Part 8
Frøken Ofelia talte ofte til sin fætter om at han burde tage sig mere af slaverne og gjøre noget for at de kunde bli gode, flittige og skikkelige mennesker; men han vilde ikke høre paa slig tale. Han mente at han havde opfyldt sin pligt mod slaverne, naar han bare var god mod dem.
Og St. Clare var en virkelig god mand, men han var ogsaa en letsindig mand, som elsked verden og dens nydelser og førte et liv i ligegyldig lediggang.
Tom var blit glad i sin herre; men det var en stor sorg for ham, at han aldrig gik i kirke eller læste i bibelen, men tvert imod brugte søndagen til upassende fornøielser i skuespilhuset og i vilde drikkelag.
Ofte bad Tom til Gud om at St. Clare maatte komme ind paa bedre veie. Han tænkte ofte paa at tale alvorlig med sin herre om hans syndige liv; men han kunde ikke komme sig til at gjøre det.
Endelig kom en leilighed, da han kjendte paa sig at han maatte tage bladet fra munden.
St. Clare havde en søndag været ude i et drikkelag, og kom hjem, omtaaget som han var, fulgt af nogen drikkebrødre. Tom og Adolf maatte hjælpe ham til at faa klærne af sig og faa ham i seng. Adolf havde moro af denne historie, og gjorde nar af Tom, som tog sig saa nær af det at han laa vaaken resten af natten.
Da St. Clare næste formiddag var kommet paa benene og havde givet Tom nogen penger til det han skulde kjøbe for dagen, kunde han skjønne at det var noget som laa den skikkelige tjener paa hjerte.
«Hvad er i veien med dig i dag, Tom? Du ser jo ud som du skulde gaa i ligfærd.»
«Aa, jeg er saa sorgfuld, massa»
«Og hvad sørger du for?»
«Jeg trodde at massa vilde være god mod alle mennesker, ligesom mod mig.»
«Er jeg da ikke det?»
«Nei, det er én som massa ikke er god mod.»
«Hvem er det?»
«Det er massa selv.» Tom stod med haanden paa dørgrebet og vendte ryggen halvt mod sin herre.
St. Clare blev rød, men lo af det Tom sa, og lod som han ikke brydde sig stort om det.
Da vendte Tom sig med ett mod ham, og med taarer i øinene kasted han sig ned for ham. «Kjære unge massa! Jeg er ræd for De blir ødelagt baade paa sjæl og legeme og gaar rent fortabt.»
Det virked paa St. Clare. Han fik taarer i øinene. «Du gode ærlige sjæl! At du gaar slig og sørger over mig.» Han tog i ham for at faa ham til at reise sig.
Men Tom vilde ikke staa op; han laa og saa bønlig paa sin herre.
«Vel,» tog St. Clare atter fat, «jeg lover dig at jeg aldrig mer skal være med i disse drikkelagene; jeg er i grunden ogsaa selv kjed af dem.»
Og han holdt ord.
St. Clare blev fra den dag aldrig set i beruset tilstand, og den som glæded sig over dette, var Tom. Ogsaa frøken Ofelia var hjertelig glad over at hendes fætter nu syntes at ville blive et ædrueligt menneske.
Frøkenen havde ellers svært meget at gjøre i huset. Hun var oppe kl. 4 om morgenen og var paa færde hele dagen. Hun fik da ogsaa indført en bedre orden paa alting end det før havde været.
Den gamle overkokke paa gaarden, Dina, var meget misfornøid over at frøkenen lidt om senn tog magten i huset. Hun var selv en mester i alslags kokekunst—det mente hun i det mindste selv—og hendes kjøkken havde alle dage været rent og fint,—hvorfor skulde hun da nu skubbes til side af denne vigtige frøkenen? At hun var ødsel og lidet paalidelig i mangt og meget, at hun ofte sad timevis i kjøkkenet og damped paa sin tobakspibe, at hun brugte fruens fineste duger til at svøbe om blodige kjødstykker, at hun havde den leie vane at gjemme alle mulige ting—kluter, kammer, gamle sko, baand, og mange andre ting—i rum hvor disse saker slet ikke hørte hjemme,—alt dette vilde hun ikke høre noget om. Hun havde klart sig i saa mange aar, og hun vidste godt hvorledes et hus skulde styres. Men slig gaar det altid; de unge skal gjøre sig vigtige overfor de ældre og bare indføre noget nyt, enten det duger eller ikke.
