# S/S "Styggen" ## Part 3 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/s-s-styggen-34183/index.md Pludselig holdt dampen op at buldre. Trykket var gaaet ned og sikkerhedsventilen lukket sig med et lidet smeld. Ratje mærket instinktmæssig at maskinen gik fremdeles, og at «Styggen» lystret roret. Da var det ligesom han vaagnet igjen. I et nu havde han klart for sig, hvad han skulde gjøre. Kanske tolderne endnu skulde faa næsen i en klud. «Kom hid Dick!» bed han i. Dick kom, muggen nok og spurgte: «Hvad nu?» De to mønstret hinanden et sekund. «Du faar glemme at jeg forløb mig; men du kan vide jeg blev hidsig. Omforladelse gamle ven.» «Aa, det er allright,» sagde Dick. Han tog den fremstrakte haand og knuget den som var det et hammerskaft han tog i. «Men nu faar du holde det gaaende saa godt du kan i længste laget, og saa faar du sætte pumpen igang fra tanken. Der er fire ton, det hiver vi ud paa en times tid og saa længe maa vi klare os.» Dick stod et øieblik ganske uforstaaende; men saa gik det op for ham, hvad det var Ratje vilde. Det var som om man havde forlangt hans hjerteblod. Hele hans skotske natur gjorde oprør mod denne formidable tanke: «Pumpe? -- -- -- pumpe klare wiskyen ud i Nordsjøen? Aa gudfaderbevaremigvel. Tusen gallon wisky ud gjennem pumperne. -- -- -- End Hahn & Hinken?» «Til Bloksbjerg med dem. Det er vort eget skind det nu gjælder, og dette er den sidste mulighed. Men tiden er kostbar, klem paa.» De kjendte hinanden altfor godt disse to hædersmænd til at imponere hinanden synderlig i hverdagslaget; men nu var Dick imponeret. Dette var en stor mands hensynsløse greb i farens stund. Tusen gallons wisky i sjøen! Du store alverden. Havde det været blanke kronestykker Ratje havde foreslaaet ham at kaste overbord, det havde ikke anfægtet ham synderlig, saalænge det ikke var hans egne; men wisky. Han gik agterover og rystet paa hovedet hele tiden. Men han var kuet og han lystret ordre. Det daget for ham at paa en maade var dette det største han havde oplevet. Men da pumpen var kommet igang, og han saa den dyre drik staa som en armtyk straale ud gjennem afløbsrøret i skibssiden, da kunde han ikke længere, og han krøb ned i sit hul, hvor han satte sig ned og graad af ærgrelse, som et barn man har skjændt uretfærdig paa. Spændingen havde været for stor, nu kom reaktionen. Dick Darling seg sammen som en vaad klud, slap og ødelagt. Men Ratje havde endnu sin hellige stund i behold. Det kriblet ham i alle nerver. Vilde han kunne holde det gaaende til tanken var tom? Det var det store spørgsmaal. Hvert halve minut saa han agterover, og hvergang syntes han skøiten var kommet utrolig meget nærmere. Men det tog sin tid alligevel før han blev indhentet, og da skøiten endelig var naaet frem paa praiehold havde Ratje den tilfredsstillelse at se at pumperne ikke længere tog. Tanken var altsaa tom. Det gav ligsom rygrad. Han slap rattet og gik agter i lugen til Dick. «Aabne bundventilen og slip ind saa meget sjøvand i tanken, som der er tid til,» sagde han. Og da han saa Dick straks reiste sig for at efterkomme ordren, satte han hænderne for munden som raabert og brølte over til skøiten en hel skylle af udsøgte uforskammetheder. Hans samvittighed var nu snehvid og selv ikke en kongelig norsk tolder havde noget at sige ombord i hans skib, de kunde være saa beslaaet de vilde baade med blanke knapper og guldtresser baade her og der. Men da han havde revet af sig det værste, faldt det ham ind at paa denne maade kunde han gaa glip af halve komedien. Saa tilbød han generøst at steame ind til Mjøvik, om kanske hans høihed vilde gjøre ham den fornøielse at følge efter og aflægge ham en visit. Han, Ratje, vilde føle sig smigret og hædret ved saa megen ære. -- Og tolderen bed over agnet. Naa ja. I Mjøvik fik Ratje sig en koselig stund. Men jamen var det paa nippet, at Dick, det bagbæst, havde ødelagt det hele. Han havde ikke kunnet modstaa fristelsen. Da han havde grædt ud, havde han i al stilhed fyldt en pøs med wisky og stillet den tilside til senere brug. I sidste øieblik opdaget imidlertid Ratje det, og endnu medens tolderen stod ved siden af ham, slog han med aandsnærværelse hele pøsens indhold overbord. «Den pøsen skal bare bruges til drikkevand, Dick. Det ved du, saa du kunde gjerne finde noget andet til alskens suttel og søl, naar du endelig skal bale med det. -- Men undskyld, jeg glemmer nok min pligt som vært,» vendte han sig forekommende mod toldbetjenten. «Hvormed kan jeg være til tjeneste, min herre. Jeg kan ikke tænke mig, at dette skal være et toldeftersyn, saasom vi aldrig gaar i udenrigs fart. Men forøvrigt er der intet som er mig kjærere end om det høie toldvæsen vil benytte mit ringe skib som øvelsesfeldt. Det kunde jo muligens være nyttig.» Tolderen bare skulet bort paa ham. «Vil De aabne vandtanken for mig?» «Med fornøielse,» han viste veien ind i «salonen» og aabnet en luge i dørken. Hele rummet fyldtes øieblikkelig med den lifligste spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds smil. «Kan De laane mig et glas?» spurgte han. «Nei desværre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandøse kan klare det?» Tolderen nikket bifaldende. Øsen kom og tolderen fyldte den til randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en vældig slurk. -- -- -- Derpaa spyttet han: «Aa fy for al landsens ulykke. Det er jo sjøvand!» «Ja naturligvis er det sjøvand. Kjære hvorfor spurgte De mig ikke først, saa skulde jeg have sagt Dem det straks. Kanske De troede det var brændevin, De? -- Nei desværre, saa heldig er vi ikke herombord, at vi kan have hele tanken fuld af slige sager at traktere vore gjæster med, selvom de er saa høitæret som Dem min herre.» Toldbetjenten vendte ret om paa hælen og gik fraborde uden saameget som at sige farvel. Men da han var vel afgaarde gik Dick bort til værktøiskabet sit, det han meget omstændelig lukket op. Han tog kaffespandet sit ud, tog laaget af og holdt spandet bort under næsen paa Ratje: «Det var meningen min at dele med dig, Jonas; men naar du har raad til at slaa væk en hel pøs wisky, saa fortjener du sandelig ikke at faa noget. Nu vil jeg drikke, og du kan nøie dig med at se paa.» Ratje bare lo. «Drik du. Du kan trænge det efter dagens sindsbevægelser. Imens gaar jeg iland og ser om vi kan opdrive lidt mad; for jeg er sandelig mere sulten end tørst.» * * * * * Paa matten nede ved døren i det indre kontor hos Hahn &. Hinken stod Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Ved den ene side af den høitidelige kontorpult sad Hahn, taus og alvorlig, som altid. Men frem og tilbage paa gulvet mellem vinduet og pengeskabet løb Hinken skummende af raseri. Ratje havde netop aflagt en fuldstændig beretning om turens begivenheder og Hinken var misfornøiet med resultatet som rimelig kunde være. Af og til stoppet han op og kastet nogen iltre spørgsmaal til Ratje, som besvaret dem med knusende ro. «Men gubevaremigvel mand, forstod De ikke, at det var penge De paa den maaden pumpet overbord? Blanke penge. Fire femtusen kroner kastet paa sjøen.» «Ja er det noget at snakke om.» Ratjes beskedne ydmyghed var med engang som strøget af ham. Stemmen blev hidsig og agressiv. «Det var vel billig nok sluppet det. Eller kanske De synes, det vilde lønnet sig bedre at tage et par aars tugthus for at redde de lumpne kronerne for toldvæsenet. For det maa De da begribe, at hvis jeg ikke havde gjort hvad jeg gjorde, saa var Deres fordømte smuglehistorie blevet røbet. Det kunde blevet noget andet det end at sidde lunt paa kontoret, medens andre risikerer baade liv og ære for Deres skyld. Havde De sagt fra paa forhaand hvad hele affæren gjaldt saa skulde pokker havt noget med Deres skidne smuglegods at gjøre.» Attaken kom saa uventet. Hinken var ikke vant med at blive overhæklet paa sit eget kontor. Han tabte ganske fatningen: «Uforskammet! Der er døren! Hvad er det De vover, er det mig De skjælder ud?» «Take it cooly, old man! Her er en regning som skal betales først før jeg gaar. Syv døgn à 40 kroner pr. døgn er 280 kroner, tak. Ogsaa er der en liden reparation paa et damprør som kommer paa 50 kroner. Det er 330 alt i alt.» «Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine øine.» «Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen. Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?» Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han ikke have gjort. I næste sekund laa den vesle tyksakken paa sin bag og sprællet med benene borte i krogen ved pengeskabet. Der gled et blegt smil over Hahns strenge ansigt: «Kom her med regningen, De kaptein Ratje. Jeg skal skrive paa den, saa kan De hæve pengene ude ved kassen. Og saa kan De hilse Trumpen fra mig, at De skal have slæbningen for den kullasten som kommer i næste uge. Godmorgen Ratje, tak for umagen.» Ratje blev lidt forbauset. «Tak selv hr. grosserer, godmorgen.» Men da han vel var ude af døren og Hinken havde faaet samlet sig lidt sammen borte i krogen, sagde Hahn: «Ratje havde fuldstændig ret. Der var intet andet at gjøre, og vi skal være ham taknemlig for hans konduite. Det hele var en skidt historie, og nu taler vi ikke mere om den.» Nedenom og hjem. Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje, dette at føle sig som velhaver. Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i «Styggen», den vesle taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrække og aldrig var det lykkedes dem at tjene mere end netop det allernødvendigste fra dag til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i fanget paa dem. Eller kanske nogen vil bestride at 435 kr. netto kontant er stor og uanet rigdom? Det var netop den sum Jonas Ratje dags dato havde sat ind i Kreditbanken, og Dick Darling havde nøiagtig samme sum i sin indvendige trøielomme igaaraftes da han gik iland. Da han imidlertid ikke var tørnet til idag, skjønt klokken gik til tolv, saa kunde det formodes at beløbet for Dicks vedkommende allerede var reduceret, og at Dick var fuld eller ialfald ikke vilde vise sig før han var blevet det. -- Jo da, de to gamle pirater var pludselig blevet lykkens kjælebørn. Først var der nu en vis ekspedition de havde foretaget for de herrer Hahn & Hinken. Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt for tort og svie. Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis. Ratje og Darling havde ikke havt fire timers søvn i døgnet i al den tid, mens de sled ondt som hunder og tjente penge som grosserere. Og endelig som de var færdig med hele sildesjauen kom der en tysk havforskningsdoktor med briller og rare instrumenter og leiet «Styggen» for 40 kroner dagen i hele fjorten dage. -- Ak ja, livet var ikke saa værst, og selv om Dick tog sig et par dages gallafyld ovenpaa de gode job, saa fik det taales, naar bare det bagbæstet havde varskuet først, saa Ratje ikke behøvet at sidde her og vente som en anden nar. Forresten havde han det allright her i styrehuset. Han kunde jo gaa hjem; men siden Dina Ratje født Weidemann igaaraftes havde hørt nævne de mange kontanter, havde der været saa mange antydninger og hentydninger og vink om alle de ting som hun og barnene absolut maatte have nye, at det kanske ikke var værd at holde for nær opunder der for det første. Jonas Ratje karvet i piben og belavet sig paa at nyde livet. Han fik fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt. Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. -- Nu kunde de komme og gjøre sig vigtige baade «Dræberen» paa «Liv» og «Smaafanden» paa «Trygg» og alle de andre paverne. Han blæste dem et langt stykke. Ja, om det saa var Jeremiassen paa «Storegut», som havde hus paa Laksevaag og var god for sine tyvetusen mindst, saa kunde han faa lov til at kysse ham baade her og der. Ratje stak ikke op for nogen. * * * * * Vaarsolen spillet i de smaakrusede bølger. Det skinnet af blanke reflekser fra de mange ruder over i de nye murstensgaardene paa Tyskebryggen og hele Vaagen var fuld af yrende liv. Der blæste en liden frisk bris fra øst og inde ved Triangelen stod de kommunale flag ret ud fra de tre flagstænger. Enkelte B. D. S.-skibe ved Fæstningskaien var ogsaa flagsmykket i en eller anden anledning. Men inde i styrehuset paa «Styggen» var det ganske stille. Solen baget saa behagelig gjennem de store vinduer og Jonas Ratje laa paa ryggen paa sofabænken og snorket. Piben var faldt i dækket og bankbogen var blevet liggende paa hans brede bryst. Pludselig vaagnet han. Døren blev revet op med et kraftig tag, og i aabningen stod Dick Darling. Dick var ædru. Ratje gned sine øine, han kunde ikke rigtig tro dem. Dick ædru nu middagstider, endda han havde været i land hele formiddagen, det var jo forholdsvis utrolig. «Naa er du der, du gamle hallunk.» Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket døren bag sig og satte sig paa bænken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig to gange og endelig kom det: «Det bliver svinagtig dyrt.» «Dyrt? Hvad bliver dyrt?» «Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste vi kan faa det for.» «Er du gal, eller er du bare fuld, mand?» «Ingen af delene. Jeg har været tre forskjellige steder og spurgt; men 635 kroner er allerlaveste pris, det er bandt sikkert det. -- Og du ved der kommer altid et eller andet lidet til, saa siger vi 700 kroner rundt.» «700 djævler. -- Hvad er det du sidder og vabber om mand.» Dick trak betænkt op et papir af lommen sin. Det var krøllet og skiddent; men de store klodsede bogstaverne var ganske læselige. «Se her, kan du selv se. Nyt vevlager i høitrykken 47 kroner, nye pumpeventiler 15 kroner stykket, og da bruger vi endda de gamle sæderne. Saa maa vi have fem nye stagrør i kjedlen og -- --» «Plager hinmanden dig? Hvad skal dette sige?» «Skjønner du ikke det, Ratje, at hvis vi skal gaa en dag længer med denne vidunderlige submarine baaden vor, saa maa maskinen og kjedlen repareres. -- Og nu har vi lidt penge, altsaa maa det gjøres nu, og vi maa heller begynde idag end imorgen.» Der kom et forunderlig træk om Ratjes mund. Han sad endnu med bankbogen i haanden og blev siddende og bladet i den ganske aandsfraværende. Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betænkt med lange mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det raadeligst ikke at sige noget. Saa dette var altsaa meningen. Ikke før var der et par øre tilovers, saa straks var de ude for at plyndre, baade den ene og den anden. Først madamen med jeremiader om klær og sko og guderne maatte vide, hvad andet. -- Og saa Dick med denne fillemaskinen sin. Nu havde den alligevel skranglet afgaarde i ti samfulde aar trods der altid havde været den samme klagesang at høre bestandig. Men til dato havde nu «Styggen» hostet sig frem fra job til job -- og det klarte sig vel endnu en stund. Jonas Ratje smeldte bankbogen sammen med et klask. «Nei saa pinedø,» kom det resolut. Det skulde ikke ske hvordan pokker det saa gik. Han puttet iltert bogen ned i den indvendige frakkelommen og knappet tæt til, som om nogen vilde røve den fra ham. Dick Darling blev siddende som før. Atter blev der en lang og pinlig pause. Saa sagde han langt om længe: «Jamen vi maa. Der er ingen bøn for det.» «Maa, maa -- nei siger jeg,» buste det ud af Ratje. «Tag det med ro mand. Det vi maa, det maa vi. Vi kommer ikke udenom det. Vi kan ikke holde det gaaende et halvt aar til, og da bliver det endda dyrere. Desuden, nu har vi penge; men om et halvt aar, saa har vi ingen. Ialfald ikke jeg; for da har samlaget faaet dem. Jeg