# S/S "Styggen" ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/s-s-styggen-34183/index.md Dermed skulde den historie have været slut. Da «Mercur» kom sydover igjen var Dick ombord for at spørge styrmanden om hun var kommet vel frem. Men der fik han vide, at hun var stukket af i Trondhjem. Simpelthen sporløst forduftet. Ok ja far! Det er altsammen saa sørgeligt, at du kunde le dig kvæk ihjel af det. Dick stakkar er bare et vrag og gaar omkring om dagene som en Jeremiæ begrædelsesbog i pragtbind. Du ved jeg bander nødig; men pinedø kan man fristes. Jeg synes, at du gamle fyldepen skulde skrive i aviserne at slige forbistrede pigebørn burde sættes under laas og lukke i al evighed, amen! Hjælpe! Nei naturligvis kan det ikke hjælpe, saalænge slige halvgamle idioter som Dick gaar omkring med en voksklump til hjerte; men er det ikke fanken, at slig en krøltop af et fruentimmer skal kunne ødelægge en mand slig da. Kvindfolk skulde afskaffes. Det er min mening. Et enkelt eksemplar skulde sættes paa spiritus og sendes paa musæet til skræk og advarsel. Det vilde være mere end tilstrækkeligt.» «Jamen du er jo selv gift, Jonas Ratje!» Han glæfset i saa gnisten sprutet af ham: «Der er vel forskjel paa kvindfolk og kvindfolk. Dina Ratje født Weidemann er et anstændig menneske, det skal jeg lade dig vide. Hun er ikke nogen jomfru Jesabel, and don't you forget, eller saa forsyne mig skal du faa svælge tænder som grynvælling.» Jeg havde et svare stræv med at stille ham tilfreds og da jeg nogenlunde havde beroliget ham piltet jeg iland. Luften ombord i «Styggen II» var ikke rigtig klar den dag. Men for min ven Dick Darling var jeg dybt bedrøvet. Syndens sold. Jonas Ratje tændte sin pibe og gik om paa styrbords side af styrehuset, hvor han stillet sig op med begge hænderne i bukselommerne og stirret over mod Fæstningskaien med en bister og fortænkt mine i sit ellers saa joviale fjæs. Ratje havde sin bestemte hensigt med denne manøvre. Han var en mand, som i det hele taget sjelden gjorde noget uden bestemt hensigt. Netop nu, i dette hellige øieblik stod Trumpen, formanden hos Hahn & Hinken, inde paa Holbergsalmendingen og skreg sig hæs paa: «Styggen hoi!» Det begav sig at Ratje og Trumpen ikke var perlevenner for tiden; derfor var det skipper Jonas Ratje syntes merbemeldte Trumpen kunde have godt af at staa der en stund og brøle. Den svinepelsen! Havde han ikke i sidste kulopgjøret noteret de to ton kul, som han og Ratje var blevet enige om skulde gaa af som «svind.» Intet under, at da Ratje stod oppe hos Hahn & Hinken paa kontoret og fik den salve midt i synet, saa havde han paa et hængende haar forsnakket sig og røbet visse transaktioner som firmaet helst ikke skulde have sin næse i. Hahn & Hinken eiet halvdelen af «Styggen II.» Trumpen, maskinisten Dick Darling og han selv eiet resten; men der bestod visse hemmelige aftaler og arrangements, som gjorde, at kontorets halvdel nødig maatte vide, hvorledes den anden halvdel disponerte uofficielt. Nok om det. De to ton kul var netop en af de ting som kun vedkom den farende del af rederiet og det var derfor noget henimod forræderi af Trumpen, den klodsmajor, at han havde opgivet disse kullene i sidste maanedsopgjør. Som en konsekvens af dette misgreb eksisterte der nu en aaben konto mellem ham og Ratje. Vistnok havde skipperen i sidste øieblik bidt sig i tungen og derved undgaaet at røbe sig; men hvis Trumpen indbildte sig at han skulde faa dø i synden, saa var han gaaet feil i byen; for han kjendte nok ikke kaptein Jonas Ratje ret. Dick Darling stak hovedet gjennem maskinkappen: «Trumpen staar inde paa Nyalmendingen og brøler som han skulde have betaling for det, Ratje.» «Lad ham brøle.» Skipperen spyttet over rællingen og skiftet piben over i bagbords mundvig. «Ja men; han vil have fat i -- --.» «Lad ham brøle, det asen. Pas du dit, saa skal nok jeg