Ogsaa med de andre tjenestjenter maatte frøken Ofelia udstaa en haard kamp, før hun fik det til at gaa som hun vilde.
Ofte talte hun til sin fætter om at han skulde tænke mer paa at opdrage sine folk og sørge for at de fik undervisning i at læse og skrive og blev holdt til orden og arbeide; men han var af den mening, at det ikke var noget at gjøre med disse negrene. At Tom var blit en saapas skikkelig og flink kar, var et vidunder; negrene var ellers vanlig nogen dumme, raa, dovne mennesker, som det ikke var noget udkomme med.
«Men tænker du ikke paa at ogsaa disse mennesker har en udødelig sjæl som vi andre?»
«Jeg mener at sjælen ikke kommer mig ved; jeg har bare med kroppen at gjøre.»
At han inderst tænkte noget anderledes end hans ord faldt, kunde hun stundom merke paa ham, naar han gik frem og tilbage paa gulvet og talte om sit liv i tidligere dage.
«I mine yngre dage havde jeg en uklar trang i mit hjerte til at tage slaverne i forsvar og gjøre noget for at hæve dem til en mer menneskelig tilværelse,» kunde han sige med et suk. «Men saa merked jeg at det ikke var noget at gjøre; verden lod sig ikke omgjøre.»
«Du skulde bare taget det alvorlig; noget havde du vist kunnet gjøre.»
«Ja, kanske; men det gik mig som mange andre unge, jeg glemte mine gode forsætter og blev kjed af livet. Og saa blev jeg til det stykke drivtømmer som jeg har været siden.»
«Men er du fornøid med at drive med strømmen og lade alt gaa som det kan?»
«Fornøid? Lad os ikke tale om at være fornøid i en verden som er fuld af skuffelser og udslukte haab.»
Han mente ellers, at den tid vilde komme, da det vil bli vendt op ned paa verden; folkemasserne holdt paa at ruste sig i det skjulte, overalt gjæred og syded det.
* * * * *
Tom bodde paa et loftskammer over stalden. Fint var det ikke; en seng, en stol og et lidet simpelt bord—det var hans hele bohave; men han var fornøid med rummet, slig som det var.
Paa bordet laa hans bibel og en salmebog, samt en liden tavle, som han brugte til skriveøvelser.
En dag sad han med tavlen for sig og griflen i haanden, sysselsat med et skrivearbeid, som syntes at være svært brysomt og vanskeligt for ham. Hans længsel efter hjemmet var blit saa sterk, at han maatte se til at faa et par ord afsted til Chloe, for at faa vide hvorledes det stod til hjemme. Han har faat et stykke papir hos Eva, og det er de linjer som skal staa i brevet han nu holder paa at sætte sammen paa tavlen. Men det gaar langsomt; han kan ikke huske hvorledes den og den bogstaven skal skrives, og de bogstaver som han kan huske, dem kan han ikke faa sat sammen slig at det blir den rigtige meningen i dem.
Som han nu sidder og baler med denne skrivingen, kommer Eva op paa værelset til ham. Let som en fugl hopper hun op paa stolryggen og ser over akslen hans paa det han skriver.
«Hvad er det for nogen rare tingester du lager der, Onkel Tom?»
Tom stryger noget bort fra øinene. «Jeg vilde prøve om jeg kunde faa sat sammen et brev til min kone og mine børn; men jeg kan vist ikke faa det rigtig til.»
[Illustrasjon]
«Aa bare jeg kunde hjælpe dig, Tom! Jeg har kunnet skrive alle bogstaverne, men jeg har vist glemt dem nu. Lad os nu prøve.» Og saa lægger hun det guldlokkete hovedet sit op til hans hoved, og hjælper ham, saa godt hun kan. De maa ofte stanse med arbeidet og se paa hinanden og snakke sammen om hvorledes det og det ord skal staves. Og saa til at drive paa igjen.
«Ja men dette ser virkelig fint ud!» roper Eva. «Aa, hvor din kone og børnene dine vil blive glade, naar de faar dette brevet.»
Tom sukker.
«Det er svært kjedeligt for dig, at du skal bo saa langt borte fra dem,» blev hun ved. «Jeg skal bede far om at give dig fri, saa du kan reise hjem til dem. Skal jeg det?»
Tom fortæller hende nu, at fruen paa gaarden hvor han var kommen fra vilde kjøbe ham fri, saa snart hun fik samlet nok penger. «Og jeg er viss paa hun holder det hun har lovet; for hun er saa god. Og den unge massa Georg, han gav mig denne skillingen her og loved at han vilde hente mig.»
«Saa skal du nok se han kommer en dag. Aa, hvor jeg skulde glæde mig, om han kom snart.»
«Ja, nu faar vi se. Naar de nu faar dette brevet, saa faar de vide hvor jeg er.»
St. Clare kom i det samme.
«Hvad er det dere har for dere?» spurte han og gik bort og saa paa tavlen.
«Det er et brev, som vi skriver til Onkel Toms kone og børn,» svarte Eva. «Er det ikke fint?»
St. Clare smilte; han vilde ikke bedrøve nogen af dem ved at sige at det var nogen skrækkelige kraaketær de havde laget. «Det er vist bedst jeg skriver for dig, Tom. Jeg skal gjøre det, naar jeg kommer paa mit værelse.»
«Ja gjør det, far. Saa kan de da faa vide hvor han er. Tænk, far, fruen paa gaarden hvor han kom fra har lovet at sende penger og kjøbe ham fri; det har han fortalt mig.»
St. Clare svarte ikke noget paa dette; for han tænkte det bare var af det slags tomme løfter som saa mange giver sine slaver for at gjøre det mindre tungt for dem at skilles fra hjemmet.
Men samme dag skrev og sendte han brev til Toms kone.
ATTENDE STYKKE.
Topsy.
En morgen, mens Ofelia stelte med noget i huset, hørte hun St. Clare rope paa hende nede ved trappen.
«Kom ned, kusine, jeg har noget at vise dig.»
«Hvad er det?» spurte frøkenen og kom ned med sit sytøi i haanden.
«Jeg har gjort et indkjøb til dig,» sa han og skjøv en liden negerjente paa en otte ni aar frem. «Denne er til dig.»
Den vesle jenten var svart som ibentræ. De runde store øinene hendes tindred som glasperler og fór nysgjerrig og med undring om til alle sider. Munden stod halvaaben og viste frem et par vakre tandrækker, og det svarte uldne haaret var flettet i smaa pisker, som stod ud til alle kanter. Hendes ansigt var ikke godt at blive klog paa; for det var baade noget alvorligt i det og noget som tyded paa list og udspekulerthed. Det var i det hele noget trollsligt over hende, som gjorde at frøkenen blev ræd hende.
«Men hvad i al verden skal jeg med hende?»
«Du skal se til at faa et menneske af hende,» sa St. Clare med et spottende smil.
Han fløited, slig som en gjør naar en kalder paa en hund. «Hei da, Topsy, kom og syng noget for os og vis denne damen hvorledes du kan danse!»
Øinene paa den vesle jenten tog da paa at lyse med en ondskabsfuld glæde, og i samme øieblik gav hun sig til at klappe i hænderne og hoppe og vride med lænderne, mens hun hujed en vild negersang og lod de svarte øinene rulle i hovedet. Til slut slog hun et par kollbøtter og satte i en lang slutningstone, som en fløite fra en dampmaskine. Derpaa stilled hun sig rolig paa teppet, folded hænderne og satte et fromt ansigt op; men hun kunde ikke lade være at skjele til siden med de lumske øinene sine.