kjender gamle Dick, den fyldehunden, fra før.» «Ja du om det. Det er dine penge; men før jeg gaar med paa dette, før skal vi sælge hele skrabejernshaugen efter vægt.» «Sælge «Styggen». Det mener du ikke.» Nu var Jonas Ratjes taalmodighed slut. Han røg op i et gnistrende sinne, slog i væggen saa det skranglet i hytten og svor og bandte baade paa det ene og det andet. Det var et stort ordforraad Jonas Ratje havde til raadighed, naar han var i det hjørne. Dick var heller ikke renonce for trumfer, og i de næste ti minutter skjældte de to mangeaarige kammerater hinanden ud i et sprog, som kunde sat skottene i brand, saa glohede var de gjensidige velsignelser. Endelig orket de ikke mere. De sank tilbage hver i sit hjørne af sofabænken helt udmattede og kobberrøde i ansigterne. De var begge anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i øinene. Det var ikke første gang disse to røg i totterne paa hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstød en eller to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst sjeldent. Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de havde sagt, hvad der kunde siges. Kort og godt situationen havde naaet det psykologiske moment, hvor den i næste fase maatte slaa om i det tragiske eller i det komiske. Det var en flue paa Ratjes næse som egentlig afgjorde det hele. Dick Darling saa den og fandt den snodig og følgelig smilte han. -- Saa smilte Ratje og Dick lo. -- Og da lo Ratje med. «Naa endelig. Det var forfriskende; men gudbevaremigvel saa sint du blev, Dick.» «Ja da, og du var ikke det mindste sint, du. Bare sød og elskværdig, ikke sandt?» «Naa ja ja. Se her har du min haand, grinebider!» «Tak. -- Men skal vi saa beslutte os til at reparere?» «Nei.» Ratjes mund smækket i som en rævesaks. «Naa saa, naa!» Dick blev atter stødt og der opstod en fem minutters evighedspause. -- -- -- -- --! «Du Dick. Skal vi sælge hele kassen?» «Hvem vil kjøbe?» «Hahn &. Hinken, ved du.» «Ja for halvandet tusen. Det har vi jo snakket om saa mange gange før.» «Ja, men om vi sælger saa beholder vi jo jobben for dagløn.» «Og bliver andenmands slaver for resten af vort liv. Tak, men det bliver der ikke noget af.» «Hvorlænge kan du holde det gaaende? Et halvt aars tid?» «Ja til nød.» Atter pause. -- -- -- «Om vi assureret «Styggen», Dick. -- Ja mod totalforlis selvfølgelig.» Dick sendte sin kompagnon et blik. Hvad pokker var det nu som stak ham? «Assurere? Hm, hvorfor det?» «Joooo! Der hænder saa mangt, sagde kobben. Det kan da være godt for noget at assurere.» «Hm!» Atter en lang pause. -- Det var karakteristisk for situationen, at de ikke kunde se hverandre i øinene. Deres blik mødtes uvilkaarlig engang; men straks saa de til hver sin side. Netop dette gjorde, at de forstod saa inderlig godt begge to. «Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde tusen kroner, og kanske lidt mere.» «Ja ha, jo det faar vi nok. -- Men, puh saa kvalmt her er Jonas.» Dick slog døren op paa vid væg og den kjølige friske vaarluft fyldte hele styrehuset i en gufs. De aandet begge to ud og suget et par dybe drag, nydelsesfuldt og velbehagelig. -- Det var som en opvaagnen. «Kom med op paa almendingen og faa et glas øl, Jonas. Jeg er saa tørst, at det er ligesom struben skulde snøre sig sammen paa mig nys, du.» «Allright, gaa an. Jeg skal bare se efter fortøiningerne først, saa kommer jeg efter.» * * * * * Naar en dampkjedel angribes af tæring, gaar det ofte for sig paa den maade, at det begynder som et mikroskopisk lidet knappenaalsstik i en plade; men lidt efter hvert griber tæringen om sig i det sunde jern og der bliver som et saar i det. Man kan gjøre hvad man vil, man kan ikke stoppe det. I slike tilfælde forsøger maskinisten med soda og lignende kemikalier at koge sygen ud; men oftest uden held. Det var slig tæring som havde angrebet Dick den dag da Jonas Ratje