Part 2

— De skal! sa Meninsky og grep sit glas og drak tørstig. Men paa en betingelse! De skal fortælle mig ordentlig — rigtig vidtløftig — Deres indtryk av ham, dette voldsomt sterke indtrykket, smilte han med smilet ikke ganske i sin magt, han blev ogsaa lidt urolig i benene og maatte slænge det ene haardt over det andet.

Run Bates saa paa ham. — Hm, sa hun, som i tanker, for sig selv. Saa smilte hun.

— Ja, sa hun, men det er en lang historie. Mit første indtryk av Paviere fik jeg nemlig ikke absolut nu onsdag, men en vinteraften for ti aar siden oppe i en norsk, snetung skog.

— En norsk skog — — —? sa Meninsky.

— Ja, sa Run Bates. Da _ante_ jeg ham nemlig første gang. Men hør — avbrøt hun sig med oprakt haand, hør — tyss — denne surren av alle disse menneskene i værelsene indover, denne subbingen av selskapssko mot marmoret, denne prismeklirringen og silkeraslen, denne mikrofoniske lyd av tobaksrøk og elektrisk lys i luften — kan De høre at det er musik? At det toner, klinger — melodiøst og rytmisk?

— Jasaa? sa Meninsky tvilende. Men han bøiet sig lydig frem og lyttet og han nikket høflig. Og idetsamme forandredes hans uttryk. Run Bates ser pludselig hans store, faste træk bli tunge og løse, blikket brister, munden aapner sig aandssvakt og tilmed haaret skifter farve, blir blekere og mattere i løden.

— Forunderlig, mumler han, et veritabelt eksotisk motiv, — Scriabins tredje skala, japanske intervaller.

Saa kommer han med et liten gysen tilbake til hende.

— Jo, sier han forbindtlig smilende, De har ret, det klinger virkelig.

— Ja, gjør det ikke? sier hun. Men si mig, er det i dur eller moll?

— Nu spør De for vanskelig, sier han, det er jeg sandelig ikke musikalsk nok til at avgjøre — nu som musikfilosoferne gjør det saa vanskelig for os med alle disse nye opdagelserne, der tas jo patent paa en ny skala hver dag og de gamle kvintsystemer og greie smaa- eller storeterzer avlives fort væk. Nei — men hvorfor spør De om det?

— Jo, det skal jeg si Dem, sier hun og tænder en ny cigaret. Jeg fik pludselig saan lyst til at fortælle dette om Paviere akkurat idetsamme jeg opdaget musikken i luften her og da det er en _gla_ historie gik jeg øieblikkelig ut fra at terzen var liten! Ja, for slik er jeg musikalsk beskaffen ser De, Meninsky, at naar jeg hører Gounods Ave Maria for sopran, domorgel og violiner faar jeg den mest brændende lyst til at huje Marseillaisen eller Stars and Stripes og slaa takten til paa en hermetikboks. Det er en meget væsentlig del av — meine Eigenart, lo hun. Her ligger vel ikke netop kirkemusik i luften, men noget henimot, sentimentale troubadurserenader, vemodige folkeviser og denslags, _moll_ altsaa. Jo, jeg tror nok jeg til dette akkompagnementet skal kunne fortælle Dem min oplevelse ionsdags. Men la os flytte paa os, la os sætte os hen i den blaa maaneskinssofaen der i kroken med de mange ugenerte amoriner, hvad?

* * * * *

Og de tok champagnen med sig og flyttet. Syv vokslys brandt i en tinnstake ret bak Run Bates og en blek nymaane viste sin profil ved siden av Meninskys mellem de tunge, blaa gardiner.

— Ja, glem nu ikke at det var ryggen, sa han.

— Ryggen? Aa, neivisst.

Og hun nikket energisk. Men blev sittende og flette fingrene i hverandre og bite sig i læben som om hun stred med en liten lampefeber.

— Hvordan kom De til at gaa paa den koncerten? hjalp Meninsky.

