Part 1

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net

Avskriverens bemerkninger: Åpenbare trykkfeil er rettet i denne e-boka, men forfatterens stavemåte for øvrig er beholdt.

S/S "STYGGEN"

AF

BURCHARD JESSEN

4. TUSEN

FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD) KRISTIANIA 1917

Copyright 1917 H. Aschehoug & Co. Kristiania.

W. C. FABRITIUS & SØNNER A/S.

INDHOLD

Side

1. By og bygd 1

2. Gjennem pumperne 14

3. Nedenom og hjem 47

4. Jesabel 63

5. Syndens sold 81

6. Diplomatiske forhandlinger 97

7. Mamons træller 117

8. Sandheden om briggen 131

By og bygd.

Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.

Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster, for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.

Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som de ellers pleiet.

I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og drev.

Det var «Styggen», kaptein Jonas Ratje.

Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel. Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en taugbaat som var tilsalgs.

Dette var i South Schields.

Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene, eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet betale.

Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paa en drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i nogenlunde stand paa fillebaaden sin.

Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt lykken med sig. Siden havde de og «Styggen» ført en tilværelse saa at sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden, og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen position her nede paa Vaagen.

Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling eller «Styggen»; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.

Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.

Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig som forholdene nu engang laa an, var det sundt.

* * * * *

Saa laa altsaa «Styggen» hin solhede sommerdag med stoppet maskine og drev udenfor moloen. Ratje hang over rattet og Darling stod i lugen til maskinrummet og tørret svetten med en tvistdot.

Desværre var det dødt i businessen for øieblikket. Det sørgelige faktum var, at de havde ikke havt en job hele dagen; for imorges kom «Sabben» og nappet et skudeslæb til Salhus lige for næsen af dem. Begivenheden foranlediget mange unødvendige ord fra Ratje og en stille beslutning om hevn hos Dick.

For at faa en smule afløb for noget af sin galde havde Ratje derpaa sat kursen for Sukkerhusbryggen, hvor han tog ind ti tons vand fra byens vandværk. Samtidig fik han anledning til en særdeles oplivende krangel med vagthavende havnebetjent, som han snød for tre af de nævnte ti tons.

Men det var ogsaa alt «Styggen» og dens besætning havde udrettet hele den udslagne formiddag, og nu gik klokken alt mod tolv.

Ude ved Heggernæsset laa en vedlastet sognejægt med raaseilet hængende slapt langs masten, mens tre mand i en færing sled for haarde livet med at bugsere den indover. Ratje tænkte et øieblik paa at gaa ud og praie den for slæb; men bestemte sig alligevel for at lade være. Der var liden mening i at brænde kul paa slig en uvis forretning. I bedste fald kunde han tage ind to tre kroner for slæbet; men sandsynligheden talte for at jægteskipperen, den gnier, vilde spare sine kroner og lade folkene slave sig ihjel. Det var langt tilkvælds, og naar bare han var inde og vel fortøiet til natten, saa var vel han tilfreds.

Nu var der intet andet tilbage end et lidet forlorent haab om at Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, skulde komme og praje dem for et slæb. Slikt hændte iblandt, for Ratje og Trumpen havde sine smaa hemmelige aftaler, ifølge hvilke Trumpen fortrinsvis benyttet «Styggen» naar det var noget. Aftalerne var lige fordelagtige baade for Trumpen og Ratje; men kanske ikke fuldt saa indbringende for Hahn & Hinken. Desværre, man kan nu engang ikke drive sjørøveri uden at det gaar ud over nogen. -- Og Ratjes samvittighed var tøielig.

* * * * *

To kjuagutter havde najet en baad fra en sognjægt inde ved Dræggen. Nu satte de kursen freidig mod fjorden, mens sogningen stod igjen og raabte og bandte i solstegen. Imidlertid begav det sig, at de to vikinger røg i totterne paa hverandre om suprematiet ombord. Det endte med et gallaslagsmaal, som gav sogningen tid til at forfølge synderne landværts. Følgen var, at da de to i baaden havde fundet ud, hvem som var den stærkeste og havde indrettet sig derefter, saa stod sogningen paa pynten af Fæstningskaien for at standse dem med sin tales velklang eller paa anden maade.