passe mit.» Dick skjønte at Ratje var nok ikke naadig idag. Han rystet paa hovedet og sagde ganske sindig: «Ja ja Jonas, saa sætter jeg maskinen igang, da.» «Du gjør fanden heller! Du kan bare understaa dig til at røre den før jeg giver besked. Det er mig som er skipper her, ser du.» Dick tiede. Han forstod her foregik noget som han ikke havde rede paa; men han kjendte Ratje og da det ikke syntes at være noget som specielt angik ham selv, saa holdt han sig nøitral og nøiet sig med at holde øie med Trumpen inde paa bryggen. Minutterne gik og Trumpen brølte. Ratje fuldendte sin pibe og stoppet sig en ny. Pludselig blev der fart i Dick: «Død og plage. Der kommer «Trygg» og Trumpen praier den.» «Hvad siger du? Ja, det skulde bare mangle at den plimsolleren skulde tage jobben fra os. Fuld fart forover, Dick. Skynd dig.» Ratje stak piben i lommen, gik over til bagbord, satte hænderne for munden som raabert: «Halloi. Nu kommer vi.» Og dermed for han ind i styrehuset. Men derinde bandte han, saa blaa flammen stod ham ud af halsen. «Hm! Den Trumpen. Han skulde jamen faa vide, hvad han var gjort af, det kunde han tage gift paa.» Med et flot sving klappet «Styggen II» op langs bryggen; men Ratje gik ikke ut af styrehuset. Oppe paa bryggekanten stod Trumpen og raabte en besked. Ratje keg gjennem ruden; men han rørte sig ikke. Det frydet ham at se, at Trumpen blev sintere efterhvert. Tilslut hoppet han ombord og for henimod styrehusdøren og idetsamme han rev den op, bøiet Ratje sig over talerøret til maskinen: «Fuld fart forover, Dick.» Først derefter vendte han sig mod den anden: «Nei, goddag Trumpen. Hvad i alverden er det du har det saa braadt om idag?» «Braadt om? Her har jeg staaet og skreget og brølt paa dig i snart en halv time; men du er nok stok sten døv, du. De to skuderne i Laksevaagsholen, som skal over til Heggernæs. Er det meningen, de skal komme over idag?» «Har du staaet og praiet? Jeg har ikke hørt dig, jeg. Saa det var de to skuderne. Ja, vi skal hente dem med engang.» Trumpen vendte sig forarget for at gaa igjen; men opdaget saa at «Styggen II» alt var kommet midt ud paa Vaagen med kurs for moloen. Han satte i en fleskeed: «Hvad skal dette betyde? Vil du se at sætte mig iland igjen, og det lidt fort.» Den vesle fyren stod og trippet af bare ivrighed; men Ratje, stor og svær, stod ganske rolig ved rattet og rørte sig ikke, styret bare samme kurs. «Hvad er dette for narrestreker, Jonas. Sæt mig iland, hører du. Jeg har det travelt og har ikke tid til ablegøier nu.» «Ikke jeg heller. Det haster med skuderne, ved du. Og desuden er det bedst, du følger med og passer paa, at der ikke forsvinder to ton kul fra dem underveis.» Ratje smilte bredt og tilfreds. Der gik et lys op for Trumpen. Han begyndte at forstaa et og andet, og da han fik tænkt sig om blev han endnu sintere end før, hvilket han ikke lagde skjul paa. Han skjældte skipperen ud efter noder; men Ratje tog det med ro. «Du kan nu pibe eller gale som du vil; men du faar blive med nu.» Og Trumpen maatte følge med først til Laksevaag og siden til Heggernæs. Men derude sprang han paa land straks han kunde. Han var saa fortærende sint at han sprutet gnister. Ratje sagde ingenting. Først da han havde hjulpet til at faa begge skuderne fortøiet saa han op paa Trumpen som endnu ikke var færdig med at skjælde ud. «Ja ja, farvel da, Trumpen. Du foretrækker at spadsere indover til byen igjen du; men jeg har det travelt, saa nu gaar vi.» Det gik op for Trumpen at han havde begaaet nok en dumhed. Men da var det forsent, for «Styggen II» stod indover igjen for fuld fart; og Ratje, den skjælm, bøiet sig ud af styrehusdøren og vinket saa venlig med haanden til afsked. * * * * * «Dick,» brølte Ratje. «Kom her op Dick!» Op fra maskinrummet stak Dick Darlings sodede ansigt. Han tørket sig med tvistdotten over panden. «Bevares er det gamle Erik, som er