— Jo, sa hun øieblikkelig lettet, det var den rene tilfældighet. Jeg skulde egentlig været i teatret. Men saa appellerte mine venner til min døende altruisme og den præsterte en sidste opblussen. For saa at dø for alvor paa koncerten. Jeg hater musik, den er det uvirkeligste jeg vet, jeg interesserer mig ikke for kunst i det hele tat.

— Ikke det? avbrøt Meninsky og slog forbauset asken av sin cigaret utenfor skaalen.

— Nei, sa Run Bates og bøiet sig frem og blaaste bordet rent og satte askeskaalen bedre tilrette for ham, hvad skal vi med speilbilleder av ting som bydes os i virkeligheten? Ikke før om tusen aar — naar der ikke eksisterer natur længer, men bare byer og fabrikker og universiteter, — vil det som males og skribles og musiceres idag ha interesse for mig, men da skal det jo bli ganske morsomt at se om jeg husker igjen noget fra mit lille jordliv og om speilbillederne stemmer med mine erindringer.

Nei, aldrig har jeg været saa nær en rigtig banal og lumpen irritation som i den første klokketimen av den koncerten. Jeg kavet febrilsk efter komikken, den svigter mig ellers aldrig. Jeg studerte typene i orkestret, særlig blæserne, som i al Pavieres musik sliter haardest i det, men jeg fandt selv ikke basuntrompeteren morsom. Strykerne strøk saa sveden dryppet, de virket nærmest tragisk men bare dilettantisk tragisk. Dirigentens virksomhet med armene fandt jeg det under min værdighet at gjøre mig til vidne til. Aa, du gode Gud som jeg kjedet mig. Jeg sat der og hadde det ondt, jeg stred med et voksende mishumør, et omsiggripende nag, mot selve ulykken i en av dens tusen former. Ja, vet De, jeg bestemte mig tilslut for at benytte stundens forfærdelighet til en liten lur, en liten drømmeløs søvn for engangs skyld, en aldrig saa liten død i al foreløbighet. Men da, — akkurat da — var det jeg fik se Pavieres ryg.

Her saa Run Bates fort op og like ind i Meninskys blik. Med et shok fik hun sine knyttede hænder fra hverandre og grep efter sit glas.

— Nei, avbrøt hun sig, for nogen besynderlige øine De har — med de øienvippene? Aldrig før saa jeg _horisontalt_ lys i noget blik, tænkte jeg ombord. Og saa er det bare bløff! Lange farveløse _haar_. Skaal bedrager!

Og som om hun var tør i halsen drak hun ham dypt og graadig til. Og tidde efterpaa en lang stund.

— Det var Pavieres ryg, maatte Meninsky til igjen.

— Jaja, sa Run Bates. Det er bare saa — futuristisk. Apropos, hvornaar skal vore konversationsleksika forenkles? Billedgalleriene har længe git os firkanter for cirkler og blaat for rødt, teatrene lar ugenert en bite fløiel være en Ardennerskog og hvad den nye musik fordrer i retning av koncentration vil jeg ikke snakke om. Men fremdeles heter det: snak tydelig! Gid det maa undes forfatterne at komme igjen som bokormer og finde at bøker var blit sætninger, sætninger ord og ord mellemrum, hvad?

Pavieres ryg, ser De, den var, tydelig snakket, et skilt med bokstaver. Et saant skilt som de der hang paa mit barndomshjems vægge med anropelser paa Vorherre om fred i huset og mat paa bordet og denslags, sorte var de med store tydelige sølvbokstaver, umulig for Vorherre at overse. Bokstavene paa Pavieres ryg _flammet_, de brændte sig ind paa mine nethinder og gaar aldrig derfra, de var en hemmelig besked til mig og til mig alene og de var Nietzsches ord: _Freude an den nächsten Dingen_.

Pavieres ryg gav uttryk for den største glæde ved de nærmeste ting jeg har set, aldrig har jeg oplevet en saa uttryksfuld og saa gla ryg, vet De, den var intet mindre end selve lykken levendegjort! _Lykkemyten_ materialisert! Pavieres ryg var hvad jeg har ledt efter hele mit liv.

Et barns glæde ved et selvlavet ubegripelig leketøi er saa stor at den er rørende, ikke sandt? Herregud, der stod denne verdensberømte komponisten og dirigerte sit symfoniske mesterverk «Skapelsen», han var Gudfader i himmelen og lot det ramle med Niagarafald og Atlanterhavsstorme og drysset stjerner og kloder og glødende meteorstener fra sin taktstok ned i de arme orkestermedlemmers hoder — aa, hvor han var mig et litet barn i ustyrlig glæde over et fjollete leketøi! Jeg fik taarer i øinene over ham. Og jeg tænkte, naar han ved _disse_ nære ting er saa lykkelig — hvilke dimensioner har saa hans lykke ved de virkelige store ting! Forstaar De mig?

Meninsky strøk sig over haaret og glattet sin pande.

— Jo, sa han, det er vel ikke saa vanskelig. Men ellers kjender jeg ikke Nietzsche. Er det ham med overmennesket?

— Netop, sa Run Bates. Paviere er et Nietzschesk overmenneske.

— Ham maa vi kikke paa! sa Meninsky. Men saa De slet ikke hans ansigt?

— Jovisst, hele tiden mens han tok imot applausen og det var længe, men jeg var jo solblind. Jeg kunde ikke skjelne hans store, lyse træk for de sorte bokstavene fra hans ryg!

Og nu smilte Run Bates et forunderlig smil. Ganske forbløffende nyt og uventet sat det pludselig der i hendes lille gule ansigt og gjorde det helt fremmed. Hun pleiet at minde om en frosk i sin glæde, nu lignet hun Mona Lisa. Den store mund, der forekom at være saa elastisk og uendelig at mundvikene burde kunne møtes oppe paa issen, foldet sig sammen som en blomst ved solnedgang, blev liten og rund som en rosenknop. Smilet blev næsten usynlig men lyste med akkurat samme latenthet som hos Leonardo.

Meninsky stirret stumt og graagrønt paa denne mystik, han sank sammen i ryggen og kom til at ligne en forlæst gymnasiast.

Saa tok han sig sammen og stammet:

— Hvor skulde De reise hen da De fik se mig paa banegaarden?

— Til Norge, svarte Run Bates. Men nu blir jeg altsaa her. Og imorgen telegraferer De til herr van Lengden?

— Ja, sa Meninsky. Jeg skal be ham erklære Paviere splitter gal — meget galere end baade De og jeg, simpelthen farlig for sine omgivelser! Jeg tænker vi har ham her før vi faar suk for os. Og saa blir det _Deres_ sak at holde paa ham — _gjør_ ham gal dersom han ikke er det!

Da saa Run Bates paa Meninsky som paa et daarlig speil. Hendes blik uttrykte: Jeg er nok gul i ansigtet, men _saa_ gul er jeg dog ikke. Jeg har nok stor mund, men _saa_ stor mund har jeg ikke. For et grønt, ujevnt, simpelt glas i det speil!

* * * * *

Det er tidlig foraar men alt paa Capranola blomstrer. Fra paladset som ligger høit, vælter der vældige bølger av hvitt skum ned mot havet, det er terassernes tusen blomstrende frugttrær.

Run Bates stod lænet mot en av loggiaens piller og betragtet det blændende og duftende under.

Ved en anden pille stod Meninsky og betragtet Run Bates.

Om en stund kom han bort og sa at hun lignet nogen, noget — hvem, hvilket?

— Jo, det skal jeg si Dem, svarte hun beredvillig, jeg ligner i øieblikket en hvilkensomhelst tegning av Erté. Jeg er nemlig idag til ære for mine nyankomne kufferter mannequin, pariserny som De ser — Og hun gjorde en tvetydig gestus henover sin bedaarende, blekrøde chiffonkjole.

