie og tid. _De_ er min smerte og _De_ er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme til at leve i al evighet. Vil De gifte Dem med mig? Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi ham tid ved at fortsætte. — Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være Deres middel. Jeg vil ikke konkurrere med musikken, jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med mig skulde jeg skaffe Dem verdens kostbareste og bedste flygel, ja et helt orkester av verdens største kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave. Jeg er rik, sukker hun. Meninsky tier fremdeles. — Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt mand. Vi kvinder er nu engang slik beskafne at vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker Dem med en tispes trofasthet. — Hvad? sa endelig Meninsky. Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær væltet Run Bates ned fra hendes høie, sikre stade. Hun tok som svimmel for sig i luften. — Hvad? sa hun bare. — Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter usigelig brødebetynget sit hode. Slik sat de længe. Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den store mørkerøde orkidee hun sat med, hun bøiet sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over ansigtet og sat omsider befriet. — Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun sin guldbroderte, store væske. Vel, sa hun, saa la os skride til handling! Og der sat hun pludselig med to smaa flasker og tømte indholdet fra den ene over paa den anden. Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte gjentagende gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels draape mer paa den ene end paa den anden. — Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken. Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han aldrig hadde hørt før, saa haard og farveløs som staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev blank i blikket. I sidste liten reddet hun sig. Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast. Adjø! Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og flau som en vaat hund ned de fire brede tempeltrin, han balancerte henover de par store flate stene i vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet og blev omsider borte mellem buskadset paa stranden. Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op av sin taske. Et litet speil. Hun var ikke fornøid med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet hun paa haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen hun hadde fingret med var vissen, hun plukket en ny hvit en og satte den ved øret. Saa ordnet hun foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler og var færdig. Flasken staar godt korket ved hendes føtter. Hun tar den fort op og lukker den haardt inde i sin haand et øieblik. Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den grønne mur av trær omkring den, paa himmelen og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst. Langsomt sætter hun derpaa flasken for munden og drikker, snur sig rolig og vender sig mot Ebisu. Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens føtter. Hun falder ned paa den og gjemmer sit ansigt i sine hænder mot Ebisus fang. Slik blir hun liggende. Slik finder Meninsky hende da han ti minutter senere hæsblæsende kommer styrtende tilbake. Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden av hende. Hun vender et rødmusset søvnig ansigt mot ham og ser ubehagelig overrasket ut. — De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir endda mere forbauset. Er jeg ikke død? sier hun. — Kjære, roper han, De kan ikke dø av de draapene, det er jo vanlige tanddraaper, men de er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og griper begge hendes hænder, De er et barn, miss Bates, et stort, bedaarende naivt barn og jeg elsker Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket Dem hele tiden og jeg kunde myrde mig selv for min maate netop. Kan De tilgi mig? Jeg elsker Dem! Og han river hende til sig og faar hendes ansigt under sit. Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun stemmer begge sine smaa hænder mot hans bryst og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i dem at han tumler langt henover gulvet. I et eneste øieblik stirrer hun ham stort og stivt av angst i øinene. Og saa er det hun som gaar. Hun springer! Trappen tar hun i et sprang, stenene tar hun to og to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet spruter. Der er en endda vildere rædselens fart over hende end over piken med hunden, det er som alverdens farligdom er i hælene paa hende, hun lægger haken ned paa brystet og flyr, flyr! * * * * * Saa skal Run Bates reise. Det er blit høst paa et par nætter. Det suser dumpt i parkens luende løv og uler uhyggesvangert om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer ut fra vestibulen. Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der tæt indved den blodrøde vildvin paa væggen. — Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde jo si adjø. — Jeg har ikke set Dem siden — sier han. — Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg har hat en vanskelig tid, jeg har det fremdeles ikke godt. Jeg antar jeg er undfanget for min tredje fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun sukker. Hun er i den samme habit han først saa hende i, den svære hvite hermelinskaape og den lille babyhat med det flagrende baand. Men ellers er der liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates dengang. Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige maate, om jeg ikke er ved at vende tilbake til naturen? Til min oprindelige tilstand, den før min anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den første og egentlige Gudrun Haavaldsen. Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt som _De_ er av mig, Meninsky! Og det er et av tegnene paa gjenfødelsen eller naturtilbakevendelsen at jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et øieblik har levet i nuet, men i _fortiden_. Min erindring, som har ligget ubrukt saa længe dukker pludselig op, uthvilt og energisk, jeg forsikrer Dem jeg har gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange række daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til ende. Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og «idiot»! Men hvor _De_ var et akustikfrit rum, Meninsky! Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at _tænke_ paa alt det jeg har sagt! Jeg skriver til min forhenværende forlovede idag. Jeg vil meddele ham den dundrende fjasko mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg vil spørre ham om han kan tænke sig større tragedie end at følsomheten blir sentimentalitet og bevisstheten analyseringsmani. Og jeg vil fortælle ham at min sidste og tydeligste erindring fra min «aksetilværelse» var _virkeligheten_ og at den var ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke til at opleve! Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres tanddraaper. Hvis jeg nu — hvad jeg næsten er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet, vil intet ydre apparat være nødvendig for det jeg fremdeles tror er livets mening, _døden_. Jeg vil kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg er uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver ikke engang sætte mig ned og lukke øinene for at undslippe tiden og materien, nei, jeg kan staa og gaa, ja _springe_ i det vanskeligste terræng og være deilig avdød. Takket være min glycerin, forstaar De. Gudskelov for at der ikke gik trold i ord dengang jeg bad den draapen De vet, om at tørke! Da vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat og bitterhet mot Dem, jeg vilde lavet øieblikket om til en evighet av vilje til glemsel, jeg vilde opkonstruert mig nye og uforgjængelige realiteter og levet ulykkelig hele mit liv. Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel, avleverer Dem min ugjenkaldelig sidste lange egotirade og er straalende lykkelig over at kunne gjøre det. For med Dem vender jeg virkeligheten for altid ryggen! Jeg tar bare med mig min drøm om Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil jeg kunne dø med utallige gange. _Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet. Jeg vil ha oplevelserne foran og efter selve oplevelserne igjen og jeg vil glemme at jeg nogensinde har mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil jeg prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue andre, fordi jeg nu har lært at jeg da bare støter paa mine egne grænser — som ikke er, fordi jeg er grænseløs!_ Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig av hendes hode og avsted efter baandet. Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting igjen av hans vanlige udadlelige frisyre, det feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar, der pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned i nakken, falder ham nu i komiske tuster ned paa haken. Forgjæves stryker han det gang paa gang tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut opgi det. Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur. — Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for samværet! Gud velsigne Dem og Deres daadyr, det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er saa ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme om dere to. Bare jeg nu visste hvordan jeg skal faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier hun med sit gamle overvældende smil, hvor jeg føler mig som et foster! Adjø, adjø! Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe, kommer der noget susende i luften ovenfra, noget tungt, tungt. I næste øieblik styrter Run Bates til jorden, med ansigtet ned, rammet i hodet av en taksten, dræpt paa stedet. Da Meninsky knæler ned ved siden av hende og løfter op hendes døde ansigt finder han hendes glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som om hun skal til at si: Nei, var den allerede der — katastrofen? Gudskelov! Ende! Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha «talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv. Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en «epilog». En historiens historie. Denne: Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det eneste som betyr noget i den vide, vide verden. Men ak, allerede paa baaten nedover _traf jeg en mand_. En skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X — som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten». Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du, efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit _eget_ ved siden av _dit_ og i forhold til _hans_, des mere anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for en — _idiot_! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham litt den dag i dag. Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten, frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til _mig_ i min paatagelighet og uomtvistelighet, men til min _rolle_, en omstridt digters uvirkelige fantasifoster! Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem fulde døgn. For der visste jeg jo _du_ elsket mig og vilde mig det godt, der elsket _jeg_ pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ...