# Skum ## Part 4 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/skum-77368/index.md — Jo, en veninde av mig, en engelsk officersfrue som har levet nogen aar derborte nu, skrev for en tid siden en liten pudsig historie til mig. Om en fakir. Hun hadde set ham sitte saan i det hete tørre sandet, som de altid sitter, dag efter dag, i samme forvredne stilling, magrere og magrere, gulere og gulere, mere og mere avskrækkende, et fuldstændig passivt menneske — som De. Men engang møtte hun hans øine, sælsomt sorte, blanke øine. Og pludselig en dag hun var ganske alene i huset stod han paa hendes veranda, bøiet til jorden og bad om en lok av hendes haar. Hun sa nei, men han bad igjen, han gav sig ikke med de svarte øinene sine. Da fik hun en genial ide. Og oppe paa sit soveværelse klippet hun en frynse av en sengeforlægger, frynsen var gul og silkemyk som hendes eget haar, fakiren tok den og takket hjertelig. Hver dag saa hun ham siden sitte og stirre paa noget i sin hule haand, hun mødte aldrig mere hans øine. Men fjorten dage senere da hun igjen var alene i huset og sat paa verandaen blev hun opmerksom paa en underlig lyd ovenpaa i soveværelset, en sælsom tassing og subbing, helt forskjellig fra menneskelige skridt. Døren gaar op og nedover trappene kommer humpende, subbende og raslende — hendes sengeforlægger! Du kan tro den hadde hastverk, skriver hun til mig, du gode Gud som den bugtet sig ivei til den manglende frynsen sin! — Hm, sa Meninsky. Men den fakiren var altsaa ikke uimottagelig for ydre indtryk. — Han var saa ung, sa Run Bates og tømte sandet ut av sin ene strandsko, han var ikke paa langt nær saa gammel og drevet i selvforglemmelse som De. — De mener, sa Meninsky og saa interessert paa at hun tok skoen paa igjen, at jeg ikke kan bli forelsket? Men er ikke kjærligheten netop selvforglemmelse, selvhengivelse? — Oh, sa hun, fra hvilken aargang før syndfloden er De? Jeg har elsket en eneste gang, og aldrig hverken før eller senere har jeg været saa bevisst min egen realitet som da. Man kom og fortalte mig at jeg «gik op i» gjenstanden for mine følelser, man advarte mig mot tapet av min egen personlighet og jeg lot mig skræmme. Nu ser jeg klart at hadde jeg fortsat med at elske vilde jeg blit en ideél egoist. For det er sig selv man elsker i den elskede, det er sine egne feil og fortrin man henholdsvis overser og forstørrer, ikkesandt? — De paastaar mig jo ute av stand til at bedømme det, sukket Meninsky. — Ja, for hvad skulde kunne beta Dem? Hvem kan speile intethet, understreke tomrum og korrigere fuldkommenhet? Nei, den er ikke født som De kunde forelske Dem i, Meninsky. Eller som kunde forelske sig i Dem. Meninsky saa paa hende. — De er en djævel, sa han med stor overbevisning. Jeg begynder at se frem til Paviere! — Og jeg tilbake, lo hun. En av de allerførste dage reiser jeg fra dette sted hvor jeg vet han aldrig kommer. — De vil ut og lete efter ham? Det svarte hun ikke til. Hun sat og skrev med sin pekefinger i sandet. — Tror De paa skjæbnen? spurte han. — Nei, sa hun, paa tilfældighetene. Jeg tok tilfældigvis feil av Deres og Pavieres ryg, og det er udelukkende min egen og ingen skjæbnes fortjeneste at jeg har faat en oplevelse ut av det. — Har De det? spurte Meninsky forundret, meget forundret. — Jaha, sa hun og holdt op at skrive. Istedetfor Pavieres deciderte størrelse til at forstemme mig har jeg jo hat Deres dobbeltdeciderte litenhet til at opløfte mig! Jeg forsikrer Dem, denne følelsen av koloss, av mammut sammen med Dem er udelt behagelig. Han bøiet sig frem og læste hvad hun hadde skrevet. Der stod tre gange Run Bates og tre gange Gudrun Haavaldsen. — Gudrun Haavaldsen, hvem er det? spurte han. Hun bøiet sig forbauset frem og læste og deres ansigter kom meget nær hverandre ved det. Saa løftet hun langsomt øinene med hans eget indolente blik. — Vet ikke, sa hun paa hans svævende maate. Vet De? spurte hun med hans høflige, intetsigende smil. Da lo han. Og han strakte sine ben ut og begravet sine hænder i sandet og sa: — Om jeg nu tok mig voldsomt sammen og skaffet mig lidt ballast fra Dem, og jeg saa blev forelsket i mig selv, i Dem eller omvendt og fik fat i en lok av Deres haar og sat her i sandet og stirret paa den i min hule haand i fjorten dage, — kom De saa? Da reiste Run Bate sig. — Neppe, sa hun. Klip heller en liten tust av Deres eget haar og be Dem selv komme! Saa skal vi se paa det. * * * * * Indenfor sandet taarner klippene iveiret. De skifter farve utover døgnet som gigantiske kameleoner. Om morgenen er de gule som sandet, ved middagstid brune, om eftermiddagen jordbærrøde og efter solnedgang violette eller marineblaa. De var lilla og likesom uldne i konturene den aften Run Bates like efter solnedgang klatret opover den høieste av dem: Ararats berg. Da hun naadde det flate topplataa var der nogen før hende. En mand stod som en silhuet mot himmelbranden. — Meninsky! ropte hun. Men manden rørte sig ikke. Han stod med ryggen mot hende, urørlig som av sten, vældig som en koloss mot den vide, urolige bakgrund. — Meninsky? ropte hun igjen og meget høiere. Stenstøtten stod som før. Da la Run Bates sig fremover og hvisket som for sig selv: — _Paviere?_ Og øieblikkelig vendte han sig som var der blit tutet ind i ørene paa ham. Det var Meninsky. Run Bates satte sig langsomt ned hvor hun stod uten at slippe ham med sine store, forfærdedede øine. Hun stønnet da han kom. — Det er altsaa Dem allikevel, sa hun. — Hvadfornoget? sa Meninsky. — Nu saa jeg det, sa hun og vred hænderne. — Neimen kjære, hvad gaar der av Dem? spurte han, er De syk? — Paa _den_ bakgrunden, sa hun og pekte ut. Jeg saa jo straks De ledet det hele. _Det_ var orkester det, hvad? De var midt inde i symfonien nu, ikkesandt? Verdens undergang? Flammer, flammer. Deres ryg var ganske som i Paris. Og Deres ansigt da De snudde det var Meninskys. Hun sat foroverbøiet i lyngen og rokket med hodet som en gammel kone. — Skal jeg prøve at skaffe Dem lidt vand? spurte Meninsky forfærdet, De har overanstrengt Dem opover! — Jeg ante det jo, fortsatte imidlertid Run Bates i den samme dumpe tone, likheten var for paafaldende! Hadde De allikevel ikke været Meninsky nu da de snudde dem, mumlet hun. Det kunde jo tænkes De i mere end navnet vilde være incognito. Men Meninsky er Deres væsen, Deres passivitet og meningsløshet var ingen komedie. Og hun stønner igjen og kryper sammen om en smerte indeni sig. — Det er, sier hun, og ser op paa ham med et par bundløse øine, som om jeg er faldt ned fra en svimlende høide, jeg føler mig ganske pulverisert! — Skal vi ikke gaa ned, prøver Meninsky forsigtig, her vil snart bli mørkt? Men Run Bates fortsætter med at rokke og vri sine hænder. Saa er det som om hun lytter efter noget inde i sig. — Tænk, sier hun undrende og lyst og et smil blaffer op i hendes øine, jeg tror næsten jeg er ulykkelig? Jeg er ikke istand til at se noget morsomt i dette, jeg er virkelig fortvilet, jeg forsikrer Dem jeg har _ondt_ av lutter bedrøvelse, De skulde vite hvor jeg tydelig kjender at sjælen sitter i hjertet og forstanden i hjernen? Merkelig. Saa _legemlig_ har jeg aldrig tidligere fundet mig selv igjen. — Nu gaar _jeg_, sier Meninsky blidt og besværgende som til et meget litet barn. — Men dette _var_ en skjøn boble, mumler Run Bates, og hvor den var svimlende høit tilveirs! Au, jeg er næsten _tørret_ i faldet. — Kjære, trygler Meninsky, maa jeg virkelig gaa fra Dem? — Ja gaa De, nikker hun. Men hvordan kunde det falde mig ind at De var saa lykkelig? At De var saa usigelig, vidunderlig lykkelig? Jeg vet ingen mindre «lig» av noget slags end Dem. Var De endda ulykkelig ... — Kom nu, sier Meninsky pludselig strengt og tar hende i armen og løfter hende. — Au, roper hun da og tar sig fort til hjertet. Det stak! Som med en stoppenaal? Ja nu gaar vi. Men hun maatte sætte sig igjen. — Jeg er syk, sier hun. Jeg faar ikke puste. Hjælp mig! — Ta Dem sammen, sier han haardt. Men han ser snart at det er alvor. Hun er allerede i vildt slagsmaal med en aandenød. Han maa sætte sig ned og hjælpe hende. Han støtter hende, holder om hende, rister hende naar hun er nærved at gi op. Fraaden staar hende tilsidst om munden og sveden perler i store, tunge dryp fra hendes pande. Det koker i hendes lunger og gurgler i hendes hals, aandedrættet blir borte lange stunder ad gangen og hun blir gul over næsen som et lik. Læberne blir blaa. Tilsidst skriker hun høit ut og besvimer. Han tror hun dør og rister hende i rædsel haardhændt saa hendes hode kommer til at dingle som en tung blomst paa en vissen stilk. Han løfter hendes øienlaak og ser at blikket er ganske brustent, han synes ogsaa at merke at hun avkjøles. Han roper hendes navn gang paa gang. Tilsidst følger han en pludselig indskydelse, legger sin mund ind til hendes øre og hvisker: — _Gudrun Haavaldsen?_ Og miraklet sker. Hun vaakner. Bare et øieblik, men i det stirrer hun ham klart og intelligent like ind i pupillene og et lite flakkende aandedræt streifer varmt hans kind. Da hun igjen mister bevisstheten løfter han hende i sine arme og bærer hende slik til Palazzo Garnese. * * * * * Hun var sterk igjen efter otte dages fuldstændig ro. Da besøkte han hende paa hendes værelse. Det var et stort deilig rum hvor solen spillet ind paa blekede, fantastiske gobelinlandskap og hvor balkondørene stod paa vidt gap mot sommeren utenfor. Run Bates’ divan stod midt paa gulvet, den lignet et blaaskjæl i formen og var fyldt av den merkeligste samling puter under solen. De var av alle former og alle størrelser, der var et myrderi av farver og et virvar av broderi. Materialet var det forskjelligste fra silke og lær til fuglefjær og slangehud. Selv utgjorde Run Bates divanens store og brogede point i et pragtfuldt kinesisk neglige. Tre bittesmaa sølvklokker hang fra en pinne i hendes haar og klang sprøtt bare hun dreiet paa hodet. Hendes haand med chokolademuggen var blit saa hvit og skrøpelig, han tok muggen fra hende og skjænket selv. — Tænk at De bar mig, sa hun da og hendes blik blev saa blaat av undren. Hvor sterk De maa være! — De var saa let, sa han, saa utrolig let. — De hvilte vel ofte? — Ingengang. Jeg var nede paa et kvarter, tænker jeg. Og det var paa høieste tid visst ... — Jeg blev stukket en sprøite, sa Run Bates og satte pekefingeren ved et litet merke paa sin høire underarm. Ja, sa hun og saa ut av balkondøren, det var i sandhet Ararats bjerg. Dit gaar jeg aldrig mer. — Nei, gjør ikke det, svarte Meninsky sterkt. Mellem hver mundfuld chokolade la Run Bates sit hode tilbake mot en stor, indviklet og merkelig applikert pute. Meninsky bøiet sig frem og fulgte en av dens vanskelige konturer med sin ene pekefinger. — Det er livet i Hollywood, sa Run Bates. Broget, ikkesandt? — Jo, sa han, aa, det er sandt, de betyr jo noget alle disse putene? — Allesammen. — De maa forklare dem for mig! — Det vilde være at lægge mit liv aapent for Dem, Meninsky, og det vilde ta tid. Men den pute De selv kommer til at inspirere skal jeg forklare Dem meget indgaaende. — Tak, svarte han. Men er silke og dun da slik bekvem materie? — Uhyre. Men her, sa hun og løftet op en terningformet, graa, kompakt og tung pute, dette er strie og stampelo. Mit barndomshjem. Den er parfymert ogsaa, lugt! Og hun stak puten helt hen i næsen paa ham. Barnevask og stekt flesk, mit barndomshjems atmosfære. Den har jeg tutet mangen en hjemvetaare i, kan De tro. — Og denne? spurte Meninsky med en eiendommelig liten kuleformet pute i haanden. Den var ufattelig let og av et deilig opalfarvet metalstof. — Den er et barndomsvenskap, svarte hun og tok den som ængstelig fra ham. Min første og seigeste illusion. Den største og vakreste _boble_ jeg har præstert. — Gik den til himmels, eller sprak den? spurte han alvorlig. Men da lo Run Bates. Hun la sig godt tilbake i Hollywood-livet og lo saa klokkene i hendes haar slog allarm. — Gud, sa hun da hun endelig sat befriet, hvor mine ord altid høres idiotiske ut i andres mund. Det rene Gaustadprat. — Neivel? sa Meninsky forurettet. — Jo, for ingen aner jo hvad som ligger bak. Der er altid en dyp mening bak alt mit sludder, Meninsky, husk det, glem det ikke! — Ja, nei, svarte Meninsky lydig. Men en boble svæver jo, sa han, hvorfor ikke fylde den puten der med gas og ha den svævende efter en snor her over sofaen? — Da blev den jo en ballon, smilte Run Bates, der er stor forskjel paa balloner og bobler, min kjære. Den er fyldt med kolibridun, sa hun og kastet den til ham, den er let nok. For den er ikke længer nogen svævende boble, den er en vanddraape paa det fasteste tørre, den er _mig selv_! Maa jeg presentere Run Bates! gjorde hun en elegant gest mot puten og solen traf samtidig en diamant paa hendes haand og etpar sølvtraade i puten og slog to blaalige reflekser i kryds over Meninsky. Og De, gik hun derefter over i en ny toneart, ønsker at beholde Deres inkognito? — Ja, svarte Meninsky med et litet shok. — Ja, De er naturligvis her for at hvile Dem. Jeg husker nu at De skyr musikken her, De har visst endnu ikke sat Deres ben i musiksalen, har De vel? Og ikke paa dansegulvet. Jeg kan godt forstaa det. Hvor gammel er De? — Femogtredve. — Og har stridd med musik fra De blev født naturligvis? Stakkars Dem. Jeg forstaar Deres passivitet. Den indgaar i kuren, ikkesandt? De er forbudt indtryk og sindsbevægelser av enhver art? Deres musikmaskineri maa hvile og justeres. Hvor De maa ha fundet mig uforskammet. — Nei, slet ikke, protesterte han. — Jo, naturligvis, lo hun likegyldig. Men aldrig har jeg imøteset en skuffelse med slik angst som denne med Dem, forstaar De — og du gode Gud hvor den ogsaa blev smertefuld! De var hele tiden æsken med det rare i for mig, jeg vilde helst tro De var tom, men ante det rædselsfulde i Dem og vovet aldrig aapne paa laakket — at jeg ikke _døde_ av skræk da laakket gik op av sig selv der paa Ararats bjerg og Paviere sprat iveiret! Hu! Og hun grøsset saa flere puter faldt av divanen og de fik travelt med at plukke op begge to. — Aa, De Paviere, De Paviere, sa hun med sit smil som altid blev overvældende bare ved at hun løftet overlæben bort fra fortændene. Hvad _var_ det for merkelighet med Dem og Deres ryg der i Paris? Men da la Meninsky den sidste av de forulykkede puter kraftig tilrette i divanen, og det var som om han med den hadde samlet et fond av energi nede paa gulvet, for han boret brutalt sit blik i Run Bates’ og sa: — Miss Bates! Jeg er ikke Paviere. Jeg har aldrig dirigert noget orkester i Paris, jeg har aldrig dirigert i det hele tat og der er ingenting merkelig med min ryg, det kan min skrædder overbevise Dem om, han er ganske fortvilet over hvor akkurat jeg passer det banale magasindressnummer seksogfirti. Jeg _er_ Meninsky, og maa jeg be Dem rigtig pent om at faa være Meninsky? Jeg er en elendig banal maddik, jeg er akkurat saa forsvindende og ubetydelig en fyr som De synes, men jeg er _ikke_ Paviere! De faar slaa haanden av mig om De vil, vort forhold av interpreter og elev har været meget behagelig, men kan det ikke fortsættes paa anden maate end at jeg vedblir med at spille en rolle der er mig motbydelig saa ber jeg at bli opgit ... Han skulde sagt mer, meget mer, men fik her et skjæbnesvangert glimt av Run Bates ansigt og blev sittende og gape, kom til at bevæge kjævene op og ned som om han tygget og gav ikke en lyd videre. — Hm, kremtet Run Bates og det var som om hun knurret. Med det fremskudte underansigt, de runde, truende øine dypt inde under den bulkede pande og haaret hængende som lange ører ved tindingene lignet hun en stor, tirret pekingesertispe. — Hm, sa hun. De maa gjerne selv kalde Dem Meninsky og betragte Dem som et færdig avsnit, men mig er De og blir De kun et titelblad, første side i historien om Paviere. Og vær tryg for jeg skal bla videre i den boken! Om De saa skal bli saa overanstrængt at De maa sove hvert femte minut! Nu ser De ut til at ville falde i søvn der i stolen, gjør ikke det, jeg kan ikke utstaa snorking. Gaa og læg Dem og la mig ikke se Dem igjen før De er rigtig uthvilt og taaler en ny dyst, sa hun. Og smilet sat igjen i hendes ansigt og gjorde det menneskelig. * * * * * Et par dage efter laa hun paa maven paa et av loggiatrappens brede, kjølige marmortrin og matet en paafugl. Da spurte Meninsky hvorfor netop den var hendes specielle yndling. — Den er ikke min yndling, svarte hun, tvertom. Jeg har en torn i øiet til den. Den har bedraget mig! Synes De ikke den er liten og falmet og pjusket ved siden av de andre? Meninsky saa efter de tre-fire store, blaa fugle som langsomt og værdig skred nedover plænene. Og han fandt at den hun matet var paafaldende mindre smuk end de andre. — Ja, sa Run Bates, jeg vilde ikke tro mine egne øine da jeg fik se den i fuldt dagslys. Jeg tænkte mig den et fænomen av en paafugl, som et tropemareridt av farver, en nedfaldt sprakende komet av safir og smaragd. Jeg saa den nemlig først som silhuet. De aner ikke for et syn det var. Jeg saa den fra min balkon i maaneskin. Den sat opfløiet paa den spinkle portbuen mot havet der, aa, den virket som et stykke pragtfuldt kunstsmijern mot det azurblaa vand, forstaar De, uløftelig tung, vældig, en fortættelse av mørke og ondskap og dog fnugglet, aandeagtig fin i bygningen, ja det lange haleslæp var som en skjør knipling at se til, ikke til at ta i, puste paa. Hvordan maa den fuglen se ut i dagslys og nære ved, tænkte jeg. Og jeg listet mig ned og tæt indpaa den og saa den godt over for at kunne kjende den igjen næste morgen. Og De kan vel tænke Dem mine følelser da jeg i blændende dagslys støtte paa dette falmete, pjuskete og enhornete væsen. Jeg kunde dræpt den paa stedet. — Hvorfor gjorde De ikke det? spurte Meninsky. — Fordi jeg altid tænker mig om før jeg handler, sa Run Bates og strøk venlig over fuglens miserable slæp. Og fordi jeg er velvillig stemt overfor tilværelsen. Tilsidst og væsentligst fordi jeg nødig indrømmer egne feiltagelser. Jeg tror paa intuitionen, og jeg paastaar at der i denne fuglen lever noget av den storhet, den nattemystik og det eventyr jeg først ante i den. Den har bare intet andet uttryksmiddel end sin form, sin evne til fortættelse av mørke paa en lys bakgrund. Den er skapt til _silhuet_, altsaa. Som De, sa hun og vendte sig mot Meninsky. Jeg vilde aldrig lagt merke til Dem ved en presentation. I en gatevrimmel eller i et selskap er det ikke mulig at faa øie paa Dem trods selve Deres størrelse. De er som denne fuglen uten fysiognomi, De har ikke træk, ikke farver, ikke skygger, bare _form_. De skal sees som silhuet mot et orkester eller en himmelbrand. Men _da_ virker De! Alle Deres mangler blir fortrin. Selve Deres passivitet blir aktivitet! Er det ikke merkelig? Det er _for_ merkelig, ser De. Jeg vil vite _hvad det kommer av_. Derfor vender jeg mig ikke fra Dem, Meninsky, jeg vil se Dem nøie an, jeg vil smigre mig ind paa Dem som paa denne fuglen. Se hvor den æter tamt av min haand. En vakker dag aapenbarer den mig sin gaade. En endda vakrere dag — naar jeg sitter inde med hundre og ett bevis — bekræfter De til mig at De er Paviere! — Kanske, smilte Meninsky paa sin gamle imøtekommende maate, men da maa jeg først ophøre at være Meninsky. Og naar blir det? For Meninsky kommer der til at staa paa min gravsten. — Vi faar se, smilte Run Bates forjættelsesfuldt. Jeg er allerede godt oppe i antallet av bevis for at der ikke kommer til at staa Meninsky paa Deres gravsten! * * * * * Næste gang sat hun ute mellem tusindfrydene og skar en bok op med en liten skarp sølvkniv. Og Meninsky kom yrvaaken og modig og spurte om den var morsom. — Aaja, sa Run Bates og saa ham godt over før hun gik videre. Hvis den bare ikke var saa fuld av trykfeil. Jeg sat netop i den forbindelse og tænkte paa Dem — og mig — at igrunden er vi to trykfeil. — Er vi det, sa Meninsky. — Ja. De, sa hun, er jo et bokstav som ikke skal være der? De gaar rundt med en tyk korrekturstrek tversover Dem, væk med mig, sier De, beklager, men dette er ikke mig. Hvad? Hun aapnet smilende boken igjen og fortsatte med at skjære. Distrahertes saa av sin pekefinger. — Faar jeg se paa Deres pekefinger, bad hun fort, kom her med den, ved siden av min i boken! Meninsky adlød øieblikkelig. — Haa, fnøs hun, dobbelt saa stor som min, du store verden for en pekefinger! Men har De nogengang i Deres liv pekt med den? Sagt: se der! Og har det at det var _De_ som pekte hat særlig betydning for nogen anden? — Nei, sa Meninsky alvorlig og