Frøken Ofelia stod og saa paa hende, og kunde ikke faa et ord frem.
St. Clare mored sig over hendes forfærdelse og vendte sig atter mod Topsy.
«Hør nu, Topsy,» sa han, «nu er denne damen din herskerinde; lad mig nu se du skikker dig vel!»
«Ja, massa,» svarte den vesle og satte op et ansigt fuldt af det mest ærbødige alvor; men samtidig hermed skjød listige øiekast som lyn frem fra hendes øiekroker.
«Du maa være en snill pige, hører du!» blev St. Clare ved.
[Illustrasjon]
«Ja, massa,» svarte hun igjen, altid med foldede hænder.
«Men kjære fætter,» tog endelig frøkenen ordet, «hvorfor i al verden har du kjøbt dette barn?»
«Jeg har kjøbt det for at give dig leilighed til at vise hvad du duger til. Du gaar jo stadig og præker for mig, at endog de mest bortskjæmte og uartige negerunger kan opdrages til kristelige og dygtige mennesker; saa fik jeg lyst til at give dig denne her, for at du kan vise mig hvorledes en skal faa skik paa et sligt lidet svart rovdyr.»
«Synes du ikke jeg har nok at tage mig af her i huset før?»
«Ja slige er dere gode opdragere. Dere lager missions-selskaber og holder basarer og syr tøi til de vilde; men naar en stiller dere en særskilt praktisk opgave og siger: Tag nu fat her!—saa er dere ikke med længer.»
«Du ved meget godt, Augustin, at jeg ikke er af det slags folk som du taler om; men jeg synes vi har negerbørn nok her i huset før. Naar jeg staar op om morgenen, ser jeg dem ligge rundt omkring; nogen ligger og sover ved døren, nogen under bordet, en flok støier og griner paa trappen, en anden rives og slaas paa kjøkkengulvet.»
«Ja ja, du kan have ret i det; men lad nu hende her være dit særlige barn, og vis hvad du kan faa ud af hende. Ellers kan jeg fortælle dig det, at jeg har taget hende til mig fordi det gjorde mig ondt at høre hvorledes hun blev prylt og mishandlet hos de fordrukne gjestgiverfolkene som hun var hos; hendes skrig har saa mangen gang skaaret i mine ører, naar min vei gik fremom der.»
«I Guds navn da!» sa frøken Ofelia. «Jeg skal gjøre for barnet det jeg kan.»
Hun gik mod den vesle pigen med et ansigt som det en sætter op naar en nærmer sig en edderkop som skal hjælpes ud af en fare. «Det er da rædsomt som det barn ser ud! Saa skidden! Og halvt nøgen!»
«Ja, det er nu din sak at sørge for at hun blir vasket, og at hun faar skikkelige klær paa sig.»
Frøkenen tog da barnet med sig til badet.
«Uf!» ropte et par halvsvarte jenter. «For en væmmelig negerunge!»
Den svarte overkokkepigen opfatted disse ord som et slæng-ord til hende og tog paa at skjænde paa jenterne. «Slet ikke nogen væmmelig negerunge. Kan selv være væmmelige, dere blandingsdyr, som hverken er svarte eller hvide.»
Da den vesle jenten blev klædd af, viste det sig, at ryggen hendes var fuld af stygge striper og flekker.
«Nei se paa hende?» ropte en af jenterne. «Hun maa være rent en djævleunge, siden hendes herskab har maattet give hende saa meget pryl.»
Den vesle saa sig om til alle sider, men syntes at være mest optaget af nogen øreringer som hun saa en af pigerne bar.
Da hun var blit vasket og havde faat skikkelige klær paa sig, og haaret var blit klippet og greiet, saa hun ikke saa ilde ud. Frøken Ofelia tog hende igjen i øiesyn og tænkte ved sig selv: «hende skal jeg snart faa skik paa.»
Saa satte hun sig ned og tog barnet for sig.