— Ah, de var Deres alle de kuffertene og hatæskene imorges, sa Meninsky, saa skulde det bare mangle at Paviere ikke regner klær for store ting, hvad?

En tjener ventet ærbødig til han hadde talt ut og pekte saa ned til et dækket tebord paa terassen.

Run Bates slog op sin parasol. Solen larmet mot samovaren. En gylden sommerfugl slog sig ned paa tebrødet men opdaget øieblikkelig sin feiltagelse og flagret videre til epleblommen paa Run Bates skulder. Fra paladset lød en sprød kvindestemme til harpeakkompagnement. Meninsky lyttet og vaaknet brat ved Run Bates’ værsaagod med sukkeret.

— Ak, sa han og tok to biter, livet er ikke let.

Men det skulde han ikke sagt.

— Livet jo? sa Run Bates og sluttet at røre rundt i sin kop. Livet er usigelig enkelt, begyndte hun og dreiet sin parasol rundt, rundt. Folk bryr sig med hvorfra vi kommer og hvortil vi gaar, men hvorfor skal vi ha rede paa det naar vi vet det ene nødvendige, nemlig hvor vi er? Se Dem om! Og hun slog parasollen ned og la sig tilbake i stolen og stirret op i det svale, hvite loft av blomsterblade og hun bredte armene ut som om hun vilde favne ufavneligheter.

— Se, sa hun og pekte ind mellem stammene, hvad skal vi med eventuelle guldgater og perleporter? Ingen himler kan være skjønnere end jorden. Og er de det, da er de ikke til at begripe for vore jordsanser og pokker skulde da anstrænge sig saa faafængt og latterlig. Nei, jeg sier, kjære vidunderlige jord, hvor det altid skal bli velsignet at se _dig_ igjen!

Sangen fra slottet var forstummet. Meninskys uttryk var lysnet.

— Tænker De Dem smaa turer bort fra den? spurte han, venlig.

Nu lyttet Run Bates efter det som ikke mer var.

— Jeg tænker mig ingenting, sa hun adspredt og blev sittende litt og stirre i det.

— Jeg lever, tok hun endelig haardt i ved at en flue satte sig paa hendes næse. Og det er saa nok saa. Jeg prøver at gjøre hvert øieblik til en liten evighet, forstaar De, det burde De ogsaa, De aner ikke hvor man kan komme til at føle sig tusen deilige aar gammel, samtidig som man kan sværge paa at man er født igaar. Tror De ikke _øieblikket_ er hele meningen, Meninsky?

— Meget mulig, indrømmet Meninsky med munden fuld av kake.

Run Bates slog op sin parasol igjen. Saa tok hun sikte paa en himmelragende poppels allerøverste kvist, hvor der tilfældigvis sat en maaltrost og taug og til den deklamerte hun:

— Drum thu wie ich und schaue froh verständig dem Augenblick in’s Auge. Kein Verschieben! — Over min seng i Los Angeles staar der: Memento vivere. Aa, men det er vanskelig naar man som jeg er født drømmer!

— Er De det? sa Meninsky.

— Ja. Helt til jeg var tyve aar levet jeg paa bare drøm, uvirkelighet. Jeg husker ikke en eneste realitet fra den tiden, mine oplevelser var altid enten foran eller efter selve oplevelsen, tiden laa i stadig væddeløp, før jeg visste ordet av det var jeg tyve aar. Da blev jeg imidlertid ved et mirakel født paany. Og disse faa aarene av mit andet liv er som to gange tyve, saa fulde av indre og ydre oplevelser, forstaar De, av virkelighet. Sjelden hænder det nu at jeg tror at rødt er blaat og at bakenfor den syvende blaane ligger Soria Moria. Jeg tror jeg skulde kunne stikke fingeren i et spøkelse og ...