løs, slig som du bælger?» «Ja, netop han. Se nu paa de skuderne som «Trygg» slæber afsted med der. Hvis det ikke er Hahn & Hinken sine, skal jeg lade mig flaa levende.» «Da slipper du at blive flaaet dennegangen, skjønt du havde ærligt fortjent det. Nu er det tredie gangen i denne ugen at «Trygg» faar en job som vi skulde havt. Skammer du dig ikke, Ratje?» «Skammer mig. Hvad mener du? Er det kanske min skyld at Trumpen -- -- -- --.» «Oh yes! Trumpen er god at skylde paa, han. Men det var dig, Jonas, som gav Trumpen den lystreise til Laksevaag og Heggernæs. Og der har du betalingen.» Dick gjorde en talende gestus over mod «Trygg», som netop seilet forbi med to digre lægtere i slæbet. Skipperen derover tillod sig ovenikjøbet at hilse med tre smaa stød i fløiten idet han strøg forbi, og Ratje, som ellers ikke savnet herredømme over sprogets bitre gloser, tiet bom stille. Tilfældet var usædvanlig og gav kanske bedre end noget andet udtryk for, at kaptein Jonas Ratje var saaret paa et meget følsomt punkt. Dick, som for en gangs skyld merket at han havde overtaget, kunde ikke dy sig. Idet han dukket ned maskinleideren smald det: «Du burde huske paa, at der er flere end dig, som har part i «Styggen II», og denne hersens kassen vor skulde helst være en forretning. Istedet derfor gjør du den til et flydende cirkus og flyver rundt paa havnen og giver opvisninger i clownekomik, som en anden fordrukken bajads. Huf! At nogen skal være nødt til at -- -- -- --» Men nu var sinnet kogt op i Ratje: «Shut up! din hylende hyæne, eller jeg slaar hovedet dit ned i maven paa dig, din svarte, sodstinkende, fedtkogende, talgsmørende djævel.» Dick skjønte han var gaaet et skridt for vidt, hvorfor han behændig smat nedenunder; mens Ratje gik ind i styrehuset og slog døren i efter sig saa det kunde høres over hele Vaagen. Derinde fortsatte han at prøve sprogenes velklang i mange og malende udtryk, fra alverdens havnesteder, og han gav sig ikke før han var saa udmattet, at han simpelthen ikke kunde længere. Først da satte han sig ned, støttet hovedet i hænderne og gav sig til at tænke. Det var en lang og pinefuld proces; men da han endelig var færdig smilte han noksaa fornøiet. Men før han gik ud paa dækket igjen trak han frem sin vældige hestehandlerportemonæ og undersøgte omhyggelig dens indhold. Paa middagsstunden, da alle slæbebaadene laa stille ved Holbergsbryggen ofret Ratje sin middagslur og aflagde en visit ombord i «Trygg.» Det endte med at de to skippere stak op til Eide paa almendingen for at faa sig et glas øl. Det ene blev til to og tre og fire. Siden da samlaget aabnet blev der kjøbt aquavit og mere øl som blev fortæret i styrehuset paa «Styggen II.» Desværre maa det bekjendes, at særlig skipperen paa «Trygg» blev synlig beruset. Særdeles meget synlig, saa han gik og vævet og tullet til spot og skjændsel for alle paa havnen. Han kaldte Ratje for sin bedste ven og forpligtet sig til at slaa en vis Trumpen helseløs, saasnart han fik ham under hænderne; thi havde ikke samme Trumpen snydt ham blodig og meget og havde ladet sig betale for at «Trygg» skulde faa nogen elendige slæb for d'herrer Hahn & Hinken, uagtet dette glorværdige firma havde givet udtrykkelige ordre til at han, Hansen paa «Trygg», skulde have alle de slæb som hans ven Ratje ikke kunde overkomme. Men han, Hansen paa «Trygg», var meget for god kar til at lade sig snyde af en slik elendig skinhellig luseknækker som Trumpen, og nu vilde han fluksens og uopholdelig begive sig op paa kontoret til Hahn & Hinken og meddele dem hvilken simpel og utro tjener de havde i søndfjordingen Trumpen. Havde kanske ikke Ratje sagt, at han bare skulde forlange tilbage de 27 kroner, som den infame bondeknøl havde stukket i lommen for de stakkels tre slæbene, som han havde havt i ugen. Ratje, den hædersmand, den fuldtro ven, skulde være hans vidne for Gud og