Part 5

— _For_ Dem, nytter ikke. _Paa_ Dem maatte det jo først bli. Men jeg peker ikke mer paa nogen for nogen. Det gjorde jeg engang. Jeg peker bare for mig selv nu. Men vil De høre en historie?

Og hun er lys og senil i stemmen som et barn der spør: Skal jeg fortælle et eventyr for dig?

Historiens titel er «Boblen», begyndte hun. Det er en banal titel og selve historien er endda banalere. For hvem har ikke sammenlignet sin kjærlighet med en skimrende skjøn og forgjængelig saapeboble?

Naa, men pointet her er _pekingen_. Jo, jeg elsket altsaa — engang. Ingen har elsket større, varmere, ubegripeligere end jeg. Og jeg pekte og sa: Dette er dig, slik er du, det er du — aa, alt det skjønneste og deiligste jeg visste, alle eventyr og al uvirkelighet og hvor mine ord var mig fattige og utilstrækkelige! Jeg pugget konversationsleksika og tydde til fremmede sprog for nogenlunde at faa uttrykt mine følelser, men punkterne for min pekefinger blev legio, jeg stred saa sveden dryppet og rak ikke med og var usigelig lykkelig, jeg svælget og fraadset i skjønhetsaapenbaringer og følte mit eget selv bare som et hemmende panser for min fantasi.

Ja, slik blev jeg, som jeg har fortalt Dem før, tyve aar.

Men da kom der en dag, en dag jeg var som mest svimmel av min egen intethet, en pekefinger, en fremmed, en tredjes pekefinger og pekte paa _mig_.

Du, sa den. _Du_ er det! Det er jo dig selv! Du er selv alle eventyrene og hele deiligheten! _Du er_ simpelthen _draapen hvorav den vidunderlige boble bestaar!_

Slik, Meninsky, gjorde jeg mit eget bekjendtskap ved en fremmed pekefinger og som De daglig ser underholder jeg forholdet ved selv at peke paa det. Aa, De kan tro det var en underlig stund da jeg allerførste gang merket mit eget hjerteslag i stilheten, det var saa overvældende uvant, det skræmte mig slik at noget gik istykker i det, en av klaffene lammedes av forbauselse og er lam den dag i dag.

Og Run Bates blir sittende og likesom lytte efter den lille lamheten i sit hjerte.

Meninsky gjærer med et spørsmaal, han har det paa læberne flere gange med aandedrættet og alt i orden, men stadig undslipper det ham.

— De forstaar, sier da Run Bates midt i et av hans dobbeltaandedræt, min elskede var en kvinde. Kjærligheten altsaa bare venskap. Pekefingeren var min forlovedes.

Meninsky aapner munden, men igjen kommer hun ham velvillig i forkjøpet.

— Nei, sier hun, han fik mig selvfølgelig ikke. Det var dumt av ham at kalkulere mig og gjøre mig saa uttrykkelig bekjendt med værdien!

— De elsket ham ikke! faar Meninsky endelig anbragt.

— Jo, i den tiden jeg bare var skal, med indmaten placert i min veninde, det tomme kar, tiltaltes jeg av likheten mellem ham og mig, hulheten. Men da jeg hadde samlet mig selv ophørte jo sympatien øieblikkelig og — gjensidig, naturligvis.

— Det er forfærdelig vanskelig, sier Meninsky med smertelig sammentrukne bryn, men er ikke historien den at De hadde en veninde hvis fortrin De overdrev til Deres forlovede som blev jaloux og fandt sig beføiet til at retlede Dem?

— Gjerne det, svarte Run Bates, og nu belavet hun sig paa at gaa over til noget andet.

Men Meninsky, ifølge sin makelige natur, blev helst hvor han var.

Han spurte om hun var sin forhenværende forlovede taknemlig for pekingen.

— Selvfølgelig, svarte hun let, han er jo saa at si min anden skaper. Jeg vilde levet og dødd og blit begravet uten nogensinde at ane min egen realitet uten ham. Og ikke bare min egen men alt og alles. Jeg lærte tilslut at en sten virkelig er en sten. Men det skal jeg fortælle Dem en anden gang.

— Jamen, sa Meninsky, hvordan aner man sin egen realitet?

— Ja hvordan? sa Run Bates og hun saa virkelig ut som om hun ikke visste det.

* * * * *

I forbindelse med en flek paa hendes kjole faar han en anden gang forklaringen til den graa strieputen i hendes divan.

— Har De ikke lagt merke til at jeg aldrig er rigtig ren? spurte hun. Aldrig. Det kommer av min oprindelse. Jeg er som magnetisk for lort. Jeg maa bytte undertøi hver eneste dag. Mine kjoler er bare friske en times tid. Jeg kunde trænge at vaske mine hænder hvert femte minut.

Jeg har fundet ut at smutset kommer _indenfra_. Fra blodet!

Jeg er født i et skiddent arbeiderstrøk av en storby, forstaar De. Min far var altid sotet og min mor aldrig ren, jeg forsikrer Dem, min mor var det skiddenfærdigste i verden. Hun badet ikke i alle de aar jeg levet sammen med hende og det var tyve. Hun _stinket_ — en stram, sur, besynderlig lugt som jeg har fundet igjen paa alle strøk av kloden hos fattigfolk. Hun fik et barn hvert aar. Og skidden var hun da hun undfanget dem, skidden mens hun gik med dem og skidden da hun fødte og ammet dem. Maa der ikke komme smuts i slike barns blod? Jeg er absolut fuld av lort indvendig. Under min første tid i Hollywood badet jeg som en gal, mit badeværelse var for mig i et helt aar indbegrepet av highlife, jeg levet omtrent ikke utenfor det, men tror De jeg nogengang opnaadde at føle mig ren? Nei. Mine porer proppes _indefra_ efterhvert som jeg frotterer dem. Det er sandt!

Jeg er ogsaa forfærdelig utsat for utøi, jeg kan ikke opholde mig to minutter i en trik eller en menneskesamling idetheletat uten at føle at loppene anfalder mig som en lækkerbisken, mit store hestetaglhaar har været min fortvilelse fra barnsben av, det har været fuldt av lus de hundrede gange — og nu skulet Run Bates fort hen paa Meninsky som med armene lænet mot den lille japanske bros skrøpelige bambusrækverk stod og stirret paa det sorte, sagte glidende aavand under dem.

Ha, sa hun da, nu tror jeg sandelig allikevel at sfinxen grøsser, hvad? Det rykker forræderisk i Deres næsefløier!

— Ja, Meninsky, _De_ er det reneste jeg vet. Og De er undfanget og født og ammet av en usigelig ren mor, aa jeg aner hvor hun var lækker og appetitlig og deilig!

Og hun gaar lidt fra ham for at faa overblik.

— Der De nu staar mot det mørke vand, sier hun, og hæver sine hænder som holder hun en palet i den ene og en pensel i den anden, er De en aapenbaring av renhet og lys, De er _blændende_ som jeg har tænkt mig Kristus være det, det smerter synsnervene at utsættes for Dem! Deres haar er jo selve solskinnet materialisert og de komisk lange, hvite øienvippene Deres, — jeg kan forstaa at verden maa te sig anderledes for Dem end for mig, betragtet gjennem slik en blendende ramme!

Og saa knipser hun med fingrene i veiret, som har hun noget nyt.

— _Lyset_ er hele hemmeligheten med Dem! ropte hun. Det var lyset og ikke mørket De koncentrerte i Paris! Det var De som brandt og ikke himmelen der paa Ararats bjerg!

De er selv saa fyldt av lys og flammer at verden forekommer Dem en askehaug!