Hun tier. Dupper likesom av. Meninsky opdager at hendes øine blir blinde, at de blir bare pupiller og mister evnen til indstilling. Og da hun snakker igjen er det senilt og upersonlig som under en trance:

— Denne terassen, sier hun, denne terassen og Paviere. Paviere ...

Saa vaakner hun med et sætt.

— Aa, du store Gud som jeg længter, stønner hun og blir pludselig urolig, kan ikke længer sitte stille, maa op og staa, gaa.

— Alt dette, sier hun og gjør en stor bevægelse med armen saa hendes vide kjoleærme ligner en stor blekrød englevinge, al denne bedøvende duften og disse fine, skjære farvene, det er et kor av tusen lyse sopranstemmer, nei, det er et crescendo av utallige violiner, fløiter og harper, et orkesterforzellerando: _KOM!_

Og hun roper ordet av sine lungers fulde kraft, staaende paa taaspidsene og med armene høit i veiret.

— Oi, ler Meninsky overvældet, han maa jo kunne høre det til den syvende blaane!

Da sænker Run Bates langsomt vingerne, stille sætter hun sig ned og skjænker hun ny te i sin kop og med en dyp panderynke og en sprød, saar stemme sier hun:

— Ja, — hvor han tror det er en eller anden inspiration og slaar sig ned og laver en symfoni i det lange og brede og overlater mig til virkeligheten og mig selv —!

Og først længe efter ler hun igjen.

* * * * *

Inde under de ældgamle parktrærs unge løv løper der gange i labyrintisk virvar. De kaldes den røde, blaa, gule eller hvite, kjærlighetens, haabets, troens eller mismotets vei efter hækkene som kanter dem og menneskene som traditionslydig vandrer dem. (Ingen forelskede vandrer bedrøvelsens, ingen ensom kjærlighetens vei!)

Som et utropstegn midt i glædens, av himmelblaa lubelia kantede vei, saa Meninsky Run Bates gaa. Hun traadte saa let i sandet med sine spinkle ben og hun var gjennemsigtig som en hallucination i en hvit tyllskjole.

— Naa, sa hun da han rak hende igjen, De har ogsaa fundet hit?

— Ja, sa han, og gid man altid kunde vandre glædens blaa veie.

— Det kan man da?

— Kan man det?

— Jo, sa Run Bates, og hadde allerede sin lyre stemt. Det var bare en viljesak. Ingenting var mere komisk end tragikken. Vilde man le kunde man le.

— Jeg vet det, sa hun. Jeg har lært det. Jeg hadde som ganske ung en speciel begavelse for at sørge, Gud som jeg sørget vidunderlig over alt og ingenting, alt var saa deilig sørgelig, allermest det at elske. Men saa fik jeg en virkelig sorg som jeg nær hadde sat livet til paa, det blev _virkelig_ sørgelig at elske, forstaar De. Da var det jeg blev _befalet_ at _le_, da var det jeg fik rede paa at saavel sorg som glæde er smitsomme, at jeg ikke hadde ret til at gaa rundt som en edikebrygger og utstraale aandelig gift, men at jeg værsgo skulde være glad over at være bedrøvet, fordi det var kvintessensen av egoismens nye evangelium at den selvomsorg der fører til egen lykke er den direkteste og største velgjerning mot vor næste. Jeg blev energisk og strengt undervist i egoisme og jeg lærte virkelig at glemme andre. Og tror De ikke det er livets vigtigste kunst, Meninsky?

— Jo, sa Meninsky, jojo. Jeg forstaar mig ikke paa det, jeg gaar sjelden saa dypt i det, jeg faar saa let hodepine. Men det er jo ikke etisk at være egoist, har _jeg_ lært.