Han opnaaede ogsaa det. For da de to i baaden kom tvers af pynten, lagde de sig tilro paa aarerne og optog ordskiftet paa sin side. Sogningen skjældte, saa godt han havde lært, og selv syntes han det ikke var saa lidet; men han opdaget efterhaanden, at han havde fundet overmænd i den kunst.

Med medfødt veltalenhed udøste gutterne sin kritik over den stakkars bonde. De fortalte ham nøiagtig og uden omsvøb, hvad de syntes om hans personlige udseende. De gav en kort og drastisk oversigt over hans familieforhold og afstamning, saaledes som de opfattet det. De valgte med kyndighed og virtuositet sine udtryk fra det bergenske gadesprogs rige ordforraad. Sogningen havde fuldt ud følelsen af at ordene ikke var smigrende. Derfor svor han ved alle sine hjemlige guder, at fik han saasandt fat i de nederdrægtige byfantene, saa skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som folk de første fjorten dagene.

Ratje var blevet opmærksom paa balladen. Han raabte bort til Dick, at maskinen skulde sættes igang, og et par slag af propellen bragte dem over paa den anden side af indseilingen, hvor de havde fuld oversigt over komedien.

Det var fra først af pur nysgjerrighed, som bevæget Ratje til denne manøvre; men pludselig slog det ham, at her var en liden forretning at gjøre. Han studset et øieblik paa, hvorledes han skulde gribe sagen an. I grunden var der nok af kjuagutten i hele hans konstitution til at hans sympatier var helt og holdent paa de to benglers side; men samtidig var han klar over, at det ialfald ikke var dem som kunde betale for assistance. -- Og derefter tog han sit parti.

«Sei, du sogning! Eg er enig med gutungerne i, at du ser ud som en abekat; men det er det samme, ka betaler du meg for at sætte deg ombord i baaden din?»

Sogningen bed over agnet. Nu var hævnen indenfor rækkevidde. --«En krone,» bød han flot væk.

«Gaa hem og blaas. Vil du give ti?»

«Nai,» kom det bistert tilbage. Denne verdens nydelser kan kjøbes for dyrt. «Nai,» sagde han endnu engang afgjort. «En krone og femti! Vil du saa kom an.»

«Nai,» hermet Ratje og satte sig tilrette paa hyttetaget. De to unge haabefulde var alt paa vild flugt bortover mod Skudevigen.

«To kroner da, og ikke en øre mere.»

«Hør her, din gamle noksagt. Om fem minutter er gutterne kommet iland, og baaden din er i drift udover fjorden. Vil du saa give fem kroner for at blive sat ombord, eller vil du ikke?»

Sogningen stod ubeslutsom. Synderne var nu næsten helt borte ved Bontelbo; men fem kroner! Nei piskedausen, det var alligevel for mange penge, og atter bed han af: «Nai!»

«Ja ja far, som du vil. Farvel, hils hem. Fuld fart forover Dick!»

Men det blev formeget for sogningen. Et var at sige nei, saalænge der var haab om hjælp; men at se baaden og hævnen glide sig ud af hænderne, det klarte han ikke. Han sukket tungt, tørket sig over ansigtet med hueforet og raabte: «Nei stop nu lidt kar. Du har vel ikke slik braahast. Du skal faa fem kroner da, og gid du maa være fordømt for en dyrkræmmer, din byfant.»

Ratje lod sig ikke sige to gange. Han lagde roret om og klappet langs kaien saa elegant, som om det var en lystyacht han førte. «Jump ombord, din grinebider.»

Sogningen var saa ivrig efter at begynde jagten, at han nær var hoppet paa sjøen. «Driv paa karer, driv paa,» sagde han. Han trampet i dækket af bare utaalmodighed.

Men Ratje tog det med irriterende ro. Han satte sig godt tilrette paa hyttetaget og gjorde ikke den ringeste mine til at ville komme afsted. Sogningen var færdig til at fly i flint.

«Tag det med ro, din hankat. Jeg liger ikke slige gebærder ombord i mit skib. Vi har ingen hast. -- Pengene først, før kommer vi ikke af pletten.»

Naaja, der gik et kostbart minut til spilde med yderligere vrøvl; men da sogningen saa at gutterne var naaet helt bort til Gert Meyers boder med al udsigt til at naa land, før de kunde bli indhentet, saa tog han det fornuftige parti. Han halte op en stor hestehandlerportemonæ og talte forsigtig op paa hyttetaget fire kroner og femti øre.