Meninsky rygger uvilkaarlig tilbake som for et angrep, hurtig finder han sit lommetørklæ og pudser sin næse med brask og bram. Han har høsnue, er virkelig sterkt forkjølet.

Og Run Bates slukner. Da han endelig lægger lommetørklæet ned skal ingen kunne se at der nogensinde har været lys i hende. Hun bøier hodet stille og lukker øinene. Da hun igjen aapner dem opdager hun en liten snegl paa vei mot en oase graa paddeblade paa broen.

— Ha, ler hun da igjen og peker, der er jeg og der er virkeligheten! Det gaar smaat men det gaar! Vogt Dem! _Jeg gir mig ikke_ før jeg har ført Deres mysterium ind i klarheten, før jeg har analysert det ned til det aller haandgripeligste lille stykke virkelighet. Det er en sidste haardnakket dyst med mig selv, forstaar De, mit gamle, formaalsløse, fantastiske, leveudygtige selv. Lykkes jeg ikke mens De er her skal jeg forfølge Dem jorden rundt, De skal aldrig ha fred for mig saa længe De lever og heller ikke hinsides. For jeg _skal_ frem til virkeligheten, og De er min eneste hindring, Meninsky, De staar som en kinesisk mur og stænger mig veien og utsigten.

Men bare vent.

* * * * *

Og hun forfølger ham.

Han gjør sig liten, dukker hodet ned mellem skuldrene og krøker knærne, han skifter ham flere gange om dagen og snur ryggen til. Men hun finder ham. Hun gaar ustoppelig videre med sin psykiske forskning, hendes energi er vital og hendes opdagelser utrolige.

Hver gang tror hun at ha naadd det endelige resultat, men hver gang gaar hun igjen videre. Av og til slaar hun to fluer i et smæk.

Som en eftermiddag ombord i en vindstille seilbaat langt ute paa sjøen. Der sat hun med sine vaakneste øine og fortalte ham at hun aftenen i forveien hadde staat ytterst ute i et skogholt og set ham komme gaaende ute paa markene. Han hadde vokset fra en prik av helt ute i horisonten, han var saa fort blit større og større, tydeligere og tydeligere, hun hadde ventet og godtet sig og smilt og tænkt at slik, akkurat slik var situationen: om en stund vilde hun kunne tælle hans øienhaar!

Men saa var der hændt noget. Der var pludselig kommet en taake seilende, en tæt, hvit damp rullet avsted henover markerne imot ham, det lignet næsten et krigersk gasangrep. Og der hadde hun saa staat og set ham forsvinde like hurtig som hun hadde set ham komme, han passerte hende paa etpar skridts avstand, hørlig aandende men komplet usynlig. Og hun var blit saa bedrøvet.

Der hadde hun jo symbolet! _Avstanden!_ Hvordan kom hun nu videre? Avstand, usynlighet, ulegemlighet — hvad satte man op mot slike ting? Igjen undslap han hende.

Men igjen fandt hun sig selv igjen.

For hun var kommet til at tænke paa steppen! Paa Rusland! Paa hvad Tolstoy sier om russerne: avstandsfolket, de ensomme, ubegripelige.

Han, Meninsky, var jo russer. Paviere var franskmand.

Der hadde hun det!

Paviere var livskunstneren, Meninsky selve leveudygtigheten.

Og simpelthen hans fremmede nationalitet, hans slaviske racepræg var det som hadde git hende det sterke indtrykket av personlig egenart. Han var som millioner russere, men fordi den russiske hverdagslighet var hende saa fremmed, hadde hun tat den for individuel originalitet.

Slik gik det naar man som hun var saa fortvilet fuld av glycerin! Der hadde han først været eventyret virkeliggjort for hende og saa virkelighetens eventyr. Endelig viste han sig at være Kolombi egg. Hvad der videre kunde komme av det egget, se det turde hun med sit kjendskap til sig selv ikke svare for.