«Hvor gammel er du?»
«Ved ikke,» svarte jenten og viste de hvide tænderne sine med et bredt grin.
«Ved du det ikke? Har din mor aldrig sagt dig det ... hvem er din mor?»
«Har ingen,» svarte den vesle og grined igjen.
«Hvor er du født?»
«Er ikke født, frøken.»
«Nu skal jeg sige dig, at jeg ikke vil vide af noget tøv her!»
«Ja men mig aldrig havt nogen mor eller far eller nogen ting.»
Pigen, som havde hjulpet frøkenen med at vaske pigebarnet og stelle hende til, fniste; hun skjønte straks det hele. «Den slags unger er det mange af, frøken. De blir fra smaa af opdrættet hos slavehandlere og solgte, uden at de nogensinde faar vide noget om sine forældre.»
«Hvor længe har du været hos gjestgiveren?» spurte frøkenen da.
«Ved ikke.»
«Aa, det kan ikke nytte at spørge disse dumme negerbørn om nogen ting,» sa mulatpigen.
«Ved du noget om Vorherre?» spurte Ofelia.
«He!» grined den vesle.
«Ved du hvem som har skabt dig?»
«Er ikke skabt.»
Frøkenen risted paa hovedet.
«Kan du sy?»
«Nei.»
«Hvad maatte du bestille hos gjestgiveren?»
«Mig maatte bære vand og slipe kniver og hjælpe til med opvartningen.»
«Var de gode mod dig, de folkene du var hos?»
Den vesle skjeled til pigerne, som om hun var ræd for at sige andet end ja. «Det var de vel,» kom det endelig.
Frøken Ofelia skjønte snart at det ikke var det bedste sted til at virke opdragende paa Topsy nede i kjøkkenet, hvor de andre gik og skjeled og fniste til hende; hun fandt det derfor rettest at ta barnet med sig op paa sit værelse, hver gang hun vilde undervise hende og tale med hende om husgjerningen.
Frøkenen havde før altid selv redt sin seng og stelt alt til paa sit værelse; nu skulde hendes fosterdatter gjøre dette, for at øve sig i huslig gjerning. Men et brysomt arbeide blev det at lære Topsy denne gjerning!
Først skulde hun nu lære den kunst at rede op en seng.
Da Ofelia den første morgen havde faat barnet op paa sit værelse, sa hun: «Nu vil jeg vise dig, Topsy, hvorledes en bærer sig ad med at rede en seng; det er noget du maa gjøre rigtig godt, for jeg er svært nøie paa hvorledes sengen min blir redt.»
Topsy stod stiv og taus fremfor hende, renvasket og kjæmmet, med ren kjole og hvidt forklæ. Frøkenen var ogsaa høitidelig.
«Se nu her!» sa hun, «denne kanten paa lagenet kaldes sømmen, denne siden er retten, og her vrangen—kan du nu huske det?»
«Ja, frøken.»
«Det underste lagenet maa du huske at brede glat over underdynen og stikke det pent ned langs sengefjælen—kan du nu huske det?»
«Ja, frøken.»
«Men overlagenet maa du lægge saaledes og stikke det ned ved fod-enden—slig.»
Mens den gode læremester snudde ryggen til, saa Topsy sit snit til at nappe til sig et par hansker og et baand, som hun i en fart stapped op i det ene ærmet sit. Da hun nu var færdig med det, folded hun hænderne og hørte andægtig efter igjen.
«Lad mig nu se om du kan gjøre det slig som jeg har sagt,» sa frøkenen og tog atter klærne af sengen.
Topsy tog nu fat, og gjorde sine ting saa godt, at frøkenen blev rent rørt af glæde; men just som den vesle var færdig, opdaged frøkenen at et rødt baand hang ud af ærmet hendes.
«Hvad er det?» spurte Ofelia og trak det til sig.
«Ved ikke,» svarte Topsy ligegyldig; men i næste øieblik udbrød hun: «Er det ikke frøken Felis baand?»