Endnu i dette hellige øieblik maatte han prutte.

«Det er alt jeg har. Du lyt gjøre det for det,» sagde han afgjørende og stak portemonæen i lommen igjen.

Men da vaagnet Ratje.

«Aa du din skidne, stinkende bondeknøl, er det mig du vil holde for nar? Tag dine raadne skillinger og se til at pille dig iland og det lidt fortere end fort. Din udspekulerte gorilla. Har jeg sagt fem kroner, eller har jeg sagt fire kroner og femti øre? Kom iland, hører du, straks paa flyvende flekken.»

Sogningen sagde ikke mere. Han halte op pungen igjen og lagde den sidste femtiøringen ved siden af de andre pengene.

«Allright!» sagde Ratje, han strøg pengene til sig i en haug. «Full speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden «Styggen» gjøre sin pligt.»

Jagten var kort men spændende. Gutterne som syntes det drog i langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele, og havde ændret kurs udover fjorden. Men da de saa mærket, at de blev forfulgt, gjorde de et fortvilet forsøg paa at naa ind i baadhavnen ved det militære badehus.

Men «Styggen» var dem for rap i vendingen. Det blev straks indlysende at tilbagetoget var afskaaret.

Da tog pokker ved dem. Al deres medfødte gutteondskab tog fart, og mens bugserbaaden halte ind paa dem, saa det høist kunde vare et minut endnu, brugte de dette minut til at varpe overbord aarer og øskar, tofter og tiljer. Alt som løst var slang de bortover sjøen saalangt de orket.

Sogningen stod og saa paa ødelæggelsens vederstyggelighed og bandte saa blaa luen stod ham ud af halsen. Hu! Han skulde lære de banditterne!

Ratje frydet sig, og selv gamle Dick kunde ikke lade være at smile. «Hvad fanken var det som randt i dem?»

Den ene af gutterne rev nyglen af baaden og sendte den samme vei som alt det andet, og da det var gjort, reiste han sig og lo frydefuldt mod solen. Det saa ikke ud til at knegtene var bange for konsekvenserne.

I samme nu som Ratje hukket baadshagen i baaden sprang begge gutterne paa sjøen og lagde paa svøm udover. De havde nok regnet ud paa forhaand at sogningen først og fremst vilde tænke paa baaden; men uden aarer og inventar og uden nygle kunde han i det mindste ikke forfølge dem.

Det gik ogsaa ganske rigtig slig. Sogningen hoppet i baaden sin uden at tænke paa følgerne, og Ratje, som straks var med paa noterne, stødte den fra borde med kraft og eftertryk.

Der sad sogningen.

Ratje tog roret igjen og satte efter synderne, som han halte indenbords lidt mere haardhændt end strengt taget nødvendig. Han var halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besørge det fornødne.

Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig. Han havde stukket en finger i nyglehullet og havde det ikke bekvemt.

Ratje gjorde atter en sving bortover til ham. «Halloi, hvad bæljer du efter? Nu har du jo baaden din.» Han stak hænderne i lommen og godtet sig inderlig. De infernalske spillopmagerne havde virkelig gjort sine sager upaaklagelig.

«Aarene og det andet kram? Nei far, jeg har andet at bestille end at fare Byfjorden rundt efter vraggods og drivtømmer. Det bliver din egen sag, som ikke ved, hvad et par ægte bergenske kjuagutter kan finde paa. Desuden det er udenfor kontrakten. -- Men det er det samme. Hvad betaler du?»

Sogningen vilde ingenting betale, og han sagde det med mange ekstra sprogblomster.

«Nei nu er du grov,» sagde Ratje. Men ligemeget. Du skal ikke faa sagt, at jeg er vrangvillig mod en god kunde. Vil du give mig to kroner, saa skal jeg fiske op det meste saa du bliver hjulpen.»

Sogningen vilde fremdeles ikke.

«Allright, min mand. Naar du er saa sta, saa faar du have det saa godt. Jeg skal vente i fem minutter, om du vil ombestemme dig.»

Da tre minutter var gaaet havde sogningen udtømt saa meget af sin galde, at han besluttet sig til at akceptere Ratjes tilbud; men da hændte noget.

Ratje skulde netop til at fiske op den første aare, da Dick pludselig afbrød ham: «Lad nu de narrestrekerne fare. Nu er der andet at tænke paa. Ser du derude i Kvarven?»