— Men jeg skal nok efter hver himmelfart vite at plaske til jorden igjen og forhaapentlig blir faldene kortere og mindre smertefulde for hver gang, dennegang var jo bare en fornøielse, sa hun.

Og hun bøiet sig frem for at smile godt til ham.

Da saa hun at han sov og at han hadde sovet længe. Han laa paa ryggen med ansigtet ret mot solen, det var blekt og koldt som ellers og fuldt av hat.

Run Bates la roret op i vindstillet og bøiet sig tæt over ham. Længe sat hun og stirret. Det saa ut som om hun talte hans øienhaar, der lange og skinnende lyse laa helt ned paa hans glatte fine kind. I søvne gjorde han en grimase som om noget smertet ham.

Da trak Run Bates sig endelig tilbake. Og da graat hun. Lydløst bøiet hun hodet og lot hun taarene sagte dryppe sig ned i sine hænder som i en skaal.

* * * * *

Capranola rødmer av roser. De gror vildt over hele øen, de fylder vældige bed, de danner hækker ved veiene og espalier paa murene. Der staar en rød og søt os fra dem dag og nat.

— Nei se, sa Run Bates om en stor, skjøn La France, den vil visst ikke? Den vil virkelig ikke! Se, hvad gir De mig?

Det saa virkelig ut som om rosen ikke vilde begunstige bien som sværmet om den. Den avviste den gang paa gang. Run Bates hadde staat og iagtat fænomenet en lang stund før hun viste det til Meninsky. Og nu stod de sammen og betragtet scenen som blev mer og mer spændende. Biens ihærdige og utrættelige bestræbelser nyttet ikke, rosen vilde ikke.

Til en begyndelse var dens plastik koket, yndig og indtagende, den bøiet sit skjønne hode undav, den blusset og sitret og _beklaget_. Og saalænge var biens manøvrer store og ridderlige. Men saa blev rosen støtt ved dens uforstand, den blev braa og bestemt, gaa væk! Brrrr, mente da bien som den drevne forfører han var, faar vi ta tiden til hjælp, haster ikke, jeg kan vente. Og den tok et par hurtige avstikkere til andre roser i nærheten. Men stadig kom den igjen.

Da fik rosen en genial ide, kvindernes evige.

Den graat!

En stor, tung taare trillet den ut mellem bladene og ret over bien som halvdruknet og ør av raseri og skuffelse kom til at svirre om sig selv i luften en lang stund. Da endelig grep den til retrætten.

— Det var mig noget til rose, sa Run Bates, det var saamen en dame med dyd!

Men ikke før hadde hun talt ut før der imidlertid var en ny bie, en lidt mindre, følsommere, finere. Og dennegang skjedde det, miraklet, midt for Run Bates og Meninskys interesserte og ublue øine.

— Jaja, sa da Run Bates slik er vi kvinder. Det maa være den rette.

— Sier De det? sa Meninsky.

— Ja, i motsætning til dere mænd! Og hun holdt sin høirøde parasol op som en fane idet hun satte sig i bevægelse. Det er naturligvis overdrivelse at en kvinde bare kjender sit kjøns krav naar hun elsker. Men det absolutte, unegtelige faktum er at hun ikke kan lyde det kravet uten at elske. En mand begjærer en kvinde før han bryr sig saa meget om hende at han kan ofre sin lillefingernegl for hende, mens en kvinde aldrig begjærer paa den maaten før hun elsker en mand slik at hun kan gi sit liv for ham. For hos os gaar kjærligheten akkurat den omvendte vei av manden, nemlig fra sjælen til sanserne. Og dette er netop den store ulikhet mellem kjønnene, den som altid forvolder striden.

— De har da ikke stridt? sier Meninsky.

— Nei, for jeg har ikke elsket. Da jeg giftet mig trodde jeg at jeg gjorde det. Men det gik hurtig op for mig at det ikke var for min mand men for kjærligheten jeg næret kjærlighet.

— Har De været gift? spør Meninsky og glemmer at sætte det ene ben foran det andet av forbauselse.

