Part 1

Chapter 1 4,209 words Public domain Markdown

SKUM

EDITH ØBERG

SKUM

FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD) — KRISTIANIA 1922

Nationaltrykkeriet — Kristiania

Det var først bare noe lys. Et regnbuefarvet, urolig flimmer som efterhvert tok form, blev cirkelrundt og roterte om en akse, blev kloderundt og dreiet sig om sig selv.

Men saa hørtes der en surren som av en gramofon og en stemme lød metallisk som gjennem en tragt:

— Tak for laanet!

Og pludselig flagget et langt, smalt guldbaand ut i luften for en sterk træk, i dens ene ende blev der fort en hat — en elegant liten parisermodel — og under hatten aabenbaredes saa litt efter litt, detalj for detalj, den metalliske stemmes eierinde: et bittelitet gult ansigt med stor mund og skjæve øine, en utrolig spinkel skikkelse i en vid hermelinskaape, etpar nervøse smaapikeben i høihælede Richelieusko.

Mysende som mot et sterkt lys og med munden fra øre til øre rakte hun en bok frem og sa:

— Den er deres, ikke sandt? Den laa i min stol da jeg kom op, jeg tok den og har studert den helt siden!

Og nu var endelig miliøet der. Et dampskibsdæk i skumring. Det sterke lys var en mand, en ung, blond, reiseantrukken herre. Han stirret høflig ned i det blændende ansigt foran sig og tok bukkende imot den fremrakte bok, et litet hefte med kolorert forsidebillede.

Var det saa interessant lektyre? sa han og hans stemme var ganske almindelig, saa nu blev hendes cantabile dobbelt iørefaldende:

— Ja! Det er jo verdens merkeligste kuranstalt vi skal til, du gode gud for et kulørt sted!

Og hun pekte, mens hun sang, leende ned paa heftet i hans haand. Han kastet et blik paa hendes behanskede pekefinger. Ja, sa han og saa saa han bedre efter indunder hendes hat. Saa De skal ogsaa til Capranola? Der er ingen bagage sat ned ved siden av min, jeg trodde jeg var den ene passager dit.

— Jeg har ingen bagage, sa hun og saa væk et øieblik. Jeg er ute paa rene maafaa. Men efter at ha studert dette heftet telegraferte jeg netop efter mine kufferter, jeg følger Dem iland paa Capranola!

Alt hun sa var utrop, hun stod en smule sjøbent og hendes kaapelommer var meget dype. Hun var ikke til hverken at overhøre eller forbise.

— Ja, sa han, der ser ut til at være en vakker natur.

— Natur! ropte hun. Kalder De dette natur? Og hun tok heftet fra ham og pekte, se, hvor øen steiler jordbærrød og kubistisk forrevet op av det merkeligste sortoghvite vand, se disse marineblaa poplene groende op av flekker graa fløil — blaaklokkene maa da være gule og rosene blaa paa den øen, det er den værste ekspressionisme jeg har set, det er en uforskammethet uten like, det er en trusel om mysticisme, et optisk bedrag som jeg vil avsløre, jeg gaar iland paa Capranola fordi naturen der maa være ekstra naturlig naar den kan inspirere en unatur som denne! — ja for, sa hun og dæmpet sig lidt da hun merket hans døvede mine, jeg _hater_ unatur. Aa, jeg har netop idag hat et slagsmaal med min pike, nynnet hun med hænderne stemt godt ind mot mellemgulvet som en sangerinde, hun vilde paa liv og død forskjønne mig, overfaldt mig voldelig med et monstrum av en pudderkvast, jeg maatte faktisk forsvare mig med neglene! Hvorfor i alverden skal jeg ikke være saa styg som jeg er? Her, sa hun og bladde etpar blad indover i heftet, disse kaffedrikkende damene i Palazzo Garneses berømte gaard, staar der ikke en veritabel Rogergallet-Colgate-Pinaudstank fra dem her paa papiret, uh, marzipan er det værste jeg vet, men heldigvis er det blomster og palmer og springvand og paafugler og alt mulig inde i den gaarden, Mensch ärgre dich nicht, vil jeg befale mig selv ...