med fingeren godt ved siden av hendes i boken, jeg har aldrig pekt og aldrig vilde det betydd noget for nogen at jeg pekte heller. — Aa, sa da Run Bates med en skræmmende opgang i stemmen og skjøt underansigtet frem, De gjør mig rasende! En skulde tro De _var_ sten, jern, malm og ikke — men se her! En tyk, høirød blodstripe randt ned ad bokens ene blad. Hun hadde skaaret ham i fingeren! Han førte den øieblikkelig til sin mund, litt rød i ansigtet, litt konfus, men uten at si noget. — Haha, lo hun, blod? Ordentlig rødt, varmt menneskeblod, ikkesandt? Tilmed varmere og rødere end almindelig tror jeg, ja se nu her? Og der skjærer hun sig selv, et hurtig, dypt snitt i fingeren. Se, sier hun og løfter haanden og lar blodet dryppe ned paa bokens blade, meget tyndere, blekere og daarligere. Kom her en slagter nu vilde De bli stemplet blaat, førsteklasses, jeg rødt, andenklasses. Tror De ikke? Meninsky finder frem sit lommetørklæ og vikler det om sin finger. Han er blit ganske blek og hans næsefløier arbeider. — Synes De det er kjedelig at blø? spurte da Run Bates deltagende, gjør som jeg, put fingeren i jorden, saa stanser det straks. Og han adlød igjen, stak fingeren dypt ned i mulden, som var kjølig og løs og litt fugtig. Der sat de som to barn med hver sin pekefinger i jorden. Hun kikket ned i boken. — Nei, der staar det sandelig keg istedetfor jeg, utbrøt hun indignert, isch! Og pludselig hev hun boken saa voldsomt fra sig at bindet løsnet og flere blade, derav et av de blodige, faldt ut. Tænk keg istedetfor jeg. Jeg, jeg, jeg! Saa kom hun paa noget nyt og beroligedes hurtig. De forstaar, Meninsky, vendte hun sig langsomt og rolig til ham, jeg er ogsaa korrigert. Jeg er et jeg med strek under. Spærret altsaa. Summen, facit, Run Bates, _jeg_. Hvad raker det forsaavidt mig enten De er av sten og jern eller kjøt og blod? Jeg er nok i mig selv. Men nu tænker jeg vi kan ta op vore fingre. De var sorte av muld, fingrene. Jaha, sa hun da i nok en ny stemning, der ser vi det. Fremtiden! Hu, Meninsky, tænk, at om nogen tid, om nogen faa aar ligger disse fingrene vore og hændene vore og armene og hele vi nedi dette som nu klæber ved os, og er _døde_. To stinkende kadavre, delikatesse for maddikene, fyh. Run Bates og Meninsky. _Er det ikke fælt?_ Aanei, roper hun pludselig halvkvalt av angst og iver og strækker armene iveiret, la os leve! La os understryke og ikke overstryke os selv, tidsnok blir vi inkognito. Her er vi, se hør og føl paa os, kan nogen negte for at dette er Run Bates og Paviere? Meninsky stirrer grepet hvor hendes arme peker, det er saa høit at han mister hatten av hodet. Og Run Bates vender leende tilbake til jorden, til sin finger. — Aa, du kjære lille fingeren min, sier hun, gudskelov for at du er levende endda! Og hun sitter ubeskrivelig lykkelig og krøker og retter, krummer og strækker sin pekefinger mens hun smiler opmuntrende til den. * * * * * Meninsky er ikke fortrolig med hverken associationsloven eller embryologien. Han tror han har overhørt hendes sidste bemerkning da Run Bates, flere dage senere, midt inde i noget andet, pludselig sier: — _Jeg_ har pekt hele mit liv og jeg skal peke til jeg dør. Men da han hæver sit blik efter hendes ser han en vindfløi og med det samme kjender han det stikke i sin ene pekefinger hvor et saar er ved at gro. — Ja, gjør det, skynder han sig at si mens han endnu er i god tro, for mig?