mennesker paa, at han, Hansen paa «Trygg», var mand for at mestre slig en snigende, pengegrisk kjæltring, hvilket det nu var hans agt at bevise ved øieblikkelig at fordre de omtalte penge tilbage af firmaet. Hansen sjanglet opover almenningen. Men da var det at Ratje tog sin nyvundne ven om livet og lempet ham ombord igjen og førte ham nedunder i «salonen» paa «Trygg», hvor han heldte endnu mere brændevin paa ham til han ikke længere kunde gaa. Derpaa laaste Ratje ham inde og overlod ham til sin skjæbne. «Og nu Dick, har jeg atter engang givet opvisning i clownekomik som en anden fordrukken bajads. Læg dig det paa minde, Dick. Og glem ikke, at det er 27 kroner Trumpen skal dele med os. Der er endnu en dram tilbage paa flasken. Den er dig vel undt, Dick; men faa saa rokken igang, for nu har vi andet at bestille end at drive flydende cirkus. Vi faar se at komme ud i Sandvigen efter den sildeskuden som skal ind til Tyskebryggen. Hurry up, mand! Vi har alt kastet bort to timer af dagen. -- Men kjua Trumpen, han har noget at glæde sig til nu.» * * * * * «Augusta Victoria,» Hamburg-Amerikalinjens flotte paketbaad, var netop færdig med kullingen. De hvidklædte matroser var allerede igang med spylingen under kommando af en guldbeslaaet trediestyrmand. Mens Trumpen var nede i maskinmesterens lugar for at faa paategnet modtagelsesbeviset for kullene, tog «Styggen II» en sviptur ind til Sukkerhuskaien med sjauergjængen; men langs siden af turistbaadene laa endnu en ensom kullægter, og det gjaldt om at skynde sig for at faa den bort før turisterne kom tilbage fra sin kjøretur til Fløien. De var snart ventende, for allerede klokken syv skulde damperen fortsætte nordover. Det var Trumpen som skulde styre lægteren under slæbet tilbage til Laksevaagsholen. Men saa bandsat gik det for sig, at da «Styggen II» med lægteren var midtfjords slap slæberen og det var et held og et vidunder at ikke «Styggen II» fik den i propellen. Trumpen stod tilbage ombord i skuden og skreg sig hæs paa «Styggen ohoi.» Men Ratje var vist baade døv og blind, for han fortsatte uforstyrret sin kurs, og først langt borte paa fjorden tittede han ud af styrehusdøren. Der kruset sig et lumsk smil om hans mund, da han lagde roret haardt bagbord og svinget tilbage. Han lagde sig et par favne fra lægteren, slog stop i maskinen og lod drive. Saa gik han ud paa dækket og halte slæberen indenbords. Først da det var gjort, tog han en smækker line, kveilet den op i haanden og kastet den over til Trumpen, som skreg unævnelige ting til ham oppe fra skuden. Det viste sig at linen var for kort, og alt det Trumpen strakte sig, saa naaede han den ikke, den faldt i sjøen. To gange til hændte det samme og Trumpens tale var hverken from eller tækkelig. Men Ratje tog det med ro, meget roligere end hans vane var. For fjerde gang kveilet han linen op, og denne gang suste den som en lasso gjennem luften og svang sig et par gode tørn omkring Trumpen, som stod og strak sig over lægterripen for at faa tag i den. Der er ingen mennesker, som tør paastaa, at Ratje gjorde det med vilje; men faktum er at linen fik et lidet ryk i det samme, og Trumpen tabte ballancen og gik paa hovedet i Puddefjordens vover. Trumpen kunde ikke svømme; men han fik fat i linen med hænderne og klynget sig krampagtig fast til den, mens Ratje sindig og langsomt halet den ind haand over haand til han fik havaristen langs siden. Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig godt tilrette paa rællingen og nød synet af den forulykkede søndfjording. Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen. «Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.» «Træk mig op, eller saa skal hinmanden --» Ratje slakket en halv favn eller saa paa linen og Trumpen fik sig en ordentlig dukkert. Da han kom op til overfladen stønnet og spyttet han værre end før; men lektionen havde været lærerig. «Vær nu skikkelig og træk mig op, Ratje», bad han pyntelig. «Se se, vi begynder alt at lære opdragelse,» sagde Ratje; men han gjorde ingen miner til at hjælpe synderen indenbords. Da blev Trumpen ræd, og der skjalv frygt i hans stemme. «Aa, kjære Ratje, hjælp mig op nu, er du snild. Du ved du skal have det saa godt igjen,» klynket han. Ratje godtet sig. «Ja ja, -- godt igjen. Du sagde ikke det forleden, da du lod Hansen paa «Trygg» faa slæbene og stak provisionen i lommen uden at dele med Dick og mig, endda du ved saa vel hvad aftalen er.» «Jeg har ikke faaet nogen provision!» Dick Darling kom op fra maskinrummet i det samme for at se, hvad det var som var iveien og Ratje raabte til ham: «Kom her, Darling, Trumpen siger, at han fik ingen provision af Hansen paa «Trygg.» Dick kom. Med et eneste blik opfattet han situationen. Han stak hænderne i lommen og plystret en lang forstaaelsesfuld node. «Hvad skal vi gjøre med ham?» spurgte Ratje. Han brød sig slet ikke om at Trumpen begyndte at brøle om «hjælp» alt det han orket. Dick kastet et foragtelig blik udenbords. «Lad ham gaa tilbunds. Det er jo bare en søndfjording,» sagde han ligegyldig. «Aa, Gud bevare mig arme synder,» stønnet han. «Træk mig op. Jeg klarer ikke at holde mig oppe længere nu.» «Aa jo da. Du klarer det længe endnu,» sagde Ratje, han gav den ulykkelige Trumpen en ny dukkert. «Hvormeget var det du fik hos Hansen?» spurgte Ratje, da han kom op igjen. «Jeg fik ikke en øre, hører du,» jamret det udenbords. Atter slakket Ratje et par alen paa linen. «Hvormeget var det du fik?» kom det uforstyrreligt. «Ti kroner,» skreg han langs skibssiden i sin yderste nød. «Fy, at du kan lyve nu i din sidste stund.» Ratjes stemme var mildt bebreidende og Trumpen gik under paany. «Hvormeget var det saa du fik?» «Syvogtyve kroner.» Trumpen var blevet myg som voks nu. Han skjønte det hjalp ikke at komme med løgn længer. «Syvogtyve kroner? Og nu vil du dele med Dick og mig? Vil du ikke det, Trumpen, vennen min.» «Jo bare hal mig op, jeg greier det ikke længer.» «Og saa vil du forære Dick og mig din part, fordi vi er saa snilde at lære dig af med din begjærligheds synd?» «Nei, saa skulde da f-- -- --» Resten druknet i de salte vover. «Høflig, fremforalt høflig, naar du taler til en kaptein, din flerfoldige søndfjordstril, der du er. Vil du forære mig og Dick din part eller vil du ikke?» «Aa jo, træk mig op, saa skal du faa det.» «Naa endelig, nu bliver du medgjørligere, lader det til.» «Ja, ja, bare træk mig op, saa skal du faa det med engang, -- Aa du din blodtørstige -- -- --.» «Naa høflig! siger jeg,» kom det advarende. «Ræk portemonæen din til Dick først; og nu faar det gaa lidt gesvindt, for nu er jeg lei af denne komedien.» Der kom en baad roende indover; men Trumpen kunde ikke se den der han laa. «Træk mig op først, saa skal du faa pengene.» «Aa langt fra. Pengene først,» sagde Ratje, han gav Trumpen en lang dukkert, længere end nogen af de forrige. «Har du bestemt dig nu?» Trumpen graad sine modige taarer. Men han havde endelig lært. Uden et ord mere fik han med møie og besvær portemonæen op af lommen med den ene haand og Dick bøiet sig udover og tog den fra ham. «Saa, hal mig nu indenbords,» sagde Trumpen. «Nei stop lidt. Se først efter, Dick, om der er penge nok. -- -- Saa der er det? Ja ja, da kan du hive stormleideren ud til ham, den elendige stymper, og giv ham en haand, saa han kommer ombord.» Idetsamme robaaden svang om agterstavnen paa «Styggen II» saa at Trumpen kunde se den, blev han halt over rækken af fire kraftige hænder. Men Trumpen var saa rystet at han satte sig ret ned paa polleren og graad som et barn. «Tja», sagde Ratje. «Jeg haaber det har været dig en velsignet stund til belærelse og eftertanke. Men du kan understaa dig til oftere at lade Hansen paa «Trygg» faa slæb, naar jeg er i nærheden, saa kan du bide dig i næsen paa, at du skal faa med mig at bestille. Tror du kanske at du din noksagt kan komme kaptein Ratje tværs for baugen, ustraffet? Uf at slikt naut skal faa lov til at leve. Jeg angrer næsten paa, at jeg drog dig op igjen. Men nu faar vi se at faa fat i skuden igjen, Dick. Har du pengene? Lad mig faa 13 kroner og 50 øre og lad den stymperen faa igjen sit raadne mammon. Fuld fart forover, Dick!» Diplomatiske forhandlinger. Jeg skulde møde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjøre af mig i mellemtiden. Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet mistrøstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa koldt og ufjælgt som om vi skulde være i februar. Jeg stod og overveiet, hvorvidt jeg skulde bestemme mig for en café eller kaffistova, da jeg pludselig blev var en liden grønmalet skorsten som stak op for enden af kaien ude ved Nicolaikirkealmendingen. Da var jeg ikke i tvil længer. Det var en evighed siden jeg havde hilst paa mine venner ombord i «Styggen II,» saa skjæbnen kunde ikke give mig et tydeligere vink. Skorstenen var ikke til at tage feil af. Der fandtes bare den ene af den konstruktion og farve paa hele Vaagen. Styrehuset var lukket, men jeg hørte stemmer indenfra. Det var først min mening at praie, men det faldt mig ind at det var ganske overflødig og jeg steg stille ned paa dækket. De inde i huset var saa optaget af sit, at de ikke lagde mærke til den smule støi jeg gjorde, og jeg hørte de var høirøstede. Det var først Jonas Ratjes sterke trompetrøst som sagde: «Aa gamle Hahn er ikke saa værst; men Hinken er og bliver en blodsuger alle sine dage. Han var saa sta som et muldyr.» «Ja, og naar Hinken ikke vil, saa staar du og gaber og ved ikke ud eller ind. He, Hinken vil ikke. Asch, at du ikke skammer dig Ratje!» Det var Dick Darling som gnældret dette, og det slog mig at han var ualmindelig ophidset. Det lignet slet ikke Darling, som ellers var et af de roligste mennesker jeg kjender. Et øieblik var jeg fristet til at blive staaende for at faa høre videre, hvad det hele dreiet sig om; men saa syntes jeg ikke det godt gik an at belure mine gamle venner, og derfor aabnet jeg døren med et raskt greb. Der blev pludselig saa stille, idet de saa mig. Det var tre ialt. Kaptein Jonas Ratje som stod bred og majestætisk midt i rummet. Dick Darling, maskinisten, i det ene sofahjørne og Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandre alle tre, som folk gjør naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale. Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet mig, og jeg følte mig oprigtig talt lidt stødt og lidt skuffet. «Goddag,» sagde jeg. «Jeg kan godt gaa min vei igjen.» Ratje tog sig sammen. «Nei for noget sludder. Stig bare paa og luk døren efter dig. Goddag pennevisker! Det var bare noget vi sad og snakket om, og saa kom du saa uventet. Det var derfor vi blev lidt altereret med det samme du aabnet døren.» Jeg lod mig ikke nøde. Min nysgjerrighed var vakt og her var jo øiensynlig noget i gjære, men for anstændigheds skyld fandt jeg at burde bemærke: «Jamen hvis jeg kommer til uleilighed, saa -- --» «Nei langt fra. Tvertimod, du kan kanske hjælpe os, naar du faar høre hvad det er,» sagde Ratje, og Darling gjorde plads for mig i sofaen og trykket min haand, hvad der var ligesaagodt som en skriftlig sanktion af skipperens udsagn. Bare Trumpen spyttet lidt demonstrativt; men vi var ikke vant til at tage nogen notis af hvad Trumpen mente eller ikke mente. Jeg dalte ned midt i sofaen uden videre palaver: «Altsaa fortsætter vi der hvor vi slap. Hvad er det Hinken ikke vil? og hvorfor skal Ratje skamme sig? Det var saalangt vi var kommen, da jeg havde den ære at gjøre min entré.» «Fordi han er en tosk,» svarte Darling. «Hvem, Hinken?» «Nei, Ratje. Hinken er et asen.» «Aa saaledes!» sagde jeg; men jeg var fremdeles ikke med paa noderne.