Han hadde mens hun snakket fundet frem sit cigaretetui, nu tændte han en cigaret med adskillig møie i den sterke træk og hun saa paa og taug. Men hun vilde straks gaa videre. Konversationen var utvilsomt hendes element, hun var ilive for at snakke og snakket for at være ilive, hele hendes egenart laa hende ytterst paa hendes store, løse mund.

— De har anlæg for det? spurte han og hadde endelig frisk fyr.

— At befale mig selv ja?

— Nei at ærgre Dem?

— Nei! sa hun med et saa braatt og metallisk fortissimo at han uvilkaarlig værget for sig ut i luften med den ene albue. Jeg ærgrer mig aldrig! Jeg forbyr mig selv det og jeg har en voldsom respekt for mine egne paabud. Jeg er altid gla, det er udelukkende en viljesak, jeg tar av princip alt ondt let og laver dacaponumre av alt godt, det eneste i verden som irriterer og anstrenger mig er som sagt unaturen, uvirkeligheten, men mot den har jeg i tidens løp skaffet mig et bolverk, nemlig mine sofaputer, jeg trækker dem med mig overalt, de kommer ogsaa til Capranola.

Han stod fortapt i det flagrende guldbaandet.

— De forstaar, gik hun videre, jeg har en berømt sofaputesamling, jeg forfølges altid av sofaputeeksperter som vil stjæle eller kjøpe mine ideer, men de vogtes som en helligdom og er ikke tilsalgs. For mig er nemlig mine puter noget ganske andet end en original og artistisk sammensætning av stoffe, mønstre og farver, ser De, de er mig selve indbegrepet av natur, av _virkelighet_! Derfor at de er mine egne sorger og glæder, mine egne drømme og oplevelser, mit eget silkerne hjernespind og materialiserte temperament, de er kortsagt selve _Run Bates_, det virkeligste, utvilsomste i verden!

— Ja, sa hun og rakte pludselig haanden frem, mit navn er altsaa Run Bates. Og Deres har jeg den fornøielse at kjende, herr Paviere, jeg saa Dem nemlig dirigere i Paris igaar!

Hele tiden hadde hun staat der like ind paa ham med sin konstante store glæde i de sjøsyke, herjede træk, men da han nu grep hendes haand og sa: Jeg beklager, men _mit_ navn er Meninsky og jeg har aldrig dirigert i Paris, da rykket hun ham tre lange skridt fra livet, tok sig til hjertet og fik pludselig øine. Forbløffende store, runde og barnligblaa stirret de livløst av forfærdelse paa ham. Og mens hun stirret var det som om han forsvandt for hendes blik, som om han skrumpet sammen og koncentrerte sig i sin slipsnaal og som om slipsnaalen, en stor lysende perle, gik til himmels. Han saa hendes øine følge opstigningen et langt stykke, de kom rent til at skjele ved det. Saa skedde der noget deroppe, hun blunket blændet etpar gange og sænket saa blikket søkende mot jorden.

Der, paa den brede, tørre dæksplanke laa der en mikroskopisk flek væte, litt sjøskvæt eller et dugstænk. Og hun bøiet sig med et skingrende rop av glæde ned over den, pekte og sa:

— Se, der ligger den jo, draapen efter boblen! Se, hvor der fremdeles er meget glycerin i den, se hvor den runder sig og bævrer og vrir farvene, den kan der saamen bli flere bobler av! Men nei draape, sa hun med løftet, truende pekefinger, ligg i fred! Tørk! Det er meningen med dig ser du og det er en udmerket mening!

Og nu, Leif Tviland, staar vel dine øine saa faretruende paa stilk at det er bedst at orientere dig.

Dette er en drøm forstaar du, en underlig levende drøm jeg hadde igaar her paa den samme plet hvor jeg nu sitter og skriver til dig. I den samme hvite kurstedstol, med vinduet oppe mot regnet og Skagerak som nu sovnet jeg og stiftet jeg bekjendtskapet med «Run Bates». Mit _medium_!

For i anledning dine fire ubesvarede vil jeg ha bekræftet mit brevkort til dig av forrige uke saalydende: «Vent ingen korrespondance herfra. Betragt mig i denne min sykepermission som absolut hinsides og ute av stand til at meddele mig. Eller skaf mig et medium!»

For hvad sa du engang i vinter? Aa, du holdt en tale for mig, jeg husker hvert ord, hør:

— Nei, Gudrun Haavaldsen! skrek du aldeles rasende, nu har du gaat her og nidtidd en hel time, du har ikke sagt ét ord, det er faen til taushet! Idetheletat, hvad gaar der av dig! Før sa du da ihvertfald ha og ja og hjalp en stakkar paa gli med underholdningen, nu sier du ikke engang hm, du tier, du snurper dit ginungagap av en mund haardt sammen, stemmen din som saa rigtig gir det musikalske uttryk for dit temperament ruster dig i strupen, selv dine talende øine tier — du mener absolut ingenting mer, du vet ingenting, vil ingenting, har ikke en tøddel om dig selv at meddele. Du er dom og dau og jeg taler for døve øren og kaster perler for svin og gid faen hadde dig og jeg var færdig med dig — det er bare det at jeg aldrig blir klok paa dig som gjør at jeg ikke blir færdig, men nu _skal_ du snakke, nu _vil_ jeg i forbindelse med dig om du saa er aldrig saa mye hinsides og virkelighetsfjern og det andre fordømte sludderet og om der saa skal skaffes et _medium_!

Dette var dine ord og jeg nøs vetskræmt i muffen til svar og du gik videre om Goethe og virkeligheten og dig selv og alt det andre. Og sintere og sintere er du blit og tausere og tausere jeg. Og her jeg nu sitter for bare at meddele dig at nu skal jeg endelig ha noget sagt, saa ryster jeg av skræk og avmagtsfølelse og skyver med begge hænder og ansigtet den anden vei hele apparatet av okkulte hjælpemidler foran mig. Men saa _er_ jeg ogsaa hjulpen! Nu skal du bare høre, nu er det min tur, nu skal jeg vise dig hvad jeg har lært av dig og hvad jeg derved mener, vet og vil, for nu eier jeg et medium som er like gløg som jeg er dum, like talende som jeg er stum, like levende som jeg er «dau». Der blir daglig seancer og du faar dem i løpende orden. Men ingen spørsmaal! Ingen avbrytelser! For da gaar jeg paany — og for altid — ind i den sfære hvorfra ingen tilkjendegivelser kan ske. Og det vilde være synd baade for dig, mig, Run Bates og Meninsky.

Naa, anderledes og tydeligere sagt: _du skal faa brev_. Du skal faa en række ledd av et brev som du ikke skal besvare før det er færdig, selv om du synes det trækker ut! Denne lille svenske, øde, døde, stygge skjærgaardsøen hvor det regner, regner, regner, og hvor ikke et menneske gidder snakke til mig orker jeg ikke, imorgen flytter jeg til Capranola og gaar jeg over i tredjeperson, vi kjender til romaner i brevform, nu skal vi til med breve i romanform! Og saa skal vi se om vi ikke skal bli «færdige» baade du og jeg, om vi ikke skal komme til at bli «kloke» og om ikke «forbindelsen» skal komme istand, takket være et medium som _Run Bates_!

Aa, Leif Tviland, du vet ikke hvad drøm er, du aner ikke hvordan digt blir til, du har aldrig i dit liv oplevet noget utenfor dig selv og du forsværger dig tyve gange om dagen paa at en sten er en sten og at der intet Soria Moria er bak den syvende blaane og de gange jeg med min stemme, der som du sier faar dig til at glemme ordene den bærer, har forsøkt at klargjøre dig mine begreper, har du fnyst foragtelig og lagt snesevis av berømte navne og citater i pant paa at du har ret og jeg uret, og at din overbevisning naturnødvendig _maa_ bli min.

Men nu skal du altsaa ha et brev, nu skal du til med Gudrun Haavaldsens _bokstaver_! For den drømmen om Run Bates var den merkeligste og korteste jeg har drømt og her er virkelig for uutholdelig at være!

Vent saa til du ser bokstavene: E-n-d-e. De skal komme saasnart der blir bruk for dem, men heller ikke et bokstav for tidlig!

Spisesalen i Palazzo Garnese er et pragtfuldt rum. Langt og høiloftet, broget, pompøst og fantastisk. Vaarens blendende dagslys strømmer ind fra tre kanter og slaar katastrofalt sammen i mange gigantiske prismekroner.

Ved et av de smaa bord ret under sitter Run Bates. Gule og karmosinrøde lyn drypper uavbrudt ned i hendes haar som er blaat og sat op som en geishas.

Vis a vis hende sitter Meninsky.

Han spør om hun har sovet godt.

— Jotak, svarer hun og hæver sit grønlige ansigt og stirrer over en bunke hyazinter midt imellem dem ut i luften, mens hun tygger energisk.

Om hun kommer like fra sengen?

Da møter hun endelig hans blik. Nei, hun har været oppe med solen og gaat en lang tur indover øen.

Og ganske rigtig, himlen er blaa og mulden sort her som alle andre steder. Men gid, hvor den er blodig, bemerker hun om sin bif, og sammenligner den med hans.

Og slik blir hun saa sittende en lang stund uten at si noget mer. Hendes blik følger uhyre interessert hans gaffel. Hver gang han gaper op over den gaper hun litt med. Hans kniv er sløv og kjødet seigt, men han er sterk og har god appetit.

Hendes ansigt uttrykker en alt sterkere avsky efterhvert som han nærmer sig biffens avslutning.

— Nei, sier hun og retter sig op i stolen og puster ut og lægger hænderne bestemt i fanget da han svelger den sidste bit, De er ikke Paviere.

Meninsky drikker av sin kaffe.

— Nei, svarer han likefremt, det er jeg ikke.

Run Bates kremter, hun kremter ofte, for hendes stemme ligger slitsomt dypt i strupen.

— For jeg er overbevist om, sier hun, at det vilde _glædet_ mig at se _ham_ spise.

— Ja, svarer hun til Meninskys hævede bryn, jeg er nemlig selv glad i mat, men jeg utstaar ikke at se andre være det! Og hun skjærer en gruelig grimase.

— De tror ikke Paviere har matlyst? sier Meninsky.

— Jo. Men jeg tror bare ikke at hans maate at spise paa vilde lede tankene hen paa fordøielsesprocessen.

— Og det gjør min maate?

— Ja, svarer hun og ryster den opkommende kvalmefornemmelse av sig i hans interesserte paasyn.

— Ja, sier han og smiler beskedent, jeg er jo ikke Paviere.

— Nei, sier hun og glemmer ham et øieblik. Stirrer sig fast i borddukens mønster.

— Jeg kan idetheletat ikke forstaa hvordan De kunde ta feil av ham og mig, paastaar han vegtig.

— Kjender De ham? spør hun da, likesom braaskyndende sig til stedet langt bortefra og det aandelige hurtigløp faar hendes kinder til at blusse.

— Nei, men jeg har set ham paa fotografi. Han er jo en musikalsk størrelse. Synes De om hans musik?

— Hans musik? sier hun forbløffet. Nei, jeg skjønner ikke musik. Men De ligner ham, — i ryggen. Og det var hans ryg jeg saa mest til og det var Deres ryg jeg saa der paa banegaarden i Paris.

— Paa banegaarden i Paris?

— Ja, hvor jeg skulde med et ganske andet tog, men tok med Deres og lot min bagage reise for sig selv, gud vet hvor og det er klær for en hel formue. Jeg _maatte_ efter Dem!

— Hvad? sier Meninsky med meget optrukne, hvite bryn.

— Jeg trodde ganske sikkert De var Paviere, sier hun og begynder at skrælle et eple.

Saa kaster hun pludselig hodet tilbake og ler og fire forskjelligfarvede prismelyn rinder hende ned i ansigtet.

— Hvor det er vanvittig komisk, sier hun, at min forfølgelse av _virkeligheten_ bragte mig hit — til selveste uvirkeligheten. Ja, for en kuranstalt — et daarehus som dette — det er næsten ikke forekommet i min salige indbildning engang.

— Salig? gjentar han mekanisk.

— Ja! Jeg har en god stund nu levet paa virkelighet. Det er jo det eneste rigtige. Hvorfor skal man se en verden og et mysterium i en sten? En sten er en sten og er det ikke stort og mysteriøst nok at den er en sten? Men man trækkes med sine svakheter, hvorav fantasien for mit vedkommende er den største — jeg har ført en haardnakket kamp med den i de sidste ti aar og har endnu ikke helt beseiret den.

Meninsky stirrer søkende paa hyse som efter inspiration.

— Virkeligheten, vet De, fortsætter Run Bates med munden fuld av eple, er noget som kommer usigelig sent, men som dog kommer til den der har taalmodighet til at vente. Onsdag kom den altsaa til mig.

— I form av Paviere? læser Meninsky fra hyazinterne.

— Ja.

Meninsky tænder en cigaret og tvers over flammen kaster han et hurtig blik paa Run Bates.

— De har forelsket Dem i Paviere? spør han saa meget blidt og forsigtig.

— Jeg? Nei, sier hun som om der ikke er mere at si om det.

— Men hvorfor vilde De da reise med ham — gaar allikevel Meninsky videre — hvorfor blev De med mit tog istedenfor Deres eget? Og hans stemme er modigere, men hans blik viger ikke et øieblik fra hendes smil som underhaanden er blit faretruende voluminøst.

— De er nok allikevel en skjønner av musik, skal De se, sier han.

Men nu ler Run Bates. Hun finder ham pludselig ustyrtelig komisk. Hendes mund gaar fra øre til øre, øinene forsvinder i to smale, fugtige rids og hun maa bøie sig forover for nogenlunde at holde sig i ave.

— Aa, stønner hun tilsidst, De tror jeg kom her for at høre musik? Jeg _hater_ musik. Jeg er som en hund, kunde _hyle_ av smerte ved den.

Meninsky lægger haanden over sin fine hake.

— Var da hans ryg saa — indtagende? spør han.

— Ja, sier hun alvorlig igjen og reiser sig, for den var akkurat maken til Deres.

— Tak, sier Meninsky og reiser sig ogsaa. Men hør, kan det saa ikke bli det samme enten min ryg er Pavieres eller min egen?

— Nei ved Gud, om det kan, svarer hun og sætter sig i bevægelse. _De_ er ingen virkelighet, herr Meninsky. Og Deres ryg er ved nærmere eftersyn like uttryksløs som hans var uttryksfuld. Men nu skal jeg til den berømte professoren og faa reisepass. Det er vel ikke værd at fortælle ham at jeg er reist galt mens min umælende bagage er reist rigtig, for saa vil han vel beholde mig her til mental observation?

— Neida, ler Meninsky, han vil bare anbefale Dem at reise med merkelap. Men jeg ser Dem vel ihvertfald her til middag?

— De vil se mig flere middage, svarer hun, jeg har jo beordret min garderobe hit og maa vente paa den.