— Har De det? sa Run Bates og traadte straks meget bestemtere i singelen. Hvis etikken fordømmer selvopholdelsesdriften fordømmer den sine egne midler, sa hun vægtig og det var som om hun saa sig om efter et bord at slaa i. _Netop_ naar man stiller sig paa altruismens grund blir den særlige opgave for det enkelte individ at styrke og utvikle sine egne kræfter og evner. Bare ved at gavne mig selv gavner jeg et hele.

Saa gav hun pausen til motsigelserne. Men der kom ingen. Derved krøp der en angst op i hendes øine.

— De som ikke ser det, er idioter, sa hun haardt.

— Ja, jeg er en idiot, sa Meninsky. Men glædens vei er kort, nu er de snart ved enden.

— Hvad er De nu mest? spurte hun.

— Hvilket? spurte han.

— Glad eller bedrøvet?

— Aa, jeg er saan — jevn, svarte han.

— Ja, sa hun, jeg har allerede opdaget at De er makelig. Og alle følelser kommer egentlig av energi.

— Jeg tror alt det De sier, sa Meninsky med ét patetisk og snudde sig. Der stod en dame og saa efter dem oppe under en graa sørgepil, da hun saa ham vende sig, hoppet hun kjækt tvers over lubeliahækken ned paa hans og Run Bates’ vei, men tok med næsen i veiret den motsatte retning.

— Og, sa han med stor energi til Run Bates, jeg ønsker at Paviere maa ha sat sig ned og komponere —! For hvordan skal jeg faa snakket et eneste ord med Dem naar han kommer?

— Kjære, smilte Run Bates sit Monalisasmil, her er da fuldt op av andre damer at snakke med.

— Ja, andre damer, blaaste han.

De er kommet til veiens slut og stanser.

— Hør, sier han med stor varme, kan De ikke lære mig Deres store kunst — at ville? At kunne ville gjøre en utaalelig situation taalelig for eksempel?

Run Bates er meget alvorlig da hun bøier sig ned og plukker en tust av den blaa hæk.

— Kjære, sier hun idet hun sætter den i sit belte, da maa De nok først lære at _føle_ en situation. Prøv da til en begyndelse at føle indeværende utaalelig!

Han forstod feide ikke.

— Indeværende situation er Dem nemlig ikke noget, nikket hun. Den er Dem bare et stykke likegyldig tid som gaar for Dem mens De forstyrres fra at tænke paa den. Men vil De høre hvad den egentlig er benyttet til? Til tyveri!

Og nu jog pludselig blodet op i hendes ansigt og hendes mund skalv.

— Til tyveri av _min tid_, sa hun. Her har De tilranet Dem et helt kvarter av mit lille, dyrebare liv! Og hvorfor? hvortil? For ingenting! De er ret og slet kleptoman, samler av værdiløsheter! Gaa nu et andet sted hen og stjæl og la mig bli alene med mine sørgelige rester av den glæde De traf mig i.

Jeg mener det, fortsatte hun leende da han ikke gjorde mine av endnu at forstaa hende. Jeg vil gjerne være alene nu. Jeg har hat saa lite at bestille med mig selv idag. Først var det min pike og saa doktoren og nu Dem og indimellem og tversigjennem det hele, Paviere. Jeg maa sandelig nu faa nyde mit eget behagelige og interessante selskap lidt! Her skilles altsaa vore veie.

Og hun gik blidt nikkende fra ham ind paa ensomhetens lange, hvite vei tilhøire, mens han maatte ta eftertænksomhetens korte, av violette krokus kantede gang tilvenstre.

* * * * *

Og de taltes ikke ved paa en tid.

Der var flere tyver efter hendes tid end han, og hun lot sig like elskværdig bestjæle av alle andre som av ham først.

Han gik for sig selv og sov meget som ellers og der stod i de dage meget interessant i avisene.

Men endelig en aften sa hun:

— De tar mig nok bokstavelig! Men hør nu, De kan faa lov til at betragte det kvarteret sidst som et laan. Hvilket jeg nu og herved kræver tilbakebetalt.

Og saa slog hun sig ned hos ham med sin kaffekop.