havde talt om at assurere «Styggen». Det hele var jo ingenting og selve bemærkningen var jo uskyldig nok; men den tanke som ikke blev udtalt og som laa bagom, den var giftig. Den aad sig ind i Dicks hele tilværelse og blev som et aabent saar, som laa der og værket og tæret sig dybere og dybere ind i hans bevidsthed. Han var ingen forbrydernatur; men han kunde forsøge hvad han vilde, den giftige tanke havde faaet fæste, og det hjalp ikke at han slog brændevin og andre destilata i sig for at stanse den. Sygen var der og lod sig ikke drive bort igjen. Anderledes med Jonas Ratje. Han var vistnok den som først havde fostret tanken; men hos ham var den forlængst glemt da Dick en dag en maanedstid senere pludselig spurgte: «Skal vi saa tage og assurere vraget, Ratje?» Det kom saa uventet, saa absolut apropos slet ingenting, at Ratje uvilkaarlig brast i latter. «Ja hvorfor ikke?» Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften, da de laa vel fortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem, tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med assurancefolkene imorgen du, Jonas.» «Det er alvoret dit det da, Dick?» «Der er ingen anden udvei?» De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker om dette pinlige punkt. Men ingen af dem turde tale ud. De stod slig næsten et halvt minut, saa trak de øinene til sig. «Allright!» sagde Ratje og vendte sig helt rundt paa hælen og gik. Den næste dag blev «Styggen» assureret for 3800 kroner og Dick Darling gik i en rus de følgende otte dage. Ratje derimod smagte ikke spirituosa; men paa hver side af munden hans grov der sig ind to dybe furer, og det skjælmske gode udtryk i øinene veg plads for et staalgraat kvast blik, som gav ansigtet et barskt og lidet tiltalende præg. Dick lagde ogsaa mærke til at Ratje, som ellers alle dage havde været pratsom nok, nu var blevet en taus og indesluttet mand. Dagene gik og lykken var fremdeles med. Næsten hver uge kunde Jonas Ratje forøge sin bankbeholdning. Sommetider bare med en femkrone, andre gange med mere. Langsomt men sikkert naaede han de 500 og videre helt op til 600 og forbi, saa han var paa god vei opimod de 700 kroner. Men der foregik samtidig en forandring med manden selv. Han var blevet pengegridsk. Han drev sig selv og Dick og baaden til det yderste, undte sig ikke ro hverken dag eller nat, men var paafærde baade tidlig og sent og pirket op selv den mindste job, paa hvilken der kunde tjenes en krone. Ja han forsmaaede ikke engang at ligge til langt ud paa kvældene og samle op lystseilere, som laa i vindstille bortunder Askølandet og drev. -- Det var forresten en specialitet som ikke betalte sig saa daarlig. De unge kjøbmandssønnerne var ikke knebne, især naar der var damer ombord. Men denslags business gik ud over nattesøvnen, og Dick stod mangen en god gang i maskinkappen og gjæspet og smaabandte for sig selv. Men han tiet klogelig stille. Han havde faaet sin vilje med assurancen, og han var klog nok til at indse at til gjengjæld vilde Ratje have sin vilje i alt andet. * * * * * Det var en dag ud i august maaned. Der blæste en frisk bris fra nord, og sjøen gik hvidtoppet indover Byfjorden. Ret ud for Dekkeværftet laa en kolosal Hamburg-Amerikabaad og tog ind kul. Passagererne var sendt iland som en anden saueflok for at kjøre til Fløien eller Fantoft. Imidlertid gjaldt det at blive færdig med kulsjauen før passagererne kom tilbage. Oppe paa promenadedækket gik en snorebeslaaet næstkommanderende og var ubehagelig mod sine underordnede og andre, som kom i nærheden af ham. Det forbedret ikke mandens humør da han opdaget «Styggen» som kom hostende med en kulskude paa slæb. Han sendte en hagelskur af mindre smigrende hilsener imod den, og Ratje kvitterte promte ved at manøvrere slig, at den skidne kulskuden gnuret sig et langt stykke bortover langs pakketbaadens hvidmalte side.