— Det glæder mig, sier han, men hilser idetsamme paa en ung nydelig dame ved et av bordene og hans smil dør i hans ansigt. Damen slipper gaffelen i gulvet og to herrer bøier sig samtidig ned efter den og slaar hoderne sammen med et skrall.

Run Bates naar endelig døren.

* * * * *

De sat ikke mer ved samme bord.

Ved lunchen var der femti borde og hundreder mennesker mellem dem, de kunde saavidt skimte hverandre. Og ved middagen var hun slet ikke tilstede.

— Jeg har jo ingen garderobe, forklarte hun da de næste morgen meget tidlig fløi paa hverandre i den kolossale spiraltrap mellem vestibulen og første avsats, og desuten negter jeg at sætte mig ned og spise melkevelling.

Hun kom nedenfra med dug i haaret og favnen fuld av pinseliljer. Han kom høit ovenfra med søvnen saavidt vasket av øinene.

— Melkevelling? gjentok han.

— Ja, sa hun, stansende to trin ovenfor ham midt paa den burgunderrøde trappeløperen og seende elskværdig, men i absolut forbigaaende ned paa ham. Professoren erklærte mig syk, meget syk, døende, — det vil si, han dømte mig til en hurtig henrettelse ved hvile, varmbad, diæt og medicin. Jeg vilde krepere i løpet av otte dage! Saa jeg haaper sandelig mine kufferter skynder sig.

— Jamen, sa Meninsky og steg et trin op igjen, sa professoren at De var syk saa er De det ogsaa — han er verdensberømt for sine ufeilbarlige diagnoser. Det er nok bedst De blir og gjør som han sier! Var det fordøielsen?

Da anbragte hun begge sine ben paa samme trin, paa det nærmest ham og der stod de nu tæt ved siden av hverandre i det varme skjær fra et stort fantastisk mosaikvindu.

— Nei værre, sa hun, hjertet! Og naar hjertet er galt er alting galt, nyrer, lever, hjernen og det hele. Det er til at le sig fordærvet av, jeg som aldrig har været syk en dag i mit liv — tilmed de almindelige barnesygdommene er jeg lykkelig undsluppet, forstaar De. Men De _føler_ da Deres hjerte, sa professoren forbitret. Ja, det skal være visst, sa jeg, og det er min _ambition_ at føle det, den dag jeg ikke længer kjender mit hjerte slaa kan De begrave mig. Men ikke før, sa jeg. Han blev aldeles rasende, gammelen. Aa, hvor livet er deilig fuldt av overraskelser, hvad?

— Ja, De ser ustyrtelig behagelig overrasket ut, sa Meninsky. Men De maa da ha været oppe _før_ solen idag?

— Ja, sa hun, mit hjerte vækket mig klokken to, saa idag saa jeg den staa op. Det skulde De været med paa!

— Men sover De da aldrig?

— Omtrent aldrig, nei. For jeg har vænnet mig til ikke at sove naar jeg sover heller jeg, skjønner De, jeg har dressert min underbevissthet ganske utrolig til at levere virksomhet paa bestilling, jeg drømmer altid og akkurat hvad jeg vil, de vidunderligste ting. Nu til natten, sier hun med øienene faststirret i en vældig tropefugls brogede hale paa trappevinduet, vil jeg sandelig en tur i urskogen, der har jeg ikke været paa længe, ikke siden jeg var barn og tillot fantasien at kjøre løpsk tyve gange om dagen!

— Nu har De den bedre i tøilene?

— Ja. Ihvertfald misbruker jeg den ikke, kan De tro. Der er jo alle «die nächsten Dingen» som av og til kan trænge lidt forgyldning for at falde i ens smak, ikke sandt? Mine nærmeste ting har forresten sjelden genert mig, enten det nu er deres fortjeneste eller min smaks mangelfuldhet. —

— De har sikkert været gyldne nok, — tingene, sa Meninsky og tok et godt tak om trappens granitbalustrade, det brogede lys saa ut til at gjøre ham svimmel. De gir mig det bestemte indtryk at være en ualmindelig fugl, miss Bates, for første gang utenfor et ualmindelig gyldent bur.