— Ja bevares, ler Run Bates under parasollen og lar ham staa. Jeg _er_, sier hun da han er paa siden av hende igjen. Jeg gidder ikke skilsmissesludder. Og hverken min mand eller jeg kommer til at gifte os igjen.

— Hvordan vet De det?

— Fordi han er for skuffet og jeg for forventningsfuld. Jeg er nemlig fremdeles forelsket i kjærligheten og venter mig store ting av den. Men ikke malplacerer jeg den mer i nogen mand, det kan De bande paa.

— Hvor placerer De den da?

— I allivet! Aa, jeg elsker, elsker, elsker! roper hun med parasollen høit i veiret — luft, blomster og trær, solskin, regn og sne, godhet, slethet, klokhet og dumhet, fuglekvidder og tygging av ristet brød og røde parasoller og den cigaretten De røker og hvite øienvipper og _alt_!

Hun blir ganske anpusten og maa stanse og trække veiret og le.

— Ja, det var meget til kjærlighet, sier han. Men er Bates Deres mands navn?

— Ja.

— Og Haavaldsen Deres pikenavn?

— Netop. Og Run er en engelsk forkortelse av Gudrun.

— Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn?

— Nei, norsk.

— Norsk?

— Javist. Jeg er født i Kristiania, vet De ikke det?

— Nei, Meninsky stryker sig betuttet over haaret og vet ikke det.

— Jeg har hele tiden tænkt mig Dem — eksotisk?

— Tak, svarer Run Bates og plukker en deilig, halvutsprungen mørkerød rose fra nærmeste busk, men jeg er glad for at være norsk.

Og hun snuser hørlig til rosen, tar ham i armen og trækker ham ind under parasollen og gaaende langsomt deklamere hun noget paa et sprog han ikke kjender og aldrig har hørt før.

— Det var en norsk, versificert kjærlighetserklæring, sier hun forventningsfuldt. Men han ber hende ikke oversætte.

* * * * *

I en gylden ring hang en kakadue og pjutret, og ret under stod Run Bates og læste et brev. Det var i et karnap med et perleforhæng med egyptiske skrifttegn, og Meninsky stak hodet ind mellem perlene og ønsket godmorgen.

— Godmorgen, De hieroglyf, sa Run Bates, nu kommer jeg straks, træd indenfor saalænge. Og hun læste videre i sit brev.

— Det ser ikke videre spændende ut, sa Meninsky om det.

— Nei, svarte hun, det er fra min mand og bestaar av punktumer.

— Naa? sa Meninsky.

— Ja, for som De er bare spørsmaalstegn var min forlovede bare et utropstegn og er min mand bare punktumer.

— Spørsmaalstegn?

Run Bates brettet sammen brevet, puttet det tilbake i konvolutten og rakte kakaduen et stykke sukker fra en skaal i vinduet.

— Ja, sa hun og børstet av sig en sukkersmule som kakaduen spilte paa hende, præsterer De andet? Har De levert mig en eneste tankestrek for at si et utrop? De bare spør De.

Pjutt, pjutt, sa kakaduen.

Men da ristet Run Bates beklagende paa hodet til den og forlot den.

— Ja, min mand er et punktum, fortalte hun Meninsky som fulgte hende ut gjennem hieroglyferne. Stille, rolig og vægtig avsluttende, alt jeg gjør er godt, punktum.

De gaar over et vældig gulv av glasmosaik. Run Bates stanser midt paa en kolossal blaa porcelænsblomst, hun staar midt i dens ottekantede, grønne frøhus og er dens ene levende, gule støvdrager. Meninsky stanser et stykke fra hende, med hænderne i jakkelommen og hatten i nakken, avventende.