Ratje lod aaren drive og skygget med haanden over øinene mod solen. «Donnerwetter! Det er «Midnight Sun»! Gudskelov, vi har ti ton ferskvand paa tanken. Først til møllen faar først male. Det blir femogtyve kroner mindst til os det, Dick! Shake her up, old man. Nu gjælder det at være om sig.»

Han blev saa ivrig. Men saa kom det som en eftertanke. «Men vi kan ikke lade den arme tosken ligge her og drive.»

«Vi maa!» sagde Dick tørt. «Kast gutterne overbord og lad dem hjælpe sogningen.»

«Ja du siger noget. -- Men nei, det bliver alligevel synd.» Han hukket baadshagen fat i den anden aare, som netop kom drivende forbi og halte den indenbords. «Se her, din vadmelsbrok!» skreg han og kastet aaren over til sogningen. Denne var ikke sen til at gribe den. «Nu klarer han sig altids. Gutterne faar følge med. Vi sætter dem iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.» Han hug næven i rattet. «Dick giv hende alt hun kan taale, om saa kjedlen din gaar tilhimmels.»

Gjennem pumperne.

Paa hver sin side af den høitidelige kontorpult i det indre kontor sad de herrer Hahn & Hinken.

Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han saa ned i nogen papirer i dybe tanker.

Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.

Der gik et minut og to og tre. Situationen blev næsten lummer, og Ratje gjennemgik i stilhet sit synderegister. Der var jo desværre et og andet punkt, hvor resterne af hans samvittighed ikke var saa blankpoleret, som den gjerne burde være. Kunde det være mulig, at firmaet havde faaet greie paa de filleprocenterne, som han pleiet at stikke i arbeidsformanden deres, denne Trumpen som han kaldtes; eller var de kommet under veir med, at han pleiet at kulle «Styggen» fra firmaets kulskuder, uden altid at huske det ved opgjørene. Eller -- --

Han blev afbrudt i sin tankegang af Hinken: «Ved De hvad, Ratje, 57 kroner for de sidste slæbene, det er blodpenge.»

«Undskyld hr. grosserer, naar grossereren betænker at vi arbeidet i et kjør uden skaffestunder og langt udover natten. Ja De ser, Trumpen har jo kvitteret for timetallet, og -- --»

«Ja ja. Lad nu det være godt for denne gang. De kan hæve pengene ude hos kassereren. Men det var nu ikke nærmest det vi skulde tale om idag. Hm, sig mig, kaptein, kan De paatage Dem at forsvinde fra jordens overflade, De og baaden Deres, og han den gamle maskinisten, hvad er det nu han heder?»

«Dick Darling.»

«Javel, det var det han hed. Kan Dere forsvinde totalt i otte dage uden at vække opsigt og uden at nogen kommer med ubekvemme spørgsmaal?»

«Det kommer saamen an paa det,» trak Ratje det tvilende ud.

«Ja, det skal naturligvis ikke gjøres for ingenting. Vi betaler en rimelig dagpenge for baade folk og skib.»

«Kunde ikke grossereren forklare det lidt nærmere?»

«Nei, først maa jeg vide om De kan dette eller ikke?»

«Naar?»

«Aa, der er god tid. Det bliver ialfald ikke før om en fjorten dage.»

«Jo, det kan jeg altids klare. Der er mere end tid nok til at slaa ud nogen skrøner, som nok vil blive troet. Men jobben?»

«Skal vi snakkes om senere. Midlertid faar De holde Dem klar, sørge for at proviantere for en fire fem dage og fremforalt ikke lade nogen vide, hvor De skal hen.»

«Nei, det er vel vanskelig nok det, naar jeg ikke ved det selv engang. Bliver det langt slæb?»

«Nei slet ikke slæb. De skal ud paa andre eventyr og farter dennegangen. Og er De den mand jeg tager Dem for saa kommer De at lige Dem godt. De skal faa bud fra mig, naar saalangt kommer.» Hinken fordybet sig atter i sine papirer for at antyde at audiensen var forbi.

Ratje gik. Det var regnveir, rigtig sipende regn. Folk i Strandgaden pilte afsted i den graakolde eftermiddag for at komme i hus saasnart som mulig. Bare en konstabel vasset afsted med langsomme reglementsskridt midt i gaden. Alle andre havde som sagt hastværk, undtagen Ratje. Han blev gjentagne gange staaende i dybe tanker. Engang var det enda saa paafaldende, at en kjuagut stoppet op og spurgte om han var ansat som «Christiesstøtte», hvis ikke fik han flytte sig fra fortoget før han groede fast.