Nu steg Run Bates et trin fra ham og la pinseliljene bedre tilrette i armen. Og nu saa hun sterkt ned paa ham.

— Jasaa? sa hun med sine mindste og skjæveste øine. Saa galt! Jeg har aldrig levet i bur. Men det kan ogsaa sees paa Dem ved første blik at De er en daarlig psykolog. De har beskjæftiget Dem med saa meget mindre ting i livet end mennesker. —

Og hun fortsatte endnu et trin.

— Og hvad med? sa han.

— Med noget mikroskopisk — noget som har anstrengt Deres synsnerver — med mikrober og bakterier tænker jeg, eller petitbokstaver — eller _noter_, som er det mest usynlige _jeg_ vet!

Nu var det Meninskys tur til at erindre sin retning. Han tok hele to trin ned med engang.

— Noter? sa han bare og maatte simpelthen hæve stemmen for den pludselige avstands skyld. Og det var blikket fra tropefuglens røde øie som farvet hans ansigt.

Men Run Bates trak munden op under det ene øre og gik helt fra ham der paa den røde løper og i det røde lys.

* * * * *

Om aftenen fortalte han hende nede i en av de historiske salene, hvor de sat med champagne i antikke glas, at han i sin middagslur hadde drømt om hende. At han hadde set hende overskrævs paa den store brogede urskogsfugl fra trappevinduet med en lang kikkert for øinene flyve henover Palazzo Garneses massive taarne med haaret som en blaa flamme efter sig i den maanelyse luft.

— Og kunde De saa se om jeg hadde Paviere i den kikkerten? sa hun.

Nei, svarte han. Hun hadde vendt den baade mot nord og mot syd og hendes bevægelser hadde været meget utaalmodige.

— Akja, sukket hun, Paviere var nok altfor langt borte.

Men da satte Meninsky sig bedre tilrette i stolen, kremtet omstændig og sa at nei, feilen med kikkerten var netop at den var indstillet for beboerne paa Mars. For Paviere hadde været like i nærheten, ret under hendes smaa, fortryllende, nøkne føtter. Oppe paa Palazzo Garneses flate tak hadde han sittet og nydt en pjolter i al stilhet og meget interessert betragtet det nye aeroapparat!

— Nei? sa Run Bates bare. Men hendes blaa øine skjøt gule funker.

— Joho, sa Meninsky og trak et langt drag av sin cigar og slog derefter fornøiet asken av den.

— Og det gav mig en idé, sa han. Hvorfor ikke faa Paviere hit?

— Det er mit alvor, sa han videre, da Run Bates pludselig blev langsynt og maatte lægge hodet tilbake og knipe øinene sammen for at se ham. De foragter naturligvis mig murmeldyr, men middagslurer er dog godt for noget, ikkesandt?

— De kjender ham allikevel? vovet Run Bates sin stemme og en grøn skygge krøp op under hendes øine.

— Nei, sa Meninsky og ventet lidt mens hendes bevægelse gav sig. Men jeg kjender en som kjender ham. Doktor van Lengden i Paris er min bedste ven og han er Pavieres læge. Jeg kan faa min ven til at sende mesterdirigenten hit pr. omgaaende — som pakkepost, fragtgods eller ilgods, ganske som De vil.

Run Bates la fra sig sin halvrøkte cigaret. Saa tok hun Meninskys ledige haand, la den forsigtig ind under sit venstre bryst og sa bare: — Kjend!

Og Meninskys bryn hævet sig helt op under hans tilbakestrøkne blonde haar ved hvad han kjendte.

— Slik elsker De ham? sa han.

— Nei, sa Run Bates og slap hans haand. Saa gjerne vil jeg bare træffe ham.