— Og, min forlovede var et utropsregn, sa Run Bates og plukket ved sin ene lillefingernegl, aa som han ropte og skrek sig hæs. Han citerte Goethe og Spinoza og Kant og Nietzsche og Ruskin og Darwin forstaar De, og essensen av det hele var et befalingsbrøl til mig: _LEV!_

Lev, lev, lev, rullet ekkoet indigjennem de mange tomme saler. Run Bates lyttet og lo.

Med andre ord: staa ikke der og inbild dig at en mand er en bie, en mand er en mand og nogen gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at De var en bie har jeg heller aldrig indbildt mig, selv om jeg var en hundredobbelt rose, sa hun til Meninsky og steg endelig ut av fabelblomsten.

— Hvorfor giftet De Dem ikke med ham som var Dem en saa glimrende lærer, spurte Meninsky da de kløv gjennem et vindu ut i haven.

— Netop fordi han var en saa glimrende lærer, kjære. Han ropte: snak! Og jeg snakket saa han maatte tie og ingenting mer fik lært mig: Han skrek: Gaa ikke her og fantaser men foreta dig noget! Og jeg gik fra ham. Men jeg adlød ham fremdeles, jeg adlød hans ekko, jeg ledte og ledte efter «livet» og fandt omsider min mand, som er et punktum.

— Er da livet et punktum? sa Meninsky.

— Ja, ifølge min forlovede, svarte Run Bates. Og det har jeg trodd til nu. Men nu begynder jeg at spekulere paa om det ikke er et spørsmaalstegn, sa hun og stanset og saa paa Meninsky. Men Meninsky gik paa, og han vilde ikke snu sig. Hvertfald er _virkeligheten_ ikke noget punktum, sa hun da.

Og de gik begge videre, og han spurte og hun svarte.

Han spurte hvad hendes mand var og hun sa filmsregissør. Han spurte om hun selv hadde filmet og hun sa nei, utstykning av egenart i detail var ikke hendes sak, merket han ikke daglig hvor hun utleverte sig engros? Ingenlunde følte hun det som en mission at la en verden gjøre sit bekjendtskap paa skrømt, da levet hun heller robinsonadisk paa Capranola og lot ham ene menneske lodde tilbunds i sig. Han beklaget da hendes paastand at han var saa uten lodderemedier. Og hun lo og sa at dersom han hadde en anelse om for værdier der laa sanket paa bunden i hende saa skaffet han sig nok remedier, men desværre hadde han jo heller ikke fantasi. Og han spurte videre om livet i Hollywood og husket at den fremherskende farve i hendes divanpute var rødt og om det skulde bety at det var erotisk? Ja, sa hun da. Min mand er selvfølgelig min elev i min forlovedes lære. Kjærlighedens frihet er den nødvendige følge av individuel frihet. Hvad der gjælder i erotikken er følelsernes skiftende spil, bare ved at følge sine egne drifter er man sig selv tro og altsaa i ordets egentlige forstand moralsk. Jo, livet i Hollywood hadde været meget erotisk. Men om hun ikke hadde barn? Nei visste han hvad, var hun ikke midt inde i sin egen opdragelse, var hun ikke selv ganske nyfødt? Hun var ellers ikke av de kvinder der paa liv og død maatte _fortsætte_, tvertom tiltalte tanken at være _avslutning_ hende, summen, facit. De fineste frugter var uten kjerner, visste han vel? Og var han opmerksom paa hvor det var en ny og skjæbnesvanger tanke for en kvinde? Hu! Den er opstaat av min merkelige hukommelse av fysisk smerte, sa hun, hvis kvinder var istand til at erindre sine fødselsveer, saa fødte de selvfølgelig ikke mere en den gang, og var de blit tilstrækkelig pint hos en tandlæge som jeg, saa fødte de aldrig.

Men da stanset Meninsky, da tok han begge hendes hænder i sine og klemte dem saa haardt at det gjorde ondt, og da han talte var hans stemme ru av bevægelse.

— Hvor De er uansvarlig paradoksal, Run Bates! sa han. Jeg har været i krigen, jeg har været saaret og lidt helvedeskvaler, men det vet jeg da at jeg gjerne led det altsammen ti gange om igjen for at ...