«Du er da ogsaa en rigtig styg pige! Du har jo stjaalet det?»
«Nei, har ikke.»
«Og saa vaager du ogsaa at lyve?»
«Lyver aldrig, frøken; for mig siger altid sandhed.»
«Topsy, vil du jeg skal hente pisken?»
«Kan gjerne piske mig hele dagen igjennem,» sa jentungen og tog paa at brøle. «Har ikke stjaalet det, det har mig ikke; for det har ligget paa sengen, og saa har det faret ind i ærmet mit, har det.»
Frøken Ofelia blev svært vred over dette frække paafund, og tog fat i armen hendes og risted hende.
«Hvad er det du vaager at indbilde mig?»
Ved det at jentungen blev ristet, faldt ogsaa hanskerne ud af ærmet og ned paa gulvet.
«Men barn, du har jo taget mere! Vil du endnu negte at du har stjaalet fra mig?»
Den vesle tilstod straks at hun havde taget hanskerne, men blev ved at negte at hun havde taget baandet.
«Hør nu, Topsy, vil du nu ærlig tilstaa det hele, skal du slippe for pryl.»
Ja, saa tilstod hun det da, og uveiret drev over for denne gangen.
«Har du stjaalet andre ting?» spurte frøkenen og saa prøvende paa hende. «Har du rapset et eller andet igaar, da du havde lov at løbe frit omkring her paa gaarden?»
Topsy stod en stund og skjeled.
«Du skal sige det. Naa—ud med det!»
Saa tilstod hun at hun havde taget den røde kjeden som Eva havde gaat med om halsen.
«Du stygge pige! Og hvad mer?»
«Og saa har jeg taget øreringene til Rosa.»
«Men dette er da rædsomt! Gaa ned og hent begge dele.»
«Mig har brændt øreringene.»
«Brændt dem? Hvad er det for snak! Gaa bare ned efter dem.»
Saa gav jentungen sig til at hulke og forsikred at hun havde brændt dem.
«Hvorfor gjorde du da det?»
«Fordi jeg er ond og styg; mig kan ikke for det.»
I det samme kom vesle Eva springende, og frøkenen saa straks at hun endnu havde det røde koralbaandet om halsen.
«Har du fundet halsbaandet dit igjen?» udbrød Ofelia.
«Fundet det igjen? Jeg har jo havt det paa hele tiden; jeg har endog ligget med det i nat.»
Frøkenen blev nu rent udaf sig, hun vidste hverken ud eller ind.
Og saa traf det sig saa underlig, at ogsaa Rosa kom i det samme, bærende en kurv med nystrøget linned paa hovedet. Da frøkenen saa at ringene hang og dingled i ørene hendes som vanlig, skjønte hun at det Topsy havde fortalt om de sidste tyverier var usandhed.
«Hvorfor i al verden løi du slig for mig?»
«Mig skulde jo finde paa noget at tilstaa,» klynked den vesle og gned øinene.
Rosa vilde endelig at jentungen skulde piskes. En slig forvorpen løgnunge!
Men da retted Eva sig op og fik et truende udseende: «Du tier stille, gjør du!»
Da gik Rosa sin vei. Eva gik bort til Topsy.
De to børn stod nu overfor hinanden, to vidt forskjellige børn, et fint, fornemt barn, med gule lokker og sjælfulde øine, og et svart, skulende, listigt negerbarn, et fint kulturbarn og et vanartet trælebarn.
«Stakkars Topsy!» sa Eva med sin bløde milde røst. «Du har havt det saa vondt; men nu blir du nok en snill pige.»
Det var de første venlige ord den vesle negerjente havde hørt, og taarer viste sig i hendes øine; men i næste øieblik tog hun paa at grine og fnise igjen, som hun vanlig pleide.