Ratje smilte og tog sig sammen. Han gik ret ombord i «Styggen». Den laa som vanlig naar den var ledig ude ved Holbergsbryggen. I «salonen» sad Dick og Trumpen og spyttet skraatobak udover dørken. Trumpen flyttet sig for at give plads for Ratje: «Nu, hvordan gik det. Gjorde han vrøvl,» spurgte han.

«Nei, han betalte allright nok, og du skal faa dine procenter, naar bare du giver tid et øieblik. Men først faar du give mig greie paa, hvad fanden han har i hætten, han chefen din.» Ratje berettet nøiagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde ikke færten af nogen ting, saa det hele løb ud i ørkesløse gisninger.

* * * * *

«Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne ud. Først al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er mistænkelig. Og saa tænke sig til, at Hinken af egen drift byder 40 kr. døgnet og frie kul. Nei, det hænger aldrig rigtig sammen. Havde han budt 20 og jeg havde forlangt 40, saa havde han maattet betale 30, det vilde været det normale. Men byde 40 og give 40 uden vrøvl! Enten skal vi lastes med nitroglycerin eller smuglegods, det kan du tage gift paa, Dick. Og naar vi skal gaa syd til Slotterø, hvorfor pokker skal vi da ud Hjeltefjorden og gaa udenskjærs det stykke nedover, sig mig det om du kan.»

Ratje stod ved roret og Dick Darling sad paa maskinskylightet. Regntunge skyer hang lavt over fjorden og de nakne bjergknauser laa farveløse og glædeløse rundt om. Hist og her kom de forbi en bondehytte eller et baadnøst; men det livet ikke op i landskabet; for der var over det hele noget fattigsligt og fortrykt. Det var som om selve luftens raakolde fugtighed lagde en dæmper over alt som vilde udover hverdagslivets ensformighed.

«Styggen» snøftet og bar sig, som om den slet ikke ligte denne uvante tur, og kulrøgen laa som et uldent baand efter den i kjølvandet.

Rundt om kredset maager lavt over vandet.

«Er det meningen, at vi skal gaa sørover inat, eller tænker du at ankre op i en eller anden vig og afvente dagen?» spurgte Dick.

«Ved ikke. Jeg ved i det hele taget ingenting. Det er det forbistrede ved det. Hinken gav ordre til at gaa denne veien tilhavs og derefter skulde vi gaa sørover, hvis ikke noget hændte i mellemtiden. Men, sagde han, han antog vi vilde faa nærmere ordre. Hvor den skal komme fra maa guderne vide. Men for os kan det jo være lige fedt. Vi har førti kroner døgnet og frie kul, vi, og kan det more ham at vi flyr rundt som et spektakel og en flyvende hollænder for den betaling, saa gjerne for mig. Jeg var bare tilfreds vi kunde farte rundt hele aaret paa tamp for slig fragt.»

Endnu før Ratje fik talt ud, skjød en færing frem bag nærmeste odde. Den var bemandet med en mand og en gut. Den lagde sig lige i «Styggen»s kurs og der blev den liggende og vente til den kunde praie.

«Der har vi bud fra Hinken,» sagde Ratje.

Dick bare brummet noget uforstaaeligt.

«Hvad er der nu iveien?»

«Aa bare det, at hvis Hinken har noget hemmeligt fore, saa er han en tosk til at arrangere.»

«Ja, begribeligvis. Men hvorfor kommer du med det nu?»

«For nu har jeg opdaget den femte, som er mere eller mindre indviet i hemmeligheden og endnu flere bliver det. Det er dumt. En hemmelighed bør kjendes af saa faa som mulig. Men de som kjender den bør kjende den tilbunds.»

«Du er nysgjærrig Dick, og du er ærgerlig fordi du ikke er indviet.»

«Indviet? Det er jeg jo. Strilen der skal lodse os.»

Det stemte. Strilen skulde lodse. Han forlangte, at man skulde gaa videre med det samme, og stak tilhavs nordenom Sartorø. Da var det allerede næsten mørkt. Men ingen lanterner blev sat ud og i mulm og mørke bar det sydover langs kysten.