Men her blev han avbrudt. En liten sortoghvit terrier med blaa sløife i sælen kom stormende mot dem, den klippet Meninskys vældige indlæg tvert av ved at hoppe helt op paa hans mund, og Run Bates’ elskværdig lyttende uttryk gik over i en dyp panderynken.

For inde fra buskadset skingret en rasende, ung pikestemme:

— Alex, Alex, Alex, Alex!

Og da terrieren var lusket av med halen mellem benene hadde Meninsky mistet lysten til at tale.

* * * * *

Saa lektes der en aften paa plænen ute under kastanjerne.

Meninsky var blindebuk.

Med det sorte tørklæ stramt for øinene famlet han sig frem over plænen, hvor alle løp tilside for ham.

Han hadde gaat slik længe da endelig Run Bates stod urørlig i hans vei.

Et stort spansk sjal gled ned fra hendes nøkne skuldre da han begyndte at famle ved hende.

Hans slanke, bleke hænder befølte først grundig hendes frisyre. Der var knyttet et bredt guldbaand om den med en stor sløife, han løste sløifen op og knyttet den igjen under selskapets høilydte morskap. Saa fulgte han med den ene haand linjen fra øret ned til skulderen, fik fat i hendes kjoleærme og kløp i stoffet og sa: silke! Videre strøk han ned langs begge hendes arme, tok hende om livet, bøiet sig ned og befølte hendes sko og sa: bittesmaa!

Fremdeles kjendte han hende ikke.

Han rettet sig op og tænkte sig om.

Saa angrep han endelig hendes ansigt. Han tegnet med en pekefinger brynene, han lukket hendes øienlaak, maalte hendes næse, strøk varsomt og venlig henover hendes mund og under hendes hake.

— Nei, sa han raadvild, denne damen kjender jeg ikke.

Idetsamme veiret han noget med sin næse, langet hurtig ut med venstre haand og grep en ung pike ret over haandledet.

— Vera! ropte han.

Den unge pike stod paa tærne og knyttet av ham tørklæet med sine yderste fingerspidser, holdt sig paa avstand fra ham som om han var glødende.

Run Bates trak sit sjal godt om sig og gik uten at si et ord.

Da de næste dag mødtes visste han at det var hende han hadde fanget uten at kjende hende igjen.

— Merkelig, sa han.

— Ja høist, sa hun. Og nu er jeg rasende paa Dem! Jeg er ulægelig, dødelig saaret. Og jeg _gidder_ Dem ikke længer. De er jo simpelthen ikke rigtig? En normal mand vilde jo kunnet lugte mig. Han vilde ropt mit navn paa mange skridts avstand. Han vilde hørt min puls, vilde kjendt mit aandedræt og set en lysning av mig tvert igjennem bindet. Men der stod De og _fingret_ paa mig en halv time.

At De vovet!

Og hun snærret av sinne og saa ut som om hun vilde bite. En rød plet brandt paa hvert kind og munden skalv.

Han møtte tappert hendes blik uten at blunke.

— Ja, sa han, det var en skam. Men De burde da være forberedt — De er da paa det rene med mine sansers ufuldkommenhet ...

Run Bates bøiet hodet og stirret i jorden. Hun trak en ring av og paa fingeren og saa elendig ut. Hun snøftet etpar gange og svælget hørlig. Sat slik en god stund, kom langsomt og møisommelig og ærlig iorden.

Da hun endelig løftet hodet løp der en lysning op i hendes ansigt.

Noget dæmret.

— Forresten ...? sa hun nølende.

Saa var smilet der som et under. Hendes fulde, lakrøde overlæbe gled væk fra tænderne og blottet dem skinnende vaate og feilfrie helt ind til den inderste jæksel, det var det mindst forbeholdne smil som er smilt av en kvinde til en mand.