Frøken Ofelia prøvde alle slags midler for at faa skik paa den vesle lærlingen sin: hun lukked hende inde i et mørkt rum, hun talte godt for hende, tog hende med op paa værelset sit til visse tider og lærte hende at læse og sy. Den vesle havde let for at lære at læse; men syingen gik det ikke saa godt med, for hun havde saa vanskeligt for at sidde stille; hun vilde heller springe omkring i den frie luft. Alt i ett brækked hun med vilje en synaal i stykker eller kasted den ud af vinduet, smudsed traaden til eller gjemte den bort. Hun var saa rask med fingrene som en taskenspiller, og da hun til enhver tid forstod at sætte det mest uvidende og uskyldige ansigt op, var det svært vanskeligt at faa noget ind paa hende.
Det urolige barn var paa færde overalt, klatred i trærne, stupte kraake, sang og fløited, skar ansigt og vrængte øine. De andre børn fulgte hende i hælene med undring; selv Eva syntes at være fortryllet over alle de vilde kunster hun kunde gjøre.
Fra først af var alle folkene paa gaarden efter hende. Men de lærte nart at skjønne at de gjorde klogest i at lade hende skjøtte sig selv; for hver gang nogen af dem havde revset hende, maatte han eller hun paa en eller anden maade lide for det,—enten blev et smykke borte, eller et klædesplagg revet itu, eller det kunde komme en bøtte skyllevand over dem, naar de havde de fineste klærne paa sig og intet ondt aned.
Men naar en søgte efter den vesle synderinde, var hun forsvunden som en vind, og det var ikke tale om at faa hende til at tilstaa noget.
Men Topsy var rask til at gjøre sine ting i huset, og svært snar til at lære ethvert nyt arbeide. Frøkenens værelse holdt hun somme tider i den bedste orden, men til andre tider kunde hun gjøre det skrækkeligste opstyr oppe paa kammeret: hun tog pudevarene af og stak det uldne hovedet sit ned mellem puderne, saa det kom til at se ud af fjær og dun som hun var gal. Stundom klatred hun opefter sengestolperne og hængte sig efter benene med hovedet ned, eller hun kasted lagenerne paa gulvet, trak frøkenens natdragt over skraapuden og legte heigut med den, samtidig med at hun fløited eller sang og skar ansigt.
En dag havde hun bundet frøkenens sjal om hovedet og stillet det op i en høi top. Netop som hun stod og saa sig i speilet, kom frøkenen.
«Men Topsy da, hvor kan du dog bære dig slig ad?»
«Ved ikke, frøken. Mig finder paa saa forfærdelig mange ting.»
Frøken Ofelia sukked. «Jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med dig, barnet mit.»
«Maa vist piske mig,» mente Topsy. «Gjestgiverens madam pisked mig hver dag, hun; jeg vilde ikke være skikkelig ellers.»
Frøkenen prøvde virkelig ogsaa pisken; men hver gang hun brugte dette middel, skreg ungen i vilden sky og loved bot og bedring. En halv time efter kunde en se hende sidde ved et hjørne af svalgangen og snakke med en flok undrende negerbørn.
«Uf! dere morianer!» kunde hun sige. «Dere er nogen rigtig ugudelige unger; jeg selv ogsaa—fy!» Og saa kunde hun klatre til veirs og slaa en kollbøtte i luften.
Om søndagene talte frøken Ofelia med hende om Gud og lod hende læse katekismen. Det varte ikke længe, før Topsy kunde hele katekismen paa rams.
«Hvad nytte tror du hun har af den lærdom?» spurte St. Clare.
«Barnet maa da lære nogen kristendom og gudsfrygt,» mente Ofelia.
«Pyt! jeg blev da proppet nok med religion, da jeg var barn; men jeg ved ikke at jeg har havt nogen nytte af det.»
«Nei,» sukked frøkenen, «jeg ved du bryr dig svært lidet om Vorherre; jeg skulde ønske du var ligesaa from og god endnu som du var da du var liden.»
«Ja, det ønsker jeg selv.»
Topsy havde staat som en liden svart billedstøtte og hørt paa dem, og nu satte hun med en gang i:
«Og da Adam og Eva havde spist af frugten, blev de jaget ud af haven.... Frøken, laa den haven i Kentucky?»