Det var inde i den lille cirkelrunde gaard hvorom Palazzo Garnese er bygget. Midt i var det et stort springvand, paa marmorkanten her krøp Run Bates op, der sat hun rigtig godt og malerisk i sin glitrende ormeham av en kjole og med en skyskrapende, spansk kam i sit japanske haar.

Der var en eiendommelig blaa skumring derinde i rundelen, maaneskinnet fra oven rak ikke helt ned til marmorflisene, men etpar store antikke smijernslygter med kulørt glas gjorde saa godt de kunde. Run Bates sat bra belyst og det hæslige, edderspyende sjøuhyre i bassinet bak hende kom ogsaa nogenlunde til sin ret.

Meninsky sat i skyggen med hele overkroppen, bare hans store, urørlige ben i silkestrømper og laksko raket ind i lyset og til dem henvendte da Run Bates sig:

— Hvad fandt De ut i eftertænksomhetens gang?

Som stukket av noget kryp trak benene sig skyndsomt tilbake ind i mørket. Men langsommere og sindigere end nogengang før kom Meninskys stemme:

— Det husker jeg ikke. Men senere er jeg kommet tilbake til mit første indtryk av Dem som var Deres hattebaand. Er De ikke akkurat saa skinnende og flagrende som det?

— Jeg? Skinnende og flagrende? ropte Run Bates. Jeg er skimrende og flaggende! Tænk saa ut forskjellen!

Og som for at markere hendes replik sendte sjøslangen idetsamme en himmelhøi vandstraale tilveirs, den rent overanstrængte sig og maatte holde op og puste lidt efterpaa.

— Har De mødt et gladere menneske end mig? spurte Run Bates.

— Nei, fandt Meninsky, hun var virkelig meget og altid gla.

Men nu skulde han altsaa allikevel snart se en endda større og endda varigere glæde. Og var der heller ikke iaften nogen meldeseddel om ilgodset fra Paris?

— Jeg glæder mig saa til sammen med Paviere at demonstrere _tid_ for røverpakket her forstaar De, sa hun.

Da bad Meninsky hende særlig at ta sig av ham, for om tiden var han mer og mer ved at miste begrepet sammen med hende.

— De sier altsaa ikke i øieblikket med Faust: Verweile doch!

— Nei! sa Meninsky varmt.

Men nu fortalte hun ham hvor hans uforstand var kolossal. Tænke sig at sove bort de to trediedele av sit liv som han gjorde, ja hvor og naar hadde hun ikke set ham sovende? Paa sofaer og i lænestole, paa havekrakker og i grønsværet, tidlig paa morgenen, midt paa dagen i solnedgang og maaneskin. Hun begrep ham ikke — De imponerer mig næsten med Deres flothet, Deres usigelige nonchalance med tiden!

Det første hun skulde spørre Paviere om var hvormange timer han sov pr. døgn. Hun trodde et minimum, meget færre end hende, aa, hvor hans tid var optat og fuld av vaakent liv.

— Men tror De da han faar tid tilovers for nye bekjendtskaper, spurte Meninsky — for Dem?

Sjøslangen i bassinet spidset øren og dæmpet sig.

Hun ventet lidt med svaret.

— Kjære Meninsky, sa hun langsomt og meget tydelig, Paviere faar tid til alt. Han vet sikkert det samme som jeg, at bagatellerne er like vigtige som katastroferne og praktiserer det endda grundigere. Tro mig, han vil tilmed faa tid for _Dem_!

Da fniste det kort og forstaaelsesfuldt i bassinet.

Run Bates kikket ned i vandet og opdaget en guldfisk.

— Tyss, hvisket hun med oprakte pekefingre, den maa jeg ha! Den staar ganske urørlig og stirrer paa mig, _vil_ tas! Tyss!

Og som en kat skjøt hun pludselig ryg og krøket hun klørne, et plask og et skuffet hyl. Guldfisken var undsluppet.